mg87

Nybagt mor - reaktioner

12 indlæg i dette emne

Hej

 

Så er jeg blevet mor, for en uge siden kom det mest lækre lille mandfolk til verden :) Det er så fantastisk. 

Dog har jeg haft det svært nogle dage, jeg er rigtig ked af det, uden rigtigt at kunne sætte ord på det. Jeg ved godt det er normalt at have tudeture, men jeg synes bare det er vild hårdt at være blevet mor.

 

Jeg elsker min søn helt vild højt - er så lykkelig over at have fået så dejlig en lille dreng. Alligevel synes jeg det er sindsyg hårdt, manglende søvn, er jeg tilstrækkelig, får han nok mad, osv. Jeg ved det alle er normale reaktion. Derudover tænker jeg meget "hvad nu hvis...?" Jeg føler mig en smule tom, jeg har ikke rigtig nogle lyster mere, jeg er lidt ligeglad med mange ting - udover min søn. Jeg har ingen appetit, spiser af tvang og bestemt ikke af lyst. Desuden har jeg dårlig samvittighed overfor min fantastiske mand der ordner alt herhjemme. Desuden føler jeg mig utrolig mor-syg, og vil gerne snakke med min mor meget mere end normalt.

 

Mit fødselsforløb gik langt fra som forventet, fik konstateret slem svangerskabsforgitning ved en alm kontrol (kontrol op mod en igangsættelse). Anede ikke der var noget galt, blev sat i gang, men uden der skete noget videre. Vandet gik, men det var også det. Samtidig fik jeg det værre og værre, og det blev derfor lynhurtigt besluttet at jeg skulle have akut ks. Bagefter var jeg indlagt på intensiv i 24 timer (uden min søn) pga svangerskabsforgiftningen. Det var en hård omgang og meget uventet. 

 

Jeg tænker min reaktion til dels også skyldes den uventede måde det hele foregik på.

 

 

Jeg vil blot høre, hvordan nogle af jer har haft det lige da I blev forældre - var det hårdt? Hårdere end forventede, havde I tudeture mm?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Tillykke med din søn! Og så skal du have et kram! :kram2 Prøv at læse de første par sider i min graviditetstråd her. Jeg synes også det første lange stykke tid var hårdt og forvirrende. Jeg var fuldstændig overvældet, og vi havde ikke engang en ligeså hård start som i har haft! Det bliver bedre, det lover jeg! :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej

 

Så er jeg blevet mor, for en uge siden kom det mest lækre lille mandfolk til verden :) Det er så fantastisk. 

Dog har jeg haft det svært nogle dage, jeg er rigtig ked af det, uden rigtigt at kunne sætte ord på det. Jeg ved godt det er normalt at have tudeture, men jeg synes bare det er vild hårdt at være blevet mor.

 

Jeg elsker min søn helt vild højt - er så lykkelig over at have fået så dejlig en lille dreng. Alligevel synes jeg det er sindsyg hårdt, manglende søvn, er jeg tilstrækkelig, får han nok mad, osv. Jeg ved det alle er normale reaktion. Derudover tænker jeg meget "hvad nu hvis...?" Jeg føler mig en smule tom, jeg har ikke rigtig nogle lyster mere, jeg er lidt ligeglad med mange ting - udover min søn. Jeg har ingen appetit, spiser af tvang og bestemt ikke af lyst. Desuden har jeg dårlig samvittighed overfor min fantastiske mand der ordner alt herhjemme. Desuden føler jeg mig utrolig mor-syg, og vil gerne snakke med min mor meget mere end normalt.

 

Mit fødselsforløb gik langt fra som forventet, fik konstateret slem svangerskabsforgitning ved en alm kontrol (kontrol op mod en igangsættelse). Anede ikke der var noget galt, blev sat i gang, men uden der skete noget videre. Vandet gik, men det var også det. Samtidig fik jeg det værre og værre, og det blev derfor lynhurtigt besluttet at jeg skulle have akut ks. Bagefter var jeg indlagt på intensiv i 24 timer (uden min søn) pga svangerskabsforgiftningen. Det var en hård omgang og meget uventet. 

 

Jeg tænker min reaktion til dels også skyldes den uventede måde det hele foregik på.

 

 

Jeg vil blot høre, hvordan nogle af jer har haft det lige da I blev forældre - var det hårdt? Hårdere end forventede, havde I tudeture mm?

Puh, det lyder til at være en slem omgang du har været igennem :kram2

 

Efter Thea blev født havde jeg det virkelig forfærdeligt fra 3. dagen til hun var omkring 2,5 uger gammel. Jeg var SÅ ulykkelig! Jeg fortrød virkelig at jeg havde fået det her lille barn, og jeg kunne slet ikke rumme at skulle være mor lige pludselig. Jeg var så langt ude, at jeg spurgte min kæreste, om han ikke nok ville beholde hende, hvis jeg ikke kunne klare at være sammen med dem mere :blush samtidig var jeg så bange for at min kæreste skulle gå fra mig. Min krop føltes slet ikke som min, og jeg syntes faktisk at den var ulækker og den lugtede fælt af mælk og barselsudflåd hele tiden. Og alt gjorde så ondt.

Jeg følte ikke rigtig kærlighed for Thea i starten. Mit beskytterinstinkt var enormt lige fra start, jeg kunne slet ikke magte at andre overhovedet skulle holde hende! Men der gik nok knap en måned før jeg rigtigt kunne mærke at hun var min og at jeg elskede hende. Og så voksede kærligheden endnu mere med tiden :biglove

 

Jeg håber snart at du får det bedre :kiss  Lad dig selv slappe af og lad din mand sørge for alt det huslige. Og lad endelig være med at se sørgelige film om aftenen!!!!! Vi så "End of watch" en uges tid efter Thea var blevet født, den film var så forfærdeligt trist at jeg græd næsten hele natten efter at have set den. Jeg bliver stadig trist hver gang jeg tænker på den film.

Se en masse sjove komedier istedet og pas på dig selv :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Først og fremmest stort stort kram :)

Der er overhovedet ikke noget unormalt i alle dine følelser.

- da jeg fik min søn gik fødselen lige efter bogen - dog gik jeg en del i stykker. Vi tog hjem med det samme. - og det var voldsomt.

De første mange dage , var jeg bare ked af det. Jeg var træt, havde dårlig samvittighed overfor alle og følte mig utilstrækkelig..

Jeg var lykkelig, trist, glad, ked, frustreret, lettet i én stor pærevælling.

Selvom min søn nu er 9,5 mdr og det på mange måder har været helt fantastisk og vidunderligt så kommer der indimellem en uge, hvor det hele vælter rundt igen..

Men husk at tale med din sundhedsplejeske om hvordan du har det. Det skader bestemt ikke og tit er det bare rart at sige det højt :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er nødt til at gå, men vil lige sende et knus i din retning, for det er simpelthen så svært at stå med sådanne følelser i denne tid!

 

Det lyder også som en rigtig hård omgang med indlæggelse i 24 timer på intensiv uden din søn.

 

Det at tage vare på et lille barn kræver meget, derfor kan det sagtens være årsag til, at du føler dig ligeglad med alt andet. Jeg ser det lidt ligesom naturligt overlevelsesinstinkt - vores barn skal vi have kræfter til - så må alt andet sejle.

 

Nå, jeg må gå, håber du får nydt denne tid, selvom den er hård! Tillykke med ham, i øvrigt :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hold da op for en fødsel og efterfølgende forløb! Kæmpe kram til dig :kram2 det må virkelig have været og må stadig være hårdt!

Og så vil jeg bare sige at jeg havde det nøjagtigt som du beskriver de første par uger. Morsyg, ingen appetit, alt andet end babys velvære var ligegyldigt, derfor fyldte babys vægt stort set alt i mit hoved. Og det med manglende søvn, det er altså bare noget kroppen skal vende sig til. Men det bliver lynhurtigt bedre :) og så den der med "du kan jo sove når baby sover", det er da fint hvis man kan det, men det er de færreste mennesker der kan sove på kommando. Så gør det du føler for - læs en bog, surf på nettet, drik en kop kaffe, tag et bad, whatever :) vil helt klart anbefale lidt frisk luft og lidt sol i hovedet.

Tillykke med din søn :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej

 

Så er jeg blevet mor, for en uge siden kom det mest lækre lille mandfolk til verden :) Det er så fantastisk. 

Dog har jeg haft det svært nogle dage, jeg er rigtig ked af det, uden rigtigt at kunne sætte ord på det. Jeg ved godt det er normalt at have tudeture, men jeg synes bare det er vild hårdt at være blevet mor.

 

Jeg elsker min søn helt vild højt - er så lykkelig over at have fået så dejlig en lille dreng. Alligevel synes jeg det er sindsyg hårdt, manglende søvn, er jeg tilstrækkelig, får han nok mad, osv. Jeg ved det alle er normale reaktion. Derudover tænker jeg meget "hvad nu hvis...?" Jeg føler mig en smule tom, jeg har ikke rigtig nogle lyster mere, jeg er lidt ligeglad med mange ting - udover min søn. Jeg har ingen appetit, spiser af tvang og bestemt ikke af lyst. Desuden har jeg dårlig samvittighed overfor min fantastiske mand der ordner alt herhjemme. Desuden føler jeg mig utrolig mor-syg, og vil gerne snakke med min mor meget mere end normalt.

 

Mit fødselsforløb gik langt fra som forventet, fik konstateret slem svangerskabsforgitning ved en alm kontrol (kontrol op mod en igangsættelse). Anede ikke der var noget galt, blev sat i gang, men uden der skete noget videre. Vandet gik, men det var også det. Samtidig fik jeg det værre og værre, og det blev derfor lynhurtigt besluttet at jeg skulle have akut ks. Bagefter var jeg indlagt på intensiv i 24 timer (uden min søn) pga svangerskabsforgiftningen. Det var en hård omgang og meget uventet. 

 

Jeg tænker min reaktion til dels også skyldes den uventede måde det hele foregik på.

 

 

Jeg vil blot høre, hvordan nogle af jer har haft det lige da I blev forældre - var det hårdt? Hårdere end forventede, havde I tudeture mm?

Først et stort kram til dig. Det er jo ikke lige sådan man regner med tingene skal være. Men er sikker på din reaktion blandt andet også skyldes alt det uventet der skete. Og der vil jo komme en reaktion.

Fire dage efter fødslen startede mine tudeture. Jeg tudede hver gang folk sagde noget til mig. Og det var også bare pæne ting. Jeg tude da vi fik mor barn buket fra mandens job. Efter et par dage gik det over. Når man får ansvaret for sådan er bette væsen så er det jo det største nogensinde. Og man vil automatisk bekymrer sig. Og den bekymring sidder stadig i mig. Hvis ikke min datter på 22 mdr vågner mindst en gang om natten så er jeg inde og tjekke om hun trækker vejret. Og det tjekkede jeg også konstant da hun var baby. Da vi lige var kommet på familie afsnittet blev hun nemlig pludselig blå iog min mand måtte skynde sig tilbage på fødegangen. Og der sad så noget i hendes lunger de ikke havde fået suget ud. Da hun blev født var der også snak om en børnelæge da hun var lang tid om at begynde at skrige. Men sådan nogle ting sidder i mig og frygten for der skal ske hende noget er stor.

Og mange nybagte mødre har det som dig. Men husk på at der rundt om i verden går masser af børn rundt med mødre der har haft samme tanker. Og husk det hele skal nok gå

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Orv ja, sikke en omgang. Har du fået en efterfødselssamtale med en jordemoder? Det ville jeg helt sikkert gøre, hvis jeg var dig.


Udover det: Ja, du reagerer fuldstændig normalt. Hold nu kæft hvor er det hårdt at blive mor! Jeg reagerede på nøjagtig samme måde, og jeg ville egentlig også helst have haft, at min mor bare flyttede ind :) Eller bare at der for fanden da var en voksen, der tog over. Følte mig langt fra voksen :)

 

I det hele taget var den første tid bare et følelseskaos, hvor hver følelse blev levet ud til det maksimale. Maksimal kærlighed, maksimal frygt, maksimal forvirring, maksimal glæde og MAKSIMAL træthed.

 

Det BLIVER bedre - jeg lover dig det :kram2  Jeg kunne heller ikke sove på kommando, men gør som Kamilla siger og så brug de små pauser til bare at slappe af. Eller bare læg dig på sofaen , luk øjnene og bare nyd at kunne ligge lidt. Det kan også give én lidt hvile. Og så frisk luft - det virker også rigtig godt!

Og så sørg for at få nogle krammere og vær helt ærlig over for dine omgivelser - jeg tror, at mange mødre sagtens kan huske den første tid og alt dens hurlumhej i hoved og hjerte.

og så tillykke med lillemanden :loveshower

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tillykke med din dreng - drengeboern er skoenne  :loveshower

 

Det kunne jeg jo have skrevet - udover at baade min graviditet og foedsel gik temmelig meget som forventet. 

 

Jeg oplevede det ogsaa som voldsomt at blive mor og tudede meget - RIGTIG meget! I mange dage. Jeg havde heller ikke et rush of love for Noah, selvom jeg uden tvivl elskede mit lille vidunder. Men det kom gradvist og det ER FANDME OK paa den maade! Der er intet facit, ikke nogen maade man skal have det paa. Man er sin egen og sin egen reaktion og skal tage imod alt den hjaelp, man kan faa og har lyst til at tage imod. Den daarlige samvittighed over at din mand goer alt - ja, den kender jeg, blev ogsaa vartet op i hovede og den dertil indrettede... Nyd det det bedste, du kan. Vaer du bare glad for din mor - jeg havde min hos mig i 10 dage fra dagen efter Noahs foedsel og taenk paa, at italienske nybagte familier gerne flytter ind hos moren! Det er altsaa normalt at soege sin mor ;)

 

Min soester sagde til mig - indret et ammehjoerne med alt det, du har brug for indenfor raekkevidde. Spis rigtig god chokolade og de ting, du har lyst til. Jeg havde forresten ikke nogen appetit og den kom ikke tilbage foer efter lang tid, saa sad laenge over maden for at faa lidt, nu jeg jo immervaek ammede. Faa rigeligt at drikke, tag Omega 3 fra enten Eskimo eller Nordic Naturals(hjaelper paa humoeret, du er nede), zink fra Pharma Nord og en god multivitamin. Faa frisk luft, lys og det bevaegelse, du kan magte. 

 

Det bliver bedre, det LOVER jeg, og du er helt normal, soede du. Det er bare haardt og utaknemmeligt, at man ikke er blevet forberedt paa bagsiden af medaljen. Jeg gjorde mit bedste for at vaere aerlig i min mortraad og vist ogsaa i slutningen af min graviditetstraad. Hvis du har brug for en tudende aandsfaelle, saa kan du jo lure der ;)

 

Stort kram fra Italien  :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Orv ja, sikke en omgang. Har du fået en efterfødselssamtale med en jordemoder? Det ville jeg helt sikkert gøre, hvis jeg var dig.

Udover det: Ja, du reagerer fuldstændig normalt. Hold nu kæft hvor er det hårdt at blive mor! Jeg reagerede på nøjagtig samme måde, og jeg ville egentlig også helst have haft, at min mor bare flyttede ind :) Eller bare at der for fanden da var en voksen, der tog over. Følte mig langt fra voksen :)

 

I det hele taget var den første tid bare et følelseskaos, hvor hver følelse blev levet ud til det maksimale. Maksimal kærlighed, maksimal frygt, maksimal forvirring, maksimal glæde og MAKSIMAL træthed.

 

Det BLIVER bedre - jeg lover dig det :kram2  Jeg kunne heller ikke sove på kommando, men gør som Kamilla siger og så brug de små pauser til bare at slappe af. Eller bare læg dig på sofaen , luk øjnene og bare nyd at kunne ligge lidt. Det kan også give én lidt hvile. Og så frisk luft - det virker også rigtig godt!

Og så sørg for at få nogle krammere og vær helt ærlig over for dine omgivelser - jeg tror, at mange mødre sagtens kan huske den første tid og alt dens hurlumhej i hoved og hjerte.

og så tillykke med lillemanden :loveshower

 

Lige præcis sådan der havde jeg det.. Hvem fanden havde overdraget mig ansvaret for et lille menneske - det var jeg da overhovedet ikke klar til! Selv det at få lavet aftensmad samtidig med at skulle passe barnet (og vi er vel og mærke to forældre!) kunne jeg slet ikke overskue. Pyha de første dage/uger var hårde! 

 

:kram2 igen til dig, ts! 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh hvor er det bare rart at høre, at der er andre der har haft det på samme måde. Heldigvis synes jeg det går lidt bedre i dag. Det er stadig mega hårdt, men efter at have snakket en masse med min mand, tudet i telefonen med min mor, og læst alle jeres beskeder her, føler jeg mig en smule mere ovenpå. Det skal nok gå alt sammen. Selvom det er hårdt, og ikke rosenrødt, som man altid hører om det at blive mor.

Får helt sikkert flere tudeture, det sidder lige i overfladen og lurer, men det hjælper at acceptere det, og minde mig om, at jeg langt fra er den eneste :)

Så tak for jeres støtte. 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh hvor er det bare rart at høre, at der er andre der har haft det på samme måde. Heldigvis synes jeg det går lidt bedre i dag. Det er stadig mega hårdt, men efter at have snakket en masse med min mand, tudet i telefonen med min mor, og læst alle jeres beskeder her, føler jeg mig en smule mere ovenpå. Det skal nok gå alt sammen. Selvom det er hårdt, og ikke rosenrødt, som man altid hører om det at blive mor.

Får helt sikkert flere tudeture, det sidder lige i overfladen og lurer, men det hjælper at acceptere det, og minde mig om, at jeg langt fra er den eneste :)

Så tak for jeres støtte. 

 

Hold fast i de gode stunder/dage!

 

Jeg sender dig også et stort :kram

 

Som alle andre har skrevet, så er du langt fra alene. Hvis du har lyst, kan du læse nummer 2 indlæg i min mor-tråd (link forneden i min signatur), hvor jeg har skrevet om min start på livet som mor, som bestemt ikke var nem! Jeg siger ikke, at det kommer til at vare ligeså længe for dig - det håber jeg ikke. Jeg vil blot sige, at du skal huske at blive ved med at snakke om det - og skulle du på et tidspunkt synes, at det ikke går nok fremad, så er der hjælp at hente! Og man kommer ud på den anden side - enten af sig selv eller med hjælp.

 

Til sidst et stort tillykke med din søn :loveshower

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER