puha en aften væk fra den lille :/

[KatjaB]

Puha, jeg sidder her og skal igang med at gøre mig klar, til vores første babyfri hygge hos nogle venner...

 

Jeg glæder mig til at se dem, hygge og nyde aftenen, men ak ak, det er altså overskygget kraftigt af, at jeg har det skidt med at være væk fra den lille en hel aften  :baby3

 

Jeg sidder her lige nu med ondt i maven og tænker: Hvad hvis hun bliver ked af det? Tænker de, at det går nok, hun skal lære det, eller husker de at ringe  :help

 

Har I haft jeres guldklumper passet endnu og hvordan gik det ?

 

 

 

 

[Barbamama]

:kram Det er bare mega hårdt første gang, men det skal nok gå rigtig fint :kram2

Hvor gammel er din datter? Hvis du har en klar aftale med babysitterne om at de skal ringe, hvis hun bliver ked, så stol på at de gør det :kiss Men ellers er der jo også god mulighed for, at de faktisk kan trøste hende :kiss

Min dreng bliver snart to, så han er jo blevet passet mange gange (primært i dp ;)). Men jeg husker tydeligt en af hans første pasninger. Vi skulle til min storebrors bryllup og han skulle egentlig have været med i kirken, men på vej derhen begyndte han at kaste op :-/ Så vi måtte DRØNE hen til hans farmor (hvor han skulle passes, men først et par timer senere) aflevere brækindsmurt og mega ulykkeligt barn til farmor og ræse afsted igen. Det var FORFÆRDELIGT. Og jeg tænker stadig nogle gange på, om jeg er en ravnemor, fordi jeg ikke automatisk sagde "fuck bryllup, min dreng er det vigtigste". Men min bror betyder rigtig meget for mig, og jeg stolede på farmor. Selvom det gjorde ondt.

Senere fik vi så en opringning fra farmor. Om at de havde siddet og puttet til han blev god igen, og nu var han faktisk frisk og grinede og hyggede sig (hvilket man også kunne høre i telefonen!). Næste dag fik vi at vide, at putningen var gået SÅ fint og han havde sovet igennem. Og det var den gladeste lille dreng, vi hentede, der var glad for at se os, men tydeligvis også havde knyttet et ekstra bånd til farmor :biglove

Pointen er, at selvom jeg VIRKELIG forstår mavepinen, så KAN de der bedsteforældre altså også noget, selv når det hele vælter ;)

Så jeg tror på, at din datter kommer til at hygge sig helt vildt. Og det synes jeg også at du skal :kram2

[Guest]

Puha, jeg sidder her og skal igang med at gøre mig klar, til vores første babyfri hygge hos nogle venner...

Jeg glæder mig til at se dem, hygge og nyde aftenen, men ak ak, det er altså overskygget kraftigt af, at jeg har det skidt med at være væk fra den lille en hel aften :baby3

Jeg sidder her lige nu med ondt i maven og tænker: Hvad hvis hun bliver ked af det? Tænker de, at det går nok, hun skal lære det, eller husker de at ringe :help

Har I haft jeres guldklumper passet endnu og hvordan gik det ?

Hvor gammel er hun? Mie blev først passet da hun var 8-9 mdr. Ellers var enten Anders eller jeg hos hende. Men første gang jeg var væk fra Mie en hel aften var da hun var 3 mdr. Der tog jeg ud og spiste og i bio med 3 veninder. Det var hårdt, men jeg hyggede mig. Mie havde været meget ked, men om det var hendes far eller mig der trøstede, puttede eller gav flaske var underordnet så hun ville også have haft en tur hvis jeg var hjemme.

Da hun blev passet første gang var hun bare hos mine forældre i en time, det gik fint, anden gang var 3 timer i DP :p

Siden har hun overnattet hos min søster og hos min svigerfar flere gange og hun er bare super sej altså!

[Guest]

Jeg tror aldrig man helt holder op med at have den der klump i maven når man er væk fra sine børn/sit barn.

Nu har vi fået passet C mange gange og med flere gange med overnatning også en enkelt gang med 2 overnatninger - og jeg har det altid skidt med det indtil min mand får mig distraheret med noget. Men C hun klare det i stiv arm og ofte opfører hun sig bedre/nemmere end i dagligdagen.

[Fru-Nielsen]

Jeg tror aldrig man helt holder op med at have den der klump i maven når man er væk fra sine børn/sit barn.

Nu har vi fået passet C mange gange og med flere gange med overnatning også en enkelt gang med 2 overnatninger - og jeg har det altid skidt med det indtil min mand får mig distraheret med noget. Men C hun klare det i stiv arm og ofte opfører hun sig bedre/nemmere end i dagligdagen.

Jeg er slet ikke enig! Ingen klump i maven her længere. Theodor er 14 måneder, og er blevet passet en del gange efter hånden plus vuggestue selvfølgelig ;)

Det er bare vigtigt at holde fast i sig selv. Ikke noget med at gøre det før man er klar og passeren skal være en man er helt tryg ved.

Det et faktisk kun min mor, som har passer Theodor, og jeg vil stadig ikke have det godt med andre gør det. Jo, måske min søster eller min svoger (min brors kæreste).

Så min erfaring siger mig, at klumpen nok skal forsvinde. :)

[mille1981]

Jeg har det også fint med at Noah bliver passet - Det jeg frygter mest er faktisk at han brokker sig så de bliver trætte af ham ;)

Men som oftest opfører han sig rigtig pænt når han bliver passet!

Han var 5,5 måned da han blev passet med putning første gang.

[KatjaB]

Tusinde tak for jeres svar  :kram

 

Min datter er 6½ måned og har kun før prøvet at jeg var væk et par gange af nogle få timer...

 

1. gang fordi vi efter 14 dages indlæggelse havde brug for liiiige at spise lidt god mad og prøve at glemme sygdom og sygehuse (det var heldigvis ikke den lille der var syg) 

 

2. gang fordi jeg skulle på sygehuset til nogle undersøgelser, hvor jeg ikke kunne medbringe hende og far lige skulle have muligheden for at køre tidligere fra jobbet.

 

Men tilbage til denne gang, som gik nogenlunde, da klokken var ca 20 kom den store datter over og hentede mig, fordi den lille var utrøstelig, så jeg skyndte mig at gå hjem og se til hende.

 

Jeg var forberedt på, at jeg måske ikke kom afsted igen, men det lykkedes mig faktisk, at få ammet hende, trøstet hende og efter en lille times tid, puttet hende... :baby3

 

Aftalte så med babysitteren/ hendes faster, at hun bare skulle ringe med det sammen, hvis hun vågnede og var ked af det...

 

Kl 24, valgte jeg så selv at tage hjem, og der sov min lille guldklump trygt i sin seng  :biglove

[Guest]

Vega er et ammebarn, så hun er ikke blevet passet det helt store endnu.

Efter hun er begyndt at få rigtig mad, er det blevet nemmere at komme ud. Men de gange, hun er blevet passet mere end 3 timer, har det været af min mand (og det kan man vel næppe kalde pasning?)

Min mor har puttet hende en enkelt gang, hvor min mand og jeg spiste ude. (Og var hjemme inden drømme-ammemåltidet :) )

Når jeg har været væk, har det faktisk været skønt, og det er først når jeg var på vej hjem, at jeg virkelig ikke kunne vente :D

[marmari]

Jeg ved godt det er et lidt ømfindigt emne, men hvorfor må ens barn ikke blive ked af det, når det bliver passet af andre? I de flestes tilfælde er det bedsteforældre der får de første passetjanser og de har jo altså prøvet at stå med små børn før, der er blevet mere eller mindre utrøstelige. De klarede det dengang, så mon ikke også de vil kunne klare det nu? :)

 

Da Sebastian var tre uger gammel, havde min mand og jeg to års bryllupsdag, så der blev mormor kaldt ind og passede ham i de 3-4 timer vi var væk, for at gå ud og spise. Jeg havde selvfølgelig sagt, at hun bare skulle ringe, hvis der var noget, men ved også med mig selv, at jeg nok var blevet frygtelig skuffet, hvis hun havde gjort det og jeg så blev nødt til at gøre aftenen kort/gå midt i maden.

 

Da han blev ti uger var jeg græsenke så for at få lidt tid til at jeg kunne begynde til ridning igen, måtte min mor igen ind over - hun passede ham så fra ca kl 17-22 en gang om ugen - uden problemer, eller i hvert fald ikke nogen hun syntes jeg skulle belemres med :D og jeg NØD at have min aften i stalden igen hvor jeg ikke skulle bekymre mig om baby.

Nu var han så også flaskebarn, så på det punkt var det ret meget nemmere at overlade ham til andre :)

 

Sidegevinsten blev at min mor og Sebastian fik et rigtigt tæt forhold og han var lisså tryg ved hende som han var ved mig og manden.

 

Første gang han sov ude (det var så også hos min mor) var han lidt over 6 mdr - der var han vant til at hun puttede ham, så der var ingen problemer overhovedet.

 

Man kan jo selvfølgelig ikke gøre for, hvis man går fra sit barn med en klump i maven, men jeg tror nu det er sundt nok for forældrene at turde give lidt slip og stole på at dem som de har valgt til at passe, nok skal finde ud af det - også selvom der måske kommer lidt gråd. Man vil jo ikke vælge nogen, hvor man har en mistanke om at de slet ikke ved, hvordan de skal trøste et barn :)

[Guest]

Jeg er slet ikke enig! Ingen klump i maven her længere. Theodor er 14 måneder, og er blevet passet en del gange efter hånden plus vuggestue selvfølgelig ;)

Det er bare vigtigt at holde fast i sig selv. Ikke noget med at gøre det før man er klar og passeren skal være en man er helt tryg ved.

Det et faktisk kun min mor, som har passer Theodor, og jeg vil stadig ikke have det godt med andre gør det. Jo, måske min søster eller min svoger (min brors kæreste).

Så min erfaring siger mig, at klumpen nok skal forsvinde. :)

Det er nok noget at gøre med hvordan man ser på "klumpen" i maven. Hvis C bliver passet en enkelt nat har jeg det heller ikke mere, men når vi er afsted så hun har 2-3 overnatninger kan klumpen stadig være der... MEN klumpen skyldes ikke længere nervøsitet over hvordan det går med C, men mere savn...

Min indre stemme har nok bare svært ved at håndtere at min datter med 20 måneder ikke længere har brug for sin mor.

[Guest]

Jeg ved godt det er et lidt ømfindigt emne, men hvorfor må ens barn ikke blive ked af det, når det bliver passet af andre? I de flestes tilfælde er det bedsteforældre der får de første passetjanser og de har jo altså prøvet at stå med små børn før, der er blevet mere eller mindre utrøstelige. De klarede det dengang, så mon ikke også de vil kunne klare det nu? :)

Da Sebastian var tre uger gammel, havde min mand og jeg to års bryllupsdag, så der blev mormor kaldt ind og passede ham i de 3-4 timer vi var væk, for at gå ud og spise. Jeg havde selvfølgelig sagt, at hun bare skulle ringe, hvis der var noget, men ved også med mig selv, at jeg nok var blevet frygtelig skuffet, hvis hun havde gjort det og jeg så blev nødt til at gøre aftenen kort/gå midt i maden.

Da han blev ti uger var jeg græsenke så for at få lidt tid til at jeg kunne begynde til ridning igen, måtte min mor igen ind over - hun passede ham så fra ca kl 17-22 en gang om ugen - uden problemer, eller i hvert fald ikke nogen hun syntes jeg skulle belemres med :D og jeg NØD at have min aften i stalden igen hvor jeg ikke skulle bekymre mig om baby.

Nu var han så også flaskebarn, så på det punkt var det ret meget nemmere at overlade ham til andre :)

Sidegevinsten blev at min mor og Sebastian fik et rigtigt tæt forhold og han var lisså tryg ved hende som han var ved mig og manden.

Første gang han sov ude (det var så også hos min mor) var han lidt over 6 mdr - der var han vant til at hun puttede ham, så der var ingen problemer overhovedet.

Man kan jo selvfølgelig ikke gøre for, hvis man går fra sit barn med en klump i maven, men jeg tror nu det er sundt nok for forældrene at turde give lidt slip og stole på at dem som de har valgt til at passe, nok skal finde ud af det - også selvom der måske kommer lidt gråd. Man vil jo ikke vælge nogen, hvor man har en mistanke om at de slet ikke ved, hvordan de skal trøste et barn :)

Fordi positive oplevelser skaber tryghed og dermed tryghed i fremtiden. Negative oplevelser skaber negative associationer og vil gøre barnet utryg i lign situationer i fremtiden.

selvf. Må barnet græde fx pga sult, træthed, at de har slået sig og andre lign. Småting hvor gråden ophører kort efter og barnet bliver tryg og glad igen hurtigt.

De færreste babyer græder desperat under pasning og med en fast passer og en blid introduktion til det med pasning + pasning/kontakt med passeren med jævne mellemrum hjælper unægtelig på at det går godt.

Mie bliver passet med jævne mellemrum og har sovet hos min lille søster og hos bedstefar (oftest hos bedstefar) og blevet puttet herhjemme af mine forældre og min storesøster og det går bare SÅ fint og hun har aldrig reageret mens hun har været passet.