Jer der har aborteret

[Xzenia]

:kram Kære piger

Det er noget tid siden jeg har været herinde. Jeg har aborteret 3 gange. Og troede egentlig at jeg tog det meget pænt. Op på hesten igen (billedligt talt :-) Men der skete noget inde i mig den 3. gang. Jeg ved ikke om jeg kan sætte ord på det. Den første gang var fysisk meget hård. Skulle abortere hjemme, da fosteret var dødt. Vi fandt ud af det i uge 9. Det er sikkert forskelligt hvordan de der piller, hvor man sætter det igang selv, virker på en. Synes i hvert fald at det trak tænder. Var ved godt mod hurtigt eftr og blev snart gravid igen; aborterede selv denne gang. Var ved godt mod igen. Blev igen gravid - nu for 3. gang. Aborterede så igen. Denne gang var jeg ikke så langt. Graviditetstesten var kun positiv i en lille uge. Det er omkring 2,5 måneder siden.

Der skete bare noget indeni. Jeg husker at jeg følte mig meget ensom denne gang. Opdagede det hjemme hos svigerforældrene fredagaften og kunne ikke sige noget til nogen (bortset fra til min mand) før søndagaften da vi var hjemme igen, hvor jeg fik talt med min mor om det. Siden har jeg lukket fuldstændig af. Jeg ved ikke hvorfor. Ved ikke om det er fordi de to dage føltes som uelndelig lang tid, når jeg mest af alt havde lyst til at græde af "sjælelig" smerte og sorg eller om det "bare" er fordi jeg ikke magter at tage risikoen ved at blive gravid igen og eventuetl abortere igen.

Jeg mener ellers at jeg har det fint. Jeg føler mig glad når jeg står op og når jeg går i seng. Ja føler mig glad sådan set hele dagen. Jeg har pga. et projekt, arbejdet meget siden sidste abort. Også det har jeg haft masser af energi til. Tror derfor ikke at aborterne har ramt min mentale tilstand - sådan generelt set. Bortset fra, at jeg åbenbart er gået i en eller anden for for baglås.

Hvordan har I oplevet jeres aborter? Går man i gennem forskellige faser de forskellige gange? Kan de vare længe? kan man selv gøre noget? F.eks. arbejde med sig selv ovs. osv.

Jeg er 38 år, har ingen børn og føler mig selvfølgelig presset af alderen. Ikke mindst med den manglende success med graviditeterne. Jeg kan bare alligevel ikke.

Hvis I har lyst, tid og mulighed så lad mig høre om jeres oplevelser. Måske kan I hjælpe og gøre mig klogere på mig selv :-)

KH Xzenia

[Nitzen1987]

Hej

Jeg har selv "kun" oplevet en abort... Min måde at arbejde med det på har været at få talt med min nærmeste familie (min mand, mor,svigermor, søstre mv.) om hvad der var sket og lige som du havde det tænkte jeg fra start af, at det bare var om at komme op på hesten igen... Her til juni er det ½ år siden jeg mistede og der er endnu ikke sket noget i forhold til en ny graviditet og det frustrerer mig og det gør det bestemt ikke lettere at blive gravid igen... Jeg har haft nogle perioder hvor jeg bare har været meget ked, træt og energiforladt - skal så ikke kunne sige om det udelukkende er min MA, der har spillet ind her eller om eksamenspresset også har spillet ind for mine humørsvingninger... Det bedste middel til at komme oven på igen er at tale om det og få sat ord på sine følelser... Har du talt med lægen efter, at du nu har mistet 3 gange? Har lige set, at én af pigerne herinde, der mistede for anden gang for nylig, er blevet lovet skærpet opsyn fra lægens side næste gang hun bliver gravid...

[Xzenia]

Hejsa

Tak fordi du deler din oplevelse. Tror du har ret mht. det med at tale og tale og atter tale. Jeg har en familie der meget gerne vil stå bi mht. at tale om det. De bor dog ike i DK og jeg har nok en tendens til at "spare" dem for bekymringer. Har en ide om at det er svært at være bekymret og så være så langt væk. Jeg kan ikke tale med min mand om det og slet ikke med hans familie. Måske jeg skulle prøve at skrive mig ud af det :-) hæ hæ

[Xzenia]

Håber at de snart lykkes for dig at blive gravid igen. Vær i hvert fald meget opmærksom på din ægløsning, så du ikke misser dem.

Jeg har en aftale med min læge om at jeg skal kontakte ham. Det skulle ejg allerede efter den 2. abort. men jeg gjorde det alligevel ikke. Ved det godt tosset. Jeg troede virkelig ikke på at det ville ske igen den 3. gang. Hvis jeg bliver gravid igen, så kontakter jeg har med det samme :-)

[Mor til de skønne]

Da jeg mistede første gang blev jeg RIGTIG ked af det. Jeg talte meget med min mand om det, men det er sådan set også det. 2,3 og 4 gang blev jeg ikke rigtig ked af det, men derimod rigtig nervøs for, om det ville lykkes på et tidspunkt. Jeg havde ikke lyst til at tale om det, for så skulle jeg forholde mig til min bekymring og det kunne jeg bare ikke rumme :( 4 gang var en graviditet uden for livmoderen, og der fik jeg dog en god snak med lægen der operede mig. Jeg fik fjernet den ene æggeleder og blev bare endnu mere bekymret. Jeg fik også en tid hos en gyn. til udredning, men blev meget kort efter grsvid med min datter ;)

[MissingLink]

1. gang var det bare "bad luck". 2. gang blev jeg virkelig ked af det, da jeg havde følt graviditeten meget mere i min krop, end 1. gang :( Efter 2. gang ønskede jeg så brændende at få en baby. Ikke bare at blive gravid, men at ende med det endelig slutresultet- en baby :) Da jeg blev gravid med Isabella, kunne jeg næsten ikke koncentrere mig om noget som helst de første mange, mange uger efter den positive test. Jeg var så rystende nervøs for at miste igen- også fordi min mand synes, at hvis det ikke lykkes denne gang, skulle vi ikke prøve igen. Det havde nemlig også taget ret hårdt på ham. Jeg blev gravid igen 4. måneder efter den 2. SA. og resultatet blev min datter :)

Jeg er i øvrigt ny-gravid igen, og selvom det ikke var planlagt og vi var ret chokerede, så er jeg stadig meget bange for der sker noget med spiren. Tror måske aldrig sådan noget helt forsvinder, og jeg kan godt sætte mig ind i dine tanker.

De bedste tanker og :kram2

[Banshee]

Jeg har lige mistet for 2. gang..

Jeg går og svæver mellem "Min krop er den værste i verden" og "Næste gang der er den der!!"... :rolleyes

Tror også det vigtigste er at tale om det :) Tale tale tale...

[Xzenia]

Kan se at I alle anbefaler at tale og tale...den forstår jeg dot. Har haft andre oplevelser i mit liv, hvor det at tale var vejen ud på den anden side :-)

Taler I så meget om det, og med hvem? Har I en I taler emd...f.eks. jeres mor? Er I i hele taget åbne omkring jeres tab...tænker på dem omkring jer?

[Xzenia]

Jeg har lige mistet for 2. gang..

Jeg går og svæver mellem "Min krop er den værste i verden" og "Næste gang der er den der!!"... :rolleyes

Tror også det vigtigste er at tale om det :) Tale tale tale...

Selvfølgelig er di nkrop ikke den værste i verden...der kan være så uendelig mange årsager til at du har oplevet det du har

KH Xzenia

[MissingLink]

Kan se at I alle anbefaler at tale og tale...den forstår jeg dot. Har haft andre oplevelser i mit liv, hvor det at tale var vejen ud på den anden side :-)

Taler I så meget om det, og med hvem? Har I en I taler emd...f.eks. jeres mor? Er I i hele taget åbne omkring jeres tab...tænker på dem omkring jer?

Vi/jeg har ikke talt med særlig mange omkring det. Var på det tidspunkt på et andet forum, hvor det ligesom ikke ansås for at være "noget særlig" og derfor ikke særlig "interessant" at tale om. Vi havde ikke fortalt nogen, at jeg var gravid så det var derfor også (åbenbart) svært for omverdenen, at forstå at vi var kede af det. Vi talte heller ikke så meget om det sammen- min mand havde nok ikke "lyst" til at tale for meget om det.

Men denne gang har vi valgt at fortælle det til "alle" allerede nu. Lidt med den tanke, at hvis det skulle gå galt, er det "tilladt" at være ked af det. Det synes vi ikke rigtig det var da vi mistede sidst :(

[Nitzen1987]

Jeg har talt en del med både min mor og min svigermor... og da jeg var i færd med at afslutte min praktik, da det skete og derfor måtte have et par dages fravær vise begge mine praktiklærere stor forståelse og de tilbød begge, at jeg kunne tale med dem, hvilket jeg takkede ja til... Jeg havde egentlig valgt at være lukket om det, men der var bare nogen der var nødt til at få det at vide fx mine praktiklærere og jeg synes bare at det gjorde det så meget lettere, da de så vidste hvis jeg blev trist til mode... Efterhånden ved de fleste i min omgangskreds hvad vi har været igennem og det er ikke noget der generer mig... Men det er kun ganske få jeg VIRKELIG har talt med omkring hvad vi var igennem... Jeg brugte også forummet her - alle herinde er så søde og forstående :lovebk og på min opfordring oprettede administratorerne et underforum til de der har oplevet abort, hvor man fx kan vælge at skrive om sin oplevelse og skrive med andre der har været igennem det samme... Det kunne måske være en mulighed for dig at dele dine tanker omkring dine oplevelser derinde... Tror at alle der har mistet før er ekstra bange for at miste igen og den følelse forsvinder nok ikke før end, at man sidder med en sund og velskabt baby i favnen...

[Banshee]

Jeg har talt meget med især en kollega... Hun prøvede selv at miste, første gang hun var gravid.. Hende fortalte jeg også jeg var gravid, i sidste uge.. Har endnu ikke fået fortalt hende at jeg har mistet...

Har også en enkelt veninde, jeg taler meget med det omkring.

Også selvfølgelig min fantastiske kæreste... Han har jo også været ked af det ..

For mig, hjælper det meget at jeg bearbejder det ved at sige og fortælle højt, hvad lægerne har sagt - at det ikke er MIG der har gjort noget forkert.. At det er helt almindeligt og at min krop reagerer almindeligt..

Jeg synes det er rigtig svært, især her anden gang... Netop fordi jeg ved at hvis jeg mister igen, så er det jo ikke bare "tilfældigheder"..

[Guest]

Her har det hjulpet at tale det igennem sammen (min mand og jeg) og så har jeg snakket med nogle få andre om det. Men det er så også det - jeg har ikk lyst til at tale om det mere - det er ikke for at være kold, men jeg vil videre. Det blir jeg nødt til ellers så bryder jeg sammen. Vi nåede at ha den dejlige lykke i 5 dage inden jeg mistede, så vi nåede ikke helt at vænne os til det, derfor er det nok også nemmere at komme videre.