Far, Mor og ADHD (Tv program)

[Forunderligt]

Jeg så denne spændende dokumentar i aftes og syns den skal deles - jeg syns den er virkelig interessant og tankevækkende, også for familier uden ADHD børn. Kort fortalt følger man 3 familier som følger et nyt behandlingsprogram, hvor man prøver at se på familien og ikke kun på barnet og hjælper forældrene med nogle redskaber som kan hjælpe dem med at få en lettere hverdag. 

 

https://www.dr.dk/tv/se/far-mor-og-adhd/far-mor-og-adhd-1-2

[Forunderligt]

.

[Emilie]

Jeg så også programmet og synes det var vildt spændende.. jeg tænker at det er enormt godt givet ud at "behandle" forældrene også, for det må godt nok være lidt af en udfordring at have et barn med ADHD. Jeg tror at mange forældre nok desværre ryger lidt ud på et sidespor i ren frustration, så det er super fornuftigt lige at få lært dem nogle hensigtsmæssige værktøjer, så de på bedste vis kan rumme deres børn og give dem de bedste vilkår for at blive nogle velfungerende mennesker :)

[Guest]

Jeg så det i går. Jeg synes, det burde være obligatorisk, at man inddrager forældrene og giver dem kurser, når et barn får en diagnose men også senere som opfølgning. Evt. som workshops. Det sker kun i et begrænset omfang, og så er det bare ikke alle, der er lige opsøgende/ressourcestærke. I virkeligheden var det jo nogle ret enkle ting, de blev bedt om at gøre, men det er jo virkeligt svært, hvis man er fastlåst i en måde at gøre tingene på. Den med uret bruger min bror og svigerinde også til min nevø, der har asperger. Det er jo super enkelt, men der er en god pointe i, at det forbereder barnet på, at der vil komme et skift :) Den kunne jeg godt overveje at bruge, når S bliver større, selvom om hun nok ikke har en diagnose.

[FruOvervejelse]

Så fik jeg også set programmet, og mit hoved er fuld af tanker. Jeg undrer mig altid over ADHD som diagnose. I Frankrig findes det ikke, så hvorfor er fremkomsten SÅ høj i dk? 14 børn bliver diagnosticeret hver dag! :O Jeg tror rigtig meget på, at forældrene spiller en altafgørende rolle, og jeg synes også tydeligt, man fornemmer i programmet, at de forældre som formår at gøre, som de lærer på kurset, mærker en forskel, hvorimod Anders' forældre, som dybest set ikke rigtig følger opgaverne og er dybt uenige om opdragelse, ikke rigtig rykker nogle vegne.

Jeg bliver sikkert ikke populær ved at skrive det, men jeg tænker rigtig tit, når jeg ser ADHD-børn, at det handler rigtig meget om inkonsekvente forældre og manglende vedholdenhed.

[Emilie]

Så fik jeg også set programmet, og mit hoved er fuld af tanker. Jeg undrer mig altid over ADHD som diagnose. I Frankrig findes det ikke, så hvorfor er fremkomsten SÅ høj i dk? 14 børn bliver diagnosticeret hver dag! :O Jeg tror rigtig meget på, at forældrene spiller en altafgørende rolle, og jeg synes også tydeligt, man fornemmer i programmet, at de forældre som formår at gøre, som de lærer på kurset, mærker en forskel, hvorimod Anders' forældre, som dybest set ikke rigtig følger opgaverne og er dybt uenige om opdragelse, ikke rigtig rykker nogle vegne.

Jeg bliver sikkert ikke populær ved at skrive det, men jeg tænker rigtig tit, når jeg ser ADHD-børn, at det handler rigtig meget om inkonsekvente forældre og manglende vedholdenhed.

:ditto til det sidste..

[Forunderligt]

.

[AS2014]

Meget enig Saga74!

Vil lige tilføje, at bare fordi en diagnose ikke "findes" i et land, er jo ikke ensbetydende med, at der ikke findes personer i det land, som kunne opfylde kravene for diagnosen.. Og som så måske ender med at blive puttet under andre diagnosekoder i stedet.. I dk findes diagnosen vinterdepression ikke (dvs der er ikke nogen kode for det, så officielt kan man ikke give nogen den diagnose), men den findes i f.eks USA - betyder det så at vi ikke har nogen i dk der lider af vinterdepression? Det tror jeg ikk.

Mener ikke man kan se så sort/Hvidt på det og bare konkludere at fordi en diagnose ikke findes, findes der ikke personer med de symptomer..

Og en anden ting - kender en der er vokset op i Frankrig. Det er godt nok nogle år siden hun gik i folkeskole, men hold da op - det var kæft, trit og retning og fysisk afstraffelse var ikke en sjældenhed. Tror man kan kue/true de fleste børn til at blive/sidde stille. Men "kurerer" det dem eller gør at de koncentrere sig om at lære noget? Og er det metoder man vil benytte i dk i stedet?

[Ihpets-mortilto]

Det syns jeg måske er lidt hårdt - altså jeg er slet ikke i tvivl om at forældre kan påvirke deres børn rigtig meget både i positiv og negativ retning. Og med ADHD børn er der særlig brug for at forældrene bliver guidet i nogle metoder der kan skabe ro for barnet og dermed for familien.

Men at sige (eller antyde) at ADHD slet ikke findes... hvad er der så tilbage, at det er forældrene der på en eller anden måder fejler totalt og ødelægger deres børn, og får dem til at have koncentrationsbesvær for livet? Så kan vi konkludere at det er "dårlige forældre" der får ADHD børn? Det værste ved ADHD er efter min meninging ikke "H"et, selv om det er det som ofte springer så meget i øjnene. Altså at nogle af de her børn er hyperaktive og ustyrlige. Det værste er den uro de har inden i hovedet, som totalt spænder ben for koncentration, som forhindrer dem i at lære og bruge deres potentiale, og som ofte følger dem hele livet. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad det skyldes (men jeg har læst og hørt at det skyldes noget i hjernen!) men det skaber en form for stress tilstand hos de børn og voksne som har lidelsen. Ej jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg er faktisk rystet over nogle stadig kan mene det ikke findes. Om der diagnosticeres for mange børn i DK har jeg ingen mening om. Jeg tænker når der kommer en diagnose så kommer hjælpen også, så det må være fra børn og familier som føler de har brug for hjælp det kommer. Og så er det da helt fantastisk hvis vi nu har nogle behandlings værktøjer som kan hjælpe familierne og ikke "bare" putte medicin i barnet, selv om det sikkert nogle gange er det som skal til.

SÅ enig!

Og tak for at der findes behandling! Min mand har det så meget nemmere når han husker sine piller (og mig også, han er nemlig nærmest umulig at fastholde i en samtale uden.).

[Emilie]

Det er ikke fordi jeg mener, at ADHD slet ikke findes.. men jeg tror at nogle får diagnosen uden at de faktisk har sygdommen/tilstanden. Ved nogle børn tror jeg virkelig at der ligger andre ting under..

Jeg er meget enig med JustMe.

[Minlillekrudtmås]

Jeg ved at en del adoptivbørn udviser tegn på ADHD, og der er nok også alt for mange som er blevet diagnosticeret med det.

Ihvertfald i adoptionssammenhæng spiller ofte stress, tilknytningsforstyrelsr mm ind, og hvis man bare arbejder med de problematikker først, så ses der ofte en forbedring af symptomerne.

[Guest]

Jeg tror desværre, at der i vores samfund mangler nogle rammer, der giver plads til, at man ikke er helt normal, og eksempelvis det faktum, at der arbejdes meget med par-og gruppearbejde i skolesystemet, får også de, der har svært ved sociale koder og løse rammer, til at falde mere ved siden af end tidligere. Det tror jeg er med til at forklare den stigende diagnosticering. Det og så selvfølgelig opmærksomhed og erkendelse af, at der findes de her diagnoser, og at man kan hjælpe.

[Pumpkins]

Jeg tror bestemt på at ADHD findes, og jeg er ikke i tvivl om, at de forældre er på arbejde!!!

Jeg ved, at fx PTSD hos børn kan give samme symptom-billede, og ligeledes kan omsorgssvigt. Så kan man jo diskutere hvorvidt der er børn som måske får en ADHD-diagnose hvor en grundigere udredning kunne vise et dybere problem, i mangel på bedre ord.

Jeg mener, der findes dårlige forældre - det er fakta! Så hvis der er børn som reelt er omsorgssvigtede som får diagnosen, så er det uden tvivl synd for det barn, som får et stempel uden at der kigges på miljøet.

Nogle mener - og jeg ved ikke om det er sandt - at de børn hvor ADHD-medicin ikke har effekt - eller udelukkende har voldsomme bivirkninger - ofte har en dybereliggende årsag hvor der er sammenfald mellem symptom-billedet for flere 'problemer'.

Der findes en ret anerkendt børnepsykiater her i Danmark som mener at diagnosticeringen og den efterfølgende håndtering er alt for firkantet i Danmark. Han siger, at ADHD er et udtryk for en række symptomer i øjeblikket. Opfylder man kriterierne, så har man ADHD. Men han mener at for de fleste psykiske lidelser, bør man ikke få diagnosen for altid, men hvis barnet fx efter pædagogisk hjælp i hjemmet ikke længere udviser ADHD-symptomer, så har barnet ikke længere diagnosen. Dermed ikke sagt at diagnosen var forkert.

Han sammenligner det med et brækket ben. Diagnosen er jo et brækket ben. Man får behandling, og efterfølgende hAr man ikke længere et brækket ben, fordi man ikke længere opfylder kriterierne for diagnosen. Men benet var jo brækket inden behandlingen.

Han mener, at der går for mange mennesker rundt i Dsnmark med en forkert selvforståelse fordi de har fået fx diagnosen ADHD, men hvis man testede dem nu, ville de ikke opfylde kriterierne, heller ikke uden medicin. Og dermed opstår forståelsen af, at der er en overdiagnosticering.

Jeg synes tanken er interessant!

Jeg er enig med meget af det du siger, men lige det med øjebliksbilledet kan jeg simpelthen ikke genkende. Et af kriterierne, der skal være til stede, er at symptomerne skal have været til stede fra man var helt lille. For voksne er det fra før 7-årsalderen, en grænse man som jeg er bevidst har sat, fordi de fleste ikke kan huske længere tilbage, i hvert fald ikke på en troværdig måde.

Men at sammenligne det med et brækket ben, der jo kan vokse sammen igen, er helt forkert. En hjerne med ADHD kan ikke reparere sig selv, desværre.

Men når det er sagt, kunne man efter mit hovede godt indføre en regel om at man udreder 2 gange over en 6-måneders periode (eller noget andet), for at se om symptomerne stadig er der, eller om der netop er tale om stress, manglende søvn i en periode eller hvad vil jeg.

Grunden til at så mange flere ressourcesvage forældre har børn med ADHD skal nok også findes i at symptomerne ikke er så tydelige i de familier, der kører en fast hverdag og har trygge rammer. For det betyder en verden til forskel for børn (og voksne) med ADHD.

[Pumpkins]

Hans holdning og opfattelse var, at når man testede for ADHD første gang, så var baggrundshistorien jo vigtig fordi man ikke havde været i behandling. Men efter man har fået behandling i en periode, så mente han at man skulle prøve at trappe ud af medicinen og se hvordan det fungerer. Han er uenig i, at en ADHD-hjerne ikke kan 'repareres' Per definition. Dermed ikke sagt at de altid er sådan at det kan kureres,

Har du læst bogen 'glaspigen'? Den handler om en pige med borderline som jo havde fået at det var for altid, at hendes personlighed var 'i stykker' og hun altid ville få brug for medicin og hjælp. Ikke desto mindre er hun i dag rask og opfylder ikke længere kriterierne for borderline.

Han psykiateren henviser til at hjernen er plastisk, hvilket jo også er årsagen til, at folk med hjerneskade kam genoptrænes.

Det giver god mening i mit hoved. Ikke at alle kan 'kureres' helt, men hvorfor gå i den anden grøft og sige at ingen kan? Måske handler det om at man endnu ikke kender eller benytter den rette behandling?

Jeg er delvist enig i, at en af grundende til at der er en overvægt af ADHD hos socialt belastede familier nok skal ses via at der ikke altid er samme struktur i en ressourcesvag familie, og dermed ved ADHD-symptomerne være mindre. Og det er måske også med til at forklare arveligheden - en forældre med ADHD vil unægteligt have sværere ved at opretholde strukturen end en forældre uden.

Jeg er bare enig med ham i (han hedder Søren et-eller-andet), at det er for deterministisk at sige at ADHD ikke kan ændres med tiden for nogen, og man måske burde fokusere meget mere på dem som ender med ikke længere at opfylde kriterierne (udover varigheds-kriteriet).

Man skal bare passe på med at sige, at det kan kureres, fordi det vil være med til at skabe et pres for at man skal kureres, hvis man har sygdommen. Dermed ikke sagt, at det ikke er noget, man bare skal lade stå til, og læne sig tilbage og sige "jeg bliver alligevel aldrig kureret, så jeg kan lige så godt lade være med at prøve at få det bedre"

Som retningslinjerne er nu skal man en gang om året prøve at trappe ud af medicinen, for at se om den stadig er nødvendig. Man kan tillære sig nogle evner og lære nogle redskaber, der gør det lettere at håndtere, og på den måde kan man klare sig uden medicinen. Men det er ikke det samme som at man er kureret.

Jeg holder mig til hvad størstedelen af psykiatere siger, og de er enige om, at det ikke kan kureres, men alene blive nemmere at håndtere i hverdagen. Og derfor synes jeg også, at forældre bør tilbydes undervisning i håndtering.:)

Jeg har ikke læst bogen om borderline-pigen, men det er også en anden sygdom, som jeg ikke ved om man kan kureres for. Men det siger jo ikke noget om ADHD kan.

Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis man siger, at en persons personlighed er i stykker på grund af psykisk sygdom - de 2 ting er imo meget vigtige at holde adskilt. Man er ikke borderline, man har det, ligesom man ikke er ADHD, man har det. Og at fortælle en person, at det aldrig bliver bedre er også helt forkert, fordi man netop kan lære at håndtere det. Man ville jo heller aldrig fortælle en person, der lige havde fået benprotese, at det aldrig vil blive nemmere at gå med protesen, men det er jo ikke det samme som at forvente at benet vokser ud igen.

[Guest]

Er helt enig med dig, pumpkins!

Og måske får for mange diagnosen? Men det er jo ikke ensbetydende med, at den ikke findes.

Jeg har det selv ret stramt med udtalelser som "nu har alle ADHD, eller nu er alle særligt sensitive". De udtalelser må være fra folk, der ikke selv kender til de børn/voksne, der har det.

I mit lærerliv har jeg arbejdet med ADHD-børn, både udadvendte og også indadvendte. De kommer alle fra ressourcestærke familier! De er på ingen måder uopdragne - men de børn kæmper virkelig for at passe ind. Det synes jeg næsten er det sværeste at være vidne til - at de skal "passe ind". Det giver dem mange kampe og jeg synes det er vildt, som dokumenteren også siger, at ADHD-børn for 90% mere skæld ud end andre børn :( får det helt skidt over det!

Synes det er et rigtig godt initiativ at forældrene inddrages og på den måde får redskaber, som kan gøre det nemmere at være et barn med ADHD! :)

Og ADHD og borderline er to forskellige ting :)

[Guest]

Er helt enig med dig, pumpkins!

Og måske får for mange diagnosen? Men det er jo ikke ensbetydende med, at den ikke findes.

Jeg har det selv ret stramt med udtalelser som "nu har alle ADHD, eller nu er alle særligt sensitive". De udtalelser må være fra folk, der ikke selv kender til de børn/voksne, der har det.

I mit lærerliv har jeg arbejdet med ADHD-børn, både udadvendte og også indadvendte. De kommer alle fra ressourcestærke familier! De er på ingen måder uopdragne - men de børn kæmper virkelig for at passe ind. Det synes jeg næsten er det sværeste at være vidne til - at de skal "passe ind". Det giver dem mange kampe og jeg synes det er vildt, som dokumenteren også siger, at ADHD-børn for 90% mere skæld ud end andre børn :( får det helt skidt over det!

Synes det er et rigtig godt initiativ at forældrene inddrages og på den måde får redskaber, som kan gøre det nemmere at være et barn med ADHD! :)

Og ADHD og borderline er to forskellige ting :)

 

Enig med dig og Pumpkins :) Jeg fik det også skidt over den med mere skæld-ud. Det virker så banalt at sætte de voksne til at rose, men det er jo også fuldstændigt oplagt. Det var så godt at se den store pige smile forsigtigt og stolt. 

 

Jeg ved ikke så meget om borderline, men det eksempel, hvor det forsvandt lugter lidt mere af fejldiagnose end, at det forsvandt helt, hvis det ellers er noget, man lever med hele livet. Men der er da en klar pointe i, at hvis man lærer, hvordan man bedst takler de ting, der følger med til en diagnose, så vil man komme til at fungere meget bedre og så vil det heller ikke nødvendigvis være så synligt for omgivelserne.  I øvrigt var jeg glad for, at de nævnte i dokumentaren, at der er forskel på piger og drenge og indadvendt versus udadvendt.

[Forunderligt]

Nu har 2. del været sendt: https://www.dr.dk/tv/se/far-mor-og-adhd/far-mor-og-adhd-2-2

 

Jeg syns den var rørende og positiv. Man kan også læse forskellige opfølgende artikler på dr.dk om familierne. Jeg læste bl.a at Anders forældre havde besluttet at starte på medicin til ham, hvilket jeg godt kan forstå når jeg ser hvor meget uro han har i programmet.

 

Og så er jeg ramt af tanker om hvor meget forskel det kan gøre i formentlig alle børn og voksnes liv, hvis man formår at være positiv og anerkendende/rosende fremfor at skælde ud osv. Og hvor let man kommer ind i en negativ vane i stedet. Det er oplagt når man ser det hvor stor en snebold effekt der er af positiv respons.

[Forunderligt]

.

[Nica]

Synes det er et rigtig fint program. Særligt fordi vi er obs på 2 af vores børn.. (Fordi flere har nævnt det - hvoraf den ældstes børnehave rådede os til det)

Vi er nogle gange blevet opfordret til at få 2 af vores børn udredt for ADHD, men har ikke gjort det. Pt venter jeg på et møde med den yngstes børnehave, som har bedt os om at holde den mindste hjemme min. 1 dag i ugen fordi han fylder meget og har enormt meget brug for en "pause". Han er bare en kopi af sin (virkelig dejlige) storebror.

Dels fordi jeg er i tvivl om selve udredningen, dels fordi.. Hmm nej jeg er faktisk ikke i tvivl om at mine børn er ekstremt hyper.. Men vi har fra start været klar over at de havde brug for meget faste rammer, brug for at blive forberedt, for ellers vælter HELE verden.., de har brug for at blive rummet i deres følelseudbrud..

Vi ved fra venner at de synes vores børn har enormt meget fart på.. Hele tiden..

[Pumpkins]

Jeg fik også set anden del, og jeg synes også det var et rigtig fint program. Jeg blev helt rørt ved ideen om en "rosebog" til hende den store pige. Det burde være alle børns ret at få at vide mindst en gang om dagen, at de har gjort noget godt. 

 

 

Synes det er et rigtig fint program. Særligt fordi vi er obs på 2 af vores børn.. (Fordi flere har nævnt det - hvoraf den ældstes børnehave rådede os til det)
Vi er nogle gange blevet opfordret til at få 2 af vores børn udredt for ADHD, men har ikke gjort det. Pt venter jeg på et møde med den yngstes børnehave, som har bedt os om at holde den mindste hjemme min. 1 dag i ugen fordi han fylder meget og har enormt meget brug for en "pause". Han er bare en kopi af sin (virkelig dejlige) storebror.
Dels fordi jeg er i tvivl om selve udredningen, dels fordi.. Hmm nej jeg er faktisk ikke i tvivl om at mine børn er ekstremt hyper.. Men vi har fra start været klar over at de havde brug for meget faste rammer, brug for at blive forberedt, for ellers vælter HELE verden.., de har brug for at blive rummet i deres følelseudbrud..
Vi ved fra venner at de synes vores børn har enormt meget fart på.. Hele tiden..

 

Kan godt forstå det er en svær beslutning. Ingen tvivl om, at det er en omvæltning, og at man bestemt ikke har lyst til at ens børn skal fejle noget. Men må jeg alligevel spørge ind til, hvorfor i tøver med udredning? :kram2

[Nica]

Jeg fik også set anden del, og jeg synes også det var et rigtig fint program. Jeg blev helt rørt ved ideen om en "rosebog" til hende den store pige. Det burde være alle børns ret at få at vide mindst en gang om dagen, at de har gjort noget godt.

Kan godt forstå det er en svær beslutning. Ingen tvivl om, at det er en omvæltning, og at man bestemt ikke har lyst til at ens børn skal fejle noget. Men må jeg alligevel spørge ind til, hvorfor i tøver med udredning? :kram2

Det er et rigtig godt spørgsmål.

Der er flere ting i det. Det ene er at min mor siger at de bare er ligesom jeg var da jeg var barn - et ret så (hyper) agtigt barn. Hun mener derfor ikke at det skal undersøges.

Vi har vendt det med den ældste drengs lærer, som han kun havde haft i få mdr - efter 5 forskellige klasselærere indtil 6. Klasse.. Men han afviste totalt ved at sige at vores søn blot skulle få "lidt hår på brystet"..og fordi vi egentlig ikke har kendt til andet, og alligevel har fået hverdagen til at fungere.. (Hvilket hver dag kræver noget overskud)

Jeg er ikke bange for diagnosen, men er måske lidt bange for at trække dem igennem noget som jeg ikke kan se konsekvensen af.. For hvad vil jeg have ud af at få diagnosen?

Vi har alle dage, sørget for at den store dyrkede meget motion, skabte faste rammer, og forudsigelighed..og det virker..

Når det er sagt så bliver jeg en smule i tvivl om de nu har de rigtige symptomer..og det bunder jo i uvidenhed.. Jeg ringede for nogle år tilbage til adhd foreningen for at få noget vejledning, men fik det ikke.. Og så tænkte jeg bare at det var mig "der var galt på den"..

Den ældste, på 12, er "dampet" lidt af på den.. Men hans ivrighed, manglende koncentrationsevne, indlæringsvanskelighed (dog ikke matematik) uro i kroppen, hans Lind talestrøm fra han står op til han går i seng, hans overfladiske søvn, hans stressniveau ved ændring af, i vores øjne, småting.. Det hersker stadig..

Men han er en super dejlig dreng, glad, omsorgsfuld (på en lidt klodset, men alligevel velment, måde)

Når vi har kigget symptomskemaer.. Så krydser vi rigtig mange af..

Der har været et par fastholdelsesepisoder mellem vores dreng og pædagoger..dvs. Vredesudbrud.. Mest af alt fordi han har følt sig uretfærdig behandlet.

Vores mindste dreng er et kapitel for sig.. Skøn, dejlig og lækker unge.. Men en stor mundfuld.. Selv for børnehaven..

Det skal også siges at vi har haft ret mange udfordringer i livet - og har nok lagt mig op af at det har været årsagen til bl.a hyperaktivitet..stress og gråd

[Guest xxxx]

Jeg tror bestemt på at ADHD findes, og jeg er ikke i tvivl om, at de forældre er på arbejde!!!

Jeg ved, at fx PTSD hos børn kan give samme symptom-billede, og ligeledes kan omsorgssvigt. Så kan man jo diskutere hvorvidt der er børn som måske får en ADHD-diagnose hvor en grundigere udredning kunne vise et dybere problem, i mangel på bedre ord.

Jeg mener, der findes dårlige forældre - det er fakta! Så hvis der er børn som reelt er omsorgssvigtede som får diagnosen, så er det uden tvivl synd for det barn, som får et stempel uden at der kigges på miljøet.

Nogle mener - og jeg ved ikke om det er sandt - at de børn hvor ADHD-medicin ikke har effekt - eller udelukkende har voldsomme bivirkninger - ofte har en dybereliggende årsag hvor der er sammenfald mellem symptom-billedet for flere 'problemer'.

Der findes en ret anerkendt børnepsykiater her i Danmark som mener at diagnosticeringen og den efterfølgende håndtering er alt for firkantet i Danmark. Han siger, at ADHD er et udtryk for en række symptomer i øjeblikket. Opfylder man kriterierne, så har man ADHD. Men han mener at for de fleste psykiske lidelser, bør man ikke få diagnosen for altid, men hvis barnet fx efter pædagogisk hjælp i hjemmet ikke længere udviser ADHD-symptomer, så har barnet ikke længere diagnosen. Dermed ikke sagt at diagnosen var forkert.

Han sammenligner det med et brækket ben. Diagnosen er jo et brækket ben. Man får behandling, og efterfølgende hAr man ikke længere et brækket ben, fordi man ikke længere opfylder kriterierne for diagnosen. Men benet var jo brækket inden behandlingen.

Han mener, at der går for mange mennesker rundt i Dsnmark med en forkert selvforståelse fordi de har fået fx diagnosen ADHD, men hvis man testede dem nu, ville de ikke opfylde kriterierne, heller ikke uden medicin. Og dermed opstår forståelsen af, at der er en overdiagnosticering.

Jeg synes tanken er interessant!

 

Hvad hedder den børnepsykiater?