hvordan fortæller man en barnløs at man er gravid?

[bare mig]

Jeg har en veninde som har prøvet i 5 år at få børn men uden held.nu er jeg gravid og vil gerne fortælle det men hvordan gør jeg det bedst. For jeg ved at hun bliver rigtig ked af det på egne vegne.

skal jeg sige det face til face eller skrive et brev?

[girly1988]

Face til face...men uanset måden du siger det på vil hun sandsynligvis føle det burde være hende og ikke dig...men ærlighed og åbenhed er det eneste rigtige...

[bare mig]

Jeg tænkte bare at hvis jeg sender et brev så kan hun få lov at reagere hjemme i trygge rammer. Men foran mig vil hun nok prøve at stramme sig an.

[girly1988]

Altså vi har snart prøvet i 2 år, og jeg synes det ville være ret nederen at få et brev...men kan godt se hvad du mener...men igen uanset hvad vil der komme en reaktion...men i sidste ende skal hun jo nok blive glad på dine vegne :-)

[Malouski]

Ej synes det er fesent med et brev.... siger hun, der sendte en sms til veninde, der også havde prøvet længe, om sin graviditet.

Men set tilbage ville det nok have været bedre at sige det til hende personligt - eller om ikke andet så over telefonen, hvis man ikke lige ses så tit.

Kender jo ikke dig og din veninde, men det kan godt være, at du skal forvente, at I måske ikke har så meget kontakt lige med det samme, og at du ikke på den måde kan dele din graviditet med hende. Det kan være svært at rumme. Sådan var det for mig og min veninde. Hun følte sig på en måde forrådt, i og med at jeg bare kunne blive gravid så hurtigt, og hun ikke kunne. Det medførte en lille kontrovers, som vi dog hurtigt fik glattet ud.

Det er jo ikke nogens skyld, men følelserne som afmagt, vrede og jalousi skal jo rettes et sted hen for, at man kan holde det ud.

[bare mig]

Ok tak for jeres svar. Jeg kan nu se at det med brevet nok er en form for misforstået godhed fra min side. Jeg tænkte bare at var det mig ville jeg nok blive så ked af at helst ville vide det hjemme og kunne reagere og så senere finde overskud til at være glad.

men jeg er glad for jeres indput. Jeg siger det til hende næste gang jeg ser hende

[stilletten]

Altså ikkefor noget...

Jeg har da også oplevet tre veninder blive gravide, samt enarbejdskollega, imens jeg selv prøvede. Og jeg blev da bare glad på deres vegne!

Jeg forstår godt forskellen på, når det ikke vil lykkes, og når der er håb.

Men de fleste er vel ikke så indskrænkede at de ikkekanglæde sig på andres vegne uden at blande sig selv ind i det?

[Lovely Lady]

Altså ikkefor noget...

Jeg har da også oplevet tre veninder blive gravide, samt enarbejdskollega, imens jeg selv prøvede. Og jeg blev da bare glad på deres vegne!

Jeg forstår godt forskellen på, når det ikke vil lykkes, og når der er håb.

Men de fleste er vel ikke så indskrænkede at de ikkekanglæde sig på andres vegne uden at blande sig selv ind i det?

Uanset at man glæder sig på andres vegne kan det nu godt gøre afsindigt ondt, at andre annoncerer graviditeter, når det driller for en selv - og 5 år er rigtig lang tid. Jeg synes, at det er en HELT relevant overvejelse, hvordan man tager lidt hensyn.

Jeg tænker - fortæl det direkte til hende - uden omsvøb - og lad så være med at ævle alt for meget videre i det. Hun skal såmænd så nok selv signalere, om I skal tale mere om det. Måske kommer hun til at skulle have lidt tid til at sluge den...

[Guest]

Det kommer an på hvordan I normalt kommunikerer.. En af mine nærmeste veninder havde forsøgt i 3 år uden held (og i processen fået fjernet begge æggeledere og havde et frugtesløst reagensglasforsøg bag sig.. :unsure), og hun fik en laaaaaaaang SMS, for sådan er vi.. Jeg vidste hun gerne ville have mulighed for at reagere i fred, og vi er mere SMS-mennesker end brev-mennesker. ;) Hun var den første der fik det at vide (jeg var kun 5 uger henne), jeg ville have hun skulle have tid til at sluge den, inden hun blev konfronteret med det fra andre...

PS. At jeg fik en besked tilbage om at deres andet reagensglasforsøg var lykkedes, og hun havde termin tre dage før mig, er en anden sag! :loveshower Hum fødte to dage før mig.. :biglove

[TiaK]

Ved hun I har været i gang med at forsøge?

Er i på et tidspunkt i livet hvor det er OPLAGT at der snart vil komme en graviditet?

 

Måske hun ikke bliver så overrasket og allerede har forberedt sig på at hun måske ikke bliver den første af jer to til at blive gravid?

[bare mig]

Hun ved ikke at vi prøvede. Men vi er et sted i livet hvor det er meget naturligt.

da en anden af hendes veninder blev gravid blev hun helt enormt ked af det og synes det var rigtig svært. Hun græd ud hos mig. Derfor er jeg bekymret nu... men jeg må gøre som i siger og sige det direkte og så trøste hende det bedste jeg kan

[CM23]

Er det en tæt veninde? For i så fald kunne du sige "Ja nu ved jeg godt at du kommer til at hade mig lidt, men du skal være tante"
Ikke at hun vil hade dig, men så har du lagt op til at hun godt må synes det er noget møg lort fordi hun er misundelig.. :-)

[Minlillekrudtmås]

Ej det havde jeg slet ikke set. Men kan det ikke nå at ændre sig, hvis der er et år endnu til stinne skal vælge liste?

Nu er det snart 10 år siden vi startede med at prøve at blive gravide, og det er endnu ikke lykkedes,, og kommer aldrig til at lykkes.

Og det irriterrer mig grænseløst, at jeg altid er den sidste der får at vide når folk er gravide. Og når jeg så får det at vide, så er det ofte med den vildeste medlidenhed i folks øjne.

Måske jeg er dybt mærkelig, men jeg glædes altså ved andre folks graviditeter - men det irriterrermig når folk ikke tør sige det til mig.

[Lovely Lady]

Nu er det snart 10 år siden vi prøvede at blive gravide, og det er endnu ikke lykkedes,, og kommer aldrig til at lykkes.

Og det irriterrer mig grænseløst, at jeg altid er den sidste der får at vide når folk er gravide. Og når jeg så får det at vide, så er det ofte med den vildeste medlidenhed i folks øjne.

Måske jeg er dybt mærkelig, men jeg glædes altså ved andre folks graviditeter - men det irriterrermig når folk ikke tør sige det til mig.

Deraf det med den direkte besked - og så vejre stemningen...:-)

[Guest]

Jeg har en veninde, hvis største ønske var at få en pige, hun havde børn i forvejen, men det var et brændende ønske. Så da jeg fandt ud af, at vi ventede vores datter, der sendte jeg en sms til hende. Vi skulle ses senere på dagen, hvor jeg sagtens kunne have fortalt hende det. Hun var en af de første der fik det at vide. Både graviditet og køn.

Jeg vidste dog hvor højt et ønske det var, og synes hun skulle have tid til at sunde sig. Hun var glad på vores vegne, men ked på egne og det synes jeg jeg tog bedst hensyn til ved lige at give hende besked.

Hun har senere sagt, at hun var glad for hun lige fik nyheden på den måde så hun lige kunne reagere som hun havde lyst til og så kunne hun være glad på mine/vores vegne da hun så os.

 

Jeg ved godt det ikke er helt det samme som, at være barnløs, men det var stadig et brændende ønske hos hende og jeg tror derfor reaktionen også kan være lidt ens.

De har så efterfølgende fået en datter.

[Mama Lou]

Som flere andre har sagt, så start evt. Med at sende hende en SMS, så hun kan sunde sig :) Hvis der kommer en skrap reaktion fra hende, så håber jeg, at du formår at forstå, at det ikke betyder, at hun ikke er glad på JERES vegne, men at hun er ked på egne vegne og jaloux/misundelig på den måde verden er skruet samme på, hvor Eks. Børn nemt kommer til nogle mens andre skal igennem lange og hårde forløb, før de står det største i verden, deres barn.

Jeg har været veninden, som reagerede træls og slet ikke konstruktivt, da min bedste veninde sendte en SMS om, at hun var gravid! De havde droppet præventionen, men var ikke rigtig gået i gang- men den var der i første hug, efter en eneste omgang sex. Jeg var rigtig tarvelig, ked af det og frustreret over hvor nemt det kom til dem, da vi havde et langt forløb, mange skuffelser og en hård graviditet med mange bekymringer for at miste pga. Truende abort og senere truende for tidlig fødsel. Desværre forstod min veninde ikke min frustration og det gav anledning til frustration der gik begge veje og nogle samtaler hvor der blev skudt med skrapt fra begge lejre!

Det har ændret vores venskab betydeligt, det er nogenlunde igen nu, men det er ændret i vores fortrolighed og nærvær. Jeg kan savne hende, hvilket hun også har tilkendegivet også går den anden vej, men vi kan ikke ændre på hvad der blev sagt. Og følelser kan vi heller ikke ændre. Men jeg tror, at vi kommer ud af det, begge som mødre i dag, og helt andre prioriteter i livet og et venskab som er ændret, men baseret på den måde vores liv er lige nu og her :)