Guest

Operation efter fødsel erfaring?

29 indlæg i dette emne

jeg er ved at forberede mig mentalt på fødslen og en af mine kæpheste som jeg kan mærke giver mig koldsved er tanken om at blive sendt akut til operation efter fødslen.

Så er der ikke nogen der vil fortælle mig deres oplevelser?

Hvorfor blev du sendt afsted?

Hvor lang tid tog det?

Hvor var baby og far så længe?

Var du alene da du vågnede?

Hvor lang tid tog det dig at komme ovenpå?

Hvordan har du det med forløbet?

Hvad kunne du ønske var gjort anderledes?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg blev sendt på operationsbordet efter Ws fødsel, fordi jeg blødte. Jeg havde jo født min lille fedtede baby og lå med ham på brystet ( :kuller ), og JM moslede rundt med min livmoder og trykkede og masede. Møgirriterende, når jeg nu var færdig med det der føderi og bare ville nyde min lille guldklump i ro. W suttede hos mig, men jeg blødte stadig for meget. Jeg mener, det var 45 minutter efter fødslen, at jeg lå der på operationsbordet. Jeg havde stadig nogle rester tilbage i livmoderen, der gjorde, at den ikke ville trække sig ordentlig sammen, så jeg fik en udskrabning.

M og W var bare stadig på fødestuen så længe, hvor M fik det der traditionelle ristede brød med syltetøj og flag, og W blev imens målt og vejet (uden mig :().

Jeg havde bare fået en rygmarvsbedøvelse under indgrebet, så jeg var jo vågen hele tiden og bevidst om, hvad der foregik, og hvor de andre var henne. Der var ikke så meget tale om at komme ovenpå efter indgrebet som bare efter fødslen, hvor jeg tror, de fleste vralter lidt de første par dage :D

Ej, jeg har det ok med at skulle på operationsbordet. Det var jo ikke det store indgreb. Det værste var helt sikkert at skulle være væk fra min lille nye baby. Dernæst var det rædselsfuldt med de piller, jeg fik, der skulle få livmoderen til at trække sig sammen. De fik simpelthen hele min krop til at sitre, og jeg lå og hoppede og dansede og kunne slet ikke styre musklerne.

Hvad ville jeg ønske kunne være gjort anderledes... jeg ville ønske, at kommunikationen havde været bedre, så M kunne have fået hurtigere besked om, at jeg var færdig, for jeg lå da alligevel ½-1 time på opvågningsstuen og ventede på dem.

Det er jo virkelig ikke sjovt at blive adskilt fra sin lille nye baby og sin mand så hurtigt efter fødslen, men det er ikke det, jeg dvæler ved. Når jeg tænker på fødslen, tænker jeg på det øjeblik, hvor W kom ud, og jeg fik ham op på maven, og hele verden blev et bedre sted at være. Og så skide være med den lille komplikation. Det betyder intet i forhold til, at vi begge er kommet godt og sikkert igennem forløbet.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

jeg er ved at forberede mig mentalt på fødslen og en af mine kæpheste som jeg kan mærke giver mig koldsved er tanken om at blive sendt akut til operation efter fødslen.

Så er der ikke nogen der vil fortælle mig deres oplevelser?

Hvorfor blev du sendt afsted?

Hvor lang tid tog det?

Hvor var baby og far så længe?

Var du alene da du vågnede?

Hvor lang tid tog det dig at komme ovenpå?

Hvordan har du det med forløbet?

Hvad kunne du ønske var gjort anderledes?

Super godt at du tager fat om tingene og får arbejdet med dem inden fødslen.

Jeg var en tur forbi operationsstuen efter min fødsel med Carl Emil. Jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan på dine spg men mit problem er at jeg ikke huske ret meget fra min fødsel (andet end smerte :( ) Det meste af min fødsel foregik i tåge...

Hvorfor blev du sendt afsted?

Jeg røg afsted fordi min moderkage ikke ville løsne sig. De ventede i 1 time hvor de prøvede at "hive" den ud forsigtigt og massere min mave men til sidst knækkede navlestrengen og jeg begyndte at bløde. Så afsted med mig.

Hvor lang tid tog det?

Så vidt jeg husker tog det omkring 1 time. Pga jeg havde fået epidural under fødslen kunne det blot "pumpe den op" så jeg var vågen under operationen. Omtumlet men vågen. Fik vist også kommet med en joke om de godt lige måtte give mig et ekstra sting når de nu var igang forneden ;)

Hvor var baby og far så længe?

De blev på fødestuen men kom op til mig da jeg lå på opvågningen. Martin har efterfølgende fortalt ham at det var vildt skræmmende for ham at få smidt Carl Emil i armene og stå der som ny far og ikke vide hvad filan han skulle stille op. Han var blevet efterladt alene så han ringede faktisk efter sin mor og søster (hvilket jeg er lidt pissed over - kommer jeg tilbage til).

Var du alene da du vågnede?

Jeg var som sagt ikke i fuld narkose men må have sovet for husker ikke at blive kørt op på opvågningen. Da jeg vågner er Martin der med Carl Emil, som nu er i en hospitalsvugge.

Hvor lang tid tog det dig at komme ovenpå?

Selve operationen mærkede jeg ikke noget til efter. Det var kun syningen - Down there - da jeg sprækkede lidt. Men jeg tænker at det har ikke noget med operationen at gøre. Så umiddelbart var jeg ikke sprækket havde jeg været ovenpå så snart epiduralen havde fortaget sig. Det tog så lidt længere tid end normalt da jeg pga operationen var pumpet lidt ekstra op på amertedækningen.

Hvordan har du det med forløbet?

Jeg har intet omkring selve operationen. Jeg følte mig tryg og fik forklaret hvad der kunne ske (hvis de ikke kunne få moderkagen ud) og da den ikke kom ud igen forklaret hvad der skulle ske. Men må igen sige at jeg var så langt væk pga fødslen så havde jeg været mere med havde jeg måske følt det anderledes ved at blive kørt væk fra min nyfødte søn

Hvad kunne du ønske var gjort anderledes?

Mit største problem ved det at jeg blev kørt væk til operation var at Martin valgte at ringe til sin mor og søster og at de så ham 1. Uden mig 2. Føler næsten det var før jeg gjorde fordi jeg havde været så langt væk under fødslen. Husker f.eks. ikke at jeg i den time vi lå på fødestuen inden jeg blev kørt afsted lå med Carl Emil. Så føler lidt de har "taget" den første tid. Ved godt det er helt ude i hampen men tja.... sådan er følelser

Når det så er sagt kan jeg på ingen måde klandre Martin at han havde brug for støtte. Der står han alene med sin nyfødte søn i armene og aner ikke hvor lang tid der går før jeg er tilbage.

Skulle det samme ske denne gang tror jeg ikke han vil have det samme problem da han godt ved hvad han skal gøre med en lille nyfødt men vil da alligevel tage snakken med ham om hvad jeg håber og ønsker. Andet tror jeg ikke man kan gøre :)

Spørg endelig hvis du vil vide noget.

P.s så er grunden til jeg har valgt at prøve smertefri fødsel er for jeg forhåbentlig kan lære nogle teknikker til at være mere/bedre tilstede i min næste fødsel

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak i er guld!

Nu har jeg da lidt at arbejde med

1) sørge for at Anders hurtigst muligt ved hvor han kan finde mig!

2) lige afklare at sker det så er der INGEN der skal se hende før jeg er klar.

Og så beroliger det mig at i har været vågne!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak i er guld!

Nu har jeg da lidt at arbejde med

1) sørge for at Anders hurtigst muligt ved hvor han kan finde mig!

2) lige afklare at sker det så er der INGEN der skal se hende før jeg er klar.

Og så beroliger det mig at i har været vågne!

Til nr 2 - bare lige husk Anders ind i det. For selvom det er kvinden der bliver kørt væk er det jo ikke skide sjovt for manden at stå tilbage :( Men som jeg skrev tror jeg det bliver meget anderledes denne gang fordi man ved hvad det betyde at blive forældre

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Annonce ♥

De andre har skrevet det så fint, så jeg har vist ikke så meget at tilføje... Mit forløb var meget lig de andres, da jeg fødte T :)

Men jeg vil lige komme med en enkelt bemærkning. Jeg synes det var død hyggeligt på operationsstuen :D der stod to ældre damer ved hovedenden af min seng, og de sludrede om alt muligt. Og jeg fik sneget mig til at blunde lidt engang imellem :blush

Lige i tiden efter, så følte jeg mig meget "berøvet" fra den første tid med T. Men når jeg tænker tilbage, så er det slet ikke noget der er en del af mine minder fra T's fødsel.

D følte sig tilgengæld ret traumatiseret af, at blive efterladt alene på stuen med en nyfødt baby. Han havde aldrig før holdt så lille et barn, og han anede ikke hvad han skulle stille op med hende.

Da han kom op til mig på opvågningen fortalte han at hun havde skreget i al den tid jeg ikke havde været der. Men i samme øjeblik hun blev lagt hos mig, blev hun helt rolig :biglove

Nå, det jeg egentlig vil frem til er, at det slet ikke behøver at være forfærdeligt og traumatiserende, at komme på operationsgangen :) jeg kan sagtens forstå, at det for nogle kan føles sådan, men sådan behøver det ikke at være :)

Jeg synes også at de formåede at gøre det lidt hyggeligt og spørge til babyen og hvad hun sku hedde. Så jeg var ikke på noget tidspunkt nervøs.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:lovebk

Så har jeg skrevet at jeg skal snakke med Anders om det. Jeg tror ikke han vil gå i panik, men god pointe at det er vigtigt han ved det kan ske.

Det jeg frygter er at det sker som hos JustMe :( at der ikke er tid til forklaring og snak.

Blodtab har jeg prøvet og det er ca den værste følelse jeg nogensinde har haft. At miste kontrollen over sin krop og blive slap og ude af stand til at tænke klart, bevæge sig, stoppe med at ryste osv. Blive apatisk og ligeglad med alt omkring sig fordi kroppen bare forsøger at overleve. Det er nok også derfor at frygten fylder. Jeg mistede ikke engang så meget blod, men hold nu kæft jeg var bange, og formåede ikke at gøre mig forstået af fagfolk før 3 dage senere. Og forløbet med blodmangel strakte sig over mdr. Selvfølgelig blev jeg bedre, men langsomt og trætheden var overvældende. Det magter jeg ikke med en nyfødt. Selvom jeg er klogere nu og ved at i sådan et tilfælde vil der være folk omkring mig der passer på mig.

Nå men i hvert fald så lyder det til at de fleste af jer har positive oplevelser. Dem hænger jeg mig i :kiss

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil bare sige det er super fint at du overvejer muligheden og lægger en plan, det er nok den bedste måde at sikre sig mod en dårlig oplevelse. Ved ikke om de andre har nævnt det, men hvis du har en fødselsplan kan det være en god ide at få lagt notat ind om at du frygter fx blødning (eller hvad du vil sige med egne ord) så personalet omkring dig er ekstra opmærksomme hvis der skulle opstå noget. Det hjælper, syns jeg, at prøve at finde ud af hvad præcis som er det mest værste: Altså er det fx selve blodet, er det uvished, andet? Og også at finde ud af hvad du tænker ville kunne hjælpe dig (og få det skrevet ind i dine papirer), for mig var det fx at jeg havde brug for at blive spurgt hvordan jeg havde det/om jeg var ok - og det blev jeg og var dermed rigtig tryg under mine senere fødsler. 

 

Jeg ville selv ønske jeg var lidt bedre til at tænke at vi er heldige med vores gode hospitalsvæsen og at det er tryghed at de straks fixer mig hvis noget kokser, for mig er det desværre filtret lidt ind i angst og negative minder, for jeg ville da ønske jeg kunne sige som flere af de andre her på siden, at det bare var en lille ubetydelig komplikation, at det vigtige jo er at ha fået et skønt barn og at være kommet (fysisk) hel ud på den anden side. Men som sagt tror jeg nu på at man godt kan forberede sig og afværge et nyt traume ved at blive mere bevidst om hvad det er som er "farligt" (jeg mener angstprovokerende, for det er altså ikke sådan rigtig farligt at føde i DK) og hvordan det kan blive mindre farligt, hvis noget skulle ske.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hov PS grunden til jeg ikke lige svarer på dine spørgsmål er at jeg ikke blev sendt akut afsted efter fødslen, da min blødning blev stoppet på fødestuen, men jeg havde et træls forløb bagefter som endte med udskrabning 9 dage efter fødslen og en efterfødselsreaktion - så lidt i samme stil og dog ikke.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil bare sige det er super fint at du overvejer muligheden og lægger en plan, det er nok den bedste måde at sikre sig mod en dårlig oplevelse. Ved ikke om de andre har nævnt det, men hvis du har en fødselsplan kan det være en god ide at få lagt notat ind om at du frygter fx blødning (eller hvad du vil sige med egne ord) så personalet omkring dig er ekstra opmærksomme hvis der skulle opstå noget. Det hjælper, syns jeg, at prøve at finde ud af hvad præcis som er det mest værste: Altså er det fx selve blodet, er det uvished, andet? Og også at finde ud af hvad du tænker ville kunne hjælpe dig (og få det skrevet ind i dine papirer), for mig var det fx at jeg havde brug for at blive spurgt hvordan jeg havde det/om jeg var ok - og det blev jeg og var dermed rigtig tryg under mine senere fødsler.

Jeg ville selv ønske jeg var lidt bedre til at tænke at vi er heldige med vores gode hospitalsvæsen og at det er tryghed at de straks fixer mig hvis noget kokser, for mig er det desværre filtret lidt ind i angst og negative minder, for jeg ville da ønske jeg kunne sige som flere af de andre her på siden, at det bare var en lille ubetydelig komplikation, at det vigtige jo er at ha fået et skønt barn og at være kommet (fysisk) hel ud på den anden side. Men som sagt tror jeg nu på at man godt kan forberede sig og afværge et nyt traume ved at blive mere bevidst om hvad det er som er "farligt" (jeg mener angstprovokerende, for det er altså ikke sådan rigtig farligt at føde i DK) og hvordan det kan blive mindre farligt, hvis noget skulle ske.

Jeg er helt sikker på du har ret. Jeg er i gang med "effektiv bekymring" og at "tæmme tigere" og en af punkterne er netop "hvad kan du selv gøre for at forberede dig hvis det skulle ske" og der skrev jeg "at få historier og afmystificere" og "snakke med JM"

Min liste bliver frygtelig lang til næste konsultation :p men det må de finde sig i! Når de nedlægger kendt JM ikke engang 2 mdr før termin og kun en mdr før normal fødsels periode.

Jeg tror "hagen" ligger i at navlestrengen var ved at knække ved Mie og så min erfaring med blodmangel + at jeg hver gang jeg får målt blodprocent i fingeren, får et "hold da op der kommer da nemt blod ud af dig" og drypper blod i op mod 20 min. Den kombination har sat sig som en frygt i mit hoved. Og så bliver jeg nød til at finde en måde at blive tryg på.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg bristede en del under fødslen så jeg blev også sendt til operation. Tror der gik 1-2 timer inden jeg blev sendt afsted så vi havde lidt tid alene. Tror jeg var væk 2 timer ca. Jeg blev efter operationen kørt over på en anden stue hvor jeg skulle ligge og vente på at bedøvelsen aftog. Her lå jeg alene og tror der gik i hvert fald en time inden far og baby kom over til mig. De blev ved med at sige at de var på vej så ved ikke hvorfor det tog så længe. Jeg havde det helt font med at være væk fra vigga umiddelbart efter hun blev født. Så havde de lidt far og datter tid alene. Tror manden var mere nervøs end mig haha. Jeg havde læst en hel del beretninger herinde om folk der havde syntes at det var så slemt at skulle være væk fra barnet lige efter fødsel og jeg havde faktisk besluttet mig for inden at skulle det ske for mig ville jeg se positivt på det og det lykkedes til fulde. Husker det kun som en fin oplevelse og da vi blev forenet igen havde far og datter knyttet så fint bånd allerede. Han havde fodret hende med en lille bitte kop og da hun kom over til mig tog hun fint ved med det samme. Vi kom hjem efter to dage som alle andre førstegangs på Hvidovre men jeg kunne ikke sidde ned i 4 uger ;) det var sq bøvlet og æv! Men at være væk de par timer efter fødslen var helt fint for mig. Så fik jeg noget bedøvelse og smerten forsvandt for en stund, det var lækket ;) - selvom jeg selvfølgelig helst havde været foruden. Men for mig var det vigtigste at se positivt på det hele så jeg husker fødsel og tiden efter som noget godt :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

jeg er ved at forberede mig mentalt på fødslen og en af mine kæpheste som jeg kan mærke giver mig koldsved er tanken om at blive sendt akut til operation efter fødslen.

Så er der ikke nogen der vil fortælle mig deres oplevelser?

Hvorfor blev du sendt afsted?

Hvor lang tid tog det?

Hvor var baby og far så længe?

Var du alene da du vågnede?

Hvor lang tid tog det dig at komme ovenpå?

Hvordan har du det med forløbet?

Hvad kunne du ønske var gjort anderledes?

Det er jo lidt tid siden nu, men jeg røg til operation efter at have født Valdemar. Jeg ved ikke, om man vil kalde det akut. Det føltes ikke sådan "tjuhej"-hurtigt, men skulle jo omvendt ikke vente.

Årsagen var, at jeg var bristet for meget til at Jm ville (måtte? Kunne?) sy mig, og at hun derfor tilkaldte læge, der gerne ville have en mere erfaren læge indover + bedøvelse. Så jeg blev kørt op og fik noget bedøvelse i ryggen, vistnok det samme som når man får ks. Jeg var vågen hele tiden, men sådan lidt groggy/bims.

Jeg ved ikke, hvor længe det tog, men Mar er født 11.49, vi biksede noget med at få moderkagen ud, og jeg tror nok, jeg var retur på fødegangen kl ca. 15/15.30-ish, så jeg har vel været væk ca. 2-3 timer, tror jeg.

B sad hud mod hud med V på fødestuen hele tiden, mens jeg var væk. Han bad om, at de ventede med at måle, veje og undersøge V til jeg kom tilbage, så det gik jeg heldigvis ikke glip af :)

Pga. operationen skulle jeg blive på barselsgangen i ét døgn, men jeg fik lov at få droppet i min hånd ud til natten, da det irriterede mig. Der gik nogle timer før jeg havde førligheden i mine ben, og flere dage før jeg gik normalt (men det skyldtes jo nok også selve bristningen). Jeg mener at B madede mig til aftensmaden, men om det var fordi jeg sad med V eller fordi jeg var træt og sløv husker jeg ikke :chin: Men jeg klarede mig fint, da B tog hjem, sov med V hos mig i sengen (I know, fyyyy!) og var mere end klar til at forlade barselsgangen og komme på patienthotellet den næste morgen. :)

Jeg har det ok med forløbet nu, men ved Es fødsel kunne jeg godt mærke, at jeg virkelig var lykkelig og lettet over ikke at skulle adskilles fra min nyfødte baby igen, og jeg var utrøstelig da der var snak om, at hun måske skulle på neo uden mig (det skete dog heldigvis ikke), så et eller andet lille bitte ar i hjertet har oplevelden nok lavet. Jeg glemmer aldrig, hvor meget V skreg, da jeg blev kørt ud fra fødegangen og på operationsstuen, men jeg trøster mig med, at B og V har fået helt uvurderlig og meget tæt tid helt fra starten og at V jo i øvrigt er en kærlig, tryg og mor-glad dreng nu :biglove

Som du måske husker, havde vi noget amme-besvær den første uge med Valdemar og røg på neo fordi han havde tabt sig alt alt for meget. Indtil efterfødselssamtalen koblede jeg dette med operationen og bebrejdede mig selv. Altså: Jeg fødte "dårligt" --> Gik i stykker --> opereres --> væk fra baby --> dårlig stimuleret mælkeproduktion. Det slap jeg dog ret meget efter efterfødselssamtalen.

Anderledes? Hmm... Måske skulle jeg have forberedt mig mere på at en operation kunne komme på tale, ligesom du gør nu, for det tog lidt fusen på mig. Men ellers tror jeg ikke, jeg kunne gøre noget anderledes. Men skulle det ske igen, så er det vigtigt for mig, at vægt osv igen udskydes og at jeg igen kommer til efterfødselssamtale :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg bristede en del under fødslen så jeg blev også sendt til operation. Tror der gik 1-2 timer inden jeg blev sendt afsted så vi havde lidt tid alene. Tror jeg var væk 2 timer ca. Jeg blev efter operationen kørt over på en anden stue hvor jeg skulle ligge og vente på at bedøvelsen aftog. Her lå jeg alene og tror der gik i hvert fald en time inden far og baby kom over til mig. De blev ved med at sige at de var på vej så ved ikke hvorfor det tog så længe. Jeg havde det helt font med at være væk fra vigga umiddelbart efter hun blev født. Så havde de lidt far og datter tid alene. Tror manden var mere nervøs end mig haha. Jeg havde læst en hel del beretninger herinde om folk der havde syntes at det var så slemt at skulle være væk fra barnet lige efter fødsel og jeg havde faktisk besluttet mig for inden at skulle det ske for mig ville jeg se positivt på det og det lykkedes til fulde. Husker det kun som en fin oplevelse og da vi blev forenet igen havde far og datter knyttet så fint bånd allerede. Han havde fodret hende med en lille bitte kop og da hun kom over til mig tog hun fint ved med det samme. Vi kom hjem efter to dage som alle andre førstegangs på Hvidovre men jeg kunne ikke sidde ned i 4 uger ;) det var sq bøvlet og æv! Men at være væk de par timer efter fødslen var helt fint for mig. Så fik jeg noget bedøvelse og smerten forsvandt for en stund, det var lækket ;) - selvom jeg selvfølgelig helst havde været foruden. Men for mig var det vigtigste at se positivt på det hele så jeg husker fødsel og tiden efter som noget godt :)

God pointe med at se positivt på det. Altså operation er jo for vores egen skyld, så i det henseende er jeg ok med hvis det skulle ske. Lige som AKS måske nok giver mig nervøse trækninger fordi jeg aldrig er blevet opereret før, men det er jo for min og babys skyld og sidste udvej.

Det er forløbet efter (mit haleben forstuvede det tog 3 mdr og ikke kun 4 uger før jeg kunne sidde mere end 15 min, så jeg følte mig afskåret og i smerter, vil gerne kunne fungere), frygten for blodmangel (igen rigtig dårlig erfaring) og det at være afskåret fra Anders og baby. Men det sidste kan jeg da trods alt arbejde med og se fordele ved. Det andet er jo som det er hvis det sker.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er jo lidt tid siden nu, men jeg røg til operation efter at have født Valdemar. Jeg ved ikke, om man vil kalde det akut. Det føltes ikke sådan "tjuhej"-hurtigt, men skulle jo omvendt ikke vente.

Årsagen var, at jeg var bristet for meget til at Jm ville (måtte? Kunne?) sy mig, og at hun derfor tilkaldte læge, der gerne ville have en mere erfaren læge indover + bedøvelse. Så jeg blev kørt op og fik noget bedøvelse i ryggen, vistnok det samme som når man får ks. Jeg var vågen hele tiden, men sådan lidt groggy/bims.

Jeg ved ikke, hvor længe det tog, men Mar er født 11.49, vi biksede noget med at få moderkagen ud, og jeg tror nok, jeg var retur på fødegangen kl ca. 15/15.30-ish, så jeg har vel været væk ca. 2-3 timer, tror jeg.

B sad hud mod hud med V på fødestuen hele tiden, mens jeg var væk. Han bad om, at de ventede med at måle, veje og undersøge V til jeg kom tilbage, så det gik jeg heldigvis ikke glip af :)

Pga. operationen skulle jeg blive på barselsgangen i ét døgn, men jeg fik lov at få droppet i min hånd ud til natten, da det irriterede mig. Der gik nogle timer før jeg havde førligheden i mine ben, og flere dage før jeg gik normalt (men det skyldtes jo nok også selve bristningen). Jeg mener at B madede mig til aftensmaden, men om det var fordi jeg sad med V eller fordi jeg var træt og sløv husker jeg ikke :chin: Men jeg klarede mig fint, da B tog hjem, sov med V hos mig i sengen (I know, fyyyy!) og var mere end klar til at forlade barselsgangen og komme på patienthotellet den næste morgen. :)

Jeg har det ok med forløbet nu, men ved Es fødsel kunne jeg godt mærke, at jeg virkelig var lykkelig og lettet over ikke at skulle adskilles fra min nyfødte baby igen, og jeg var utrøstelig da der var snak om, at hun måske skulle på neo uden mig (det skete dog heldigvis ikke), så et eller andet lille bitte ar i hjertet har oplevelden nok lavet. Jeg glemmer aldrig, hvor meget V skreg, da jeg blev kørt ud fra fødegangen og på operationsstuen, men jeg trøster mig med, at B og V har fået helt uvurderlig og meget tæt tid helt fra starten og at V jo i øvrigt er en kærlig, tryg og mor-glad dreng nu :biglove

Som du måske husker, havde vi noget amme-besvær den første uge med Valdemar og røg på neo fordi han havde tabt sig alt alt for meget. Indtil efterfødselssamtalen koblede jeg dette med operationen og bebrejdede mig selv. Altså: Jeg fødte "dårligt" --> Gik i stykker --> opereres --> væk fra baby --> dårlig stimuleret mælkeproduktion. Det slap jeg dog ret meget efter efterfødselssamtalen.

Anderledes? Hmm... Måske skulle jeg have forberedt mig mere på at en operation kunne komme på tale, ligesom du gør nu, for det tog lidt fusen på mig. Men ellers tror jeg ikke, jeg kunne gøre noget anderledes. Men skulle det ske igen, så er det vigtigt for mig, at vægt osv igen udskydes og at jeg igen kommer til efterfødselssamtale :)

For mig er det i hvert fald vigtigt at tænke igennem som en mulighed. Få sat ord på og høre de gode historier, men også lære af de knap så gode. Hvad var det der gjorde folk blev kede? Kan jeg aktivt gøre noget for at forhindre traumet i det?

Og umiddelbart lyder det jo som om de fleste har haft en positiv oplevelse. Og super fedt at høre hvad andre kunne ønske sig anderledes.

Jeg frygter også ammeforløbet Men af den grund at jeg nok ville skulle blive i Herning og ikke kommer til Holstebro hvor de er SINDSYGT gode ammevejledere. I Herning er det blandede erfaringer med ammevejledningen. Mit mælk løb ret hurtigt til ved Mie og har aldrig haft grund til at frygte at jeg ikke havde mælk nok. Hvilket jo er heldigt. Men så var der jo bare andre issues :rolleyes

Helt ærligt så husker jeg ikke rigtig Mie blev målt og vejet. Så jeg vil nok sige til Anders at det må de godt bruge ventetiden på.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg blev ikke opereret som sådan, men fik akut kejsersnit da vores søn blev født. Kejsersnittet gik fint, han blev målt og vejet på operationsstuen, og så skyndte far og lægen sig op på neonatalafdelingen med vores søn. Han skulle til observation da han var ret lille. Så blev jeg lappet sammen og skulle ligge på opvågning indtil jeg kunne bevæge begge ben. Det tog mindst 3 timer! Så blev jeg kørt op på barselsgangen, men måtte vente endnu 1 time før der kom en portør og trillede mig ind til min søn. Det var hårdt! Jeg fik først sidde med ham 4-5 timer efter han var født. Hans far sad med ham hud mod hud i 2-3 timer efter fødslen, og det var jo super. Men det var altså hårdt for mig at ligge nede på opvågningen i så mange timer, uden at vide noget, uden telefon eller noget.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg blev ikke opereret som sådan, men fik akut kejsersnit da vores søn blev født. Kejsersnittet gik fint, han blev målt og vejet på operationsstuen, og så skyndte far og lægen sig op på neonatalafdelingen med vores søn. Han skulle til observation da han var ret lille. Så blev jeg lappet sammen og skulle ligge på opvågning indtil jeg kunne bevæge begge ben. Det tog mindst 3 timer! Så blev jeg kørt op på barselsgangen, men måtte vente endnu 1 time før der kom en portør og trillede mig ind til min søn. Det var hårdt! Jeg fik først sidde med ham 4-5 timer efter han var født. Hans far sad med ham hud mod hud i 2-3 timer efter fødslen, og det var jo super. Men det var altså hårdt for mig at ligge nede på opvågningen i så mange timer, uden at vide noget, uden telefon eller noget.

Kan man måske få lov at få sin tlf på opvågningen? Tænker bare at kommunikation mellem Anders og mig ville være noget der kunne gøres rigtig meget nemmere ved hjælp af tlf.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kan man måske få lov at få sin tlf på opvågningen? Tænker bare at kommunikation mellem Anders og mig ville være noget der kunne gøres rigtig meget nemmere ved hjælp af tlf.

Hvis det akutte kejsersnit går efter bogen vil man som regel blive kørt direkte på fødestuen igen sammen med mand og barn.

Hvis barnet er ok er mand og barn med på opvågning og det var der både Julius og Marius er målt og vejet mens jeg har lagt lige klods op af det.

Jeg kunne ikke forestille mig at man må kommunikere med mobil derinde. Man ligger meget tæt og der er mange instrumenter i spil, men jeg ved det faktisk ikke...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kan man måske få lov at få sin tlf på opvågningen? Tænker bare at kommunikation mellem Anders og mig ville være noget der kunne gøres rigtig meget nemmere ved hjælp af tlf.

Ja, det ville være rigtig godt hvis man kunne få telefonen på opvågningen. Man må jo ikke have den med om på operationsstuen, af naturlige årsager, men det ville være godt hvis de kunne opbevare den udenfor så man fik den på opvågningen. Min søn skulle til observation på neonatalafdelingen, og derfor fik jeg ham ikke op til mig med det samme eller på opvågningsstuen. Det var dét der var det hårdeste, syntes jeg.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kan man måske få lov at få sin tlf på opvågningen? Tænker bare at kommunikation mellem Anders og mig ville være noget der kunne gøres rigtig meget nemmere ved hjælp af tlf.

Altså du vil ikke kunne få din mobil med på opvågning, da du jo heller ikke har den med til aks/pks, du bliver jo kørt direkte på opågning bagefter.

Min mand og baby (både første (aks) og anden gang(pks)), var med på opvågningen. Min mand havde sin mobil med, men kun lige til kort, at ringe til vores forældre. Det er ikke super velanset med mobil på opvågning.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi havde vores mobiler med på operationsstuen ved aks. De spurgte endda efter den til at tage billeder.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ok det lyder som om der er meget forskellige politikker. Jeg må høre JM ad.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi havde vores mobiler med på operationsstuen ved aks. De spurgte endda efter den til at tage billeder.

Altså min mand havde jo også sin med og kunne i teorien have haft min med, men det havde vi ikke lige i overvejelserne (det kan I jo overveje, så kan han jo hurtigt give den til dig, hvis I skal skilles). Men hvis du ryge i operation uden din mand, så tror jeg ikke du får mulighed for at tage mobilen med.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg røg også på operations bordet lige efter fødselen, moderkagen kom fint ud, men kort efter styrt blødte jeg, og de mistænkte at der sat væv fra moderkagen tilbage derinde. Jeg fik "bare" ny bedøvelse i min epi, og jeg var vågen under det hele.. De fandt blot at min livmoder var helt udkørt og derfor ikke trak sig sammen overhovedet, så de synede min bristning og gav ekstra medicin for at få livmoderen igang. Så kom jeg på opvågning, hvor manden og Silas kom ned til mig.. Jeg kan ikke rigtig huske hvor lang tid der gik, men måske 2 timers tid.

Det var dengang ret traumatisk det hele.. Men nu kan jeg godt se tilbage på det, og tænke... Ak ja men jeg overlevede jo:)

Silas kom i armene på farmand da jeg blev kørt til OP, og de to sad på fødestuen og ventede på mig, og der var en jordemoder som snakkede med manden om hvad der lige var sket og beroligede ham... Både han og mig selv var nok lige bange for om jeg skulle dø.. Ja jeg ved godt det lyder drastisk, men jeg tror faktisk det var det vi tænkte og følte hver for sig da det foregik..

Jordemoderen fulgte også Silas og manden over til mig på opvågningen. Hvorfor vi senere blev flyttet til barselsgangen.

Dagene på barselsgangen, er jo så et helt kapital for sig... Så det kommer ikke her..:)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvis det akutte kejsersnit går efter bogen vil man som regel blive kørt direkte på fødestuen igen sammen med mand og barn.

Hvis barnet er ok er mand og barn med på opvågning og det var der både Julius og Marius er målt og vejet mens jeg har lagt lige klods op af det.

Jeg kunne ikke forestille mig at man må kommunikere med mobil derinde. Man ligger meget tæt og der er mange instrumenter i spil, men jeg ved det faktisk ikke...

Ved mit aks som gik efter bogen kom jeg på opvågning sammen med mand og barn. Jeg havde egen stue og min jm var ovre ved mig hvor Asger blev målt og vejet. Jeg ringede fra opvågningen til familien og meddelte dem nyheden. Asger var jeg kun adskilt fra, da han var på undersøgelsesbordet.

Så det kommer helt klart an på sygehuset ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER