MK27

Gravid og i panik

11 posts in this topic

Jeg fandt i mandags ud af, at jeg er gravid. Det var ikke planlagt. Jeg tror jeg er omkring seks uger henne. Min kæreste og jeg har været sammen i syv år og jeg er lige blevet 27 år. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han er manden i mit liv. Vi har rejst meget i hele verden, været på højskole, rejst hver for sig, boet sammen, hver for sig og nu sammen igen. Altså, selvom vi har været sammen længe - så har vi oplevet meget og været som alle andre unge, bare sammen. 
Vi har talt om at få børn i et par år nu. Vi har glædet os og været spændte ved tanken. Han har altid været lidt mere begejstret end mig, men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg vil have børn. 

For tre måneder siden startede jeg i et nyt job, som er spændende men meget omfattende og hårdt. Derfor sagde jeg til min kæreste, at jeg ikke var klar til børn og det respekterede han 100%. 

Derfor var det virkelig en overraskelse, da jeg i mandags opdagede at jeg var gravid. Jeg gik fuldstændig i panik. Jeg fortalte det til min kæreste, som blev glad, men også chokeret over at se min reaktion. Jeg brød fuldstændig sammen. Var totalt i panik. I dag er det torsdag og det er fire dage siden nu. Jeg har grædt så meget de sidste dage, og jeg har overvejet frem og tilbage om jeg skulle beholde barnet. Min kæreste sagde at han ville stå bag mig uanset hvad jeg besluttede. Alt min rationalitet sagde mig, at man sgu da ikke får en abort når man er 27 og har haft en kæreste i syv år. Men jeg kunne alligevel ikke slappe af i beslutningen. I går var jeg sammen med en veninde, som også er gravid. Vi talte det hele igennem tusind gange, og jeg kom frem til at jeg ikke kunne abortere det. Da jeg fortalte det til min kæreste blev han lykkelig, og jeg følte mig også lykkeligere. Vi havde en god aften og grinede meget, og græd og krammede. Men her til morges, da jeg vågnede og skulle på job, så gik jeg i panik igen. Det er så underligt, fordi det jo er noget jeg gerne vil. Bare ikke nu. 

Jeg tænker og føler hele tiden at mit liv stopper. Jeg kan ikke rejse længere, være spontan, tage på festivaller og jeg kan ikke tage i byen med mine veninder det næste år. Jeg får det træls når jeg tænker på alle festerne, julefrokosterne og alt det, som jeg snart går glip af. Hvor jeg skal sidde og lade som om jeg drikker, fordi ingen må vide det endnu. Jeg kan ikke længere spille fodbold og gå til boksning, som jeg elsker. Og jeg føler også at det er helt vildt tidligt at blive gravid når man er 27! Jeg føler, man jo ikke ville miste noget ved at vente i 2-3 år. Hvad er fordelen? 

Og når jeg så tager mig selv i at tænke disse tanker, så føler jeg mig ekstremt umoden og endnu mindre parat. Fordi hvem fanden tænker sådan, når man venter et barn? 

Jeg er helt forvirret, panisk og rundt på gulvet og jeg kan ikke sove eller spise. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Ville give alt for ikke at føle sådan. Ville ønske jeg var glad og lykkelig, som det ligner, at alle andre gravide er. Og hvorfor føles det som om mit liv stopper? 

Håber at høre fra nogen! Tak for tiden. 

Share this post


Link to post
Share on other sites

Altså nu skal det ikke være nogen hemmelighed at baby her var planlagt og ønsket (jeg er 26, med termin om 2,5 uger) - men jeg oplevede altså alligevel lidt panik - det er jo livsændrende! Når det så er sagt, så vælger man jo selv hvor meget man vil lade det begrænse sig! Jeg kender flere som stadig rejser en del med børn, så for liv stopper jo ikke! Det tager bare en lidt ny retning - et nyt spændende eventyr!

Jeg personligt ville være bange for at få det fjernet, for tænk hvis jeg fil svært ved at blive gravid i fremtiden? Og hvis du er sikker på manden og på at du gerne vil have børn. Men det er dit (og din kærestes) valg, og ingen Kan sige hvad der er rigtigt for jer!

Tror dog aldrig tiden er helt rigtig :) som alt andet i livet, vælger man jo noget fra, hver gang man vælger til.

Håber du finder ro i det snart! Held og lykke

Knus herfra :)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kære MK. Det kunne have været mig, der skrev dit indlæg - der er så meget, jeg genkender. Jeg er ikke gravid endnu, men arbejder på sagen. Har været i tvivl flere gange. Jeg og min mand har i et par år haft det sådan, at hvis det sker, byder vi det velkommen, og hvis ikke er vi glade alligevel.

 

For et halvt års tid siden sagde jeg så til ham, at jeg ikke var klar, bl.a. fordi jeg var bange for at miste min ungdom, så at sige - ikke kunne tage til fester, ud at rejse osv. Siden har jeg tænkt meget på det, og er så kommet frem til, at jeg ikke mister min ungdom - jeg kan tage til fest alene, mens han passer baby, eller svigermor/søster/babysitter kan passe, mens vi tager afsted sammen. Og så kan man jo ha' baby på ryggen, hvis man skal hike i Californien eller lignende ;)

Jeg har også været bange for, hvad det vil gøre for mine chancer for at få arbejde, endsige starte et projekt selv, som jeg gerne vil, men jeg har vendt og drejet det, og uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke se, at et barn skulle hindre det, medmindre jeg selv hjælper til.

 

Jeg tror til gengæld, du har ret i, at ens liv stopper, når man får barn - stopper helt op, som en timeout, og så fortsætter ned ad en helt ny vej, som vil være fantastisk og frustrerende, ukendt og vidunderlig, svær og sjov. Det er skræmmende for mig, men også utroligt spændende!

 

Jeg har også de der dobbelttanker - bekymring og overtænkning og bebrejdelser/tvivl, for så at vende på en tallerken og kritisere de selv samme tanker.

Når jeg får det sådan, plejer det at hjælpe at lukke øjnene, trække vejret dybt ned i maven og fokusere på mig og kun mig. Så får jeg (som regel) klarhed til at se, hvad der sker, uden at blive forstyrret af alting udenfor. Ellers går jeg en tur eller tager opvasken, det kan også hjælpe, synes jeg.

 

Jeg håber, det her kan hjælpe dig lidt - og gi' så dig selv en stor krammer (det lyder som om du trænger til det!)

 

post-2-0-37406000-1382703649_thumb.jpg

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej MK27

Forstår godt din frustration og kan følge dig på mange af punkterne. 

Tilgengæld har jeg valgt at vende situationen til noget positivt. 

Jeg rejser selv rigtig meget og har ikke tænkte mig at stoppe med det bare fordi der kommer en baby til verden. Selvfølgelig er der visse ting der ændre sig - alt andet ville være mærkeligt. Som LouiseF også skriver så vælger man jo selv sine begrænsninger. Kender par der rejser hele tiden med deres børn og stort set lever som de gjorde før, men kender også par der er total modsat. Jeg har i samråd med min kæreste besluttet at vi ikke vil lade os begrænse af at få et barn - hvertfald ikke ift vores rejse-iver ;)

Håber du finder en afklaring i hjertet (For ja det er hjertet du skal tænke med i denne her situation - fornuften vil altid sige at det er et dårligt tidspunkt at der kommer et barn) 

Knus og held og lykke <3

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

er meget enig med ovenstående. Børn er hvad man gør det til (der er selvfølgelig nogle der har et hårdere forløb end andre!) Meget af det handler om at planlægge anderledes. Man behøver ikke at gå glip af sin frihed, rejser, ture i byen med veninderne mm. Dette kan man sagtens stadig, men det handler om at man har indstillingen og villigheden til at få det til at fungere, og ikke er bange for at man nogle gange kommer til at stå i en øv situation med en skrigende baby ;) Jeg har ikke på noget tidspunkt ladet mig begrænse på den konto. Når det så er sagt, så vil der være dage og tidspunkter hvor man går på kompromis. Fx. hvis man har et sygt barn, barnet har en dårlig dag eller andet. Og det kan jo altså godt ske når man lige har planlagt noget andet. Men tro mig, det eneste man har lyst til i de situationer er også at blive derhjemme og tage sig af sit barn. Det kommer helt naturligt. 

Der er så mange fantastiske glæder ved at få et barn, og alle ens prioriteter bliver langsomt ændret, også selvom man ikke kan foretille sig det inden. Pludselig vil man gerne tage på legeplads i stedet for i byen, man rejser, men sørger for det kan fungerer med den lille mm. Prioriteterne ændrer sig fordi der ligepludselig er noget vigtigere der sætter det hele i perspektiv. 

Så lad vær at være nervøs ved alt det du syntes du mister...det løser sig! Man finder muligheder og finder sin rolle som mor, og tro mig vi er mange forskellige slags mødre derude, med mange forskellige prioriteter. 

 

Jeg har selv været med mine forældre overalt, de har begge haft lederjobs på 40+ timer i ugen siden vi va helt små. Jeg har også min datter med overalt. Man finder ud af det, og det behøver slet ikke at være så omvæltende som man får det fortalt ;)

 

Held og lykke med beslutningen  :kram

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

jeg var 31 da jeg blev gravid, og jeg var vildt skræmt men nogen af de samme tanker som du.

 

ja livet ændre sig og det kommer på standby i en periode, men man kan få meget til at fungere hvis man vil.

 

f.eks. går min mand og jeg på date sammen i weekenden til brunch eller frokost. mødes med venner til det samme, det er bare nemmere med børn, alt det om aften kan være træls.

 

ja man kan ikke drikke sig i hegnet (jeg har fortrudt det bitterligt dagen efter, en baby er altid mega frisk dagen efter ;) ) 

 

men jeg lover dig at der vil kommer mange vidunderlige stunder, men jo jeg har da også tidspunkter hvor jeg drømmende tænker tilbage på tiden inden baby.

 

kunne jeg gøre noget om var det at have fået barn tidligere, da jeg var omkring 28, men det var bare ikke optimalt der.

 

hvis du har et job og et rimeligt sted at bo, så ville jeg kraftigt overveje at beholde det.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg erklærer mig ledeledes enig i ovenstående tråde.

Jeg vil blot tilføje, at barnet en dag er lidt større, og så bliver det pludseligt nemere at dyrke egen hobby igen.

Ikke mindst stopper livet jo ikke fordi man runder 40. Der er jo en lang tid hvor børnene er halvvoksne eller flyttede hjemmefra, hvor økonomiene r bedre, og man kan finde friheden til forskellige projekter igen. Fx en jordomsejling, at starte sin egen restaurant eller butik, skrive den bog der nu har været undervejs osv.

Jeg skal være ærlig og sige, at selv om jeg i mine teenageår var til mange fester, så forstår jeg ikke argumentet om drukture og fester.

Efter min bedste overbevisning er det sociale liv man gerne vil have ikke bundet op af tidspunktet lørdag nat mellem midnat og 05 om morgenen.

En cafe og shoppingtur en tirsdag med et par veninder er for mig mindst lige så sjov. Og det kan man heldigvis ret nemt med en baby.

At dele en flaske rødvin med manden fredag aften og spise en god middag er også muligt med en baby. At løbe en tur er nemt med en baby. Den skal bare i babyjoggeren eller passes af far. Men 2 timer i fitnesscenteret hver dag er måske urealistisk.

Så køb en kæmpe bold og nogle dvd'er og en træningshulahopring dims og holdlidt ved lige hjemme. Eller gå en rask tur med barnevognen ;-)

Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Men hvis du er 27, gætter jeg på, der i din omgangskreds også sidder et par andre sammentømrede par, der er ved at nå til hus, bryllup og baby inden længe. Så jeg tænker, at den med drukture og fester måske vil dø ud i venneflokken i løbet af et år eller tre alligevel... Det gjorde den i hvert fald i min i løbet af et år. Men vi har bestemt aftalt at genoplive festerne om et par år igen.

Men vi holder sleepovers, hvor vi laver noget lækkert mad, prøver drinks opskrifter af i blenderen, knapper en kølig hvidvin op, får os nogle gigantiske grin og nyder friheden mens far holder skansen hjemme. Intet afsavn der. I sommers var vi til koncert og lånte en lejlighed i århus.

Der blev jeg sendt afsted af min mand dagen før en uge i sommerhus.

Han fik En lang pakkeliste, jeg havde pakket tøjet og diverse madvarer, han fik et kæmpekys, satte mig på toget og så hentede de mig dagen efter med fuld oppakning og alt til ferien parat. Så fedt! Jeg synes da bestemt heller ikke jeg led afsavn der.

Angående ferier. Der er utallige spændende rejsemål og ferieformer. Backpack livet egner sig måske ikke rigtigt til de fleste helt små børn, hvis det foregår meget primitivt med telt og trangia i fattige områder med malaria eller urolige områder såsom Rio eller Egypten.

Men så findes der heldigvis mange alternativer. Bilferie, camping, diverse flyrejser. Storbyferier, aktive ferier fx kan man godt tage på cykelferie med ret små børn og en fjeldvandring kan godt lade sig gøre med et 7 års barn. Europa er glimrende til børn. En tur rundt til forskellige destinationer i Italien, eller en campertur gennem USA eller australien er da vældigt speciel og kan være en stor oplevelse for rejseiveren. Det afgørende er tempoet og evnen til at være lidt struktureret med barnets søvn og måltider.

Minarbejdskollega har sin søn med til halvmarathon og andre mindre løb. Han går i 4. Klasse, og han løber noget af vejen. I den familie løber forældrene, mens børnene cykler med på ruten.

Hovsa. Det blev en lang smøre.

Bottomline: frihed og afsavn er hvad man gør det til. Nogle gange dækker de over frygt for ansvar og at være tvunget til atvære den voksne mere end reelle afsavn.

Hvis det reelt står på valget mellem fester, druk og festivaller frem for oplevelsen af at blive mor og at drage omsorg for ens eget lille barn, så er der ingen tvivl om, hvad der giver størst glæde, intensitet, følelsen af at være i live, visdom og indsigt samt spændende udfordringer. Nemlig baby ;-)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kære alle, tusind tak for jeres dejlige, ærlige og søde svar. Jeg har slugt hvert et ord og tårerne har trillet ned af mine kinder. Sikke nogle god råd - tak for det. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt. Indimellem bliver jeg helt rolig i maven og andre gange går jeg stadig helt i panik. Det handler jo ikke decideret om hverken drukture eller festivaller - men det var blot eksempler der kunne beskrive nogle af de ting som bliver anderledes når man får et barn. Og det gør jeg. Altså for et barn. Det er stadig helt uvirkeligt og jeg forstår det ikke. Men jeg er sikker nu. Og det er i delvist skyld i. Så endnu engang tusind tak fordi i tog jer tiden. Det betyder alt!  

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tillykke med beslutningen! :) Jeg er sikker på, at når først du ser liv til scanning og maven begynder at vokse - så forsvinder panikken lige så stille og roligt ;)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sjovt nok var det faktisk til sidst jeg var tættest på panik :lol Lige pludselig gik det op for mig at nu var der bare ingen vej tilbage, og at dette altså ikke var noget jeg nogensinde kunne fortryde. Det var sgu "for life" :lol

 

(Bliver altid bange for om jeg fortryder de der store beslutninger i livet. Inden jeg blev gift overvejede jeg meget hvad jeg dog skulle gøre hvis jeg fortrød :lol)

haha nå okay, der kan man bare se :D :D Der var det jo så lige omvendt hos mig. Jeg tror netop, at det var fordi der ingen vej var tilbage at jeg droppede at panikke :P

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sjovt nok var det faktisk til sidst jeg var tættest på panik :lol Lige pludselig gik det op for mig at nu var der bare ingen vej tilbage, og at dette altså ikke var noget jeg nogensinde kunne fortryde. Det var sgu "for life" :lol

 

(Bliver altid bange for om jeg fortryder de der store beslutninger i livet. Inden jeg blev gift overvejede jeg meget hvad jeg dog skulle gøre hvis jeg fortrød :lol)

 

den hopper jeg på, jeg var virkelig i panik omkring mdr. 6 for nu var der sgu ingen vej tilbage, med jeg elskede at ligge og mærke vildbassen i maven om aften og om morgen, men til sidst kunne jeg næsten ikke få luft pga. maven

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now