Utroskab og tilgivelse?

[Guest]

Hej alle sammen.

 

Jeg har haft en snak med nogle veninder, og vi kom ud i en lang diskussion om utroskab. En havde nemlig læst en artikel om, at man efter at være blevet forældre skulle være i større risikozone for at ens mand gik på strejftur.

 

Nu kom spørgsmålet så: Skal utroskab tilgives?

 

Hvis det er

A: Engangsknald, som han selv fortæller om

B: Engangsknald, som du afslører

C: Længerevarende affære, som han selv fortæller om

D: Længerevarende affære, som du afslører

 

Mine svar var
A: Tilgiv
B: Tilgiv
C: Måske
D: NEJ!

 

Hvad synes I?

[Myliona]

I teorien ville jeg gerne tilgive.. Men ville aldrig kunne det - ville aldrig kunne glemme det, og ville altid føle mig svigtet og aldrig stole på personen igen.

[Mistel]

Jeg tror simpelthen ikke det er til at vide før man står i det. I princippet er jeg enig med dig BSB, men der kan være så mange omstændigheder der bare gør, at det ikke lige er sådan alligevel.

[Guest]

Jeg tror simpelthen ikke det er til at vide før man står i det. I princippet er jeg enig med dig BSB, men der kan være så mange omstændigheder der bare gør, at det ikke lige er sådan alligevel.

:ditto

[Alura]

Jeg ville være villig til at arbejde på (om jeg reelt set ville kunne, synes jeg er svært at spå om, men jeg tror det) at tilgive og komme videre, hvis det "bare" havde været sex. Altså et engangsknald eller lignende. Hvis det der imod havde været et forhold, hvor der havde været følelser involveret, så tvivler jeg på at jeg ville kunne. Følelsesmæssig utroskab vejer langt tungere end fysisk utroskab i min bog.

[Barbamama]

Har ikke lige tid til det lange svar, men jeg ville have det som mål at tilgive det hele, og jeg tror også at jeg kunne.

[Camilla_krøier]

Som udgangspunkt, nej til det hele.... Men jeg har også en rigtig grim historie hvor min exmand rent faktisk kom hjem til vores fælleshjem med "den anden" og jeg pænt (øhhh nej) blev bedt om at daffe af.... Det er 10 år siden og min nye mand er meget anderledes end min ex, men han ved godt at lige det er et sprængfarligt emne..... Jeg håber på at et engangsknald ville kunne overleves, især hvis vi havde børn, men jeg er bange for at det ville vække alt for mange følelser for mig

[Fister]

Som udgangspunkt:

A: tilgiv

B: jeg VIL gerne tilgive, men der er noget med tillid som jeg ikke ka styre

C: too late

D: nej!

Men for faen hvor jeg elsker og stoler på min mand, så tanken i sig selv er næsten ikke til at holde ud

[Fister]

Som udgangspunkt, nej til det hele.... Men jeg har også en rigtig grim historie hvor min exmand rent faktisk kom hjem til vores fælleshjem med "den anden" og jeg pænt (øhhh nej) blev bedt om at daffe af.... Det er 10 år siden og min nye mand er meget anderledes end min ex, men han ved godt at lige det er et sprængfarligt emne..... Jeg håber på at et engangsknald ville kunne overleves, især hvis vi havde børn, men jeg er bange for at det ville vække alt for mange følelser for mig

Psykopat-apparat! Min ungdomskæreste, som jeg var så forelsket i at det næsten definerede hvem jeg var, tog sin nye kæreste med til min fødselsdagsfest uden at slå op med mig først. Men du 'vinder' alligevel på narhoved-ekskærester, og det er jeg ked af. Kram

[Camilla_krøier]

Psykopat-apparat! Min ungdomskæreste, som jeg var så forelsket i at det næsten definerede hvem jeg var, tog sin nye kæreste med til min fødselsdagsfest uden at slå op med mig først. Men du 'vinder' alligevel på narhoved-ekskærester, og det er jeg ked af. Kram

Det var vist mere et spørgsmål om at han havde fundet en vaskeægte psykopat (jeps, hun havde alle kendetegn) og han blev presset ud i en situation han hverken kunne li eller havde kontrol over....han undgår mig stadig og får meget røde øre og nedslået blik når han møder nogen fra min familie....ikke at der skal være nogen undskyldninger for hans utroskab, men psykobitch gjorde en skidt situation til et maridt....

Er glad for at jeg så alligevel ventede til mand nr to når det kommer til projekt baby...

[Bamse&Kylling]

Jeg kunne ikke tilgive noget af det!! 

 

SLET ikke, når man har børn sammen. Så skal jeg ikke gå og være nervøs over, hvornår næste tillidsbrud sker. Mine børn skal opleve at deres mor er glad, sikker i sin holdning omkring, hvordan man skal behandles og fuld af selvværd. 

Jeg synes man skylder sine børn at vise, hvordan man behandler hinanden og hvis man ikke kan leve op til det, er det den der bliver trådt på, der skal vise, at man ikke skal finde sig i at blive behandlet dårligt og at man er mere værd end det.

Jeg kan slet ikke forstå, hverken hvad undskyldning man kan have for at være utro, men heller ikke hvordan man kan tilgive at blive trådt på på den måde!

 

Jeg ved godt, at børnene jo højst sandsynligt ikke vil få det at vide, især ikke som små og hvis utroskabet ikke ender i et parforhold, men de mærker jo det mindste - om man vil det eller ej.!

 

Jeg har heldigvis aldrig stået i den situation, så jeg ved jo reelt set ikke, hvad jeg ville gøre. Men dette er mit svar og det jeg håber, jeg vil gøre!

[Guest]

Nej til det hele.

 

Utroskab er for mig det utimative svigt og det vil jeg hverken kunne tilgive eller komme videre fra. For mig er der ingen undskyldning, hvis man har det dårligt i forholdet, så må man komme ud med det, før man er utro. Er man fuld og kan ikke styre det, så må man lade alkoholen på hylden og lade være med at drikke, fuldskab er for mig ingen undskyldning. Jeg har svært ved at se, jeg ville kunne se noget som undskyldning for at være sin partner utro.

 

Jeg har ikke prøvet det, så hvordan jeg vil have det ved jeg ikke, men tror ikke jeg ville kunne tilgive det. Sagde jeg vi fortsætter, så ville jeg have tvivlen i mig, hver gang han skulle et eller andet og tænke "er han nu utro igen". Jeg ville ikke stole på min mand og det vil og skal jeg kunne for at være sammen med ham.

[Guest cmbk]

Nej til det hele. Ikke til nogen diskussion. Har været I et forhold med meget utroskab, og jeg kunne faktisk ikke engang tilgive at han bare havde skrevet frækt med en. Det er utroskab I min verden.

[Maustique]

Jeg tror jeg ville forsøge at kæmpe os videre efter nr. 1 - altså et sidespring, skidefuld til en fest, som han med det samme kom på sine grædende knæ og fortalte mig. Udfordringen ville være tillidsbruddet og jeg ved ikke, hvordan vi skulle bære os ad med at komme til at stole på hinanden igen. Men vi elsker hinanden så højt, og har bygget hele vores fremtid på hinanden og på tillid - så jeg kan faktisk slet ikke forestille mig, at det kunne ske. Hans holdning til utroskab er endnu mere firkantet end min - og jeg ved at han under ingen omstændigheder ville kunne tilgive nogen af dem.

 

Alle de andre tre bygger i min bog på ikke et men to bedrag. Først utroskaben i sig selv - bagefter løgnen om det. Selvom han selv skulle fortælle om en affære, så har den jo stået på i længere tid - dvs. at der gennem længere tid har været løjet omkring det.

[Vinnus]

Nej til alle.

Der findes ingen undskyldning for den slags uanset om der er børn i forholdet.

Det er det største tillidsbrud man kan lave.

Jeg var 10 år i et forhold med en som var utro flere gange. Der var noget i vejen altid og der var konstant dårlige undskyldninger. Jeg fik sågar at vide at det var min egen skyld, fordi jeg var så dum og grim.

Jeg kæmpede og kæmpede, som man jo får at vide at man skal. Men det nyttede ikke, for han vedblev med at lave den slags numre.

Utroskab dræber tillid og ingen kærlighed er stærk nok til at bære den slags.

[Emilie]

Som udgangspunkt nej, jeg ville ikke kunne tilgive det, tror jeg. Når det så er sagt, ville jeg muligvis kunne arbejde på at tilgive, hvis situationen var en stangbacardi mand, der begik en fejl til en fest.. men kun måske.. utroskab er så stort et tillidsbrud, så jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde ville kunne stole på min mand igen..

[Guest]

Jeg ville ikke kunne tilgive noget af det - måske ville jeg stadig kunne blive i forholdet efter men forholdet ville derfra aldrig være jævnbyrdigt. Jeg ville forevigt kunne trække det "kort" jeg ved ikke om jeg ville, men jeg kunne!

Utroskab ødelægger!

Men nu elsker jeg min mand usigeligt højt og tanken om ikke at være sammen med ham KAN være ondere end rent faktisk at gå fra ham! Så jeg ville kæmpe! Hvis han angrer vil det gå lettere, og jeg ville kræve par terapi! Men jeg ved vitterligt ikke om jeg kunne under nogen omstændigheder.

Men NØJ jeg stoler på min mand!!! Jeg tvivler virkelig overhovedet ikke på ham! I sidste uge var han i Kbh i 2 overnatninger - noget der er HELT normalt i hans arbejde, da han kom hjem sagde jeg til ham at det var en som ham der let ville kunne slippe afsted med en affære, jeg ville ALDRIG tvivle på om han løj om hvad han skulle! Hans svar var et smil og et kys i min pande og et kærligt "jeg elsker dig" - så det bliver aldrig relevant - heldigvis!!!

[tazdiginez]

Jeg vil som udgangspunkt gerne kunne tilgive alt, men jeg ved at det ikke er realistisk.

 

En længervarende affære ville være deal-breakeren for mig.

Jeg tror ikke at jeg ville kunne tilgive sådan en situation, eftersom det har stået på længere tid og han har været bevidst om at han sårede mig i processen. 

Jeg HADER sætningen "det var ikke min mening at sårer dig" i disse situationer, for hvis det ikke var hensigten, hvorfor gjorde man det så?

 

Jeg kan acceptere impuls-styrede handlinger - dvs. et one-night-stand eller en pludselig attraktion. 
Men jeg VED at J ikke kunne finde på det. Han er "opdraget" godt og på samme tid er jeg hans første og eneste kæreste han nogensinde har haft.

Skulle han få lyst til at strejfe og prøve noget nyt, ville jeg udforske mine følelser og mærke efter i mig selv, om jeg synes det var okay eller ej. Jeg VED at han ville respektere og accepterer et nej, hvis det var at jeg havde svært ved det.

 

Og J siger det samme som mig :)

 

EDIT:

Vi har snakket om det - og vi er rygende enige om at er det et BEVIDST valg, som i ædru tilstand, at man vælger at være sammen med en anden - så kan det ikke tilgives. Et bevidst valg om utroskab er så forkert for os begge.

Et valg, hvor at ens dømmekraft er "ude af funktion" (stinkende stiv, blevet drugged osv.), kan godt tilgives eftersom valget ikke har været helt og aldeles bevidst - i situationen jo - men man ville ikke gøre det i ædru tilstand. 

Hovedsagen er at vi er enige herhjemme ;)

[Pada]

Årh det er svært… Jeg tror faktisk kun jeg ville forsøge at tilgive engangsknaldet.. Måske endda også et, som jeg selv havde afsløret. Vi har faktisk tit snakket om at hvis et engangsknald ikke betød noget for den som "kom til" at gøre det, ville det næsten ødelægge mere at fortælle det. Men det er så svært!

 

En affære ville jeg til gengæld ikke kunne tilgive. Det er simpelthen for stort et svigt med løgn og planlægning af hvornår man skal se "den anden" osv. Det er bedrag af allerværste skuffe!

 

Hvis jeg skulle tilgive et engangsknald ville det kræve en masse terapi og samtaler.. 

 

Spørgsmålet er så, om det i fremtiden ville ødelægge forholdet.. For jeg tror ikke jeg ville komme til at stole 100% på min mand igen. For hvis han kunne gøre det sidst han var fuld, gør han det så igen til julefrokosten? Det tror jeg, at jeg ville have rigtig svært ved!

[Pumpkins]

Jeg ville have svært ved at tilgive det. Måske kunne jeg godt tilgive det på den måde, at jeg ikke var vred over det, men jeg tror ikke jeg bare ville kunne lægge det bag mig.

Vi er begge enige om, at man ikke "kommer til" at være utro - man kan altså godt nå at stoppe op, og tænke "det her skal jeg ikke" inden. Sex er ikke noget, der bare lige sker - altså man falder ikke lige ovenpå en anden, og så har man haft sex.

Jeg har faktisk mere respekt for de situationer, hvor den ene finder en anden, og så har været utro inden de gik fra hinanden, vel og mærket hvis det ikke er noget der har stået på i lang tid, og den utro selv står frem med det, end tilfældige engangsknald. Jeg ville ikke kunne forsætte i det forhold, men jeg vil måske have det nemmere bagefter, hvis det var fordi C havde forelsket sig i en anden, og ikke bare var fordi, han ikke kunne holde den i bukserne på en eller anden bytur.

Jeg tror også det ville kræve rigtig meget hårdt arbejde før vi fandt tilliden igen. Og hvis prisen er, at jeg altid vil være mistroisk og utryg overfor hvor han var og hvad han lavede, så kan det godt være, at det ville være bedre for os ikke at være sammen. Men jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det.

[Forunderligt]

Nej til det hele.

 

Jeg ville prøve at tilgive en spontan flirt eller et kys, eller sms/datingprofil/chat flirt eller lignende. Men har man haft buskerne af så har der været mulighed nok for at samle sine sanser og overveje om det virkelig er det man vil. Og jeg tror slet ikke jeg kunne glemme det og genvinde tilliden, selv om jeg af princip tror på tilgivelse for alle parters skyld.

[SaraLK]

Nej til det hele.

Jeg ville prøve at tilgive en spontan flirt eller et kys, eller sms/datingprofil/chat flirt eller lignende. Men har man haft buskerne af så har der været mulighed nok for at samle sine sanser og overveje om det virkelig er det man vil. Og jeg tror slet ikke jeg kunne glemme det og genvinde tilliden, selv om jeg af princip tror på tilgivelse for alle parters skyld.

:Ditto

[Håbetsglæde]

Utroskab, det ville jeg bare aldrig kunne tilgive. Om det så i teorien foregik over sms eller andet, så der ikke er sket noget fysisk, det ville jeg heller aldrig kunne tilgive.
Hvis først tilliden er blevet brudt på den måde, så tror jeg aldrig den kommer 100% tilbage, og sådan ville jeg ikke kunne leve. Hvis min mand nogensinde får interesse for en anden, som han vil se til eller andet, så kan han ligeså godt pakke tasken imens. For hvis han virkelig elsker mig, så vil han ikke udvikle tilstrækkelig interesse for andre, til at de vil nå så vidt.
Og det samme gælder selvfølgelig for mig selv. :)
Børn eller ej, jeg vil hellere være alenemor, end jeg vil leve i et forhold, hvor der er mistillid og svigt på bagen :)

[Fister]

Jeg har "altid" sagt at utroskab er utilgiveligt. Men jeg er sammen med en mand, som jeg elsker og respekterer mere end jeg troede var muligt. Han er en GOD mand og en GOD far. Jeg ser på mig selv og må jo indse at jeg er langt fra perfekt, at jeg indimellem dummer mig og og at han elsker mig med alt det som jeg er på trods. Det er gengældt. Jeg har ikke været utro, og det har han heller ikke. På nogen måde. Men tænk hvis en kæmpe brandert skulle komme på tværs af alt det gode vi har. Det er derfor 1'eren kan være tilgivelig i min bog, men der skal virkelig også grædende knæ til. Ellers kan det jo være lige meget. Og det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg ved det er så meget i mod hans egne værdier, så det vil virkelig være en dum dum dum fejltagelse. Jeg tror faktisk oprigtigt det aldrig kommer til at ske. For nogen af os - og på en måde hænger DEN følelse sammen med tilgivelsen.

 

Jeg synes det er langt værre at oprette en datingprofil eller sende frække sms'er med en anden. Det indebærer jo at man planlægger det og opsøger det og bliver ved, og der står jeg helt af. 

[Guest Amina]

Nej til det hele. Jeg ville ikke kunne bære det, og vores forhold ville være dødsdømt uanset om jeg prøvede at tilgive eller ej. Jeg kan bare ikke.