Ikra

Usikkerhed...

9 indlæg i dette emne

Hmm hvor langt er i efterhånden..? Og har i nogen tegn..?

Jeg er 6+3 idag og har ikk rigtig kvalme mere..

Var igennem behandling og blev overstimuleret - det er også væk så heller ingen gener der..

Havde mange ligamentsmerter især ved nys og host men det er også væk..

Har ikk rigtig nogen tegn mere så er sådan lidt ved siden af mig selv.. Ikk fordi jeg er sådan bekymret og bange for at miste.. Tænker overhovedet ikk over om jeg bløder ved wc besøg..

Har det mere sådan at jeg glemmer at tænke over at jeg er gravid.. Som om det er urealistisk og slet ikk har noget med mig at gøre det der graviditet.. Nogen der kan genkende den der urealistiske følelse når man ikk er længere..?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hmm hvor langt er i efterhånden..? Og har i nogen tegn..?

Jeg er 6+3 idag og har ikk rigtig kvalme mere..

Var igennem behandling og blev overstimuleret - det er også væk så heller ingen gener der..

Havde mange ligamentsmerter især ved nys og host men det er også væk..

Har ikk rigtig nogen tegn mere så er sådan lidt ved siden af mig selv.. Ikk fordi jeg er sådan bekymret og bange for at miste.. Tænker overhovedet ikk over om jeg bløder ved wc besøg..

Har det mere sådan at jeg glemmer at tænke over at jeg er gravid.. Som om det er urealistisk og slet ikk har noget med mig at gøre det der graviditet.. Nogen der kan genkende den der urealistiske følelse når man ikk er længere..?

Ved min første graviditet havde jeg slet ikke kvalme og fik først ligamenssmerter meget senere..

Og helt ærligt så synes jeg det var urealistisk hele vejen igennem. Først bare mærkeligt. Da jeg så blev tyk - jamen så var jeg jo bare tyk, der var også en baby der inde. Men troede ikke rigtig på det, kunne ikke forholde mig til det. Ikke at jeg troede jeg ville miste eller var bekymret. Havde det været en hundehvalp havde det nok bare været lidt mere håndgribeligt for mig.. Og jeg blev faktisk også ret chokeret efter han var født. Kunne slet ikke forstå han var kommet ud af mig..

Det var syret at tage ham med hjem.. Og bare dagen efter kunne jeg næsten ikke huske livet uden ham..

Jeg forstår stadig ikke helt at jeg er gravid igen, det var ikke meningen og kom meget bag på os. Men den her gang VED jeg hvad der kommer. Men stadig lidt svært at fatte..

Vi var til en privat scanning da jeg var 6+1 og fik lov til at se den lille pinjekerne..

Det er magisk og helt utroligt at det kan lade sig gøre. - jeg kan mærke jeg kommer til at nyde den her graviditet mere, trods kvalme og hele balladen, men jeg ved hvad der kommer :)

Nå det jeg ville sige var måske egentlig bare, at jeg tror din følelse er helt normal :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ved min første graviditet havde jeg slet ikke kvalme og fik først ligamenssmerter meget senere..

Og helt ærligt så synes jeg det var urealistisk hele vejen igennem. Først bare mærkeligt. Da jeg så blev tyk - jamen så var jeg jo bare tyk, der var også en baby der inde. Men troede ikke rigtig på det, kunne ikke forholde mig til det. Ikke at jeg troede jeg ville miste eller var bekymret. Havde det været en hundehvalp havde det nok bare været lidt mere håndgribeligt for mig.. Og jeg blev faktisk også ret chokeret efter han var født. Kunne slet ikke forstå han var kommet ud af mig..

Det var syret at tage ham med hjem.. Og bare dagen efter kunne jeg næsten ikke huske livet uden ham..

Jeg forstår stadig ikke helt at jeg er gravid igen, det var ikke meningen og kom meget bag på os. Men den her gang VED jeg hvad der kommer. Men stadig lidt svært at fatte..

Vi var til en privat scanning da jeg var 6+1 og fik lov til at se den lille pinjekerne..

Det er magisk og helt utroligt at det kan lade sig gøre. - jeg kan mærke jeg kommer til at nyde den her graviditet mere, trods kvalme og hele balladen, men jeg ved hvad der kommer :)

Nå det jeg ville sige var måske egentlig bare, at jeg tror din følelse er helt normal :)

Den følelese har også paseret mig et par gange de sidste uger, hvor kvalmen næsten er aftaget. er stadig voldsomt træt og ømme bryster.. men sommetider tager jeg også mig selv i at tænke: "Guuuud, jeg er gravid!" sådan lidt panisk, på trods af at det jo efterhånden er en måned siden jeg testede positiv, og var fuldstændig planlagt. Man ved nok bare ikke helt hvad man går ind til - ihvertfald som førstegangs forælder. Fx har vi hele tiden vist, at vores bolig situation slet ikke var holdbar med en spæd, og derfor skal flytte indenfor5-6mdr. Da jeg så blev gravid, blev jeg total knust over, hvad vi dog skulle gøre!! :rolleyes hehe..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er også 6+3 og kan sagtens genkende følelsen. Det var en ønsket graviditet og nummer to (har mistet før) men det gør ikke at jeg går skiftevis i panik over fremtiden, hvad der skal ske, angst for at miste, glæden ved at være gravid - og indimellem tankerne; 'der er to hjerter der slår i mig lige nu. Det er for mærkeligt og alienagtigt' ja sorry, men tankerne findes altså ;)

Håber det bliver mere realistisk når maven vokser og barnet sparker!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er også 6+3 og kan sagtens genkende følelsen. Det var en ønsket graviditet og nummer to (har mistet før) men det gør ikke at jeg går skiftevis i panik over fremtiden, hvad der skal ske, angst for at miste, glæden ved at være gravid - og indimellem tankerne; 'der er to hjerter der slår i mig lige nu. Det er for mærkeligt og alienagtigt' ja sorry, men tankerne findes altså ;)

Håber det bliver mere realistisk når maven vokser og barnet sparker!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh hvor er jeg glad for andre har haft det ligesådan... Har det hjulpet jer at dele nyheden..??

Føler de gange vi har delt den er der kommet et lille "reality-check" ud fra andres reaktion og den typiske efterfølgende samtale... Men har kun fortalt vores mødre det fordi det er så tidligt så er ved at dø over ventetiden til vi kan sige noget til resten af familien.., ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sidste gang fortalte vi det til forældre og søskende mellem uge 6-8. Dels fordi vi ville dele nyheden, men også for at have deres støtte hvis det gik galt (hvilket vi begge havde en fornemmelse af). Det gjorde det hele mere virkeligt, både på godt og ondt.

Denne gang er det kun min mor der ved det, da jeg havde brug for at snakke om de svære ting der fyldte.

Det er min mands beslutning at vente med at sige noget til alle andre til hvert fald efter nf og det er jeg egentlig ok med :) kvalmen og alle andre gener gør det virkeligt nok ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sidste gang fortalte vi det til forældre og søskende mellem uge 6-8. Dels fordi vi ville dele nyheden, men også for at have deres støtte hvis det gik galt (hvilket vi begge havde en fornemmelse af). Det gjorde det hele mere virkeligt, både på godt og ondt.

Denne gang er det kun min mor der ved det, da jeg havde brug for at snakke om de svære ting der fyldte.

Det er min mands beslutning at vente med at sige noget til alle andre til hvert fald efter nf og det er jeg egentlig ok med :) kvalmen og alle andre gener gør det virkeligt nok ;)

Vi ville også fortælle vores mødre det og resten efter uge 12 eller nf... Men af naturlige årsager kommer vi til at se hele vores nærmeste familie ansigt til ansigt flere gange fra den 24/1 til den 1/2... Så nu kan vi fortælle både bedsteforældre, oldeforældre og fastre/mostre/onkler det ansigt til ansigt og det er når jeg er 9+1,10+0 og 10+2.. Og samt når vi har set hjerteblink mindst 2-3 gange...

Så det er jeg tryg ved... :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi ville også fortælle vores mødre det og resten efter uge 12 eller nf... Men af naturlige årsager kommer vi til at se hele vores nærmeste familie ansigt til ansigt flere gange fra den 24/1 til den 1/2... Så nu kan vi fortælle både bedsteforældre, oldeforældre og fastre/mostre/onkler det ansigt til ansigt og det er når jeg er 9+1,10+0 og 10+2.. Og samt når vi har set hjerteblink mindst 2-3 gange...

Så det er jeg tryg ved... :)

Det er også dejligt at fortælle sådan en stor nyhed :) jeg har også meget svært ved at tie stille! Men min mand er bange for at vi mister igen og han kan på nuværende tidspunkt ikke rumme at skulle fortælle alle at den ikke var der alligevel. Tænker det er hans måde at håndtere det på, så det får han lov at bestemme :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER