Maustique

Hvornår mens efter abort?

17 indlæg i dette emne

Hej piger

 

De af jer, der har fået en abort (provokeret eller spontan), hvor lang tid gik der, før jeres cyklus gik i gang igen?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hej piger

De af jer, der har fået en abort (provokeret eller spontan), hvor lang tid gik der, før jeres cyklus gik i gang igen?

Her gik der præcis 28 dage, som normalt. Jeg håber din krop hurtig er klar igen.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Der gik 5 uger og 2 dage for mit vedkommende, og jeg blødte ganske let (ikke som mens) i en uges tid, til sidst var det nærmest kun brunt.

På hospitalet fik jeg at vide, at der ville gå 4-6 uger, inden jeg fik min mens. Jeg gjorde det, at jeg holdt øje med mit hcg-niveau vha. g-test og fandt min ÆL vha temperaturmetoden. Jeg var glad for, at jeg holdt øje med min ÆL, ellers tror jeg, at jeg var gået ud af mit gode skind over at min mens ikke kom. Kan se jeg først fik ÆL på CD26, hvilket er en del senere end normalt. Min lutealfase var dog på 12 dage, som den plejer :)

Vi gik i gang igen i den første cyklus, på trods af at vi fik at vide, at vi skulle vente til efter næste mens. Jeg kunne ikke finde anden grund til, at vi skulle vente, end at det skulle blive nemmere at udregne termin (og det kan man sg* alligevel bare gøre ved en skanning), så jeg kunne ikke se nogen grund til at vente. Vi ventede dog selvfølgelig på, at jeg var holdt op med at bløde, så der ikke var nogen infektionsrisiko (se den har jeg til gengæld respekt for ;) ).

Grunden til at vi gik i gang så hurtigt var udelukkende, at jeg forsøgte at fylde det tomrum, som MA'en havde efterladt. For mig var det den nemmeste måde at komme videre fra min sorg, så den ikke opslugte mig (det kunne den nemt have gjort), selvom det måske kan virke hårdt, bare at ville fylde et tomrum.

I anden cyklus efter MA'en blev jeg gravid med en bio og i tredje cyklus er jeg blevet gravid og er nu 6+1 og er meget spændt på (og ekstremt nervøs for) hvad der gemmer sig derinde, jeg skal skannes torsdag.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

5 uger efter medicinsk abort pga MA. Fik også at vide 4-6 uger fra sygehuset. Fertilitetsklinikken sagde vi skulle springe den efterfølgende cyklus over da der ville være risiko for GUL. Så vi gik igang igen på 3. cyklus.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg trækker i den anden retning men det var også et for mig langt forløb. Fik en medicinsk abort og igen efter en udskrabning. Så i alt gik der 8 uger fra de startede min abort. Jeg har i forvejen en lang cyklus.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

30 dage fra udskrabning til mens, jeg havde dog valgt at få zoneterapi med ind over, fordi jeg var bange for at min krop havde tænkt sig at lave rod.

Vi sprang den første cyklus over, efter råd fra sygehuset, men er i klar, så klø på :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg ventede 6 uger... Det var efter udskrabning...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Der gik 34 dage fra fødslen til jeg fik mens igen, og da min cyklus i gennemsnit er på 31 dage, så er det jo ikke en særlig stor forskel. Jeg ved ikke om det er relevant for dig at det var at betragte som en MA, men da jeg var langt henne blev jeg sat igang og fødte hende selv, ingen udskrabning.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Der gik 34 dage fra fødslen til jeg fik mens igen, og da min cyklus i gennemsnit er på 31 dage, så er det jo ikke en særlig stor forskel. Jeg ved ikke om det er relevant for dig at det var at betragte som en MA, men da jeg var langt henne blev jeg sat igang og fødte hende selv, ingen udskrabning.

 

Undskyld jeg spørger ind til det - hvis ikke du vil snakke om det så bare lad være... Men du fødte selv et dødt barn som en del af en sen abort?

 

Det var en af de valgmuligheder, jeg havde, men jeg kunne simpelthen slet ikke overskue, at skulle "se" barnet og igennem noget der mindede om en fødsel. Især fordi jeg ikke var langt nok henne til at jeg kunne få lov til at begrave barnet bagefter.

Har du en tråd, hvor det er beskrevet - eller kunne du måske tænke dig at fortælle mig om det?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg nåede ikke at få en mens efter.

Da jeg havde en ufrivillig abort, så da jeg skulle have mens måneden efter, havde jeg en ny positiv test i hånden, og han ligger stadig derinde og spire, så det gik stærkt :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg nåede ikke at få en mens efter.

Da jeg havde en ufrivillig abort, så da jeg skulle have mens måneden efter, havde jeg en ny positiv test i hånden, og han ligger stadig derinde og spire, så det gik stærkt :)

 

Håber sådan at gøre dig kunsten efter... :stork

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Undskyld jeg spørger ind til det - hvis ikke du vil snakke om det så bare lad være... Men du fødte selv et dødt barn som en del af en sen abort?

Det var en af de valgmuligheder, jeg havde, men jeg kunne simpelthen slet ikke overskue, at skulle "se" barnet og igennem noget der mindede om en fødsel. Især fordi jeg ikke var langt nok henne til at jeg kunne få lov til at begrave barnet bagefter.

Har du en tråd, hvor det er beskrevet - eller kunne du måske tænke dig at fortælle mig om det?

Jeg vil gerne fortælle, men har helt med vilje ladet være med at skrive i din tråd, netop pga dine tanker omkring fødsel. Min oplevelse var nemlig rigtig smuk. Sørgmodig, men alligevel fredfyldt og smuk.

Det hedder sen abort til - vistnok - 22+0, så det er teknisk set en MA vi har været igennem.

Jeg kom til akut scanning da jeg var 19+5, pga underligt udseende udflåd, og denne scanning viste at vores pige var død, og at hun antagelig havde været det i 2-3 uger. Jeg fik en pille for at fortælle kroppen at graviditeten var slut, samme aften ved midnatstid, og en tid til at blive sat igang om morgenen to dage senere. Min mand var på daværende tidspunkt i Korea på forretningsrejse, så dagen efter var jeg alene med vores datter. Min lillebror kom heldigvis og hjalp. Den dag var frygtelig at skulle igennem. Det var hårdt at være alene, og det var hårdt at vente på noget man bare gerne ville have overstået. Min lillebror fulgte vores datter i dagpleje om morgenen, og vi måtte flytte tiden til først på eftermiddagen, fordi min mand ikke kunne nå at komme hjem før. Han nåede lige ind af døren før vi skulle køre.

På hospitalet ventede vi ca halvanden time på stuen da det blev besluttet at det gav bedst mening at jeg ikke skulle skifte jordemoder flere gang end højest nødvendigt når først jeg var blevet sat igang.

Jeg fik de første piller lagt op ca kl 16, og fik en gang mere inden vores lille pige blev født 21.34. Jeg fik forebyggende smertestillende da de første piller blev lagt op, og fik ellers ikke flere. De var ellers søde til at spørge og til at tilbyde. Men jeg havde brug for at mærke.

Vi brugte det meste af tiden på stuen på at se lidt film, og snakke lidt overfladisk om fremtiden som nu så anderledes ud end forventet. Vi havde begge et unævnt behov for at holde sammen på os selv til vi var igennem det.

Personalet var utrolig søde til at komme ind at spørge til os, men også til at give os fred og ro og plads.

Desværre skal man i sådan et forløb være klar til udskrabning med det samme hvis moderkagen ikke kommer ud af sig selv, og jeg skulle derfor have lagt drop. Det er jeg frygteligt dårlig til, så jeg var meget, meget tæt på at besvime, og der pludselig var der en masse mennesker på stuen, som jeg kun kunne høre, men ikke se.

Veerne startede først efter jeg havde fået piller lagt op anden gang, og de var ret milde i forhold til de veer jeg oplevede ved fødslen af vores store datter. Det eneste tidspunkt det gjorde decideret ondt på, var da moderkagen gav slip og den og vores pige kom ud.

Jordemoderen og den jordemoderstuderende, der var med til fødslen, gjorde vores lille pige klar. Fostersækken var intakt da hun kom ud, så den fjernede de og de lagde hende i en lille bakke og så fik vi den tid vi havde brug for med hende. Vi fik taget et par billeder af hende og holdt hende lidt i hånden. Desværre var hun for skrøbelig til at vi kunne tage hende op af bakken.

Vi brugte ca en halv time med hende inden de tog hende med for lave hendes fodaftryk og håndaftryk til os, hvorefter hun blev lagt på køl, så hun kunne sendes til obduktion.

Både før og efter fødslen fik vi en del informationer omkring sorggruppe, efterfødselssamtale og næste graviditet. Vi fik også udleveret en lille kasse med nogle pjecer og en bog fra Landsforeningen for Spædbarnsdød.

Jeg fik pillet drop ud og fik piller til mælkestop efter vagtskifte og vi var klar til at tage hjem ca 00.30.

Efter tre uger blev vi ringet op med tilbud om sorggruppe, som vi takkede ja til. Det er uden tvivl det der har hjulpet mig og min mand allermest i alt dette.

Vi fik vores datter brændt og har spredt hendes aske i havet ved mit barndomshjem. Hvor den nedre grænse fra sundhedsvæsnet går ved jeg ikke, men fra kommunal side, i forhold til begravelseshjælp, og fra bedemandens side, så er der, så vidt vi blev orienteret, ingen nedre grænse.

Jeg havde mange tanker om hvordan det mon ville være og hvor uoverskueligt det virkede at skulle føde hende, og jeg havde ønsker om, at man bare kunne trylle, så jeg slap. Men i virkeligheden var fødslen en smuk oplevelse, ventetiden optil og tankerne omkring det var det slemme.

Nu er jeg et menneske under genopbygning. Men jeg synes min lille datter har givet mig noget i livet som jeg sætter en ufattelig pris på. Hun har givet mig en ny styrke ved at give mig en accept af min sårbarhed, som uden tvivl har været nødvendig for at finde den vej jeg skal gå, med det her i hånden. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig "kommer over det", men jeg hvor sorgen til start var et åbent sår, så bliver det med tiden til et følsomt ar, som det blev udtrykt i vores sorggruppe.

Det kan lyde som en underlig ting at sige, men selvom jeg aldrig ville ønske at det skulle ske for nogen, eller at det nogensinde var sket for mig selv, så føler jeg alligevel, på mærkværdig vis, at denne oplevelse er den jeg har fået mest ud af i mit liv. Jeg har fået et skub i en retning jeg ikke ha de forudset, og har fået taget vigtigheden af en masse ting op til revision, og jeg føler, at selvom jeg er mere sårbar nu end nogensinde før, så har jeg også en anden styrke.

Nu blev det en længere historie, men skulle der være nogen spørgsmål, så er de meget velkomne. Min mand vil også gerne svare hvis der skulle være noget at spørge ham om.

Jeg krydser fingre for, at det går så hurtigt som det passer jer at blive gravide igen. For os lykkedes det i 3. cyklus efter fødslen af vores datter. Af hensyn til infektionsrisiko blev vi anbefalet at vente til efter første mens, så det gjorde vi, så det var anden cyklus efter vi var gået igang med at prøve igen.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg mener der gik 85 dage, så ret lang tid. Vi var dog beordret pause grundet frygt for mola-graviditet, så det betød ikke så meget.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil gerne fortælle, men har helt med vilje ladet være med at skrive i din tråd, netop pga dine tanker omkring fødsel. Min oplevelse var nemlig rigtig smuk. Sørgmodig, men alligevel fredfyldt og smuk.

Det hedder sen abort til - vistnok - 22+0, så det er teknisk set en MA vi har været igennem.

Jeg kom til akut scanning da jeg var 19+5, pga underligt udseende udflåd, og denne scanning viste at vores pige var død, og at hun antagelig havde været det i 2-3 uger. Jeg fik en pille for at fortælle kroppen at graviditeten var slut, samme aften ved midnatstid, og en tid til at blive sat igang om morgenen to dage senere. Min mand var på daværende tidspunkt i Korea på forretningsrejse, så dagen efter var jeg alene med vores datter. Min lillebror kom heldigvis og hjalp. Den dag var frygtelig at skulle igennem. Det var hårdt at være alene, og det var hårdt at vente på noget man bare gerne ville have overstået. Min lillebror fulgte vores datter i dagpleje om morgenen, og vi måtte flytte tiden til først på eftermiddagen, fordi min mand ikke kunne nå at komme hjem før. Han nåede lige ind af døren før vi skulle køre.

På hospitalet ventede vi ca halvanden time på stuen da det blev besluttet at det gav bedst mening at jeg ikke skulle skifte jordemoder flere gang end højest nødvendigt når først jeg var blevet sat igang.

Jeg fik de første piller lagt op ca kl 16, og fik en gang mere inden vores lille pige blev født 21.34. Jeg fik forebyggende smertestillende da de første piller blev lagt op, og fik ellers ikke flere. De var ellers søde til at spørge og til at tilbyde. Men jeg havde brug for at mærke.

Vi brugte det meste af tiden på stuen på at se lidt film, og snakke lidt overfladisk om fremtiden som nu så anderledes ud end forventet. Vi havde begge et unævnt behov for at holde sammen på os selv til vi var igennem det.

Personalet var utrolig søde til at komme ind at spørge til os, men også til at give os fred og ro og plads.

Desværre skal man i sådan et forløb være klar til udskrabning med det samme hvis moderkagen ikke kommer ud af sig selv, og jeg skulle derfor have lagt drop. Det er jeg frygteligt dårlig til, så jeg var meget, meget tæt på at besvime, og der pludselig var der en masse mennesker på stuen, som jeg kun kunne høre, men ikke se.

Veerne startede først efter jeg havde fået piller lagt op anden gang, og de var ret milde i forhold til de veer jeg oplevede ved fødslen af vores store datter. Det eneste tidspunkt det gjorde decideret ondt på, var da moderkagen gav slip og den og vores pige kom ud.

Jordemoderen og den jordemoderstuderende, der var med til fødslen, gjorde vores lille pige klar. Fostersækken var intakt da hun kom ud, så den fjernede de og de lagde hende i en lille bakke og så fik vi den tid vi havde brug for med hende. Vi fik taget et par billeder af hende og holdt hende lidt i hånden. Desværre var hun for skrøbelig til at vi kunne tage hende op af bakken.

Vi brugte ca en halv time med hende inden de tog hende med for lave hendes fodaftryk og håndaftryk til os, hvorefter hun blev lagt på køl, så hun kunne sendes til obduktion.

Både før og efter fødslen fik vi en del informationer omkring sorggruppe, efterfødselssamtale og næste graviditet. Vi fik også udleveret en lille kasse med nogle pjecer og en bog fra Landsforeningen for Spædbarnsdød.

Jeg fik pillet drop ud og fik piller til mælkestop efter vagtskifte og vi var klar til at tage hjem ca 00.30.

Efter tre uger blev vi ringet op med tilbud om sorggruppe, som vi takkede ja til. Det er uden tvivl det der har hjulpet mig og min mand allermest i alt dette.

Vi fik vores datter brændt og har spredt hendes aske i havet ved mit barndomshjem. Hvor den nedre grænse fra sundhedsvæsnet går ved jeg ikke, men fra kommunal side, i forhold til begravelseshjælp, og fra bedemandens side, så er der, så vidt vi blev orienteret, ingen nedre grænse.

Jeg havde mange tanker om hvordan det mon ville være og hvor uoverskueligt det virkede at skulle føde hende, og jeg havde ønsker om, at man bare kunne trylle, så jeg slap. Men i virkeligheden var fødslen en smuk oplevelse, ventetiden optil og tankerne omkring det var det slemme.

Nu er jeg et menneske under genopbygning. Men jeg synes min lille datter har givet mig noget i livet som jeg sætter en ufattelig pris på. Hun har givet mig en ny styrke ved at give mig en accept af min sårbarhed, som uden tvivl har været nødvendig for at finde den vej jeg skal gå, med det her i hånden. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig "kommer over det", men jeg hvor sorgen til start var et åbent sår, så bliver det med tiden til et følsomt ar, som det blev udtrykt i vores sorggruppe.

Det kan lyde som en underlig ting at sige, men selvom jeg aldrig ville ønske at det skulle ske for nogen, eller at det nogensinde var sket for mig selv, så føler jeg alligevel, på mærkværdig vis, at denne oplevelse er den jeg har fået mest ud af i mit liv. Jeg har fået et skub i en retning jeg ikke ha de forudset, og har fået taget vigtigheden af en masse ting op til revision, og jeg føler, at selvom jeg er mere sårbar nu end nogensinde før, så har jeg også en anden styrke.

Nu blev det en længere historie, men skulle der være nogen spørgsmål, så er de meget velkomne. Min mand vil også gerne svare hvis der skulle være noget at spørge ham om.

Jeg krydser fingre for, at det går så hurtigt som det passer jer at blive gravide igen. For os lykkedes det i 3. cyklus efter fødslen af vores datter. Af hensyn til infektionsrisiko blev vi anbefalet at vente til efter første mens, så det gjorde vi, så det var anden cyklus efter vi var gået igang med at prøve igen.

Smuk historie, jeg græder...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Efter min første spontane abort fik jeg menstruation på 43. dagen efter min anden spontane bort fik jeg det på 34. dagen (hvis man tæller første dag i aborten, som første menstruationsdag). Begge gange siger lægen at jeg var 7+5, dog tror jeg ikke, at jeg var så langt henne anden gang.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil gerne fortælle, men har helt med vilje ladet være med at skrive i din tråd, netop pga dine tanker omkring fødsel. Min oplevelse var nemlig rigtig smuk. Sørgmodig, men alligevel fredfyldt og smuk.

Det hedder sen abort til - vistnok - 22+0, så det er teknisk set en MA vi har været igennem.

Jeg kom til akut scanning da jeg var 19+5, pga underligt udseende udflåd, og denne scanning viste at vores pige var død, og at hun antagelig havde været det i 2-3 uger. Jeg fik en pille for at fortælle kroppen at graviditeten var slut, samme aften ved midnatstid, og en tid til at blive sat igang om morgenen to dage senere. Min mand var på daværende tidspunkt i Korea på forretningsrejse, så dagen efter var jeg alene med vores datter. Min lillebror kom heldigvis og hjalp. Den dag var frygtelig at skulle igennem. Det var hårdt at være alene, og det var hårdt at vente på noget man bare gerne ville have overstået. Min lillebror fulgte vores datter i dagpleje om morgenen, og vi måtte flytte tiden til først på eftermiddagen, fordi min mand ikke kunne nå at komme hjem før. Han nåede lige ind af døren før vi skulle køre.

På hospitalet ventede vi ca halvanden time på stuen da det blev besluttet at det gav bedst mening at jeg ikke skulle skifte jordemoder flere gang end højest nødvendigt når først jeg var blevet sat igang.

Jeg fik de første piller lagt op ca kl 16, og fik en gang mere inden vores lille pige blev født 21.34. Jeg fik forebyggende smertestillende da de første piller blev lagt op, og fik ellers ikke flere. De var ellers søde til at spørge og til at tilbyde. Men jeg havde brug for at mærke.

Vi brugte det meste af tiden på stuen på at se lidt film, og snakke lidt overfladisk om fremtiden som nu så anderledes ud end forventet. Vi havde begge et unævnt behov for at holde sammen på os selv til vi var igennem det.

Personalet var utrolig søde til at komme ind at spørge til os, men også til at give os fred og ro og plads.

Desværre skal man i sådan et forløb være klar til udskrabning med det samme hvis moderkagen ikke kommer ud af sig selv, og jeg skulle derfor have lagt drop. Det er jeg frygteligt dårlig til, så jeg var meget, meget tæt på at besvime, og der pludselig var der en masse mennesker på stuen, som jeg kun kunne høre, men ikke se.

Veerne startede først efter jeg havde fået piller lagt op anden gang, og de var ret milde i forhold til de veer jeg oplevede ved fødslen af vores store datter. Det eneste tidspunkt det gjorde decideret ondt på, var da moderkagen gav slip og den og vores pige kom ud.

Jordemoderen og den jordemoderstuderende, der var med til fødslen, gjorde vores lille pige klar. Fostersækken var intakt da hun kom ud, så den fjernede de og de lagde hende i en lille bakke og så fik vi den tid vi havde brug for med hende. Vi fik taget et par billeder af hende og holdt hende lidt i hånden. Desværre var hun for skrøbelig til at vi kunne tage hende op af bakken.

Vi brugte ca en halv time med hende inden de tog hende med for lave hendes fodaftryk og håndaftryk til os, hvorefter hun blev lagt på køl, så hun kunne sendes til obduktion.

Både før og efter fødslen fik vi en del informationer omkring sorggruppe, efterfødselssamtale og næste graviditet. Vi fik også udleveret en lille kasse med nogle pjecer og en bog fra Landsforeningen for Spædbarnsdød.

Jeg fik pillet drop ud og fik piller til mælkestop efter vagtskifte og vi var klar til at tage hjem ca 00.30.

Efter tre uger blev vi ringet op med tilbud om sorggruppe, som vi takkede ja til. Det er uden tvivl det der har hjulpet mig og min mand allermest i alt dette.

Vi fik vores datter brændt og har spredt hendes aske i havet ved mit barndomshjem. Hvor den nedre grænse fra sundhedsvæsnet går ved jeg ikke, men fra kommunal side, i forhold til begravelseshjælp, og fra bedemandens side, så er der, så vidt vi blev orienteret, ingen nedre grænse.

Jeg havde mange tanker om hvordan det mon ville være og hvor uoverskueligt det virkede at skulle føde hende, og jeg havde ønsker om, at man bare kunne trylle, så jeg slap. Men i virkeligheden var fødslen en smuk oplevelse, ventetiden optil og tankerne omkring det var det slemme.

Nu er jeg et menneske under genopbygning. Men jeg synes min lille datter har givet mig noget i livet som jeg sætter en ufattelig pris på. Hun har givet mig en ny styrke ved at give mig en accept af min sårbarhed, som uden tvivl har været nødvendig for at finde den vej jeg skal gå, med det her i hånden. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig "kommer over det", men jeg hvor sorgen til start var et åbent sår, så bliver det med tiden til et følsomt ar, som det blev udtrykt i vores sorggruppe.

Det kan lyde som en underlig ting at sige, men selvom jeg aldrig ville ønske at det skulle ske for nogen, eller at det nogensinde var sket for mig selv, så føler jeg alligevel, på mærkværdig vis, at denne oplevelse er den jeg har fået mest ud af i mit liv. Jeg har fået et skub i en retning jeg ikke ha de forudset, og har fået taget vigtigheden af en masse ting op til revision, og jeg føler, at selvom jeg er mere sårbar nu end nogensinde før, så har jeg også en anden styrke.

Nu blev det en længere historie, men skulle der være nogen spørgsmål, så er de meget velkomne. Min mand vil også gerne svare hvis der skulle være noget at spørge ham om.

Jeg krydser fingre for, at det går så hurtigt som det passer jer at blive gravide igen. For os lykkedes det i 3. cyklus efter fødslen af vores datter. Af hensyn til infektionsrisiko blev vi anbefalet at vente til efter første mens, så det gjorde vi, så det var anden cyklus efter vi var gået igang med at prøve igen.

Sikke en smuk historie - tak fordi du delte

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Der gik 7uger fra min ma. Min læge mener, at der var noget af graviditeten, der blev "hængende", jeg følte graviditetstegn 5uger efter ma'en og fik også målt graviditetstal, der dog faldt ugen efter, og få dage efter det, kom min menstruation meget kraftigt og varede i tre uger. Ikke plet blødning. Derefter kom min menstruation en uge efter dvs i normal cyklus. Så nu venter jeg spændt på næste gang.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER