e.madsen1986

Hjælp... Er jeg klar til at blive mor?

8 indlæg i dette emne

Hej piger  :)

 

Jeg er ny herinde og jeg har bare brug for at få lettet mit hjerte og forhåbentlig få nogle gode råd...

 

Jeg venter mit første barn, en pige, og jeg har termin d. 25/2 - så det er jo faktisk lige om lidt.

Jeg har haft en skøn graviditet uden de store gener. Men nu, hvor terminsdatoen nærmer sig, er jeg begyndt at tænke meget over, at der snart vil blive vendt op og ned på hele vores tilværelse. Vi bliver 3 i stedet for 2 - kan vi finde ud af det?

Er jeg klar til at blive mor? Vil jeg elske vores lille pige, når hun først er her? Vil vi kunne klare det sammen, min kæreste og jeg? Eller kommer vores datter til at vokse op med mor og far, som ikke bor sammen?

Der er så mange ting, der flyver rundt i hovedet på mig og jeg bliver så ked af at jeg har disse tanker  :unsure

 

Min kæreste og jeg havde kendt hinanden i et års tid, da jeg blev gravid. Vi havde snakket meget om det at få børn og stifte familie og det var noget, som vi begge gerne ville. Men nu, hvor det hele kommer tættere og tættere på, så bliver jeg i tvivl. Var det den rigtige beslutning? Skulle vi have ventet i længere tid, inden p-pillerne blev lagt på hylden? 

Jeg kan græde over ingenting og jeg skammer mig så meget over, at jeg ikke bare er lykkelig!  :(

For det var jo det her, både jeg og vi gerne ville: at stifte familie. 

 

Er der nogen af jer andre, der har eller har haft det på samme måde? 

 

 

Mange hilsener fra den fortvivlede kommende mor.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg hører ikke til herinde, men jeg tillader mig at svare alligevel.

 

Først og fremmest skal du have et :kram2 Det er helt normalt at få de tanker når man nærmer sig terminen, og det er jo egentlig ikke så underligt. Hele livet bliver vendt rundt på kort tid, og det er hårdt og skønt på samme tid. Jeg havde præcis de samme tanker flere gange igennem min graviditet. Selvfølgelig kan du klare det - og selvfølgelig vil du elske din datter. Det er ikke sikkert det kommer ved første blik, men tro mig, de vokser på en, de små størrelser! :biglove

 

Om i kan klare det som par - det ved man jo aldrig. Heller ikke selvom man har været kærester i 15 år. Det handler om at tage beslutningen om, at det SKAL vi og så kæmpe for det. Vi har herhjemme lavet en aftale om, at vi ikke må gå fra hinanden indenfor det første år, for det skulle være det år med den største omvæltning. Det har dog slet ikke været så slemt for os som par, som jeg havde frygtet. Der er ikke meget partid - man er mere partnere, forældre, venner, men partiden kommer igen. Vi prøver at huske at putte og kysse, men det er svært, for der er bare en anden lille person der har fokus. Men man skal bare huske at italesætte det.

 

Held og lykke til jer - det skal nok gå! 

 

:kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi har lige fået numemr tre og jeg har haft de samme tanker alle tre gange :) Det er helt normalt men meget grænseoverskridende pludselig at befinde sig i en tilstand hvor man tvivler på om man skulle have ventet med at få sit barn, om man kan klare det osv.

 

Jeg tror tricket er at afgøre med sig selv at man ikke kan bære hele verden på sine skuldre hele tiden. Du må finde en måde at tage en ting og en dag ad gangen

Og så skal du huske, at det er helt ok at droppe alle de store forventninger til dig selv. Det er ikke sikkert du kommer til at elske ubetinget fra en start af. Det er helt ok a skulle lære barnet at kende før du kan finde de følelser frem. Det er ikke alle der elsker ubetinget på fødelejet

Det er også helt ok at have fornemmelsen af ikke at kunne bunde. Du vil måske komme ud hvor søvnunderskud, ammesmerter mm. vil få dig til at tænke "bare vi aldrig havde fået dig" og det er helt ok. tanker er toldfrie

Men prøv om du kan lade være med at tage alle sorgerne på forskud lige nu, selvom det er svært med alle de hormoner ræsende rundt i kroppen

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor er jeg bare glad for jeres svar! Tusind tak! :rolleyes

Det er utroligt befriende, at der faktisk er andre end mig, der har haft de tanker som jeg går og tumler med. 

Det er godt at høre, at det er okay at tænke sådan, og at man ikke behøver at have så dårlig samvittighed over det.

Jeg vil uden tvivl tage jeres råd til mig og så håbe, at moderkærligheden vil indfinde sig helt af sig selv.

 

Mht. parforholdet, så synes jeg, at det var en god løsning at lave en aftale om ikke at gå fra hinanden i løbet af det første år.

Den tror jeg, at jeg vil bringe på banen herhjemme - det kan måske også give mig lidt sikkerhed og tryghed   :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Synes de andre har sagt nogle fornuftige ting.

Det er helt normalt det du gennemgår :kram og du skal ikke være så hård ved dig selv. Din usikkerhed ved om du/i kan gøre det godt nok, bunder jo i et kæmpe ønske om netop at gøre det godt! Så allerede der er du jo en god mor allerede, fordi du gerne vil gøre det bedste for din lille pige.

Det som jeg synes var svært er jo at man ikke ved hvilket lille menneske som kommer ud til en. Man ved måske om det er en pige eller dreng, men ikke HVEM. Og det er svært at forestille sig. Men tro mig, efter kort tid passer det lille menneske bare ind i jeres familie og I ville ikke have kunnet forestille jer at have fået nogen anden end lige præcis hende i fik.

Mht parforholdet, så synes jeg ikke det blev så slemt som jeg havde frygtet. Men nu var min datter også en ret nem baby, man kan selvfølgelig risikere at få et kolik barn og så er det noget mere belastende for parforholdet.

Det er bare vigtigt at huske at tale med hinanden, del jeres tanker, ønsker og bekymringer med hinanden. Og tag imod al den hjælp i kan få. Hvis I har nogle gode bedsteforældre eller søskende, som ikke har noget imod at komme en aften og lave aftensmad til jer. Eller lige få støvsuget huset. Eller passe baby et par timer imens i går i biografen.

Men gør det hvis I har lysten og behovet for det.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

 

Det er også helt ok at have fornemmelsen af ikke at kunne bunde. Du vil måske komme ud hvor søvnunderskud, ammesmerter mm. vil få dig til at tænke "bare vi aldrig havde fået dig" og det er helt ok. tanker er toldfrie

 

 

Ja, det er rigtigt - man kan virkelig få sagt og tænkt nogle grimme ting om den søde lille baby som man knuselsker.. Især når han bare ikke vil sove og man ikke kan finde ud af hvorfor. OG det er okay! Det gør alle - vi er jo ikke overmennesker.. (siger hende der så sent som natten til fredag bandede sin søn væk og truede ham med at kyle ham på genbrugspladsen.. :blush ) 

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil endnu en gang sige mange tak for jeres svar og tak fordi at I er så ærlige!

Det er virkelig dejligt at læse, at der er andre, der har tænkt det samme. Det har givet mig en masse ro og nu tænker jeg: det skal nok gå

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Da tiden kom nærmere og nærmere til jeg skulle føde i april sidste år, så kom tankerne også hen på om jeg/vi nu var klar til at blive forældre.
Men det var jo lidt for sendt, da jeg snart skulle føde. Humøret røg op og ned, men da jeg så havde født og prøvede mig/os frem, går det absolut bedre og bedre med jobbet som forældre.

Der er jo ikke nogen brugsanvisning, på det at blive forældre. Og jeg tror da at alle mødre og fædre har tænkt på om man nu var klar. 

Helt klar tror jeg ikke, at der er ret mange som er lige med det samme. Man er jo bare nød til at gøre det så godt man kan. Og så kan man IKKE gøre det bedre.

Det var i hvert fald det jeg/vi fik af vide.

 

I/Du kan også snakke med en om jeres/dine tanker.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER