Voksen-smalltalk vol. 2

[louisevibe]

9 hours ago, ccc said:

Har børnehaverne egentlig åbent onsdag-torsdag-fredag i denne uge ( 21-23 december) ? 

 

De allerfleste. Alle de kommunale i Viborg har i hvert fald, men den private jeg har en resssourceopgave i for tiden har lukket den 23. December. 

[AnneDam]

12 hours ago, ccc said:

Har børnehaverne egentlig åbent onsdag-torsdag-fredag i denne uge ( 21-23 december) ? 

 

Carolines børnehave har lukket fredag, de andre dage er der almindelig åbent. Hun går i privat børnehave

[millivanilli]

Alura: Jeg er enig med Barbamama. Tror det er vigtigt at få trukket grænserne op nu her så "tidligt" i M's liv, sådan at problemet ikke bliver ved med at vokse.

 

Samtidigt tror jeg det er vigtigt at vise at man sætter pris på bedsteforældrenes interesse og indsats. Kan ikke forestille mig at du ikke viser det, men jeg vil lige nævne det alligevel, sådan generelt set. Jeg hører ofte om børn der får sat grænser for deres forældre på en "for hård" måde, hvilket kan resultere i at bedsteforældrene (deres forældre) bliver skræmt, trækker sig, eller ikke længere gider/tør involvere sig særlig meget i børnebørnene, af frygt for at "alt de gør er forkert".

 

Måske kan du sige tydeligt ifra overfor det med tøjet juleaften, men så kort tid senere bede om hjælp eller råd fra din mor til noget med M? Så hun føler at du virkelig værdsætter hendes interesse og hendes erfaring og viden? 

[Lovely Lady]

20 hours ago, ccc said:

Har børnehaverne egentlig åbent onsdag-torsdag-fredag i denne uge ( 21-23 december) ? 

 

20 hours ago, frk_hrj said:

Det har de

Vores har lukket den 23/12

[Lovely Lady]

15 hours ago, Alura said:

Baby vækkede mig klokken 02.30 og siden da har min mor holdt mig vågen - altså sådan i tankerne (overvejer virkelig, om hun bør have sin egen tråd snart, da jeg er sikker på, at det ikke bliver sidste gang  )

 

Nå, sagen er den, at jeg allerede mens jeg var gravid, købte en trøje til M., som jeg syntes at hun skulle have på juleaften. Det vidste min mor udmærket, for jeg har både haft fortalt hende det og vist hende den. Hun har så alligevel besluttet sig for, at lave et sæt tøj til M., som hun synes, at M. skal have på juleaften. Hun har købt grå body og strømpebukser og så strikket en rigtig fin rød kjole med hulmønster og tilhørende røde sko. Det er et rigtig sødt sæt tøj og jeg kunne under normale omstændigheder sagtens se M. have det på til jul. Men det passer ikke sammen med den trøje, som jeg i sin tid købte til hende. Som i; den trøje er fuldstændig overflødig i den forbindelse, fordi det er et fuldt og helt sæt tøj. Og kjolen af sådan en type som skal ses, ikke en man gemmer under en trøje.

 

Jeg har jo ikke kunnet forhindre min mor i at lave det, men burde måske have sat foden mere ned omkring det, mens hun gjorde det  Det er forløbet ca. sådan her:

 

Min mor begyndte at snakke om at lave et sæt juletøj til M. Jeg tænkte, at december jo har mange dage og at der var rig lejlighed til at få det på. Mindede hende samtidig igen om, at jeg jo altså har købt en trøje til juleaften. Min mor går i gang med at strikke. Hun strikker en lignende kjole i lyserød, som jeg ser, og jeg synes at den er rigtig fin. Hun begynder at snakke om, hvad hun synes at M. skal have på til kjolen juleaften. Jeg får sagt (men tydeligvis ikke tydeligt nok) at det ikke nødvendigvis bliver juleaften, at jeg synes at hun skal have det på. Samtidig siger jeg, at jeg har tænkt mig at finde et par hvide strømpebukser til sættet. Min mor mener så i stedet, at det ville være sødere med gråt under.

 

Og min mor har så altså lige været her og afleveret komplet sæt tøj med strikket kjole og sko - og grå body og strømpebukser. Og går og siger til M: "Neeeej M., skal du have det på juleaften?" osv. Hvortil jeg så svarer, at "ja nu må vi se". Nu har jeg så tre valgmuligheder:

 

1: Jeg giver M. det tøj på, som jeg hele tiden har haft planlagt og egentlig synes, at hun skal have på. Og så bliver min mor uden tvivl såret og skuffet og vil slet ikke kunne forstå det, for hun har jo lavet sådan et fint sæt tøj til hende. Og argumentet vil jo helt klart være, at jeg da så kan give M. mit sæt tøj på alle mulige andre dage, men da godt kan unde min mor at få fornøjelse af at se hende i det som hun har lavet juleaften.

 

2: Jeg giver M. det tøj på som min mor har lavet for julefredens skyld og min mor 'vinder'. Og jeg kan sidde og føle mig som barnet, hvis mor beslutter det hele hen over hovedet på hende. 

 

3: Jeg giver M. min mors tøj på, men den trøje jeg har købt udover i protest - hvilket så betyder at ungen sikkert dør af varme og trøjen vil reelt set skjule kjolen min mor har lavet. Og ingen bliver rigtig glade.

 

Havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle ligge søvnløs over et skide sæt tøj  Men jeg føler mig bare virkelig overset og overrulet af hende på en eller anden måde  Og min indre teenager får virkelig lyst til at gøre oprør, men mit voksne jeg synes, at jeg er blevet lidt for gammel. Problemet er bare, at det jo ikke er en enestående situation og jeg forudser at den kommer igen, i mange afskygninger. 

 

For eksempel begyndte hun pludselig at tale om M.'s 1 års fødselsdag da hun var her og om hvilken kage hun ville lave til hende. Og så får jeg det altså sådan lidt: "Hey! Du kan da ikke bare planlægge M.'s fødselsdag hen over hovedet på mig" Og hvad nu hvis jeg gerne selv ville bage hendes fødselsdagskage? Eller slet ikke synes, at hun skal have en? Det er det der med, at hun aldrig spørger mig, men bare gør og bare antager  

 

Er der ikke nogen ting, der bare er forbeholdt barnets forældre og off-limit for bedsteforældre (med mindre de aktivt bliver inviteret til at deltage)? Jeg ender altid med at sidde og føle mig som hende den utaknemmelige, for udefra set, så har jeg jo bare en mor, der er virkelig engageret i sit barnebarn, hjælper os vildt meget og køber/laver ting til os i en uendelighed og det skulle man jo synes, var rart og dejligt. Men hvorfor føles det så ikke rigtig sådan?  Jeg sidder i højere og højere grad med følelsen af, at vi lidt er sådan et 'projekt' for hende og at hun overtager styringen med rigtig mange ting, som jeg måske egentlig selv synes er hyggeligt og gerne ville stå for.

 

Hvad siger I herinde? Betyder det noget for jer, selv at vælge det tøj, som jeres barn skal have på juleaften? Og vil I gerne selv planlægge deres fødselsdag, uden for meget (uopfordret) indblanding? Eller er jeg virkelig bare en sur, gammel, nærtagende og utaknemmelig datter? Jeg har normalt en rigtig god mavefornemmelse omkring hvad jeg synes er ok eller ikke, men den er så sløret i forbindelse med min mor af en eller anden årsag og jeg ender altid med at blive så usikker (hvilket så nærmest altid ender ud til hendes fordel, fordi jeg bare giver mig)  

 

Hmm, her er jeg med dig. Jeg ved ikke, hvilken konkret valgmulighed, jeg ville ende på - men jeg ville være obs på at holde fast i at være berettiget til at træffe egne valg angående eget hjem og barn. Jeg er ligeglad med juletøjet, og input modtages til fødselsdag osv, men det der ville ringe nogen alarmklokker hos mig i forhold til at ende med at blive helt umyndiggjort  Nu er jeg så også selv loge pt ekstra gnaven på min egen mor - det hjælper ikke...  

[NSEllekilde]

Jeg er bange

Denne her verden skræmmer mig. Jeg er blevet i tvivl om hvor længe vi er i "sikkerhed" i Danmark og jeg frygter virkelig at tragedierne snart må ramme vores lille land. Jeg har fået sindssyg dødsangst og jeg er bange for at der skal ske min familie noget

[roselein]

20 hours ago, Alura said:

Baby vækkede mig klokken 02.30 og siden da har min mor holdt mig vågen - altså sådan i tankerne (overvejer virkelig, om hun bør have sin egen tråd snart, da jeg er sikker på, at det ikke bliver sidste gang  )

 

Nå, sagen er den, at jeg allerede mens jeg var gravid, købte en trøje til M., som jeg syntes at hun skulle have på juleaften. Det vidste min mor udmærket, for jeg har både haft fortalt hende det og vist hende den. Hun har så alligevel besluttet sig for, at lave et sæt tøj til M., som hun synes, at M. skal have på juleaften. Hun har købt grå body og strømpebukser og så strikket en rigtig fin rød kjole med hulmønster og tilhørende røde sko. Det er et rigtig sødt sæt tøj og jeg kunne under normale omstændigheder sagtens se M. have det på til jul. Men det passer ikke sammen med den trøje, som jeg i sin tid købte til hende. Som i; den trøje er fuldstændig overflødig i den forbindelse, fordi det er et fuldt og helt sæt tøj. Og kjolen af sådan en type som skal ses, ikke en man gemmer under en trøje.

 

Jeg har jo ikke kunnet forhindre min mor i at lave det, men burde måske have sat foden mere ned omkring det, mens hun gjorde det  Det er forløbet ca. sådan her:

 

Min mor begyndte at snakke om at lave et sæt juletøj til M. Jeg tænkte, at december jo har mange dage og at der var rig lejlighed til at få det på. Mindede hende samtidig igen om, at jeg jo altså har købt en trøje til juleaften. Min mor går i gang med at strikke. Hun strikker en lignende kjole i lyserød, som jeg ser, og jeg synes at den er rigtig fin. Hun begynder at snakke om, hvad hun synes at M. skal have på til kjolen juleaften. Jeg får sagt (men tydeligvis ikke tydeligt nok) at det ikke nødvendigvis bliver juleaften, at jeg synes at hun skal have det på. Samtidig siger jeg, at jeg har tænkt mig at finde et par hvide strømpebukser til sættet. Min mor mener så i stedet, at det ville være sødere med gråt under.

 

Og min mor har så altså lige været her og afleveret komplet sæt tøj med strikket kjole og sko - og grå body og strømpebukser. Og går og siger til M: "Neeeej M., skal du have det på juleaften?" osv. Hvortil jeg så svarer, at "ja nu må vi se". Nu har jeg så tre valgmuligheder:

 

1: Jeg giver M. det tøj på, som jeg hele tiden har haft planlagt og egentlig synes, at hun skal have på. Og så bliver min mor uden tvivl såret og skuffet og vil slet ikke kunne forstå det, for hun har jo lavet sådan et fint sæt tøj til hende. Og argumentet vil jo helt klart være, at jeg da så kan give M. mit sæt tøj på alle mulige andre dage, men da godt kan unde min mor at få fornøjelse af at se hende i det som hun har lavet juleaften.

 

2: Jeg giver M. det tøj på som min mor har lavet for julefredens skyld og min mor 'vinder'. Og jeg kan sidde og føle mig som barnet, hvis mor beslutter det hele hen over hovedet på hende. 

 

3: Jeg giver M. min mors tøj på, men den trøje jeg har købt udover i protest - hvilket så betyder at ungen sikkert dør af varme og trøjen vil reelt set skjule kjolen min mor har lavet. Og ingen bliver rigtig glade.

 

Havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle ligge søvnløs over et skide sæt tøj  Men jeg føler mig bare virkelig overset og overrulet af hende på en eller anden måde  Og min indre teenager får virkelig lyst til at gøre oprør, men mit voksne jeg synes, at jeg er blevet lidt for gammel. Problemet er bare, at det jo ikke er en enestående situation og jeg forudser at den kommer igen, i mange afskygninger. 

 

For eksempel begyndte hun pludselig at tale om M.'s 1 års fødselsdag da hun var her og om hvilken kage hun ville lave til hende. Og så får jeg det altså sådan lidt: "Hey! Du kan da ikke bare planlægge M.'s fødselsdag hen over hovedet på mig" Og hvad nu hvis jeg gerne selv ville bage hendes fødselsdagskage? Eller slet ikke synes, at hun skal have en? Det er det der med, at hun aldrig spørger mig, men bare gør og bare antager  

 

Er der ikke nogen ting, der bare er forbeholdt barnets forældre og off-limit for bedsteforældre (med mindre de aktivt bliver inviteret til at deltage)? Jeg ender altid med at sidde og føle mig som hende den utaknemmelige, for udefra set, så har jeg jo bare en mor, der er virkelig engageret i sit barnebarn, hjælper os vildt meget og køber/laver ting til os i en uendelighed og det skulle man jo synes, var rart og dejligt. Men hvorfor føles det så ikke rigtig sådan?  Jeg sidder i højere og højere grad med følelsen af, at vi lidt er sådan et 'projekt' for hende og at hun overtager styringen med rigtig mange ting, som jeg måske egentlig selv synes er hyggeligt og gerne ville stå for.

 

Hvad siger I herinde? Betyder det noget for jer, selv at vælge det tøj, som jeres barn skal have på juleaften? Og vil I gerne selv planlægge deres fødselsdag, uden for meget (uopfordret) indblanding? Eller er jeg virkelig bare en sur, gammel, nærtagende og utaknemmelig datter? Jeg har normalt en rigtig god mavefornemmelse omkring hvad jeg synes er ok eller ikke, men den er så sløret i forbindelse med min mor af en eller anden årsag og jeg ender altid med at blive så usikker (hvilket så nærmest altid ender ud til hendes fordel, fordi jeg bare giver mig)  

 

 

Jeg ville sætte  foden benhårdt ned, og sige fra. Helt uden diskussion. Hun er din datter, og det er dig der er moderen. Din mor er ikke mor for din datter. Af uvisse årsager, så kan det være svært for bedsteforældre at forstå en gang imellem, jeg har også problemer med min mor fra tid til anden.

 

Min tanke er, hvis ikke du får sat nogle helt klare grænser nu, så kommer det til at være et fortløbende problem, som formentlig kun bliver accentueret af, at I flyttet tættere på din mor.

 

Nu er jeg måske den lidt kompromisløse type, men hvis jeg har sagt fra (og det hører jeg du har), så er det altså bare ærgerligt, hvis man gør tingene alligevel, og bliver såret, fordi man ikke lyttede til, hvad der blev sagt in the first place. Ud fra tidligere beskrivelser, så synes jeg lidt det lyder som om, at din mor har en tendens til bare at køre videre, selvom du egentlig har sagt fra. I min erfaring, så bliver man nødt til at sige fra, hvis man vil høres fremover, i det her tilfælde vildet være bare at give M trøjen på uden diskussion (jeg ville ikke engang kommentere det). Hvis det så bliver kommenteret, så ville jeg tørt bemærke, at hendes mor bestemmer hvad hun skal have på, indtil hun er gammel nok til at bestemme selv, og det vist er normen i vores samfund   Ej, måske lidt frækt det allersidste, men overdrivelse fremmer forståelsen.

 

Et andet eksempel er, hvor I skal holde jul. Hvis det var mig, så tror jeg, at jeg havde holdt på mit omkring at holde jul i det nye hus, og så sagt, at dem der havde lyst til at komme var meget velkomne. Jeg havde nok også tilføjet, at I som ny familie ønskede at starte jeres egne traditioner.

 

Når jeg har læst dine posts omkring din mor, så har jeg som en gennemgående tråd tænk, at hun har meget svært ved at acceptere, at du er en voksen kvinde, som er i stand til at tage dine egne beslutninger. Beslutninger, der i øvrigt er fuldt ud lige så valide som hendes egne. Det virker lidt som om hun stadig ser dig som et barn, som hun skal opdrage, og i en hvis grad har ret til at bestemme over. Måske lader du hende behandle dig sådan, fordi du er bange for, at hun bliver såret. Dog tror jeg ikke, at du kan få den relation til din mor, du ønsker, uden at hun bliver såret. Det er jo naturligt at man vil kontrollere sit eget liv, men jeg tænker også, det kan være svært at give helt slip på det barn man har opfostret i mange år, og det er jo ultimativt det man gør, når ens barn bliver "rigtig voksent" og stifter familie.

Dermed ikke sagt, at det ikke er sindssygt hårdt "bevidst" at såre nogen på den måde, men jeg tror måske det er en nødvendighed for at klippe det allersidste navlesnor.

 

Det blev lidt langt  Hvis det er en lille smule hårdt, så undskylder jeg, det er skrevet med kærlighed, og en ordentlig portion træthed (jeg burde være gået i seng for læææænge siden). Trætheden gør måske, at det er lidt mindre diplomatisk skrevet, end jeg normalt ville gøre det  

[Alura]

On 19/12/2016 at 6:58 AM, LulleS said:

Sådan som du har det med det hele ville jeg vælge løsning Nr.  1.  

 

Og pænt forklare hende at du synes særet er meget fint og st du glæder dig til at hun skal have det på en af juledagene, men at det ikke bliver juleaften, fordi du der allerede havde lavet planer for hendes tøj. Og når hun så bliver skuffet, ville jeg gentage præcis det samme du sagde før. Ikke hoppe med ind i hendes følelser, for det her handler ikke om dig, men om hende. Og derfor er der heller igen grund til at du skal have dårlig samvittighed. 

Evt. Diskussioner om hvorfor din trøje kan bruges alle andre dage kan lukkes hurtigt ved at gentage at du har besluttet noget andet inden hun begyndte, men at du synes sættet er fint og at du glæder dig til at se din datter i det en af de andre dage. Og så ville jeg så vidt muligt ignorere surmuleri - det skal smiles væk  

 

Edit:  og den model  ville jeg bruge i alle henseender. "Jeg har besluttet noget andet, men jeg vil rigtigt gerne have din hjælp til x eller y i stedet for" - faktisk ligesom jeg gør med min 5-årige  

 

Åhh altså, da jeg læste dit svar, kunne jeg mærke at jeg fik helt ondt i maven bare ved tanken om at vælge den løsning. Jeg hader at jeg skal have det så svært med konfrontationer med min mor  Hun er nemlig ret god til det der med at prikke til den dårlige samvittighed og selvom min mor irriterer mig grænseløst nogle gange, så elsker jeg hende også og har lidt beskyttertrang overfor hende og ønsker jo dybest set ikke at gøre hende ked af det. Men det føler jeg så også bliver brugt lidt mod mig ind i mellem (hvad end det er bevidst eller ej, skal jeg ikke helt kunne udtale mig om) og det gør mig også bare lidt irriteret og trodsig! 

 

On 19/12/2016 at 7:55 AM, PernilleMaj said:

Helt enig med lulles.

 

- du havde planlagt tøjet og du havde fortalt hende det før hun begyndte at lave det. Hun er ikke Minkas mor, det er du. Derfor bestemmer du (!) over dit (!) barn.

 

Hehe, ja det har hun det jo så lidt med at glemme ind i mellem  At det ikke er hende, der er M's mor altså. Hun kom til at sige "Skal du op til mor?" til M., så sent som sidste gang hun var her - og det var vel at mærke hende selv - og ikke mig - hun refererede til. Det er sket et par gange efterhånden  

 

On 19/12/2016 at 7:58 AM, Barbamama said:

Alura, jeg har et par gange (både i vrede og med smil) sagt til mine forældre, at bedsteforældre har NUL rettigheder over mine børn, men at jeg selvfølgelig rigtig gerne ser at de er en del af deres liv

 

Det er hårdt sagt, og gælder selvfølgelig ikke regler i bedsternes eget hjem og sådan, men ellers står jeg ved det. Og jeg forsøger at gøre det uden korslagte arme og foden hårdt i jorden, men simpelthen ved at leve efter, at det selvfølgelig er fuldstændig naturligt, at det er mig og Brian der bestemmer.

 

Jeg forstår godt, at du synes, det er en svær situation, og selvom jeg ikke konkret har været i dén situation, kan jeg sagtens føle stemningen.

 

Jeg tror, vores kære kærlige forældre skal lære, at vi er blevet voksne og selv bestemmer (og at vores valg kan være lige så gode som deres selvom valgene er forskellige), og måske skal vi også nogle gange lære det selv? Det er jo en omstilling fra "sidste gang" vi indgik i en barn-voksen-relation med vores forældre, for der var vi jo barnet... Giver det mening?

 

Anyway, jeg synes 100% at du skal give M "din" trøje på og selv bestemme evt kage til hendes fødselsdag, og jeg tror det giver færrest konflikter på længere sigt, hvis du så hurtigt som muligt får lært din mor, at du er den voksne i det her. Det tror jeg også, du bliver gladest for til jul. Men jeg forstår omvendt godt, hvis du ikke orker og bare gør som mor siger.

 

Konkret ville jeg bare give M "dit" tøj på, og forsøge at undgå at snakke om det, når din mor lytter. Ikke selv drage opmærksomhed til det, og hvis mor gør, så luk den hurtigt og casual med noget a la "Nååå, jamen den får hun på imorgen" og så et emneskift.

 

Lettere sagt end gjort, I know

 

Jeg er helt enig i det med, at bedsteforældre som sådan ikke har nogen som helst rettigheder. Tror bare at min mor ser lidt anderledes på det. Hun tillader sig i hvert fald at tage en masse for givet og forvente en hel masse - og så blive såret og skuffet (hvilket hun giver tydeligt udtryk for) hvis hendes forventninger ikke bliver opfyldt. 

 

Jeg troede faktisk at min mors og mit forhold var fulgt med tiden og at vi netop var kommet ud af det der mor/barn forhold og rykket videre til et "nu er vi to voksne" forhold. Jeg har brugt rigtig meget tid på at sige fra overfor min mor tidligere og har helt konkret brugt sætningen "det er mit liv mor, det skal du ikke bestemme!". Det har været nødvendigt at sige det så kontant og hun er blevet lidt småfornærmet ind i mellem, men med tiden er det blevet noget, som jeg kan sige med et glimt i øjet og så ved hun, at nu overtræder hun mine grænser. "Nå nå, der blev jeg nok for mor-agtig", kan hun så sige.

 

Men det er som om, at vi bare er rykket tilbage til start, efter at jeg blev gravid og at jeg nu skal til at sige fra og sætte grænser helt forfra igen. Jeg har egentlig altid forestillet mig, at det ville styrke vores forhold, når jeg blev mor engang, men indtil videre synes jeg faktisk, at der er sket det helt modsatte og det er da lidt trist  

 

On 19/12/2016 at 0:37 PM, millivanilli said:

Alura: Jeg er enig med Barbamama. Tror det er vigtigt at få trukket grænserne op nu her så "tidligt" i M's liv, sådan at problemet ikke bliver ved med at vokse.

 

Samtidigt tror jeg det er vigtigt at vise at man sætter pris på bedsteforældrenes interesse og indsats. Kan ikke forestille mig at du ikke viser det, men jeg vil lige nævne det alligevel, sådan generelt set. Jeg hører ofte om børn der får sat grænser for deres forældre på en "for hård" måde, hvilket kan resultere i at bedsteforældrene (deres forældre) bliver skræmt, trækker sig, eller ikke længere gider/tør involvere sig særlig meget i børnebørnene, af frygt for at "alt de gør er forkert".

 

Måske kan du sige tydeligt ifra overfor det med tøjet juleaften, men så kort tid senere bede om hjælp eller råd fra din mor til noget med M? Så hun føler at du virkelig værdsætter hendes interesse og hendes erfaring og viden? 

 

Det er en god pointe du har og jeg hører hvad du siger  Det evigt tilbagevendende problem mellem min mor og jeg er, at vi ikke har de samme behov. Hun har behov for langt mere kontakt med mig, end jeg har med hende. Hun har behov for at 'hjælpe' mig (være involveret og have indflydelse), langt mere end jeg har behov for hjælp fra hende. Så uanset hvor meget jeg involverer hende, så er det aldrig rigtig nok. Og mine grænser bliver overskredet langt inden hendes behov bliver opfyldt. Så en af os, og som regel os begge, ender altid med at være utilfredse og det er en udfordring, som jeg simpelthen ikke ser nogen forkromet løsning på  

 

Jeg siger rigtig ofte tak til min mor. Både med ord og med gaver. Så det er ikke fordi at jeg aldrig viser at jeg værdsætter hende og hendes hjælp. For det gør jeg jo også. Men hun 'pådutter' mig også bare rigtig ofte noget hjælp (indblanding) som jeg slet ikke har bedt om.

 

19 hours ago, Lady H said:

Hmm, her er jeg med dig. Jeg ved ikke, hvilken konkret valgmulighed, jeg ville ende på - men jeg ville være obs på at holde fast i at være berettiget til at træffe egne valg angående eget hjem og barn. Jeg er ligeglad med juletøjet, og input modtages til fødselsdag osv, men det der ville ringe nogen alarmklokker hos mig i forhold til at ende med at blive helt umyndiggjort  Nu er jeg så også selv loge pt ekstra gnaven på min egen mor - det hjælper ikke...  

 

Jeg er egentlig også ligeglad med juletøjet. Men jeg er ikke ligeglad med princippet i, at hun bevidst overhører mig. Det er nok der, at skoen den trykker. Jeg er i princippet heller ikke så hell bent på at skulle lave den fødselsdagskage selv - men jeg bliver irriteret over at hun bare tager ting for givet og aldrig spørger mig først, men bare antager. 

 

Og kram for at din mor heller ikke ligefrem har bidraget til den gode julestemning  Håber at hun kom ind i dansen og fik ringet selv.

 

14 hours ago, roselein said:

 

Jeg ville sætte  foden benhårdt ned, og sige fra. Helt uden diskussion. Hun er din datter, og det er dig der er moderen. Din mor er ikke mor for din datter. Af uvisse årsager, så kan det være svært for bedsteforældre at forstå en gang imellem, jeg har også problemer med min mor fra tid til anden.

 

Min tanke er, hvis ikke du får sat nogle helt klare grænser nu, så kommer det til at være et fortløbende problem, som formentlig kun bliver accentueret af, at I flyttet tættere på din mor.

 

Nu er jeg måske den lidt kompromisløse type, men hvis jeg har sagt fra (og det hører jeg du har), så er det altså bare ærgerligt, hvis man gør tingene alligevel, og bliver såret, fordi man ikke lyttede til, hvad der blev sagt in the first place. Ud fra tidligere beskrivelser, så synes jeg lidt det lyder som om, at din mor har en tendens til bare at køre videre, selvom du egentlig har sagt fra. I min erfaring, så bliver man nødt til at sige fra, hvis man vil høres fremover, i det her tilfælde vildet være bare at give M trøjen på uden diskussion (jeg ville ikke engang kommentere det). Hvis det så bliver kommenteret, så ville jeg tørt bemærke, at hendes mor bestemmer hvad hun skal have på, indtil hun er gammel nok til at bestemme selv, og det vist er normen i vores samfund   Ej, måske lidt frækt det allersidste, men overdrivelse fremmer forståelsen.

 

Et andet eksempel er, hvor I skal holde jul. Hvis det var mig, så tror jeg, at jeg havde holdt på mit omkring at holde jul i det nye hus, og så sagt, at dem der havde lyst til at komme var meget velkomne. Jeg havde nok også tilføjet, at I som ny familie ønskede at starte jeres egne traditioner.

 

Når jeg har læst dine posts omkring din mor, så har jeg som en gennemgående tråd tænk, at hun har meget svært ved at acceptere, at du er en voksen kvinde, som er i stand til at tage dine egne beslutninger. Beslutninger, der i øvrigt er fuldt ud lige så valide som hendes egne. Det virker lidt som om hun stadig ser dig som et barn, som hun skal opdrage, og i en hvis grad har ret til at bestemme over. Måske lader du hende behandle dig sådan, fordi du er bange for, at hun bliver såret. Dog tror jeg ikke, at du kan få den relation til din mor, du ønsker, uden at hun bliver såret. Det er jo naturligt at man vil kontrollere sit eget liv, men jeg tænker også, det kan være svært at give helt slip på det barn man har opfostret i mange år, og det er jo ultimativt det man gør, når ens barn bliver "rigtig voksent" og stifter familie.

Dermed ikke sagt, at det ikke er sindssygt hårdt "bevidst" at såre nogen på den måde, men jeg tror måske det er en nødvendighed for at klippe det allersidste navlesnor.

 

Det blev lidt langt  Hvis det er en lille smule hårdt, så undskylder jeg, det er skrevet med kærlighed, og en ordentlig portion træthed (jeg burde være gået i seng for læææænge siden). Trætheden gør måske, at det er lidt mindre diplomatisk skrevet, end jeg normalt ville gøre det  

 

Altså jeg har altid haft svært ved at sige fra overfor min mor. Af to helt basale årsager, tror jeg. 1: min mor har, indtil jeg mødte min mand, ofte været den eneste konstante i mit liv. Den eneste der rigtig var der for mig og som jeg kunne regne med, også som barn. Så jeg har aldrig rigtig haft 'råd' til at risikere mit forhold med hende. 2: min mor har da heller ikke altid haft det lige nemt og jeg får nemt lidt ondt af hende. Jeg vil gerne beskytte hende og har det rigtig skidt med at gøre hende ked af det. Hun trækker så til gengæld ofte selv offerkortet, så snart hun ikke får tingene som hun gerne vil have det og kan på den måde godt være (sådan som det opfattes fra min side i hvert fald) lidt dominerende og manipulerende. Sådan tror jeg bestemt ikke at hun ser sig selv! Hun er meget dårlig til at tage kritik (også den konstruktive slags) og bliver sådan meget passive aggressive. Så ofte er det nemmest blot at lade hende få tingene som hun vil, hvis man alligevel ikke selv har noget investeret i det, så der ikke bliver for meget drama og jeg har altid (i hvert fald tidligere i livet) været lidt konfliktsky og haft lidt pleaser-mentalitet, så sådan er det ofte endt. 

 

Til det i rødt: det er ret sjovt at du nævner det, for det var jo netop det, som min mand og jeg gerne ville. Selv få lidt indflydelse på julen og hvad den skal indeholde. Og min mor har så sent som i sidste uge, da hun var her, sagt til mig, at nu skulle vi jo tænke over at lave nogle traditioner. Surprise surprise viste det sig jo så, at hun mente traditioner som hun skulle være inkluderet i. Som at vi alle skulle ud og hente juletræ sammen den 23. for eksempel. Igen er det hendes idéer om, hvad hun godt kunne tænke sig. Jeg tænker nu, at den 23. kommer til at gå til at holde jul med nogle andre i familien. Hun kan jo ikke få alle dagene altså.

 

Jeg har nu besluttet at vi laver en tradition der hedder, at første juledag (hvor der altid har været tradition for at vi holdt julefrokost sammen som familie), der vil vi være hjemme. Alene! Kun mig, min mand og M. Ikke kun i trods (men også lidt det ), men fordi jeg tænker, at det sikkert vil være godt for M. at få en rolig og afslappende dag derhjemme ovenpå juleaften, uden at der skal ske en hel masse. Min mor skal i forvejen bare prise sig lykkelig for, at hun ikke har 'konkurrence' fra andre bedsteforældre omkring juleaften. Min mands forældre ser vi jo ikke og hverken min biologiske- eller min stedfar går op i at holde jul, så hun får jo juleaften hvert eneste år.

 

Helt generelt: jeg har gået og grumlet lidt over det med tøjet i en dags tid nu og er kommet frem til, som jeg skrev i mit svar til Lady H foroven, at det egentlig ikke betyder så meget for mig, hvad tøj M. har på juleaften. Det er princippet, der betyder noget. Det principielle i, at hun helt bevidst vælger at overhøre og ignorere mine ønsker og de ting jeg melder ud. Fordi noget andet passer hende bedre. Det irriterer mig. Omvendt så tænker jeg, at jeg burde have meldt det endnu klarere ud. Sagt helt tydeligt: "du må hjertens gerne lave det tøj mor, men du må bare ikke forvente at hun får det på juleaften, for jeg har allerede købt tøj til hende til juleaften". Altså jeg har jo haft sagt, at jeg havde købt tøj til hende til juleaften, men jeg har jo ikke sådan direkte haft sagt "hvis du laver det der, så får hun det altså ikke på juleaften". Jeg troede lidt at det gav sig selv grundet førstnævnte udmelding, men det gjorde det så åbenbart ikke for min mor  

 

Jeg kan godt unde min mor at hun får lov at se hende i det tøj den dag, så jeg tror, at det er sådan det bliver. Til gengæld ligger det mig meget på sinde, at få meldt helt klart ud omkring den slags fra nu af, for ellers kommer det til at skabe konflikter i længden, tror jeg. Så hvis nu fødselsdagskagen (eller alt andet omkring planlægning af den dag) kommer på banen igen, så har min mand og jeg aftalt at hun får at vide at "Tak for tilbuddet mor, men det vil vi gerne selv stå for" og at hun bliver inviteret til fødselsdag på lige fod med alle andre og bare skal sørge for at komme og være mormor og hygge sig på dagen. Og til næste år vil jeg, rent principielt, selv have lov at vælge, hvilket tøj hun skal have på til jul. Og have lov at holde jul hjemme. Nå! Det er vist så diplomatisk, som det kan blive, tror jeg. 

 

Jeg er kommet stærkt fra start ved at have sagt fra overfor hende i dag i en anden (men ligeledes julet) sammenhæng. Det blev hun ikke glad for og både offer- og dårlig-samvittigheds-kortet blev også trukket, men jeg undlod at give efter og stod fast. Yay me!  

[Mrs-Rina]

Sådan, Alura  

[PernilleMaj]

58 minutes ago, Alura said:

Hehe, ja det har hun det jo så lidt med at glemme ind i mellem  At det ikke er hende, der er M's mor altså. Hun kom til at sige "Skal du op til mor?" til M., så sent som sidste gang hun var her - og det var vel at mærke hende selv - og ikke mig - hun refererede til. Det er sket et par gange efterhånden

 

 

Jeg mindes at du før har skrevet om udfordringerne i, at din mor ikke respekterer dine valg - og at vi i den forbindelse snakkede om, at hun måske følte at hun fik en ekstra chance til at være mor. Jeg synes, det er bekymrende, at hun "kommer til" at kalde sig selv for mor overfor M. i stedet for mormor. Men jeg håber virkelig I kan finde en balance med dig som mor og hende som mormor, uden at der bliver kappet flere bånd end nødvendigt.

 

Men godt gået at du fik sagt fra med noget andet!

[Ihpets-mortilto]

Alura: årh hun lyder på nogenpunkter som min sviger  hun kalder sig også mor af og til og reagerer på mor (henvendt til mig) og jeg dør sku lidt inden i hver gang.

[Alura]

5 hours ago, Mrs-Rina said:

Sådan, Alura  

 

Haha, tak hvor er du sød  Det føles bare godt, når man endelig får sagt fra ind i mellem  

[Alura]

4 hours ago, PernilleMaj said:

 

Jeg mindes at du før har skrevet om udfordringerne i, at din mor ikke respekterer dine valg - og at vi i den forbindelse snakkede om, at hun måske følte at hun fik en ekstra chance til at være mor. Jeg synes, det er bekymrende, at hun "kommer til" at kalde sig selv for mor overfor M. i stedet for mormor. Men jeg håber virkelig I kan finde en balance med dig som mor og hende som mormor, uden at der bliver kappet flere bånd end nødvendigt.

 

Men godt gået at du fik sagt fra med noget andet!

 

Altså jeg tror vitterlig at hun reelt set kommer til at sige det med mor. Altså jeg tror ikke, at det er en bevidst handling. Men jeg synes alligevel at det siger noget om, hvad hendes underbevidsthed tænker/føler og hvordan hun ser sin egen rolle og det er det, som jeg gerne vil have gjort lidt op med  

 

Og ja, det var godt at få sagt fra på det andet punkt  Også selvom det ikke faldt i god jord.

[FruOvervejelse]

8 minutes ago, Alura said:

 

Altså jeg tror vitterlig at hun reelt set kommer til at sige det med mor. Altså jeg tror ikke, at det er en bevidst handling. Men jeg synes alligevel at det siger noget om, hvad hendes underbevidsthed tænker/føler og hvordan hun ser sin egen rolle og det er det, som jeg gerne vil have gjort lidt op med  

 

Og ja, det var godt at få sagt fra på det andet punkt  Også selvom det ikke faldt i god jord.

Min mor har altså også kommet til det flere gange, og hun betragter ikke sig selv som mor for min søn

[Guest]

12 minutes ago, Fru.Mor said:

Min mor har altså også kommet til det flere gange, og hun betragter ikke sig selv som mor for min søn

Min veninde og jeg får også tit sagt det til hinandens børn.. Det ryger lissom' bare ud!

[FruOvervejelse]

3 minutes ago, FruLR said:

Min veninde og jeg får også tit sagt det til hinandens børn.. Det ryger lissom' bare ud!

Jeg har også sagt det til min niece

[Alura]

4 hours ago, Stephi-moren said:

Alura: årh hun lyder på nogenpunkter som min sviger  hun kalder sig også mor af og til og reagerer på mor (henvendt til mig) og jeg dør sku lidt inden i hver gang.

 

Jeg bliver også lidt træt inden i over det og får lyst til at rette hende, men har altså endnu ikke gjort det. Lader bare som om, at jeg ikke hører det. Siger du noget? 

[Alura]

49 minutes ago, Fru.Mor said:

Min mor har altså også kommet til det flere gange, og hun betragter ikke sig selv som mor for min søn

 

37 minutes ago, FruLR said:

Min veninde og jeg får også tit sagt det til hinandens børn.. Det ryger lissom' bare ud!

 

34 minutes ago, Fru.Mor said:

Jeg har også sagt det til min niece

 

Jamen måske jeg skal lade tvivlen komme hende til gode så  Jeg er dog aldrig selv kommet til at sige det til andres børn og har egentlig svært ved at forestille mig, at det skulle ske. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig  

 

Det er dog ingen hemmelighed, at min mor altid brændende har ønsket sig flere børn, men ikke fået det. Og jeg føler ofte lidt, at hun lever den der drøm om et barn mere ud gennem mig og M. Og at grænserne mellem hvornår og hvordan man er henholdvis mor og mormor, ind i mellem bliver lidt udviskede for hende.

 

Det er jo ikke kun det der med at hun kommer til at kalde sig selv mor, men mere et sammenfald af mange ting. Altså damen er over 60 år og alligevel er graviditet.dk listet som en af hendes yndlingssider inde på Facebook. Hun har prøvet at argumentere for, at M. skulle have flaske (på trods af at min amning er forløbet helt problemfrit fra start), sådan så hun kunne give hende mad. Min mand og jeg føler ofte, at hun egentlig helst så ryggen af os, fordi hun gerne vil være alene med M. Hun tager helt for givet at M. da skal på ferie hos hende og virker irriteret over, at jeg ikke føler behov for at få hende passet endnu. 

 

Jeg tror jo ikke, at min mor faktisk bilder sig ind, at hun er mor til M., slet ikke. Men jeg har behov for at få trukket grænserne lidt op og at hun ikke presser så meget på med det, der er hendes behov hele tiden. M. er altså ikke sat i verden, med det formål at fylde et tomrum i hendes liv.

[Mrs-Rina]

B skriger, jeg går ind til ham, forsøger at putte i 45min, går på toilet, far overtager imens, og B skriger nu på 10. min efter sin mor. Hvornår kaster man håndklædet i ringen, og skal man overhovedet gøre det?

 

Det er bare langt over alles sengetid, jeg har arbejdet 10 timer (og læg så 3 timers transport oveni), og jeg har pisse travlt igen i morgen. Gider juleferien ikke godt bare starte nu?

 

Edit: det tog så 15min før han nogenlunde accepterede far, nu kun med sporadiske øf. Og et grin  godt så..

 

1min senere: luftalarmen startede igen...  efterfulgt af stilhed?! Ej men så sov dog...

[Alura]

23 minutes ago, Mrs-Rina said:

B skriger, jeg går ind til ham, forsøger at putte i 45min, går på toilet, far overtager imens, og B skriger nu på 10. min efter sin mor. Hvornår kaster man håndklædet i ringen, og skal man overhovedet gøre det?

 

Det er bare langt over alles sengetid, jeg har arbejdet 10 timer (og læg så 3 timers transport oveni), og jeg har pisse travlt igen i morgen. Gider juleferien ikke godt bare starte nu?

 

Edit: det tog så 15min før han nogenlunde accepterede far, nu kun med sporadiske øf. Og et grin  godt så..

 

1min senere: luftalarmen startede igen...  efterfulgt af stilhed?! Ej men så sov dog...

 

Håber at han overgiver sig snart, så du kan få noget søvn og få samlet lidt energi til dagen i morgen  

[Mrs-Rina]

6 hours ago, Alura said:

 

Håber at han overgiver sig snart, så du kan få noget søvn og få samlet lidt energi til dagen i morgen  

 

Der gik ca 45min med far, men så var der også stille hele natten, heldigvis!

[Bolsin]

En kvinde jeg aldrig før har mødt, har lige været på besøg i mit hjem i en time. Hun var her for at hente den julekurv jeg havde lavet til hende og hendes to drenge. Og jeg er nærmest knust inden i! Af alle mennesker jeg har mødt, er hun muligvis den som har haft det værste liv  Shit, hun har været udsat for meget grimt 

Og hun har bare INTET!!! Jeg gav hende bla. en pakke grødris - hvorefter jeg så fandt ud af, at hun ikke havde råd til at kunne købe mælk til risengrøden, og derfor bare ville lave den på vand. Da jeg efterfølgende gav hende en 20'er, ville hun først ikke tage imod den, da hun ikke kunne give tilbage - for som hun sagde, så koster en liter mælk kun 6 kr. og en 20'er er mange penge  Ej, men det føltes SÅ underligt. At stå i mit store hus, og absolut ikke mangle noget som helst, mens der står en kvinde foran mig, som lever på BUNDEN af samfundet (det var også hendes egne ord), og så bare give hende ting. 

 

Men når dét så er sagt, så er jeg GLAD for at kunne hjælpe hende. Da hun gik herfra, var det med et smil på hendes læber og ordene "Det bliver den bedste jul, nogensinde!" Og dét varmer  

Jeg havde sørge for en pose med cola, grødris, pasta, marcipan, nougat, smeltechokolade, fyldte chokolader, juleskum, chokoladejulemænd, saftevand, hjemmebagte julesmåkager og to pakker lego til hendes børn. Hun pakkede så selv gaverne ind mens hun var her - og var helt ydmyg over at måtte pakke ind i fint papir (som egentlig bare var noget børne-julepapir jeg havde liggende). Da hun så at der stod Tupperware over alt, fortalte jeg hende, at jeg sælger det, og hun sukkede. Hun havde altid drømt om at eje noget Tupperware, men det var simpelthen for dyrt til at hun kunne komme i nærheden af det. Jeg gik hende på klingen og fandt ud af, at det hun ønskede allermest, var en skål jeg havde fået i gave fra Tupperware på et tidspunkt - og aldrig har brugt - og heller aldrig ville få brug for til andet end at vise frem ved demoer. Så den fik hun også med - som hendes julegave  Hun stod nærmest med tårer i øjnene. 

[FruOvervejelse]

1 minute ago, Bolsin said:

En kvinde jeg aldrig før har mødt, har lige været på besøg i mit hjem i en time. Hun var her for at hente den julekurv jeg havde lavet til hende og hendes to drenge. Og jeg er nærmest knust inden i! Af alle mennesker jeg har mødt, er hun muligvis den som har haft det værste liv  Shit, hun har været udsat for meget grimt 

Og hun har bare INTET!!! Jeg gav hende bla. en pakke grødris - hvorefter jeg så fandt ud af, at hun ikke havde råd til at kunne købe mælk til risengrøden, og derfor bare ville lave den på vand. Da jeg efterfølgende gav hende en 20'er, ville hun først ikke tage imod den, da hun ikke kunne give tilbage - for som hun sagde, så koster en liter mælk kun 6 kr. og en 20'er er mange penge  Ej, men det føltes SÅ underligt. At stå i mit store hus, og absolut ikke mangle noget som helst, mens der står en kvinde foran mig, som lever på BUNDEN af samfundet (det var også hendes egne ord), og så bare give hende ting. 

 

Men når dét så er sagt, så er jeg GLAD for at kunne hjælpe hende. Da hun gik herfra, var det med et smil på hendes læber og ordene "Det bliver den bedste jul, nogensinde!" Og dét varmer  

Jeg havde sørge for en pose med cola, grødris, pasta, marcipan, nougat, smeltechokolade, fyldte chokolader, juleskum, chokoladejulemænd, saftevand, hjemmebagte julesmåkager og to pakker lego til hendes børn. Hun pakkede så selv gaverne ind mens hun var her - og var helt ydmyg over at måtte pakke ind i fint papir (som egentlig bare var noget børne-julepapir jeg havde liggende). Da hun så at der stod Tupperware over alt, fortalte jeg hende, at jeg sælger det, og hun sukkede. Hun havde altid drømt om at eje noget Tupperware, men det var simpelthen for dyrt til at hun kunne komme i nærheden af det. Jeg gik hende på klingen og fandt ud af, at det hun ønskede allermest, var en skål jeg havde fået i gave fra Tupperware på et tidspunkt - og aldrig har brugt - og heller aldrig ville få brug for til andet end at vise frem ved demoer. Så den fik hun også med - som hendes julegave  Hun stod nærmest med tårer i øjnene. 

 Det må føles så godt at kunne hjælpe på den måde!

Jeg har desværre ikke fået er match på min juledonation

[Bolsin]

Just now, Fru.Mor said:

 Det må føles så godt at kunne hjælpe på den måde!

Jeg har desværre ikke fået er match på min juledonation

Det føltes godt, men også meget underligt at have så meget, når andre har så lidt

Jeg har fundet hende her i facebookgruppen "Mad og Ting til udsatte"  

[BabyBlue]

Puha, Bolsin, hvor er det tragisk at nogle kan blive helt benovede over at få 20 kr.  

Dejligt du kunne hjælpe hende