Sign in to follow this  
Followers 0
Nitzen1987

At bede om hjælp/tilbyde hjælp i det daglige

22 posts in this topic

Jeg må vist erkende, at jeg er en sprængfarlig bombe styret af hormoner i øjeblikket.

Jeg fik et mindre sammenbrud da jeg anrettede frokost i dag, fordi der ikke var én, hverken min mand eller hans to børn (10 og 16 år), der kom og tilbød sin hjælp. Jeg påpegede så på en ikke så pæn måde, at jeg ikke synes det var så fedt, at de alle tre sad på deres flade i sofaen i stuen, manden med sin tablet, den store pige med sin telefon og drengen med en bog, uden overhovedet at tilbyde deres hjælp. Maja sad lige så fint på sin stol ude i køkkenet og spiste lidt af det agurk mv. som jeg skar. Jeg blev bare så pisse irritabel. Manden og jeg har så efterfølgende et mindre skænderi, hvor han får den vendt om til, at jeg da til hver en tid bare kan bede om hjælp, når jeg ønsker det, og så vil de komme springende. Og desuden kunne de jo ikke vide, at jeg var ved at dække bord og finde frokost frem. Altså de sad i lokalet ved siden af og kunne både se og høre hvad jeg lavede og jeg havde meldt ud at jeg var ved at koge æg til frokost. Men hvorfor er det lige at man skal bede om hjælp? Er det ikke almindelig god opførsel, at man tilbyder sin hjælp, når man bor under samme tag?

Det jeg vil med mit indlæg er at høre hvad I tænker om sådan en situation i forhold til det at bede om hjælp kontra det at andre personer tilbyder deres hjælp frivilligt.

Jeg synes selv at det ville være rart, at det ikke altid er nødvendigt at bede om hjælp til sådan nogle daglige gøremål. Jeg får nok Iidt følelsen af, at jeg bliver taget for givet og bliver irritabel, men manden og jeg har forskellige opfattelser ift. at bede om hjælp eller tilbyde sin hjælp.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hvis jeg vil have hjælp, så beder jeg om det. Min mand kan ikke gætte sig til, at jeg gerne vil have hjælp til fx at sætte frokost frem, hvis jeg ikke siger det. Beder jeg om hjælp, så gør han det altid uden brok.

Til gengæld kan han sagtens af sig selv tage støvsugeren eller sætte en vask over. Og siger han fx, at han lige sætter en vask i gang, så spørger jeg heller ikke, om han vil have hjælp til sortering eller til at lægge sammen e.l.

Men det er synd, at du føler dig taget for givet - og at I har skændtes om det.

Hvad nu, hvis du beder om hjælp? Er der så sure miner, eller fornemmer du, at de ikke rigtig gider?

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvis jeg vil have hjælp, så beder jeg om det. Min mand kan ikke gætte sig til, at jeg gerne vil have hjælp til fx at sætte frokost frem, hvis jeg ikke siger det. Beder jeg om hjælp, så gør han det altid uden brok.

Til gengæld kan han sagtens af sig selv tage støvsugeren eller sætte en vask over. Og siger han fx, at han lige sætter en vask i gang, så spørger jeg heller ikke, om han vil have hjælp til sortering eller til at lægge sammen e.l.

Men det er synd, at du føler dig taget for givet - og at I har skændtes om det.

Hvad nu, hvis du beder om hjælp? Er der så sure miner, eller fornemmer du, at de ikke rigtig gider?

Generelt er de rigtig søde til at hjælpe til når man beder dem om at hjælpe til.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Altså hvis du altid skal bede om hjælp før de hjælper, så kan jeg godt forstå du bliver irriteret! Det er overhovedet ikke i orden, og så kan jeg godt forstå du får følensen af at være taget for givet, når hele flokken er plantet i sofaen imens..

Men hvis de/din mand sagtens kan lave noget på eget initiativ, så er det lidt en anden sag. Så må du spørge om de lige giver en hånd med.

Min mand er generelt flink til at lave noget selv, men alligevel kan han finde på at spørge (tit) hvad jeg gerne vil have han ordner. Det irriterer mig helt vildt, for selv om han gør det af god mening, så syntes jeg han ligger ansvaret for husholdning over på mig, i og med jeg skal bestemme hvordan huset skal holdes. Sådan ser han det ikke - måske er det også bare fordi vi har forskellige forventninger/standarder for husholdning.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hånden på hjertet, så kunne jeg SAGTENS have været din mand i den situation. Og jeg kunne også have været dig. I forhold til "huslige" ting, kan jeg godt finde på at bede om hjælp, men ellers har jeg det sådan, at jeg laver så meget som jeg orker, og så stoler jeg på, at min mand gør det samme. Dvs. at nogle gange laver jeg mad, mens han sover, nogle gange omvendt, og andre gange laver en mad, mens en anden ordner vasketøj.

Så situationen "i sig selv" ville jeg ikke studse over herhjemme.

Men at du føler dig taget for givet duer bare slet ikke! Så må der IMO en form for forventningsafstemning og aftale til. Man kan være enig eller uenig i, om hjælp "bør" komme af sig selv og i hvor høj grad, og jeg synes ikke at din holdning er mere rigtig end hans. Men hvis du har brug for, at han hjælper mere til, fordi du ellers føler dig taget for givet, så synes jeg, at I skal aftale at han bliver bedre til det af dén grund. Og evt. at han også bliver bedre til at påskønne, når du gør noget.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

jeg skal også bede om hjælp og har altid skulle det fra min snart eksmand og det kan jeg ikke holde ud mere, han har aldrig kunne finde ud af og hjælpe uden at der bliver spurgt først, så jeg kender gost følelsen af det, har dog min datter på 7 som gerne kommer og hjælper når det er, men det er jo ikke hendes "job" at gøre det, hun får så lommepenge for at hjælpe mig en gang imellem men jeg kan sagtens følge dig, når der sidder 3 "voksne" og ikke gør noget

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hånden på hjertet, så kunne jeg SAGTENS have været din mand i den situation. Og jeg kunne også have været dig. I forhold til "huslige" ting, kan jeg godt finde på at bede om hjælp, men ellers har jeg det sådan, at jeg laver så meget som jeg orker, og så stoler jeg på, at min mand gør det samme. Dvs. at nogle gange laver jeg mad, mens han sover, nogle gange omvendt, og andre gange laver en mad, mens en anden ordner vasketøj.

Så situationen "i sig selv" ville jeg ikke studse over herhjemme.

Men at du føler dig taget for givet duer bare slet ikke! Så må der IMO en form for forventningsafstemning og aftale til. Man kan være enig eller uenig i, om hjælp "bør" komme af sig selv og i hvor høj grad, og jeg synes ikke at din holdning er mere rigtig end hans. Men hvis du har brug for, at han hjælper mere til, fordi du ellers føler dig taget for givet, så synes jeg, at I skal aftale at han bliver bedre til det af dén grund. Og evt. at han også bliver bedre til at påskønne, når du gør noget.

What she said!

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hånden på hjertet, så kunne jeg SAGTENS have været din mand i den situation. Og jeg kunne også have været dig. I forhold til "huslige" ting, kan jeg godt finde på at bede om hjælp, men ellers har jeg det sådan, at jeg laver så meget som jeg orker, og så stoler jeg på, at min mand gør det samme. Dvs. at nogle gange laver jeg mad, mens han sover, nogle gange omvendt, og andre gange laver en mad, mens en anden ordner vasketøj.

Så situationen "i sig selv" ville jeg ikke studse over herhjemme.

Men at du føler dig taget for givet duer bare slet ikke! Så må der IMO en form for forventningsafstemning og aftale til. Man kan være enig eller uenig i, om hjælp "bør" komme af sig selv og i hvor høj grad, og jeg synes ikke at din holdning er mere rigtig end hans. Men hvis du har brug for, at han hjælper mere til, fordi du ellers føler dig taget for givet, så synes jeg, at I skal aftale at han bliver bedre til det af dén grund. Og evt. at han også bliver bedre til at påskønne, når du gør noget.

:ditto Jeg er på den her!

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh altså.. Kender det ALT for godt.. Ting som jeg mener er en selvfølge (tage alt ud fra bordet når man har spist OGSÅ bordskånere, fjerne snavsetøj fra stuegulvet, rydde op efter sig selv, tømme opvask når man får at vide at den har vasket osv) gør min kæreste ikke af sig selv!

Jeg skal altid fortælle ham præcis hvad han skal gøre og jeg skal altid bede om hjælp. Han spørger aldrig af sig selv.

Og han ved at hvis han lader tingene være længe nok, så får jeg nok og gør tingene selv i raseri.. Det nyder han vist godt af..

Jeg har sagt at han skal blive bedre til at spørge om der er noget han skal hjælpe med eller gøre tingene af sig selv, men det er ikke sket endnu

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg studser lidt over vendingen "bede om hjælp". Betyder det, det altid er din opgave? Er alt husligt dit ansvar medmindre du beder andre gøre det? For i den situation du beskriver vil jeg heller ikke forvente at få hjælp uden at bede om det - men jeg ville forvente at en anden tager af bordet eller laver aftensmaden eller lignende.

Jeg havde diskussionen med min mand da Erica var lille - at jeg ALTID havde hende, medmindre jeg bad om hjælp. Og det er så belastende at skulle påtvinge andre opgaver - også selvom at de gladeligt tager dem uden brok. Jeg brugte lang tid på at forklare ham at det var vigtigt for mig at han også gjorde noget af sig selv og ikke kun når jeg bad om det. Også at han bad mig om at tage hende når han ikke orkede i stedet for at gå med listesko indtil jeg gjorde det af mig selv. Så han også synligt tog ansvar.

Det jeg prøver st sige er - hvis du ikke af dig selv var begyndt at lave frokost, var der så blive spist (fælles) frokost den dag?

Og havde du reageret på samme måde hvis din mand havde spurgt om du ikke gad stille frokost frem i dag? (Og dermed anerkender det lige så godt kunne være hans opgave)

Herhjemme har vi faste aftaler om hvem der gør hvad på de opgaver vi ellers kører surt i, da de ellers vil havne på kun den ene. Jeg tænker i skal have forventningsafstemt hvordan i gerne vil have det skal foregå hjemme hos jer.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg studser lidt over vendingen "bede om hjælp". Betyder det, det altid er din opgave? Er alt husligt dit ansvar medmindre du beder andre gøre det? For i den situation du beskriver vil jeg heller ikke forvente at få hjælp uden at bede om det - jeg ville forvendte en anden tager af bordet eller laver aftensmaden eller lignende.

Jeg havde diskussionen med min mand da Erica var lille - at jeg ALTID havde hende, medmindre jeg bad om hjælp. Og det er så belastende at skulle påtvinge andre opgaver - også selvom at de gladeligt tager dem uden brok. Jeg brugte lang tid på at forklare ham at det var vigtigt for mig at han også gjorde noget af sig selv og ikke kun når jeg bad om det. Også at han bad mig om at tage hende når han ikke orkede i stedet for at gå med listesko indtil jeg gjorde det af mig selv. Så han også synligt tog ansvar.

Det jeg prøver st sige er - hvis dpu ikke af dig selv var begyndt at lave frokost, var der så blive spist (fælles) frokost den dag?

Og havde du reageret på samme måde hvis din mand havde spurgt om du ikke gad stille frokost frem i dag? (Og dermed anerkender det lige så godt kunne være hans opgave)

Herhjemme har vi faste aftaler om hvem der gør hvad på de opgaver vi ellers kører surt i, da de ellers vil havne på kun den ene. Jeg tænker i skal have forventningsafstemt hvordan i gerne vil have det skal foregå hjemme hos jer.

Det er langt hen af vejen mig der tager initiativet til at få lavet det huslige herhjemme. Manden er også sød til at støvsuge, men det er som regel fordi jeg har bedt ham om at gøre det. Til hverdag har manden skæve arbejdstider, dvs. han arbejder 11/14-21 i hverdagene, så her er det mig der laver mad og rydder af bordet. Her kan jeg så godt finde på at bede ham om at svinge støvsugeren når han har afleveret Maja i DP inden han skal på arbejde, så jeg er fri for det når jeg kommer hjem fra arbejde med Maja. Det gør han normalt, men på min forespørgsel. Hver anden weekend og ferie har manden så fri og her har vi hans børn og her har jeg nok en forventning om at manden skal være mere på banen i forhold til de huslige gøremål, end hvad han er i det daglige. Men her har du jo nok ret i at vi skal forventningsafklare med hinanden. Jeg synes i hvert fald ikke det er sjovt, at jeg altid skal bede om at tingene bliver gjort, føler mig lidt som en slavepisker der ikke kan unde min mand at holde fri (og samtidig har jeg følelsen af, at jeg også har et behov for at holde fri, uden at jeg har følelsen af at jeg skal opvarte manden og hans børn og sørge for at maden står på bordet til spisetiderne) Jeg tror egentlig ikke det er fordi manden ikke vil tage initiativ til fx at få sat frokost på bordet, han tænker bare ikke altid over, at vi har Maja som har et rimelig fast spise og sovemønster i løbet af dagen.

Jeg tror ikke jeg havde reageret på samme måde, hvis manden havde spurgt om jeg ville sætte frokost på bordet i dag, fordi han så netop vil vise mig at det ikke er en selvfølge at jeg gør det.

Nu skal jeg da heller ikke spille helgen. Jeg kan sagtens sidde i sofaen og fx læse eller se TV mens manden laver mad, men jeg synes selv at jeg er god til at spørge efter om han har brug for hjælp og ellers sige at han må sige til hvis jeg skal hjælpe med noget.

Åh altså lidt svært, tror også en god del af min reaktion i dag skyldes hormoner.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg må vist erkende, at jeg er en sprængfarlig bombe styret af hormoner i øjeblikket.

Jeg fik et mindre sammenbrud da jeg anrettede frokost i dag, fordi der ikke var én, hverken min mand eller hans to børn (10 og 16 år), der kom og tilbød sin hjælp. Jeg påpegede så på en ikke så pæn måde, at jeg ikke synes det var så fedt, at de alle tre sad på deres flade i sofaen i stuen, manden med sin tablet, den store pige med sin telefon og drengen med en bog, uden overhovedet at tilbyde deres hjælp. Maja sad lige så fint på sin stol ude i køkkenet og spiste lidt af det agurk mv. som jeg skar. Jeg blev bare så pisse irritabel. Manden og jeg har så efterfølgende et mindre skænderi, hvor han får den vendt om til, at jeg da til hver en tid bare kan bede om hjælp, når jeg ønsker det, og så vil de komme springende. Og desuden kunne de jo ikke vide, at jeg var ved at dække bord og finde frokost frem. Altså de sad i lokalet ved siden af og kunne både se og høre hvad jeg lavede og jeg havde meldt ud at jeg var ved at koge æg til frokost. Men hvorfor er det lige at man skal bede om hjælp? Er det ikke almindelig god opførsel, at man tilbyder sin hjælp, når man bor under samme tag?

Det jeg vil med mit indlæg er at høre hvad I tænker om sådan en situation i forhold til det at bede om hjælp kontra det at andre personer tilbyder deres hjælp frivilligt.

Jeg synes selv at det ville være rart, at det ikke altid er nødvendigt at bede om hjælp til sådan nogle daglige gøremål. Jeg får nok Iidt følelsen af, at jeg bliver taget for givet og bliver irritabel, men manden og jeg har forskellige opfattelser ift. at bede om hjælp eller tilbyde sin hjælp.

Jeg har det nok som dig. Jeg ville faktisk også rase indvendigt hvis min mand bare sad og jeg skulle lave det hele. Han kan Jo se og hære jeg er i gang med noget.

Her kan jeg godt finde på at bede om hjælp men ofte bliver man mødt af suk og det er ærlig talt pisse træls for det er ikke det man gider høre når man spørger

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tja... Vi er så ikke nået et skridt videre. På trods af at jeg har forsøgt at forklare min mand, at jeg synes det rart ikke altid at skulle bede om hjælp men af og til få den tilbudt af min mand såvel som hans store børn (10,14 og 16 år) når vi har dem. Børnene er taget hjem fra ferie hos os nu og min mand har meddelt mig igen, at det er helt hen i vejret, at jeg vil have at folk selv skal tilbyde deres hjælp og at jeg i hvert fald ikke skal overfuse hans børn igen. Jeg selv mener nu ikke at jeg overfusede, men jeg var pænt irritabel og meget træt af det og det kom til udtryk i den måde jeg fik det sagt på. Og det var henvendt til både mand og børn.

Føler virkelig bare, at det har været en skod ferie og glæder mig faktisk til at manden skal på arbejde i morgen, så laver han i det mindste noget andet end at ligge på sofaen (hvilket er det jeg føler og synes at han har praktiseret mest i de sidste to uger)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ej det lyder da bare virkelig øv :kram

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram

Det er jo komplet umuligt at nå nogen vegne så :(

Jeg håber, at I får renset ud, så det kan blive talt igennem, selvom det virker omsonst :kram2

Måske skal vi sige, at vi tager på pigetur og lader mænd og børn være børn- også inden vores egentlige plan til Ambu :kiss

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram

Det er jo komplet umuligt at nå nogen vegne så :(

Jeg håber, at I får renset ud, så det kan blive talt igennem, selvom det virker omsonst :kram2

Måske skal vi sige, at vi tager på pigetur og lader mænd og børn være børn- også inden vores egentlige plan til Ambu :kiss

Det var måske en god idé ::kiss

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Aj, det lyder da ogsaa traels, Anita!  

 

Jeg er egentlig ogsaa med paa Barbamamas, meeeeen.... 

 

Det lyder selvfoelgelig til at I skal forventningsafstemme, men jeg synes ogsaa, at man tager en for holdet. Oev, at han har tilbragt saa meget tid paa sofaen og oev, at du foeler at du har vartet op og vartet op. Har du sagt undskyld for at du reagerede uhensigtmaessigt overfor hans boern? Det gjorde du nok, men dit behov for at reagere er jo reelt og bare det, at det behov var der, synes jeg giver anledning til at moedes et sted og faa renset ud i den ferieerfaring. Jeg ville ogsaa aergre mig over at glaede mig til at sende min mand paa arbejde igen efter en skodferie... Har du sagt det til ham - altsaa paa den maade? 

 

Jeg taenker ogsaa, at hvis de boern ikke laerer at give en haand med uopfordret, saa bliver det jo svaert for dem fremover i livet. Nu ved jeg selvfoelgelig ikke, om det er saadan, at de sjaeldent hjaelper til...

 

Kram :kram

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hmm, tænker lidt...

Jeg har det nok sådan, at lige så vel, som at hvis du føler dig taget for givet, så BLIVER du taget for givet, så gælder det også, at hvis han følte sig overfuset, så BLEV han overfuset. Og uanset hvad, så er det måske generelt ikke så konstruktivt at tage sådan noget op i et irriteret tonefald.

Det betyder ikke, at det er forkert, at du gjorde det. Jeg kan godt forstå din reaktion, og jeg synes det er meget fair, at du reagerer. Men jeg kan også godt forstå, at din mand bakker ved det. Jeg var dæleme også blevet sur, hvis nogen havde overfuset mine børn (og det er det jo hans oplevelse, at du har), også selvom det var min elskede ægtefælle. Og jeg reagerer også dårligt, hvis nogen beder mig om en ændring i irriteret tonefald. Det er bare ikke særligt motiverende...

Anyway, måske var det fint at du fik en form for "afløb". Men jeg tænker, at der bestemt stadig er mulighed for at få ham til at lytte og ændre adfærd, hvis du kan samle styrke til at tage snakken i et positivt tonefald og uden at lyde bebrejdende. :goodluck

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Aj, det lyder da ogsaa traels, Anita!

Jeg er egentlig ogsaa med paa Barbamamas, meeeeen....

Det lyder selvfoelgelig til at I skal forventningsafstemme, men jeg synes ogsaa, at man tager en for holdet. Oev, at han har tilbragt saa meget tid paa sofaen og oev, at du foeler at du har vartet op og vartet op. Har du sagt undskyld for at du reagerede uhensigtmaessigt overfor hans boern? Det gjorde du nok, men dit behov for at reagere er jo reelt og bare det, at det behov var der, synes jeg giver anledning til at moedes et sted og faa renset ud i den ferieerfaring. Jeg ville ogsaa aergre mig over at glaede mig til at sende min mand paa arbejde igen efter en skodferie... Har du sagt det til ham - altsaa paa den maade?

Jeg taenker ogsaa, at hvis de boern ikke laerer at give en haand med uopfordret, saa bliver det jo svaert for dem fremover i livet. Nu ved jeg selvfoelgelig ikke, om det er saadan, at de sjaeldent hjaelper til...

Kram :kram

Det er nogle søde børn, der gerne hjælper til, hvis de bliver bedt om det. For nogle år siden var de også gode til at tilbyde deres hjælp, men det er som om at det er helt glemt. Men i bund og grund er det jo nok også mest manden jeg har været irriteret over. Men jeg var oprigtig træt af, at der ikke var en eneste af dem, der tilbød sin hjælp.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Min erfaring er at sådan noget her skal løses på neutral grund:

Lad der gå et stykke tid indtil dette har aftaget lidt og sig så på et tilfældigt tidspunkt, hvor i laver noget helt andet end hvad samtalen skal omhandle, noget a la "jeg kunne godt tænke mig at VI bliver bedre til at hjælpe hinanden. Jeg synes det er hårdt at føle jeg står for alt det huslige. Jeg ved godt du også har dine faste opgaver (slå græs, tømme tagrender, hvad ved jeg?) men jeg savner at vi deles noget mere om det huslige.

Kan vi ikke aftale, at den hvis ene står for frokost, så er det den anden, der tager af bordet/laver aftensmad/whatever? Og så kan dine store piger selv vælge hvad de helst vil hjælpe med, men de skal hjælpe med minimum en ting om dagen?"

For som BBM skriver, så vil man automatisk forsvare sig selv når man bliver anklaget i selve situationen og selvom den anden har ret, så er det svært at give den anden ret.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tja... Vi er så ikke nået et skridt videre. På trods af at jeg har forsøgt at forklare min mand, at jeg synes det rart ikke altid at skulle bede om hjælp men af og til få den tilbudt af min mand såvel som hans store børn (10,14 og 16 år) når vi har dem. Børnene er taget hjem fra ferie hos os nu og min mand har meddelt mig igen, at det er helt hen i vejret, at jeg vil have at folk selv skal tilbyde deres hjælp og at jeg i hvert fald ikke skal overfuse hans børn igen. Jeg selv mener nu ikke at jeg overfusede, men jeg var pænt irritabel og meget træt af det og det kom til udtryk i den måde jeg fik det sagt på. Og det var henvendt til både mand og børn.

Føler virkelig bare, at det har været en skod ferie og glæder mig faktisk til at manden skal på arbejde i morgen, så laver han i det mindste noget andet end at ligge på sofaen (hvilket er det jeg føler og synes at han har praktiseret mest i de sidste to uger)

PUHAAAA!!! Det kan da godt være jeg også har hormoner susende så for jeg tror ikke han havde været ret levende efter sådan en udmeldelse....Jeg er selv bonus mor og har to dejlige bonustøser på snart elleve(som heller ikke altid mener at det er retfærdigt at de skal hjælpe til).....jeg har meldt ganske klart ud at det er skønt de er her men at jeg ikke skal rende rundt og være "husholderske"....vi skal alle hjælpes ad....så de har ganske enkelt deres små opgaver at klare....eksempelvis står de for at dække bord og rydde af i samarbejde med deres far når jeg laver mad....og har da også måttet prikke til deres fader når han prøver at slippe uden om...er selv opvokset med en far der ikke engang tog sin tallerken med ud når man havde spist....det korte af det lange; de skal lære at vi alle skal hjælpe hinanden med det "sure" så man sammen kan nyde det "søde"....heldigvis er manden min og jeg rimelig enige om dette....men vi har da også måttet tage nogle "samtaler" om det der med forventinger til hinanden....det tror jeg squ i bund og grund alle har :-)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mon ikke man kan konkluderer at den der bare gik helt galt- og så skal i 2 lige tage en snak ved nærmeste lejlighed hvor ingen af jer er irriteret? :kram

 

Sådan som jeg ser det, så har du haft nogle følelser i klemme over andet end lige dén situation- måske du var ekstra sårbar den dag, og i virkeligheden bare havde brug for at din mand var lidt nærværende og sød overfor dig. Han oplever så dit "pludselige" udbrud som totalt krænkende og totalt uretfærdigt, og vælger derfor (sef) at forsvarer sig selv, istedet for at forstå dig- som er det du dybest set har brug for.

 

- Nogen dage kan man bare IKKE vinde, selvom man synes man gør det så tyyydeligt man kan... og så er det man skal vente til en anden dag. Start forfra. Start med et kys og et kram og et "jeg savner dig- pivpiv- kom og nuller med mig" og se om i ikke kan få renset luften lidt..

 

Jeg føler med dig :kram

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now
Sign in to follow this  
Followers 0