pjevser79

ved ikke om jeg skal græde eller råbe jubi

33 indlæg i dette emne

Ja så kom jeg her til ved ikke og jeg skal græde eller råbe Jubii.

Har mange blandet følelser jeg er blevet gravid men en som ikke vil være en del af det her men kan ikke få det fjernet. Har ønsket at blive gravid i mange år nu og jeg bliver jo ikke yngre fylder 35 år i næste måned.  puha mange tanker og mange tude ture troede ikke jeg skulle være i denne situation øvøv undskyld det er lidt rodet har lige fundet ud af det i morges

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

:kram og tillykke trods blandede følelser :kram2

Er du ikke sammen med faren eller hvordan?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

tak skal du have nej det er jeg ikke det var en jeg datede og som jeg så blev enige med mig selv at det ikke var den rigtige alligevel så vi stoppede og bum bum 6 uger senere gravid

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Øv kan godt forstå du ikke helt ved hvilket ben du skal stå på lige nu, og det er da helt i orden.

Synes du skal beslutte dig for at råbe jubiii! Når det ingen mulighed er at få det fjernet og du jo egentlig gerne vil have et barn så giv dig selv lov til at være glad og nyde det. Du skal være mor, stort tillykke :) det hjælper ingen ting at gå og være i tvivl over det når der ikke er noget at gøre... I skal nok få det tophyggeligt dig og baby også selvom faren ikke er sammen med jer. Måske han stadig kan være der som en far uden i er et par?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Enig med Mette, så du får et tillykke herfra :glad

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vil bare lige sende dig et :kram og ønske dig tillykke med graviditeten :loveshower

 

Hvor langt er du henne?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Er helt enig med Mette. Hvis du har besluttet dig for at beholde barnet og ønsker det og har drømt om det længe, så beslut dig for at være glad. Det kom måske ikke til dig på den måde du havde troet at det skulle, men beslut dig for at få det bedste ud af situationen. Du skal være mor, hurra. Du skal have en baby, som kommer til at være helt og aldeles afhængig af dig og synes at lige netop du er det bedste, tryggeste og mest fantastiske i verden. Alt det andet kommer til at blegne ved siden af, når du lige får sundet dig oven på chokket, tror jeg. Og så skal det hele nok gå. Stort tillykke :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

tak skal i have alle sammen det skal nok gå og jeg har en pige på 7 år så en hjælp i hende selvom hun ikke skal være mor ss men gud et chok da jeg have taget en fortrydelse pille men det er bare ham der går glip af et super dejligt barn mit barn ss

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

jeg er ca 6 uger henne så meget meget nyt

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

jeg er ca 6 uger henne så meget meget nyt

Så skal vi følges :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hey. Først og fremmest HURRA! :loveshower. Tillykke med graviditeten! :balloons. Jeg synes som de andre, at du skal glæde dig over at skulle have en lille mere, der er SÅ mange singlemødre, som klarer det fint. Hvorfor skulle du ikke være en af dem? Det er da dejligt, når du sådan ønsker dig et barn :).

 

Der er lige et par ting, jeg dog tænker på. Og det er ikke ment som kritik eller for at være træls at høre på. Så brug det du kan af hvad jeg skriver og smid resten ad h.... til :).

 

Som sagt tænker jeg, du sagtens kan være single mor og klare det fint. Jeg tænker bare også, det er vigtigt, at du og biofar har en klar aftale fra starten, så I ikke ender med at have det dårligt med hinanden, når det lille pus bliver født. Det ville være synd for alle. Dvs. skal han være med inde over, skal han på faderskabsattesten, skal han have rettigheder osv.

 

Noget andet jeg lige studsede over (og her kan du bare bede mig blande mig udenom :rolleyes): Du skriver, du har en støtte i din anden datter. Det er også rigtigt fint at der er en storesøster, og du skriver også, du er opmærksom på, hun ikke skal være mor. Jeg synes, det er RIGTIG vigtigt, du holder meget fast på den sidste del. Det er aldrig hendes ansvar at støtte dig. Hun skal bare være barn. Hun skal glæde sig over at være storesøster uden at behøve skulle påtage sig noget som helst. Giver det mening? Jeg håber ikke, det lyder surt eller belærende, det er i al fald ikke meningen :).

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

STORT tillykke  :loveshower  det lyder til at det er et ønskebarn, på trods af måden det er kommet til livet på ;) Det skal nok blive godt, og er sikker på der ikke går mange uger før du indfinder dig i rollen som ventende 2. gangs mor :) Og sikke en gave at få lov at give din datter. Sket er sket og det kan du ikke lave om på, men bare få det bedste ud af :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

hvor dejligt skal lige ind i det her igen er lidt rundt på gulvet men dejligt at kunne føgles med en

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Annonce ♥

Sikke en historie. Jeg kan godt huske at du prøvede for noget tid siden.

Tillykke alligevel :biglove

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

tak lilleMi ja det var med min ex og vi var i fertilitets behandling men han hoppede af i det sidste sekund

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Først og fremmest tillykke med graviditeten :) 

 

Jeg har et spm, og hvis svaret ikke rager mig, så sig endelig fra :) men tænker, hvis du er 6 uger henne plus/minus, hvorfor er det så, at du ikke kan afbryde graviditeten? 

 

Derudover, så ved jeg ikke hvad historien er omkring din første datter, men kan jo regne ud, at du er alene med henne. 

 

Jeg har en god veninde som for 10 år siden valgte at få et barn, hvor faren ikke ville have del i det. Derfor blev der skrevet "far ukendt" på papiret og de har siden da aldrig haft kontakt. Nu er datteren jo så begyndt at spørge enormt meget ind til det, og hun har forklaret hende (på en børnevenlig måde) hvorfor, at hun ikke har en far. Hendes datter er dog nu opsat på at finde hendes far, og imens hun er igang med denne del har min veninde faktisk kontaktet ham for at spørge ind til, om han ikke kunne tænke sig at møde hende. 

 

Han har svaret hende, at det vil han ikke. Han er idag gift og har 2 andre børn, hans kone har kendskab til min venindes barn, men han har ingen interesse i at lære hende at kende og aj heller og møde hende. 

Dvs. min veninde nu skal til at forklare dette til sin datter. 

 

Med denne historie vil jeg blot sige, at du skal huske at få lavet en aftale med ham, da dit barn en dag højest sandsynlig gerne vil i kontakt, og så til sidst vil jeg sige, at jeg ikke synes, at man kan forlange noget af manden i sådan en situation her :( 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

psykisk kan jeg ikke få det fjernet og ved der vil være nogle ting men det må vi tage derfra

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Først og fremmest tillykke med graviditeten :)

 

Jeg har et spm, og hvis svaret ikke rager mig, så sig endelig fra :) men tænker, hvis du er 6 uger henne plus/minus, hvorfor er det så, at du ikke kan afbryde graviditeten? 

 

Derudover, så ved jeg ikke hvad historien er omkring din første datter, men kan jo regne ud, at du er alene med henne. 

 

Jeg har en god veninde som for 10 år siden valgte at få et barn, hvor faren ikke ville have del i det. Derfor blev der skrevet "far ukendt" på papiret og de har siden da aldrig haft kontakt. Nu er datteren jo så begyndt at spørge enormt meget ind til det, og hun har forklaret hende (på en børnevenlig måde) hvorfor, at hun ikke har en far. Hendes datter er dog nu opsat på at finde hendes far, og imens hun er igang med denne del har min veninde faktisk kontaktet ham for at spørge ind til, om han ikke kunne tænke sig at møde hende. 

 

Han har svaret hende, at det vil han ikke. Han er idag gift og har 2 andre børn, hans kone har kendskab til min venindes barn, men han har ingen interesse i at lære hende at kende og aj heller og møde hende. 

Dvs. min veninde nu skal til at forklare dette til sin datter. 

 

Med denne historie vil jeg blot sige, at du skal huske at få lavet en aftale med ham, da dit barn en dag højest sandsynlig gerne vil i kontakt, og så til sidst vil jeg sige, at jeg ikke synes, at man kan forlange noget af manden i sådan en situation her :(

 

Det er absolut en meget reel problematik du tager op her. Min egen mor og far gik fra hinanden da jeg var 4 måneder gammel og jeg havde ingen kontakt med min far da jeg voksede op. Jeg havde ofte gennem livet lyst til at lære min far at kende, men der gik lang tid før jeg turde at kontakte ham. Da jeg blev 18 skrev jeg et brev til ham og det var det mest skræmmende jeg har gjort i hele mit liv. Hvad nu hvis han slet ikke ville kendes ved mig? Det ville gøre SÅ ondt. Og i lang tid afholdt den frygt mig for overhovedet at tage kontakten. Det ville han heldigvis godt og vi ser hinanden i dag, dog ikke så ofte, og noget super tæt forhold har vi desværre aldrig fået.

 

Vil også bare sige, at det er en stor beslutning at tage på sit barns vegne, at få det med en som ikke ønsker det. Jeg har ståët i samme situation som dig og jeg valgte ikke at få barnet, fordi jeg slet ikke kunne overskue at skulle lade mit barn gennemgå det samme, når jeg vidste hvor meget det havde påvirket mig selv helt op i voksenalderen. Jeg siger slet ikke at jeg mener at det er den eneste rigtige beslutning, det var bare den rigtige beslutning for mig, men jeg synes absolut at man er nødt til at tænke over det. Det kan godt være at du kan klare at være singlemor, men kan dit barn? Især i en situation hvor udfaldet måske bliver som det Marcusmor fortæller om. Det giver så mange ar på sjælen, at føle sig uønsket som barn :( Og smerten ved at være uønsket af sin far, er IKKE noget du som mor kan opveje ved at give ekstra kærlighed, sådan fungerer det desværre ikke.

 

Jeg siger det virkelig ikke for at gøre dig ked af det, for du kan jo ikke kontrollere hvorvidt han har lyst eller ej, men synes blot at det er noget man skylder sit fremtidige barn at have overvejet nøje. Og hvis man vælger at få det: have en klar plan for hvordan man vil tackle det og hjælpe sit barn igennem, når det en gang begynder at spørge efter sit ophav. For det kommer næsten uden tvivl til at ske!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan godt forstå du ikke bare kan få det fjernet - det er jo dit barn! :) :wub :loveshower

Så lige dér, kan jeg 100% sætte mig ind i hvordan du har det - jeg kunne heller aldrig i livet finde på at afbryde en graviditet, uanset hvor uplanlagt/upraktisk osv. det end måtte komme.

Nu til dit dilemma omkring faderen.

Der er et en håndfuld ting du skal være meget opmærksom på, nu hvor du står i den her situation.

- Faderen skal blive afklaret med hvor meget og hvordan (om pverhovedet) han vil have kontakt med barnet. Han har nogle rettigheder som du ikke kán tage fra ham - han skal fraskrive sig dem - og lige dér, kan det godt blive noget mudder hvis dig og ham ikke taler ordenligt sammen. Han kan (hvis han er et usselt menneske) faktisk godt bruge barnet imod dig, og kræve samvær osv.osv.osv. selvom du på ingen måde ønsker det. Derfor: Tag kontakt til faderen. Find ud af hvordan han tænker omkring fremtiden. Et barn er "resten af livet", og du "pådutter" ham indirekte et ansvar han ikke har bedt om, nu hvor du beholder barnet - så det er bare hammer vigtigt at i får talt igennem hvad i hver især tænker om det hele, og sammen finder ud af hvad rettigheder og pligter i hver især har. Han kan godt fraskrive sig retten til barnet, men jeg mener ikke det fraskriver ham forpligtigelsen til at betale børnepenge til dig fx. (er ikke 100% sikker- så det skal du få undersøgt).

Når alt dét så er sagt - så TILLYKKE med graviditeten! :loveshower
Glæd dig! Nyd det! :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er absolut en meget reel problematik du tager op her. Min egen mor og far gik fra hinanden da jeg var 4 måneder gammel og jeg havde ingen kontakt med min far da jeg voksede op. Jeg havde ofte gennem livet lyst til at lære min far at kende, men der gik lang tid før jeg turde at kontakte ham. Da jeg blev 18 skrev jeg et brev til ham og det var det mest skræmmende jeg har gjort i hele mit liv. Hvad nu hvis han slet ikke ville kendes ved mig? Det ville gøre SÅ ondt. Og i lang tid afholdt den frygt mig for overhovedet at tage kontakten. Det ville han heldigvis godt og vi ser hinanden i dag, dog ikke så ofte, og noget super tæt forhold har vi desværre aldrig fået.

 

Vil også bare sige, at det er en stor beslutning at tage på sit barns vegne, at få det med en som ikke ønsker det. Jeg har ståët i samme situation som dig og jeg valgte ikke at få barnet, fordi jeg slet ikke kunne overskue at skulle lade mit barn gennemgå det samme, når jeg vidste hvor meget det havde påvirket mig selv helt op i voksenalderen. Jeg siger slet ikke at jeg mener at det er den eneste rigtige beslutning, det var bare den rigtige beslutning for mig, men jeg synes absolut at man er nødt til at tænke over det. Det kan godt være at du kan klare at være singlemor, men kan dit barn? Især i en situation hvor udfaldet måske bliver som det Marcusmor fortæller om. Det giver så mange ar på sjælen, at føle sig uønsket som barn :( Og smerten ved at være uønsket af sin far, er IKKE noget du som mor kan opveje ved at give ekstra kærlighed, sådan fungerer det desværre ikke.

 

Jeg siger det virkelig ikke for at gøre dig ked af det, for du kan jo ikke kontrollere hvorvidt han har lyst eller ej, men synes blot at det er noget man skylder sit fremtidige barn at have overvejet nøje. Og hvis man vælger at få det: have en klar plan for hvordan man vil tackle det og hjælpe sit barn igennem, når det en gang begynder at spørge efter sit ophav. For det kommer næsten uden tvivl til at ske!

Nu er jeg jo ked af, at emnet havner her i tråden, men jeg synes faktisk at som du også beskriver det her, så skal man huske mange ting. Jeg synes det er lidt forkert, når nogle kvinder siger, at de har RET til at beholde barnet. Man kan være for og i mod abort, men jeg synes nu stadig, at et barn bør vokse op med 2 forældre og kan man som de to parter der har lavet barnet ikke blive enige om, hvorvidt man skal beholde det, så synes jeg ikke at man har mere krav på at beholde det som kvinde, end man som mand har ret til at sige fra. 

Der er selvfølgelig barnet i centrum her - men jeg synes nu også, at manden skal have lov til at have en plads i diskussionen. 

Han ønsker måske brændende at få et barn, men det skal være med den rigtige (undskyld, det skal ikke modtages groft, nu hvor han ikke vil have med dig) - Men nu vælger du for ham. Så kan du ydermere give ham et ultimatum: Du kan være en del af det eller lade være. Uagtet hvad han vælger, så er det egentlig ikke hans valg. Vælger han at sige fra - ja så kan han netop gå resten af sit liv og vente på, at der måske dukker en op på hans dørtærskel en dag og siger "hej far". Samtidig med at han ved, at han har et barn derude IMOD hans vilje. 

Vælger han det til, så betyder det stadig begrænsninger for hans drømme - måske har han altid drømt om at få en familie, med en hustru og et fælles barn. Nu skal han i stedet til at gå ind i et kommende forhold med et barn i bagagen. 

Hvorfor har man som kvinde så mange rettigheder, "bare" fordi det er os der bærer barnet? 

Nu skriver du så, at du rent psykisk ikke kan få det fjernet? Undskyld mig meget, men det synes jeg er hammer egoistisk. Undskyld min direkte tone, men når man skriver i et forum, så må man også være klar på at nogle vil give en modstand mens andre vil stryge en med hårene. 

Jeg synes det er egoistisk, at du ikke kan klare det psykisk, men du forventer at både dit kommende barn og faren skal kunne klare det. Du ødelægger potentielt enormt meget for faren i hans liv - på hvilket tidspunkt blev du gjort til herre over hans skæbne? Du skriver tilmed, at du tog en fortrydelses pille, som så ikke har virket efter hensigten. Så vidt jeg ved, så har I begge hygget på lagenet, og dermed begge ret til at beskytte Jer. 

Det kan godt være, at du i dit liv godt kunne bruge et barn mere. Måske vil skæbnen at du kun skulle have den dejlige datter, som du allerede har? Du skal jo huske på, at dit liv er resultatet af dine valg igennem årene. Jeg synes ærligt. at det er lidt "mærkeligt" at man vil vælge at få et barn, bare fordi man psykisk ikke kan klare at få det fjernet.  

Ked af, at jeg ikke kan skrive alt det, som du som trådstarter sikkert gerne vil høre, men synes ærligt, at du bør overveje den store helhed fremfor blot at erkende, at du er bevist om at der kommer nogle ting, men at det må du tage derfra. 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

ja det var en meget kort glæde jeg fik er begyndt at bløde stod med en positiv test i tirsdag og ingenting i dag godt nok hårdt

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

ja det var en meget kort glæde jeg fik er begyndt at bløde stod med en

positiv test i tirsdag og ingenting i dag godt nok hårdt

:kram det gør mig ondt at læse. :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER