petit_honey

Når livet kører i ring

7 indlæg i dette emne

Ærlig talt - jeg er død træt af mit liv!

 

Synes jeg har brugt de sidste mange år på at kæmpe mig fremad og fri. Først et psykisk voldeligt forhold som helt ung, hvilket resulterede i selvværdsproblemer, angst og en meget indelukket pige. Dernæst forhold og barn hvor jeg begyndte at finde mig selv, få bedre selvværd mere lyst på livet, hvilket betød et brud med barnets far da jeg måtte være fri til at blive mit nye jeg - fri at et forhold hvor jeg sad fast i den person jeg var engang. 

 

På ydersiden går det godt. De fleste synes jeg er en rigtig pæn pige, en stærk mor, som trods min unge alder allerede har en videregående uddannelse bag mig og er igang med den næste. Slank, aktiv, klog - ulykkelig! 

Mine teenage år har hverken efterladt mig med fantastiske oplevelser eller en stor vennegruppe. Har kæmper i flere år for at få flere venner/veninder, og jeg har også fået det. Et par ekstra mennesker i mit liv altså. Jeg er mere glad, åben og ligetil at snakke med, men det går langsom. Føler mig konstant fanget mellem det liv jeg har og det liv jeg gerne vil have. Jeg elsker mit barn og fortryder intet, men jeg føler mig fanget som mor. Fanget af at opfylde behov der ikke er mine egne. Af afhentningstider, madpakker og tøjvask. Alene, altid alene om dette. Mine medstuderende er ikke bundet af dette... de er frie til at leve studielivet, gå i fredagsbaren, fest og venner i weekenden, all in på studiet i hverdagen uden at være begrænset af en eftermiddag fyldt med praktiske gøremål og barbiedukker.

Alle ser mig som en succes. De ser ikke det sorte hul der opfylder mit liv. Når jeg er børnefri kan jeg mødes med veninder, træne, læse. Men jeg har ikke de mennesker i mit liv hvor jeg kan banke på døren og spørger om de har tid til at snakke, til kaffe eller løbe en tur. Jeg kan ikke samle venner til en fest, og bliver ikke inviteret med til andres fordi jeg altid er hende der kun kender værten, aldrig en del af gruppen.

Fyrene er et helt kapitel for sig selv. I min tid som single har jeg set en del fyre, haft kærester og dates. De fleste fundet på nettet, andre i byen og en enkelt via arbejde. Mit problem er langt fra det som nogle af mine veninder oplever, de kan ikke finde dates eller ordentlige fyre som vil har lyst til at mødes. Jeg finder nemt fyre, de står i kø for at date mig. Alle siger jeg er en skøn skøn pige, smuk og klog! Men historien gentager sig gang på gang, hver gang jeg bliver glad for en så forsvinder de. Jeg er fantastisk til sex og hygge - jeg er sådan en man også kan snakke med og samtidig have god sex. Men jeg duer aldrig som kæreste! Den sidste forklaring lød: du er en fantastisk pige, men vores liv er forskellige og kan ikke forenes. Jeg er for kedelig, for bundet, for meget mor. Ikke en del af den kultur hvor jeg egner mig som kæreste til en fyr med venner, fester og fællesspisning i lange baner. Og det er ikke kun de unge fyre som melder pas. Har dated ældre fyre, som er samme sted i livet som mig... ikke den store forskel, altid det samme udfald.

Jeg træder vande, kommer ikke videre - og samtidig er mit liv som en rutsjebane med forelskelse og skuffelser i et stor kaos. Jeg er ikke bange for at være alene, jeg er ikke desperart hverken efter venner eller kærester. Folk kan lide mig, men jeg passer ikke ind. Kun hos mine tætte veninder som jeg altid ses med 1-1, og så fyrene der vil snakke og dyrke sex. For pokker hvor gør det ondt! Jeg kæmper og kæmper, har nægtet at opgive kampen, men jeg ender samme sted hver gang. 

Hvad gør man når ens liv kører i ring?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Først og fremmest :kram

Har du overvejet en coach? En der kan pinpointe dig i den retning du ønsker?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for dit svar :)

Jeg har en psykolog for en kort periode, tror dog ikke det hjælper så meget da kemien ikke er i top. Jeg kunne sagtens finde på at gå til coach hvis jeg kunne finde en der var meget billig. Økonomien er lidt stram :) 

Tager imod med kyshånd hvis nogen kender sådan en!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram herfra også. Det er svært at hjælpe, når man ikke rigtigt kender dig, men jeg kan godt forstå, at du er frustreret, og jeg er enig med Majs i, at det kan være en god idé at få en prof til at hjælpe med at pege på nogle mønstre, som du kan arbejde med. Bare for at nævne et eksempel, så skriver du, at du er sådan en, som ikke kan holde fest, for der ville ikke komme nogle, og du bliver heller ikke inviteret. Er det mon sådan det er, eller er det blevet en slags selvopfyldende profeti som kan ændres på, hvis du ændrer på din måde at møde andre mennesker? Jeg ved det ikke, men det kan være sundt at blive tvunget til at se sit liv fra nye vinkler, og det kan psykologer og coaches være super gode til. Dog har du helt ret i, at kemien er vigtig :) Måske er der også nogle venner, du kan snakke lidt med om det. Det behøver jo ikke at være alt, du læsser ud på én gang, men måske vil du opdage, at der er mere forståelse at hente, end du havde regnet med? :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for dit svar :)

Jeg har en psykolog for en kort periode, tror dog ikke det hjælper så meget da kemien ikke er i top. Jeg kunne sagtens finde på at gå til coach hvis jeg kunne finde en der var meget billig. Økonomien er lidt stram :)

Tager imod med kyshånd hvis nogen kender sådan en!

Vil du sige hvor i landet du bor?

:kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mange tak :)

Jeg har et par gode og fantastiske veninder, de ved det hele, og det er rigtig rart at kunne snakke med dem om det. Men der skal mere end et par tætte veninder til at skabe det netværk som jeg gerne vil have, og som vil give de muligheder jeg savner. Jeg synes at min måde at møde mennesker på har ændret sig markant de sidste par år. Jeg er ret åben og ligetil, og det tager jo også bare lang tid at danne netværk. Tidligere da jeg havde arbejde var jeg heldig med gode kollegaer og havde en omgangskreds der, men det har jeg ikke mere. Det nye studiet har ikke rigtigt åbent nogle muligheder, og jeg har på fornemmelsen at det er ret normalt på kandidaten. 

Jeg bor i København :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ih du bor langt væk..

Nå men jeg kan jo godt kende en stor del af det du skriver.. Eller skræmmende meget faktisk!!

Først og fremmest, tillykke med at du er nået så langt som du er :) Det skal du virkelig huske at anerkende dig selv for!

Jeg ved godt at det kan ville begrænsende at du altid skal være mor og at de andre bare kan fyre den af, det er et valg man har taget og det kan man ikke lave om på.. Har du prøvet at spørge om du må være med til en af de fester de andre holder? Måske tænker de bare at du ikke har lyst fordi du har andre ting at lave. De unge der ikke har børn ve jo ikke at man stadig har brug for at slappe af og være ung selvom man har børn ;) Jeg måtte selv bringe det op overfor mine veninder og de var overraskede over at jeg gerne ville med men tog mig bare unde armen og så var der ellers fest ;)

Hva angår mænd.. Han er derude!! Man får nogle knubs i dating verdenen! Sådan er det desværre bare.. Men han er derude! Også ham der kan håndtere at du har et barn og en fortid :) Min fandt mig helt af sig selv, på scor!, af alle steder ;) Han er to år yngre end mig, har ingen børn og levede bare livet med fest og damer da han mødte mig og fra den ene dag til den anden blev han voksen og bonusfar til 3! Han elsker mine tøser og nu ønsker vi os et fælles barn.. Han er min eneste ene, ingen tvivl om det..

Jeg håber at du får lidt håb af at have læst mit svar :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER