Kirak

Ikke glad, men bekymret og nervøs

7 indlæg i dette emne

Halløj

 

Jeg har næsten lige fundet ud af at jeg er gravid (er 5+2) og det var ikke planlagt. Men jeg er 26, har en stabil kæreste, lejlighed og økonomi, så alt i alt er tidspunktet fint.  Vi var også med det samme enige om at vi ville have det.

 

Nu er det bare sådan, at jeg ikke føler mig glad. Jeg vil gerne have barnet, men jeg mærker bare en enorm ængstelse ved tanken, og jeg har lidt svært ved at glæde mig over det. Jeg havde det humørmæssigt helt fint inden jeg fandt ud af at jeg var gravid, så jeg render ikke rundt og er depressiv.

Det der nager mig mest, er mit forhold til min egen mor. Hun har nogle forskellige psykiske lidelser, og har altid været følelsesmæssigt distanceret fra mig. Vi ses og har det fint sammen, men jeg har altid følt mig svigtet af hende.

Det gør at jeg er rigtig bange for at blive som hende, og udsætte mit barn for de samme ting hun gjorde. Rationelt set så tror jeg ikke det sker, fordi mit liv er meget anderledes end hendes (var/er). Desuden voksede jeg op uden far, hvilket mit barn med garanti ikke kommer til.

Men jeg er skide bange. Og det gør at jeg ikke føler mig glad, og jeg er selvfølgelig bange for at det udvikler sig til depression og i sidste ende vil gå ud over barnet. 

Er der nogen som har oplevet lignende, måske af andre årsager, men at have følelsen af angst og manglende glæde? 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg har i hvert fald følt mig meget bekymret. Alt fra om barnet var rask til om jeg overhovedet burde have lov til at blive mor - både helt konkret og i mere åndelig forstand.

 

Jeg tror, det er helt almindeligt, at man gør op med sin barndom og sin egen mor, når man selv skal til at være mor. Det er helt naturligt og sundt. Måske trænger du til at gå mere i dybden sammen med en psykolog evt?

 
Jeg er altid fan af, at man går til psykolog ;) Men det er dig der ved, om det kunne gøre en god forskel for dig.

 

Men først og fremmest mener jeg, at din reaktion er god og sund. Den er tegn på, at du er ved at forberede dig på forældreskabet, som jo er en stor opgave. Det er godt og rigtigt.

Hvis du fornemmer, at du er på vej mod en depression eller noget, der minder om, så vil jeg virkelig råde dig til at tale med nogen om det - f.eks. din læge. Man skal jo altså helst føle sig glad - bare en gang imellem.

 

Og ved du så hvad - stor tillykke med graviditeten - hvor er det dejligt! :balloons

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tusind gange tak for svaret :) Det var rart lige at få det skrevet ned (jeg har ikke fået snakket med min kæreste om bekymringerne endnu) og endnu bedre at få nogle gode råd.

Du har helt sikkert ret i det med, at det til en hvis grad er normalt at bekymre sig og tænke over tingene. Det må¨jeg huske på, så jeg ikke føler at det er 'forbudt' at jeg lige nu føler mig angst end glæde.

Jo jeg tror jeg vil få fat i en psykolog. Jeg har en lægetid her hen mod slutningen af september, og hvis jeg stadig føler som jeg gør, må jeg få en henvisning. Ved du om man kan få tilskud til det som gravid?

Jeg føler mig ikke decideret depressiv nu, men jeg ved at jeg til tider har en følsom psyke, så det er også derfor jeg forsøger at finde ud af om jeg reagerer normalt lige nu eller om det er nogle faresignaler.

 

Og mange tak :) Det skal nok blive godt, når det hele lige falder på plads.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tillykke med den kommende bebs! Men jeg kan tilslutte mig at det ikke er lutter lagkage at blive gravid. Alle de andre følelser har man bare ikke hørt om før..det havde jeg i al fald heller ikke.

Jeg kan blive helt kuk af frygt for barnet dør, vores forholds holdbarhed med et barn, og især det økonomiske kan gøre mig død bange og få mig til at fortryde det hele... og jeg har tilmed betalt for at blive gravid

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh hvor jeg kender det.... Har selv mange af de samme tanker.

 

Min mor er alkoholiker og har været det altid tror jeg. Men som alkoholiker, har man jo også tendens til at skrue på virkeligheden som det passer én og så ellers bare lyve glad derudad.

Hun er stadig en stor del af mit liv, fordi jeg... ja nogengange ved jeg faktisk ikke hvorfor. Fordi hun ikke har andre og jeg kan ikke få mig selv til at skære hende af.

 

Men jeg er også bange for at komme til at gøre mange af de ting som hun har gjort, mens jeg voksede op (ikke lige alkoholikerdelen, da jeg er meget obs på det).
Men netop fordi jeg er så bevidst om det og tænker over det, så kommer det højest sandsynlig ikke til at ske. Min mand er ihvertfald meget fortrøstningsfuld på det område og har sagt det samme.

 

Jeg tænker også meget over hvilket forhold mit barn vil få til min mor..  da hun jo netop er ustabil og ofte melder fra eller simpelthen bare ikke dukker op.... Men den tid den sorg forsøger jeg at fortælle mig selv.

 

 

Jeg er også plaget rigtig meget af, om jeg bliver en god mor.. og nej jeg føler mig absolut ikke fuld af glæde over at skal være forælder... Hvilket jo er enorm tabu at sige... Så enorm ros til dig for at skrive det!
Men det er altså ikke unormalt at man bliver ramt af "baby blues" både under og efter graviditeten! http://americanpregnancy.org/first-year-of-life/baby-blues/

Det bedste råd som jeg har fået af vide er, at så længe jeg er opmærksom på det og mærker efter om det bliver værre... så burde der være styr på det. :)

 

Men det er da ikke sjovt at man går og er ked af det og småbange for ting, som man alligevel på nuværende tidspunkt ikke kan gøre noget ved... Er også meget opmærksom på at undskylde overfor min mand, når jeg har været i ekstra dårligt humør eller det bare har stået på lidt længe....

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej Levinsky

 

Tak for dit svar og fordi du gad beskrive din egen situation. Det føles rigtig rart at vide, at andre også tumler med samme dilemmaer.

Jeg kan også sagtens følge dine tanker, også det med hvilket forhold barnet får til ens egen mor. Min mor bryder sig f.eks. ikke om særlig meget fysisk kontakt og hun kan ikke rigtig finde ud af at fortælle (altså verbalisere) at hun holder af en, der kommer aldrig kærlige ord ud af hendes mund. Dermed ikke sagt at det er omvendt, det er mere bare et meget distanceret forhold hun skaber. Så jeg bryder mig ikke om at tænke på at mit barn skal bruge for meget tid med hende, lidt er selvfølgelig godt og iorden. Men for mig er det enormt vigtigt at sige man elsker hinanden, kramme og i det hele taget ikke skabe nogen som helst tvivl om at barnet er elsket og har betydning. Det er jeg nemlig vokset op uden, altså ingen fysisk kontakt eller 'jeg elsker dig', hvilket virkelig ikke styrker ens selvværdsfølelse.

 

Det beskriver nok også meget godt, hvad jeg i bund og grund frygter. At mit barn vokser op, med følelsen af ikke at være elsket og værdsat. Men som du siger, så er det helt sikkert et godt tegn at være bevidst om det. Min kæreste er ligesom din mand også fortrøstningsfuld, jeg snakkede med ham i går om det, og han sagde at han var nærmest 100 % sikker på at jeg ville blive en fantastisk mor, og at jeg ikke skulle være bange for det.

 

Jeg vil prøve at kigge på det link du har skrevet og lige se hvad det er :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Men bedsteforældre har tendens til at opføre sig anderledes end de gjorde som forældre :)

 

Det kan jeg i hvert fald se på min stedmor og far.. i forhold til min søsters 3 børn :)

 

Men ja det er træls når det skal være på den måde og man går rundt og frygter den slags ting... men jeg er begyndt at tro på, at det nok skal gå. :)

 

Så det kommer det sikkert også til at gøre for dig :)

 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER