Diamanten

Hvordan håndterer I det?

44 indlæg i dette emne

Negativ test igen. Hvordan holder I det ud, Jer som også har prøvet længe uden held?

:(

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Man holder det ud, fordi man ikke har andet valg :kiss

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Som Susanne siger...

 

Det endte med at lykkes for os. I mellemtiden - ja, for mig var det noget med at forestille mig worst case. Og hvad ville jeg så gøre? Hvordan ville mit liv blive med et adoptivbarn? Hvordan ville mit liv blive godt uden børn? Rejse meget? Plejebørn? Især min mor var meget sådan - stop, stop - der er du slet ikke endnu, men for mig var det vigtigt at sige, ok, hvis det her ikke KAN lykkes, hvad er så plan B. Hvad er mit lys i mørket, så jeg netop kan holde det ud.

 

:kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er meget enig med Susanne og Mistel.

 

For mig handler det rigtigt meget om hele tiden at være et skridt foran. Hvad er næste plan? Hvad gør hvis dette ikke virker? I starten var det overhovedet at få behandling et kæmpe skridt. Som tiden gik, så ændrede dette sig til, at jeg ligefrem glædede mig til at vi kunne komme i gang med IUI. Da vi kom i gang med dette, og vi fik negative test de første par gange, gik jeg i gang med at google alt om IVF/ICSI, så da det 4. IUI forsøg heller ikke lykkedes, var det en lettelse at blve henvist til IVF/ICSI. Nu står vi foran forhåbentligt at skulle i gang med vores første ICSI forsøg om et par uger, og hold op hvor jeg glæder mig. Jeg tror virkelig på, at dette bliver løsningen for os. Især nu hvor det yderligere er blevet afklaret, at vores 'problem' er mandens svømmere. Dog er jeg så allerede også lidt videre i tankerne. Hvad gør vi, hvis det ikke lykkes inden for de 3 forsøg vi får inden for det offentlige? Så dels er jeg begyndt at lægge lidt penge til side, så vi kan fortsætte i det private efterfølgende. Og dels er jeg begyndt at overveje tanken om en sæddonor. Lige præcis tanker om sæddonor lå meget fjernt fra mig i starten, men nu er jeg begyndt at varme lidt op om tanken. Jeg tror, at denne proces med hele tiden at tænke frem gør, at jeg bedre kan håndtere det, hvis det vi står i lige nu ikke lykkes.

 

Og så er jeg stadig helt overvist om - helt inderst inde - at vi selvfølgelig skal have børn. Det er ikke en mulighed for os, at vi ikke får dem. For det er jo det, det er meningen med det hele, synes jeg.

 

Men puha, det er hårdt hver gang med får en negativ test. Rigtigt hårdt. Kram til dig :kram2 :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er meget enig med Susanne og Mistel.

For mig handler det rigtigt meget om hele tiden at være et skridt foran. Hvad er næste plan? Hvad gør hvis dette ikke virker? I starten var det overhovedet at få behandling et kæmpe skridt. Som tiden gik, så ændrede dette sig til, at jeg ligefrem glædede mig til at vi kunne komme i gang med IUI. Da vi kom i gang med dette, og vi fik negative test de første par gange, gik jeg i gang med at google alt om IVF/ICSI, så da det 4. IUI forsøg heller ikke lykkedes, var det en lettelse at blve henvist til IVF/ICSI. Nu står vi foran forhåbentligt at skulle i gang med vores første ICSI forsøg om et par uger, og hold op hvor jeg glæder mig. Jeg tror virkelig på, at dette bliver løsningen for os. Især nu hvor det yderligere er blevet afklaret, at vores 'problem' er mandens svømmere. Dog er jeg så allerede også lidt videre i tankerne. Hvad gør vi, hvis det ikke lykkes inden for de 3 forsøg vi får inden for det offentlige? Så dels er jeg begyndt at lægge lidt penge til side, så vi kan fortsætte i det private efterfølgende. Og dels er jeg begyndt at overveje tanken om en sæddonor. Lige præcis tanker om sæddonor lå meget fjernt fra mig i starten, men nu er jeg begyndt at varme lidt op om tanken. Jeg tror, at denne proces med hele tiden at tænke frem gør, at jeg bedre kan håndtere det, hvis det vi står i lige nu ikke lykkes.

Og så er jeg stadig helt overvist om - helt inderst inde - at vi selvfølgelig skal have børn. Det er ikke en mulighed for os, at vi ikke får dem. For det er jo det, det er meningen med det hele, synes jeg.

Men puha, det er hårdt hver gang med får en negativ test. Rigtigt hårdt. Kram til dig :kram2 :kram2

Det er også svømmere her- og det her var også vores 4. IUI- dog uden insemination- så vi får ét til. Synes bare, at det er monster hårdt med den her proces. Havde aldrig forestillet mig, at det ville blive SÅ svært for os, og har virkelig et lille skrabet håb tilbage om baby nu. Vil jo helst have et barn der er vores- biologisk. Og vil da gerne være gravid. Men det synes mere og mere umuligt.

Nå.

Hvis det ikke lykkes næste gang, så skal vi videre i systemet til reagensglas. Håber dog ikke, at det bliver nødvendigt.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Som Susanne siger...

Det endte med at lykkes for os. I mellemtiden - ja, for mig var det noget med at forestille mig worst case. Og hvad ville jeg så gøre? Hvordan ville mit liv blive med et adoptivbarn? Hvordan ville mit liv blive godt uden børn? Rejse meget? Plejebørn? Især min mor var meget sådan - stop, stop - der er du slet ikke endnu, men for mig var det vigtigt at sige, ok, hvis det her ikke KAN lykkes, hvad er så plan B. Hvad er mit lys i mørket, så jeg netop kan holde det ud.

:kram

Jeg ved ærlig talt ikke, om jeg vil have et barn, hvis det ikke er vores eget. Så der er ikke så meget plan b her, hvis sidste IUI/reagens ikke fører til noget- jo så selvfølgelig IUI/reagens af egen lomme.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Som Susanne siger...

Det endte med at lykkes for os. I mellemtiden - ja, for mig var det noget med at forestille mig worst case. Og hvad ville jeg så gøre? Hvordan ville mit liv blive med et adoptivbarn? Hvordan ville mit liv blive godt uden børn? Rejse meget? Plejebørn? Især min mor var meget sådan - stop, stop - der er du slet ikke endnu, men for mig var det vigtigt at sige, ok, hvis det her ikke KAN lykkes, hvad er så plan B. Hvad er mit lys i mørket, så jeg netop kan holde det ud.

:kram

Men fedt at det lykkedes for Jer :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er også svømmere her- og det her var også vores 4. IUI- dog uden insemination- så vi får ét til. Synes bare, at det er monster hårdt med den her proces. Havde aldrig forestillet mig, at det ville blive SÅ svært for os, og har virkelig et lille skrabet håb tilbage om baby nu. Vil jo helst have et barn der er vores- biologisk. Og vil da gerne være gravid. Men det synes mere og mere umuligt.

Nå.

Hvis det ikke lykkes næste gang, så skal vi videre i systemet til reagensglas. Håber dog ikke, at det bliver nødvendigt.

 

For det første skal du give dig selv lov til at være sur og skuffet et par dage nu. Det er bare så hårdt! Og så satser vi selvfølgelig på, at det lykkes for jer ved det næste IUI forsøg :goodluck

 

Og dernæst kan du måske begynde at tænke, at det med reagensglas behandling slet ikke er verdens undergang. Jeg er blevet så kæmpe optimistisk efter jeg så denne lille bitte video om ICSI (mikroinsemination): http://www.trianglen.dk/fakta-om-ivf-og-icsi.html Det ser bare så super smart ud, synes jeg :) Og når det netop er svømmerne, der er problemet, så ser dette jo ud til at være den perfekte løsning. Problemet med IUI er jo, at selv om svømmerne bliver insemineret i livmoderen, og de så slipper for at skulle gennem livmoderhalsen, så skal de stadig svømme den lange vej ud i æggelederne. Og ved netop IVF eller ICSI, så skal de stort set ikke svømme nogle vegne. Det er da så smart :)

 

Men ja, processen er monster hård! Det er ikke uden grund, at en andel (kan ikke huske hvor stor) af kvinder, der er i behandling udvikler depression i forløbet. Det er bare en møghård proces. Øv altså.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ja, det vil jeg også sige. Ens grænser for hvad der er "acceptabelt" rykkes hele tiden. Jeg har talt med andre, der også var bekymrede for om de kunne få børn, og så var de enige om, at hvis det ikke var et fælles biologisk barn, så ville de slet ikke. Og det er 100% en løsning man kan vælge - og SKAL vælge, hvis det er det rigtige. Men disse mennesker nåede bare (heldigvis) aldrig i behandling før det lykkedes. Og det er langt fra sikkert, det stadig havde været deres beslutning, hvis de ikke havde været heldige. Jeg føler selv, at mine grænser er blevet skubbet til om og om igen, og jeg har fandme været vred over og syntes det var dybt uretfærdigt, at der bare aldrig fandtes et kompromis. At det hele tiden var mig, der måtte opgive mine ønsker... Hvis du forstår hvad jeg mener..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ja, det vil jeg også sige. Ens grænser for hvad der er "acceptabelt" rykkes hele tiden. Jeg har talt med andre, der også var bekymrede for om de kunne få børn, og så var de enige om, at hvis det ikke var et fælles biologisk barn, så ville de slet ikke. Og det er 100% en løsning man kan vælge - og SKAL vælge, hvis det er det rigtige. Men disse mennesker nåede bare (heldigvis) aldrig i behandling før det lykkedes. Og det er langt fra sikkert, det stadig havde været deres beslutning, hvis de ikke havde været heldige. Jeg føler selv, at mine grænser er blevet skubbet til om og om igen, og jeg har fandme været vred over og syntes det var dybt uretfærdigt, at der bare aldrig fandtes et kompromis. At det hele tiden var mig, der måtte opgive mine ønsker... Hvis du forstår hvad jeg mener..

 

Forstår det sagtens. Har det lidt på samme måde. Det er super frustrerende. Især fordi folk omkring mig/os, og meget tæt på- bare siger ordet gravid, og vupti- er gravide efter et forsøg. Gør det ikke lettere, når man har prøvet i ca. 2 år uden held. Det føles bare så uretfærdigt- vi er begge normalvægtige, ryger ikke, drikker meget lidt, sundt helbred og gør bare A-L-T for at få det til at lykkes- men stadigvæk ingenting. Det 'eneste' problem er bare, at min mands svømmere er nedsat. Så tænkte man "nå, så burde det lykkes efter 3 IUI", men nej- det gjorde det ikke. Nu må vi se, om 4. IUI er lykkens gang.

 

Og netop- jeg vil ikke opgive at være gravid, og min mand vil på ingen måde overveje sæddonor- og jeg vil på den anden hånd ikke adoptere... så stopper den ligesom der.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

For det første skal du give dig selv lov til at være sur og skuffet et par dage nu. Det er bare så hårdt! Og så satser vi selvfølgelig på, at det lykkes for jer ved det næste IUI forsøg :goodluck

 

Og dernæst kan du måske begynde at tænke, at det med reagensglas behandling slet ikke er verdens undergang. Jeg er blevet så kæmpe optimistisk efter jeg så denne lille bitte video om ICSI (mikroinsemination): http://www.trianglen.dk/fakta-om-ivf-og-icsi.html Det ser bare så super smart ud, synes jeg :) Og når det netop er svømmerne, der er problemet, så ser dette jo ud til at være den perfekte løsning. Problemet med IUI er jo, at selv om svømmerne bliver insemineret i livmoderen, og de så slipper for at skulle gennem livmoderhalsen, så skal de stadig svømme den lange vej ud i æggelederne. Og ved netop IVF eller ICSI, så skal de stort set ikke svømme nogle vegne. Det er da så smart :)

 

Men ja, processen er monster hård! Det er ikke uden grund, at en andel (kan ikke huske hvor stor) af kvinder, der er i behandling udvikler depression i forløbet. Det er bare en møghård proces. Øv altså.

 

Tak :)

 

Det er enormt tærende. Man bliver behandlet, stikket i, probet, tager piller, kan ikke drikke/feste, spiser strikst etc. etc. og så veeeeenter man, i to uger som føles som tre år, og så får man den der rådne enkle streg... ord kan ikke beskrive skuffelsen pt.

 

Men ja- man kan da håbe, at det lykkes for os ved næste IUI. Time will tell- men først: skal der ventes igen igen

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Forstår det sagtens. Har det lidt på samme måde. Det er super frustrerende. Især fordi folk omkring mig/os, og meget tæt på- bare siger ordet gravid, og vupti- er gravide efter et forsøg. Gør det ikke lettere, når man har prøvet i ca. 2 år uden held. Det føles bare så uretfærdigt- vi er begge normalvægtige, ryger ikke, drikker meget lidt, sundt helbred og gør bare A-L-T for at få det til at lykkes- men stadigvæk ingenting. Det 'eneste' problem er bare, at min mands svømmere er nedsat. Så tænkte man "nå, så burde det lykkes efter 3 IUI", men nej- det gjorde det ikke. Nu må vi se, om 4. IUI er lykkens gang.

 

Og netop- jeg vil ikke opgive at være gravid, og min mand vil på ingen måde overveje sæddonor- og jeg vil på den anden hånd ikke adoptere... så stopper den ligesom der.

Vi endte jo så med donor. For hos min mand var der bare ingen brugbar sæd. Eller rettere - der var så lidt af den og så sjældent at det at ramme os begge to samtidigt  - ja så var den store gevinst i lotto langt mere sandsynlig. Så sådan var det. Så vi valgte, at vi ville stifte familie. I har jo ingen grund til at opgive icsi endnu :) Og selvom det skulle ske, er det ikke sikkert, at vores løsning er den rette for jer. Men jeg kan ikke sige andet, end at min mand ER Vitus far. Det er meget enkelt. Det er ikke en administrativ beslutning, det er sådan det er. Helt ind i hjertet :) Men det har været en lang og hård og sej vej - ingen tvivl om det.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak :)

 

Det er enormt tærende. Man bliver behandlet, stikket i, probet, tager piller, kan ikke drikke/feste, spiser strikst etc. etc. og så veeeeenter man, i to uger som føles som tre år, og så får man den der rådne enkle streg... ord kan ikke beskrive skuffelsen pt.

 

Men ja- man kan da håbe, at det lykkes for os ved næste IUI. Time will tell- men først: skal der ventes igen igen

 

Ja, den der ventetid, den er bare så opslidende. Jeg laver ikke andet end at kigge på kalenderen 1000 gange om dagen, tælle ned, og så vente på det næste trin. Behandlingsopstart, ÆL, G-test, og så forfra igen. Jeg skulle forleden hjælpe med at lave en året-der-gik quiz til noget julefrokost, og jeg var bare helt blank. Hvad er der sket i 2014? Har ingen ide. Men jeg ved præcis, hvornår jeg har haft ÆL, behandlingsstart, scanningsdag, testdag etc. Men resten af livet går bare forbi, mens man venter på det eneste, der virkeligt betyder noget. Suk, det bliver vist lidt deprimerende at læse det her, men det er bare sådan, det hele føles en gang i mellem :(

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi endte jo så med donor. For hos min mand var der bare ingen brugbar sæd. Eller rettere - der var så lidt af den og så sjældent at det at ramme os begge to samtidigt  - ja så var den store gevinst i lotto langt mere sandsynlig. Så sådan var det. Så vi valgte, at vi ville stifte familie. I har jo ingen grund til at opgive icsi endnu :) Og selvom det skulle ske, er det ikke sikkert, at vores løsning er den rette for jer. Men jeg kan ikke sige andet, end at min mand ER Vitus far. Det er meget enkelt. Det er ikke en administrativ beslutning, det er sådan det er. Helt ind i hjertet :) Men det har været en lang og hård og sej vej - ingen tvivl om det.

 

Hvor er I seje, at I valgte donor. Jeg bliver mere og mere overbevist om, det vil vi også gøre, hvis vi en dag når så langt. Selvom man ikke får generne med, så får man jo alt det andet. Graviditeten, fødslen, og hele barnets opvækst og opdragelse. Det må da være det næstbedste, hvis ikke vi kan få biologien til at gå op.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi endte jo så med donor. For hos min mand var der bare ingen brugbar sæd. Eller rettere - der var så lidt af den og så sjældent at det at ramme os begge to samtidigt  - ja så var den store gevinst i lotto langt mere sandsynlig. Så sådan var det. Så vi valgte, at vi ville stifte familie. I har jo ingen grund til at opgive icsi endnu :) Og selvom det skulle ske, er det ikke sikkert, at vores løsning er den rette for jer. Men jeg kan ikke sige andet, end at min mand ER Vitus far. Det er meget enkelt. Det er ikke en administrativ beslutning, det er sådan det er. Helt ind i hjertet :) Men det har været en lang og hård og sej vej - ingen tvivl om det.

 

Min mand vil ikke, på nogen måde, overveje en sæddonor som nævnt... ergo: hvis det ikke lykkes os enten med den sidste IUI eller reagens er mulighederne ligesom begrænset. Det er nok også det, der gør mig rigtig ked af det.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ja, den der ventetid, den er bare så opslidende. Jeg laver ikke andet end at kigge på kalenderen 1000 gange om dagen, tælle ned, og så vente på det næste trin. Behandlingsopstart, ÆL, G-test, og så forfra igen. Jeg skulle forleden hjælpe med at lave en året-der-gik quiz til noget julefrokost, og jeg var bare helt blank. Hvad er der sket i 2014? Har ingen ide. Men jeg ved præcis, hvornår jeg har haft ÆL, behandlingsstart, scanningsdag, testdag etc. Men resten af livet går bare forbi, mens man venter på det eneste, der virkeligt betyder noget. Suk, det bliver vist lidt deprimerende at læse det her, men det er bare sådan, det hele føles en gang i mellem :(

 

Vi er i samme båd. Og ja- det er super deprimerende!

Bare rart, at man kan komme ud med det, når man ikke kan tale med nogen- anden en min mand- om det. Ingen ved, at vi prøver- eller rettere har prøvet i lang tid nu.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Min mand vil ikke, på nogen måde, overveje en sæddonor som nævnt... ergo: hvis det ikke lykkes os enten med den sidste IUI eller reagens er mulighederne ligesom begrænset. Det er nok også det, der gør mig rigtig ked af det.

 

Det skal selvfølgelig også kun være en mulighed, hvis I begge er enige. Helt sikkert. Men hvis nu (7-9-13) det næste IUI forsøg heller ikke lykkes, så vil jeg altså tro, at I har rigtigt gode chancer ved reagensglasbehandling. Og så bliver alt den anden snak jo slet ikke relevant :)

 

Vi er i samme båd. Og ja- det er super deprimerende!

Bare rart, at man kan komme ud med det, når man ikke kan tale med nogen- anden en min mand- om det. Ingen ved, at vi prøver- eller rettere har prøvet i lang tid nu.

 

Oh yes, BK er genialt til at komme ud med bekymringerne. :lovebk  I starten fortalte vi heller intet til nogen. Men som tiden er gået er det sluppet ud til flere og flere (primært mandens venner, vores familier ved stadig intet). Jeg kan nu mærke, at det altså har lettet mig rigtigt meget, at jeg en gang i mellem kan fortælle vores historie til andre. Selvfølgelig er der forskel på, hvem det er bedst at tale med, og jeg finder at vi har nogle venner, der er i lign. situation, og det er bare så rart lidt at kunne tale med dem. Andre venner kan slet ikke forholde sig til det, og de prøver i bedste mening at sige 'slap nu af, så sker det nok', som måske er det værste, man kan sige. :prik

 

Så mit budskab er: Det kan måske være en mulighed for jer at dele det med nogle særligt udvalgte? Jeg er i hvert fald blevet overrasket over, hvor meget det kan lette. Og man kan også være selektiv i, hvad man deler. Alt med konkrete datoer for scanning etc vil jeg ikke dele, men måske snarere mine tanker og frustrationer. Bare en tanke. Du skal selvfølgelig kun gøre, hvad der føles rigtigt for dig og jer :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

ked af at høre at i endnu engang fik negativt svar. Enig med sparks om at det hjælper med ny plan og plan b og c og d  :) vi har besluttet at tage det sidste icsi behandling og så er det donor tid, vi ønsker os et barn og hvordan det barn kommer til er nu sekundært  :) jeg synes det letter presset på os at vi også tager donor løsning som plan, der er jo ingen af os der kan gøre for at sædkvaliteten er dårlig og min mand synes heller ikke det er rimeligt at jeg skal gennemgå alle de hormonbehandlinger som tærer på mig og os. 

:)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak piger- forhåbentligt bliver snakken ikke nødvendig. Men er ret sikker på, at hvis IUI/reagens ikke leder til baby- så er løbet kørt. For jeg vil ikke adoptere, og min mand har sagt, at han aldrig ville overveje at bruge en sæddonor, da det så ikke ville være hans baby- men i hans logik, ville adoption være ok- det er da heller ikke hans baby- bioogisk... med en sæddonor ville det i det mindste være noget af os... ved ikke, om det giver mening, det jeg tænker her. Er nok bare frustreret. Over at der ikke er noget, at vi kan gøre ved det- andet end at tage den ene efter den anden behandling, som indtil videre, ikke virker.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak piger- forhåbentligt bliver snakken ikke nødvendig. Men er ret sikker på, at hvis IUI/reagens ikke leder til baby- så er løbet kørt. For jeg vil ikke adoptere, og min mand har sagt, at han aldrig ville overveje at bruge en sæddonor, da det så ikke ville være hans baby- men i hans logik, ville adoption være ok- det er da heller ikke hans baby- bioogisk... med en sæddonor ville det i det mindste være noget af os... ved ikke, om det giver mening, det jeg tænker her. Er nok bare frustreret. Over at der ikke er noget, at vi kan gøre ved det- andet end at tage den ene efter den anden behandling, som indtil videre, ikke virker.

Bare en tanke ifht din mand: kan det netop være fordi er adoptivbarn ikke har noget biologi fra nogen af jer at han synes det er ok, hvor det ved sæddonor jo kun er ham der er "udenfor"?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak piger- forhåbentligt bliver snakken ikke nødvendig. Men er ret sikker på, at hvis IUI/reagens ikke leder til baby- så er løbet kørt. For jeg vil ikke adoptere, og min mand har sagt, at han aldrig ville overveje at bruge en sæddonor, da det så ikke ville være hans baby- men i hans logik, ville adoption være ok- det er da heller ikke hans baby- bioogisk... med en sæddonor ville det i det mindste være noget af os... ved ikke, om det giver mening, det jeg tænker her. Er nok bare frustreret. Over at der ikke er noget, at vi kan gøre ved det- andet end at tage den ene efter den anden behandling, som indtil videre, ikke virker.

Jeg kan godt forstå det er sårbart for din mand, gu er det det  :) Jeg tror bare på at det sociale er vigtigere end biologien, alle oplevelserne, graviditeten fødslen og det lille sårbare væsen som får forældre til at gå gennem ild og vand osv .og vi kan alle blive enige om at  det ikke vil blive svært at overbevise vores kommende børn at de er ønskebørn med kæmpe Ø :) med alt det hulumhej som vi gennemgår for at få dem :) 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

åh pludselig synes jeg jeg sidder her og kloger den  :blink sorry Diamant  :) det er pisse hårdt det du  og vi alle er igang med på så mange planer at det er nemt at miste overblikket og holde modet oppe..  :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha ja.. Jeg syns det er forfærdeligt gang på gang og få det der slag i ansigtet..

Vi har været igang med behandling i 4 år..

Haft iui og nu igang med IVF..

Oplevet GUL og at miste halvvejs igennem graviditeten..!!

Orker ikk mere og manden havde melt-Down i sidste uge hvor han ville opgive det hele og droppe mere behandling.. Han kan snart ikk se det overhovedet er det værd og at smerten er for stor..

Kan godt følge ham men kan som 26 årig ikk forstille mig at opgive fuldstændig..!

Så vi prøvet vist lige et eller to IVF forsøg endnu og så overvejer vi næste skridt..

Manden vil heller ikk adoptere overhovedet..!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Bare en tanke ifht din mand: kan det netop være fordi er adoptivbarn ikke har noget biologi fra nogen af jer at han synes det er ok, hvor det ved sæddonor jo kun er ham der er "udenfor"?

Jo er det nok- men så er det i det mindste noget af mig. Og er det ikke lidt egoistisk at fornægte mig graviditet og at føde mit eget barn, når det er hans svømmere der ikke virker. Måske strengt sagt- men hvis behandlingen ikke virker, ville jeg nok tænke det indvendig... selvom det måske ikke er fair.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

åh pludselig synes jeg jeg sidder her og kloger den :blink sorry Diamant :) det er pisse hårdt det du og vi alle er igang med på så mange planer at det er nemt at miste overblikket og holde modet oppe.. :)

Det er ok. Er bare ekstremt nede i dag, og føler verden er imod mig... mega trist. Der er også andre ting, der ikke er helt hvad jeg synes de burde være pt- udover manglende baby.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER