BabyBlue

At nøjes med et barn

16 indlæg i dette emne

Er der nogen, der vil dele deres tanker og erfaringer omkring kun at få et barn?

Både dem der bevidst har valgt det, og dem der er endt der ufrivilligt?

Min mand ville med glæde stoppe med J, og jeg er lidt i tvivl om, hvor hårdt jeg føler for at overbevise ham om, at prøve igen.

Jeg modtager også meget gerne PM hvis det er for følsomt at dele i åbent forum.

Tak for alle indspark. :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg vil gerne fortælle, men det bliver først i morgen.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Well, jeg er vel endt der et eller andet sted "halv-ufrivilligt". Jeg var 39, da jeg fik Vitus. Graviditeten var relativ hård - måske ikke hårdere end for så mange andre, men jeg endte med sådan en hormonbetinget seneskedehindebetændelse, og det gjorde afsindig ondt - og varede i 10 mdr fra start til slut, som i helt væk. Selve fødslen var heller ikke ligefrem en picnic, men altså...

Hvorfor endte vi så med et barn. Slid. På forhold, personlighed, temperament, frihed. Alt det der. Alder. Jeg er nu 42 og min mand bliver 48 til december. Det er altså hårdt med de små. Babyer? Babyer er dybest set ikke noget for mig - det har intet at gøre med hvorvidt eller hvor højt jeg elsker min søn. Men "baby" trækker ikke i mig. Nu hvor flere i min mødregruppe har fået nr 2 - jeg savner altså ikke baby. 

Men jeg ville alligevel godt have haft en mere. Fordi Vitus ville have været en fantastisk storebror, og han burde have haft chancen. Hvorfor fik jeg så ikke nr. 2? Fordi vi skulle have hjælp til det. Og det var lige der reglerne blev lavet om. Jeg nåede op til gynækologen - som sagde at med min alder ville man formentlig springe insemination over og gå direkte til icsi. Og så sendte hun mig videre  - jeg havde fejlaftigt troet, at hun bare kunne inseminere mig - men selv for det skulle jeg sendes videre. Jeg gik rundt om den tlf længe. Og klagede til min mand over, at det var mig "der skulle gøre det hele". Han var ikke vild med tanken om en 2'er men sagde, at han nok skulle stille op til det hele og han var ikke i tvivl om, at han ville elske baby lige så højt som Vitus. Men han kunne ikke være den, der arrangerede lægebesøg osv. Og så havde jeg det sådan - at for det første var jeg egentlig taknemmelig for den helt klare udmelding. Så vidste jeg, hvad jeg havde at gøre med. Og jeg måtte tage konsekvensen af, at jeg simpelthen ikke ORKEDE at gå igennem alt det her lægehalløj igen. Jeg ORKEDE simpelthen ikke at ringe. Og så tænkte jeg lidt - hvis ikke du orker en opringning - orker du så en baby? Med alt det der hører til? Vi har været heldig og fået et perfekt barn. Der er ingen garantier. Orker vi det? Well...

 

Lige nu pt. står jeg i et lidt problematisk ægteskab. Jeg håber og tror, vi kan komme ud på den anden side sammen. Men hvis vi ikke kan det... 

Jeg har fået 1 fantastisk søn. Han er simpelthen så sød og dygtig og smuk. Ham får jeg lov til at elske, og det er jeg taknemmelig over.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mit råd er, som så oftest før: se tiden an! J er ikke særlig gammel, og I har nogle udfordringer lige nu, så lad være med at lægge jer fast på noget nu :)

Min A var en absolut terrorist, når det kom til søvnen, og det lagt sammen med, at jeg havde en ret traumatiserende fødselsoplevelse gjorde, at jeg også i perioder var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville have en til. Nu er A næsten 1,5, sover godt, er glad og trives, og vi er klar til at "starte forfra".

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Well, jeg er vel endt der et eller andet sted "halv-ufrivilligt". Jeg var 39, da jeg fik Vitus. Graviditeten var relativ hård - måske ikke hårdere end for så mange andre, men jeg endte med sådan en hormonbetinget seneskedehindebetændelse, og det gjorde afsindig ondt - og varede i 10 mdr fra start til slut, som i helt væk. Selve fødslen var heller ikke ligefrem en picnic, men altså...

Hvorfor endte vi så med et barn. Slid. På forhold, personlighed, temperament, frihed. Alt det der. Alder. Jeg er nu 42 og min mand bliver 48 til december. Det er altså hårdt med de små. Babyer? Babyer er dybest set ikke noget for mig - det har intet at gøre med hvorvidt eller hvor højt jeg elsker min søn. Men "baby" trækker ikke i mig. Nu hvor flere i min mødregruppe har fået nr 2 - jeg savner altså ikke baby.

Men jeg ville alligevel godt have haft en mere. Fordi Vitus ville have været en fantastisk storebror, og han burde have haft chancen. Hvorfor fik jeg så ikke nr. 2? Fordi vi skulle have hjælp til det. Og det var lige der reglerne blev lavet om. Jeg nåede op til gynækologen - som sagde at med min alder ville man formentlig springe insemination over og gå direkte til icsi. Og så sendte hun mig videre - jeg havde fejlaftigt troet, at hun bare kunne inseminere mig - men selv for det skulle jeg sendes videre. Jeg gik rundt om den tlf længe. Og klagede til min mand over, at det var mig "der skulle gøre det hele". Han var ikke vild med tanken om en 2'er men sagde, at han nok skulle stille op til det hele og han var ikke i tvivl om, at han ville elske baby lige så højt som Vitus. Men han kunne ikke være den, der arrangerede lægebesøg osv. Og så havde jeg det sådan - at for det første var jeg egentlig taknemmelig for den helt klare udmelding. Så vidste jeg, hvad jeg havde at gøre med. Og jeg måtte tage konsekvensen af, at jeg simpelthen ikke ORKEDE at gå igennem alt det her lægehalløj igen. Jeg ORKEDE simpelthen ikke at ringe. Og så tænkte jeg lidt - hvis ikke du orker en opringning - orker du så en baby? Med alt det der hører til? Vi har været heldig og fået et perfekt barn. Der er ingen garantier. Orker vi det? Well...

Lige nu pt. står jeg i et lidt problematisk ægteskab. Jeg håber og tror, vi kan komme ud på den anden side sammen. Men hvis vi ikke kan det...

Jeg har fået 1 fantastisk søn. Han er simpelthen så sød og dygtig og smuk. Ham får jeg lov til at elske, og det er jeg taknemmelig over.

Tak for din historie. :)

Der er mange ting jeg kan genkende fra min situation! Dog ikke det skrantende parforhold. :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mit råd er, som så oftest før: se tiden an! J er ikke særlig gammel, og I har nogle udfordringer lige nu, så lad være med at lægge jer fast på noget nu :)

Min A var en absolut terrorist, når det kom til søvnen, og det lagt sammen med, at jeg havde en ret traumatiserende fødselsoplevelse gjorde, at jeg også i perioder var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville have en til. Nu er A næsten 1,5, sover godt, er glad og trives, og vi er klar til at "starte forfra".

Jeg vil heller ikke udelukke det endnu. Men jeg kan mærke, at jeg mentalt er nødt til at finde de positive ting ved kun at have et barn, for jeg kan godt mærke, at min mand trækker i den retning - og jeg kan som skrevet ikke helt finde ud af, hvor meget det betyder for mig at overtale ham. Jeg har altid forestillet mig to børn, så jeg skal lige omprogrammere min hjerne. :D

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

At blive forældre har været en ret stor omvæltning herhjemme - mentalt. Min mand og jeg har begge haft der ret svært ved den der med at give afkald på sin frihed. Sammenholdt med at min J i 5 måneder sov 45 min af gangen om dagen (man bliver skør!), at min krop ikke rigtig er god til at være gravid og lidt andre ting, gjorde at vi i lang tid snakkede meget seriøst om at J sku være enebarn...

Nu er han fyldt et år og snakkede om en toer går oftere og oftere på "når" og ikke "hvis". Der er boget helt andet når babystadiet glider lidt væk. Jeg - hånden på hjertet - tænker også at jeg glæder mig til at få et bsrn mere. Den der utilregnelige baby er ikke det der lokker mest hvertfald :p (forstå mig ret - det lidt hårdt sat op lige nu).

Men uanset om man skal have 1 eller 5 børn, rænker jeg meget over at det at få børn er en ret egoistisk beslutning. Forstået på den måde at man skal ikke få flere børn (imo) for ens børn skyld. Man skal få børn fordi man ikke kan lade være :wub

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er så glad for at vi har kun 1 barn, et dejligt nemt liv med plads til os alle 3 i, et familieliv der bare kører og intet savn til at have en nr. 2.

Det er 100% aktivt valg fra os begge.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi har altid sagt vi ville have mindst to børn. Men det var så hårdt med den første at vi blev meget i tvivl.

Helt ærligt, vi ville også have haft det godt med den ene. Vi nyder dog søskendekærlighed og håber de får glæde af hinanden. Vi er glade for at have fået lillesøster, men det er også hårdt.

Min bror og kone har bevidst valgt et barn. De har det meget nemt nu og det virker meget idyllisk. Hun er 7 år nu, en dejlig pige som endnu ikke savner søskende.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for jeres svar. :)

Der er meget at tænke over. Godt vi ikke pinedød skal tage beslutningen nu. ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Annonce ♥

Intet er afgjort herhjemme og vi har heller ikke specielt travlt med at tage beslutningen....

Fra start af ønskede vi os to,

da jeg fik min PCOS diagnose sluttede vi fred med at vi måske slet ikke kunne få børn, og så blev jeg alligevel og meget overraskende meget hurtigt naturlig gravid..... meeeeeennnnn min graviditet og fødsel var ved at få min krop ned med nakken og selv nu hvor Leonora er 15 måneder har jeg stadig men fra graviditeten og fødslen og intet tyder på at det skulle blive bedre med nr 2, tværtimod forventer lægerne at det kan blive endnu værre næste gang og jeg skal regne med mange, mange kontroller, længerevarende indlæggelser og sygemelding og det er vi pt slet ikke klar til at byde hverken os selv, min krop og ikke mindst Leonora som stadig har rigtig meget brug for sin mor.

Måske vi får mod på det når hun bliver lidt større så hun kan flere ting selv, men lige nu ville det knuse mit hjerte hvis hun skulle "undvære" sin mor så meget

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for flere svar. :) 

 

Vi er nok kommet lidt nærmere beslutningen herhjemme, om at vi får et lille, forkælet enebarn :D 

 

Faktisk har jeg netop sat al babytøjet til salg, og kan mærke det lettede.

 

Heldigvis kan vi jo ændre mening senere - men hvis vi får et barn til mens vi er i tvivl, kan vi ikke fortryde. ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Oskar er IVF barn og vi prøvede i et par år med at få nr 2 men måtte indse at det sled for meget på parforholdet så sidste december skrev jeg et "afskedsbrev" til den baby som aldrig ville komme til verden og sagde farvel og satte alt til salg. Det forklarer måske mine tanker og sorg over det barn som aldrig ville komme til verden - men beslutningen var bestemt nødvendig for mig og min familie at tage.

 

Det lød sådan her: 

 

Kære baby

Jeg vil gerne sige undskyld til dig. Undskyld fordi du ikke vil få chancen for at leve. 

For uanset hvor meget du er ønsket og drømt om, så er jeg nød til anerkende, at det at få dig er ved at koste mig mit ægteskab med din far. Eller retter ham der ville være blevet din far. 

Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan vi er kommet hertil. Men faktum er, at ønsket om dig har lavet en kile mellem din far og mig. Og hensynet til din storebror er for stort til at jeg kan risikerer at han også mister sin familie. Så derfor er jeg nød til at give slip på dig. Give slip på drømmen og ønsket om dig og prøve at få dig. For vejen til at få dig kan betyde begyndelsen til enden for os som familie.

Så undskyld!
 
Undskyld for at jeg aldrig kommer til at mærke dig sparke i min mave. At din far aldrig kommer til at spille musik for dig mens du er i maven, eller at du ikke kommer til at se de tårer som jeg ved han  ville have fældet over dig, når du kom ud til os for første gang. Undskyld at du aldrig kommer til at kende din fantastiske storebror Oskar. Han ville ellers have elsket at have en lillebror eller lillesøster. Nok mest en lillesøster. Men han ville også have elsket dig hvis du havde været en bror. Han ville have elsket at lege med dig og kysse dig og vise dig alt hans legetøj. Så undskyld for alle de ting og minder jeg fratager jer begge. Men hvis jeg ikke gør det, så fratager jeg din bror for at vokse op i harmoni og i en familie som er komplet. 

Jeg håber du kan tilgive mig og jeg engang vil være i stand til at tilgive mig selv! For jeg har drømt om dig og din bror og den familie vi skulle have haft lige siden jeg mødte din far. Men virkeligheden vil, at jeg ikke er sikker på at vores familie vil overleve at få dig. Din far arbejder allerede nu så hårdt og er så stresset med arbejde og med at gøre sit allerbedste for at forsøge din storebror og mig, at han er ved at køre sig selv ned. Og jeg er bange for, at det at få dig vil være begyndelsen til slutningen på vores ægteskab. For jeg ved ærligt ikke om energien er der til dig og om vores kærlighed er stærk nok til at overleve de søvnløse nætter jeg ved du vil medføre. Om vi vil kunne klare, at skulle dele os op fordi du græder og kræver opmærksomhed og fordi din bror også vil få brug for os. Jeg er bange for at din far vil ende med at hade mig, fordi jeg tvang ham til at få dig. For hånden på hjertet, så tror jeg at det er mit ønske om at få dig dig som har gjort at din far har indvilget i at få dig. 

For din far elsker mig så højt, at han ville rejse til månen og tilbage igen, hvis det ville gøre mig lykkelig. Men ønsket om dig er mit.Og derfor er det også mig der skal sige undskyld til dig. For det er mig der tager afsked med denne drøm. Så undskyld.

Undskyld at du aldrig vil opleve at ligge ved mit bryst og kigge på mig med den samme kærlighed jeg oplevede med din bror. Undskyld at du ikke vil opleve alle de mange gange du gør noget for første gang. Dit første smil. At få din første tand. At få flaske af din bror og din far. At du ikke får lov at lære at kravle og senere gå og opleve din første fødselsdag eller de mange der ville følge efter. Jeg er så ked af, at jeg aldrig får lov at opleve dig blive forelsket og få dit første kys og møde en person som du kan forestille dig at leve med resten af livet. At være så heldig som din mor og far, at finde en person du kan elske som vi elsker hinanden. For det gør vi. Selvom det er svært at forstå. For elskede vi hinanden højt nok, så var der nok også plads til dig. Og det kan du have ret i. Måske. Men tager jeg fejl, så koster det os alle. Også dig. Så vil du vokse op i et hjem hvor du vil være splittet imellem en masse valg som ingen børn bør udsættes for. At vælge mellem sine forældre og bo i to hjem. 

Det kan jeg ikke byde dig og din bror eller din far for den sags skyld. Så undskyld. 

Jeg håber, at du på en måde kan forstå mig valg og tilgive mig og give mig styrken til at tilgive mig selv. For næst efter at have mødt din far og fået din storebror, så er der ikke noget jeg ønskede mig i denne verden end at få dig. Men man kan åbenbart ikke få alt. 

Så undskyld. 

Jeg er sikker på at du ville være vokset op og være blevet til et fantastisk menneske og at du ville være blevet elsket. Jeg er sikker på at det ville have været hårdt de første år men at risikere din fars bitterhed over et valg og en drøm som er min og ikke hans, det kan jeg ikke byde nogen. Så er det bedre, at jeg opgiver min drøm og ønske om en familie på fire, hvis resultatet ville ende med at din far ville gå fra os og vi ville blive splittet. Og det ville vi blive. 

Så tilgiv mig. 

Du vil altid være i mit hjerte og du vil aldrig blive glemt. Men jeg er nu nød til at lukke mit hjerte for den drøm. En drøm som jeg må opgive og håbe jeg kan tilgive mig selv for at opgive. For du er i mit hjerte allerede virkelig, hvis man tæller alle de gange jeg har drømt om dig. Jeg kan bare håbe og bede til, at dette valg ikke vil gøre mig bitter. Derfor håber jeg at du vil tilgive mig og hjælpe mig til at gøre det samme. 

Jeg elsker dig. 

Mor 

 

Jeg tog derefter et drastisk valg og valgte en ny karrierevej og åbnede vores eget pilates studio og acceptede at det måtte blive min nye "baby" og nyde at vi havde Oskar på 5 år og alle de glæder der er ved at kun have en.

 

Skæbnen ville det så anderledes og jeg sidder nu med 1 stk lillesøster i maven med termin til 19 juni. Det var absolut ikke planlagt og vi skulle også lige sluge den en gang nu hvor vi havde åbnet vores egen forretning. Men barnet er bestemt ønsket og trods overraskelsen har vi nu vænnet os til tanken og glæder os til juni.

 

Det kan være svært at tage beslutningen om at kun få et barn. Jeg var egentlig meget afklaret med det og fik min ugelig dosis baby på mine mor/barn hold hvor jeg har kunne sniffe babyduft. Om det så har smittet ved jeg ikke men jeg tror det er en process man skal have med sit hjerte og ikke mindst sit hoved. Den er svær. 

 

Håber du kan bruge mit svar til noget 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Årh Helle det trak tårer :boo 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak, Helle - sikke et følelsesladet brev, og hvor er det fantastisk, at du alligevel får en baby nu :wub 

Jeg kan godt mærke, at det slet ikke gør mig lige så ked af det ved tanken om at stoppe her, som det gjorde dig, og det er godt med sådan et perspektiv. :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER