Sign in to follow this  
Followers 0
Cocomous5

Problemer/Udfordringer med amning, 1 gangs mødre?

21 posts in this topic

Hej de damer,

 

Jeg er jordemoderstuderende, og jeg (samt en flok på 4 studerende) er igang med at lave en skriftelig opgave omkring problematikker vedr. amning. 

Vi ville sætte pris på hvis i kan komme med nogle historier omkring hvorfor amning (for dem af jer der har haft problemer/udfordringer med det), har været en udfordring for jer.

 

Har det været jeres egene forestillinger og forventninger om amning, som er brast? Har det været pres fra omverdenen? Har i fået dårlig informationer fra fagpersonerne? Var det udelukkende pga. smerterne som det gav at amme? Har der været forud grundede psykiske faktorer som har spillet ind? Andre ting? 

 

Hvor lang tid ammede i og hvorfor stoppede i? 

 

Hvis i er nogle der kunne komme med lidt feedback på dette, så ville jeg sætte stor pris på dette.

 

 

 

Mange hilsner en kommende 2. gangs mor og jordemoderstuderende :)

 

 

 

 

 

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg vil rigtig gerne svare jer. Vender tilbage i løbet af i aften eller imorgen når der er overskud :)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil rigtig gerne svare jer. Vender tilbage i løbet af i aften eller imorgen når der er overskud :)

Det lyder så dejligt. Tak for det. 

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg svarer også gerne :kram2 Vil du have det her, eller pr. mail?

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil rigtig gerne svare jer. Vender tilbage i løbet af i aften eller imorgen når der er overskud :)

:ditto

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg svarer også gerne :kram2 Vil du have det her, eller pr. mail?

Tusind tak Majken :kiss . Du bestemmer selv om d vil dele historien herinde eller sende den til tenna_prysse@hotmail.com

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:ditto

Dejligt. 

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Her var vi vel "reelt" kun udfordret den første uges tid - der var ingen mælk og vi kom derfor på neo natal på fjerdedagen for at få hjælp til at få den igang. Og efter nogle dage på neo fungerede det faktisk (knejten tog i hvert fald på og fik ikke MME supplerende), men jeg synes stadig, det var svært/hårdt. Ved ikke, om jeg så hører ind under "målgruppen".

Men altså, noget, der helt sikkert har givet mig udfordringer var, at jeg slet ikke kunne forestille mig, hvordan det var meningen, at det skulle føles (rent fysisk) at amme, selvom alle sagde, at det ville jeg kunne mærke. Og de ord, der blev brugt til at beskrive følelsen, gav ikke mening for mig.

Fx fik jeg at vide, at jeg ville kunne mærke, når mælken løb til, og at det ville være en helt tydelig fornemmelse, fordi brysterne var spændte og det ville sådan trække oppefra. Og den beskrivelse gav ikke mening for mig, og indtil jeg prøvede det, havde jeg ingen idé om, at det var SÅDAN, det føltes. (Og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skulle forklare det til en, der ikke har mærket det i sine egne bryster). Så når flere jordemødre på patienthotellet (for jeg spurgte om hjælp MANGE gange!) spurgte, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne mærke, at det gjorde ondt (det var så hans måde at sutte på, og ikke brystspændinger) og måske havde jeg da lidt ondt oppe af brystet, men var det spændinger? Var det nedløb? Jeg anede det ikke. Og eftersom der kom et par dråber mælk, så gik vi (jordemødrene, jeg selv, faren...) ud fra, det var det nok. Det var det bare ikke, og der var ikke andet mælk end de der par dråber.

Jeg fik også at vide, at jeg ville kunne høre, når han drak, fordi "det lød som små klik", og det gav heller ikke mening for mig. Da det virkede kunne jeg tydeligt høre, at han lavede synkelyde (som selvfølgelig ikke lød en skid som klik, men akkurat ligesom når vi andre synker), men indtil da lavede han nogle smaskelyde, og sank muligvis noget spyt, så jeg kunne ikke høre, om det var godt eller skidt.

I det hele taget, synes jeg, at det er lidt gennemgående, at jeg fik at vide, at jeg ville kunne føle/mærke/se/høre, når det virkede, mens jeg følte mig totalt clueless. Om det så er fordi jeg er/var fatsvag (evt pga hormoner og træthed), eller om fagpersonerne forklarede dårligt, det tør jeg ikke sige.

Måske hører det med til historien, at flere af de jordemødre, der kiggede til os på patienthotellet, troede at amningen kørte strygende, så måske har min søn bare narret alle ;)

Jeg tror også, det har haft betydning, at jeg rimeligt hurtigt efter fødslen skulle opereres (3. Grads bristning), og at jeg derfor var helt groggy, da der endelig var tid til at slappe af med baby. Det er lidt tåget i hukommelsen, men jeg husker det som om, at jeg det første døgn glemte alt om at jeg skulle amme, og kun tænkte på at glo på og nusse med mit nye vidunder. Jeg husker ikke, at det kom sygeplejersker og mindede mig om at amme hver tredje time, og det tror jeg ville have hjulpet mig. Til gengæld kom der en, og ville give ham MME (i kop) fordi han skreg, hvilket jeg modvilligt gav hende lov til. Sådan som jeg husker det, havde jeg ikke tænkt på at amme inden (hvilket lyder helt skørt nu, men jeg tænker at det hele var så nyt at min hjerne ikke havde fulgt med), og jeg mener heller ikke at sygeplejersken spurgte mig, om jeg havde ammet/om jeg skulle have hjælp til at prøve amning, inden hun gav MME.

I det hele taget føler jeg lidt, at jeg fik rigtig meget info om amning inden fødslen (hvor det gav NADA mening for mig. Hvad fanden var en burgermund?) og som i hvert fald ikke "blev aktiveret" da det var aktuelt, og så følte jeg mig måske til gengæld lidt overladt til mig selv (i forhold til amning) det første døgn efter fødslen.

Så sådan for at opsummere, har det nok handlet om:

- At jeg ikke forstod den information og "viden" om amning, jeg fik. Det var sort snak for mig

- At jeg fik "for meget" hjælp inden fødslen, og for lidt efter fødslen

- At jeg var så omtåget efter fødslen (måske pga bedøvelse, måske pga søvn, måske bare fordi det hele var nyt og mærkeligt) at ting, der virker SÅ banale for mig nu, slet ikke faldt mig ind. Jeg synes faktisk stadig, det er flovt, at jeg ikke kunne mærke, om mælken løb til, og at jeg måske "glemte" at amme de første par timer (hvad kunne være mere naturligt end at ville give sit barn mad???), men mine moderlige instinkter var nok forsinket og min hjerne kunne jeg i hvert fald ikke regne med.

Da vi kom hjem, gik det som sagt fint: han tog flot på uden supplering. Men jeg var i lang tid (måske hele fuldamningsperioden?) ofte bange for, om han fik nok, for jeg havde stadig svært ved at mærke (eller tolke på min krop) om det var noget og om han fik noget. Derudover skulle han bruge nogle uger på at lære at få rigtigt fat (hvilket jeg ikke anede, at babyer kunne have brug for, før nogen sagde det på neo - jeg troede at mor kunne give bryst forkert, men at baby altid suttede rigtigt), hvilket betød at vi jævnligt brugte suttebrikker indtil han var (vistnok) 6 uger.

Og så fik jeg sår på brysterne, og det blødte og gjorde pisseondt. Jeg husker det ikke som værende en hindring for at amme, men det har da helt sikkert været en udfordring, og det har da næppe hjulpet på nedløbet, at jeg i en periode gruede for at han blev sulten, fordi det betød smertehelvede...

Det var sådan lige, hvad jeg umiddelbart kunne fortælle. Håber du kan bruge det, og spørg endelig, hvis du vil vide mere :)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg ammede forresten fuldt til lige knap 6 mdr og derefter delvist indtil 13 mdr, og han har aldrig fået andet MME end det på barselsgangen og neo natal. Så jeg ved som sagt ikke, om jeg "tæller" i jeres opgave :)

Jeg følte i øvrigt ingen pres overhovedet fra omverdenen. Begge mine svigerinder havde prøvet at måtte opgive amning, og jeg havde ikke set, at nogen var det mindste "efter dem". Så eventuelt "pres" har udelukkende været ud fra min egen standard - jeg VILLE amme.

Og fedt at I sætter fokus på emnet! Det er i hvert fald et mega vigtigt og aktuelt emne IMO! :super

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg var lidt udfordret de første 14 dage, fordi amningen var kommet lidt skævt fra start:

Min søn blev født om aftenen, og jeg var meget forvirret og overvældet over forløbet, så både han og jeg faldt i søvn og sov hele natten til næste dag. Ingen fortalte mig at jeg skulle sørge for at komme i gang med at amme, så mælken kunne løbe til. Jeg kendte ikke til 3 timers reglen på det tidspunkt.

Derfor blev han jo selvfølgelig dybt ulykkelig dagen efter, da han var sulten. En sygeplejerske sagde, at han skulle have mme af kop indtil min mælk var løbet til (ingen viste mig hvordan jeg skulle amme). Jeg forsøgte selv at prøve at amme, men jeg vidste ikke, hvordan han skulle gøre, så han fik kun lige spidsen af brystvorten ind (Denne dårlige start gjorde, at det gjorde vanvittig ondt at amme de første 14 dage).

Nå men på dag 2 var der så et par sygeplejersker, der tjekkede op på ammeteknikken. De blev straks enige om, at jeg da skulle have suttebrikker for mine brystvorter kunne ikke amme :blink

Heldigvis kom der tilfældigvis i samme øjeblik en ammevejleder forbi afdelingen. Hun var SÅ cool, og jeg ville ønske at alle nybagte kvinder kunne få ammevejledning af hende! Hun sagde, at selvfølgelig kunne jeg amme, og jeg skulle da ikke bruge suttebrikker. Hun viste mig helt konkret fuldstændig hvordan jeg skulle sidde, gøre, hvordan han skulle ligge, gabe osv. Hun tog godt fat, og der gik bare et lys op for mig. Det føltes så rigtigt derefter :)

Tænk hvis hun ikke var kommet forbi :unsure

Jeg glæder mig så meget til at vide alle de her ting på forhånd, når jeg skal amme nr. 2 til november :biglove

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ved heller ikke om jeg helt passer ind, da jeg ikke er færdig endnu. Min søn er kun knap 10 uger gammel.

Har ikke haft de største udfordringer, men lidt har der da været.

Jeg fik akut kejsersnit efter 19 timers smertehelvede, så jeg var enormt udmattet efter fødslen og sov rigtig meget de første 2 dage.

På selve fødselsdagen blev han lagt hud mod hud næsten 2 timer efter fødslen, da det tog lang tid at lappe mig sammen igen.

Flere gange kom sygeplejerskerne ind og forsøgte at få amningen igang, men lillemanden tog ikke fat. Han blev mere og mere sløv og om aftenen fik han målt blodsukker, som kun var omkring 2, så han fik lidt MME for at få lidt energi i ham. Omkring kl. 22 fik han sit første rigtige måltid (han er født kl. 11.04).

Jeg måtte bruge suttebrikker i starten, da han havde svært ved at få ordentligt fat, men efter ca. 14 dage smed jeg suttebrikkerne igen.

Så har jeg haft tilstoppede mælkegange med store smerter til følge. Herefter fik den lille trøske, men det blev først opdaget efter flere uger, hvor jeg havde mange smerter både under og mellem amningerne.

Nu kører det heldigvis rigtig fint.

Jeg har altid haft stor tiltro til at jeg selvfølgelig kan amme. Det har aldrig strejfet mig, at det skulle kunne være svært, så der har ikke været nogle psykiske barrierer. Det har været rent fysisk hele vejen igennem.

til gengæld har alle fagfolkene været en virkelig stor hjælp. Både sosu-assistenter, sygeplejersker og min sundhedsplejerske. :)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Her var vi vel "reelt" kun udfordret den første uges tid - der var ingen mælk og vi kom derfor på neo natal på fjerdedagen for at få hjælp til at få den igang. Og efter nogle dage på neo fungerede det faktisk (knejten tog i hvert fald på og fik ikke MME supplerende), men jeg synes stadig, det var svært/hårdt. Ved ikke, om jeg så hører ind under "målgruppen".

Men altså, noget, der helt sikkert har givet mig udfordringer var, at jeg slet ikke kunne forestille mig, hvordan det var meningen, at det skulle føles (rent fysisk) at amme, selvom alle sagde, at det ville jeg kunne mærke. Og de ord, der blev brugt til at beskrive følelsen, gav ikke mening for mig.

Fx fik jeg at vide, at jeg ville kunne mærke, når mælken løb til, og at det ville være en helt tydelig fornemmelse, fordi brysterne var spændte og det ville sådan trække oppefra. Og den beskrivelse gav ikke mening for mig, og indtil jeg prøvede det, havde jeg ingen idé om, at det var SÅDAN, det føltes. (Og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skulle forklare det til en, der ikke har mærket det i sine egne bryster). Så når flere jordemødre på patienthotellet (for jeg spurgte om hjælp MANGE gange!) spurgte, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne mærke, at det gjorde ondt (det var så hans måde at sutte på, og ikke brystspændinger) og måske havde jeg da lidt ondt oppe af brystet, men var det spændinger? Var det nedløb? Jeg anede det ikke. Og eftersom der kom et par dråber mælk, så gik vi (jordemødrene, jeg selv, faren...) ud fra, det var det nok. Det var det bare ikke, og der var ikke andet mælk end de der par dråber.

Jeg fik også at vide, at jeg ville kunne høre, når han drak, fordi "det lød som små klik", og det gav heller ikke mening for mig. Da det virkede kunne jeg tydeligt høre, at han lavede synkelyde (som selvfølgelig ikke lød en skid som klik, men akkurat ligesom når vi andre synker), men indtil da lavede han nogle smaskelyde, og sank muligvis noget spyt, så jeg kunne ikke høre, om det var godt eller skidt.

I det hele taget, synes jeg, at det er lidt gennemgående, at jeg fik at vide, at jeg ville kunne føle/mærke/se/høre, når det virkede, mens jeg følte mig totalt clueless. Om det så er fordi jeg er/var fatsvag (evt pga hormoner og træthed), eller om fagpersonerne forklarede dårligt, det tør jeg ikke sige.

Måske hører det med til historien, at flere af de jordemødre, der kiggede til os på patienthotellet, troede at amningen kørte strygende, så måske har min søn bare narret alle ;)

Jeg tror også, det har haft betydning, at jeg rimeligt hurtigt efter fødslen skulle opereres (3. Grads bristning), og at jeg derfor var helt groggy, da der endelig var tid til at slappe af med baby. Det er lidt tåget i hukommelsen, men jeg husker det som om, at jeg det første døgn glemte alt om at jeg skulle amme, og kun tænkte på at glo på og nusse med mit nye vidunder. Jeg husker ikke, at det kom sygeplejersker og mindede mig om at amme hver tredje time, og det tror jeg ville have hjulpet mig. Til gengæld kom der en, og ville give ham MME (i kop) fordi han skreg, hvilket jeg modvilligt gav hende lov til. Sådan som jeg husker det, havde jeg ikke tænkt på at amme inden (hvilket lyder helt skørt nu, men jeg tænker at det hele var så nyt at min hjerne ikke havde fulgt med), og jeg mener heller ikke at sygeplejersken spurgte mig, om jeg havde ammet/om jeg skulle have hjælp til at prøve amning, inden hun gav MME.

I det hele taget føler jeg lidt, at jeg fik rigtig meget info om amning inden fødslen (hvor det gav NADA mening for mig. Hvad fanden var en burgermund?) og som i hvert fald ikke "blev aktiveret" da det var aktuelt, og så følte jeg mig måske til gengæld lidt overladt til mig selv (i forhold til amning) det første døgn efter fødslen.

Så sådan for at opsummere, har det nok handlet om:

- At jeg ikke forstod den information og "viden" om amning, jeg fik. Det var sort snak for mig

- At jeg fik "for meget" hjælp inden fødslen, og for lidt efter fødslen

- At jeg var så omtåget efter fødslen (måske pga bedøvelse, måske pga søvn, måske bare fordi det hele var nyt og mærkeligt) at ting, der virker SÅ banale for mig nu, slet ikke faldt mig ind. Jeg synes faktisk stadig, det er flovt, at jeg ikke kunne mærke, om mælken løb til, og at jeg måske "glemte" at amme de første par timer (hvad kunne være mere naturligt end at ville give sit barn mad???), men mine moderlige instinkter var nok forsinket og min hjerne kunne jeg i hvert fald ikke regne med.

Da vi kom hjem, gik det som sagt fint: han tog flot på uden supplering. Men jeg var i lang tid (måske hele fuldamningsperioden?) ofte bange for, om han fik nok, for jeg havde stadig svært ved at mærke (eller tolke på min krop) om det var noget og om han fik noget. Derudover skulle han bruge nogle uger på at lære at få rigtigt fat (hvilket jeg ikke anede, at babyer kunne have brug for, før nogen sagde det på neo - jeg troede at mor kunne give bryst forkert, men at baby altid suttede rigtigt), hvilket betød at vi jævnligt brugte suttebrikker indtil han var (vistnok) 6 uger.

Og så fik jeg sår på brysterne, og det blødte og gjorde pisseondt. Jeg husker det ikke som værende en hindring for at amme, men det har da helt sikkert været en udfordring, og det har da næppe hjulpet på nedløbet, at jeg i en periode gruede for at han blev sulten, fordi det betød smertehelvede...

Det var sådan lige, hvad jeg umiddelbart kunne fortælle. Håber du kan bruge det, og spørg endelig, hvis du vil vide mere :)

 

 

Jeg ammede forresten fuldt til lige knap 6 mdr og derefter delvist indtil 13 mdr, og han har aldrig fået andet MME end det på barselsgangen og neo natal. Så jeg ved som sagt ikke, om jeg "tæller" i jeres opgave :)

Jeg følte i øvrigt ingen pres overhovedet fra omverdenen. Begge mine svigerinder havde prøvet at måtte opgive amning, og jeg havde ikke set, at nogen var det mindste "efter dem". Så eventuelt "pres" har udelukkende været ud fra min egen standard - jeg VILLE amme.

Og fedt at I sætter fokus på emnet! Det er i hvert fald et mega vigtigt og aktuelt emne IMO! :super

 

 

Jeg var lidt udfordret de første 14 dage, fordi amningen var kommet lidt skævt fra start:

Min søn blev født om aftenen, og jeg var meget forvirret og overvældet over forløbet, så både han og jeg faldt i søvn og sov hele natten til næste dag. Ingen fortalte mig at jeg skulle sørge for at komme i gang med at amme, så mælken kunne løbe til. Jeg kendte ikke til 3 timers reglen på det tidspunkt.

Derfor blev han jo selvfølgelig dybt ulykkelig dagen efter, da han var sulten. En sygeplejerske sagde, at han skulle have mme af kop indtil min mælk var løbet til (ingen viste mig hvordan jeg skulle amme). Jeg forsøgte selv at prøve at amme, men jeg vidste ikke, hvordan han skulle gøre, så han fik kun lige spidsen af brystvorten ind (Denne dårlige start gjorde, at det gjorde vanvittig ondt at amme de første 14 dage).

Nå men på dag 2 var der så et par sygeplejersker, der tjekkede op på ammeteknikken. De blev straks enige om, at jeg da skulle have suttebrikker for mine brystvorter kunne ikke amme :blink

Heldigvis kom der tilfældigvis i samme øjeblik en ammevejleder forbi afdelingen. Hun var SÅ cool, og jeg ville ønske at alle nybagte kvinder kunne få ammevejledning af hende! Hun sagde, at selvfølgelig kunne jeg amme, og jeg skulle da ikke bruge suttebrikker. Hun viste mig helt konkret fuldstændig hvordan jeg skulle sidde, gøre, hvordan han skulle ligge, gabe osv. Hun tog godt fat, og der gik bare et lys op for mig. Det føltes så rigtigt derefter :)

Tænk hvis hun ikke var kommet forbi :unsure

Jeg glæder mig så meget til at vide alle de her ting på forhånd, når jeg skal amme nr. 2 til november :biglove

 

 

Ved heller ikke om jeg helt passer ind, da jeg ikke er færdig endnu. Min søn er kun knap 10 uger gammel.

Har ikke haft de største udfordringer, men lidt har der da været.

Jeg fik akut kejsersnit efter 19 timers smertehelvede, så jeg var enormt udmattet efter fødslen og sov rigtig meget de første 2 dage.

På selve fødselsdagen blev han lagt hud mod hud næsten 2 timer efter fødslen, da det tog lang tid at lappe mig sammen igen.

Flere gange kom sygeplejerskerne ind og forsøgte at få amningen igang, men lillemanden tog ikke fat. Han blev mere og mere sløv og om aftenen fik han målt blodsukker, som kun var omkring 2, så han fik lidt MME for at få lidt energi i ham. Omkring kl. 22 fik han sit første rigtige måltid (han er født kl. 11.04).

Jeg måtte bruge suttebrikker i starten, da han havde svært ved at få ordentligt fat, men efter ca. 14 dage smed jeg suttebrikkerne igen.

Så har jeg haft tilstoppede mælkegange med store smerter til følge. Herefter fik den lille trøske, men det blev først opdaget efter flere uger, hvor jeg havde mange smerter både under og mellem amningerne.

Nu kører det heldigvis rigtig fint.

Jeg har altid haft stor tiltro til at jeg selvfølgelig kan amme. Det har aldrig strejfet mig, at det skulle kunne være svært, så der har ikke været nogle psykiske barrierer. Det har været rent fysisk hele vejen igennem.

til gengæld har alle fagfolkene været en virkelig stor hjælp. Både sosu-assistenter, sygeplejersker og min sundhedsplejerske. :)

 

Tak for alle besvarelset so far. Det er en stor hjælp. Vi skriver netop opgaven¨, for at belyse en masse udfordringer som vi har oplevet, ude på fødegangene og barselsklinikkerne vedr. amning, så alle svar er kærkomne. I er selvf. anonyme hvis der bliver brugt citater herfra i opgaven, det eneste jeg putter på som kilde er babyklar.dk

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Til alle jer der svarer/har svaret, vil jeg lige høre om i har gået til fødselsforberedelse? 

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Nåh her kommet mit ammeforløb:

 

Jeg har altid haft en drøm om samt forestilling om at fuldamme mit barn/børn så længe som muligt - det var virkelig et stort ønske for mig.

 

Jeg kender flere som tidligt har måtte opgive at amme i deres forløb, og har som mange nok gør tænkt ej de har givet op for let. - Jeg skulle føde på Skejby og der havde vi mulighed for fødselsforberedelse inden. Til et af modulerne bliver der gennemgået amning, hvor vi har en amme quiz. Et af spørgsmålene var blandt andet om alle kvinder kan amme, hvortil jordemoderen gjorde en meget stor scene ud af at fortælle os 10 første gangs mødre at ALLE kvinder KAN amme og KAN mætte deres børn, der er IKKE noget der hedder man har for lidt mælk, så skal man bare amme noget mere. - javel så. 

 

Jeg føder Mie 40+1 i en relativ hurtig fødsel, fra vandafgang til hun er ude går der 6 timer. Hun har navlesnore 2 gange rundt om halsen og de kan ved deres tjek af navlesnoren konstatere at hun ikke har fået næring i maven i mindst 4 dage. Hun kommer op på min mave og søger straks mod brystet, og jeg vil selvfølgelig gerne give hende mad men ved ikke hvad jeg skal stille op. Jordemoderen ser jeg har flade brystvorter og stikker mig med det samme en ammebrik - ingen forsøg på at amme eller noget uden. Mie får fat og spiser hos mig i over en time der første gang. Der er faktisk ikke nogen som tjekker om hun får rigtig fat og spiser som hun skal. Vi er indlagt 2 dage på patienthotellet. Det er begrænset hjælp vi får, men vi er nok også rigtig dårlige til at bede om hjælp. Når de kommer hjælper de lige med at justere hvordan jeg holder hende og hvordan jeg skal få brikkerne på. Ikke en eneste gang er der snak om at forsøge at amme uden brikker. Hun taber sig kun 200 gram på de 2 dage og vi kommer hjem. 2 dage efter har vi besøg af SP og Mie har taget på og vejer nu sin fødsels vægt igen. 

 

Men hun spiser HELE tiden. Ammeseancerne tager hver gang mindst 1 time oftere 2 timer, og hun spiser mange gange i døgnet. Hun sover ikke vanvittig meget eller godt. Vi har besøg af SP igen da Mie er en 10 dage, hun har taget på men SP synes ikke hun har taget nok på. Hun kigger om Mie får fat på brikken og kan hører hun synker de første par gange og konkludere alt er ok. Og eneste råd er at hun skal tømme et bryst helt inden jeg skifter for at hun bliver mæt. Der sker ingen forbedring. 

 

Da Mie er 3 uger og rammer første appetitspring kan mine bryster slet slet ikke følge med, det på trods af jeg tydeligt kan mærke mælken er løbet til, og jeg forsøger med alle de gængse tricks med mælkebombe, sund mad, hvile når baby endelig sover osv.. Vi ringer flere gange til ammerådgivningen i Århus for vejledning, og her rådes jeg til at forsøge at amme uden brikker for at hun kan stimulere mig ordentligt. Jeg forsøger igen og igen, men det er SÅ svært, ingen til at vise mig hvad jeg skal gøre, det lykkes 5 gange i alt over de næste mange måneder, kun når Mie ikke er kamp sulten eller dødtræt - hvilket vil sige næsten altid. 

 

Fra hun er 3-6 uger er et helvede, jeg mætter hende slet slet ikke nok, og mod al min egen mavefornemmelse giver jeg ikke en flaske. Hele smøren med at ALLE kan amme rumstere i mit hoved. Når jeg ringer til SP og ammerådgivning, får jeg bare at vide jeg skal ligge til når hun beder om det, og give fra begge bryster og prøve uden brik - alle disse ting har jeg gjort fra start. SP kommer på flere besøg og fokusere hele tiden på at Mie ikke tager nok på ifht. hvad hun synes hun burde - dette på trods af lægen var ovenud tilfreds med hende til hendes 5 ugers undersøgelse. 

 

Da Mie er 6 uger har vi igen besøg af SP og jeg fortæller igen at hun jo spiser nonstop men at hun virkelig ikke virker mæt og SP foreslår at jeg supplere med en flaske. Samme aften giver jeg hende en flaske da jeg kan mærke min krop ikke kan mere, hun spiser 100 ml, på trods af jeg lige havde ammet hende i over 1½ time - jeg tudede mig igennem første flaske og følte mig som verdens dårligste mor - Jeg kunne ikke mætte mit barn hverken indeni eller udenfor maven. Og det hjalp bestemt ikke at min mand sagde, dog i spøg, at hvis jeg var en malkeko havde jeg fået en kugle for panden!

 

Fra hun var 6 uger til hun var 3 måneder blev hun suppleret op med 1-2 flasker á 50-150 ml. i løbet af eftermiddagen og aftenen hvor jeg især kunne mærke min mælkeproduktion gik nedad. - I hele denne periode pumpede jeg ud alt hvad jeg kunne når hun sov, og stod op om natten og pumpede ud, for at booste min produktion, men også fordi jeg simpelthen ikke kunne affinde mig med ikke at kunne mætte hende selv. Jeg var reduceret til en malkeko og ved at kører mig selv helt i bund. ALT blev fokuseret på at gøre hende mæt med amning, og så snart hun sov så udpumpning, der var bare så lidt fokus på faktisk at nyde at være forældre. De første mange flasker MME, som det jo af og til var nødvendigt at supplere med fordi min krop ikke kunne følge med, græd jeg mig igennem.

 

Da hun blev 3 måneder og ramte endnu et appetitspring samt hun blev mere og mere nysgerrig, blev det svære og svære at få hende til at fokusere på samt arbejde for føden ved amning, det gik med drastiske skidt nedad og hun skulle suppleres mere og mere. Da hun blev 4 måneder havde jeg kun mælk nok til at amme hende til nat, om natten og tidlig morgen, samt pumpe en 150 ml ud - i løbet af 1 uge, gik det til jeg kun kunne amme om natten. og efter den uge gik det til hun også afviste mit bryst om natten, det var simpelthen for hårdt arbejde. Vi havde samtidig lige skiftet til et nr. større suttehoveder. Samtidig som Mie begyndte at afvise mig mere og mere lukkede min krop ned af sig selv med en voldsom brystbetændelse. Efter penicillin kuren forsvandt min mælk helt.

 

Jeg græder stadigvæk over at jeg ikke vidste den sidste amning blev min sidste amning fordi min krop bare lukkede ned.

 

Jeg ammede Mie fuldt i 6 uger, næsten fuldt til 3 måneder med max 200 ml MME om dagen, indtil 4 måneder fik hun ca. ½ MME og ½ MM og måtte stoppe med at amme da hun var 4½ måned. Hun er nu 6 måneder og den gladeste, livlige pige.

 

 

Jeg føler mig voldsomt tabt på gulvet, at jeg allerede på fødegange får stukket en ammebrik i hånden og så senere selv skal finde ud af at slippe af med den. Jeg føler mig rigtig vred på den jordemoder til min fødselsforberedelse at hun på den måde giver dårlig samvittighed, til kvinder som allerede kæmper. Jeg er rigtig træt af hvor meget fokus der er på at amning er vejen frem, og hvor lidt hjælp jeg har mødt på vejen, på trods af mange opkald til ammerådgivning og SP. Men samtidig så er det jo også min krop som var super besværlig med flade brystvorter, samt jeg var meget stresset da Mie var nyfødt da min mand blev ramt ret så meget af fødselsreaktion og derfor trak sig helt ud af spillet de første 2 måneder af hendes liv, og jeg måtte gå på æggeskaller omkring ham for at han ikke skulle flippe mere ud. 

 

Desuden synes jeg at begreberne Burgermund og om de laver synke lyde er svære at vurdere. Jeg var så træt og forvirret og ærlig talt mange af de ting jeg havde læst inden var ligesom forduftet. Det er svært at vide hvad man skal spørge om når man ikke aner hvad man skal forvente.

 

 

Hvis(når) jeg skal have flere børn håber jeg at jeg kan få noget mere hjælp - for jeg VIL virkelig rigtig gerne amme, og amme i lang tid.  

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi har taget imod de tilbud, der har været ved Jordemodercenteret, men jeg vil næppe kalde det fødselsforberedelse ;) Jeg kan ikke huske, hvad de kaldte det, men det bestod af:

- Et foredrag om fødsel i er kæmpe auditorium. Jeg mener ikke, at der blev talt om amning der, og selv min mand syntes, at det hele var hørt før

- En slags "gruppeundervisning" i amning. Det var her, der blev talt om burgermund, læbestiftformede brystvorter, hvordan munden skulle vende og alt muligt, som jeg flittigt lyttede og skrev noter til, men dybest set ikke fattede

- Besøg på fødegangen

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Til alle jer der svarer/har svaret, vil jeg lige høre om i har gået til fødselsforberedelse?

Nej :)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Til alle jer der svarer/har svaret, vil jeg lige høre om i har gået til fødselsforberedelse?

Jeg har gået til "fødselsforberedelse" på sygehuset. Den første gang handlede om amning. 1,5 times foredrag. Synes selv det var ganske godt. Vi fik også at vide at alle kvinder som udgangspunkt kan amme, men at der desværre var tilfælde, hvor det ikke kunne fungere.

Anden gang var om fødslen. Det missede jeg så pga sygdom.

Og så har jeg gået til noget fødselsforberedelse gennem aftenskolen, hvor den ene aften handlede om amning (her så vi bare en film om det).

Jeg har haft god gavn af forberedelsen inden, men jeg kunne på ingen måde have klaret mig uden vejledning efter fødslen. Jeg fik vist, hvordan munden skulle se ud, hvordan ørerne skulle rokke og lærte at lytte efter om han sank ordentligt :)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mit ammeforløb var også alt andet end vellykket!

 

Vi var til fødselsforberedelse, på Herlev, hvor de mest snakkede om hud mod hud.

 

Da Laura blev født, efter en god fødsel fredag nat, blev hun lagt til ret hurtigt, hvor hun suttede lidt på mit bryst og jordemoderen mente det var fint. Vi kom på barselsgangen og jeg forsøgte at få hende til at sutte, men hver gang jeg forsøgte at lægge hende til, forsøgte hun at sutte lidt men det blev ikke rigtig til noget.

Jeg prøvede flere gange at ringe efter hjælp, men der var ikke rigtig nogen gode ideer, og vi blev ligesom overladt lidt til os selv.

 

Natten til søndag sov hun næsten ikke men hylede voldsomt meget, indtil hun endelig gik omkuld (set i bakspejlet kan jeg jo godt se hun var sulten)

 

Søndag morgen fik vi at vide at nu var det på tide at komme hjem, de havde ikke rigtig plads til os, jordemoderen kunne godt se hun ikke fik ordentligt fat, så hun stak os et par ammebrikker og så mente hun at alt var fint. Her konstaterede man at hendes temperatur var lettere forhøjet så vi skulle have taget blodprøver, så sad vi i opholdsstuen og ventede i 5 timer.

Lægen ville indlægge os da hun havde forhøjede infektionstal, men jordemoderen fik ham overtalt til at vi skulle hjem, hvilket vi også var klar til på det tidspunkt efter 5 timer i en opholdsstue.

Vi skulle bare tilbringe 5 timer på en sofa næste formiddag igen, da vi skulle vente på svar på blodprøverne igen.

 

Da vi kom hjem startede helvedet, ungen hylede hele natten, sov det meste af dagen, og jeg var ved at falde fra hinanden, det var godt jeg havde min kæreste ellers var det gået helt galt.

 

Da vi nåede tirsdag fik vi besøg af sundhedsplejersken, som vejede Laura hun fik hende til 3020 (hun vejede 3480 ved fødslen) jeg syntes godt nok det virkede af lidt. Men fik bare at vide at vi skulle supplere amningen med 2 flasker mme i døgnet med 50 ml.

 

Så kæresten blev sendt i byen, og kom hjem med mme, som jeg kæmpede vildt med at få i hende, men kunne kun kæmpe 20ml i hende.

 

Så kunne jeg efterhånden godt mærke det var helt galt og ringede til ammerådgivningen. Som efter lidt regnen frem og tilbage kunne konstatere at hun havde tabt sig 12% af sin kropsvægt, så de ville gerne have vi kom ind på barselsgangen, hvor hun blev vejet til 2950, og hun ville intet spise.

Så herefter blev vi indlagt på neo, og Laura fik sonde med det samme.

 

Vi lå der en uge, og hun ville absolut ikke på noget tidspunkt sutte. Så til sidst endte vi med at hun blev flaskebarn, dette var den rigtige beslutning, men jeg føler mig stadig i dag hvor hun er 9 måneder gammel, snydt for den første tid med hende, da jeg dårligt kunne overskue hende eller meget andet.

 

Jeg er bare glad for at jeg selv var "vågen" nok til at reagere da jeg kunne mærke at noget var helt galt.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg havde udfordringer med amningen både første og anden gang.

 

Første gang med min datter suttede hun med det samme hun kom ud. Det første døgn gik fint og hun suttede ivrigt. Der løb dog ikke noget mælk til og på andendagen begyndte hun at blive mere og mere vred på brystet, da der intet kom ud og hun var efterhånden godt sulten! Til sidst nægtede hun totalt at sutte og gik helt i flitsbue og skreg, når jeg forsøgte at lægge hende til. Hun tabte sig også mere end de 10% hun måtte og personalet satte os derfor igang med at give hende mme på en sprøjte og lille kop, samtidig med at jeg malkede ud og gav hende den smule jeg kunne presse ud. Samtidig havde vi stoppet totalt med at prøve at lægge hende til.

Vi supplerede med mme og malkede ud hver 3. time døgnet rundt og på 5. dagen løb mælken endelig til. På 6. dagen forsøgte jeg så igen at lægge hende til brystet og hun tog fat med det samme! Og da mælken nu løb, blev hun ikke sur, men blev ved at sutte - og så kørte det ellers derfra! Vi var indlagt på barselsgangen under hele forløbet, så på 7. dagen kunne vi endelig tage hjem. Jeg fødte på Herlev og hjælpen fra personalet var fantastisk, hvis ikke det var for dem var det aldrig lykkedes med at få amningen igang. Jeg ammede min datter til hun var 11 mdr (fuldt til 6 mdr, derefter delvist).

 

Anden gang var en anelse anderledes og alligevel lidt det samme. Min søn er født 3 uger før termin også på Herlev. Hans sutteteknik var dårlig og han viste ikke den store interesse i at sutte. Han tog lige fat og suttede en enkelt gang for derefter at gå i stå og bare falde hen i søvn med brystet i munden. Han suttede stort set ikke det første døgn og andet døgn var han blevet for sløv og træt til at gøre et ordentlig forsøg. Som resultat løb mælken heller ikke til denne gang og min søn tabte sig også for meget, samtidig med at han blev mere og mere sløv.

Så historien gentog sig med at forsøge at få noget mme i ham (hvilket han dog var noget sværere til end min datter, da han var så træt og sløv), samtidig med at jeg malkede ud hver 3. time døgnet rundt. Jeg forsatte dog med at lægge ham til, han blev bare ikke rigtig bedre til at sutte. Han suttede en enkelt gang eller to og faldt derefter hen. Vi var igen indlagt i en uge, hvor personalet havde observeret og vejledt os i amningen løbende igennem ugen, før vi tog hjem på 7. dagen og så begyndte han endelig at tage ordentlig fat! Vi stoppede totalt med at supplere og jeg ammede ham fuldt til 6 mdr, derefter delvist til 9 mdr.

 

Vi var kun til hospitalets tilbud om 3. aftener for kommende forældre som omhandlede fødslen, amning og søskendejalousi. Derudover var der et foredrag på barselsgangen om amning efter fødslen. Jeg kunne sagtens bruge den tekniske viden, men det hjalp mig jo bare ikke rigtig, da det ikke var teknikken eller noget som helst andet udefrakommende der spillede ind, som gjorde at jeg havde svært ved at amme. Det var udelukkende biologiske årsager, der gjorde at min mælk ikke ville løbe til.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor er det dejligt at du vil lytte til vores historier og forsøge at gøre noget ved problemerne omkring amning for det gjorde de første par måneder med min ellers fantastiske datter til et helvede og jeg hører det samme fra rigtig mange af mine veninder. Jeg vil forsøge at gøre det kort. Jeg fik aldrig amning til at fungere. Jeg kunne slet ikke få hende til at tage ordentlig fat. Mange jordemødre kom forbi kortvarigt og forsøgte at hjælpe, men endte med jeg fik en ammebrik stukket i hånden. Min datter fik nu fat, men virkede ikke som om hun fik noget ud og hun havde ingen afføring. Efter er par dage kom der endelig noget ud, men det var blod. Fik så stukket Lansinoh i hånden og forsøgte at amme videre. Stadig ingen afføring og mælken løb ikke til. Efter utrolig mange jordemødre/sygeplejersker havde forsøgt at hjælpe, er der endelig en som komme frem til at ammebrikken nok er for lille. Jeg får en større og endelig begynder der at ske lidt, men på det tidspunkt har jeg så mange smerter og min datter har ikke haft afføring i en hel uge, så bliver rådet til at give lidt mme. Så kom der ellers gang i bleerne og jeg fik en glad datter. Jeg forsøgte efterfølgende at prøve at amme og købte en pumpe så jeg kunne få produktionen op. Efter 4 uger med fortsatte slemme smerter går jeg til min læge som mener jeg har fået svamp. Jeg fortsætter med at malke ud, men efter 7 uger, hvor det stadig er meget smertefuldt opgiver jeg og det var den bedste beslutning. Jeg oplevede helt klart et pres fra personale og familien, men mine veninder var fantastiske og mange havde også haft problemer, så det hjalp meget at snakke med dem om det. Jeg har kun gået til den fødselsforberedelse hospitalet tilbød, hvor der var 2 timer omkring amning. Men det der kunne have gjort den største forskel, havde været at få tilknyttet nogle få jordemødre de første dage som var eksperter på området og som havde god tid. Ville ønske man gjorde noget mere for at få førstegangsfødende godt fra start både med amning men også alt det andet med baby som er nyt. Håber din opgave kan være med til at gøre forholdende bedre :-)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg ammede Luna (min første) i 8 fulde uger.

Min mælk løb til stort set med det samme, men fordi hun er født i ansigtsposition, havde hun ingen føling i sin mund (hun var blå/sort i 50% Af ansigtet) og kunne derfor ikke krænge sine læber og tage ordenligt fat.

Hver gang hun skulle spise, måtte jeg have en sygeplejerske til at hjælpe mig og på 2. Døgn om natten, blev jeg tilbudt suttebrikker - det resulterede i at hun tog fat med det samme og spiste godt og fint.

Jeg var helt grøn i moderrollen og vurderede at hun havde mavekneb og masser af luft, hvilket hun også havde, så derfor begyndte vi at tilbyde kamillethe om aftenen (hun skreg fra 19-23 hver aften) og det virkede tilsyneladende, sammen med mylicon-dråber.

Hvad jeg så ikke havde fattet var at hun var sulten! og at hun jo ikke fik min mælkeproduktion op, men bare spiste/drak sig mæt i kamillethe i stedet. - Jeg burde nok ha tilbud brystet oftere om aftenen i stedet.

Til sidst havde jeg næsten ingen mælk om eftermiddagen/aftenen og kunne slet ikke mætte hende. Og hun havde kun taget 400g på, på en måned. Så jeg tog beslutningen om at købe MME, og efter et døgn, nægtede hun brystet fuldstændigt. :(

Da jeg blev gravid med Liff (nr. 2) Havde jeg en god snak med min, JM om at jeg VILLE bare amme denne gang UDEN suttebrikker! og hun gav mig nummeret til en ammekonsulent, som jeg skulle planlægge et efterforløb med inden fødslen.

At min søde lille datter sp valgte at hun ville se verden 2mdr. Før tid (31+2 - 1330g og 40cm), havde vi jo så ikke lige haft med i planerne ;) vi var indlagt på neo i Herning i knap 6 uger og de sødeste sygeplejersker hjalp mig igennem den svære start og jeg fik mit ønske opfyldt om at amme! de viste mig diverse stillinger og gav mig den bedste ammestart! - jeg havde, og har stadig masser af mælk (og en masse i fryseren!) og Liff er i dag godt 7mdr. Og hun får stadig kun mad hos mig ;)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now
Sign in to follow this  
Followers 0