Bamse&Kylling

Hvem først: mor eller baby i maven?

18 posts in this topic

Jeg fandt i sidste uge ud af, at i DK sætter man den gravide kvinde før baby og i Norge sætter man baby før den gravide (jeg har aldrig tidligere tænkt over, hvad man egentlig gør og hvorfor).

Altså, f.eks. hvis den gravide tager stoffer, så får man tilbudt hjælp til at stoppe i DK, hvor man i Norge tvangsindlægges og bliver afvænnet.

 

Hvis man ser bort fra eksemplet med stoffer og tænker mere generelt, at DK sætter den gravide først og Norge sætter baby/foster først, så synes jeg det er et ret interessant etisk spørgsmål.

 

Altså, hvem skal egentlig sættes først? Den gravide eller det lille liv i maven? Og evt. i hvilke sammenhænge? Synes I der er forskel på, hvor langt i graviditeten man er og hvornår der evt. er "rigtigt" liv i maven (jeg tænker ikke på abort, men hvornår livet i maven evt. er vigtigere end den gravide)?

 

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg selv synes, men jeg vil meget gerne høre jeres tanker omkring det, da jeg virkelig synes det er et interessant emne  :balloons

Share this post


Link to post
Share on other sites

Meget interessant emne. I børnesager for domstole såvel som i statsforvaltningen er det altovervejende hensyn, hensynet til barnets tarv. Altså kan man sige, at hvis man udstrak dette hensyn til det ufødte barn, ville der være tale om den norske model. Man må have fravalgt en udvidende fortolkning af "barnets" tarv, tænker jeg.

Gad vide om der - ift ufødte børn og deres bærere - er en bestemmelse i den psykiatriske lovgivning ift. at være til skade for sig selv eller andre...?

Meget spændende etisk/juridisk problemstilling :)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

IMO - den gravide først frem til fostret bliver levedygtigt omkring uge 23-24 stykker... Herefter barnet først.

 

Ovenstående også ud fra den personlige betragtning, at man i worst case skulle stå i en situation, hvor f.eks. redningen af det ene liv skulle have fortrinsret over det andet.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Uh, det er et svært emne.. Ved faktisk ikke rigtig hvad jeg mener.

Jeg tror umiddelbart at jeg er sådan rimelig enig med Maustique.. Sådan teknisk set vil jeg nok også sige moren først indtil barnet bliver levedygtigt. Omvendt er jeg lidt lun på tanken om tvangsbehandling til eks. gravide stofmisbrugere også selvom de ikke er så langt, at barnet er levedygtigt. Men jeg er ikke sikker. Synes det er så utroligt svært et emne, som ikke umiddelbart har en åbenlys løsning. :unsure

Heller ikke når barnet er levedygtigt omkring de der 24 uger, synes jeg løsningen er så ligetil. Der synes jeg både mor og barn har lige stor ret til livet. Sådan teoretisk, tror jeg. Men i praksis ville jeg nok mene at det var forkert at "ofre" moderen, for at redde barnet..

Bum bum.. Nej egentlig tror jeg i sidste ende at jeg synes, man som udgangspunkt skal satse på at redde moderen. Hun er trods alt i live. Barnet kan man jo ikke være sikker på, om det overhovedet vil overleve fødslen og om det måske får så svære hjerneskader, at det bliver svært handicappet eller måske dør kort efter fødslen..

Ja, det blev vist noget rod. Men det er godt nok også et svært emne.

Håber der kommer en god debat, selvom det nok er et voldsomt følelsespræget emne.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er ikke et nemt spørgsmål ;) men meget spændende :)

 

Jeg tror ikke jeg kan sige det klart. Jeg synes det kommer an på den enkelte situation.

 

Hvis moderen tager stoffer, men har valgt barnet til, men bliver ved at tage stofferne. Så mener jeg man må lade barnets liv komme først, unanset gravidittsuge.

Moderen har haft valget om, at stoppe graviditet eller stoppe stoffer, men har valgt begge til. Der mener jeg man/samfundet har et ansvar overfor barnet og mener man bør følge Norges eksempel.

 

Handler det om, at vælge ml liv og død for mor/barn, der mener jeg det til en vis grad må være op til den enkelte familie. Jeg ville selv, da vælge moderens liv, specielt hvis der er andre børn at tage hensyn til.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er et vildt spændende område du bringer på banen.

I mit arbejde diskuteres det jævnligt og giver faglige samt etiske problemstillinger ift vores arbejde..

Personligt er jeg tilhænger af den norske model - især ift gravide stofmisbrugere.. Hvor det ufødte barn kan nå at tage voldsom skade allerede inden det er født og har haft en chance.. Og især når man tænker på, at tvangsparagrafferne kan komme på banen fra barnet er født (en afgørelse om tvangsfjernelse kan selvfølgelig være truffet inden fødslen, men kan først træde i kraft når barnet er født) hvorfor så ikke i graviditeten, så man undgår skader på det ufødte barn?

Men det er jo bare ift gravide stofmisbrugerer.. Der er masser af vinkler på dette emne, hvorfor det er så spændende

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil vælge at svare udelukkende ud fra mit eget synspunkt, altså hvad jeg ville vælge, hvis jeg stod i situationen.

 

Hvis jeg var afhængig af et eller andet, der kunne skade mit foster, skulle de tvangsindlægge mig. Jeg ville hade og foragte dem, mens det stod på, men efter afrusningen ville jeg takke dem resten af mit liv.

Begrundelse: Jeg tror ikke på, jeg nogensinde ville komme ud af et misbrug, hvis jeg vidste, misbruget havde skadet mit barn. Så ville den virkelige verden være alt for svær at vende tilbage til, jeg ville aldrig tilgive mig selv.

Generelt: Jeg synes, man bør tvangsindlægge gravide misbrugere. Ingen har ret til at skade et barn, før det er født. Og det er ikke at skåne nogen, ikke at gøre det.

 

Hvis man skulle vælge mellem mit liv og barnets liv ved fødslen, ville jeg vælge mig. Avsen, det er hårdt at skrive her en uge før termin. Men det er sådan, jeg har det. Det ville være en frygtelig sorg, og der ville helt sikkert komme forfærdelige selvbebrejdelser i kølvandet på den beslutning. Men jeg er ikke klar til at efterlade G med vores barn alene. Så der vælger jeg mig.

Generelt: Det er enhver kvindes eget valg. Og det skal være kvindens valg - ingen andres. Jeg ville aldrig finde på at fordømme hverken den ene eller den anden beslutning.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha- jeg håber aldrig at komme i den situation hvor jeg skal vælge!!!

Men har hørt om tilfælde hvor moderen fik kræft under graviditet og så udsætter feks kemo til efter barnet er født- så stiller man jo barnet højst?!

Men jeg synes nok valget var lettere hvis der skulle ske et fatalt valg i uge 8 af ens graviditet end i uge 28...

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tvangsindlægning og tvangsafvænning fra stoffer, kunne jeg godt tænke var det bedste for både mor og baby, og der er jeg ret vild med, at man sætter ind og dermed basta ;)

Generelt hmmm... Det må jeg lige i tænkeboks over ;)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Fra min synsvinkel: Baby først... Der er set eksempler på for tidligt fødte helt ned til uge 15 som er overlevet og uden at tage skade... Så synes ikke man kan sige mor først til levedygtig alder, hvis den først sættes til 23/24...

Personligt havde jeg også fravalgt eks kemo allerede i uge 8 eller faktisk allerede ved den første positive test... Men ja, man efterlader jo (efter al sandsynlighed hvis vi taler kræft, og med sikkerhed hvis der er et spørgsmål om at vælge den ene frem for den anden) en mand med et lille barn, og har man flere børn efterlader man jo også dem... Men i min optik, er det også et valg men (og ja, jeg mener begge parter) når man vælger at sætte et barn til verden... Man ved der er en risiko, og så må man jo tage den med...

Men super spændende emne, og jeg kan da sagtens følge andre synspunkter ;)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Fra min synsvinkel: Baby først... Der er set eksempler på for tidligt fødte helt ned til uge 15 som er overlevet og uden at tage skade... ...

Uge 15? :blink

Hvor har du hørt/set/læst det?

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

For mig at se kommer det an på situationen. 

 

Hvis det er et spørgsmål om, at man skal rede den ene eller den anden, så synes jeg man må vælge moderen. Hvis moderen har været i et trafikuheld, og hun har voldsomme blødninger, der kun kan stoppes, hvis man opererer, og det kun kan lade sig gøre, hvis hun får et kejsersnit, selv om hun har lang tid til termin, så har man i mine øjne ikke noget andet valg, end at rede kvinden, for uanset hvad, vil barnet ikke kunne overleve, hvis moderen dør, mens modrens overlevelse ikke er afhængig af barnet. Det er skide svært, men hvis man skal stille det op som enten/ eller, så må det være der mit svar falder. Hvis det så er tilfælde, hvor man fx. får konstateret kræft sent i graviditeten, og ved at udskyde kemo/ stråling til efter barnet er født, og dermed får en førøget risiko for at kræften bliver mere alvorlig, så tror jeg personligt selv jeg ville hælde mest til det sidste. Fordi barnet så ville være så levedygtigt, at det ville gå langt over min grænse at det skulle dø for min skyld. 

 

Hvis det derimod er et spørgsmål om at moderen gør noget, der er skadeligt for barnet - fx. tager stoffer eller har et masivt alkoholmisbrug, så skal man i mine øjne 100 % sætte barnet i første række. Og jeg synes faktisk det er for dårligt, at vi i DK ikke tænker om ufødte børn som havende nogle rettigheder på det her område, det er jo så meget i deres tarv ikke at blive født med men af stofmisbruget. Hvis det stod til mig, så så jeg gerne, at gravide stofmisbrugere kunne tvangsindlægges. Dog kunne jeg godt frygte, at der så var færre gravide stofmisbrugere, der opsøgte sundhedssystemet og fik hjælp. Det må trods alt være bedre, at en gravid stofmisbruger får noget hjælp, end at hun holder sig langt væk af frygt for at blive tvangsindlagt. 

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

For mig at se kommer det an på situationen.

Hvis det er et spørgsmål om, at man skal rede den ene eller den anden, så synes jeg man må vælge moderen. Hvis moderen har været i et trafikuheld, og hun har voldsomme blødninger, der kun kan stoppes, hvis man opererer, og det kun kan lade sig gøre, hvis hun får et kejsersnit, selv om hun har lang tid til termin, så har man i mine øjne ikke noget andet valg, end at rede kvinden, for uanset hvad, vil barnet ikke kunne overleve, hvis moderen dør, mens modrens overlevelse ikke er afhængig af barnet. Det er skide svært, men hvis man skal stille det op som enten/ eller, så må det være der mit svar falder. Hvis det så er tilfælde, hvor man fx. får konstateret kræft sent i graviditeten, og ved at udskyde kemo/ stråling til efter barnet er født, og dermed får en førøget risiko for at kræften bliver mere alvorlig, så tror jeg personligt selv jeg ville hælde mest til det sidste. Fordi barnet så ville være så levedygtigt, at det ville gå langt over min grænse at det skulle dø for min skyld.

Hvis det derimod er et spørgsmål om at moderen gør noget, der er skadeligt for barnet - fx. tager stoffer eller har et masivt alkoholmisbrug, så skal man i mine øjne 100 % sætte barnet i første række. Og jeg synes faktisk det er for dårligt, at vi i DK ikke tænker om ufødte børn som havende nogle rettigheder på det her område, det er jo så meget i deres tarv ikke at blive født med men af stofmisbruget. Hvis det stod til mig, så så jeg gerne, at gravide stofmisbrugere kunne tvangsindlægges. Dog kunne jeg godt frygte, at der så var færre gravide stofmisbrugere, der opsøgte sundhedssystemet og fik hjælp. Det må trods alt være bedre, at en gravid stofmisbruger får noget hjælp, end at hun holder sig langt væk af frygt for at blive tvangsindlagt.

:ditto

Meget enig - det er helt bestemt situationsbestemt. Et mega dilemma, og bestemt ikke noget der kan gives et entydigt svar på. Men jeg syntes du siger det rigtig godt pumpkins :)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er nogle vildt gode tanker/meninger, I kommer med  :super

 

Det er hvert fald tydeligt, at spørgsmålet ikke bare er sort eller hvidt, men derimod meget situationsbestemt - hvilket kun gør det endnu sværere. For hvem beslutter, hvilke situationer der er "slemme nok" (i mangel på bedre) til at sætte mor før barn eller omvendt?

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er nogle vildt gode tanker/meninger, I kommer med  :super

 

Det er hvert fald tydeligt, at spørgsmålet ikke bare er sort eller hvidt, men derimod meget situationsbestemt - hvilket kun gør det endnu sværere. For hvem beslutter, hvilke situationer der er "slemme nok" (i mangel på bedre) til at sætte mor før barn eller omvendt?

Mon ikke der er lægerne, der er bedst til at træffe de beslutninger, hvis det er et spørgsmål om, hvem der skal redes? Der bør helt klart være nogle retningslinjer, så det ikke er et spørgsmål om lægens egen personlige holdning. Det kunne evt. Være 2 læger uafhængigt af hinanden.

Hvis det er et spørgsmål om en gravid, der tager stoffer, så vil jeg mene, at børne- og ungeudvalget i kommunen er de bedste til den slags beslutninger. Det er i hvert fald dem, der kan sige god for lægelig behandling, hvis forældrene nægter, og sundhedspersonalet mener, at det vil skade barnet (fx. Forældre, der er jehovas vidne, som ikke vil lade deres børn modtage livsnødvendig blod, eller forældre, der ikke vil lade forældrene behandled deres barn, fordi de så ved, at lægerne vil finde ud af, at barnet bliver slået eller misbrugt)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mon ikke der er lægerne, der er bedst til at træffe de beslutninger, hvis det er et spørgsmål om, hvem der skal redes? Der bør helt klart være nogle retningslinjer, så det ikke er et spørgsmål om lægens egen personlige holdning. Det kunne evt. Være 2 læger uafhængigt af hinanden.

Hvis det er et spørgsmål om en gravid, der tager stoffer, så vil jeg mene, at børne- og ungeudvalget i kommunen er de bedste til den slags beslutninger. Det er i hvert fald dem, der kan sige god for lægelig behandling, hvis forældrene nægter, og sundhedspersonalet mener, at det vil skade barnet (fx. Forældre, der er jehovas vidne, som ikke vil lade deres børn modtage livsnødvendig blod, eller forældre, der ikke vil lade forældrene behandled deres barn, fordi de så ved, at lægerne vil finde ud af, at barnet bliver slået eller misbrugt)

Jeg synes helt klart, at eksemplet med stoffer er meget ligetil - der skal den gravide tvangsindlægges, synes jeg. Der er det lidt mere sort/hvidt, synes jeg.

 

Men jo, det skal vel være læger der beslutter, men jeg tænker, at der skal være retningslinjer inden man står i situationen og de må godt nok være svære at sidde og lave, hvis det var.

 

Hmm... Er der egentlig et overordnet regelsæt i Danmark om det her, og evt. om, hvornår man redder baby fremfor mor osv? Jeg tænker på de andre eksempler som ikke er med stoffer osv.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ved svangerskabsforgiftning vil man prioritere moderen først, "Risikoen for påvirkning af flere organer og død hos kvinden skal vægtes højere end barnets risiko ved for tidlig forløsning." (Sundhed.dk), og det tror jeg faktisk man vil i de fleste tilfælde, hvis ikke alle.

I Irland havde de en ret interessant sag før jul, hvor en familie gerne ville have slukket for deres datters respirator, selv om hun var gravid. I Irland vægtes barnets rettigheder lige så højt som moderen, men en dommer gav lov til at respiratoren skulle slukkes, selv om hun var 18 uger henne.

Problemet med at give et foster en masse rettigheder er, at det giver problemer i forhold til abort. Man kan ikke på den ene siden sige, at en kvinde skal holdes kunstigt i live for hendes 18-uger ufødte barns overlevelse, men samtidig tillade abort af fostre med misdannelser efter MD-scanningen, som jo ligger efter uge 18..

Men det er ret interessant..

Edit: i danmark har man faktisk i 80'erne holdt en kvinde kunstigt i live, indtil barnet kunne fødes. Denne artikel beskriver etikken i det ret godt: http://www.etik.dk/liv-sjæl/2014-09-12/når-en-morkun-holdesi-live-atredde-etufødt-barn

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Fra min synsvinkel: Baby først... Der er set eksempler på for tidligt fødte helt ned til uge 15 som er overlevet og uden at tage skade... Så synes ikke man kan sige mor først til levedygtig alder, hvis den først sættes til 23/24...

Personligt havde jeg også fravalgt eks kemo allerede i uge 8 eller faktisk allerede ved den første positive test... Men ja, man efterlader jo (efter al sandsynlighed hvis vi taler kræft, og med sikkerhed hvis der er et spørgsmål om at vælge den ene frem for den anden) en mand med et lille barn, og har man flere børn efterlader man jo også dem... Men i min optik, er det også et valg men (og ja, jeg mener begge parter) når man vælger at sætte et barn til verden... Man ved der er en risiko, og så må man jo tage den med...

Men super spændende emne, og jeg kan da sagtens følge andre synspunkter ;)

Ah, det må da vidst være en skrøne... I uge 15 er baby ca 13 cm og vejer omkring 70g... Den nedre grænse for at et barn er levedygtigt er omkring uge 24 og det vejer min 500g. Man skal helst hen forbi uge 30, før lungerne er ordentligt udviklet...

I øvrigt i interessant debat ja. Jeg hælder også til moderen først, men det er jo stadig ens eget valg. Man har jo stadig ret til f.eks at modsige sig kemo, hvis det er det, man selv føler er rigtigt. Hvis man sådan helt ultimativt skulle sige barnet først, så ville man jo også skulle forbyde abort.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now