Elb1210

Ønsker baby, men må smide antidep. piller først.

17 indlæg i dette emne

Sagen er den at jeg i 5 1/2 år her været på de anti depressive piller kaldet citalopram. For et par måneder siden snakker jeg så med min læge om en udtapningen så jeg helt kan smide pillerne hvilket jeg var super glad for! Jeg fik under udtapningen desværre et tilbagefald så jeg blev nød til at komme på fuld dosis igen og starte til psykolog hvilket jeg var helt sikker på også ville være det bedste. Problemet var bare at min kæreste og jeg havde planlagt at begynde PB til oktober og var super glade for det. Lægen sagde at det bedste at vente PB til man har været ude af pillerne i et halvt år for at sikre der ikke kommer tilbagefald og man skal starte igen. Det vil betyde at hvis jeg (7-9-13) er ude af pillerne omkring jul ville vi kunne starte om et års tid, og så passer det ikke lige så godt ind i vores studie som det oprindeligt ville (vi læser begge til pædagoger). Nu snakker han om at vente til vi er færdigt uddannede som er om 2 1/2 år. Jeg har det bare sådan at hvis jeg får job lige efter, vil jeg ikke komme 3 måneder inde i arbejdet og sige jeg er gravid, det syntes jeg simpelthen er for dårlig stil!

Undskylder for det lange indlæg, men håber der er nogen der kan hjælpe en frustreret og ked af det Pædagogsturderende.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

:kram

Jeg har en bror der er på antipsykotisk medicin, og synes at din læges betragtning, om at have været medicinfri i 6mdr før pb, lyder som en rigtig god ide, da du så har muligheden for at være 100 % sikker på at du kan hvile i dig selv, i den alle graviditetshormonerne rammer.

Mht. Job, så ville det ikke bekymre mig, at starte pb, efter endt uddannelse, der er jo ingen der ved om det lykkedes jer i første eller i 10. Forsøg, og, som arbejdsgiver er det bare en risiko man løber, når man ansætter kvinder i den fødedygtige alder.

Held og lykke med det hele!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram

Enig med Leras både i at det er fornuftigt at lytte til lægen, og at pb som nyuddannet ikke nødvendigvis er så dumt endda. :)

Hvordan kan det være, at det ikke passer ind i jeres studie at starte om et år? Kan hvert enkelt semester ikke udskydes? :unsure

Mht. Pb som nyuddannet, så havde jeg også længe tænkt, at det skulle jeg bare IKKE. Men jeg blev færdig i juni i år, og i juli gik vi i gang ;) Det kan være en svær beslutning, hvis man elsker sit fag, men i bund og grund besluttede min mand og jeg at familien kom før karrieren, så vi ville starte pb, når det passede OS og så måtte vi bare se, hvordan det gik med job.

Som Leras skriver, så er der ingen der ved, hvor hurtigt man bliver gravid. Og nu ved jeg ikke, hvordan jobmulighederne er indenfor dit fag, men der er jo heller ingen der siger, at man får job med det samme. Så hvis du først vil starte pb, når du er godt i job, kan du risikere at vente længe, og dertil kommer så ventetiden på baby, hvor et halvt års tid i hvert fald ikke er unormalt... Sorry, siger det ikke for at skræmme dig :kram2

Jeg synes det er meget "pænt" (i mangel af bedre ord) af dig, at du tænker på din kommende arbejdsplads og ikke vil gå på barsel efter kort tid. Men jeg er sikker på, at de fleste arbejdspladser (især indenfor pædagogverdenen, hvor der jo er mange kvinder) er indstillet på, at det er en risiko for dem. Og det skal de nok finde ud af! Så er det heller ikke værre, at have en barslende medarbejder ;)

Jeg ved ikke, om jeg når at få job, inden jeg kommer på barsel. Hvis jeg ikke gør, så kan vi klare os på mine dagpenge og min mands indkomst. Hvis jeg gør, så kommer jeg næppe til at være i arbejdet ret længe, før jeg går på barsel. Men det har jeg faktisk ikke dårlig samvittighed over. Fordi jeg stoler på, at jeg bliver en dygtig og værdifuld medarbejder, og jeg ved, at jeg vil være en loyal medarbejder. Så min arbejdsplads vil have mig i mange år (hvis de vil ;)), og så tænker jeg faktisk, at det er ligemeget, om jeg går på barsel efter et halvt år eller to et halvt.

Det var lidt betragtninger herfra :) Kæmpe kram i hvert fald! Det er ikke sjovt at være skruk og ikke kunne gå i gang :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er fulstændig enig i hvad de andre piger siger. Jeg er selv pædagog - og indenfor vores fag er det altså nærmest forventet at man går på barsel. Jeg blev ansat i et dagtilbud (godt nok samme sted som jeg arbejdede i forvejen) og kom 4 dage efter og havde fundet ud af at jeg var gravid. jeg er da blevet drillet lidt - godmodigt, men de har kun været glade på vores vegne. No worries - de ved det kommer, og de har gode muligheder for barselsvikarer osv. Lad være med at tænke på dem!

 

Det andet ved jeg ikke så meget om - der kan jeg bare give et kram! 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er enig med Pada... Jeg er selv pædagog. Min datters far og jeg var begge studerende dengang vi besluttet at vi gerne vil være færældre. Efter 1 år på studiet blev jeg gravid og det har jeg kun været glad for... Jeg gik på 1 års barsel efter min 1.lønnet praktik. Fik forlænget og dermed udskudt udd yderligere med 6 mdr da min datter skulle opereres.

Jeg startede igen der hvor jeg gik fra og blev færdig uddannet i januar 2012. 3 mdr efter kom jeg i job. Barn nr 2 blev desværre ikke til da min datters far og jeg gik fra hinanden. Jeg fandt heldigvis en ny, dejlig mand som jeg nu har været sammen med i 2 år.

Oktober sidst år købte vi hus og jeg måtte tage chancen og opsige min stilling i januar. Jeg var så heldig og fik fuldtidsjob med fastansattelse fra 1.marts 2014. Så jeg har kun været der i 1/2 år nu.

Jeg har gået og været skruk længe og ked af der skulle være så mange års forskel mellem mine børn. Det skal sige at min datter bliver 6 år denne mdr. Min kæreste og jeg har holdt os tilbage ang PB pga. dårlig samvittighed overfor nye arbejdsplads men så tænkt vi nej!!! Privatlivet/familie kommer først!!

Vi blev enige om at jeg smider mini-pillen når den sidste tages den 22. juni og det er også gjort! Og dermed er PB godt i gang. (1.cyklus)

4 dage Inden vi overhovedet smider pillen, Hentydede min søde stue kollega til min overraskelse om vi ikke snart skulle give min datter søskende... Jeg svaret at vi vil gerne men den dårlig samvittighed over jeg var næsten lige startet i jobbet gjort det svært!!

Hun svaret " se så og kom i gang!! Tænk ikke på arbejdspladsen! Vi klarer os! Vi bliver kun glad på jeres vegne her på stedet! Man ved ikke hvor lang tid det ville tage før det lykkes og at det vidste de jo godt inden de ansattede mig! At jeg er en kvinde i min fødedygtig alder!!" (Bliver 31 år til november) Jeg var bare så glad, lettet og lykkelig og havde stort smil på læberne i flere dage efter.

Undskyld den lang indlæg her men det jeg vil sige er at graviditet/barsel er forventet indenfor vores fag. Så du skal ikke have dårlig samvittighed om du kort efter job start skulle annoncere en graviditet... Jeg kender mange der har sagt ja til Jobs vel vidende at de planlægger graviditet eller faktisk er allerede gravid inden de søger.

Håber min historie giver lidt trøst.. Kram.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for svarene alle sammen! :)

Dejligt at hører det sandsynligvis ikke ville være et problem med en nyansat pædagog der går på barsel :) 

Grunden til vi syntes det passede dårligt ind i studiet var fordi vi fra februar-august 2016 er i vores 3. praktik og mente det ville passe dårligt ind med barsel der. Jeg har så resourcet lidt, og har fundet frem til at hvis man når at være i praktikken i 3 måneder inden man tager orlov/barsel, vil de fleste praktiksteder og skolen godt godkende praktikken og man ville derfor kunne få barselsdagpenge som angiveligt skulle være en smule højere end de ekstra SU klip (svarende til almindelig SU) man ellers ville få hvis man gik fra mens der var skole. Er der nogen af jer der har erfaringer med barsel i pædagog studiet og hvordan det fungere? 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for svarene alle sammen! :)

Dejligt at hører det sandsynligvis ikke ville være et problem med en nyansat pædagog der går på barsel :)

Grunden til vi syntes det passede dårligt ind i studiet var fordi vi fra februar-august 2016 er i vores 3. praktik og mente det ville passe dårligt ind med barsel der. Jeg har så resourcet lidt, og har fundet frem til at hvis man når at være i praktikken i 3 måneder inden man tager orlov/barsel, vil de fleste praktiksteder og skolen godt godkende praktikken og man ville derfor kunne få barselsdagpenge som angiveligt skulle være en smule højere end de ekstra SU klip (svarende til almindelig SU) man ellers ville få hvis man gik fra mens der var skole. Er der nogen af jer der har erfaringer med barsel i pædagog studiet og hvordan det fungere? 

 

Har ingen erfaring - ved dog, at hvis du skal bestå din praktik efter kun 3 mdr, skal du også ha' opnået alle dine mål.. Så du får altså travlt. Bare så du er klar over det ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej Elb1210.

 

Nu skriver du ikke noget om hvor længe du havde været under ned-/udtrapning da du fik dit tilbagefald. Jeg kan huske at jeg læste en artikel for ikke så længe siden (kan desværre ikke erindre hvor, så kan ikke linke og kun referere ud fra min hukommelse), der handlede om de mange bivirkninger, som den slags jo desværre er kendt for at have.

 

Mere specifikt, så handlede den om at en af disse bivirkninger (ved ikke om det gælder for samtlige præperater eller kun for visse), var at medicinen, når man forsøgte at trappe ud af den, havde en bivirkning der nøjagtig efterligner selve depressionen, så man tror at man har et tilbagefald (og skynder sig at starte op på medicinen igen), men hvor det i virkeligheden kun er en bivirkning, der aftager igen lidt tid inde i udtrapningen og ikke en egentlig depression. Men mange forveksler det med at depressionen vender tilbage for fuld kraft, så snart de stopper med medicinen, og det er medvirkende til at det er svært at trappe folk ud af den igen.

 

Jeg aner jo ikke om det har været tilfældet for dig, jeg er hverken læge eller kender din situation, men jeg tænker at det måske var værd at tale med din læge om og overveje om det eventuelt kunne være årsagen?

 

Jeg har selv været på anti-depressiver en kort overgang for mange år siden og brød mig bestemt ikke om det (men vil slet ikke afvise at det kan være gavnligt eller nødvendigt for andre). Men jeg fandt personligt langt større hjælp i og gavn af denne mand og hans metoder/filosofier:

 

... her ville jeg så have linket til en video på Youtube, men af en eller anden årsag fryser siden hver gang jeg forsøger. Men hvis du er interesseret, så søg på Youtube efter "Tony Robbins: Why we do what we do". Jeg har intet investeret i den eller ham, eller andre grunde til at anbefale den, andet end at den startede min "rejse" mod at blive rask og bogstaveligt talt forandrede mit liv. Den, kombineret med en pokkers masse hårdt arbejde med mig selv, var for mig løsningen og gjorde hvad hverken medicin, læger, psykologer etc. havde formået at gøre for mig.

Jeg havde på det tidspunkt lidt af svær depression og angst i næsten et årti, så det var ikke blot et spørgsmål om at jeg havde en dårlig dag eller uge, og at mit tilbagevendende gode humør så tilfældigvis ramlede sammen med at jeg så en video :-)

 

Den er på engelsk og varer lidt over tyve minutter, men for mig var det som sagt ca. de bedste tyve minutter jeg har givet ud i mit liv (samt de mange x tyve minutter jeg har brugt på at gense den med jævne mellemrum siden).

 

Jeg ved godt at det måske ikke lige var det svar du eftersøgte og jeg beklager hvis det ikke er relevant for dig, men jeg kom blot til at tænke på det, grundet det du skrev om tilbagefaldet. Jeg ønsker dig og din kæreste al mulig lykke og fremgang, uanset hvilken vej I vælger.

 

 

De bedste hilsener

Alura

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hejsa. kender godt følelsen af at gerne ville kunne planlægge alt :)

for 4 år siden ramlede jeg ind i en voldsom depression, jeg havde tidligere haft nedture og gik i forevejen til behandling ved en psykolog.

Jeg var nygift, vi havde lige købt hus vores søn var tre år og det var tid til en lillebror eller søster. og så gik det galt!

først måtte jeg overgive mig og begynde på antidep. da symptomerne på deppression blev lidt for slemme ( jeg sov det meste af dagen, talte ikke med nogen, fik angstanfald osv) senere endte jeg så på psyk efter et anfald af tvangshandlinger hvor jeg bestemte mig for at indlægge mig selv inden det gik helt galt. lægerne mente ikke de kunne stille en diagnose men at jeg bare var overbelastet og det var min krop der sagde fra. under indlæggelsen kommer vi til at snakke med en psykiater om graviditet og overraskende nok, råder han os til at prøve..

han mener at det kan være vejen ud af depressionen!.. når jeg tænker tilbage på det nu bliver jeg virkelig gal.

da jeg kommer hjem og føler mig i bedring, med ny medicin og udhvilet efter aflastningen på psyk. går vi i gang med projekt baby.

Jeg var ikke rask, jeg var på antidepressiv medicin og jeg var ikke i stand til at tage ordentlig vare på mig selv. men vi blev gravide... og vi blev uvenner, og vi blev skilt, og vi mistede baby i 7 mdr af graviditeten.... hvis jeg ikke havde været depressiv i forevejen så blev jeg det i hvert fald!

der blev ikke sagt at det var på grund af medicinen det gik galt, men jeg er ikke den eneste det er gået galt for.

og var det gået godt med baby, var det gået galt alligevel. Jeg kunne ikke passe på mig selv og ville derfor heller ikke kunne have passet ordentligt på et spædbarn er jeg overbevidst om.

Ja det er en skræmmehistorie! men den er virkelig, og jeg ønsker ikke for nogen at gennemgå det.

MEN i dag efter 3 år med selvransagelse hvor vi begge er vokset og hvor jeg har fundet ud af hvordan jeg fungerer på øverste etage og er blevet rask (så rask som man nu kan blive, lidt tossede er vi nok alle sammen ;) ). er vi igen en familie :) det hele fungerer, selvfølgelig med op og nedture som alle mennesker oplever. men jeg hviler i mg selv og lever i nuet. og til marts 2015, hvis alt går vel, kommer den ønskede baby lillebror eller søster <3

Jeg levede i kontrol troede jeg, jeg forventede for meget og blev altid skuffet og jeg mistede mig selv mere og mere.

der er ikke noget af det jeg var igennem der var spor rart men har lært at ta den med ro!

vent til i er klar...både praktisk og psykisk..

ville ønske nogen havde sagt det til os dengang.

men bortset fra det så held og lykke med alt :) lyder til at i har projekter nok ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hejsa. kender godt følelsen af at gerne ville kunne planlægge alt :)

for 4 år siden ramlede jeg ind i en voldsom depression, jeg havde tidligere haft nedture og gik i forevejen til behandling ved en psykolog.

Jeg var nygift, vi havde lige købt hus vores søn var tre år og det var tid til en lillebror eller søster. og så gik det galt!

først måtte jeg overgive mig og begynde på antidep. da symptomerne på deppression blev lidt for slemme ( jeg sov det meste af dagen, talte ikke med nogen, fik angstanfald osv) senere endte jeg så på psyk efter et anfald af tvangshandlinger hvor jeg bestemte mig for at indlægge mig selv inden det gik helt galt. lægerne mente ikke de kunne stille en diagnose men at jeg bare var overbelastet og det var min krop der sagde fra. under indlæggelsen kommer vi til at snakke med en psykiater om graviditet og overraskende nok, råder han os til at prøve..

han mener at det kan være vejen ud af depressionen!.. når jeg tænker tilbage på det nu bliver jeg virkelig gal.

da jeg kommer hjem og føler mig i bedring, med ny medicin og udhvilet efter aflastningen på psyk. går vi i gang med projekt baby.

Jeg var ikke rask, jeg var på antidepressiv medicin og jeg var ikke i stand til at tage ordentlig vare på mig selv. men vi blev gravide... og vi blev uvenner, og vi blev skilt, og vi mistede baby i 7 mdr af graviditeten.... hvis jeg ikke havde været depressiv i forevejen så blev jeg det i hvert fald!

der blev ikke sagt at det var på grund af medicinen det gik galt, men jeg er ikke den eneste det er gået galt for.

og var det gået godt med baby, var det gået galt alligevel. Jeg kunne ikke passe på mig selv og ville derfor heller ikke kunne have passet ordentligt på et spædbarn er jeg overbevidst om.

Ja det er en skræmmehistorie! men den er virkelig, og jeg ønsker ikke for nogen at gennemgå det.

MEN i dag efter 3 år med selvransagelse hvor vi begge er vokset og hvor jeg har fundet ud af hvordan jeg fungerer på øverste etage og er blevet rask (så rask som man nu kan blive, lidt tossede er vi nok alle sammen ;) ). er vi igen en familie  :) det hele fungerer, selvfølgelig med op og nedture som alle mennesker oplever. men jeg hviler i mg selv og lever i nuet. og til marts 2015, hvis alt går vel, kommer den ønskede baby lillebror eller søster <3

Jeg levede i kontrol troede jeg, jeg forventede for meget og blev altid skuffet og jeg mistede mig selv mere og mere.

der er ikke noget af det jeg var igennem der var spor rart men har lært at ta den med ro!

vent til i er klar...både praktisk og psykisk..

ville ønske nogen havde sagt det til os dengang.

men bortset fra det så held og lykke med alt :) lyder til at i har projekter nok ;)

Tusind tak for dit svar :) Er meget ked af at høre om jeg tab :( Men dejligt at høre du har fået det bedre, og der er styr på tingene nu :) Jeg har før lidt meget at vinter depressioner, men er de seneste år begyndt at få det "omvendt" altså sommerdepressioner hvis man kan kalde det det? Derfor tænker jeg også at en vinterfødsel vil være det bedste, da jeg med sandsynlighed vil være i risikozonen for det. Med det sagt, vil jeg selvfølelig prøve at være 100% sygdomsfri først så jeg mentalt er klar til sådan en lille størrelse :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej Elb1210.

 

Nu skriver du ikke noget om hvor længe du havde været under ned-/udtrapning da du fik dit tilbagefald. Jeg kan huske at jeg læste en artikel for ikke så længe siden (kan desværre ikke erindre hvor, så kan ikke linke og kun referere ud fra min hukommelse), der handlede om de mange bivirkninger, som den slags jo desværre er kendt for at have.

 

Mere specifikt, så handlede den om at en af disse bivirkninger (ved ikke om det gælder for samtlige præperater eller kun for visse), var at medicinen, når man forsøgte at trappe ud af den, havde en bivirkning der nøjagtig efterligner selve depressionen, så man tror at man har et tilbagefald (og skynder sig at starte op på medicinen igen), men hvor det i virkeligheden kun er en bivirkning, der aftager igen lidt tid inde i udtrapningen og ikke en egentlig depression. Men mange forveksler det med at depressionen vender tilbage for fuld kraft, så snart de stopper med medicinen, og det er medvirkende til at det er svært at trappe folk ud af den igen.

 

Jeg aner jo ikke om det har været tilfældet for dig, jeg er hverken læge eller kender din situation, men jeg tænker at det måske var værd at tale med din læge om og overveje om det eventuelt kunne være årsagen?

 

Jeg har selv været på anti-depressiver en kort overgang for mange år siden og brød mig bestemt ikke om det (men vil slet ikke afvise at det kan være gavnligt eller nødvendigt for andre). Men jeg fandt personligt langt større hjælp i og gavn af denne mand og hans metoder/filosofier:

 

... her ville jeg så have linket til en video på Youtube, men af en eller anden årsag fryser siden hver gang jeg forsøger. Men hvis du er interesseret, så søg på Youtube efter "Tony Robbins: Why we do what we do". Jeg har intet investeret i den eller ham, eller andre grunde til at anbefale den, andet end at den startede min "rejse" mod at blive rask og bogstaveligt talt forandrede mit liv. Den, kombineret med en pokkers masse hårdt arbejde med mig selv, var for mig løsningen og gjorde hvad hverken medicin, læger, psykologer etc. havde formået at gøre for mig.

Jeg havde på det tidspunkt lidt af svær depression og angst i næsten et årti, så det var ikke blot et spørgsmål om at jeg havde en dårlig dag eller uge, og at mit tilbagevendende gode humør så tilfældigvis ramlede sammen med at jeg så en video :-)

 

Den er på engelsk og varer lidt over tyve minutter, men for mig var det som sagt ca. de bedste tyve minutter jeg har givet ud i mit liv (samt de mange x tyve minutter jeg har brugt på at gense den med jævne mellemrum siden).

 

Jeg ved godt at det måske ikke lige var det svar du eftersøgte og jeg beklager hvis det ikke er relevant for dig, men jeg kom blot til at tænke på det, grundet det du skrev om tilbagefaldet. Jeg ønsker dig og din kæreste al mulig lykke og fremgang, uanset hvilken vej I vælger.

 

 

De bedste hilsener

Alura

Tak for dit svar :)

Det er faktisk meget "rart" at høre at en af bivirkningerne kan være depressionsligende symptomer. Det kunne nemlig sagtnes tyde på det var det jeg oplevede. Jeg startede udtapningen omkring 1 juni, og måtte trappe op igen omkring den 20. i samme måned. Jeg startede til psykolog kort tid efter og det har hjulpet mig en del. Så håber på jeg vil kunne starte udtapningen en gang i efteråret/vinter. Ved du tilfældigvis noget om hvor lang tid man skal være trappet ud inden vi kan begynde Pb? Min læge sagde 6 måneder, men det var med henblik på mulighed for en vinterdepression. Dette har jeg dog ikke lidt af de sidste par år, tværtimod får jeg "sommer depressioner nu". :)

Vil prøve at google og finde den video du snakker om, lyder som noget jeg helt sikkert vil prøve :) 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg havde en fødselsdepression med min første. Startede udtrapning i marts og var helt ude af det i juni og vi startede pb2 i ultimo august. Der gik så 16 mdr inden jeg var gravid med en spire der blev hængende.

Hvordan har I det med motion? Løbetræning hjælper mig utrolig meget men det frigiver også endorfiner.

Håber i kommer godt igennem udtrapning.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Undskyld, nu blander jeg mig også lige i tråden...

 

Hvorfor er det at du skal trappes helt ud af medicinen, OG være medicinfri i 6 mdr inden PB? Er det DIN holdning, eller din praktiserende læges? For fødselslægerne mener ikke nødvendigvis at det er nødvendigt... Der er lavet talrige undersøgelser på antidepressiv medicin, graviditet, og amning, og citalopram er et af de præparater, der godt kan anvendes i graviditeten dog udløser det nogle ekstra kontroller, og observation af barnet efter fødslen for at være sikker på at alt er som det skal være.

 

Selvfølgelig skulle alle gravide, og de som forsøger at opnå graviditet, i den perfekte verden være medicinfri, sunde, raske, ikke-rygende, normalvægtige osv, men det er jo ikke sådan virkeligheden er! Der er kvinder, mange kvinder, der har brug for deres medicin, og som ikke bare kan trappes ud af f.eks. antidepressiv medicin. Og personligt er jeg heller ikke sikker på at det er det optimale at have en sårbar psyke, og så gå ind i det hormonelle stormvejr en graviditet er, uden medicin man måske har brug for - i hvert fald ikke uden at der har været en psykiater og/eller fødselslæge ind over som kan sige at det er det rigtige at gøre. Men det er nok bare min holdning.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg havde en fødselsdepression med min første. Startede udtrapning i marts og var helt ude af det i juni og vi startede pb2 i ultimo august. Der gik så 16 mdr inden jeg var gravid med en spire der blev hængende.

Hvordan har I det med motion? Løbetræning hjælper mig utrolig meget men det frigiver også endorfiner.

Håber i kommer godt igennem udtrapning.

Er rigtigt glad for at hører i startede PB så hurtigt efter udtapningen. Det giver mig et håb. :) Er ked af det tog noget tid for jer, men dejligt i venter en lille en igen :) 

Vi dyrker begge en del motion her hjemme og er gode til at motivere hinanden. Jeg cykler ca. 7 km til og fra arbejde hver dag + træner i center med min kæreste :) Det hjælper rigtigt meget, selvom jeg lider en smule af social angst og derfor godt kan få lidt hjertebanken af at skulle der ned nogle gange. 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Er rigtigt glad for at hører i startede PB så hurtigt efter udtapningen. Det giver mig et håb. :) Er ked af det tog noget tid for jer, men dejligt i venter en lille en igen :)

Vi dyrker begge en del motion her hjemme og er gode til at motivere hinanden. Jeg cykler ca. 7 km til og fra arbejde hver dag + træner i center med min kæreste :) Det hjælper rigtigt meget, selvom jeg lider en smule af social angst og derfor godt kan få lidt hjertebanken af at skulle der ned nogle gange.

Jeg har også lidt social angst men efter jeg har erkendt det og snakker om det er det blevet nemmere at tøjle.Men elsker at have en med mig første gang jeg skal et nyt sted.

Det er nok derfor jeg elsker at løbe for mig selv :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Undskyld, nu blander jeg mig også lige i tråden...

 

Hvorfor er det at du skal trappes helt ud af medicinen, OG være medicinfri i 6 mdr inden PB? Er det DIN holdning, eller din praktiserende læges? For fødselslægerne mener ikke nødvendigvis at det er nødvendigt... Der er lavet talrige undersøgelser på antidepressiv medicin, graviditet, og amning, og citalopram er et af de præparater, der godt kan anvendes i graviditeten dog udløser det nogle ekstra kontroller, og observation af barnet efter fødslen for at være sikker på at alt er som det skal være.

 

Selvfølgelig skulle alle gravide, og de som forsøger at opnå graviditet, i den perfekte verden være medicinfri, sunde, raske, ikke-rygende, normalvægtige osv, men det er jo ikke sådan virkeligheden er! Der er kvinder, mange kvinder, der har brug for deres medicin, og som ikke bare kan trappes ud af f.eks. antidepressiv medicin. Og personligt er jeg heller ikke sikker på at det er det optimale at have en sårbar psyke, og så gå ind i det hormonelle stormvejr en graviditet er, uden medicin man måske har brug for - i hvert fald ikke uden at der har været en psykiater og/eller fødselslæge ind over som kan sige at det er det rigtige at gøre. Men det er nok bare min holdning.

Det er helt ok du blander dig, det hjælper kun :)

Jeg havde snakket i noget tid om at jeg gerne ville ud af medicinen da jeg havde været på den i så lang tid, og egentligt havde det meget godt. Og så bryder jeg mig ikke rigtigt om at proppe alle de stoffer i min krop. Så snakkede med lægen om det, og det var ham der sagde vi skulle vente med PB til 6 måneder efter udtrapning, hvilket jeg også selv lyder helt sindsygt! Som jeg sagde til min kæreste i går, hvad med de kvinder som bliver gravide mens de er på medicinen og stopper fra den ene dag til den anden? Og hvad hvis der går 5 måneder og 3 uger og jeg så får et tilbage fald, skal vi så vente yderligere 6 måneder? Hørte engang nogen der sagde at livet jo ændre sig hele tiden, og der nok skal være et eller andet galt som gør at et barn "ikke passer så godt lige nu".

Inderst inde tror jeg på et barn vil gøre mig lykkelig, og faktisk er det jeg føler "mangler" i mit liv. :) 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har også lidt social angst men efter jeg har erkendt det og snakker om det er det blevet nemmere at tøjle.Men elsker at have en med mig første gang jeg skal et nyt sted.

Det er nok derfor jeg elsker at løbe for mig selv :)

Det lyder som en god ide at snakke om det :) Har snakket med min kæreste og psykolog om det hvilket er rigtigt dejligt. 

Jeg er desværre ikke så meget til at løbe, er ikke rigtigt mig, men tror helt sikkert det er en stor hjælp at man kan gøre det alene :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER