Har brug for at tude

[Minalima]

Undskyld på forhånd hvis det bliver lidt langt, men har virkelig brug for at komme ud med det her.

Min bedste veninde (eller det troede jeg da hun var) gennem næsten 10 år, har "forladt mig".

Eller, ved ikke helt hvordan det skal beskrives.

Hun har 3 børn. Den yngste er lige knap et år nu.

De sidste 6 år har hendes forhold været meget turbulent (børnenes far).

Han har været hende utro (og fået 2 børn med elskerinden), stjålet fra hende (og brugt pengene på stoffer), kørt hende fuldkommen psygisk ned of taget kvælertag på hende (men aldrig slået hende).

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi har måtte hente hende og børnene, eller hvor de har søgt i sikkerhed hos os (også med overnatning)...

De har været fra hinanden de sidste par år, og hun har også valgt at afskære ham helt, så han ingen kontakt havde til hverken hende eller børnene. men bedst som der kommer ro på og børnene igen begynder at have en normal hverdag, lukker hun ham ind igen (ikke et forhold, men lader ham være en del af deres hverdag igen).

Jeg har stort set tilbragt hver dag sammen med hende og var også med til den yngstes fødsel.

Han har lige været varetægtsfængslet i 4 mdr. Og nu hvor han er prøveløsladt, er han igen en del af deres liv.

Jeg ville for alt i verden gerne have jublet over den positive test sammen med hende, men den sidste måned har hun ignoreret mig fuldstændig (har måske, hvis jeg er heldig, fået et enkelt halvt svar på sms, en gang hver 14. Dag.)

Så lige nu har jeg slet ikke lyst til at fortælle hende den gode nyhed... det piner mig barr rigtig meget, at måden hun højst sandsynligt får det at vide på, er når vi på et tidspunkt offentliggøre det på facebook.

Det gør så ondt ikke at kunne dele det her med hende!

Og ikke mindst at jeg ikke kan gøre fra eller til hvad hun vælger.

Jeg savner hende virkelig meget!

Skal lige siges at vi (mig og min mand) også var gode venner med (x)kæresten førhen. Men han har simpelthen lavet så meget kort at vi er stået af.

Har før oplevet at hun ikke svare (det er når han er der), men aldrig nogensinde på den her måde... Denne gang føler jeg virkelig jeg har mistet hende (og ikke mindst hendes børn, som jeg også er tæt knyttet til).

I dag har bare været en møgdag! Og det er hormoner blandet med følelser eller om det hele bare tog overhånd ved jeg ikke. Det har hvertfald bare været tudetur på tudetur.

[Jensen86]

Undskyld på forhånd hvis det bliver lidt langt, men har virkelig brug for at komme ud med det her.

Min bedste veninde (eller det troede jeg da hun var) gennem næsten 10 år, har "forladt mig".

Eller, ved ikke helt hvordan det skal beskrives.

Hun har 3 børn. Den yngste er lige knap et år nu.

De sidste 6 år har hendes forhold været meget turbulent (børnenes far).

Han har været hende utro (og fået 2 børn med elskerinden), stjålet fra hende (og brugt pengene på stoffer), kørt hende fuldkommen psygisk ned of taget kvælertag på hende (men aldrig slået hende).

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi har måtte hente hende og børnene, eller hvor de har søgt i sikkerhed hos os (også med overnatning)...

De har været fra hinanden de sidste par år, og hun har også valgt at afskære ham helt, så han ingen kontakt havde til hverken hende eller børnene. men bedst som der kommer ro på og børnene igen begynder at have en normal hverdag, lukker hun ham ind igen (ikke et forhold, men lader ham være en del af deres hverdag igen).

Jeg har stort set tilbragt hver dag sammen med hende og var også med til den yngstes fødsel.

Han har lige været varetægtsfængslet i 4 mdr. Og nu hvor han er prøveløsladt, er han igen en del af deres liv.

Jeg ville for alt i verden gerne have jublet over den positive test sammen med hende, men den sidste måned har hun ignoreret mig fuldstændig (har måske, hvis jeg er heldig, fået et enkelt halvt svar på sms, en gang hver 14. Dag.)

Så lige nu har jeg slet ikke lyst til at fortælle hende den gode nyhed... det piner mig barr rigtig meget, at måden hun højst sandsynligt får det at vide på, er når vi på et tidspunkt offentliggøre det på facebook.

Det gør så ondt ikke at kunne dele det her med hende!

Og ikke mindst at jeg ikke kan gøre fra eller til hvad hun vælger.

Jeg savner hende virkelig meget!

Skal lige siges at vi (mig og min mand) også var gode venner med (x)kæresten førhen. Men han har simpelthen lavet så meget kort at vi er stået af.

Har før oplevet at hun ikke svare (det er når han er der), men aldrig nogensinde på den her måde... Denne gang føler jeg virkelig jeg har mistet hende (og ikke mindst hendes børn, som jeg også er tæt knyttet til).

I dag har bare været en møgdag! Og det er hormoner blandet med følelser eller om det hele bare tog overhånd ved jeg ikke. Det har hvertfald bare været tudetur på tudetur.

Hej

Jeg kan godt forstå at det er hårdt.

Jeg har ikke været i en lignende situation og har ikke så meget at byde ind med.  

Men kan det være at hun trækker sig væk fra dig(og måske mange andre) fordi at hun selv er i en lidt ekstrem situation, hvor hun måske ikke kan rumme ret mange andre relationer end hendes børn og ekskæresten.

Ud fra det du skriver tænker jeg ikke, at du skal tage det personligt. Det er selvfølgelig super hårdt, at du ikke umiddelbart har hende at støtte dig til i denne del af din graviditet. Jeg håber at du har nogle andre gode relationer som du kan støtte dig til. Ellers er der jo heldigvis altid babyklar. Det kan også være at situationen i hendes liv vender, så hun snart får overskud til at være en del af dit liv igen.

Jeg kan også forestille mig at det må være hårdt at se hende træffe nogle valg i sit liv som i dine øjne(og formegentligt mange andres) ikke er gode for hende. Denne del af problemet ved jeg desværre ikke hvordan man kan løse.

[Minalima]

Men jeg forstår ikke noget som helst!

Hun var indlagt i sammenlagt en måned i hendes graviditet, med betændelse i lungerne (sammenlagt fik hun drænet knap 3 liter betændelse).

I den tid boede hendes 2 store ved os.

Vi har været igennem så meget sammen og har altid været der for hende, så det giver ingen mening.

Den yngste har jeg passet utrolig meget, så hun kunne komme ovenpå igen.

Gik forbi hende i søndags, da jeg skulle hente min datter fra en fødselsdag og der kunne hun fint hilse som om intet var hændt.

Mit gæt er at hun er ved at finde sammen med x'en igen og fordi jeg ikke kan forstå det (mangler også en forklaring), lukker hun mig ude. (Hun gik rundt sammen med han og børnene).

Det er bare det værst tænkelige tidspunkt... ikke at det her ikke ville være slemt uden graviditeten.

Har ikke det store netværk. Ikke af tætte venner.

Og ja, babyklar er guld værd <3

[Henriette1980]

Åh søde da. Håber der findes en læsning på det. Blev selv fravalgt af en mangeårig veninde for 1,5 år sidentitet. Det er hårdt. Jeg ved stadig ikke den dag idag hvad der ligger til grund. Jeg fik en latterlig begrundelse med at jeg var mistroisk osv. Men hverken jeg eller familie eller andre venner fatter hat af det, for har været overfor hende som jeg er for andre.