Annedorthe1983

Når manden ikke ønsker barnet

14 posts in this topic

Sidder her rødøjet og snøftende og behov for luft for mine tanker...så jeg håber I vil lægge skulder til ;-)

Jeg er gravid i 7. Mdr med vores første barn og min mand bliver mere og mere afstandtagen overfor mig - da jeg så her til aften får presset ham op i en krog, fortæller han at det er det fordi han i bund og grund ikke ønsker sig barnet og ser sit liv ødelagt ( han er en mand der har behov for ro og forudsigelighed). Siger at det er mit projekt og han regner med at jeg tager mig af barnet de første år - han har bildt sig selv ind at evt følelser for barnet først kommer til ham efter flere år....

Jeg kan slet ikke overskue hvordan vores parforhold overhovedet kan overleve dette og jeg bliver så bange for at miste min bedste ven og store kærlighed.

Han er en god og sød mand g vi har været sammen i næsten 2 årtier og gift halvdelen af tiden, så det er ikke fordi vi ikke kender hinanden eller det er en upser, ide vi gså har været i behandling....hans svar til at han ikke har sagt nej for længe siden er at han gør det for mig, men hva fanden gør han af godt for mig hvis det ender med at splitte os ad? Jeg kan simpelhen ikke klare tanken om at den lille guldklump inde i maven måske ikke var en god ide!

Puha en masse ord og sikkert manglende sammenhæng, men jeg er bare så ufattelig ked af hans reaktion at jeg må ud med mine tanker.

Tak fordi I vil lægge ører til

Share this post


Link to post
Share on other sites

Puha. Jeg har ikke meget at sige lige nu, men vil ikke gå uden at give et kram med på vejen :kram

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikke en klaphat din mand er!

Tror du ikke at han på en eller anden måde panikker lidt over ansvaret? Og du så samtidigt har fået fanget ham på det forkerte ben?

Jeg kan godt forstå at du bliver ked af det og vred. Det er da en ualmindelig barnlig opførsel bare at sige at det er dit projekt. Hvordan har han haft det i periode op til graviditeten med behandling? Har han vist entusiasme der?

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror helt klart han er panisk over den omvæltning det vil medføre ...ikke så meget ift om han kan magte det praktiske i det.

At få et barn har altid været mit ønske og ikke hans, men der er forskel på som mand ikke at føle trangen forinden og ligefrem se barnet som uønsket! Og under behandlingen har han været deltagende og støttende også da jeg endelig blev gravid og kastede op i 4 mdr var han sød til at varte mig op, pg når vi har snakket navne har han også været aktiv, men alt det praktiske med indkøb og forberedelse har han slet ikke kunnet være med til....men det er som om hans frygt vokser i takt med maven og kæft hvor er det surrealistisk at mærke den lill sparke et ribben til plukfisk samtidig med at faderen siger han ikke ønsker det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, gå fra ham er slet ikke i mine tanker fordi jeg elsker ham for højt, men parterapeut er måske værd at prøve, idet jeg også kan frygte at hans risiko for en fødselsdepression må forstørres med denne tilgang om vores kommende barn.

....min største frygt er at vi bare blive to voksne mennesker under samme tag, men uden kærlighed

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker i skal have snakket det her igennem med en psykolog af en art, så i ved hvad i kan forvente af hinanden :kram

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker i skal have snakket det her igennem med en psykolog af en art, så i ved hvad i kan forvente af hinanden :kram

:ditto og det snart så I forhåbentlig kan stå et andet sted sammen når baby kommer.

:kram Det må ikke være sjovt.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hold da op, det var da godt nok noget af en besked at få i 7´ende måned  :blink

 

Jeg er ret enig i at inddrage en psykolog og evt. også en parterapeut, for der må være et eller andet andet der ligger til grund for hans reaktion og de følelser han går med indeni.

 

 

Stort stort  :kram til dig, jeg håber virkelig at det hele løser sig.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Grundlæggende havde min mand det nok lige sådan, jeg kan i hvert fald genkende mange ting du skriver. 

Vores søn er nu næsten to og hans far elskede ham fra det øjeblik vi fik ham i armene. Der var en lang periode på omkring et halvt år eller sådan, der lå lige omkring et års alderen, hvor vi nok egentlig overvejede at gå fra hinanden, det var hårdt at have barn, langt hårdere end vi havde tænkt, men vi klarede det. Det begyndte så langsomt at blive bedre, og nu snakker vi mest om at vi da har den mest fantastiske dreng i verden. Vi snakker begge to om muligheden om en toer, om et par år når det passer bedre, og vores dreng er sin fars øjesten, han kigger på ham med så meget kærlighed! (selv når han er pisse irriterende ;)). 

Ved ikke helt hvad jeg gerne vil sige med det, andet end jeg forstår din situation, og det vil nok blive hårdt med din mands indstilling (det var i hvert fald vildt hårdt for os), men det kan sagtens overkommes, og din mand vil formentlig elske jeres barn mere end han tror muligt :kram

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha et slag at få

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Afsted med jer til en parterapeut! I bliver simpelthen nødt til at få snakket nogle ting igennem inden babyen kommer - som jo er lige om lidt.

Jeg tænker at en parterapeut kan give jer begge nogle gode redskaber til at takle den situation i hver især står overfor. Måske kan det også give din mand den ro han har brug for. Forudsigelighed får han til gengæld ikke! Det er intet forudsigeligt ved en baby - og det er simpelthen ik godt nok, den udmelding han er kommet med. Kom ind i kampen kære hr mand, for lige om lidt har du ansvaret for et lille menneske, der er fuldstændig afhængig af dig. Og har man evt udfordringer, som man har brug for hjælp til, opsøger man den hjælp man kan få! Man behøver heldigvis ikke stå alene i det, at få et barn.

Undskyld hvis jeg er meget direkte, men blir lidt rystet over sådan en udmelding...

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er SÅ enig med Tina, og ja det lyder rigtig rigtig hårdt, men det er altså sådan det er.

 

Og nu har jeg gået og tænkt lidt over det, og jeg synes faktisk at det er en rigtig led udmelding fra din mand, at det er for din skyld at han har sagt ja til børne-tamtam´et. Det er altså noget man melder ud INDEN ens kone er gravid, hvis man virkelig har det på den måde.

 

Min egen mand havde svært ved at forholde sig til at jeg overhovedet var gravid, selvom jeg gik rundt og lignede en elefant. Det var først da han skulle samle vores barnevogn at det gik op for ham, og først da han havde vores lille søn i armene, at han virkelig forstod hvad det var vi havde gang i  :P

Siden da har han været far, som i FAR! 

 

Og jeg håber virkelig sådan at din mand får det på lidt samme måde  :kram

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

De andre har skrevet super gode ting, så jeg vil nøjes med at sende dug en krammer!

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Håber og tror på, at i begge bliver positivt overraskede over de følelser der farer igennem en, når man først står med guldklumpen i armene!!

Kæmpe krammer til dig - kan slet ikke sætte mig ind i din situation, men håber på det bedste..

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikke en besked. Kan det måske skyldes den omvæltning I står overfor?

Kæmpe kram til dig ❤

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Please sign in to comment

You will be able to leave a comment after signing in



Sign In Now