"Skuffet over køn"

[msk1234]

Jeg er i uge 24 og venter en sund lille dreng i en bestemt planlagt graviditet, der dog gik noget hurtigere end forventet! Jeg har altid gerne ville have en pige og blev ærligt talt skuffet,da scanningen viste en dreng. For en ordensskyld må jeg hellere tilføje, at da jeg lå med gele på maven, ønskede jeg bare et sundt og rask barn - og det gør jeg naturligvis stadig! Jeg er gået fra at være meget skuffet til ikke rigtigt at føle noget særligt for "maven". Mit spørgsmål er så, om man kan blive så skuffet, så man ikke rigtigt kan forholde sig til baby? Ved godt det er et wird spørgsmål, men sådan forholder det sig nu engang.

Jeg ved ikke, om det har noget at sige, med jeg er egentlig ikke specielt vild med at være gravid og til tider glemmer jeg det. Jeg har ikke taget mere end to kg. På og har ikke betydelige gener. Hvis man ikke ved det, kan man ikke se vi er to.

Jeg håber så meget jeg snart får en moderlig følelse og en tilknytning til den lille fyr og tænker, at det ikke kun kan være fordi jeg havde håbet på en pige?

[Tumlepigen]

:kram

Jeg ved ikke om det er skuffelsen der får dig til st føle sådan - tror det er en kombi af de ting du beskriver med graviditet også. Er det dit første barn?

Jeg tror ikke du skal være bekymret. Det er ok at være skuffet. Jeg havde drømt om en dreng som nr 2, så vi fik en af hver og det tog lidt tid indrn skuffelsen over en pige til fortog sig. Det betyder jo ikke, at man ikke er glad for sund og rask baby.

Når du samtidig ikke er vild med at være gravid og ikke har tegn bliver det endnu sværere at forholde sig til. Jeg tror det kommer stille og roligt som tiden går og måske kommer tilknytningen først rigtigt når baby er kommet ud og du finder ud af, hvad den er for en størrelse.

[Barbamama]

Fuldstændig enig i alt hvad Tumlepigen skriver, så vil bare sende kram :kram

[Laura Kjær Jacobsen]

Åh det må være svært for dig at have det sådan - men ikke desto mindre er det helt normalt at man først føler noget for maven langt senere. Især når det at være gravid ikke lige er ens favorittilstand! Graviditet bliver i vores samfund gjort til noget vidunderligt lyserødt sukkerstads. Det er det bare ikke for alle! På det punkt tror jeg ikke vi kvinder kan sammenligne os - det er så forskelligt hvordan vi føler. Jeg tror bare at det der virker er at give følelserne plads og acceptere dem - som du gør ved at skrive om det her.

Når man som du, på forhånd har haft et billede eller en forestilling om at du skulle have en lille pige, og man så får at vide det bliver anderledes, så tager det tid inden man har vænnet sig til den nye forestilling, der for dit vedkommende nu skal knytte sig op på at få en dreng.

Det gode er at uanset om du bliver klar til at få en dreng, så hjælper vores moderinstinkt os normalvis rigtig godt på vej, sådan at du bliver klar til det barn der kommer. 

 

Jeg tror på at følelserne kommer - men giv det tid og tålmodighed og plads :)

[Emilie]

Jeg har haft det lidt på samme måde. Selvom jeg i starten bare ønskede mig et sundt og rask barn, så blev jeg mere og mere bevidst om at jeg ønskede mig en pige jo tættere vi kom på MD scanningen. Underligt nok havde jeg hele vejen igennem en klar fornemmelse af, at vi ventede os en dreng. Og da jeg så lå der på briksen og sagtens kunne se selv at der var et vedhæng, følte jeg også et stik af skuffelse.

Jeg har haft mange gener: hyperemesis, hormonelt betinget stress, konstante smerter i underlivet og bækkenløsning. Så har faktisk ikke nydt at være gravid, selvom jeg absolut har været glad for at jeg blev det (er også først sent begyndt at synes, det er hyggeligt at han sparker). Det er først fra omkring uge 30 at jeg begyndte at kunne nyde det (er 31+1), selvom jeg bestemt har haft moderfølelser for ham længe (nok siden jeg begyndte at mærke liv).

Så ja, ikke heelt samme situation, men kender så absolut godt til det med skuffelsen.

Jeg har valgt, at hver gang drømmen om en pige dukker op i mit hovede, så tænker jeg: "ja, men det må vi så bare få næste gang. Det er dejligt at der så kan blive en storebror, der kan tage sig af en evt lillesøster. Det har jeg jo selv været glad for" og så parkerer jeg den der.

Glæder mig nu rigtig meget til han kommer til verden, og især her efter 3D scanningen, hvor jeg så hans ansigt, har jeg fået meget stærke følelser for ham, og kunne slet ikke forholde mig til, at folk drillede mig med, at det jo kunne være at de havde set fejl, så vi alligevel venter en pige.. nej, for nu er det altså ham her, jeg vil have! :) :wub

Der er også nogle kvinder, som først udvikler større moderfølelser for deres børn op til flere uger efter fødslen. Og det er helt okay. Det er nok lidt et tabu, men det er altså helt okay og bestemt helt normalt.

Det skal nok gå. Følelserne skal nok komme :kram2

[Haarup]

:kram

Tror det er godt du har fået det at vide til en scanning, at det er en lille dreng der kommer.

Så du får tid at vende det i hovedet inden han kommer.

Jeg har ikke oplevet lige det du beskriver. Men jeg troede også 100% jeg ville få en pige første gang. Og gik og sagde HUN om maven. Og når folk spurte om vi viste det blev en pige, sagde vi at " nej set viste vi ikke, men det var en HUN indtil HAN blev født og modbeviste det". To uger før fødslen får vi så at vide at det er en dreng der er i maven. Og er glad for de to uger, for det gav os lidt tid til at vende tankerne i hovedet.

Da jeg begyndte i mødregruppe 3 mdr efter fødslen, møder jeg her en pige, med en skøn dreng. Men da vi spør hvad han skal hede krakelere hun og siger at det ved hun ikke, for de skulle havd en pige, det havde de fået at vide til en scanning, så nu var alt lyserødt, og der var kun købt lyserødt tøj og pigeting.

Tror set jeg prøver ar sige er at følelser og babys køn er meget svært.

Men alt skal nok ordne sig, og lige meget hvad kommer du til at elske din baby over alt på jorden.

:kram

[Guest Felixmor]

Jeg elsker at være drengemor til to styks lækre unger. Mit største ønske var også at få sunde og raske børn. Så det var hårdt at få at vide at der var misdannelser på nyrer/blære.

Du skal nok blive glad for at være drengemor når du først får ham ud. Det er helt fantastisk selv om hjemmet er fyldt op med diverse maskiner frem for dukker ;)

[Mette A.]

Da jeg ventede mig første gang ønskede jeg mig en dreng, fordi i mit hoved ville det bedste være at have en storebror, der kunne passe på den mindre. Derudover vidste jeg at min mand brændende ønskede sig en søn, så jeg var bange for at skuffe ham og for at han ikke ville elske en pige lige så meget. Vi fik os så en pige :p

Jeg var ligesom dig skuffet i starten, men begyndte langsomt at glæde mig med tiden. Jeg var stadig bange for om manden ville elske hende, for han føltes ret uinteresseret helt op til fødslen, men alle mine bekymringer blev gjort til skamme. Vi kunne ikke forestille os et andet barn i dag og hun er jo bare det mest fantastiske lille væsen :wub

Vores søn fik vi så senere og han er akkurat lige så fantastisk, selvom han er en lillebror istedet for. Og storesøster klarer det bare til UG og der er ikke noget bedre i verden end at se hendes kærlighed og omsorg for ham.

Det kan godt være du ikke elsker den lille fra fra starten af - det er helt normalt og sådan var det også for flere i min mødregruppe. Men tro mig, det skal nok komme efterhånden som du lærer det lille nye menneske at kende og de får mere og mere personlighed. Jeg var også længere tid om rigtigt at elske min søn, da han jo ikke var min datter, men de følelser er der bestemt nu her 4,5 måned efter fødslen.

Så ro på - det skal nok komme! Og giv dig selv lov til at føle som du gør og hvil i det. Det er helt ok :kram

[Camillat]

Jeg har ogsaa haft det saadan, liiige indtil Noah fik navnet Noah. Saa blev han min Noah og har siden vaeret glad for at faa en dreng :) 

 

Det er noget pjat, at man ikke maa oenske sig det ene eller det andet, men alt andet lige, saa er du gravid med en dreng og saa skal du nok finde dig til rette med det lille vaesen foer eller siden. Der er et saerligt baand mellem mange drenge og deres moedre, kan jeg afsloere. Noget, der bare er der, som ikke kan forklares, men det er specielt. Maaske som far og datter, jeg ved det ikke. Maaske same, same, but different. 

 

Jeg har en veninde, som er en fantastisk mor, men hun er virkelig daarlig til at vaere gravid! Det indroemmer hun ogsaa blankt. Det synes jeg ikke, du skal slaa dig selv i hovedet med. Accepter det og saa proev at goere det lidt godt for dig selv og husk at elske dig selv   :7himmel

[Ema]

Har ikke prøvet at blive skuffet over køn, men kan sige helt ærligt at jeg ikke bryder mig om at være gravid. Jeg elsker at jeg er gravid fordi det kommer til at resulterer i en fantastisk lille bebs, men jeg glæder mig ikke til de næste par måneder. Og sådan er det bare. Min krop er ikke god til at være gravid og det må jeg bare acceptere

[Stugan]

Vil bare lige sige, hvor utrolig modigt det er af dig at sige dine følelser af skuffelse over kønnet højt! Det er et tabu for mange, selvom der tydeligvis er rigtig mange, som har en præference - jeg selv inklusiv :-) . Er også sikker på, at du nok skal komme til at elske din lille søn akurat lige så højt, som du ville elske en datter, simpelthen fordi han bliver DIN lille dreng.

[Guddi]

Kære du.

Jeg forstår dig til fulde.

Jeg har to piger i forvejen og ønskede mig en uge mere, fordi jeg synes, det er fantastisk med piger. Derudover var der meget praktisk, da der kun ville blive 22 mdr imellem de to mindste, så alt tøj osv kunne ligesom gå i arv.

Jeg havde en meget kompliceret graviditet m stor risiko for at føde for tidligt. Så jeg følte endnu mere, at jeg bare skulle være taknemmelig, hvis barnet var sundt og rask.

Vi fik taget en moderkagebiopsi, da NF tallet var for lavt.

Da sygeplejersken i telefonen fortalte mig, udover at barnet var rask, at kønnet var en dreng, tudede jeg. Og følte mig så skamfuld.

Men jeg er glad for at jeg fik det at vide så tidligt, så jeg kunne gå og 'vænne' mig til det.

Det hjalp også lidt, at købe lidt lækkert drengetøj ;-)

Og nu elsker jeg min lille dreng på 3 uger.

Kram til dig!

[LDM]

Åha, får lidt ondt i maven når jeg læser dit indlæg, jeg havde lidt de samme følelser som du beskriver, dog uden skuffelsen, jeg endte desværre med at få en fødselsdepression. Det er så modigt og godt at du fortæller det her, og kan få noget støtte, men hvis jeg var dig, ville jeg snakke med jordemoder eller sundhedsplejerske om dine følelser og tanker, de kan med garanti hjælpe dig og dine følelser, det ville jeg ønske at jeg havde gjort