Lige en smule frustrerende...

[SuperKlar]

Som overskriften lyder, jeg er en lille smule frustreret lige nu...

 

I morges tog jeg en test, hvor der faktisk dukkede en farvet skyggestreg op på, godt nok efter tid (eller måske indenfor tid, kunne ikke se noget gennem glasset, da det var ridset, og det var først en halv times tid efter at jeg åbnede den og så der faktisk var en skygge på den...) Jeg håber inderligt den faktisk er der, og kan næsten ikke vente med at tage endnu en test, selvom jeg ikke lige ved helt om jeg tager den i morgen, eller måske venter til mandag/tirsdag stykker, for at give kroppen tid til at danne lidt mere hcg - for at være på den sikre side så jeg ikke bare bliver lige så usikker som med den i dag...

 

Frustrationen kommer så af at lige pludselig bliver jeg vild meget i tvivl om, om jeg faktisk er klar til det her... Det der med faktisk at få et barn, skulle opdrage det og have det ansvar... Jeg er ikke i tvivl om at jeg ville have kærlighed til barnet og 10 flere hvis det skulle være, og jeg ønsker det HELT VILDT meget, men hold nu kæft et ansvar der kommer til at ligge på mine skuldre!

 

Jeg har samme tanker omkring min udd. indimellem... Synes nogle gange også det er overvældende det ansvar jeg skal stå med som færdiguddannet sygeplejerske, og ved ikke om jeg faktisk er klar til det om halvandet år (eller to et halvt, hvis den er der nu her, eller det bare lykkes en gang indenfor det næste halvandet år...), men det er jo stadig det her jeg VIL og jeg har ikke tænkt at opgive bare fordi det virker lidt overvældende...

Og ligeså med PB... Jeg har ikke tænkt mig at opgive fordi det er overvældende, og jeg har tænkt mig at tage det ansvar og udfylde mor-rollen til fulde, men hold op hvor er det frustrerende pludselig at føle sig i tvivl, når det har været så stort et ønske og drøm de sidste 10-11 års tid...

 

Men hey... hvem ved, måske er det bare hormonerne der taler, hvis den faktisk er der nu...

 

Er der andre der har det på samme måde??? kunne godt lige bruge lidt erfaringer fra jer andre skønne piger :)

[SDB]

Jeg kan til fulde forstå panikken omkring er jeg nu klar, bliver jeg en god nok mor, kan jeg klare det her? De tanker rammer også mig og jeg skynder mig at jage den på jagt. Jeg er mega bange for at fucke det her lille uskyldige væsen op, men samtidig ved jeg at hun er producerer udfra en fælles kærlighed og ønske mellem hendes far og jeg. Om man nogensinde bliver helt klar tvivler jeg på.

Jeg håber jeg kan gære de ting fra min barndom jeg er utilfreds med anderledes og at jeg aldrig får mit barn til at føle sig uelsket eller uønsket - for det er hun ikke.

Men panikken rammer også mig og selvom jeg glæder mig over alle spark og slet ikke kan vente på at hun kommer her til december er jeg stadigvæk bange for om jeg kan leve op til mine egne drømme - ved godt det bliver hårdt og er så bange for ikke at kunne kapere ansvaret. - hun skal aldrig få at vide hun har begrænset mig og ødelagt lit liv (tak mor for den - jeg er nr 3 barn du kunne jo være stoppet)

[Alura]

Jeg har det på præcis samme måde. Jeg har haft en inderlig længsel efter at blive mor i 15 år nu, men alligevel føler jeg mig ikke "klar". Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at når først jeg får et barn, så bliver det min absolutte prioritet. Jeg bliver så meget mor. Og den tanke skræmmer mig faktisk lige så meget, som jeg synes at den er dejlig. For jeg er bange for at "mor" helt kommer til at overtage "mig", hvis det giver mening? Jeg er bange for at miste mig selv. Jeg er ikke bange for at skulle opgive byture eller lignende, for jeg går aldrig i byen, drikker ikke osv., men jeg har mange andre ambitioner og drømme, som jeg gerne vil forfølge og dem har jeg ikke lyst til at opgive.

 

Så sent som i denne uge har jeg, når manden og jeg har lagt os ned for at tage en lur midt på dagen fordi vi "bare havde lyst og trængte til det", eller lå i sengen og holdt filmmarathon en hel dag, tænkt at det jo slet ikke kan lade sig gøre, når vi engang får et barn. Vi kan ikke bare nøjes med at spise, når vi lige er sultne og har lyst til det. Vi kan ikke leve af cola og pizza tre dage i træk, eller spise kage til morgenmad (ja, det gør vi altså nogle gange :blush, vi har jo slet ikke et "fast" døgn, på den måde vi arbejder begge to). Vores liv kommer til at ændre sig virkelig, virkelig drastisk når vi får børn.

 

På den anden side, så sammenligner jeg det ind i mellem lidt med alle vores dyr. De er jo også helt i vores vold og er også et stort ansvar. Og selvom jeg nogle gange synes at det ansvar er træls (når vi aldrig kan komme nogle steder, der er "sure" pligter osv.), så ville jeg jo ikke undvære dem for noget i verden. Og jeg ved jo med mig selv at jeg tager mig af dem før alt andet. Uanset hvor træt, udmattet og sulten jeg kan være, når jeg kommer hjem, så ordner jeg altid dyrene og giver dem mad, inden jeg gør noget som helst for mig selv. Og jeg tænker at det bliver på nøjagtig samme måde, når jeg får børn. Både hvad ansvaret, samt det ikke at ville bytte dem for noget i verden angår.

 

Jeg kommer aldrig nogensinde til at blive helt klar til at få børn. Og det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg enten aldrig får dem, eller bliver nødt til at springe ud i det uden at føle mig rigtigt klar. En del af mig kunne sagtens vente ti år endnu, hvis det var muligt. En anden del af mig, ville aller helst have haft dem i går.

 

Jeg ved ikke om det er nogen trøst for dig, men du er i hvert fald ikke alene om at have det sådan og jeg tror at det er helt normalt, at føle sig lidt ambivalent omkring at skulle opgive hele sin frihed. Al sin "mig" tid. At skulle være den ansvarlige hele tiden, døgnet rundt, endnu mere end man allerede er som voksen. Jeg tror at det er mere usædvanligt, ikke at gå lidt i panik over udsigterne fra tid til anden.

[Emilie]

Sådan har jeg også haft det :) det var så, da vi tog beslutningen om at smide præventionen, men gik totalt i panik og ville slet ikke have at min kæreste rørte ved mig, for hvad nu hvis jeg blev gravid. Var overbevist om, at jeg slet ikke kunne alt det der med børn og det var jo et kæmpe ansvar.

men som tiden gik faldt der ro på. Jeg blev enig med mig selv om, at det jo var det her, jeg havde drømt om så længe, og at ingen jo kan forestille sig hvad det vil sige at have et barn, før de står i det. Og hvis andre før mig kan, så kan jeg også. Og da jeg endelig stod med de to streger var jeg bare lykkelig.

Det skal nok komme for dig også.

Og det samme med uddannelsen. Havde nøjagtigt de samme tanker, da jeg uddannede mig. Men da først jeg blev færdig og fandt et job, fandt jeg ro i, at jeg fik en mentor, som fulgte mig hele tiden de første måneder, og efterfølgende kunne jeg støtte mig op ad de andre kollegaer.

Nu har jeg været sygeplejerske i snart 2 år og jeg er stadig usikker på nogle ting, men man lærer, at det er aldrig værre end, at der er en kollega man kan spørge, eller en læge, man kan ringe til :)

Selv hvis man står helt mutters alene med en dårlig patient, er hjælpen aldrig længere væk end max 5-10 minutter fra man kalder MAT (akutteamet) og så er der erfarne hænder, der tager over.

Har endnu ikke mistet en patient, på trods af at jeg tit har stået i en situation, hvor jeg hverken anede syv eller ni. :)

[KamillaSkruk]

Kan tydeligt genkende din fristration og din bekymring om det hele :) Men bare rolig, du skal nok vokse med opgaverne og lære efterhånden, ingen er fejlfri, men vi gør alle vores bedste :)

Jeg er selv 23 år har været færdiguddannet sygeplekejerske i snart 10 måneder og med fast arbejde alle 10 måneder, da jeg startede var jeg så nervøs, kunne jeg nu det jeg skulle, men det forventes der altså ikke!! Du er ny og kan altid spørge, det man har hinanden til og det samme gælder forældrerollen!

Du skal nok være klar, men alle får deres perioder med tvivl. Er sikre på at vi allesammen nok skal blive vpres børns aller bedste mødre :) !!

Krydser så meget fingre for dig og for at der kommer en tydeligere streg så snart du tester igen :) !!

[SuperKlar]

Hvor er det dejligt at høre jeg ikke er den eneste, tak :kram2  :kram2  :kram2 

 

I forhold til udd. så er det faktisk også det jeg plejer at sige til mine klassekammerater, når de siger at de ikke kan alt det der forventes af dem når de bliver færdige, så er da rart at høre fra nogle erfarne piger at det er rigtigt :glad for det er jo egentlig noget jeg bare har sagt i god tro, for at berolige dem der ikke har selvtillid, uden at fortælle dem at jeg har det på præcis samme måde :blush

 

Hvad det andet, det det egentlig handler om, så er jeg ikke kommet tættere på en afklaring... 4+3, ikke skyggen af mens og så absolut kun skyggen af en streg på testen... Til gengæld har jeg de sidste 4 aftner, undtagen lige lørdag tror jeg nok, haft sådan en let kvalme, lidt som når man har spist for meget, men bare ikke fordi jeg faktisk HAR spist for meget... men plejer det ikke at hedde MORGEN kvalme??? nå og så er brysterne vist også ligesom blevet hårdere... eller hvordan man nu forklarer det... der har altid (eller i al fald siden jeg var omkring 12 ;) ) været en hård kerne i dem, men nu er det ligesom om den hårde kerne fylder dem næsten helt ud... og så er de lidt ømme, men kun ved berøring, og ikke noget jeg ikke kan leve med ^_^

 

Men jeg får stadig de der tvivls-ture, men dem må jeg bare leve med :prik og tro på at jeg faktisk KAN det her... måske er det fordi jeg er så vant til at børn bare kan afleveres igen, når de græder? (har 19 niecer/nevøer og så er der jo lige alle vennernes børn også) Men faktisk har jeg de sidste par år været så skruk at selv når venindens datter (1½ mdr. ca.) græd fuldstændig utrøstelig dagen før mit bryllup, så havde jeg sådan en "kom-nu-med-hende-så-skal-jeg-nok-trøste-hende-når-i-ikke-selv-kan"-fornemmelse... men gjorde det ikke, for dengang (og måske faktisk endnu) havde de en temmelig dårlig selvtillid på baby området...

Men de situationer burde da lidt fortælle mig at så er det måske ikke så slemt alligevel :box

[Dyhrberg]

Den tvivl kommer mange gange endnu ;)

Jeg er mor til 3 og en gang i mellem så er jeg stadig i tvivl om jeg er god nok :) Selv nu hvor jeg og min kæreste gerne vil have et fælles barn, og han tit fortæller mig at jeg er jordens bedste mor, så kan jeg stadig blive i tvivl :)