scanning og snak med læge

[fasling]

Har i dag været til scanning og alt var fint og godt og fik snakket med læge om Pks og alt det. Hun vejer ca. 1260 g og er lidt lang

Billedet kommer senere

[Louisea]

Lyder spændende, var der en speciel grund til at du var til scanning?

 

Glæder mig til at se jeres baby :-))

[Mulle]

Ih, hvor spændende :) Ville ønske jeg skulle til scanning og se bette bebsen igen :) Må man spørge, hvad grunden er til Pks??

[fasling]

Lyder spændende, var der en speciel grund til at du var til scanning?

 

Glæder mig til at se jeres baby :-))

Ih, hvor spændende :) Ville ønske jeg skulle til scanning og se bette bebsen igen :) Må man spørge, hvad grunden er til Pks??

grunden til ekstra scanning er pga. mit bmi så vil de gerne holde lidt ekstra øje, jeg skal igen når jeg i uge 35.

mht. PKS eer det fordi at jeg var igennem et langt forløb sidste gang og endte i AKS og det skal det ikke igen og så har jeg dårlig ryg og ingen krafter til at presse. Men lægen var helt overbevist om jeg at jeg skulle have PKS pga. forløbet sidste gang så det ikke ender sådan engang til

[fasling]

her er så lige billedet fra scanningen igår, Sofie vores store pige på 7 var med og hun fik sit helt eget billedet af lægen af lillesøster Laura, det synes jeg var rigtigt flot.

[Louisea]

Hvor fint :7himmel 

 

Dejligt at kunne få lov at se den lille bebs inden fødsel, fint at de holder øje med det de skal, giver god tryghed

[Mulle]

Uha ja, det kan jeg godt forstå!

Jeg selv er mega bange for fødslen, så tænker på hver dag, om det ville være bedre at bede om et kejsersnit:/

Rigtig fint billede, og det var da rigtig sødt af lægen at give et billede til storesøster :)

[fasling]

Uha ja, det kan jeg godt forstå!

Jeg selv er mega bange for fødslen, så tænker på hver dag, om det ville være bedre at bede om et kejsersnit:/

Rigtig fint billede, og det var da rigtig sødt af lægen at give et billede til storesøster :)

Der er ingen grund til at være bange for fødslen, min tog bare 16 timer fra de tog vandet og til at det endte i AKS

[Pseudo mamma]

Uha ja, det kan jeg godt forstå!

Jeg selv er mega bange for fødslen, så tænker på hver dag, om det ville være bedre at bede om et kejsersnit:/

Rigtig fint billede, og det var da rigtig sødt af lægen at give et billede til storesøster :)[/quote

Er det dit første barn ?

Hvad gør dig bange ??

Synes virkelig du skal få talt om det og arbejdet med din frygt.

Husk at lytte til folks gode historier også - der er faktisk rigtig mange, som kommer godt igennem..

Jeg mener det ikke bebrejdede, men medfølende og forstående.

[Mulle]

Uha ja, det kan jeg godt forstå!

Jeg selv er mega bange for fødslen, så tænker på hver dag, om det ville være bedre at bede om et kejsersnit:/

Rigtig fint billede, og det var da rigtig sødt af lægen at give et billede til storesøster :)[/quote

Er det dit første barn ?

Hvad gør dig bange ??

Synes virkelig du skal få talt om det og arbejdet med din frygt.

Husk at lytte til folks gode historier også - der er faktisk rigtig mange, som kommer godt igennem..

Jeg mener det ikke bebrejdede, men medfølende og forstående.

Det er mit første barn, ja :)

Jeg taler med familie og veninder om min frygt, hvilket jeg synes hjælper. Jeg skal til at tage et hjemmekursus i smertefri fødsel, som jeg håber kan give mig lidt ro. Og så er jeg så småt begyndt at læse om fødslen, hvilket jeg ikke har turde endnu, he he. Så jeg prøver at bearbejde det...

Jeg er bange for det uvisse. Jeg er bange for smerterne og især bange for selve det, at skulle presse barnet ud. Jeg kan ikke lide at miste kontrollen og at jeg ikke ved hvad jeg går ind til. Hvordan føles veerne, hvor ondt gør det, kan jeg klare det, hvordan kan jeg dog håndtere smerten, osv osv.

Og tak for medfølelsen :) Heldigvis synes jeg, at jeg hører om mange gode oplevelser, og de fleste synes bestemt at jeg skal kaste mig ud i det og føde selv, så det må jo vidne om, at det på en eller anden måde er til at holde ud:D

[Pseudo mamma]

ame="Pseudo mamma" post="582973" timestamp="1400866284"]

Det er mit første barn, ja :)

Jeg taler med familie og veninder om min frygt, hvilket jeg synes hjælper. Jeg skal til at tage et hjemmekursus i smertefri fødsel, som jeg håber kan give mig lidt ro. Og så er jeg så småt begyndt at læse om fødslen, hvilket jeg ikke har turde endnu, he he. Så jeg prøver at bearbejde det...

Jeg er bange for det uvisse. Jeg er bange for smerterne og især bange for selve det, at skulle presse barnet ud. Jeg kan ikke lide at miste kontrollen og at jeg ikke ved hvad jeg går ind til. Hvordan føles veerne, hvor ondt gør det, kan jeg klare det, hvordan kan jeg dog håndtere smerten, osv osv.

Og tak for medfølelsen :) Heldigvis synes jeg, at jeg hører om mange gode oplevelser, og de fleste synes bestemt at jeg skal kaste mig ud i det og føde selv, så det må jo vidne om, at det på en eller anden måde er til at holde ud:D

Det er godt du får talt om det, det er så vigtigt.. Og der er intet unormalt i at være bange for noget man ved man SKAL, men ikke ved hvad er..

Husk at fortælle den/dem der skal med, hvad du har brug for, hvad gør dig tryg osv..

Det er enormt svært at forklare hvordan følelserne fra veerne er.

Livmoderen trækker sig sammen og bliver hård, ligesom med plukveer. Og så mere og mere intetst..

Så man når at forberede sig og ens grænser flytter sig stille og roligt..

Dertil skal du huske at det kun gør ondt mens der er vee. Der kommer hele tiden pauser, hvor det ikke gør ondt. Så det er ikke 15 timer i konstant smerte..

Presseveerne er en underlig størrelse. Jeg synes ikke selve veen gør mere ondt end de der kommer før. Men hele kroppen arbejder, og så skal du bare arbejde med.

Jeg var vildt forundret over at kroppen gør en masse ting af sig selv.

Jeg har ikke på noget tidspunkt følt at jeg mistede kontrollen, jeg ku hele tiden følge med, og kunne hele tiden "styre" meget selv..

Selvfølgelig laver kroppen veer uanset om man gider eller ej. Men jeg fandt hurtigt ud af at jeg kunne styre smerten.

Hvis jeg træk vejret overfladisk og usikkert, gjorde det meget mere ondt, end hvis jeg træk vejret dybt, laaaangt ned i maven. Og puuuuuuustede det ud igen.

Det gode ved presse veerne er også, at man selv skal arbejde. Og der sker noget. Man kan hele tiden mærke man er tættere på målet.

Rigtig meget handler om den forestilling man går ind med, og ens måde at trække vejret.

Jeg gik ind af døren med tanke på, at kvinder i hele verdenen føder tusindevis af børn hver eneste dag, og nogle vælger helt bevist at gøre det igen..

Jeg fødte Valdemar den 11 juli 2013.

Jeg var dybt afhængig af at ligge i badekar, her kunne jeg bevæge mig vægtløs rundt og arbejde med veerne. Når jeg lå på briksen, følte jeg mig som en strandet hval, og kunne ikke bare flytte mig rundt..

For mig var bevægelsen et vigtigt redskab, jeg syns det hjalp, at jeg kunne vende rundt og sidde eller ligge på en anden måde.

Min mand kom under hver vee med en kold klud til nakken og så stod han og trykkede mig på lænden, med sine varme hænder.

Hjalp mig i slutningen med at huske at trække vejret, og sørgede for god stemning, og 'du kan godt, du gør det så godt' osv

Vi havde det rigtig sjovt i vee pauserne og har grint rigtig meget undervejs.

Jeg fik ingen smertestillende på noget tidspunkt, ikke fordi jeg ville lege urkvinder eller sej, men fordi det for mig ikke var nødvendigt. - havde jeg fx skulle føde i en seng, tror jeg det havde været noget andet.

Valdemar er født i badekaret, jeg har selv taget i mod ham. Fordi man under vand, køber lidt ekstra tid. Og kunne derfor løfte ham stille og roligt op til mig.

Derefter kom jeg op i en seng med Valdemar liggende hos mig. Blev bedøvet og syet. - det gjorde overhovedet ikke ondt.

Da Valdemar var 3 timer gammel, pakkede vi vores ting og tog hjem..

Da jeg ventede Valdemar og var usikker på, hvad de egentlig var for noget det hele. Satte jeg mig ned med min mand og så 'hjælp vi skal føde' det er en række programmer som er optaget på Hvidovre.. Nogle er bedre end andre. Men de kan visualisere hvordan en fødsel kan se ud, hvordan det lyder, osv. Og mest at alt at de er virkelig forskellige.

Min mand synes de var gode , fordi han kunne se, 'hvad gør andre mænd'

Så hvis og når du kommer dertil hvor du kan holde ud at kigge på andre. Så havde vi stor glæde af dem. - de ligger på dr.dk

(Jeg så dem ret tideligt i graviditeten, så jeg kunne nå at tænke, tale og få ideer til hvad jeg gerne ville. Uden at det var skrammende tæt på)

Lige til slut vil jeg sige, at du ikke må blive skræmt over at nogen brøler og skriger under den sidste del.

For mig handlede det ikke om at smerten fik mig til at skrige/brøle, men at det var svært at skulle presse så meget, uden at sende en reaktionslyd ud. Det var nemmere for mig, hvis jeg kunne larme lidt. - så det behøver ikke at være et udtryk for smerte..

Husk at brug os her inde, til alle dine spørgsmål og tanker. Vi står i samme situation..

Jeg har frivilligt valgt fødslen igen. - og venter lillesøster den 21 August.

- derudover tænker jeg at der også er både smerter og kontrol tabt ved et kejsersnit.

Her ligger smerterne bagefter. Men det er en ret omfattende operation.

Jeg forstår udemærket at man vælger det, hvis man har prøvet det før.

Synes du skal få en lang snak med din JM om din frygt. Og en god snak om hvad det vil sige at få et kejsersnit. Så du ved hvad det handler om også..

Nå det blev virkelig langt. Hatten af hvis du nåede helt igennem..

Håber inderligt at du finder ro med at skulle føde. Og måske allervigtigst, så husk at din krop er skabt til det.

Stort kram herfra

[Pseudo mamma]

Fasling:

sikke et fint fint billede. Og rigtig sødt at storesøster fik sit eget billede :)

Dejligt at alt er godt i maven :)

[Hønemor]

Det er godt du får talt om det, det er så vigtigt.. Og der er intet unormalt i at være bange for noget man ved man SKAL, men ikke ved hvad er..

Husk at fortælle den/dem der skal med, hvad du har brug for, hvad gør dig tryg osv..

Det er enormt svært at forklare hvordan følelserne fra veerne er.

Livmoderen trækker sig sammen og bliver hård, ligesom med plukveer. Og så mere og mere intetst..

Så man når at forberede sig og ens grænser flytter sig stille og roligt..

Dertil skal du huske at det kun gør ondt mens der er vee. Der kommer hele tiden pauser, hvor det ikke gør ondt. Så det er ikke 15 timer i konstant smerte..

Presseveerne er en underlig størrelse. Jeg synes ikke selve veen gør mere ondt end de der kommer før. Men hele kroppen arbejder, og så skal du bare arbejde med.

Jeg var vildt forundret over at kroppen gør en masse ting af sig selv.

Jeg har ikke på noget tidspunkt følt at jeg mistede kontrollen, jeg ku hele tiden følge med, og kunne hele tiden "styre" meget selv..

Selvfølgelig laver kroppen veer uanset om man gider eller ej. Men jeg fandt hurtigt ud af at jeg kunne styre smerten.

Hvis jeg træk vejret overfladisk og usikkert, gjorde det meget mere ondt, end hvis jeg træk vejret dybt, laaaangt ned i maven. Og puuuuuuustede det ud igen.

Det gode ved presse veerne er også, at man selv skal arbejde. Og der sker noget. Man kan hele tiden mærke man er tættere på målet.

Rigtig meget handler om den forestilling man går ind med, og ens måde at trække vejret.

Jeg gik ind af døren med tanke på, at kvinder i hele verdenen føder tusindevis af børn hver eneste dag, og nogle vælger helt bevist at gøre det igen..

Jeg fødte Valdemar den 11 juli 2013.

Jeg var dybt afhængig af at ligge i badekar, her kunne jeg bevæge mig vægtløs rundt og arbejde med veerne. Når jeg lå på briksen, følte jeg mig som en strandet hval, og kunne ikke bare flytte mig rundt..

For mig var bevægelsen et vigtigt redskab, jeg syns det hjalp, at jeg kunne vende rundt og sidde eller ligge på en anden måde.

Min mand kom under hver vee med en kold klud til nakken og så stod han og trykkede mig på lænden, med sine varme hænder.

Hjalp mig i slutningen med at huske at trække vejret, og sørgede for god stemning, og 'du kan godt, du gør det så godt' osv

Vi havde det rigtig sjovt i vee pauserne og har grint rigtig meget undervejs.

Jeg fik ingen smertestillende på noget tidspunkt, ikke fordi jeg ville lege urkvinder eller sej, men fordi det for mig ikke var nødvendigt. - havde jeg fx skulle føde i en seng, tror jeg det havde været noget andet.

Valdemar er født i badekaret, jeg har selv taget i mod ham. Fordi man under vand, køber lidt ekstra tid. Og kunne derfor løfte ham stille og roligt op til mig.

Derefter kom jeg op i en seng med Valdemar liggende hos mig. Blev bedøvet og syet. - det gjorde overhovedet ikke ondt.

Da Valdemar var 3 timer gammel, pakkede vi vores ting og tog hjem..

Da jeg ventede Valdemar og var usikker på, hvad de egentlig var for noget det hele. Satte jeg mig ned med min mand og så 'hjælp vi skal føde' det er en række programmer som er optaget på Hvidovre.. Nogle er bedre end andre. Men de kan visualisere hvordan en fødsel kan se ud, hvordan det lyder, osv. Og mest at alt at de er virkelig forskellige.

Min mand synes de var gode , fordi han kunne se, 'hvad gør andre mænd'

Så hvis og når du kommer dertil hvor du kan holde ud at kigge på andre. Så havde vi stor glæde af dem. - de ligger på dr.dk

(Jeg så dem ret tideligt i graviditeten, så jeg kunne nå at tænke, tale og få ideer til hvad jeg gerne ville. Uden at det var skrammende tæt på)

Lige til slut vil jeg sige, at du ikke må blive skræmt over at nogen brøler og skriger under den sidste del.

For mig handlede det ikke om at smerten fik mig til at skrige/brøle, men at det var svært at skulle presse så meget, uden at sende en reaktionslyd ud. Det var nemmere for mig, hvis jeg kunne larme lidt. - så det behøver ikke at være et udtryk for smerte..

Husk at brug os her inde, til alle dine spørgsmål og tanker. Vi står i samme situation..

Jeg har frivilligt valgt fødslen igen. - og venter lillesøster den 21 August.

- derudover tænker jeg at der også er både smerter og kontrol tabt ved et kejsersnit.

Her ligger smerterne bagefter. Men det er en ret omfattende operation.

Jeg forstår udemærket at man vælger det, hvis man har prøvet det før.

Synes du skal få en lang snak med din JM om din frygt. Og en god snak om hvad det vil sige at få et kejsersnit. Så du ved hvad det handler om også..

Nå det blev virkelig langt. Hatten af hvis du nåede helt igennem..

Håber inderligt at du finder ro med at skulle føde. Og måske allervigtigst, så husk at din krop er skabt til det.

Stort kram herfra

Nøj, hvor gav det mig en dejlig ro indeni mig at læse dine beroligende ord! Jeg er også en af dem, som ikke går én dag uden at tænke: hvordan dælen skal jeg få et 3-4 kilos menneske ud af mig uden selv at dø!? ;)

Har du gået til nogen form for forberedelse inden dine fødsler? Udover de ting du selv har gjort ved at se 'hjælp vi skal føde' osv..

[Guest]

På besøg fra juni vil jeg blot tilføje at 'hjælp vi skal føde' er blevet fjernet fra DRs hjemmeside - hvilket udløste en mindre krise herhjemme, da de netop var rigtig gode for både min kæreste og jeg til at se hvordan 'det rigtigt foregår'! :-(

[Pseudo mamma]

Nøj, hvor gav det mig en dejlig ro indeni mig at læse dine beroligende ord! Jeg er også en af dem, som ikke går én dag uden at tænke: hvordan dælen skal jeg få et 3-4 kilos menneske ud af mig uden selv at dø!? ;)

Har du gået til nogen form for forberedelse inden dine fødsler? Udover de ting du selv har gjort ved at se 'hjælp vi skal føde' osv..

Jeg har ikke gået til noget fødselsforberedelse. - jeg gik det graviditets svømning, og var derfor bevist om at jeg følte mig godt tilpas i vandet..

For mig handler det så meget om indstillingen. - jeg havde en tanke på, at der findes kvinder der føder på en sivmåtte - så kan jeg dælme også føde på et hospital i Danmark.

At jeg kender kvinder som vælger at gøre det igen og måske også en 3. Gang..

At jeg var omgivet af kompetente mennesker, som ville gøre alt for at jeg havde det godt hele vejen igennem..

- fx er der et tidspunkt under fødslen, hvor Valdemar står lidt skævt, og derfor vil JM gerne ha mig op og gå lidt rundt. Jeg går lidt i panik, vi er langt i forløbet, jeg er træt og magter slet ikke at skulle undvære vandet. - hvor til hun svare, at det skal jeg heller ikke, jeg kommer bare under en bruser i stedet for.. Det var rigtig dejligt, jeg var tryk og tror jeg var oppe i ca 10 min før jeg fik lov til at gå i badekaret igen..

Jeg har i alt ligget og trillet rundt i det lille bad i 12 timer.

Og selvfølgelig var jeg bange da veerne startede: hvad er det vi skal, vil je overhovedet det her, men måske mest af alt bange for det lille menneske der kom ud.. - lidt mere håndgribeligt hvis det havde været en hundehvalp ;)

Jeg var dybt afhængig af min mands rosende ord, hans ro og evne til at finde ud af hvornår der var plads til fis og ballade, og hvornår der skulle være ro og tryghed..

Jeg tror det aller vigtigste er at få fortalt både mand (eller hvem der nu skal med) men også JM hvad man har behov for.

Jeg vidste at jeg tilsidst ville få brug for et mindre heppekor, og få afvide jeg gjorde det godt..

Men de kan ikke vide det, hvis det ikke bliver sagt :)

Og så tog jeg en beslutning om at, lade mine hæmninger blive uden for døren. - JM ser lidt af hvert, min mand har set det hele. Så blufærdighed osv kan man ikke bruge..

Gå ind af døren med tanke på, at det her er det mest naturlige i hele verden..

Og hvor er det mega ærgerligt med 'hjælp vi skal føde'

- håber de kan findes et eller andet sted. Jeg vil også gerne se dem igen :)

[Mulle]

Tak for dine beroligende ord, pseudo mamma :)

Det er dejligt at høre om en god oplevelse, og at det ikke nødvendigvis er SÅ slemt som jeg forestiller mig. Jeg glæder mig på ingen måde til alt den smerte. Jeg tror ikke at min smertetærskel er så høj... På den anden side tænker jeg også, som du siger, at når så mange kvinder hver dag kan klare det, så kan jeg sgu også! Jeg har klaret mange svære ting i mit liv, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne klare det her. I små split sekunder kan jeg faktisk godt glæde mig lidt - eller nærmere blive lidt spændt på, hvad det er for noget :) Jeg glæder mig især til efter en forhåbentlig veloverstået fødsel, for jeg tror bare man føler sig som den sejeste i hele verden bagefter :) Og så håber jeg, at jeg kan vende smerterne til noget positivt - nemlig at vi så snart skal se vores lille pige <3

Jeg har allerede set programmerne "hjælp, jeg skal føde", og jeg synes det var spændende at se. Jeg tror dog aldrig, at jeg får min mand til at se dem desværre, men det er så også for sent nu, kan jeg forstå ;)

Hønemor: Det er faktisk lidt en trøst, at jeg ikke er den eneste med de tanker :) Jeg er spændt på, hvad vi begge tænker om fødslen, når den er ovre om ikke så mange måneder! :D

[Pseudo mamma]

Det vil være løgn at sige, at det ikke gør ondt. Meeeen det er smerte på en måde, som jeg ikke kan forklare. Det føles ikke som noget andet jeg har prøvet.

Det er den vildeste følelse at kroppen, bare VED hvad den skal. Og i virkeligheden tror jeg at roen kommer, når man stoler på sin krop, og lader den arbejde.. Så det er måske liiiige der man skal lære at gi slip..

Og som du selv er inde på, er det en fantastisk følelse bagefter. Man har fået en kæmpe gave, man har klaret fødslen og følelserne vælter ned over en. På den fede måde :)

Men arbejd med at lære at finde ro i jer selv, og trække vejret tungt og dybt. Stol på jer selv og find selvtilliden i at i kan og at kroppen kan..

I kan sagtens glæde jer. Det handler ikke om 12 timer med konstante smerter, der bliver masser pauser og tiden går på en helt anden måde end normalt..

Nyd maverne og spørg hvis der er noget :)

- stort sommerkram