Langtidssygemeldt med stress -vejen tilbage?

[ammmor]

Jeg har været sygemeldt med stress i 11 måneder. Den primære årsag til min sygemelding findes i hjemmet, da jeg er mor til 3 børn med særlige behov. En uforstående leder gjorde dog bestemt ikke tingene bedre, og efter 1 år på arbejdsmarkedet måtte jeg kapitulere og sygemelde mig, og har været det lige siden.

Indtil nu har jeg fået lov til at få rimelig fred. Jeg har fået lavet en kompetenceprofil, men nu presser de på. Jeg har sagt ja til at prøve at få samtaler med en coach.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om andre herinde er i samme situation? Hvad skulle der til for at i begyndte at få det bedre? Kunne i arbejde med det samme efter jeres sygemelding, som inden?

Det jeg er uddannet som, kræver et enormt stort overblik, evnen til at have mange bolde i luften, og meget kontakt med andre. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig jeg kommer til at arbejde med det samme de næste mange år, jeg tror simpelthen ikke min hjerne vil kunne 'kapere' det. 

Min stress kommer primært til udtryk ved kognitive vanskeligheder, dvs manglende overblik, dårlig hukommelse, svært ved at planlægge osv.

Håber nogle her har noget at byde ind med, for efter 11 måneder vil jeg gerne snart have det lidt bedre og få følelsen af at komme lidt videre med mit eget liv også.

[Junior4]

Har ingen kloge ord eller gode råd, men sender dig et kram 

[Guest]

 

Jeg blev for nogle år siden, sygemeldt med stress. Jeg havde samme problemer som dig, med hukommelse, svært ved at holde flere bolde i luften, jeg kunne pludselig ikke læse, blot at læse bag på en bog om, hvad den handlede om, var svært og gav ingen mening.

Jeg arbejdede som socialrådgiver i en sygedagpenge afdeling og havde derfor meget kontakt med andre mennesker og en del skrive/læse arbejde.

Jeg havde som dig, en uforstående leder, som selvom jeg sagde til hende at jeg følte jeg var ved at vælte, intet gjorde og nægtede at hjælpe mig, før det blev til en sygemelding, det hjalp ikke og jeg endte med en fuldtidssygemelding.

Jeg kan ikke helt huske antal mdr. men jeg mener jeg var fuldtidssygemeldt ca 4. mdr. og havde undervejs tlf samtaler med min leder. Det hjalp ikke på det hele, at en anden som var sygemeldt i afdelingen med stress blev fyret, så jeg følte et pres om at starte op igen, før jeg følte mig klar. Så jeg startede efter de 4 mdr. op på deltid, jeg mener jeg startde på 15 timer og gik så op i tid henover en 3-4 mdr. og endte på fuldtid igen.

 

Jeg blev flyttet over til en ny stilling i en nyoprettet gruppe og arbejdede med folk der var på fleksjob og afklaring til førtidspension. Det var ikke mit drømmejob og jeg må tilstå jeg følte ikke min arbejdsplads hjalp mig specielt meget og havde specielt god forståelse ( nu var det jo også kun det vi arbejdede med ) .

Det hjalp kun lidt, for mig har det aldrig handlet om selve arbejdspres, jeg kedede mig faktisk meget ofte på min arbejdsplads og endnu mere i den gruppe jeg blev flyttet over til. For mig handlede det mere om det psykiske i mit arbejde og med de borgere jeg arbejdede med samt et dårligt psykisk arbejdsmiljø, som dog blev bedre og det var en god gruppe jeg kom over i og det hjalp da lidt på det.

 

Jeg endte med, absolut ikke at være drømmemedarbejderen, men jeg følte ikke jeg skyldte arbejdspladsen noget som helst, de havde ikke været særlig søde eller forstående kun pressende som gjorde det blev sværre at komme tilbage. Så jeg endte med rimelig hurtigt at blive gravid og jeg blev hurtigt graviditetssygemeldt og sagde efter min barsel op, flyttede til tyskland og har været hjemmegående siden.

 

Undervejs i min sygemelding gik jeg til psykolog, jeg havde en sundhedsforsikring og de betalte. Jeg var heldig, at den kommune jeg boede i, var min tidligere arbejdsplads, hvor jeg også havde arbejdet på sygedagpengeområdet. Det var derfor min tidligere afdeling der stod for at følge op på mig og der var lidt tidligere kollegial service så jeg blev overhovdet ikke presset af jobcenteret og var ikke til nogen møder. Jeg mødte min sagsbehandler (som havde overtaget min stilling) hurtigt i døren, engang hvor jeg var oppe og besøge mine tidligere kollegaer muligvis var der en 2 min tlf samtale med hende også. Den service kan andre nok ikke regne med og var nok heller ikke helt rent i kanten, men jeg klagede ikke.

 

Jeg kunne nok godt have fungeret på en anden arbejdsplads, men stressen følger mig og der skal ikke helt så meget til for at vælte, jeg kan godt mærke det hurtigt kommer tilbage og jeg er glad for jeg har muligheden for at lade være at gå på arbejde jeg kan mærke at bare tanken om det får hjertet til at banke igen og hovedet til at suse.

 

Jeg havde det vankeligt med at holde flere bolde i luften da jeg startede og jeg glemte stadig. Så jeg havde lister til alt, jeg havde nærmest lister til mine lister om at jeg skulle huske mine lister  , det var ikke sjovt og jeg var aldrig listemenneske før, men jeg kunne ikke have det i hovedet. Jeg kunne ihvertfald udadtil fungere, men var i en meget meget lang periode meget meget træt og havde svært ved at overskue forfærdeligt meget, blot det at aflevere og hente min søn, under min sygemelding var næsten mere end jeg kunne klare, men det blev langsomt bedre.

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle kompensere da jeg startede op igen, men det kom langsomt og langsomt vendte hukommelsen også tilbage, men helt på niveau som før, det tror jeg aldrig helt den kommer igen, ihvertfald ikke i pressede perioder. 

 

Det lyder som om, det med dig ikke er arbejdet der er den udløsende faktor. Så medmindre det hjemmelige er/kan blive ændret, så kan det vel være svært for dig at få enderne til at mødes og du vil ende samme sted igen.

Er der noget din arbjedsgiver kan gøre for at lette noget for dig? Har du kontakt til børneafdelingen og kan de gøre noget for at lette det hjemlige for dig?

 

Det lyder hårdt med 3 børn med særlige behov, jeg håber du kan få det hele til at fungere, det er absolut ikke sjovt at have stress

 

 

[ammmor]

27 minutes ago, Mor-i-Bayern said:

 

Jeg blev for nogle år siden, sygemeldt med stress. Jeg havde samme problemer som dig, med hukommelse, svært ved at holde flere bolde i luften, jeg kunne pludselig ikke læse, blot at læse bag på en bog om, hvad den handlede om, var svært og gav ingen mening.

Jeg arbejdede som socialrådgiver i en sygedagpenge afdeling og havde derfor meget kontakt med andre mennesker og en del skrive/læse arbejde.

Jeg havde som dig, en uforstående leder, som selvom jeg sagde til hende at jeg følte jeg var ved at vælte, intet gjorde og nægtede at hjælpe mig, før det blev til en sygemelding, det hjalp ikke og jeg endte med en fuldtidssygemelding.

Jeg kan ikke helt huske antal mdr. men jeg mener jeg var fuldtidssygemeldt ca 4. mdr. og havde undervejs tlf samtaler med min leder. Det hjalp ikke på det hele, at en anden som var sygemeldt i afdelingen med stress blev fyret, så jeg følte et pres om at starte op igen, før jeg følte mig klar. Så jeg startede efter de 4 mdr. op på deltid, jeg mener jeg startde på 15 timer og gik så op i tid henover en 3-4 mdr. og endte på fuldtid igen.

 

Jeg blev flyttet over til en ny stilling i en nyoprettet gruppe og arbejdede med folk der var på fleksjob og afklaring til førtidspension. Det var ikke mit drømmejob og jeg må tilstå jeg følte ikke min arbejdsplads hjalp mig specielt meget og havde specielt god forståelse ( nu var det jo også kun det vi arbejdede med ) .

Det hjalp kun lidt, for mig har det aldrig handlet om selve arbejdspres, jeg kedede mig faktisk meget ofte på min arbejdsplads og endnu mere i den gruppe jeg blev flyttet over til. For mig handlede det mere om det psykiske i mit arbejde og med de borgere jeg arbejdede med samt et dårligt psykisk arbejdsmiljø, som dog blev bedre og det var en god gruppe jeg kom over i og det hjalp da lidt på det.

 

Jeg endte med, absolut ikke at være drømmemedarbejderen, men jeg følte ikke jeg skyldte arbejdspladsen noget som helst, de havde ikke været særlig søde eller forstående kun pressende som gjorde det blev sværre at komme tilbage. Så jeg endte med rimelig hurtigt at blive gravid og jeg blev hurtigt graviditetssygemeldt og sagde efter min barsel op, flyttede til tyskland og har været hjemmegående siden.

 

Undervejs i min sygemelding gik jeg til psykolog, jeg havde en sundhedsforsikring og de betalte. Jeg var heldig, at den kommune jeg boede i, var min tidligere arbejdsplads, hvor jeg også havde arbejdet på sygedagpengeområdet. Det var derfor min tidligere afdeling der stod for at følge op på mig og der var lidt tidligere kollegial service så jeg blev overhovdet ikke presset af jobcenteret og var ikke til nogen møder. Jeg mødte min sagsbehandler (som havde overtaget min stilling) hurtigt i døren, engang hvor jeg var oppe og besøge mine tidligere kollegaer muligvis var der en 2 min tlf samtale med hende også. Den service kan andre nok ikke regne med og var nok heller ikke helt rent i kanten, men jeg klagede ikke.

 

Jeg kunne nok godt have fungeret på en anden arbejdsplads, men stressen følger mig og der skal ikke helt så meget til for at vælte, jeg kan godt mærke det hurtigt kommer tilbage og jeg er glad for jeg har muligheden for at lade være at gå på arbejde jeg kan mærke at bare tanken om det får hjertet til at banke igen og hovedet til at suse.

 

Jeg havde det vankeligt med at holde flere bolde i luften da jeg startede og jeg glemte stadig. Så jeg havde lister til alt, jeg havde nærmest lister til mine lister om at jeg skulle huske mine lister  , det var ikke sjovt og jeg var aldrig listemenneske før, men jeg kunne ikke have det i hovedet. Jeg kunne ihvertfald udadtil fungere, men var i en meget meget lang periode meget meget træt og havde svært ved at overskue forfærdeligt meget, blot det at aflevere og hente min søn, under min sygemelding var næsten mere end jeg kunne klare, men det blev langsomt bedre.

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle kompensere da jeg startede op igen, men det kom langsomt og langsomt vendte hukommelsen også tilbage, men helt på niveau som før, det tror jeg aldrig helt den kommer igen, ihvertfald ikke i pressede perioder. 

 

Det lyder som om, det med dig ikke er arbejdet der er den udløsende faktor. Så medmindre det hjemmelige er/kan blive ændret, så kan det vel være svært for dig at få enderne til at mødes og du vil ende samme sted igen.

Er der noget din arbjedsgiver kan gøre for at lette noget for dig? Har du kontakt til børneafdelingen og kan de gøre noget for at lette det hjemlige for dig?

 

Det lyder hårdt med 3 børn med særlige behov, jeg håber du kan få det hele til at fungere, det er absolut ikke sjovt at have stress

 

 

Tusind tak for dit svar! Det er dejligt at høre fra andre som har været i samme situation som mig. Lige præcis det der med at læse, det kan jeg heller ikke. Jeg kan heller ikke længere feks se en film.

Jeg tror også at hovedårsagen i mit tilfælde er de ting der sker herhjemme, og jeg føler bare ikke der på nogen måde kan presses mere ind i vores hverdag, end der allerede er. Jeg har ikke et arbejde at vende tilbage til. Jeg blev opsagt efter 1 mdrs sygemelding. Så på den måde oplever jeg da i det mindste ikke pres fra den front også. Vi har søgt tabt arbejdsfortjeneste, men fået afslag, den ligger nu i ankestyrelsen til behandling.

Jeg synes det er utroligt svært at tænke positivt ift at komme tilbage til arbejdsmarkedet fordi de ting som primært har udløst min stress jo er ting der ikke kan ændres på, det er jo simpelthen vores livsbetingelser.  Hvis vi havde haft økonomien til det, havde jeg også gået hjemme.

 

 

[Frida83]

Hej,

Jeg vil blot fortælle at du ikke er alene. Jeg er selv sygemeldt med svær stress, også på 11. mdr og ved endnu ikke hvornår jeg kan forvente at blive raskmeldt. 

Hele situationen er bare ikke sjov og det cirkus man trækkes igennem af kommunen hjælper bestemt ikke, tvært imod kommer alle mine stress symptomer tilbage med 110 km i timen, så snart der tikker en besked ind i Eboks.

 

Jeg er som dig også ramt på hukommelsen, koncentrationen og generelt manglende overblik, men har derud over også forstyrrende tinitus og er generelt blevet ekstrem sensitiv.

 

Jeg kan pt heller ikke "fjerne" den ene udløsende stressfaktor og prøver som dig at bearbejde min stress med konstant påvirkning fra det der udløste det. Jobbet, som var den anden udløsende faktor, har jeg brugt indtil nu på at bearbejde og endelig fået en afslutning på mit eksisterende job (de har beholdt mig på lønningslisten indtil nu) Det giver selvfølgelig de samme bekymringer som du har. Altså hvad med fremtiden, hvilket job kan jeg så håndtere og kommer jeg overhovedet tilbage på fuldtid. Men jeg er bare ikke rask nok til at tænke på min jobsituation lige nu, så når de negative tanker kommer, øver jeg mig i at lukke ned for dem igen. Nogle dage går selvfølgelig bedre end andre dage.

Det har også hjulpet mig at begynde at strikke/hækle, ligge puzzelspil eller lign. Det gør at jeg kun har én ting af forholde mig til og det giver mig ro. Samtidig "træner" jeg også hukommelsen og koncentration. Så måske det også kunne hjælpe dig?

 

Da jeg selv er i det, kan jeg ikke komme med så meget, men jeg mærker selv at RO er nøgleordet, derefter TID. Svær stress tager bare rigtig lang tid at komme over og når vi ikke kan "fjerne" den udløsende faktor tager det endnu længere tid. Og jeg kan mærke jeg stille og roligt får det bedre og jeg kan flere ting i forhold til i starten og det i sig selv giver mig troen på jeg nok skal komme igennem det. Men jeg har brug for min psykolog til at hjælpe mig over mine bump på vejen, bekræfte mig i om mine reaktioner er ok og lige efter bogen fx, så det er nok min største anbefaling at begynde hos sådan en. 

 

Jeg håber du får glæden af den coach du er blevet tilbudt og hvis ikke, så håber jeg at kommunen vil gi' dig lidt mere ro, da det med garanti er det du har mest brug for.

[louisevibe]

Det var ikke helt samme situation, men vil alligevel fortælle min historie. Efter Silke Elia' barsel blev jeg sygemeldt med 'stress'/belastningsreaktion. Silke Elia krævede alt af mig og på en god nat fik jeg 4 timers usammenhængende søvn. Derudover lå sorgen over at jeg mistede min far halvvejs i graviditeten, som jeg egentlig ikke havde haft tid til. 

Silke Elia startede i dagpleje og jeg var sygemeldt. Efter en 3 måneders tid henvendte jeg mig selv til jobcenteret, fordi jeg kunne mærke, at mine tanker kørte mig endnu mere ned i et sort hul og jeg havde brug for at finde ud af, om jeg nogensinde ville kunne arbejde som pædagog igen; jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne tage mig af Silke Elia samtidig med at være ansvarlig og nærværende for mange andres børn. Jeg var også ramt på blandt andet hukommelsen og koncentrationen. Kunne heller ikke læse eller se en film. Kunne ikke huske navne eller aftaler. 

 

Jeg fik lov til at starte langsomt op i en mindre børnehave. Mener jeg startede med 9 timer fordelt 3 timer på 3 dage. Normalt skal man være raskmeldt efter et forløb på 3-4 måneder og egentlig øges ret hurtig i tid, men jeg pressede på, lyttede til min krop. Det tog mig 8 måneder så var jeg oppe på de 34 timer som de krævede for en raskmelding. Det var grænsen og efterfølgende arbejde jeg kun 30 timer og har nu en 25 timers stilling, som klart er det mest optimale. Men jeg kom langsomt tilbage, selvom det i starten var fuldstændig uoverskueligt og jeg var ved at give op mange gange. Husker stadig følelsen af at have været der i flere uger og ingen navne kunne og at jeg igen og igen tabte i vendespil til de små børn. Men lige pludselig vendte det igen. 

 

Jeg gik samtidig til psykolog. Jeg havde en henvisning som gik på min fars død. Det var rigtig godt og hun gav mig en masse praktisknære redskaber og jeg fik arbejdet en masse med mig selv; fx skulle jeg lære at sige nej, passe på mig selv og ikke kun alle andre. 

 

En coach er i øvrigt også være super godt. Det bruger vi en del i mit nuværende job. 

 

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber du finder en vej tilbage  

[Fister]

On 25/10/2016 at 9:48 AM, Frida83 said:

Hej,

Jeg vil blot fortælle at du ikke er alene. Jeg er selv sygemeldt med svær stress, også på 11. mdr og ved endnu ikke hvornår jeg kan forvente at blive raskmeldt. 

Hele situationen er bare ikke sjov og det cirkus man trækkes igennem af kommunen hjælper bestemt ikke, tvært imod kommer alle mine stress symptomer tilbage med 110 km i timen, så snart der tikker en besked ind i Eboks.

 

Jeg er som dig også ramt på hukommelsen, koncentrationen og generelt manglende overblik, men har derud over også forstyrrende tinitus og er generelt blevet ekstrem sensitiv.

 

Jeg kan pt heller ikke "fjerne" den ene udløsende stressfaktor og prøver som dig at bearbejde min stress med konstant påvirkning fra det der udløste det. Jobbet, som var den anden udløsende faktor, har jeg brugt indtil nu på at bearbejde og endelig fået en afslutning på mit eksisterende job (de har beholdt mig på lønningslisten indtil nu) Det giver selvfølgelig de samme bekymringer som du har. Altså hvad med fremtiden, hvilket job kan jeg så håndtere og kommer jeg overhovedet tilbage på fuldtid. Men jeg er bare ikke rask nok til at tænke på min jobsituation lige nu, så når de negative tanker kommer, øver jeg mig i at lukke ned for dem igen. Nogle dage går selvfølgelig bedre end andre dage.

Det har også hjulpet mig at begynde at strikke/hækle, ligge puzzelspil eller lign. Det gør at jeg kun har én ting af forholde mig til og det giver mig ro. Samtidig "træner" jeg også hukommelsen og koncentration. Så måske det også kunne hjælpe dig?

 

Da jeg selv er i det, kan jeg ikke komme med så meget, men jeg mærker selv at RO er nøgleordet, derefter TID. Svær stress tager bare rigtig lang tid at komme over og når vi ikke kan "fjerne" den udløsende faktor tager det endnu længere tid. Og jeg kan mærke jeg stille og roligt får det bedre og jeg kan flere ting i forhold til i starten og det i sig selv giver mig troen på jeg nok skal komme igennem det. Men jeg har brug for min psykolog til at hjælpe mig over mine bump på vejen, bekræfte mig i om mine reaktioner er ok og lige efter bogen fx, så det er nok min største anbefaling at begynde hos sådan en. 

 

Jeg håber du får glæden af den coach du er blevet tilbudt og hvis ikke, så håber jeg at kommunen vil gi' dig lidt mere ro, da det med garanti er det du har mest brug for.

 

Jeg ser først dette emne nu, men er jo nærmest en spejling af ovenstående selv, omend jeg e ikke er helt så sikker på at det bliver godt igen. Mit stress var arbejdsbetinget og blev håndteret rigtigt ubehageligt på min arbejdsplads igennem 10 år. 

Det er 5 år siden nu og jeg har stadig de samme symptomer. Alle de kognitive, tinnitus og min krop er stadig træt, jeg har fået psoriasis og får nogle store angstanfald en eller to gange årligt. Når de rammer følger 2-3 måneder, hvor jeg laaaangsomt skal arbejde mig op til at fungere igen. 

Jeg læser stadig elendigt, og alle symptomerne kommer lynhurtigt snigende, når min hverdag bliver almindelig. Jeg har ikke kunnet vende tilbage til arbejdsmarkedet endnu, så jeg studerer. Det er selvfølgelig et problem, at jeg ikke kan læse, men jeg kommer omkring det ved at deltage i al undervisning, stille og roligt stole på min egen dømmekraft og erfaring igen og at være åben om det. De fleste er ok til at hjælpe, når vi skrive projekter, og jeg kan heldigvis skrive godt igen. 

Hele min sommerferie går hvert år med at genfinde en nogenlunde balance i mit system. Nogle år lykkedes det mit at læse (i) en bog sidst på sommeren, hvis jeg virkelig har fået masser af ro. Så blir jeg så glad og tænker, at måske er der hul igennem. Men der går  godt en uge efter semesterstart før jeg er sat tilbage til 0 igen. Det er sgu barsk, at det bare sidder dér som en stor lort på ens skulder hele tiden. Jeg har selvfølgelig heller ikke er studiejob, selvom jeg savner at have kollegaer. 

 

Vi arbejder ret åbent med det herhjemme. Altså at jeg siger til, når tinnitussen bliver højere, når jeg begynder at blive grundtrist og overvældende træt. Og så ved vi, at vi skal bede om hjælp, vælge ting fra igen og min mand tager over på mange ting.

 

Ift arbejdsmarkedet, så aner jeg ikke hvor det ender. Jeg VIL på arbejde igen, jeg har masser at byde ind med, men det kan ikke blive på normale vilkår. Foreløbig i hvert fald. Jeg tænker rigtigt meget (sikkert alt for meget) over, hvordan det kan strikkes sammen, og jeg er reelt bange for....alt muligt. Hvad skal jeg sige, hvad er fair, hvor meget kan man forvente af hinanden, sker der det der altid sker når jeg indgår i en arbejdsrelation, kan jeg mærke mig selv, hvor skal jeg gå hen når det begynder af skride? Og kan man godt blive sygemeldt med angst/stressanfald hvert år? Altså, det er jo helt tosset, men sådan ser min virkelighed jo ud. 

 

Hvis du mødte mig, ville du sikkert tænke at jeg var stærk, kvik og smilende. Det var jeg også engang, og jeg ser stadig sådan ud. Måske fordi jeg ikke går ud, når jeg er rystende svag, ikke kan huske hvad almindelige ord hedder og er helt grå af tristhed og træthed. Men altså, jeg ved ikke hvad man gør for at blive "rigtig" og brugbar igen. Men jeg ved, at man er nødt til at være ærlig omkring det, få noget hjælp og viiiirkelig blive god til at mærke efter og turde være sårbar. Både overfor sig selv og sine nærmeste.  Jeg har heldigvis fundet ud af, at hvis jeg fortæller folk, hvordan de kan hjælpe mig, så gør de fleste det med glæde.

 

Alt muligt held og lykke med fremtiden

[Frida83]

6 hours ago, Fister said:

 

Jeg ser først dette emne nu, men er jo nærmest en spejling af ovenstående selv, omend jeg e ikke er helt så sikker på at det bliver godt igen. Mit stress var arbejdsbetinget og blev håndteret rigtigt ubehageligt på min arbejdsplads igennem 10 år. 

Det er 5 år siden nu og jeg har stadig de samme symptomer. Alle de kognitive, tinnitus og min krop er stadig træt, jeg har fået psoriasis og får nogle store angstanfald en eller to gange årligt. Når de rammer følger 2-3 måneder, hvor jeg laaaangsomt skal arbejde mig op til at fungere igen. 

Jeg læser stadig elendigt, og alle symptomerne kommer lynhurtigt snigende, når min hverdag bliver almindelig. Jeg har ikke kunnet vende tilbage til arbejdsmarkedet endnu, så jeg studerer. Det er selvfølgelig et problem, at jeg ikke kan læse, men jeg kommer omkring det ved at deltage i al undervisning, stille og roligt stole på min egen dømmekraft og erfaring igen og at være åben om det. De fleste er ok til at hjælpe, når vi skrive projekter, og jeg kan heldigvis skrive godt igen. 

Hele min sommerferie går hvert år med at genfinde en nogenlunde balance i mit system. Nogle år lykkedes det mit at læse (i) en bog sidst på sommeren, hvis jeg virkelig har fået masser af ro. Så blir jeg så glad og tænker, at måske er der hul igennem. Men der går  godt en uge efter semesterstart før jeg er sat tilbage til 0 igen. Det er sgu barsk, at det bare sidder dér som en stor lort på ens skulder hele tiden. Jeg har selvfølgelig heller ikke er studiejob, selvom jeg savner at have kollegaer. 

 

Vi arbejder ret åbent med det herhjemme. Altså at jeg siger til, når tinnitussen bliver højere, når jeg begynder at blive grundtrist og overvældende træt. Og så ved vi, at vi skal bede om hjælp, vælge ting fra igen og min mand tager over på mange ting.

 

Ift arbejdsmarkedet, så aner jeg ikke hvor det ender. Jeg VIL på arbejde igen, jeg har masser at byde ind med, men det kan ikke blive på normale vilkår. Foreløbig i hvert fald. Jeg tænker rigtigt meget (sikkert alt for meget) over, hvordan det kan strikkes sammen, og jeg er reelt bange for....alt muligt. Hvad skal jeg sige, hvad er fair, hvor meget kan man forvente af hinanden, sker der det der altid sker når jeg indgår i en arbejdsrelation, kan jeg mærke mig selv, hvor skal jeg gå hen når det begynder af skride? Og kan man godt blive sygemeldt med angst/stressanfald hvert år? Altså, det er jo helt tosset, men sådan ser min virkelighed jo ud. 

 

Hvis du mødte mig, ville du sikkert tænke at jeg var stærk, kvik og smilende. Det var jeg også engang, og jeg ser stadig sådan ud. Måske fordi jeg ikke går ud, når jeg er rystende svag, ikke kan huske hvad almindelige ord hedder og er helt grå af tristhed og træthed. Men altså, jeg ved ikke hvad man gør for at blive "rigtig" og brugbar igen. Men jeg ved, at man er nødt til at være ærlig omkring det, få noget hjælp og viiiirkelig blive god til at mærke efter og turde være sårbar. Både overfor sig selv og sine nærmeste.  Jeg har heldigvis fundet ud af, at hvis jeg fortæller folk, hvordan de kan hjælpe mig, så gør de fleste det med glæde.

 

Alt muligt held og lykke med fremtiden

 

Du har helt ret, vi kunne ha' skrevet hinandens indlæg og måske endda mere nu, hvor det er 3 mdr siden jeg skrev mit indlæg. På de 3 mdr er det kun gået tilbage og jeg frygter selv, at jeg ikke længere bliver mig selv igen, ihvertfald ikke på samme niveau som før og frygter derfor endnu mere end før, hvordan jeg på noget tidspunkt vil kunne varetaget et job og hvis jeg kan, hvilket..

 

Endnu et mislykket Fertilitetsforsøg har sparket mig tilbage til start, føler jeg, og vi er nu samtidig sat i udsigt at overveje sæddoner. Ikke fordi manden ikke kan levere, men fordi alle vores befrugtede æg går i stå efter 3-4 dage og får vi et blastocyst, bliver det enten ikke til en graviditet eller også mister jeg efter uge 8-9 stk. 

Min mand er heldigvis ok med, at prøve sæddoner. Jeg selv har det også overordnet ok med det, men omvendt føler jeg mig svag ikke bare at kunne blive ved forsøg efter forsøg med mandens sæd. Men jeg kan ikke mere, virkelig, omvendt kan jeg heller ikke overskue og acceptere en fremtid uden børn og det at vi konstant i hverdag og blandt venner vil blive mindet om det vi ikke selv kan få/fik. Det gør bare ondt uanset hvad...

 

Samtidig er mit ansættelsesforhold ophørt grundet reelle omstrukturering, så jeg havde mistet mit job uanset hvad og manden er jobsøgende, men overvejer nu at omskole sig. Vores økonomi er nu rigtig usikker og det stresser mig.

 

Hukommelsen og tinitussen driller mig derfor for fuld blus og der dukker igen søvnløse nætter op, samtidig har jeg måtte erfare at selv julegaveindkøb bringer mig i en situation, hvor tårerne presser sig på.

 

Nå, det kom til at handle lidt for meget om mig, undskyld trådstarter, men det sidste indlæg ramte mig bare, at det skulle ud. Samtidig føler jeg mig nu med denne tråd, det mindre alene mht at have virkelig svær stress, at jeg håber det gør det samme for jer andre og trådstarter.

 

 

 

[Fister]

On 11/12/2016 at 3:22 PM, Frida83 said:

 

Du har helt ret, vi kunne ha' skrevet hinandens indlæg og måske endda mere nu, hvor det er 3 mdr siden jeg skrev mit indlæg. På de 3 mdr er det kun gået tilbage og jeg frygter selv, at jeg ikke længere bliver mig selv igen, ihvertfald ikke på samme niveau som før og frygter derfor endnu mere end før, hvordan jeg på noget tidspunkt vil kunne varetaget et job og hvis jeg kan, hvilket..

 

Endnu et mislykket Fertilitetsforsøg har sparket mig tilbage til start, føler jeg, og vi er nu samtidig sat i udsigt at overveje sæddoner. Ikke fordi manden ikke kan levere, men fordi alle vores befrugtede æg går i stå efter 3-4 dage og får vi et blastocyst, bliver det enten ikke til en graviditet eller også mister jeg efter uge 8-9 stk. 

Min mand er heldigvis ok med, at prøve sæddoner. Jeg selv har det også overordnet ok med det, men omvendt føler jeg mig svag ikke bare at kunne blive ved forsøg efter forsøg med mandens sæd. Men jeg kan ikke mere, virkelig, omvendt kan jeg heller ikke overskue og acceptere en fremtid uden børn og det at vi konstant i hverdag og blandt venner vil blive mindet om det vi ikke selv kan få/fik. Det gør bare ondt uanset hvad...

 

Samtidig er mit ansættelsesforhold ophørt grundet reelle omstrukturering, så jeg havde mistet mit job uanset hvad og manden er jobsøgende, men overvejer nu at omskole sig. Vores økonomi er nu rigtig usikker og det stresser mig.

 

Hukommelsen og tinitussen driller mig derfor for fuld blus og der dukker igen søvnløse nætter op, samtidig har jeg måtte erfare at selv julegaveindkøb bringer mig i en situation, hvor tårerne presser sig på.

 

Nå, det kom til at handle lidt for meget om mig, undskyld trådstarter, men det sidste indlæg ramte mig bare, at det skulle ud. Samtidig føler jeg mig nu med denne tråd, det mindre alene mht at have virkelig svær stress, at jeg håber det gør det samme for jer andre og trådstarter.

 

 

 

 

Jeg ved ikke lige hvorfor jeg ikke fik givet et  tilbage her. Men her er det.

 

Jeg har afleveret

mit bachelorprojekt sidste uge, så mit hjerne har en mindre nedsmeltning nu. Som den plejer her omkring jul, halvt henne i skoleåret. Jeg vidste godt, det ville komme, da jeg ikke kunne holde mig vågen en dag for 2 uger siden, og min tinnitus flippede og jeg ikke rigtigt kunne sove. Jeg er ellers glad, og det har været et vildt godt projektforløb, hvor jeg har haft fuldstændig styr på forløbet. Alligevel, så kommer stressen og stjæler mig. I kender nok den der helt skøre træthed, som bare trænger ud i hele kroppen, og det føles som om man står og sidder skævt hele tiden, fordi øjnene ikke kan holde sig åbne og alle bare snakker og snakker og snakker én omkuld. Jeg falder seriøst i søvn, imens jeg leger med mine børn eller Morten taler til mig. Æv. 

Men nu er der ferie, og der er rimelig ro omkring mig, så jeg gør det dér, psykologen sagde, at sådan en som mig skal: skriver ind i kalenderen, hvornår jeg IKKE laver noget. Så nu har jeg set SKAM i fire dage! Og lavet aftensmad sgu! Det er ret store sager, at jeg fik lyst og overskud til det (uden at det åd min energi altså). Jeg har også cyklet med Theodor i børnehave. Helt barnligt lykkeligt ad den brede cyklesti her i min nye by. Jeg har ellers ikke cyklet i 5 år, fordi jeg slet ikke kunne overskue at bevæge mig ud i trafikken på den måde. jeg blev angst og snotforvirret, da jeg prøvede. Men altså, småture i Roskilde er en vældig start.

 

God jul til jer. Husk at sige nej tak, hvis dagene blir for overvældende.  Det er ok, selvom mange har nogle gevaldige forventninger til juledagene. Søvn og ro er vigtigere end julesange og pebernødder <3 

Kram er også gode