Ellekilde

[NSEllekilde]

Nu skriver jeg et indlæg som jeg sikkert kommer til at fortryde.. Fordi jeg GODT ved at det lyder mærkeligt og usundt og nærmest spiseforstyrrelses-agtigt. Måske har jeg også tankegang som en med en spiseforstyrrelse.. Jeg undskylder på forhånd hvis jeg ikke kan læse jeres varme bekymrende kommentarer :(

Jeg hader min krop. HADER HADER HADER. Jeg har lige været i gennem en periode hvor jeg kunne acceptere at jeg havde mor-mave og de lår der passer til. Men nu..

Jeg kan ikke. Jeg kan ikke klare at jeg ser sådan her ud. Jeg kan ikke passe mit tøj, jeg ligner en der er gravid igen og på 4 uger har jeg taget tre kg på. Tre fucking lorte kg, bare fordi jeg skulle "acceptere" at jeg nu er mor.

Jeg har ikke ændret noget som helst i min kost jeg har bare været mindre aktiv.

Men jeg er doven. Røv doven. Det letteste for mig er 100% at stoppe med at spise. Men det hjælper ikke! Jeg er stadigvæk oppustet og jeg falder fra hinanden om aftenen og æder alt hvad jeg kan komme i nærheden af.

Så jeg er begyndt at spise rugbrød til morgenmad med et eller andet kødpålæg på. Det føles okay, men jeg hader at jeg skal spise. Gid at jeg kunne leve uden mad.

Jeg har så mange følelser forbundet med mad at jeg kan tude ved tanken om at jeg er sulten :( heldigvis har jeg det kun sådan her når jeg er stresset... Jeg går meget op i at nova skal have en normal tilgang til mad så det er vigtigt for mig at hun ser mig spise... Godt at jeg forhåbentlig har lidt tid til at tage mig sammen før hun for alvor opdager at hendes mor er tosset :(

Lorte mad. Lorte krop.

[millivanilli]

Søde dig. Jeg synes det lyder meget hårdt at have det som du har det. Jeg ved du blev ked af det jeg sidst skrev her i tråden, men jeg bliver nødt

til at skrive noget igen. Det er spiseforstyrrede tanker du beskriver her. Jeg siger IKKE at du har en spiseforstyrrelse, men jeg bliver bekymret når jeg læser det du skriver her i denne tråd. Det er uanset ikke rart at føle og tænke som du gør, og du skriver jo selv meget fornuftigt at du vil at Nova skal have et sundt forhold til mad. Jeg synes du skal prøve at få noget god psykologhjælp. Fortæl din læge om dine tanker om din krop, om dit forhold til mad, og om dine bekymringer. Så kan du nok få en henvisning.

Jeg er ked af, at jeg ikke bare kan skriver: "Træls at du har det sådan, her er nogle råd til effektivt vægttab". Og du er velkommen til at synes at jeg er irriterende. Jeg bliver som sagt bare bekymret, og håber at du kan få noget ordentlig hjælp til dine vanskeligheder med mad og krop.

[PernilleMaj]

:kram

[Barbamama]

:kram

Jeg sidder sådan og tænker: Hvad er en spiseforstyrrelse? Måske har du hverken anoreksi, bulimi eller andre diagnoser, men det du beskriver, lyder i hvert fald som om at din spisning bliver forstyrret. Altså bogstavelig talt. Af nogle væmmelige tanker.

Vi ku' kalde det så meget, men jeg synes, det vigtigste er, at du giver dig selv en god krammer, og ærligt overvejer, om du "bare lige havde en lille krise" eller om du har brug for hjælp. Alle kan få "forstyrrede tanker", men hvis tankerne bliver hængende og påvirker din livskvalitet, så fortjener du at få hjælp. Alle fortjener at have det godt, og absolut også dig :kram2

[Guest]

Åh søde, jeg har i flere dage tænkt at jeg skulle have skrevet et svar til dig, for jeg genkender SÅ meget af det du skriver.

Mit forhold til mad har altid været svært. I de senere år er jeg nået frem til at jeg bare ikke har den der 'det ser lækkert ud' eller 'nu skal vi have noget god mad'. Jeg spiser fordi jeg skal og fordi det er en nødvendighed for at overleve.

For mig at se, er det virkelig fint at du er så bevidst om dit forhold til mad. Det er første skridt til ikke at havne der, hvor du ikke kan komme op igen. Tag det fra en som har været igennem nogle virkelig svære år, hvor jeg nok havde en spiseforstyrrelse, uden nogensinde at få en 'diagnose'.

Der er ingen der siger at man skal elske mad - selvom man føler sig meget forkert, når man ikke har det der forhold til det, som de fleste mennesker. Men mad må ikke blive fjenden. Mad er benzin til din motor, og motoren skal altså kunne køre. Også for søde dejlige Novas skyld! Hvor meget benzin, ved kun du, men det er formentlig mere end du indtager i øjeblikket.

Og så skal du, om ikke elske din krop, så slutte fred med den! Den er dit hylster, der skal bære dig gennem livet.

Jeg kæmpede selv med efter-graviditetskilo i lang tid. Og lige meget hvad jeg gjorde, skete der ingenting. Først da Adam blev omkring 18 måneder, begyndte kiloene at forsvinde og jeg tror simpelthen det var kroppen der holdt fast på depoterne, indtil den var klar til at slippe dem. Sådan biologisk, indtil den var sikker på at jeg havde givet mit barn det han havde brug for. Giver det mening?

I hvert fald - kæmpe :kram