temperament

[Pada]

Pyyh.. Min søn har et heftigt temperament. Jeg har altså brug for hjælp til hvordan jeg skal tackle det. 

 

Da vi skulle ind fra haven for lidt siden gik han helt amok. Jeg forberedte ham lidt før vi skulle ind på at vi snart skal ind og lave aftensmad. Det sagde han nej til og gik ind i legehuset. Et par minutter efter siger jeg at han skal komme ud, for vi skal ind og lave aftensmad. Han nægter at komme ud, og står inde i legehuset og skriger. Han slår hovedet ind i væggen flere gange i ren afmagt og begynder selvfølgelig at græde, men vil stadig ikke komme ud. Jeg prøver med: "Øv hvor er det også træls, nu legede du lige så godt" osv., men til sidst må jeg mase mig ind i legehuset og bære ham ud. Mens han er i mine arme forsøger han at nikke mig skaller og han forsætter indtil vi kommer ind og kan sidde helt tæt og kramme..

 

Hvad søren gør jeg galt? Hvorfor bliver det så voldsomt? Er det virkelig normalt!?

[mille1981]

Puha, Noah har også i en lang periode banket hovedet ned i gulvet hvis han ikke fik sin vilje.

De seneste måneder er det heldigvis blevet meget bedre. Han er 22 måneder nu.

Jeg fandt aldrig den gyldne løsning til at at undgå det, men prøver at anerkende hans frustrationer. Men tror helt bestemt alderen har hjulpet på det.

Beklager, ingen gyldne råd, ville bare sige det sagtens kan være helt normalt :kram2

[Barbamama]

Puha, det lyder hårdt :kram Jeg tror slet ikke, det er unormalt, men jeg er enig i at det er voldsomt :blink

Jeg har umiddelbart ikke rigtig nogle gyldne råd udover at holde det ud, og håbe, at det bliver bedre med alderen/sproget. :unsure

Hvad gjorde du rent fysisk inden det nåede til punktet, hvor du måtte hente ham ud? Jeg ved fra Valdemar, at selvom han forstår mine ord, så har han nogle gange brug for noget fysisk guidning i form af, at jeg tager hans hånd, evt. skubber ham en lille smule (altså ikke vredt eller noget), flytter ham, eller hvad det nu kan være.

Det er selvfølgeligt bøvlet i et legehus, men så kunne det måske være noget med, at når han er forberedt på, at snart skal ind, så må han ikke gå i legehuset (og stoppes evt helt fysisk, hvis han prøver), fordi så kan man lettere tage ham i hånden og følge ham ind, når det er?

Det er umiddelbart det bedste, jeg kan komme op med, men jeg lægger gerne lige hovedet i blød :)

[Pada]

Puha, Noah har også i en lang periode banket hovedet ned i gulvet hvis han ikke fik sin vilje.

De seneste måneder er det heldigvis blevet meget bedre. Han er 22 måneder nu.

Jeg fandt aldrig den gyldne løsning til at at undgå det, men prøver at anerkende hans frustrationer. Men tror helt bestemt alderen har hjulpet på det.

Beklager, ingen gyldne råd, ville bare sige det sagtens kan være helt normalt :kram2

 

Håber det snart går over så :goodluck Det lyder også voldsomt med Noah :kram Synes virkelig det er stramt! Tak for svar :kram2

 

Puha, det lyder hårdt :kram Jeg tror slet ikke, det er unormalt, men jeg er enig i at det er voldsomt :blink

Jeg har umiddelbart ikke rigtig nogle gyldne råd udover at holde det ud, og håbe, at det bliver bedre med alderen/sproget. :unsure

Hvad gjorde du rent fysisk inden det nåede til punktet, hvor du måtte hente ham ud? Jeg ved fra Valdemar, at selvom han forstår mine ord, så har han nogle gange brug for noget fysisk guidning i form af, at jeg tager hans hånd, evt. skubber ham en lille smule (altså ikke vredt eller noget), flytter ham, eller hvad det nu kan være.

Det er selvfølgeligt bøvlet i et legehus, men så kunne det måske være noget med, at når han er forberedt på, at snart skal ind, så må han ikke gå i legehuset (og stoppes evt helt fysisk, hvis han prøver), fordi så kan man lettere tage ham i hånden og følge ham ind, når det er?

Det er umiddelbart det bedste, jeg kan komme op med, men jeg lægger gerne lige hovedet i blød :)

 

Jamen jeg rakte ud efter hans hånd mens jeg sagde at han skulle komme ind.. Men hvis jeg tager ham i hånden river han den bare til sig og starter showet.. :( 

Men det kan da godt være jeg skal være lidt mere taktisk med hvad vi leger med når jeg siger at vi snart skal ind - og at han så ikke skal kunne løbe derind og gemme sig.. 

 

Der er ingen tvivl om at min umiddelbare reaktion heller ikke gjorde det bedre. Jeg kom jo til at råbe fordi jeg blev så forskrækket over at han blev selvskadende.. :( :boo

[Guest]

Ingen gode råd. Aksel har lige så voldsomt temperament. Vi har vænnet os lidt til det faktisk og ved der kommer den voldsomme reaktion. Vi prøver at rumme ham og alt det der, mens vi holder fast i at vi skal spise, have nattøj på, ud af døren osv.

Jeg tror vi trøster os lidt ved tanken om at det bliver bedre, jo ældre han bliver. Lige nu er så lille at han ikke rigtig kan rumme de voldsomme følelser og ikke ved hvad han skal stille op med dem. Jeg er sikker på det bliver nemmere at håndtere senere.

Nå ja, vi siger selvfølgelig tydeligt fra, når han nikker skaller, slår og bider, men han hører sjældent efter i den situation

[My love]

Vores er 3 og har også et frygtelig temperament. Hun kan blive så hysterisk at hun til sidst har svært ved at få vejret og så gælder det bare om at få hende til at falde til ro. Men det kan udløses af alt. Som et nej til chokolade til at nu skal hun i seng.

Vi vælger at sige det er okay hun er sur, vi kan godt forstå hun synes det er træls at skulle i seng men det bestemmer vi hun skal. Og så får hun lov at rase ud. På et tidspunkt giver hun selv tegn til at hun vil holdes om og så gør vi det. Når det hele er ovre så lader vi som ingenting og er glade osv. For det er ikke noget man skal blive ved at kører i