Blopblop2016

Kæmpe for kærligheden eller smide ham ud?

27 indlæg i dette emne

Hejsa

Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver, måske for at få råd, måske for at læsse af. Men øv hvor er jeg trist og frustreret over min situation.

Min mand og jeg er gift og har været sammen i snart 15 år. Vi har villa, Volvo og vovse, to lækre unger og en baby på vej, med ankomst til sommer (planlagt og ønsket)!

Vi har haft mange fantastiske år sammen og oplevet rigtig meget. Men vi har også, som så mange andre børnefamilier, en travl hverdag med et tæt pakket program. Alt i alt har det kørt okay, uden for mange skænderier, men med for lidt tid til hindanden.

For nogle måneder siden havde min mand en affære med en kollega, som han har været hjemme hos 4-5 gange (2 gange har han overnattet hos hende).

Han har, efter mange løgne, fortalt mig sandheden - tror jeg...

At han har set hende, har fået følelser for hende i stedet for mig, og at han føler sig splittet fordi det er hos mig og børnene han har alt, sin base, tryghed og identitet.

Han har selv indvilliget i parterapi og vil gerne prøve at komme tilbage til mig. Han siger at han ikke ser - og taler med hende mere.

Jeg elsker ham stadig, men er selvfølgelig blevet ekstremt såret og har svært ved at stole på ham. Jeg er dog sikker på, at jeg med tiden kan tilgive hvad der er sket, hvis jeg kan mærke at det er mig han elsker.

Men jeg er i tvivl om han virkelig vil og kan genfinde de følelser han har haft for mig, han siger han prøver, men han virker fjern.

Måske er jeg naiv og blind, måske holder jeg krampagtigt fast i en fortid der var, som ikke kommer tilbage, måske skal vi kæmpe og sammen blive endnu stærkere?

Lige nu kæmper vi alt hvad vi kan, jeg håber det rykker, men jeg synes bare ikke der sker noget, det er så benhårdt!

Er der nogen som er kommet godt igennem noget lignende?

Triste hilsner herfra

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Puha, det lyder godt nok hårdt, så stort kram først og fremmest :kram

 

Jeg har ikke prøvet at stå i din situation, hvor der var utroskab involveret. Eller jo, men det var som 17-årig i mit første længerevarende forhold og det kan ligesom ikke helt sammenlignes med jeres forhold og den historie og hverdag I deler. Der er trods alt stor forskel på, hvor meget der både er investeret i det og hvor meget der er på spil.

 

Jeg har dog med min nuværende mand oplevet at stå i den situation, at han pludselig ud af det blå mente, at vores forhold var slut. At alle følelser var væk og at der ikke var noget som helst tilbage, der var værd at redde, udover vores venskab. Vi havde på det tidspunkt boet sammen i ca. 4½ år. Der lå intet uvenskab til grund for det, men det skyldtes også en travl hverdag med alt for meget arbejde, hvor vi fuldstændig glemte - og dermed gled fra - hinanden. 

 

Vi havde altid haft den aftale, at vi ville tale med hinanden om det, hvis vi følte at det begyndte at gå i den forkerte retning. Det havde han ikke fået gjort og det var jeg enormt skuffet over og ked af. Han havde selv ignoreret det for længe og bare håbet, at det ville gå i sig selv igen. Så da han pludselig lagde kortene på bordet, kom det lidt som et lyn fra en klar himmel for mig. Jeg vidste godt at alt ikke var rosenrødt, men slet ikke at han følte sådan. 

 

Jeg besluttede at jeg ville kæmpe for, at få ham til at give det en chance. Men jeg havde også længe enormt svært ved at stole på, at han faktisk ville mig og ikke bare pludselig ud af det blå var på vej ud af døren igen. Der gik faktisk nogle år, inden jeg igen følte mig 'sikker' på ham og tilliden til at det ikke ville ske igen, var tilbage..

 

Jeg sagde dengang til ham, at jeg ville give ham al den tid, plads og rum han havde brug for, til at finde ud af hvad han ville, men at jeg virkelig ønskede og bad ham om, ikke at gøre noget forhastet. Det var en super hård periode fordi jeg var klar over, at hvis han skulle få lyst til "os" igen, så kunne der ikke gå tårer og alvorlige samtaler i det hele. Så var jeg også ind i mellem nødt til bevidst at tilsidesætte alt det og være sjov og hyggelig at være sammen med. Så han også kunne blive mindet om, hvorfor vi egentlig havde fundet sammen til at starte med og hvad der var værd at kæmpe for ved vores forhold.

 

Og det var sindssygt hårdt at gøre, faktisk noget af det hårdeste og mest sårbare ved hele processen. At skulle være fuldstændig åben og give sig hen, når man samtidig ikke anede, om man var købt eller solgt. Der gik flere måneder på den facon, hvor han konstant stod med det ene ben ude af døren og jeg ikke anede om han ville være væk næste morgen. Han var helt lukket overfor idéen om parterapi dengang (han er lidt 'skadet' af, at hans mor er psykolog) og han kunne ikke love mig noget som helst, ej heller på det tidspunkt matche mit engagement i at få det til at fungere igen, så jeg følte virkelig, at jeg tog et 'leap of faith'. 

 

Jeg skulle helt sikkert både give og risikere meget mere af mig selv i den proces end han, på trods af, at jeg jo var den 'forurettede' så at sige. Men jeg har altid haft den indstilling til forhold, at vi ikke kan give lige meget, hele tiden. Nogle gange er det praktisk, andre gange følelsesmæssigt. Så jeg vedtog med mig selv, at jeg var ok med at trække størstedelen af læsset en tid, også selvom jeg ikke havde nogen garanti for, at jeg ville få noget som helst andet end sårede følelser ud af det i sidste ende. Men det var det sats værd, for mig. 

 

Jeg læste engang om et ældre ægtepar, der blev spurgt, hvad hemmeligheden bag sådan et livslangt ægteskab var. Og de svarede noget i stil med: "at vi på intet tidspunkt er holdt op med at være forelskede samtidig". Ergo at kriser (og sgu nogle gange også følelser) kommer og går, men der var altid mindst én af dem, som var villig til at kæmpe for at få det til at hænge sammen. Hvis man giver op samtidig, så er resultatet i hvert fald givet på forhånd. Så faktisk er der aller størst behov for, at den ene er stærk i troen, når den anden er svag. Giver det mening? Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at hvis jeg havde valgt en anden fremgangsmetode dengang - hvis jeg havde stillet krav eller ultimatummer, eller bare 'lænet mig tilbage' og grædt og haft ondt af mig selv over at han ville gå og resigneret og ladet ham gøre det, så var udfaldet blevet anderledes end det blev.  

 

Det jeg prøver at sige med det er, at jeg ved at det er super opslidende ikke at vide, om man er købt eller solgt eller om vedkommende nogensinde kan genfinde følelserne for en. Det er super hårdt at leve med den følelse af svigt og af at tilliden er blevet brudt. Og om det er værd at risikere og gennemgå og gøre dig selv sårbar for, for det I har og har haft sammen, det er der ikke andre end dig selv, der kan svare på.

 

Hvis du beslutter dig for at prøve, så er der jo ingen garantier, men jeg tror på, at man sagtens kan komme gennem sådan en oplevelse og komme stærkere ud på den anden side. Hvis man vel at mærke begge vil det og kæmper for det. Og hvis man er i stand til at tilgive utroskaben, det er der jo nogle der aldrig ville kunne. Jeg kunne personligt godt, afhængigt af graden og omstændighederne og hvis jeg stadig følte, at der var noget, der var værd at kæmpe for at beholde. Og det lyder også som om, at du tror, at du vil kunne. Og det må være den vigtigste forudsætning for at kunne arbejde videre med det, tænker jeg.  

 

I dag er det otte år siden min mand stod og var på vej ud af døren og han er her stadig. Og vi har det langt bedre sammen i dag, end vi havde dengang - også inden. Vi er siden blevet gift, skal være forældre for første gang om lidt og vi er mere forelskede og har et langt dybere og mere meningsfuldt og hensynsfuldt forhold end nogensinde. Faktisk har den oplevelse vist egentlig bare bevirket, at jeg tager ham mindre for givet i dag. Fordi jeg ved, hvor tæt jeg var på at miste ham og hvor ondt det gjorde. Og han siger til gengæld i dag, at han er super taknemmelig for, at jeg dengang forhindrede ham i at begå sit livs største fejltagelse. Så jeg kan ikke fortælle dig om du skal kæmpe eller ej, kun at jeg personligt har oplevet, at det kan være det værd at gøre - også selvom det er hamrende hårdt, mens det står på. 

 

Jeg håber at du kan mærke efter i dig selv, hvad der er det rigtige for dig at gøre nu og at hvis du beslutter dig for at blive og kæmpe, at han gengælder den gestus ved selv at arbejde meget helhjertet, for at få jer på rette spor igen. Der er ingen tvivl om, at han kommer til at arbejde hårdt, hvis han med tiden skal genvinde din tillid og at han skal væbne sig med tålmodighed overfor dig og processen. Men det at han er villig til at gå med i terapi, er da et godt første skridt på vejen, synes jeg.

 

Og så kan jeg kun anbefale, uanset hvor hårdt og 'kunstigt' det må synes, at have en aften eller et andet 'helle' tidspunkt ind i mellem, hvor I faktisk ikke må tale sammen om det, men hvor fokus er på at have det lidt sjovt og hyggeligt sammen. Det er for hårdt i længden, hvis det hele skal være alvor og tårer hele vejen igennem :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Meget kort: Jeg har overhovedet ikke prøvet noget lignende, men jeg vil sige KÆMP! Det lyder til, at du stadig har meget kærlighed til din mand og omvendt, og at I har en chance. Og gevinsten hvis det lykkes, er i min verden det ypperste af alt.

Kæmpe kram :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for Jeres svar!! Ja, jeg vil kæmpe for det, selvom det er hårdt, det værste der kan ske er jo det ikke kan lykkes. Men han har også fået af vide at han har denne ene chance, hvis han ser hense igen, så har han selv valgt at pakke sine ting.

@alura: det lyder også som en sej kamp du/I har kæmpet! Hatten af for det! Og hvor er det dejligt at høre at det kan lykkes! Det giver mig mod og tro på at jeg har valgt rigtigt i at prøve.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kæmp... Det er det jeg synes.

I har børn sammen og har været sammen længe - du har meget at vinde og lige nu næsten intet at tabe.

Håber du får taget nogle lange snakke med ham og får forklaret ham at ligesom du skal kæmpe for at tilgive og finde tillid så skal han kæmpe for at bevise at han vil dig og jer.

Prøv at finde ud af sammen, hvordan I gør det bedst. Måske skal han ud i et jobskifte? Måske skal I ud på en rejse sammen inden den lille kommer (uden unger)? Så kan det godt være, at I vil tænke det er dyrt - men om så I tager 14 dage til Maldiverne på dagpenge så garanterer jeg jer at det er væsentligt billigere end en skilsmisse.

Jeg har set det SÅ mange gange på min arbejdsplads det der... Folk får glemt hinanden og så er det så nemt og simpelt at få opmærksomhed og bekræftelse fra en anden. Og før man ved at det så sidder man i saksen.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil også meget kortfattet sige: 'KÆMP!'.. Men selvfølgelig kræver det at han også vil, for det er ikke en kamp du hverken kan eller skal tage alene.. :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Som justme skriver, kræver det at man på et tidspunkt vælger at "lade det være".. At det ikke kan/må bruges eller tænkes på mere..

Personligt, ville jeg ikke kunne.. Jeg ville nok forsøge, og kæmpe helt vildt - men ville aldrig kunne tilgive det..

Det er DIG som kommer på hårdest arbejde, fordi du skal have tillid til ham igen - men tror du på du kan så KÆMP!

Men ellers, ville keg vælge at stoppe nu..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne lægge det helt bag mig og kæmpe, men hvis det er det, du vælger, så synes jeg, det er en rigtig god med terapi :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg må indrømme at jeg er lidt farvet af at min egen exmand var mig utro og oven i købet tog dullen med hjem til os og bad mig flytte så hun kunne flytte ind i stedet for (meget grim historie) og derfor ved Sune også godt at det er en total dealbreaker for mig, jeg hverken kan eller vil tilgive sådan et svigt..... En ting er det rent seksuelle, men hvis han er blevet forelsket i hende og har set hende flere gange så er der en stor risiko for at han falder i igen

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kæmp for det begge to og så skal I nok klare jer igennem det og blive endnu stærkere sammen! Held og lykke.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kære blopblop.

Det her bliver langt, men du må læse let hen over det, eller bruge hvad du kan.

Det er en svær situation, du er havnet i. Og det er det også for din mand. Jeg ved det, for jeg er din mand i det her... Og jeg havde ALDRIG troet, det ville ske for mig.

 

Vi har været gik i 15 år. Har to børn, et dejligt liv. Kærlighed, tillid, respekt. Og dejlig sex <3.

Vi taler ofte om, hvor lykkelige og heldige vi er, og hvordan vi, selvom vi stort set aldrig har haft andre kærester end hinanden, ikke kan forestille os nogensinde at få lyst til noget andet.

 

Men. For der er selvfølgelig et men...

Jeg er havnet i en dum situation.

Jeg havde ikke set det komme overhovedet. Men pludselig stod jeg overfor en ung fyr, som bare ville have mig.

Det er svært at forklare situationen. Men vi var sammen i flere dage i træk. Altså ikke 'sammen', men vi opholdt os samme sted. Sov i hvert vores værelse, men under samme tag. Han tog ikke mit nej for et nej, men blev ved at insistere.

Jeg oplevede for første gang i 15 år en anden mands interesse. Jeg oplevede at være ude af hverdagen, og følte mig ung og lækker og fri af logistik og praktik.

 

Den seksuelle spænding imellem os var enorm gennem flere dage. Jeg stod hårdt imod, selvom den fysiske fristelse var voldsom. Men vi endte med at kysse lidt. Ikke meget og fuldt påklædte.

Men klart over stregen for hvad der er ok. Hele flirten var over stregen og jeg FATTER ikke at jeg gjorde det!

Jeg er flov og har så dårlig samvittighed.

Men den spænding. Den følelse af at blive 'set' af en anden. Den sitren i luften. Det et blik kan gøre.

Det er SÅ stærkt! 

 

Nu er jeg hjemme igen. Jeg har valgt ikke at fortælle min mand om det her.

Jeg ved med al rationel sans, at jeg ikke skal efterfølge det.

Alligevel har jeg lyst til at se ham igen.

For at mærke suget i maven, spændingen i luften, styrken i blikket.

Det er drifter, der er svære at modstå, selvom al fornuft siger mig, at det er forkert.

Men det er som et narkotikum, og når først kroppen har smagt det, vil den bare HAVE det!

 

Jeg kan heldigvis skille det ad. Jeg er ikke forelsket!

Jeg ved med mig selv, at fyren her er en skidt knægt! Han er faktisk alt det, jeg aldrig ville falde for.

Men han starter en kemisk reaktion i mig, der får MIG til at føle mig lækker og fuldstændig rundtosset.

 

De seneste dage har jeg fundet fornuften frem og undgået ham. Forsøger at tvinge tankerne væk fra ham og det kys.

Men min krop er uenig. Den har ikke lyst til at frasige sig suset!

Det er jeg bare nødt til. For det jeg har med min mand er vigtigere og mere værd. 

Så jeg forsøger af al magt, at vende mine følelser og mit begær imod ham. At lade opvasken stå og sende ham et frækt blik i stedet...

Min mand, som ikke ved noget om, hvad der er sket, er godt tilfreds! Han har fået en kone hjem, som er sjovere end hende, der tog af sted! 

Og den følelse vil jeg forsøge at fastholde.

 

Nå, hvor vil jeg hen med alt det her?

Jo. Jeg tror, det er det, din mand har oplevet.

Han har så taget det længere ud. Han har involveret sig med hende og er blevet forelsket.

Men jeg tror ikke, han er forelsket i hende. Jeg tror han er forelsket i suset. Og i en relation, hvor man kan knalde uden at tænke på, om børnenes madpakker er smurt, eller man har husket at ringe efter vvs-manden.

I sådan et spirende forhold er alt det praktiske skrællet af, og der er kun begæret at handle på.

Jeg tror, det er dét, han er forelsket i.

 

Heldigvis har han indset, hvad han har haft gang i, og hvad han har på spil. 

Og han har valgt dig. Jer <3. 

Jeg tror på, det er det han vil. Jeg tror på, I kan klare den sammen.

Men jeg tror også, det er en sorg og et tab for ham, at give slip på de voldsomme, forvirrende men dybt afhængighedsskabende følelser, han har oplevet med den her anden kvinde.

Måske derfor, er han fjern.

 

Det kan være, han har brug for lidt tid til at give slip på følelserne. Lade dem falde til ro.

Men han har valgt. Og han har valgt dig. 

Alle kan begå fejl. Det ville jeg aldrig have troet for en måned siden. Men det ved jeg nu.

Det handler om, hvordan man retter dem.

 

<3

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kære blopblop.

Det her bliver langt, men du må læse let hen over det, eller bruge hvad du kan.

Det er en svær situation, du er havnet i. Og det er det også for din mand. Jeg ved det, for jeg er din mand i det her... Og jeg havde ALDRIG troet, det ville ske for mig.

Vi har været gik i 15 år. Har to børn, et dejligt liv. Kærlighed, tillid, respekt. Og dejlig sex <3.

Vi taler ofte om, hvor lykkelige og heldige vi er, og hvordan vi, selvom vi stort set aldrig har haft andre kærester end hinanden, ikke kan forestille os nogensinde at få lyst til noget andet.

Men. For der er selvfølgelig et men...

Jeg er havnet i en dum situation.

Jeg havde ikke set det komme overhovedet. Men pludselig stod jeg overfor en ung fyr, som bare ville have mig.

Det er svært at forklare situationen. Men vi var sammen i flere dage i træk. Altså ikke 'sammen', men vi opholdt os samme sted. Sov i hvert vores værelse, men under samme tag. Han tog ikke mit nej for et nej, men blev ved at insistere.

Jeg oplevede for første gang i 15 år en anden mands interesse. Jeg oplevede at være ude af hverdagen, og følte mig ung og lækker og fri af logistik og praktik.

Den seksuelle spænding imellem os var enorm gennem flere dage. Jeg stod hårdt imod, selvom den fysiske fristelse var voldsom. Men vi endte med at kysse lidt. Ikke meget og fuldt påklædte.

Men klart over stregen for hvad der er ok. Hele flirten var over stregen og jeg FATTER ikke at jeg gjorde det!

Jeg er flov og har så dårlig samvittighed.

Men den spænding. Den følelse af at blive 'set' af en anden. Den sitren i luften. Det et blik kan gøre.

Det er SÅ stærkt!

Nu er jeg hjemme igen. Jeg har valgt ikke at fortælle min mand om det her.

Jeg ved med al rationel sans, at jeg ikke skal efterfølge det.

Alligevel har jeg lyst til at se ham igen.

For at mærke suget i maven, spændingen i luften, styrken i blikket.

Det er drifter, der er svære at modstå, selvom al fornuft siger mig, at det er forkert.

Men det er som et narkotikum, og når først kroppen har smagt det, vil den bare HAVE det!

Jeg kan heldigvis skille det ad. Jeg er ikke forelsket!

Jeg ved med mig selv, at fyren her er en skidt knægt! Han er faktisk alt det, jeg aldrig ville falde for.

Men han starter en kemisk reaktion i mig, der får MIG til at føle mig lækker og fuldstændig rundtosset.

De seneste dage har jeg fundet fornuften frem og undgået ham. Forsøger at tvinge tankerne væk fra ham og det kys.

Men min krop er uenig. Den har ikke lyst til at frasige sig suset!

Det er jeg bare nødt til. For det jeg har med min mand er vigtigere og mere værd.

Så jeg forsøger af al magt, at vende mine følelser og mit begær imod ham. At lade opvasken stå og sende ham et frækt blik i stedet...

Min mand, som ikke ved noget om, hvad der er sket, er godt tilfreds! Han har fået en kone hjem, som er sjovere end hende, der tog af sted!

Og den følelse vil jeg forsøge at fastholde.

Nå, hvor vil jeg hen med alt det her?

Jo. Jeg tror, det er det, din mand har oplevet.

Han har så taget det længere ud. Han har involveret sig med hende og er blevet forelsket.

Men jeg tror ikke, han er forelsket i hende. Jeg tror han er forelsket i suset. Og i en relation, hvor man kan knalde uden at tænke på, om børnenes madpakker er smurt, eller man har husket at ringe efter vvs-manden.

I sådan et spirende forhold er alt det praktiske skrællet af, og der er kun begæret at handle på.

Jeg tror, det er dét, han er forelsket i.

Heldigvis har han indset, hvad han har haft gang i, og hvad han har på spil.

Og han har valgt dig. Jer <3.

Jeg tror på, det er det han vil. Jeg tror på, I kan klare den sammen.

Men jeg tror også, det er en sorg og et tab for ham, at give slip på de voldsomme, forvirrende men dybt afhængighedsskabende følelser, han har oplevet med den her anden kvinde.

Måske derfor, er han fjern.

Det kan være, han har brug for lidt tid til at give slip på følelserne. Lade dem falde til ro.

Men han har valgt. Og han har valgt dig.

Alle kan begå fejl. Det ville jeg aldrig have troet for en måned siden. Men det ved jeg nu.

Det handler om, hvordan man retter dem.

<3

Du har så ret i det du skriver. Har været i en lignende situation.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:ditto har jeg også...

Endda et par gange......... :blush

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Du har så ret i det du skriver. Har været i en lignende situation.

 

Tak, det er virkelig dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der har stået i det her, selvom jeg naturligvis ikke ønsker for nogen at stå i så forvirrende og smertefuld situaiton.

 

Til dig blopblop: Jeg håber, du og din mand finder styrken til at komme igennem dette sammen :kram2 . 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for alle Jeres svar, det giver mig mod og håb! Jeg tror også det handler om at se fremad, løse problemer og kæmpe. Der er jo intet at tabe ved at forsøge, tvært imod!

Og ja, jeg kan sagtens forestille mig at man kan blive fristet af sådanne intense følelser og den uforpligtende flirt, det er alt andet lige sjovere end madpakker og sure sokker.

Men jeg er glad for at han har valgt mig og børnene og er villig til at kæmpe, så må tiden vise hvad der sker.

De bedste hilsner herfra

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for alle Jeres svar, det giver mig mod og håb! Jeg tror også det handler om at se fremad, løse problemer og kæmpe. Der er jo intet at tabe ved at forsøge, tvært imod!

Og ja, jeg kan sagtens forestille mig at man kan blive fristet af sådanne intense følelser og den uforpligtende flirt, det er alt andet lige sjovere end madpakker og sure sokker.

Men jeg er glad for at han har valgt mig og børnene og er villig til at kæmpe, så må tiden vise hvad der sker.

De bedste hilsner herfra

 

Hvordan går det hos jer?

 

:kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvordan går det hos jer?

:kram

:ditto

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hmm, tjaa hvordan går det her..? Jeg synes prøver og prøver at få det til at lykkes, for jeg VIL så gerne Vores forhold kan komme tilbage.

Men hold nu op hvor er det svært og jeg synes bare ikke der sker så meget.

Jeg ved godt et er noget der tager rigtig lang tid at opbygge, men jeg higer også bare efter at føle mig værdsat og elsket, eller bare mærke at der sker nogle små fremskridt.

Den ene dag tror jeg på det og den næste dag gør jeg ikke. Vi prøver at kæmpe videre, jeg vil bare så gerne være afklaret inden baby kommer.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hmm, tjaa hvordan går det her..? Jeg synes prøver og prøver at få det til at lykkes, for jeg VIL så gerne Vores forhold kan komme tilbage.

Men hold nu op hvor er det svært og jeg synes bare ikke der sker så meget.

Jeg ved godt et er noget der tager rigtig lang tid at opbygge, men jeg higer også bare efter at føle mig værdsat og elsket, eller bare mærke at der sker nogle små fremskridt.

Den ene dag tror jeg på det og den næste dag gør jeg ikke. Vi prøver at kæmpe videre, jeg vil bare så gerne være afklaret inden baby kommer.

 

Jeg kan godt forstå, det er svært.

Du skriver i dit første indlæg, at du tror, han har fortalt hele sandheden. Er du i tvivl?

Føler du ikke, han viser dig nu, at det er dig han elsker og vil? Føler du ikke han kæmper sammen med dig?

For så kan jeg godt forstå, det er svært  :kram2 .

 

Jeg kan virkelig godt forstå, du trænger til at finde ro i forholdet før I står med et lille barn igen... Taler I sammen om det hele?

Når din mand har stolet så meget på dig, at han har fortalt dig, hvad der er sket, tænker jeg, at I har et forhold, hvor I kan tale godt sammen om tingene.

Og det tror jeg, må være vigtigt lige nu.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan godt forstå, det er svært.

Du skriver i dit første indlæg, at du tror, han har fortalt hele sandheden. Er du i tvivl?

Føler du ikke, han viser dig nu, at det er dig han elsker og vil? Føler du ikke han kæmper sammen med dig?

For så kan jeg godt forstå, det er svært :kram2 .

Jeg kan virkelig godt forstå, du trænger til at finde ro i forholdet før I står med et lille barn igen... Taler I sammen om det hele?

Når din mand har stolet så meget på dig, at han har fortalt dig, hvad der er sket, tænker jeg, at I har et forhold, hvor I kan tale godt sammen om tingene.

Og det tror jeg, må være vigtigt lige nu.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan godt forstå, det er svært.

Du skriver i dit første indlæg, at du tror, han har fortalt hele sandheden. Er du i tvivl?

Føler du ikke, han viser dig nu, at det er dig han elsker og vil? Føler du ikke han kæmper sammen med dig?

For så kan jeg godt forstå, det er svært :kram2 .

Jeg kan virkelig godt forstå, du trænger til at finde ro i forholdet før I står med et lille barn igen... Taler I sammen om det hele?

Når din mand har stolet så meget på dig, at han har fortalt dig, hvad der er sket, tænker jeg, at I har et forhold, hvor I kan tale godt sammen om tingene.

Og det tror jeg, må være vigtigt lige nu.

Hej igen

Ja, jeg har været i tvivl om det virkelig er mig han vil - og det er jeg stadig. Også selvom vi taler rigtig godt sammen!

Jeg har prøvet at give ham ro og luft til at finde sig selv igen og finde tilbage til mig.

For nogle dage siden, fandt jeg ud af at der var hold i min mistanke :-( han har igennem et par måneder haft daglige tlf samtaler eller SMSet med hende. Han siger han ikke har mødtes med hende, at de kun har talt sammen og at han har gjort det for at finde tilbage til sig selv. Han syntes selv at han er på rette vej tilbage til mig, men kan selvfølgelig gost se at fra min side er det ikke et godt træk han har taget.

Jeg har tænkt, tudet og tænkt i de sidste dage, for jeg ved ikke om jeg kan holde til mere eller vil finde mig i mere.

Måske er jeg skrup naiv, men jeg har besluttet at give ham en sidste chance, for Vores børns skyld!

Men puha, jeg er godt nok slået tilbage til start.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej igen

Ja, jeg har været i tvivl om det virkelig er mig han vil - og det er jeg stadig. Også selvom vi taler rigtig godt sammen!

Jeg har prøvet at give ham ro og luft til at finde sig selv igen og finde tilbage til mig.

For nogle dage siden, fandt jeg ud af at der var hold i min mistanke :-( han har igennem et par måneder haft daglige tlf samtaler eller SMSet med hende. Han siger han ikke har mødtes med hende, at de kun har talt sammen og at han har gjort det for at finde tilbage til sig selv. Han syntes selv at han er på rette vej tilbage til mig, men kan selvfølgelig gost se at fra min side er det ikke et godt træk han har taget.

Jeg har tænkt, tudet og tænkt i de sidste dage, for jeg ved ikke om jeg kan holde til mere eller vil finde mig i mere.

Måske er jeg skrup naiv, men jeg har besluttet at give ham en sidste chance, for Vores børns skyld!

Men puha, jeg er godt nok slået tilbage til start.

Det vil sige at han har kontakt med hende fortsat?

Hvis det mellem jer nogensinde skal have en chance er han nødt til at forstå at han har minus tillid lige nu og at han og dig er det vigtigste der findes! Derfor skal han øjeblikket afbryde kontakten med hende. Om det så betyder at han skal sige sit job op så er det bare sådan.

Han kan ikke "finde sig selv" ved at snakke med andre kvinder - og hvis han mener at han har behov for det, så må han forstå at det har nogle konsekvenser for jeres forhold.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Og så vidt du skriver i startindlægget har han allerede lovet ikke at have mere kontakt med hende? Altså er det endnu en løgn?

I skal altså være to til at redde det her...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det vil sige at han har kontakt med hende fortsat?

Hvis det mellem jer nogensinde skal have en chance er han nødt til at forstå at han har minus tillid lige nu og at han og dig er det vigtigste der findes! Derfor skal han øjeblikket afbryde kontakten med hende. Om det så betyder at han skal sige sit job op så er det bare sådan.

Han kan ikke "finde sig selv" ved at snakke med andre kvinder - og hvis han mener at han har behov for det, så må han forstå at det har nogle konsekvenser for jeres forhold.

Helt enig :ditto

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Helt enig :ditto

I har ret! Ja han har snakket med hende nærmest dagligt :-(

Jeg har også gjort det klart for ham at han IKKE skal kontakte hende mere!

Jeg tror jeg giver det en chance for børnenes skyld, men lige nu er jeg ikke sikker på om jeg kan.

Tror jeg har brug for lidt tænketid.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER