Fortælle det eller ej?

[Minalima]

Vil i holde det hemmeligt, at i forsøger at blive gravide?

Tænker på den nærmeste familie, såsom forældre og eventuelt. Børn?

For mit vedkommende, har jeg virkelig meget lyst til at fortælle mine forældre at vi vil forsøge med barn nummer 3 :)

De vidste det ikke før jeg var gravid med nummer 1 og 2.

Men vores 2 børn får ikke noget at vide før jeg rent faktisk er gravid og et stykke henne. Især den yngste vil ikke kunne vente tiden af...

Jeg ved at der selvfølgelig er en "risiko" for at de måske kunne finde på at spørge Hvordan det skrider frem, hvis det nu er det kommer til at tage sin tid at blive gravid denne gang.

Ved den første tog det 1 1/2 mdr. Ved nummer 2, tog det 4 mdr. Begge var efter p-pille stop og denne gang er det hormonspiral.

Jeg har stadig lidt blandede følelser omkring det. På den ene side vil jeg virkelig, virkelig gerne inddrage mine forældre i det, men på den anden side synes jeg også det er en privat ting.

Hvad gør I?

[faf]

Altså personligt har jeg intet sagt til mine forældre, da jeg ikke synes det er info de skal have. Og jeg ved at jeg med stor sandsynlighed skal i behandling. Der tænker jeg at jeg heller ikk vil sige noget før jeg er blevet gravid, eller hvis vi er sammen og jeg skal stikke i mig selv.

For nu har jeg en papsøster som skulle igennem behandling og der vidste mine forældre det og syntes de blandende sig for meget. Jeg har fortalt det til min søster og et par veninder. Tænker det eneste ens forældre kan få ud af at vide man er i gang, er at de bare får info om at vi har en hel masse sex. Det har keg ikk behov for

[Blupimaven]

Jeg har ikke kunne holde det hemmeligt for familie, venner eller kollegaer. Vi er startet behandling og jeg skulle have byttet vagter på arbejdet for at kunne komme til. (Selv om jeg ved godt man skal have fri, men så skulle jeg sige det alligevel.)

Og ja folk spørger hvordan det går.. men de ved alle alligevel at det var det næste der skulle ske i vores liv = børn. Da vi er blevet gift...

I starten holdte jeg dem hen med at jeg skulle have afsluttet min videreuddannelse først.. men den er ligesom afsluttet nu. Så nu spørger alle igen. Og så har jeg svaret ærligt at vi skal have hjælp.

 

Mit eneste problem bliver i fremtiden at jeg gerne vil overrraske mine forældre med graviditeten - altså når jeg engang bliver gravid. Så der bliver det noget med at holde igen med at fortælle når vi bliver insemineret.. og så kan komme lurende og overraske dem bagefter :)

 

Mit råd til dig er, at hvis du gerne vil holde det hemmeligt.. så gør det. Du kan altid finde på en undskyldning for ikke at drikke alkohol til middage og sådan..

Og hvis du inderst inde gerne vil have de skal vide det, så sig det :) Tal med din mand omkring det og fortæl ham at det betyder noget for dig at din familie ved det..  :)

[Cecilia A.]

Tror man skal passe godt på hvem man siger det til. Har selv kun sagt vi prøver til mine svigerforældre og en tæt veninde. Har også sagt det til min mor, og det resulteret i at vi ikke snakker sammen lige pt.

Nogen vil bare være super glad på jeres vegne, hvor andre vil tænke hvordan i får det til at fungerer.

Sæt en finger i jorden og mærk dig frem. Det er lidt trist at tænke at der er nogen der tvivler 

Held og lykke med PB

[Minalima]

Tak for jeres svar :)

Forskellen fra de 2 andre graviditeter og denne gang, er at jeg har ønsket mig et barn mere i næsten 2 år, men manden er først klar til det nu. Han fortalte mig det for 14 dage siden og efter jeg var færdig med at juble, sagde han, at han egentlig havde planlagt at skrive det i et brev og ligge det under juletræet d. 24. December (utrolig sød tanke), men han kunne ikke have at jeg skulle gå og have set sådan, indtil da. (Jeg blev mere og mere ulykkelig ved tanken om måske ikke skulle have flere børn)...

Det der har fået mig til at tænke anderledes denne gang, er netop, at hvis han havde ventet, så ville min reaktion blive den samme, som han fik: jeg tudede mig et stykke, af bare lettelse og glæde.

Og da vi i år skal holde jul med min far, min bonus-mor og min lillebror, tænker jeg at de helt sikkert ville spørge ind til det og jeg på ingen måde ville kunne holde min mund ;)

Det er her mit dilemma opstår...

jeg har virkelig lyst til at fortælle dem det, men er bange for at "ødelægge" det "magiske øjeblik" når jeg rent faktisk kan fortælle at vi venter nummer 3.

Men så igen.... pyh... det er svært ;)

[Blupimaven]

Tak for jeres svar :)

Forskellen fra de 2 andre graviditeter og denne gang, er at jeg har ønsket mig et barn mere i næsten 2 år, men manden er først klar til det nu. Han fortalte mig det for 14 dage siden og efter jeg var færdig med at juble, sagde han, at han egentlig havde planlagt at skrive det i et brev og ligge det under juletræet d. 24. December (utrolig sød tanke), men han kunne ikke have at jeg skulle gå og have set sådan, indtil da. (Jeg blev mere og mere ulykkelig ved tanken om måske ikke skulle have flere børn)...

Det der har fået mig til at tænke anderledes denne gang, er netop, at hvis han havde ventet, så ville min reaktion blive den samme, som han fik: jeg tudede mig et stykke, af bare lettelse og glæde.

Og da vi i år skal holde jul med min far, min bonus-mor og min lillebror, tænker jeg at de helt sikkert ville spørge ind til det og jeg på ingen måde ville kunne holde min mund ;)

Det er her mit dilemma opstår...

jeg har virkelig lyst til at fortælle dem det, men er bange for at "ødelægge" det "magiske øjeblik" når jeg rent faktisk kan fortælle at vi venter nummer 3.

Men så igen.... pyh... det er svært ;)

Altså jeg har fortalt mine forældre om vores situation, at vi skal have hjælp. Og jeg har fortalt hende om alt faktisk.. at jeg skal have stofskiftebehandling først og insemination når tiden er til det. Men jeg tænker at jeg vil prøve at holde igen når vi så bliver insemineret. Jeg kan jo "bare sige" at mit stofskifte ikke er i niveau endnu, netop så jeg stadig kan overraske hende når vi så er blevet gravide.

Så på den måde er min mor stadig med i mine tanker omkring alt det med PB.. men hun bliver overrasket når jeg så er gravid :)

Min søster ved ingenting og hun skal intet vide før jeg er langt henne. Vi taler ikke så godt sammen og hun kan efterhånden kun sige grimme ting til mig.. Så jeg har valgt at hun ikke skal vide noget om min PCOS. Men hun skal cfølig vide når hun skal være moster - selv om hun ikke kommer til at se mine børn så meget igen. Men hun skal vide det..

 

Held og lykke med dit/jeres projekt :)

[Blak]

Jeg har fortalt det til et par veninder, men ellers ikke nogen. 

 

Vores familie kommer til at gå totalt i selvsving over det, såvi venter til der er noget at fortælle :) 

Forestil Jer de der video med mødre der skriger, når de får at vide, at de skal være bedstemødre. Sådan bliver det hahaha, 

 

Men jeg synes, at det er svært at gå med alene. Vi går i gang til februar og selvom det er lige om lidt, så fylder det jo en del. 

[Diamanten]

Vi har ikke fortalt nogen, at vi forsøger... vi gider ikke, at folk ved det og evt. spørger ind til det hele tiden, eller synes "det er syndt" for os, hvis det ikke lykkes.

Og det er jeg ret taknemmelig for nu, hvor vi har prøvet i over 2 år uden held (det meste af tiden dog uden behandling). 

 

Nogle gange tænker jeg, at det ville være lettere bare at fortælle folk det, men omvendt synes jeg det er en ret privat ting- mellem min mand og jeg.

Det er bare træls, at man skal lyve hele tiden. Især når folk (OFTE) spørger, hvornår vi dog skal have en lille etc.

 

På trods af løgne og det evige spørgsmål, holder vi det dog helst for os selv.

Det er nok smag og behag- og man skal gøre det, der føles rigtigt, tror jeg.

[Kirtine]

Vi er lige gået i gang - og jeg har fortalt det til et par veninder. Jeg synes, at det er super rart at have andre at støtte mig op af end min kæreste. Han er super dejlig, men jeg kan forestille mig, at han vil synes, at der går lidt for meget baby i den, hvis jeg kun havde ham at snakke med.. Jeg har kun oplevet, at mine veninder er super støttende og interesserede i, hvordan det går. Jeg vil dog ikke fortælle dem, at jeg er gravid, før efter familien har fået det af vide :)

 

Derudover vil jeg rigtig gerne fortælle min mor det, men jeg ved, at min kæreste gerne vil fortælle det som en overraskelse, når jeg er gravid, så det respekterer jeg selvfølgelig, selvom det er supersvært ikke bare at råbe og fortælle det til alle - for det er jo en dejlig stor ting. :) 

[Zicla]

Familien ved at vi gerne vil have 1 barn mere, men de ved ikke at vi forsøger at få et barn mere nu... Pigerne ved ikke at vi prøver eller noget. Det forstår de ikke alligevel...

[Minalima]

Jeg har fortalt det til et par veninder, men ellers ikke nogen.

Vores familie kommer til at gå totalt i selvsving over det, såvi venter til der er noget at fortælle :)

Forestil Jer de der video med mødre der skriger, når de får at vide, at de skal være bedstemødre. Sådan bliver det hahaha,

Men jeg synes, at det er svært at gå med alene. Vi går i gang til februar og selvom det er lige om lidt, så fylder det jo en del.

Haha! Kan lige se det for mig :D

[Henriette1980]

Jeg ville ikke fortælle det til familien, måske et par af mine bedste veninder.

[Frk.Mini]

Både hans foreldre og min mor vet at vi prøver, jeg syns det er godt med den støtten jeg får, spesielt fra svigermor! Hun er bare så god!!!! <3 

 

Ingen av våre søsken vet at vi prøver, jeg tenker at di har nok med sitt eget liv..

Så kan vi heller overraske dem når vi forhåpentligvis en eller annen gang blir gravid, OG alt går godt og ikke ender i abort, som det har gjordt frem til nå,..

 

Det har også vert godt å ha noen å støtte seg til når det faktisk ikke har gått så godt. :) 

[Minalima]

Hej igen.

Håber alle har haft en god jul  :jul13:

Jeg valgte efter mange overvejelser, at fortælle min far og min bonus-mor at vi vil have en efternøler, 2. juledag.

Deres reaktion: neeeeej, det lyder da spændende, det vil vi da glæde os til  :loveshower

Min mor fik det at vide i går. Hendes reaktion: så får i da nok at se det. hvornår går i så igang med det projekt?  :seng

[Annedorthe1983]

Hej,

Min mand og jeg står også i den situation at vi prøver at blive gravide...dette er dog ikke så let og vi har været igennem første inseminationsforsøg....dog uden gevinst. Jeg har valgt kun at fortælle det til mine nærmeste veninder, da det for mig også er vigtigt at kunne snakke med nogen om det, og der er manden ikke altid den, man kan få vendt alle de sære tanker der er i et kvindeho'ed med ;-) Vi har bevidst ikke fortalt det til familien, fordi jeg ville føle mig for sårbar (læs: grådlabil) ift. det evige "nå hvordan går?", "endelig skal I have børn!".....for hvad nu hvis det ikke lykkes! Veninder har lettere ved at være afslappede omkring en evt familieforøgelse - jeg tvivler på at vores forældre ville være afslappede og ikke ALT nysgerrige.

 

Man skal jo gøre det man har det bedst med - så jeg håber for dig at der snart er gevinst så du ikke skal tænke over om de skal vide at I prøver ;-)

 

Glædelig bagjul