Utroskab og tilgivelse?

[Guest cmbk]

Hvorfor skal det at være "meget fuld i en mega brandert" være en "undskyldning" Det synes jeg faktisk ikke at det er... Synes bare det gør situationen mere sørgelig.

[Barbamama]

Årh der er så mange ting, jeg har lyst til at sige til det her emne, og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte :D

Jeg tror ikke, at mit "hjerte" deler op i de her a, b, c, d kategorier, som bliver præsenteret her. Jo måske lidt, jeg kan i hvert fald godt se, hvorfor noget kan virke mere overkommeligt end andet.

Men jeg deler nok mere op i om det er sket "fordi han er et egoistisk, amoralsk røvhul" eller "fordi forskellige komplicerede omstændigheder ledte op til det". Og allerede der har jeg på forhånd tilgivet min mand for evt kommende utroskab, fordi, efter 9 års parforhold, hvor han har været der for mig i tykt og tyndt, så bliver han ikke vupti et røvhul henover en nat eller i løbet af et evt. månedslangt forhold på siden. Det hindrer ham ikke i at være utro, men med alt den kærlighed og "ordentlighed" han har vist mig indtil nu, vil jeg som udgangspunkt gå ud fra at utroskaben skyldtes forskellige ting OMKRING ham, og ikke at han i sig selv var blevet et nyt menneske, som jeg ikke længere elskede.

Hvis jeg netop var indtrådt i et nyt forhold, og dén fyr var mig utro, så ville jeg nok som udgangspunkt gå ud fra, at han havde et andet forhold til moral end mig, og så ville jeg næppe bruge mere tid på ham. Det er bestemt ikke fordi, jeg er ligeglad med, om man er mig utro!

Og hvis Brian og jeg en dag kommer til at døje med gentagne tilfælde af utroskab (her tænker jeg ikke gentagne som i en længerevarende affære, men som i at vi fx var kommet over en omgang utroskab og havde snakket og tilgivet, og det så skete igen, og at dét gentog sig flere gange), så kunne jeg også godt ende med at konkludere, at han havde udviklet sig i et retning, som jeg ikke kunne følge med i, og det ville jeg heller ikke kunne leve med i længden.

Men uanset om vi snakker engangsknald eller længerevarende affære, så synes jeg, at vi har været sammen som par så længe, at jeg ikke kan frasige mig en del af ansvaret. Der er selvfølgelig en aktiv og en passiv part, men jeg synes det virker urimeligt partout at se det som skurk og offer. Jeg tror ikke på, at man efter 9 års samliv pludselig bliver "sådan en, der er utro". Det giver langt mere mening for mig at antage, at vi i så fald er kommet så langt fra hinanden, at han sulter efter kærlighed/sex/nærhed/bekræftelse/lignende og ikke kan tale med mig om det, og så er det nok gensidigt, og vores begges skyld (eller ingens om man vil). Og når jeg ved, hvor vigtig de nævnte ting er for mig selv, så kan jeg ikke for alvor klandre Brian for at søge dem, hvis han ikke finder dem hos mig.

Misforstå mig ikke: Jeg vil blive SKIDESUR og MEGA ked af det. Og det vil tage lang tid at finde tilliden igen! Men når støvet har lagt sig, så er det sådan her, jeg rent rationelt har det omkring utroskab og det håber jeg, at jeg kan holde fast i, hvis vi en dag står i det.

Og om han fortæller det eller ej (JF. Abcd i første indlæg), det tænker jeg kan handle om alt muligt, der ikke siger noget om, hverken om han fortryder eller om han vil gøre det igen, så det er ikke afgørende for mig. Jeg kunne forestille mig, at jeg ville have lettere ved at finde tilliden igen, hvis han selv havde sagt det, men tillid og tilgivelse er jo forskellige ting.

[Fister]

Hvorfor skal det at være "meget fuld i en mega brandert" være en "undskyldning" Det synes jeg faktisk ikke at det er... Synes bare det gør situationen mere sørgelig.

Jeg ved at mange har det som dig, og det er nok bare fordi jeg selv synes at folk er for fede, når jeg er fuld og at jeg godt kan li en god fest hvor man danser med hinanden og har 'kloge' samtaler. Men det gør jo på ingen måde utroskab ok! Det KAN bare gøre det mindre overlagt og i min optik mister man lidt dømmekraft i en brandert. Jeg ville i hvert fald nok ikke have sunget My Heart Will Go On på en karaokebar hvis jeg var ædru... Men som sagt, jeg har ikke været utro, så jeg ved det ikke. Kan bare ikke forestille mig andre situationer hvor samvittigheden ikke har total magt.

[Barbamama]

Jeg har forresten selv været utro (ikke overfor Brian, men en ex), så måske er jeg farvet af det ;)

Jeg mener nemlig generelt, at jeg har et ret godt moralsk kompas, og at jeg ikke er egoistisk eller et røvhul. Jeg har ikke været utro for sjov eller fordi jeg var ligeglad.

Men jeg var simpelthen sådan i klemme! Jeg var sammen med en god og ordentlig fyr, vi havde været sammen længe og det var en tryghed og en rytme som ingen af os turde bryde. Men vi var alligevel røget langt fra hinanden. Jeg forsøgte VIRKELIG at snakke med ham, jeg forsøgte af alle mine kræfter at vise ham, at jeg manglede ømhed, sex og kærlighed for det gjorde jeg virkelig. Og jeg forsøgte at finde ud af, hvad han manglede. Men jeg kunne ikke trænge igennem til ham. Og jeg kunne heller ikke forlade ham, både fordi jeg ikke selv troede, at jeg kunne undvære ham, og fordi jeg troede at han ville blive ulykkelig, hvis jeg gik. Så jeg gik egentlig bare og havde det elendigt og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Og pludselig en aften stod jeg overfor alt det, jeg savnede: Stærke varme arme, søde ord, passion, bekræftelse, en lyst til mig, liv, ømhed, seksuel spænding (vi havde dog ikke sex...), nærhed, og selvom det strider imod min og mange andres opfattelse om, hvad man kan tillade sig overfor sin kæreste, så kunne jeg ikke tillade andet overfor mig selv, end at kysse ham og blive holdt lidt om.

Jeg havde RÆDSOMT dårlig samvittighed bagefter, men jeg har tilgivet mig selv, for jeg er kun et menneske.

Selvfølgelig havde det været bedre, hvis jeg bare var gået fra ex'en noget før, når vi nu ikke kunne få det til at fungere. Men han kunne også være gået fra mig. Og han havde også ansvar i, at det gik så skidt mellem os. Og på sin vis var utroskaben nok den dråbe, der fik bægeret til at flyde over og tvang os til at beslutte, om vi skulle arbejde eller gå. Det endte med at vi (eller egentlig jeg, men det var mere fordi jeg havde nosserne til det, end det var fordi han stadig havde følelserne) gik. Og så fandt vi hver især vores livs kærlighed og fik det meget bedre ;) Så jeg tror faktisk, at han har tilgivet mig. Det håber jeg i hvert fald for ham :)

[tazdiginez]

Årh der er så mange ting, jeg har lyst til at sige til det her emne, og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte :D

Jeg tror ikke, at mit "hjerte" deler op i de her a, b, c, d kategorier, som bliver præsenteret her. Jo måske lidt, jeg kan i hvert fald godt se, hvorfor noget kan virke mere overkommeligt end andet.

Men jeg deler nok mere op i om det er sket "fordi han er et egoistisk, amoralsk røvhul" eller "fordi forskellige komplicerede omstændigheder ledte op til det". Og allerede der har jeg på forhånd tilgivet min mand for evt kommende utroskab, fordi, efter 9 års parforhold, hvor han har været der for mig i tykt og tyndt, så bliver han ikke vupti et røvhul henover en nat eller i løbet af et evt. månedslangt forhold på siden. Det hindrer ham ikke i at være utro, men med alt den kærlighed og "ordentlighed" han har vist mig indtil nu, vil jeg som udgangspunkt gå ud fra at utroskaben skyldtes forskellige ting OMKRING ham, og ikke at han i sig selv var blevet et nyt menneske, som jeg ikke længere elskede.

Hvis jeg netop var indtrådt i et nyt forhold, og dén fyr var mig utro, så ville jeg nok som udgangspunkt gå ud fra, at han havde et andet forhold til moral end mig, og så ville jeg næppe bruge mere tid på ham. Det er bestemt ikke fordi, jeg er ligeglad med, om man er mig utro!

Og hvis Brian og jeg en dag kommer til at døje med gentagne tilfælde af utroskab (her tænker jeg ikke gentagne som i en længerevarende affære, men som i at vi fx var kommet over en omgang utroskab og havde snakket og tilgivet, og det så skete igen, og at dét gentog sig flere gange), så kunne jeg også godt ende med at konkludere, at han havde udviklet sig i et retning, som jeg ikke kunne følge med i, og det ville jeg heller ikke kunne leve med i længden.

Men uanset om vi snakker engangsknald eller længerevarende affære, så synes jeg, at vi har været sammen som par så længe, at jeg ikke kan frasige mig en del af ansvaret. Der er selvfølgelig en aktiv og en passiv part, men jeg synes det virker urimeligt partout at se det som skurk og offer. Jeg tror ikke på, at man efter 9 års samliv pludselig bliver "sådan en, der er utro". Det giver langt mere mening for mig at antage, at vi i så fald er kommet så langt fra hinanden, at han sulter efter kærlighed/sex/nærhed/bekræftelse/lignende og ikke kan tale med mig om det, og så er det nok gensidigt, og vores begges skyld (eller ingens om man vil). Og når jeg ved, hvor vigtig de nævnte ting er for mig selv, så kan jeg ikke for alvor klandre Brian for at søge dem, hvis han ikke finder dem hos mig.

Misforstå mig ikke: Jeg vil blive SKIDESUR og MEGA ked af det. Og det vil tage lang tid at finde tilliden igen! Men når støvet har lagt sig, så er det sådan her, jeg rent rationelt har det omkring utroskab og det håber jeg, at jeg kan holde fast i, hvis vi en dag står i det.

Og om han fortæller det eller ej (JF. Abcd i første indlæg), det tænker jeg kan handle om alt muligt, der ikke siger noget om, hverken om han fortryder eller om han vil gøre det igen, så det er ikke afgørende for mig. Jeg kunne forestille mig, at jeg ville have lettere ved at finde tilliden igen, hvis han selv havde sagt det, men tillid og tilgivelse er jo forskellige ting.

:ditto i dette her... 

[Guest]

Jeg må ærligt sige jeg ikke kunne tilgive noget af det :(

[Barbamama]

Jeg kender et ægtepar hvor han var utro 1 gang for flere år siden, og de er seriøst det mest harmoniske par jeg kender... Han indrømmede det selv med det samme, og selvom det har været max hårdt for dem, så lykkedes det for dem, og efter mange, lange snakke, meget vrede, frustration, sorg og en masse frem og tilbage, så HAR hun tilgivet ham helt ind i knoglerne, og de siger begge at det var det mørkeste tidspunkt i deres ægteskab, men at der er kommet noget godt ud af det, og tilliden er 100 % blevet genopbygget.

De siger at det kræver en enormt vilje og en helt masse arbejde...

På grund af deres fortælling, så ved jeg at jeg ville kæmpe...

Men jeg er nu virkelig ikke nervøs for det... Manden har selv været udsat for utroskab gennem flere år, og det ødelagde hans tidligere ægteskab, så han ved om nogen hvad det gør. Jeg har kun været sammen med min mand og har slet ikke tanke for andre, så tror ikke det er vores største problem ;)

Sikke en dejlig historie :) Synd at de skulle igennem den mørke tid, men jeg synes det er livsbekræftende at de kom igennem :super

[Barbamama]

Noget andet er, at jeg personligt gerne vil lidt væk fra, at sex er definerende for et parforhold. Det er ikke fordi, jeg ønsker mig hverken et åbent forhold, eller et uden sex, men jeg ønsker mig (i hvert fald for mit eget forhold), at det ikke er så meget en deal-breaker, som jeg nogle gange synes, at det bliver gjort til, når jeg hører andre tale om forhold og sex.

Jeg har flere gange hørt nogen sige "Hvis ikke man har sex, er man jo nærmest bare venner", og det er jeg meget uenig i. Brian er absolut ikke bare en ven, jeg har sex med. Han er min partner, min kæreste, min trygge base, min fortrolige, en som jeg har "et eller andet uforklarligt" med, OG min ven OG den, jeg har sex med. Og hvis han i en periode ikke er en, jeg har sex med (som fx pt. hvor vi har total tørke, fordi jeg har så meget kvalme <_<), så er han stadig alt det andet. Og hvis han en dag har sex med en anden, så er han stadig alt det andet. Og hun (den anden kvinde) er IKKE alt det andet for ham. (Eller måske er hun. Men så tænker jeg ikke længere at utroskaben er et issue, så er det jo fordi han elsker hende og skal være sammen med hende og ikke mig. Og det er vel lidt noget andet).

Og (også) derfor giver det ikke mening for mig, på forhånd at sige, at utroskab = slut på forhold. :)

[Guest]

Jeg er enig med dig langt hen af vejen i dit sidste indlæg BBM, sex definere ikke kun forholdet.

 

Min mand er også min bedste ven, den jeg kan sige alt til, ham der altid vil være der og støtte mig.

 

Derfor vil det svigt. hvis han var mig utro, være helt utilgiveligt og jeg ville føle han ville svine det til vi har. Jeg ville ikke kunne tilgive det, selvom han er min bedste ven, en god far og en god mand. Det vil være så ulig ham, at han vil trampe på mig på den måde og smide det væk vi har for et engangsknald eller en affære. Det ville jeg slet ikke kunne bære og være så karakterafvigende for den mand jeg kender. Jeg ved min mand har det på samme måde.

Kom han inden han agerede på det og sagde at han ikke havde det godt i forholdet og noget skulle ændre sig i forholdet, det ville jeg kunne respektere, men ikke hvis han gik ud og var mig utro.

[Barbamama]

MiB, jeg kan godt forstå din tankegang, og selvfølgelig er det meget bedre (eller mindre skidt, eller hvad vi nu skal kalde det :chin:) hvis partneren kommer til en med problemerne inden evt. utroskab.

Jeg opfatter det bare ikke sådan, at Brian trampede på MIG, hvis han var mig utro. Det ville gøre mig ked af det, og såre mig, men medmindre han havde gjort det netop med det formål at såre mig (altså hævn eller sådan noget), så tænker jeg ikke, at handlingen har noget at gøre med mig som sådan. Jeg ville gå ud fra, at han var utro fordi han var presset, havde det skidt og ikke kunne finde ud af at få det løst. Og jeg kunne selvfølgelig nok blive skuffet over, at han ikke kom til mig med det, men jeg mener oprigtigt, at hvis han ikke føler, at han kan komme til mig, så er det ligeså meget min skyld som hans.

Lad os antage, at han fx ikke havde det godt i vores forhold. Hvad ville han tro mest på skete, hvis han kom og sagde det? Hvis jeg har vist ham, at jeg reagerer rolig, fattet og med kærlighed, så tør han måske komme. Men hvis hans erfaring er, at jeg reagerer ved at afvise ham, gå i panik, forlade ham eller andet, så vil jeg mene at utroskaben bunder i et tillidsproblem, som vi begge er skyld i.

Og jeg tænker ikke at utroskab er at smide sit forhold med alt det gode, det har væk. Tvært imod ser jeg det som et desperat (og ikke særlig hensigtsmæssigt, men måske kan man ikke se andet) forsøg på at få opfyldt sit behov og uden at miste sit forhold. Hvis man ville smide forholdet væk, kunne man jo netop bare gå fra partneren og finde en anden. Men hvis man er utro, får man begge dele. Og selvom det er unfair, så kan jeg godt se for mig, at man kan ende med at vælge sådan, selvom man stadig elsker sin partner.

[Guest]

BBM,

 

Jeg er enig i, at begge har et ansvar for at forholdet er godt og at begge har det godt i forholdet. For mig rykker ansvaret dog, når man er utro, så synes jeg man har taget den langt over stregen. Det kan være ens partner er svær at råbe op, men jeg synes bare ikke det undskylder utroskaben, lige meget hvor meget man så har forsøgt. Jeg synes stadig ikke utroskab er iorden og jeg kan slet ikke se hvornår jeg vil synes det var i orden.

 

For mig ville det have noget med mig at gøre, hvis min mand var mig utro. Det kan godt være det ikke vil være som hævn, men jeg ville stadig føle mig trådt på og føle at det forhold vi har ikke er så meget værd for ham som for mig.

[Barbamama]

Tjah, der ser vi det nok bare forskelligt så :)

[Barbamama]

Mht. hvad børnene ser, så skal mine børn selvfølgelig ikke vokse op med en ulykkelig mor og en utro far (eller omvendt!) ;) Som nævnt tidligere, så ville jeg ikke byde mig selv at blive i et forhold med gentagne tilfælde af utroskab.

Men jeg tænker gerne, at mine børn må se og høre (i en mængde og version, der er passende til deres alder!) at forhold nogle gange støder på vanskeligheder, og at man i den forbindelse kan vælge at tilgive og arbejde på forholdet, også uden at man bliver en dørmåtte. Jeg vil ikke signalere overfor mine børn, at man skal blive sammen med en partner for enhver pris, men personligt synes jeg, det virker så rodløst med høje skilsmissetal og folk, der går fra hinanden fordi "det gik bare ikke lige". Der ønsker jeg for både mig selv og mine børn, at man holder lige lidt mere fast.

Jeg vil også gerne lære mine børn, at rigtig meget kan tilgives og løses (eller i det mindste forstås), når man elsker hinanden :)

[Fister]

Oven på den seneste diskussion, må jeg måske lige uddybe mit synspunkt. Jeg tror nemlig på at det man gør i en brandert har noget at gøre med noget dybereliggende. F.eks (det lyder som om jeg er fuld tit, det er jeg virkelig virkelig ikke, men jeg har da været ung og gået i byen hver weekend) så da jeg lige fik et par shots for meget har jeg grædt over ar min mor var en nar eller at jeg savnede min morfar på nogle helt upassende tidspunkter. Men min mor ER jo øhm 'ikke min favorit' og min elskede morfar ER jo død, så det har bare været en reaktion. På samme måde tror jeg mht utroskab og branderter, at hvis man har det virkeligt godt derhjemme og bliver fuld, så glææææder man sig bare vildt til at komme hjem og snave sin kæreste helt i gulvet. Måske lidt FOR vådt fordi man bare er stiv og glad:) men hvis det knirker derhjemme - og det gør det vel i større eller mindre grad for os alle indimellem - jamen så er knaldet til julefrokosten et udtryk for at det er kommet for langt ud. At parret har noget der skal arbejde seriøst med, men der behøver ikke at ligge mere i det en dét. Det er bare virkelig dum måde at få taget hul på det på, men der er et gran af 'vi er jo også bare mennesker' i det. Og som BBM er det egentlig ikke sex der definerer utroskab for mig, selvom det er en dealbreaker (ad hvor skal han bare ikke knalde nogen som helst andre end mig), men det dér tillidsbrud der er svært at arbejde med, fordi vi på så mange ømme og sårbare og GODE punkter er filtret helt ind i hinanden.

[Maustique]

Hvorfor skal det at være "meget fuld i en mega brandert" være en "undskyldning" Det synes jeg faktisk ikke at det er... Synes bare det gør situationen mere sørgelig.

 

Det er bestemt ikke en undskyldning - jeg tror måske bare at det er det der lille håb, som man måske kunne klynge sig op i. At det hverken var planlagt eller gennemovervejet, fordi ens fornuft midlertidigt var sat fuldstændigt ud af spillet.

 

Jeg har måske en smule mindre svært ved at tro på, at man kan "komme til" at gøre noget når man mere eller mindre er helt væk i alkohol, end hvis man er ædru.

 

Og utroskab i sig selv er sørgeligt - men det er ikke så meget akten sig selv men bedraget, der er sørgeligt. Jeg tror faktisk, at det ville være ret ligemeget om det var lange dybe tungekys, oralsex eller samleje, der var tale om. Det er svigtet!

[Guest]

Mange forskellige meninger og følelser omkring det! Spændende! :balloons

[Fru_Simonsen]

Hvis han "kommer til" at bolle udenom, og han stadig er interresseret i at beholde vores familie osv. så synes jeg ikke det er så slemt. Jeg ville ærlig talt gerne skånes for at høre om det - han må bare rode med de kvaler det evt. måtte give ham, selv og så komme videre i teksten. På samme måde har jeg det hvis man drikker sig fuld og flirter/kysser/knalder når man er i byen.. "herregud" altså - bare lad være med at dele det med partneren ik? Der sker fejl nogen gange, og jeg siger egentlig kun sådan, fordi jeg føler mig 110% tryg i mit forhold og VED at den mand elsker mig af hele sit hjerte. HVIS han nogensinde "kom til" at gøre sådan noget i et øjebliks sindsyge, så er jeg sikker på han ville have røv dårlig samvittighed selv, og at han ikke var "på vej væk" af den grund, hverken følelsesmæssigt eller fysisk.

 

Jeg synes der er forskel på at gøre ting overlagt og i mangel på respekt for sin partner, og på at man bare er et menneske der kan blive revet med af en god stemning, men som elsker og begærer sin partner.

 

Nu føler jeg mig ikke i risikozonen for at komme til at knalde ved siden af - for det første fordi jeg bare aldrig havner i de situationer hvor det ville kunne ske, men også fordi jeg slet ikke er åben overfor den slags flirteri - jeg er alt for forelsket og glad for min mand til at det kunne ske <3 Er egentlig ret overbevist om at han har det på samme måde.

 

[Guest]

I ser også ud til at være gode sammen :wub. Jeg er faktisk fuldstændig enig med dig. Jeg er heller ikke nervøs overhovedet, og SKULLE det ske engang, ville jeg være sikker på, det bare var en engangsdimmer, og jeg ville tilgive det. Jeg er sikekr på, G elsker mig og at vi skal være sammen resten af vores liv. Det kan et enkelt fejltrin ikke ødelægge. Og hun er jo et menneske med fejl, ligesom alle andre. Jo, jeg ville tilgive. Naivt måske, men there it is :rolleyes.

[Guest Amina]

BBM,

Jeg er enig i, at begge har et ansvar for at forholdet er godt og at begge har det godt i forholdet. For mig rykker ansvaret dog, når man er utro, så synes jeg man har taget den langt over stregen. Det kan være ens partner er svær at råbe op, men jeg synes bare ikke det undskylder utroskaben, lige meget hvor meget man så har forsøgt. Jeg synes stadig ikke utroskab er iorden og jeg kan slet ikke se hvornår jeg vil synes det var i orden.

For mig ville det have noget med mig at gøre, hvis min mand var mig utro. Det kan godt være det ikke vil være som hævn, men jeg ville stadig føle mig trådt på og føle at det forhold vi har ikke er så meget værd for ham som for mig.

:ditto meget enig. Jeg ser det som manglende respekt overfor mig.

[Guest]

Jeg vil aldrig kunne tilgive det... For mig er det en handling han selv burde kunne sige stop til, fordi han ved hvad konsekvenser det vil have. Han siger selv han slet ikke kunne forstille sig at gøre det, og tager meget afstand til utroskab. Hans eks kone fandt en anden før hun fik det gjort forbi med ham, så det har nok sat lidt "ar" i ham, og den slags kunne og ville han heller ikke tilgive.

Jeg er egentlig ikke bange for han skulle gøre det. Han er langt fra en flirtende type. Men han ved også godt hvad mit syn er på utroskab, og vi er meget enige. Så jeg tror og håber aldrig det kommer til at ske for os. Jeg kunne ihvertfald bestemt ikke forstille mig selv at gøre det. Vores forhold betyder alt, og det vil jeg ikke risikere at miste for et øjebliks tiltrækkelse af en anden mand. Da og også ved hvor meget jeg vil såre min mand og jeg selv vil have det af h til. Og vi har også børn at tænke på.

[MacMus]

Jeg tror jeg kunne tilgive - men vores officielle holdning herhjemme er at det kan ikke tilgives på nogen måde.

[Guest]

G og jeg talte faktisk om det i går, og vi er egentlig ret enige. Vi kan begge tilgive et fejltrin, så vi ikke behøver gå fra hinanden, men det ville helt klart koste rigtig meget på følelseskontoen. For man vil gøre det vel vidende, at den anden vil blive frygteligt ked af det og vred. Og det vil bare være SÅ lidt okay! Derfor betyder det meget for os, om det er planlagt eller ej. Et øjebliks svaghed er stadig mega træls, men intet imod iskold planlægning. Ingen af os vil, som før sagt, kunne tilgive en affære!

 

Nu kommer sprogfascisten op i mig igen. For betyder at tilgive egentlig, at man ikke er vred og ked af det mere? Man glemmer det jo aldrig - og følelserne kan man ikke slette.

G siger, det er noget med at smide det ud af rygsækken og sige: "Jeg kan ikke slette det fra min hukommelse, men jeg bestemmer, at det ikke skal styre mine følelser mere. Min kærlighed er større end din fejl, så jeg tilgiver, så vi stadig kan være i hinandens liv. Jeg vil ikke bruge det mod dig, og jeg vil ikke lade mistænksomhed ødelægge vores liv. Jeg stoler på dig igen".

 

Det synes jeg egentlig er meget godt ramt.

 

 

[Guest]

Hvis han "kommer til" at bolle udenom, og han stadig er interresseret i at beholde vores familie osv. så synes jeg ikke det er så slemt. Jeg ville ærlig talt gerne skånes for at høre om det - han må bare rode med de kvaler det evt. måtte give ham, selv og så komme videre i teksten. På samme måde har jeg det hvis man drikker sig fuld og flirter/kysser/knalder når man er i byen.. "herregud" altså - bare lad være med at dele det med partneren ik? Der sker fejl nogen gange, og jeg siger egentlig kun sådan, fordi jeg føler mig 110% tryg i mit forhold og VED at den mand elsker mig af hele sit hjerte. HVIS han nogensinde "kom til" at gøre sådan noget i et øjebliks sindsyge, så er jeg sikker på han ville have røv dårlig samvittighed selv, og at han ikke var "på vej væk" af den grund, hverken følelsesmæssigt eller fysisk.

Jeg synes der er forskel på at gøre ting overlagt og i mangel på respekt for sin partner, og på at man bare er et menneske der kan blive revet med af en god stemning, men som elsker og begærer sin partner.

Nu føler jeg mig ikke i risikozonen for at komme til at knalde ved siden af - for det første fordi jeg bare aldrig havner i de situationer hvor det ville kunne ske, men også fordi jeg slet ikke er åben overfor den slags flirteri - jeg er alt for forelsket og glad for min mand til at det kunne ske <3 Er egentlig ret overbevist om at han har det på samme måde.

:ditto

[FruOvervejelse]

Jeg kunne ikke tilgive noget af det!!

SLET ikke, når man har børn sammen. Så skal jeg ikke gå og være nervøs over, hvornår næste tillidsbrud sker. Mine børn skal opleve at deres mor er glad, sikker i sin holdning omkring, hvordan man skal behandles og fuld af selvværd.

Jeg synes man skylder sine børn at vise, hvordan man behandler hinanden og hvis man ikke kan leve op til det, er det den der bliver trådt på, der skal vise, at man ikke skal finde sig i at blive behandlet dårligt og at man er mere værd end det.

Jeg kan slet ikke forstå, hverken hvad undskyldning man kan have for at være utro, men heller ikke hvordan man kan tilgive at blive trådt på på den måde!

Jeg ved godt, at børnene jo højst sandsynligt ikke vil få det at vide, især ikke som små og hvis utroskabet ikke ender i et parforhold, men de mærker jo det mindste - om man vil det eller ej.!

Jeg har heldigvis aldrig stået i den situation, så jeg ved jo reelt set ikke, hvad jeg ville gøre. Men dette er mit svar og det jeg håber, jeg vil gøre!

:ditto

[FruOvervejelse]

BBM,

Jeg er enig i, at begge har et ansvar for at forholdet er godt og at begge har det godt i forholdet. For mig rykker ansvaret dog, når man er utro, så synes jeg man har taget den langt over stregen. Det kan være ens partner er svær at råbe op, men jeg synes bare ikke det undskylder utroskaben, lige meget hvor meget man så har forsøgt. Jeg synes stadig ikke utroskab er iorden og jeg kan slet ikke se hvornår jeg vil synes det var i orden.

For mig ville det have noget med mig at gøre, hvis min mand var mig utro. Det kan godt være det ikke vil være som hævn, men jeg ville stadig føle mig trådt på og føle at det forhold vi har ikke er så meget værd for ham som for mig.

:ditto Jeg er helt enig her. Og så tænker jeg lidt, at selvfølgelig er man selv med til at skabe en situation derhjemme, men det giver ikke manden ret til at bolle udenom. Man kan ikke skide på andre mennesker, fordi man ikke føler sig hørt. Og netop det er vigtigt for mig ift opdragelse. Jeg synes, det er fint at lære sine børn om gensidig respekt i forhold og at det går op og ned, som BBM siger, men for mig er det vigtigere at lære mine børn, at man fandme behandler andre mennesker ordentligt. Uanset hvad! Utroskab går ikke under den kategori, der hedder at behandle andre ordentligt. Basta!