Giver snart op

[Diamanten]

Vi er begge unge, vil gerne, er gift og alting- men det vil bare ikke lykkes.

Jeg begynder at tænke, at det måske ikke er meningen, når nu det er så svært...

 

Vi har prøvet i over halvandet år nu. Har tjek på cyklus. Er begge sunde og normalvægtige. Spiser normalt. Træner.

Han er blevet testet hos en specialist- der er ikke noget i vejen med ham.

 

Jeg har fået taget de der tests hos lægen- heller ikke noget der. Bortset fra, at flere herinde skriver, at det ikke betyder noget- og at jeg stadigvæk godt

kan have PCO/andet.

 

Skal tale med lægen igen snart, og ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til det.

Ved ærlig talt ikke, om jeg kan tage flere skuffelser.

 

Overvejer lidt at sige til manden, at vi skal lade være med at prøve, og så må det bare ske, hvis det sker... men ved, at han nok bliver ret ked af det, hvis jeg siger det.

Hvad synes I, jeg skal gøre?

 

Det er så skuffende, at være i den her situation.

Det burde ikke være så svært.

[MamatilJ&M]

Hvis det var mig der havde et brændende ønske om et barn, og det ikke vil lykkes af sig selv, så ville jeg komme i behandling. Der er bare nogle der ikke kan selv, selvom begge er testet normal.

:kram

[Glossi]

Ikke give op! Der findes så mange muligheder for at få hjælp, og hvem ved, lige pludselig sker det måske bare!  :kram2  Det skal nok ske for jer; giv det tid og ro og tænk positivt.

[Girl Next Door]

Jeg synes det er dumt at give op. V kæmper på 5. år på at blivr forældre, og er langt fra at give op! Vi har erkendt hvert skridt vi har taget. Nogle ting har lige skulle bundfælde sig, men vi har hele tiden været opsat på at sådan gør vi nu. Næste gang hedder det IVF for os (reagensglas) og den skulle lige synkes, men allerede samme dag, så var det bare sådan planen er. Vi bliver ved med at kæmpe indtil alle læger siger at nu er det slut. Det er en hård og uretfærdig kamp, der kræver meget styrke, en del tårer, en hulens masse bandeord, og flere grænser skal overskrides. Men vi gør det hele med et smil, for vi ved at resultatet er det hele værd når vi engang når i mål :biglove

[Guest]

jeg synes også det ville være synd at give op allerede. Ja jeg skrev allerede. 1½ år virker på jer som længe, fordi i har så stort et ønske, men set i et større perspektiv, så er det egentlig ikke længe i behandlingssystemet. Det kan du jo ikke bruge til en skid, for lige nu har du det svært. Men altså jeg tror, hvis jeg var dig, at jeg ville tage en snak med den bedre halvdel, og sige, at du synes det er meget svært lige nu, og i evt. skal sætte en tidsramme på, hvor længe i vil kæmpe inden i eks. tager en ny snak om, hvad i vil, om i vil fortsætte, eller om i vil droppe at blive forældre, eller om i vil blive forældre på en anden måde...

 

Så vil jeg jo som repræsentant for adoptionsverdenen herinde, forslå netop denne tidsramme, hvor i jo også kan snakke, undersøge, tænke over om der kunne være andre måder at blive forældre på end ved at føde dem selv. Adoption kunne jo også være en mulighed. Det er også en længere process, men under godkendelsesforløbet kan man faktisk satse på flere heste, og være i behandlingsforløbet helt frem til og med fase 3. 

 

Skulle du have lyst til at vide mere om adoption, og evt. læse mere om det, så er der jo forumsdelen herinde, men min tråd om vores vej til et barn, der hedder livet på en venteliste. Der kan du finde information om dette.

 

En anden måde at blive forældre på kunne også være via at blive plejeforældre.

 

At opgive synes jeg ville være synd, men det er jo op til jer - dig, og de kræver at du mærker efter inderst inde i hjertet, om du vil kunne leve med det valg senere i livet.

[Diamanten]

Tak for det alle sammen.

Ja, ved godt, at 1 1/2 år ikke er meget set i det større perspektiv, men det er bare hulens lang tid, at tænke og fokusere på, at man ikke kan gøre det vigtigste der findes-

at skabe et barn- især når man nu gerne vil. Jeg føler mig mere og mere forkert- især hvis vi finder ud af, at vi skal ty til alle mulige redskaber, som ikke er naturlige. Men det er nok bare en proces. Synes bare det er hårdt, når det ser ud til, at det måske er mig, der er noget 'galt' med.

 

Vi må se på det, når jeg har været til lægen.

[Girl Next Door]

Behandling virker skræmmende og mærkeligt inden man træder ind i den verden, men når man er her, så er det ikke så slemt :) Der er grænser der skal overskrides og ting der skal overvindes, men man 'vænner' sig til det. Jeg kan først starte op på medicin på CD21 i næste cyklus, og for mig er det meget snart. Ting tager tid, og der er rigtig meget venten i det her, men det føles ikke så slemt når man står midt i orkanens øje.

Få en henvisning til jer begge, så i kan komme videre. I har prøvet længe nok til at blive henvist til fertilitetsbehandling. Der er ingen der siger i skal starte med det samme. Man kan jo 'bare' tage samtalen med gyn/sygehuset, evt blive undersøgt, og derefter lave en slagplan for hvad der skal ske.

[Diamanten]

Tak alle sammen- dejligt med søde ord.

Jeg havde nok bare lige en 'nedtur'.

 

Ifølge lægen, ser der ikke ud til at være noget galt med nogen af os... så nu har vi fået en henvisning til fertilitetsbehandling.

Vi vil jo gerne, og ved, at det kan tage lang tid! Så nu har vi besluttet os for at køre hardcore efter jul- med udredning, tests, behandling og hele futtemøjet- også total all-in på kost og motion... ALT vi overhovedet kan gøre.

 

Eneste udfordring er nok, for mig at se, at holde PB hemmeligt, når vi ikke engang kan drikke alkohol og næsten ikke må spise sukker... virker ret mistænksomt...

Nogen der har nogen erfaringer med det?

 

Vi gider nemlig ikke, at nogen ved noget...

[Solvej80]

Erfaringer med det ja...

Er fire meter mester i at skulle køre hjem fra alt, dvs ingen alkohol, man kan også være på pencilin, eller prøve en ny detox kur fra et eller andet dameblad, skubbe sukkerholdig og hvede mad rundt på tallerkenen og lade som om den er halv spist når den er skåret i mindre stykker. Hjemme laver jeg også frugt til og når jeg tager det med det andet opdager de intet. Det er en kamp at sige nej. I dag strirede jeg på en kage en halv time mens jeg sagde i mit hoved, baby eller kage, baby eller kage. Hader projekt baby i december. Blir meget hurtigt hele min dagligdag der inddrages på en eller anden måde. Især når kantinen ikke er med på den og jeg æder salat med æg for 10 dag i streg til frokost.

[Diamanten]

Erfaringer med det ja...

Er fire meter mester i at skulle køre hjem fra alt, dvs ingen alkohol, man kan også være på pencilin, eller prøve en ny detox kur fra et eller andet dameblad, skubbe sukkerholdig og hvede mad rundt på tallerkenen og lade som om den er halv spist når den er skåret i mindre stykker. Hjemme laver jeg også frugt til og når jeg tager det med det andet opdager de intet. Det er en kamp at sige nej. I dag strirede jeg på en kage en halv time mens jeg sagde i mit hoved, baby eller kage, baby eller kage. Hader projekt baby i december. Blir meget hurtigt hele min dagligdag der inddrages på en eller anden måde. Især når kantinen ikke er med på den og jeg æder salat med æg for 10 dag i streg til frokost.

 

Hahaha- jeg havde tænkt på både pencillin, og at sige at jeg var på en eller anden hardcore kur, hvor man ikke må få sukker og alkohol... Jeg er bare ikke den bedste løgner, så den med pencillin ville nok være for svær.

 

Til gengæld skal jeg på hardcore kur, så det ville strengt taget ikke være en løgn.

Tak for tips dog-

 

Ærgerligt mht. din december!!! Vi starter først hardcore kuren op i januar, så kan da lige nyde julen på normal vis inden.

 

:)

[Robinson]

Vil lige ønske jer held og lykke med behandling når i når så langt :) Og dejligt for jer at i sammen har taget beslutningen... Det er jo svært at sige hvor lang tid det kommer til at tage.. nogle har gevinst i første omgang andre kæmper lææææænge...

Vi havde selv gevinst i 1. forsøg ved ICSI (mikroinsemination, reagensglas men hvor de manuelt befrugter hvert æg med en sædcelle)... den mistede vi desværre, højest sandsynligt fordi der var en form for kromosom fejl hos barnet..

3. forsøg lykkedes dog helt fantastisk ... har nu 2 mdr til termin!... :)

Nå det jeg ville sige ... vi valgte at have helt åbne "Kort" omkring behandling... vores forældre spurgte af og til og vi tænkte på at få børn osv.. vi havde selv prøvet i 2 år og havde aldrig brugt beskyttelse i de 3 år vi havde været sammen da vi startede i behandling.. så i stedet for dårlige undskyldninger så fortalte vi det til familien og de nærmeste venner!.. Det gjorde alt ting så meget lettere! Og i sær da vi mistede, det kunne jeg ikke have overskuet uden at kunne tale med folk om det...

Der ud over så "Levede" jeg altså mit liv med fest, mad osv som før... altså nu er det begrænset til 2 fester i alt hvor jeg drak i løbet af et år... og de lå begge i en pause cyklus!... :) jeg spiste som jeg plejede.. tillod mig selv kage af og til som jeg plejer... trænede det jeg kunne holde til (grundet hormoner).. og vi havde et fint og rimelig kort forløb alligevel... :)

Det jeg tænker er.... nu sidder jeg her som gravid! og føler efterhånden at jeg har været gravid siden vi gik i gang med behandling, fordi vi skulle tage hensyn til div. ting... så hvor er jeg glad for at jeg engang i mellem (når vi var ude osv) tillod mig at leve livet bare lidt :)

Det er jo ikke til at vide hvor lang tid der går.. og tiden kan blive meget laaaang :)

[Diamanten]

Vil lige ønske jer held og lykke med behandling når i når så langt :) Og dejligt for jer at i sammen har taget beslutningen... Det er jo svært at sige hvor lang tid det kommer til at tage.. nogle har gevinst i første omgang andre kæmper lææææænge...

Vi havde selv gevinst i 1. forsøg ved ICSI (mikroinsemination, reagensglas men hvor de manuelt befrugter hvert æg med en sædcelle)... den mistede vi desværre, højest sandsynligt fordi der var en form for kromosom fejl hos barnet..

3. forsøg lykkedes dog helt fantastisk ... har nu 2 mdr til termin!... :)

Nå det jeg ville sige ... vi valgte at have helt åbne "Kort" omkring behandling... vores forældre spurgte af og til og vi tænkte på at få børn osv.. vi havde selv prøvet i 2 år og havde aldrig brugt beskyttelse i de 3 år vi havde været sammen da vi startede i behandling.. så i stedet for dårlige undskyldninger så fortalte vi det til familien og de nærmeste venner!.. Det gjorde alt ting så meget lettere! Og i sær da vi mistede, det kunne jeg ikke have overskuet uden at kunne tale med folk om det...

Der ud over så "Levede" jeg altså mit liv med fest, mad osv som før... altså nu er det begrænset til 2 fester i alt hvor jeg drak i løbet af et år... og de lå begge i en pause cyklus!... :) jeg spiste som jeg plejede.. tillod mig selv kage af og til som jeg plejer... trænede det jeg kunne holde til (grundet hormoner).. og vi havde et fint og rimelig kort forløb alligevel... :)

Det jeg tænker er.... nu sidder jeg her som gravid! og føler efterhånden at jeg har været gravid siden vi gik i gang med behandling, fordi vi skulle tage hensyn til div. ting... så hvor er jeg glad for at jeg engang i mellem (når vi var ude osv) tillod mig at leve livet bare lidt :)

Det er jo ikke til at vide hvor lang tid der går.. og tiden kan blive meget laaaang :)

 

 

Ja, ved godt, at det kan lade sig gøre uden livstilsændringer i princippet. Sagen er bare den, at vi har prøvet læææænge nu, hvor vi har gjort som vi plejer, og det har ikke givet resultater.

Hvis der er bare en lille chance for, at det kan hjælpe med diverse kostændringer, tilskud etc., gør vi det gerne!

 

:)

[Solvej80]

Ja, her får jeg slet ikke brugbare æg uden total livsstils ændringer og så piller, men i sidste ende er det værd. Og ja engang imellem et lille skridt ved siden af hvis vi skal noget meget specielt som er det værd. Ville være nemt hvis man bare virkede helt som naturen havde tænkt det. Held og lykke diamant:-)

[ki schou]

Ikke give op - herinde på Babyklar findes mange dejlige beviser for at det nok skal lykkes selvom vejen er lang og svær.

 

Mange kram til jer :)

[Diamanten]

Tak... nu må vi se, om behandlinger bringer pote, når vi går igang snart :)

[Robinson]

Ja, ved godt, at det kan lade sig gøre uden livstilsændringer i princippet. Sagen er bare den, at vi har prøvet læææænge nu, hvor vi har gjort som vi plejer, og det har ikke givet resultater.

Hvis der er bare en lille chance for, at det kan hjælpe med diverse kostændringer, tilskud etc., gør vi det gerne!

 

:)

Det var heller ikke ment som om at du bare skulle skyde en hvid pil efter livsstils ændringer ;) Det er fint at gøre hvad man kan... uden tvivl! Har jo selv ændret en del siden vi startede i behandling... :)

Det jeg mente var sådan set bare... husk at du også stadig "skal leve"... det lød som om du syntes det kunne blive svært at holde hemmeligt fordi du skulle leve som en gravid... :)

Og så ville jeg bare sige at alt efter "hvor vi var i behandling" så levede jeg som jeg plejede når vi var blandt andre... selvfølgelig ikke når behandlingen var på sit højeste og æg udtagning osv lå inden for en overskuelig fremtid...

Min erfaring sagde mig også hurtigt at det blev surt at vente når man hele tiden tænkte på det... :)

[Haarup]

Et lille håb når alt er sort.

Vi skulle i behandling i 2011, alle undersøgelser var lavet jeg fejlede ikke noget, kun en lille smule overvægtig, og manden havde nedsat sædkvalitet, men ikke væsenligt.

Da vi ligesom fik ro på, og havde fået en dato, så fokuserede vi ikke mere på det, som vi havde gjordt det forgående 1 1/2 år.

Og den 1/1-11 stod jeg med en positiv test, med en øko baby på vej.

[Diamanten]

Et lille håb når alt er sort.

Vi skulle i behandling i 2011, alle undersøgelser var lavet jeg fejlede ikke noget, kun en lille smule overvægtig, og manden havde nedsat sædkvalitet, men ikke væsenligt.

Da vi ligesom fik ro på, og havde fået en dato, så fokuserede vi ikke mere på det, som vi havde gjordt det forgående 1 1/2 år.

Og den 1/1-11 stod jeg med en positiv test, med en øko baby på vej.

 

Nej hvor dejligt for Jer! :)

Det ville være den bedste julegave nogensinde, hvis det skete for os.

Tvivler dog på det  -_-

 

Håber bare, at det ikke tager lige så længe endnu, som det har taget indtil videre!

[Maj83]

Jeg tror vi har det lidt ligesom jer. Det kunne være fantastisk med en tidlig julegave, men man tror ikke rigtig på det. Det positive er jo så at man da nu er henvist til behandling, så må vi bare satse på at det går stærkt.

[Diamanten]

Jeg tror vi har det lidt ligesom jer. Det kunne være fantastisk med en tidlig julegave, men man tror ikke rigtig på det. Det positive er jo så at man da nu er henvist til behandling, så må vi bare satse på at det går stærkt.

 

Præcis! Nej, man tror ikke rigtig på det, når man er blevet skuffet så mange gange, men ja: det ville være fantastisk, hvis det skete!

Nu har vi heller ikke rigtig prøvet i denne cyklus, altså aktivt, så oddsene er ikke specielt gode.

 

Til januar skal vi til det første møde med klinikken, og så må vi jo bare tage den derfra.

Fingers crossed for os begge!