My love

Til jer der er enlige eller overvejer det!!!!

33 indlæg i dette emne

Jeg vil lige starte med at fortælle lidt fra vores liv, så I måske får en lille indsigt i hvorfor jeg har oprettet dette emne.

Min mand og jeg har været sammen i 8 år. Der har været medgang og modgang og hårde tider. I 2012 får vi vores dejlige datter. I december 2012 køber vi hus og flytter til en mindre by. Vi er så også nu blevet gift.

Min mand har altid købt og solgt en masse elektronik hvilket betyder han i dag har noget klatgæld på tre forskellige ting. Ja vi har lige fået betalt fire andre ting væk.

Jeg betaler noget su tilbage samt jeg har en H&M konto hvor vi køber tøj og en ellos som jeg ikke har brugt i mange år. Men de skide høje renter gør den endnu ikke er væk.

Min mand har været nødt til at tage ekstra job og det samme har jeg for at vi kan få mad på bordet. I denne måned var vi heldige at have 3000 kr til mad og diverse, så heldige er vi nok ikke i næste måned.

Alle ekstra penge skal gå til at betale klatgæld væk.

Vi må sige nej til mange ting da der ikke er råd, hvilket jeg har det fint med. Det er jo vores egen skyld.

Min mand vælger at sælge sin iPad og mobil. Han køber en gammel Nokia som kun kan ringe og SMS. Jeg var flere gange efter ham om at han ikke skal sælge den mobil han havde da han ikke ville kunne undvære den, men det var ikke noget problem.

I sidste uge kan jegs e posten har været her med en pakke. Spørger ham om den og han siger det er en mobil. Spaden har købt ny mobil men ikke sagt noget til mig. De 184 kr til den hver måned kan vi godt bruge på andet. Jeg kan knap få lov at købe overtøj til vores datter fordi han ikke mener der er råd.

Jeg er så rasende og han ved det godt.

Men jeg kan mærke jeg begynder at bebrejde ham det hele. Det betyder jeg nemt bliver sur på ham. Jeg har fortalt ham hvordan jeg har det, men han mener at når han knokler sådan så må han gerne.

Jeg kan mærke lidt at jeg går med tankerne om at flytte. Jeg tænker at det vil være nemmere. For så skal ingen af os stå til regnskab for den anden. Og jeg er kørt surt i det hele. For ikke nok med pengene, så er jeg også den der sørger for alt herhjemme. Jeg står stort set hver dag alene med vores datter. Samt alt det huslige. Men jeg har nogle bekymringer i forhold til at bo selv.

Vores datter skulle bo fast ved mig. Og han må selvfølgelig se hende alt det han vil. Men han er ikke vant til at tage bare på hende selv. Han kan knap have hende en time hvor jeg handler eller sover længere uden at de bliver uvenner og hun græder. Ofte er jeg kommet hjem hvor han er pisse muggen fordi hun ikke lige har opført sig som han vil. Jeg er på ingen måde tryg ved at han skulle have hende på overnatning. Men det er han vel nødt til??

Vi har hus og bil og begge vores navne står der på. Jeg vil gerne blive boende i byen, men absolut ikke i huset. Jeg føler lidt da vi købte det at det er blevet valgt over hovedet på mig, så det er ikke et sted jeg vil beholde. Men så skal han vel købe mig ud? Og bilen vil ingen af os kunne beholde, men samtidig bor vi ude på landet med bus forbindelse men jeg vil ikke kunne undvære bil til feks lægebesøg da der ikke går bus der. Vil man overhovedet kunne have råd til en lille bil?

Vi har forbrugslån i banken som vel skal deles i to??

Jeg er privat dagpleje sp for mig ville det være vigtig at finde et hjem hvor jeg kan fortsætte med dette job. Også derfor jeg ikke vil væk fra byen. Har lige nu en kunde men får om nogle mdr kunde nr to.

Hvordan står man økonomisk når man er enlig mor? Jeg ved jo ikke en gang om det er det jeg vil. Men jeg gider bare heller ikke være sur og tvær hele tiden. Det er ingen tjent med. Og samtidig tænker jeg det er nemmest at blive fremfor at blive skilt. Men det er lige så meget fordi jeg heller ikke er tryg ved den situation hvor min datter skal efterlades ved ham eller hans familie. De ser ikke hendes behov.

Jeg kunne godt tænke mig at høre de overvejelser I har gjort jer i forbindelse med et brud og hvad der gjorde i tog de valg i gjorde.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Har ingen erfaringer og ikke ret mange kloge ord, men ville ikke gå uden kram :kram

Det eneste jeg lige tænker er, at jeg er helt overbevist om, at han nok skal lære at være alene med din datter, hvis det bliver aktuelt. Det kommer med erfaring og øvelse ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har indtryk af, at der er flere enlige paa slyngebarn.dk og at de ved ret meget om "overlevelse" paa den premis - bare hvis du soeger flere egnede at sparre med, foer du tager springet. Har du snakket med ham om dine tanker? 

 

I mean, jeg har ogsaa nogle gange tider, hvor jeg taenker, at jeg sgu staar lidt alene med barnet, men jeg er immaervaek gift med min mand og elsker ham, saa jeg tager bladet fra munden inden de tanker naar dertil, hvor jeg taenker den slags tanker saadan for alvor. 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram2

Jeg har ikke nogle gode input men jeg ville ikke forlade tråden uden at give et kram, det er ikke nogle sjove tanker du går rundt med.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha det er nogle tunge tanker. Hvor må det ikke være sjovt at gennemgå :kram

Jeg har ikke prøvet at være i en lignende situation, men ligesom Barbamama er jeg sikker på at man vokser med opgaven som forældre. Lige nu ved han at du er der, så behøver han ikke kæmpe så meget for det - det er let bare at overdrage til dig. Det vil være noget andet hvis han pludselig står alene.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har indtryk af, at der er flere enlige paa slyngebarn.dk og at de ved ret meget om "overlevelse" paa den premis - bare hvis du soeger flere egnede at sparre med, foer du tager springet. Har du snakket med ham om dine tanker? 

 

I mean, jeg har ogsaa nogle gange tider, hvor jeg taenker, at jeg sgu staar lidt alene med barnet, men jeg er immaervaek gift med min mand og elsker ham, saa jeg tager bladet fra munden inden de tanker naar dertil, hvor jeg taenker den slags tanker saadan for alvor.

Ja det har jeg flere gange. Og flere gange har vi snakket om han skal hjælpe mere til men intet sker. Jeg arbejder ofte flere timer end ham men skal alligevel klare alt det huslige. Den anden afte/nat/morgen var han ikke hjemme da han skulle se Oscar med en ven. Lige den nat ville vores datter ikke sove så jeg var dødtræt. Tirsdag morgen kommer mit dp barn først kl 8 så kunne sove lidt længere end normalt hvilket var tiltrængt. Vores datter vågner halv syv og i stedet for at tage hende så går han direkte ind til mig og spørger om jeg ikke skal op. Jeg kogte indvendigt. I nat har jeg været oppe mange gange med syg barn og har ikke sovet siden tyve i to. Men intet hjælp fra ham.

Så er det bare jeg tænker, gider jeg blive ved med det her. For er jeg alene så ved jeg jo også ingen hjælper mig men så forventer man det heller ikke.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha det er nogle tunge tanker. Hvor må det ikke være sjovt at gennemgå :kram

Jeg har ikke prøvet at være i en lignende situation, men ligesom Barbamama er jeg sikker på at man vokser med opgaven som forældre. Lige nu ved han at du er der, så behøver han ikke kæmpe så meget for det - det er let bare at overdrage til dig. Det vil være noget andet hvis han pludselig står alene.

Ja det har du nok ret i. Men hans tålmodighed er ikke til hende. I hans verden virker det nogen gange til at et barn skal ses men ikke høres. Hun elsker at komme med høje lyde hvilket han absolut ikke kan have og han mener ikke det er normalt børn gør sådan. Det kan i hans verden heller ikke være normalt et barn kaster med maden. Hvor jeg måske bare er sådan at jeg trækker på skulderen. Lad hende. Hvis vi begynder at skælde udover den med maden så synes hun bare det er endnu sjovere og hvad sker der ved hun prøver stemmen af. Jeg kan virkelig ikke se det som nogen problemer. Jeg er ikke i tvivl om at han aldrig vil gøre hende noget. Han elsker hende ufattelig højt, men han ved bare ikke hvad børn indebærer.

Og desværre ligner han sin far på det punkt. Ved faren når vi er på besøg må vi kun være uden for eller i køkken fordi madison sviner, vi inviteres aldrig med resten af familien for uha nej så skal vi jo ind i stuen. Man kan se på ham det er træls når vores datter løber rundt og leger og tumler. Og jeg frygter sådan han skal blive så streng som sin far.

Og han er så lille en del af hendes hverdag nu at der er så mange ting han intet aner noget om.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Har ingen erfaringer og ikke ret mange kloge ord, men ville ikke gå uden kram :kram

Det eneste jeg lige tænker er, at jeg er helt overbevist om, at han nok skal lære at være alene med din datter, hvis det bliver aktuelt. Det kommer med erfaring og øvelse ;)

Ja det vil han jo nok, jeg vil så nok bare skulle lære at give slip på hende. Og det bliver svært når han normalt vis er så lille en del af hendes hverdag. Jeg står for alt omkring hende.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram2

Jeg har ikke nogle gode input men jeg ville ikke forlade tråden uden at give et kram, det er ikke nogle sjove tanker du går rundt med.

Takker :) nej og jeg ved heller ikke helt hvor de skal bærer hen.

Jeg er så forvirret i mit hoved lige nu. Og ved ikke hvad jeg skal gøre

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Oh gee... Jeg er ked af at høre, at det står så slemt til...

Jeg vender lige tilbage med med mere fyldestgørende svar, men lige kort så er skilsmisser desværre noget ekstra møg, når man ikke har nogen penge:-/

Har han sagt noget om det med telefonen (som lyder til at være dråben, der er ved at få bægeret til at flyde over..)?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg blev skilt, mens jeg var gravid. Det med at være alene med barnet skal du i hvert fald nok klare sådan rent praktisk. Jeg tænker også, at din mand nok er nødt til at vokse med opgaven, når han pludselig skal være alene med jeres barn i fx en weekend. Han vil måske ligefrem blive en bedre far, fordi han lige pludselig selv skal klare tingene. Økonomisk kan det godt blive lidt svært for jer begge, tænker jeg, når I i forvejen sidder stramt i det og har forbrugslån af forskellig art.

Min eksmand og jeg havde lige købt hus, da han forlod mig, og da han på daværende tidspunkt ikke var interesseret i huset og ingen af os kunne få lov at overtage huset selv, satte vi det til salg. Det er så endt med at han alligevel overtager det sammen med sin kæreste her til den første (efter at det har været til salg i 1½ år). Men selv det var vores egen bank ikke med på, fordi hun er på SU. De fandt så en anden bank, der sagde ja.

Du skriver, at din mand måske skal købe dig ud af huset, men det kræver jo for det første, at han er interesseret i det og dernæst, at banken siger ja, hvilket jeg godt kan have mine tvivl om, når jeres økonomi sammen er så stram, som du beskriver. Bankerne er virkelig strikse i dag. Alternativet er, at I sætter til salg, men kan I få pengene hjem igen, når der også skal betales salær til en mægler, og er det overhovedet til at sælge?

Hvis først du kan slippe ud af huset, vil du sandsynligvis være godt stillet økonomisk, hvis jeres barn skal bo hos dig. Du vil både få forhøjet børnepenge, børnebidrag fra din mand, friplads (i hvert fald delvist) og evt. boligstøtte. Før mit eget vedkommende betaler jeg kun 900 kr. for insitutionsplads og så får jeg ca. 2600 ekstra i kvartalet i børnepenge + knap 1300 kr. om måneden fra min søns far. Jeg tjener så for meget til at være berettiget til boligsikring, men det får mange enlige forældre jo. Det vil nok se værre ud for din eks, der ikke får noget ekstra men pludselig vil mangle en at dele faste udgifter med og samtidig skal betale dig 1300 om måneden i børnebidrag.

Det er ikke en nem beslutning at tage, og jeg tænker lidt, om det ikke vil være en start at sætte dig ned og tale med ham om dine tanker? Hvis han forstår, at du er så træt af det hele, at du faktisk overvejer at gå, kunne det jo godt tænkes, at han oppede sig lidt. For mit eget vedkommende betyder det noget, at man har valgt at gifte sig (at ham jeg så havde giftet mig med så anderledes på det, er en anden sag). Jeg vil til enhver tid mene, at skilsmisse er sidste udvej, hvis man virkelig ikke kan få det til at fungere sammen. Især når der er børn inde i billedet.

 

Jeg håber, du/I finder en løsning på den ene eller anden måde. Du er velkommen til at skrive, hvis du har spørgsmål til noget :kram .

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Da min datter var lige under 1 år, gik jeg fra hendes far.

Jeg blev hjemløs, boede ved mine forældre og i dag er jeg max presset økonomisk..

 

At blive med min eks, havde helt sikkert været den letteste løsning, og havde nok givet mig færre bekymringer end i dag.. MEN.. i dag, er jeg lykkelig "indeni", og skal ikke "lede" efter den glade følelse. Jeg kan se bort fra de bekymringer jeg har, og nyde mit liv :)

 

 

Svaret på dit spørgsmål, kan jeg ikke komme med.. Men spørgsmålet er: Er du lykkelig? Kan du se en fremtid sammen? For de praktiske ting, dem finder man en løsning på! Men lykke, kan ikke købes for penge!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Oh gee... Jeg er ked af at høre, at det står så slemt til...

Jeg vender lige tilbage med med mere fyldestgørende svar, men lige kort så er skilsmisser desværre noget ekstra møg, når man ikke har nogen penge:-/

Har han sagt noget om det med telefonen (som lyder til at være dråben, der er ved at få bægeret til at flyde over..)?

Nej egentlig ikke. Jeg sagde efterfølgende til ham at jeg synes det er for dårligt at han går ud og køber den når vi intet har at gøre med. Vi lever i forvejen sparsomt. Han siger han havde sagt det men nu var det altså sket.

Jeg tror desværre at økonomien også gør at man bare til sidst får nok af det hele.

Men vi er så heldige at få skatte penge tilbage. Hvilket betyder vi kan betale alle klatgælds poster væk undtagen to. Vi vil så have 1300 ekstra hver måned, stadig nødvendigt med ekstra job men det ser lysere ud end før :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg blev skilt, mens jeg var gravid. Det med at være alene med barnet skal du i hvert fald nok klare sådan rent praktisk. Jeg tænker også, at din mand nok er nødt til at vokse med opgaven, når han pludselig skal være alene med jeres barn i fx en weekend. Han vil måske ligefrem blive en bedre far, fordi han lige pludselig selv skal klare tingene. Økonomisk kan det godt blive lidt svært for jer begge, tænker jeg, når I i forvejen sidder stramt i det og har forbrugslån af forskellig art.

Min eksmand og jeg havde lige købt hus, da han forlod mig, og da han på daværende tidspunkt ikke var interesseret i huset og ingen af os kunne få lov at overtage huset selv, satte vi det til salg. Det er så endt med at han alligevel overtager det sammen med sin kæreste her til den første (efter at det har været til salg i 1½ år). Men selv det var vores egen bank ikke med på, fordi hun er på SU. De fandt så en anden bank, der sagde ja.

Du skriver, at din mand måske skal købe dig ud af huset, men det kræver jo for det første, at han er interesseret i det og dernæst, at banken siger ja, hvilket jeg godt kan have mine tvivl om, når jeres økonomi sammen er så stram, som du beskriver. Bankerne er virkelig strikse i dag. Alternativet er, at I sætter til salg, men kan I få pengene hjem igen, når der også skal betales salær til en mægler, og er det overhovedet til at sælge?

Hvis først du kan slippe ud af huset, vil du sandsynligvis være godt stillet økonomisk, hvis jeres barn skal bo hos dig. Du vil både få forhøjet børnepenge, børnebidrag fra din mand, friplads (i hvert fald delvist) og evt. boligstøtte. Før mit eget vedkommende betaler jeg kun 900 kr. for insitutionsplads og så får jeg ca. 2600 ekstra i kvartalet i børnepenge + knap 1300 kr. om måneden fra min søns far. Jeg tjener så for meget til at være berettiget til boligsikring, men det får mange enlige forældre jo. Det vil nok se værre ud for din eks, der ikke får noget ekstra men pludselig vil mangle en at dele faste udgifter med og samtidig skal betale dig 1300 om måneden i børnebidrag.

Det er ikke en nem beslutning at tage, og jeg tænker lidt, om det ikke vil være en start at sætte dig ned og tale med ham om dine tanker? Hvis han forstår, at du er så træt af det hele, at du faktisk overvejer at gå, kunne det jo godt tænkes, at han oppede sig lidt. For mit eget vedkommende betyder det noget, at man har valgt at gifte sig (at ham jeg så havde giftet mig med så anderledes på det, er en anden sag). Jeg vil til enhver tid mene, at skilsmisse er sidste udvej, hvis man virkelig ikke kan få det til at fungere sammen. Især når der er børn inde i billedet.

 

Jeg håber, du/I finder en løsning på den ene eller anden måde. Du er velkommen til at skrive, hvis du har spørgsmål til noget :kram .

Det sidste jeg ønsker er også en skulsmisse men har bare følt han aldrig lyttede til mig. Plus jeg skal altid spørge om lov hvis jeg skal købe noget til vores datter fordi jeg ikke bare har ville købe det. Og det har helt klart været økonomien der har presset mig helt derud hvor jeg ikke gider mere.

Vi har fået at vide vi får penge tilbage i skat. Penge nok til at vi kan betale alle gældsættelse undtagen to ud. Det giver 1300 ekstra om måneden. Men vi er stadig nødt til ekstra job.

Men det har klart lettet vores situation og jeg synes også der er mere ro på omkring os. Vi har for første gang længe haft en god weekend hvor vi var glade :)

Jeg tvivler på vi ville kunne få nok for vores hus. Vi ville klart gå ud med et underskud. Så det ville nok ikke være ek god løsning.. Men nu håber jeg bare det gele vil fortsætte med at køre bedre. For vores alles skyld

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Da min datter var lige under 1 år, gik jeg fra hendes far.

Jeg blev hjemløs, boede ved mine forældre og i dag er jeg max presset økonomisk..

 

At blive med min eks, havde helt sikkert været den letteste løsning, og havde nok givet mig færre bekymringer end i dag.. MEN.. i dag, er jeg lykkelig "indeni", og skal ikke "lede" efter den glade følelse. Jeg kan se bort fra de bekymringer jeg har, og nyde mit liv :)

 

 

Svaret på dit spørgsmål, kan jeg ikke komme med.. Men spørgsmålet er: Er du lykkelig? Kan du se en fremtid sammen? For de praktiske ting, dem finder man en løsning på! Men lykke, kan ikke købes for penge!

Hvor er jeg glad for at du er kommet ud fra forholdet og er endt med at være lykkelig. Din datter fortjener en lykkelig og glad mor :)

Vi arbejder på lykkelig. Jeg har mange ønsker omkring vores liv og som måske også vil hjælpe med at lykken kommer frem. Og der kræver en del for det lykkes. Men jeg kan godt se mig lykkelig. Og jeg ser umiddelbart en fremtid sammen. Vi har mange af de samme ønsker. Men jeg har følt at jeg har skulle have lov til feks at købe noget hvor han tog det som en selvfølge bare at købe, og det har simpelthen fået bægeret til at fylde over.

Nu hvor vi med vores skatte penge kan betale stort set al klatgælden væk kan jeg mærke lettelsen brede sig i kroppen. Og jeg glæder mig sådan til at kunne sige til banken at nu har vi 1300 ekstra hver måned. Selvfølgelig er det ikke meget men det letter alligevel lidt. Og jeg tror at det også har været med til at lette stemningen imellem os

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Penge kan virkelig skabe ubalancer i forholdet mellem mennesker, saa det lyder rigtig godt, at I har faaet lettet lidt paa det. Har I overvejet lommepenge til jer hver og lidt til datteren, saa du ikke skal spoerge og han ikke koeber uden aftale? Om det saa er 200 kr, bare saa I har foelelsen af at vaere jer selv? 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Penge kan virkelig skabe ubalancer i forholdet mellem mennesker, saa det lyder rigtig godt, at I har faaet lettet lidt paa det. Har I overvejet lommepenge til jer hver og lidt til datteren, saa du ikke skal spoerge og han ikke koeber uden aftale? Om det saa er 200 kr, bare saa I har foelelsen af at vaere jer selv?

Både og. Lige nu er vores økonomiske situation sådan at der ikke er råd til lomme penge. Så mangler man noget må man se om der er til det i budgettet eller vente på børnepenge.

Jeg skal desværre lægge øre til at min mand tjener mere end mig. Og at det er min skyld vi er så dårligt stillet. Og jeg hader det. Og ved godt det er min skyld men lige nu kan jeg ikke gøre detanderledes

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Uff altså, det er ikke sjov læsning det her. Jeg kender dig ikke, og jeg kan på ingen måde afgøre, om skilsmisse er det rigtige for dig og jer.

 

Mine tanker er:

Man er max presset, når man står med et lille barn. Der er ingen i verden, der kan presse en så meget, som en baby. Og uanset hvor meget man tror, man er mentalt forberedt på det, så aner man ikke en skid, før man står i det! Min klippe af en mand begynder pludselig at opføre sig som en forkælet 5 årig, når Vitus lige pludselig ikke lige gider sove. Altså!! Det er en baby - hvad fanden vil du gøre, når han kan svare igen?!?!?!?!

 

Jeg har 2 veninder, som begge er blevet alene med deres børn. Den enes ex har ikke set sine børn i 3 år (hans valg) og han er nu immigreret til USA. Retten har tilkendt min veninde fuld forældremyndighed fordi faren har forladt landet... Min anden veninde blev forladt, da hun var i uge 16 med deres andet barn. Faren har så efterfølgende tilbudt hende fuld forældremyndighed, hvis hun gav ham 50.000 kr. (!) Bare for at understrege at der virkelig er tale om nogle præmieeksemplarer af nogle mænd! Samstemmende siger begge mine veninder, at selvom de aldrig ville drømme om at tage deres ex'er tilbage, er det frygtelig, frygtelig ensomt at være alene med de børn. Der er engagerede bedsteforældre, men at der ikke er en far at dele sorger og glæder omkring de børn, er bare - ja,mere ensomt end man kan forestille sig! 

 

Jeg har ikke opskriften på det gode ægteskab eller lykken eller noget andet forkromet. Men det, jeg tror, jeg ved, er, at man skal være enige om, hvad det gode liv er. I min verden er det mindre vigtigt, om man har fælles interesser. Men man skal være enige om, hvad der gør livet værd at leve. Om det er villa, volvo og vovse, eller om det er rejse rundt i Indien med rygsæk 6 måneder om året - eller hvad det nu kan være. For hvordan skal man ellers kunne arbejde for fælles mål og fælles lykke?

 

Jeg tænker lidt, at I trænger til at sætte jer ned og få talt ud og få afstemt jeres prioriteringer - ikke bare økonomisk men måske også på et mere åndeligt plan - eller følelsesmæssigt. Jeg kan godt forstå, at du blev vildt skuffet over det med telefonen, det var jeg også blevet. Omvendt, så er der også en del af mig, der godt kan forstå, at man bare trænger til et eller andet, som er et lille fristed, eller sådan noget...

 

Ja, det var så et lille virvar og tanker og input. Måske kan du bruge noget af det, måske ikke. Under alle omstændigheder, håber jeg, I kommer frem til en god løsning...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Nej egentlig ikke. Jeg sagde efterfølgende til ham at jeg synes det er for dårligt at han går ud og køber den når vi intet har at gøre med. Vi lever i forvejen sparsomt. Han siger han havde sagt det men nu var det altså sket.

Jeg tror desværre at økonomien også gør at man bare til sidst får nok af det hele.

Men vi er så heldige at få skatte penge tilbage. Hvilket betyder vi kan betale alle klatgælds poster væk undtagen to. Vi vil så have 1300 ekstra hver måned, stadig nødvendigt med ekstra job men det ser lysere ud end før :)

 

Når krybben er tom bides hestene... Økonomi kan betsemt være det, der får forholdet til at knage og brage... Godt at høre, at det lysner lidt :-)

 

Det forbandede ved skilsmisser, når man ikke har nogen penge, er sådan noget som, at man ikke har krav på at få den fælles gæld delt op - det beror på bankens velvilje (som typisk vil være mindre, jo ringere økonomien er), og banker haaaader skilsmisser.

 

Hvis ikke den ene ægtefælle har lyst til at overtage huset - og vel at mærke kan få lov af banken (igen typisk et stort problem, hvis økonomien er dårlig, og man pludselig skal til at klare sig for én indtægt) - så skal huset jo sælges, hvilket kan tage tid og koster penge.

 

Det være sagt, så hænger det ofte nogenlunde sammen, når alt det andet først er gjort op. Der er forskellige muligheder for tilskud, boligsikring, friplads mv. Men PAS PÅ med at budgettere med at skulle have børnepenge fra den anden forælder - de penge følger barnet, så hvis barnet kommer i noget, der ligner en ligedeling (så som en typisk 9/5-ordning), og samværsforælderen vælger selv at have tøj, samt bidrager til andre ting i rimeligt omfang osv, så behøver han/hun ikke nødvendigvis at betale en krone til bopælsforælderen.

 

Anyway, det er jo alt sammen bare kold praktik - man kan og skal ikke være gift, hvis ikke man kan få noget godt ud af samlivet. Jeg håber, at den økonomiske lettelse fra den overskydende skat letter tilstrækkeligt til, at kan finde en god stemning igen.

 

Jeg kan som Mistel godt forstå, at du blev vildt skuffet over det med telefonen... Hvis det er en enlig svale, så er det dog nok noget med at skrive den på kvajekontoen og glemme det igen. Jeg er lidt mere bekymret over det med, om I generelt går og bebrejder hinanden jeres situation... Hvorfor er det "din skyld" - er I ikke lige gode om det?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Uff altså, det er ikke sjov læsning det her. Jeg kender dig ikke, og jeg kan på ingen måde afgøre, om skilsmisse er det rigtige for dig og jer.

 

Mine tanker er:

Man er max presset, når man står med et lille barn. Der er ingen i verden, der kan presse en så meget, som en baby. Og uanset hvor meget man tror, man er mentalt forberedt på det, så aner man ikke en skid, før man står i det! Min klippe af en mand begynder pludselig at opføre sig som en forkælet 5 årig, når Vitus lige pludselig ikke lige gider sove. Altså!! Det er en baby - hvad fanden vil du gøre, når han kan svare igen?!?!?!?!

 

Jeg har 2 veninder, som begge er blevet alene med deres børn. Den enes ex har ikke set sine børn i 3 år (hans valg) og han er nu immigreret til USA. Retten har tilkendt min veninde fuld forældremyndighed fordi faren har forladt landet... Min anden veninde blev forladt, da hun var i uge 16 med deres andet barn. Faren har så efterfølgende tilbudt hende fuld forældremyndighed, hvis hun gav ham 50.000 kr. (!) Bare for at understrege at der virkelig er tale om nogle præmieeksemplarer af nogle mænd! Samstemmende siger begge mine veninder, at selvom de aldrig ville drømme om at tage deres ex'er tilbage, er det frygtelig, frygtelig ensomt at være alene med de børn. Der er engagerede bedsteforældre, men at der ikke er en far at dele sorger og glæder omkring de børn, er bare - ja,mere ensomt end man kan forestille sig! 

 

Jeg har ikke opskriften på det gode ægteskab eller lykken eller noget andet forkromet. Men det, jeg tror, jeg ved, er, at man skal være enige om, hvad det gode liv er. I min verden er det mindre vigtigt, om man har fælles interesser. Men man skal være enige om, hvad der gør livet værd at leve. Om det er villa, volvo og vovse, eller om det er rejse rundt i Indien med rygsæk 6 måneder om året - eller hvad det nu kan være. For hvordan skal man ellers kunne arbejde for fælles mål og fælles lykke?

 

Jeg tænker lidt, at I trænger til at sætte jer ned og få talt ud og få afstemt jeres prioriteringer - ikke bare økonomisk men måske også på et mere åndeligt plan - eller følelsesmæssigt. Jeg kan godt forstå, at du blev vildt skuffet over det med telefonen, det var jeg også blevet. Omvendt, så er der også en del af mig, der godt kan forstå, at man bare trænger til et eller andet, som er et lille fristed, eller sådan noget...

 

Ja, det var så et lille virvar og tanker og input. Måske kan du bruge noget af det, måske ikke. Under alle omstændigheder, håber jeg, I kommer frem til en god løsning...

Det med Tlf har jeg haft meget svært ved. Men det er også fordi jeg ikke føler der er råd til noget. Jeg mangler en creme til mit ansigt men lige ju er 70 kr bare ikke til det. Så tilsidesætter man det behov men det gør han bare ikke. Jeg tog snakken med ham igen i går og jeg tror faktisk han endelig forstod hvordan jeg havde det. Ja der er også en masse jeg gerne vil have men det er der ikke penge til og derfor får jeg det ikke. Men det mugger jeg ikke over og jeg køber det heller ikke uden at sige det.

Vi har egentlig altid gerne ville noget forskelligt. Vi vil det samme med vores liv med hus og børn men han vil også rigtig gerne rejse hvor det ikke siger mig noget. Jeg vil hellere være hjemme med min familie. Han er meget social og det er jeg godt nok heller ikke, men vi har givet plads til vi har de her ting med os. Det er selvfølgelig sværere nu hvor der er et barn.

Men nej det vil ikke være nemt at være alene med et barn. Men det skræmmer mig ikke. Men det vil da klart være bedst hvis vi kan være sammen og være glade sammen

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Når krybben er tom bides hestene... Økonomi kan betsemt være det, der får forholdet til at knage og brage... Godt at høre, at det lysner lidt :-)

 

Det forbandede ved skilsmisser, når man ikke har nogen penge, er sådan noget som, at man ikke har krav på at få den fælles gæld delt op - det beror på bankens velvilje (som typisk vil være mindre, jo ringere økonomien er), og banker haaaader skilsmisser.

 

Hvis ikke den ene ægtefælle har lyst til at overtage huset - og vel at mærke kan få lov af banken (igen typisk et stort problem, hvis økonomien er dårlig, og man pludselig skal til at klare sig for én indtægt) - så skal huset jo sælges, hvilket kan tage tid og koster penge.

 

Det være sagt, så hænger det ofte nogenlunde sammen, når alt det andet først er gjort op. Der er forskellige muligheder for tilskud, boligsikring, friplads mv. Men PAS PÅ med at budgettere med at skulle have børnepenge fra den anden forælder - de penge følger barnet, så hvis barnet kommer i noget, der ligner en ligedeling (så som en typisk 9/5-ordning), og samværsforælderen vælger selv at have tøj, samt bidrager til andre ting i rimeligt omfang osv, så behøver han/hun ikke nødvendigvis at betale en krone til bopælsforælderen.

 

Anyway, det er jo alt sammen bare kold praktik - man kan og skal ikke være gift, hvis ikke man kan få noget godt ud af samlivet. Jeg håber, at den økonomiske lettelse fra den overskydende skat letter tilstrækkeligt til, at kan finde en god stemning igen.

 

Jeg kan som Mistel godt forstå, at du blev vildt skuffet over det med telefonen... Hvis det er en enlig svale, så er det dog nok noget med at skrive den på kvajekontoen og glemme det igen. Jeg er lidt mere bekymret over det med, om I generelt går og bebrejder hinanden jeres situation... Hvorfor er det "din skyld" - er I ikke lige gode om det?

Jeg ved han ikke ville kunne betale børne penge hver måned og det ville jeg heller ikke kræve af ham. Skulle vi dele vores datter havde han hende kun hver anden weekend. Han er selv skilsmisse barn og vil kun have det på den måde.

Det er forkert at give ham skylden. Men det føles bare nogen gange dete r hans skyld. I den tid vi har været sammen har han konstant købt og solgt Hifi og mobiler. Og det er noget af det vi stadig betaler af. Hans undskyldning er at da han købte det havde vi penge. Men det nytter ikke noget nu. Og jeg vil bare ikke stå i den situation igen.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg ved han ikke ville kunne betale børne penge hver måned og det ville jeg heller ikke kræve af ham. Skulle vi dele vores datter havde han hende kun hver anden weekend. Han er selv skilsmisse barn og vil kun have det på den måde.

Det er forkert at give ham skylden. Men det føles bare nogen gange dete r hans skyld. I den tid vi har været sammen har han konstant købt og solgt Hifi og mobiler. Og det er noget af det vi stadig betaler af. Hans undskyldning er at da han købte det havde vi penge. Men det nytter ikke noget nu. Og jeg vil bare ikke stå i den situation igen.

Man kan få det offentlige til at lægge ud for bidraget om galt skal være - men det er nu altid en bedre løsning at blive glade sammen:-)

Du skrev ovenfor, at han til gengæld mente, at jeres økonomiske problemer var din skyld - det var det, jeg studsede lidt over..?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Man kan få det offentlige til at lægge ud for bidraget om galt skal være - men det er nu altid en bedre løsning at blive glade sammen:-)

Du skrev ovenfor, at han til gengæld mente, at jeres økonomiske problemer var din skyld - det var det, jeg studsede lidt over..?

Åh jo det er fordi jeg er dagpleje og har kun et barn. Så min indkomster r faldet. Jeg kan bare ikke finde nogen børn. Får først nr to til oktober og det jeg har nu stopper til januar. Så til dels er jeg jo skyld i at indkomsten er lav. Men jeg har taget ekstra job. Det vi er dog desværre ikke så meget.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh jo det er fordi jeg er dagpleje og har kun et barn. Så min indkomster r faldet. Jeg kan bare ikke finde nogen børn. Får først nr to til oktober og det jeg har nu stopper til januar. Så til dels er jeg jo skyld i at indkomsten er lav. Men jeg har taget ekstra job. Det vi er dog desværre ikke så meget.

Hmm, ikke fair - det kan du vel ikke gøre for... Kan du evt få et andet fuldtidsarbejde, hvis du opgiver dagplejen?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh jo det er fordi jeg er dagpleje og har kun et barn. Så min indkomster r faldet. Jeg kan bare ikke finde nogen børn. Får først nr to til oktober og det jeg har nu stopper til januar. Så til dels er jeg jo skyld i at indkomsten er lav. Men jeg har taget ekstra job. Det vi er dog desværre ikke så meget.

Det er jo ikke din skyld at du ikke kan finde nogen børn! Så nej, det er IKKE din skyld - det var dog en tarvelig og uretfærdig bemærkning.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER