Nitzen1987

Planlagt kejsersnit - hvorfor?

48 indlæg i dette emne

Det har flere gange været oppe i medierne, at flere vælger at få foretaget kejsersnit frem for at føde vaginalt. Nogle der ønsker at føde vaginalt ender pga. komplikationer under fødslen med at føde ved akut kejsersnit, hvor der jo ikke er så meget andet at stille op. Jeg har flere gange tænk på, hvorfor folk får planlagt kejsersnit? Jeg blev fx selv født ved planlagt kejsersnit, fordi jeg vendte forkert og vendingsforsøgene var mislykkedes, men der kan jo være mange andre grunde til at få et planlagt kejsersnit. Jeg ved også at nogle bliver anbefalet et planlagt kejsersnit fremfor at føde vaginalt. Hvorfor fødte du/skal du føde ved planlagt kejsersnit? Jeg stiller udelukkende spørgsmålet af nysgerrighed :balloons

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Vores den første er født den naturlige vej.

Barn nummer 2 var Pk, grunden var hendes medfødte diagnose med væske i hovedet.

Hun kunne dø hvis hun skulle presses ud.

Hun vendte forresten forkert

Barn nummer 3 vendte forkert, men fordi vi skulle have hende ud sikkert uden risiko for noget.

Men pga mit ar fra sidste gang ikke var helet helt endnu :)

Jeg vi til enhver tid føde " normalt" hvis jeg havde haft valget.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det har flere gange været oppe i medierne, at flere vælger at få foretaget kejsersnit frem for at føde vaginalt. Nogle der ønsker at føde vaginalt ender pga. komplikationer under fødslen med at føde ved akut kejsersnit, hvor der jo ikke er så meget andet at stille op. Jeg har flere gange tænk på, hvorfor folk får planlagt kejsersnit? Jeg blev fx selv født ved planlagt kejsersnit, fordi jeg vendte forkert og vendingsforsøgene var mislykkedes, men der kan jo være mange andre grunde til at få et planlagt kejsersnit. Jeg ved også at nogle bliver anbefalet et planlagt kejsersnit fremfor at føde vaginalt. Hvorfor fødte du/skal du føde ved planlagt kejsersnit? Jeg stiller udelukkende spørgsmålet af nysgerrighed :balloons

Kan ikke svare på dit spørgsmål for jeg har født 4 børn vaginalt, men har bare lyst til at spørge om du spørger fordi du selv overvejer om du skal ha PKS ved næste barn? (Hvis jeg må være så fræk at tolke andet end nysgerrighed ind som du skriver ;) )

Og hvis jeg må stille et tillægsspørgsmål til dem som har prøvet det, hvor ondt gør et kejsersnit efterfølgende sammenlignet med hvor ondt en vaginal fødsel gør? Og ved godt det måske ikke er lige sådan til at svare på, fødsler gør jo forskelligt ondt afhængig af mange ting.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Første barn endte i akut kejsersnit 37+0 fordi jeg skulle opereres akut for tarmslyng (sker ofte for dem der har fået gastric bypass/fedmeoperation).

2. Barn var planlagt kejsersnit (blev besluttet omkring uge 35) fordi jeg havde virkelig slem bækkenløsning så jeg knap nok kunne gå, rejse mig fra sofa/seng eller vende mig (feks om natten) uden at græde af smerte.

Derudover var det også pga jeg fik sådan et chok ved nr 1 fordi det havde været så voldsomt at man bare lige pludselig skulle have baby ud og oveni det også opereres, så jeg blev mere og mere nervøs og ked af det jo længere hen i graviditeten jeg kom fordi jeg frygtede at det samme ville ske igen.

Ved nr 2 gik det dog også "galt" fordi de ikke kunne få bedøvelsen til at virke så jeg kunne mærke når de nev mig i maven, så jeg endte i fuld narkose i stedet for..

Jeg havde ellers glædet mig til at prøve at føde vaginalt, men jeg måtte indse at det ikke kom til at ske alligevel og nok aldrig kommer til at ske.

Jeg kan godt blive helt misundelig af at høre om alle andres "normale" fødsler, men jeg fortryder bestemt ikke vores valg. De er begge 2 arrene værd :loveshower

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kan ikke svare på dit spørgsmål for jeg har født 4 børn vaginalt, men har bare lyst til at spørge om du spørger fordi du selv overvejer om du skal ha PKS ved næste barn? (Hvis jeg må være så fræk at tolke andet end nysgerrighed ind som du skriver ;) )

Nej det overvejer jeg bestemt ikke :) jeg synes at jeg havde en god vaginal fødsel som jeg med glæde vil opleve igen :) frygtede at ende med kejsersnit, men det skete heldigvis ikke og håber heller ikke, at det kommer til at ske :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvis man har foranliggende moderkage, bliver man scannet i uge 32-34, og hvis den ikke har rykket sig, skal man føde ved PKS 3 uger før termin, fordi det ville være frygteligt, hvis man gik i naturlig fødsel. (vaginalt er umuligt!)

Min havde rykket sig og jeg kan nu forberede mig på vaginal fødsel. :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Min første fødsel endte med aks, og allerede da jeg lå og blev syet sammen igen, sagde jeg, at hvis der blev en anden gang, skulle det være pks!

Nu snart et år efter har jeg ikke vaklet i den beslutning, og jeg tvivler på, jeg kommer til det.

Jeg har oplevet smerter relateret til vaginal fødsel, da Mads blev hevet nogle cm med sugekop (og presset op igen ved håndkraft), før de måtte opgive, og så smerterne ved ks. De sidstnævnte er en walk in the park i forhold til.

Ingen siger, at de samme komplikationer som sidst vil opstå, men jeg skal ikke risikere noget.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Min første fødsel endte med aks, og allerede da jeg lå og blev syet sammen igen, sagde jeg, at hvis der blev en anden gang, skulle det være pks!

Nu snart et år efter har jeg ikke vaklet i den beslutning, og jeg tvivler på, jeg kommer til det.

Jeg har oplevet smerter relateret til vaginal fødsel, da Mads blev hevet nogle cm med sugekop (og presset op igen ved håndkraft), før de måtte opgive, og så smerterne ved ks. De sidstnævnte er en walk in the park i forhold til.

Ingen siger, at de samme komplikationer som sidst vil opstå, men jeg skal ikke risikere noget.

Nogenlunde samme i historie igen her. Endte dog ikke i aks, men da jeg fik at vide bagefter at de måtte sy 50 dele sammen for neden for at få mig normal igen så stopper jeg vist også her. Pks næste gang regner jeg bestemt med

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg fik Pks fordi William lå forkert. Så det var kun planlagt i 1 døgn.

Jeg var og er meget ked af det, jeg ville så gerne føde normalt og føler virkelig at jeg er gået glip af en stor oplevelse. Jeg vil klart føde selv (hvis muligt) næste gang.

Og nu kan jeg jo ikke sammenligne smerterne fordi jeg kun har prøvet ks, men det var i hvert fald FORFÆRDELIGT - de sagde så også på Roskilde at de ikke havde oplevet nogle have så ondt som jeg havde, men at mine smerter måske var blandet med det enorme tab som jeg følte at ks var.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

1 fødsel, endte i akut kejsersnit. Jeg var 10 cm udvidet og forsøgte, at presse ham ud, men han vendte forkert ( lå skævt og var stjernekigger) så han svuppede hele tiden op igen. Ifølge jordemoderen var det en umulig opgave at få ham ud vaginalt og det endte i aks.

2 fødsel, i starten var jeg slet ikke i tvivl. Jeg skulle føde vaginalt. Jeg blev kaldt ind til den ene samtale efter den anden om jeg nu var sikker på jeg ikke ville have pks - det gjorde mig meget i tvivl.

Mit helbred begyndte at skrante mere og mere. Jeg havde bækkenproblemer, store rygsmerter og det allerværste, var at mit hjerte begyndte at gå amok. Jeg fik tarkyardi anfald (havde jeg også i afslutningen af 1 graviditet, men fik det tidligt i 2 graviditet), hvor jeg meget hurtigt får ekstrem høj puls, jeg kunne bare ligge stille på en sofa og så får en hvilepuls omkring 150-200 hvilet er meget højt, som om jeg var igang med marathon. Det er vildt ubehageligt, et anfald kunne tage op til 7 timer og jeg var trættere end træt flere dage efter, hvor der så kunne komme et nyt anfald. Jeg fik et måleapparat på hjertet som også viste at jeg havde arytmi altså at hjerte slå for mange slag mener jeg det var.

Min læge ville ikke have jeg gik over tid, pga de helbredsmæssige komplikationer, mine læge på sygehuset, ville ikke sætte mig igang på grund af det akutte kejsersnit da der kunne tilstøde komplikaitoner. Jeg overvejde det meget, der var jo også den mulighed at jeg selv ville gå igang, men det har vi ikke tradition for i min familie så jeg regnede ikke med dette var en mulighed.

Ved 1 kejsersnit blev jeg skilt ad fra min søn i 3 timer og det ville jeg forsøge at undgå med min datter. Jeg fødte på hillerød og ihvertfald dengang var det sådan at kom barnet ved akut kejsersnit blev man skilt ad da den ene afdeling har ansvaret for barnet og den anden for moderen. Ved pks var reglerne således, at såfremt der ikke kom komplikationer kom barnet med på opvågning og man ville derfor ikke bliver skilt ad. Da jeg mente risikoen for at 2 fødsel ville blive aks var ret stor, så valgte jeg pks af ovennævnte årsager.

Min datter vendte så med hovedet den forkerte vej og det gjorde for mig at beslutningen slet ikke kunne være anderledes, men beslutningen var taget før jeg vidste hun vendte den vej.

Der kom desværre komplikationer til hendes fødsel, hun lå badet i rigtig meget fostervand og slugte en del på vejen ud. Hun kom derfor på neonatal og ikke med mig på opvågning, men personalet gjorde heldigvis megét for at vi hurtigt blev samlet ved den fødsel - det er jeg utrolig glad for.

Jeg ville ønske jeg kunne have født vaginalt, men jeg følte for mange ting talte imod med mit tidligere kejsersnit sammenmholdt med mit helbred.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg fik at vide af min fødsels-jm at jeg muligvis vil blive anbefalet pks næste gang, hvis min bækkenbund ikke er blevet trænet grundigt op og vi får en baby på over 4,5 kg igen. Det er dog ikke sikkert, men hun syntes umiddelbart ikke, at jeg skulle føde vaginalt, hvis det blev endnu et stort barn.

Jeg vil være rigtig rigtig ked af et kejsersnit og glæder mig til forhåbentlig at føde igen, men vil da lytte til hvad jm/læge anbefaler næste gang og tage det med i overvejelserne :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg fik at vide af min fødsels-jm at jeg muligvis vil blive anbefalet pks næste gang, hvis min bækkenbund ikke er blevet trænet grundigt op og vi får en baby på over 4,5 kg igen. Det er dog ikke sikkert, men hun syntes umiddelbart ikke, at jeg skulle føde vaginalt, hvis det blev endnu et stort barn.

Jeg vil være rigtig rigtig ked af et kejsersnit og glæder mig til forhåbentlig at føde igen, men vil da lytte til hvad jm/læge anbefaler næste gang og tage det med i overvejelserne :)

Er det ikke en mulighed at sætte fødslen i gang tidligere hvis barnet tyder på at blive meget stort?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Måske jeg er lidt kynisk her, måske det kommer måske af at jeg har mistet et barn.

Men jeg forstår ikke man kan være ked af et kejsersnit hvis en alm fødsel er til fare for barnet.

Mit sidste kejsersnit endte i fuld narkose, men jeg har en baby i mine arme som er sund og rask og det er det vigtigste.

Måske man rent følelsesmæssigt har svært ved at følge med i situationen er det ?

Kan/ vil i forklare det for mig

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Måske jeg er lidt kynisk her, måske det kommer måske af at jeg har mistet et barn.

Men jeg forstår ikke man kan være ked af et kejsersnit hvis en alm fødsel er til fare for barnet.

Mit sidste kejsersnit endte i fuld narkose, men jeg har en baby i mine arme som er sund og rask og det er det vigtigste.

Måske man rent følelsesmæssigt har svært ved at følge med i situationen er det ?

Kan/ vil i forklare det for mig

Undskyld jeg svarer uden selv at ha erfaring med kejsersnit.

En dårlig fødselsoplevelse kan fylde rigtig meget selv om man har et sundt og rask barn. Nogen gange føler man sig ikke glad bare fordi man "burde". Det er klart at det vigtigste er at alle overlever og er sunde og raske - men man kan godt blive skuffet og føle det er voldsomt når det ikke går som man havde håbet, og alle de følelser man har omkring en fødsel blir forstærket pga hormonerne. Det kan udløse efterfødselsreaktioner fx angst og depression, jeg tror netop det kan ske som du skriver, når man har svært ved at følge med rent følelsesmæssigt, uanset om det skyldes kejsersnit eller andre ting som sker undervejs.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Er det ikke en mulighed at sætte fødslen i gang tidligere hvis barnet tyder på at blive meget stort?

Jo det er det måske :) Men jm snakkede om at alt efter, hvilken form jeg var i, ville hun måske sætte grænsen for vaginal fødsel allerede ved 4000 gram og Valdemar var jo 4630 ved 41+0, så det kunne godt tænkes at næste barn allerede var "for stort" inden det var klar til at komme ud, tænker jeg. Men hey, det kan også være at vi får en lille fis næste gang, who knows ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Undskyld jeg svarer uden selv at ha erfaring med kejsersnit.

En dårlig fødselsoplevelse kan fylde rigtig meget selv om man har et sundt og rask barn. Nogen gange føler man sig ikke glad bare fordi man "burde". Det er klart at det vigtigste er at alle overlever og er sunde og raske - men man kan godt blive skuffet og føle det er voldsomt når det ikke går som man havde håbet, og alle de følelser man har omkring en fødsel blir forstærket pga hormonerne. Det kan udløse efterfødselsreaktioner fx angst og depression, jeg tror netop det kan ske som du skriver, når man har svært ved at følge med rent følelsesmæssigt, uanset om det skyldes kejsersnit eller andre ting som sker undervejs.

Helt enig :)

Hvis kejsersnit er nødvendigt for barnets sikkerhed så er det da dét, jeg vælger, og så ville jeg være glad for, at det kunne redde mit barn at jeg fik kejsersnit, men jeg ville stadig være ked af, at barnet ikke kunne komme til verden ved vaginal fødsel.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

I øvrigt har jeg det sådan, at selvom én ting er det vigtigste (som f.eks. at få et sundt barn) så betyder det ikke at alt andet (som f.eks. hvordan fødslen foregik) er ligegyldigt. Jeg kan sagtens være lykkelig over det ene og samtidig rigtig ked af det andet.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Måske jeg er lidt kynisk her, måske det kommer måske af at jeg har mistet et barn.

Men jeg forstår ikke man kan være ked af et kejsersnit hvis en alm fødsel er til fare for barnet.

Mit sidste kejsersnit endte i fuld narkose, men jeg har en baby i mine arme som er sund og rask og det er det vigtigste.

Måske man rent følelsesmæssigt har svært ved at følge med i situationen er det ?

Kan/ vil i forklare det for mig

Nu har jeg ikke prøvet at føde endnu (han skal lige bage 4 mdr. endnu.. ;)), men jeg tror jeg ville føle mig 'snydt'?? Som om jeg var gået glip af noget.. Uden at kunne sige det med sikkerhed.. :)

Ellers vil jeg sige fuldstændig som Barbamama: Selvfølgelig er det vigtigste i verden, at han har det godt, men det betyder jo ikke at alt andet er ligegyldigt. :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Min fødsels endte i AKS og hvis vi nogensinde får en toer (hvilket overhovedet ikke er sikkert) så vil jeg have PKS. Er total angst over nu, hvordan en alm fødsel er. Jeg kan slet ikke overskue en alm fødsel oppe i mit lille hoved.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha, det var faktisk hårdt at læse MLMs svar. Selvfølgelig er jeg uendeligt glad for at William er her, men det gør altså ikke at jeg ikke må være ked af måden han kom ud!

Jeg ved ikke hvad der er sket i mit hoved i forbindelse med fødslen (altså kan ikke styre mine følelser). Men at sidde og kigge på sit nyfødte barn og frygte at det ikke rigtigt er mit - det er ikke sjovt. Eller at jeg stadig mærker spark i maven og nogle gange tænker at han stadig er der inde - det er ikke sjovt. Men jeg føler jo ikke at jeg har født.

Jeg tror det havde hjulpet mig hvis jeg så ham komme ud. Jeg lå bag skærmen og kunne ikke mærke hvad der skete.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha, det var faktisk hårdt at læse MLMs svar. Selvfølgelig er jeg uendeligt glad for at William er her, men det gør altså ikke at jeg ikke må være ked af måden han kom ud!

Jeg ved ikke hvad der er sket i mit hoved i forbindelse med fødslen (altså kan ikke styre mine følelser). Men at sidde og kigge på sit nyfødte barn og frygte at det ikke rigtigt er mit - det er ikke sjovt. Eller at jeg stadig mærker spark i maven og nogle gange tænker at han stadig er der inde - det er ikke sjovt. Men jeg føler jo ikke at jeg har født.

Jeg tror det havde hjulpet mig hvis jeg så ham komme ud. Jeg lå bag skærmen og kunne ikke mærke hvad der skete.

:kram

Det igen det med at det skrevne ord kan misforståes så uendeligt let....... MLM skriver ingen steder at man ikke må være ked af et kejsersnit. Hun skriver bare at hun ikke forstår det, og om nogen kan/vil forklare det for hende. :kiss

Jeg kan godt forstå du er ked af det, for jeg har selv oplevet at være ked af noget ved min fødsel, og føle mig helt vildt snydt!! Det kan være rigtig svært at forklare hvorfor man har det sådan, når man nu har et sundt og rask barn ved sig, som "burde" overskygge alt. Jeg synes de to ting er helt forskellige emner, og det kan ikke sammenlignes....

Man kan jo heller ikke bestemme hvad man føler, og ej heller forklare det altid. Man føler det man gør, og det er altid ok!!

Til gengæld forstår jeg bestemt også hvorfor du MLM, har svært ved at forstå hvordan nogen kan være kede af noget i den forbindelse, når man nu er så uendelig heldig at have fået et sundt og rask barn. Men det er jo fordi du (desværre er ikke et dækkende ord, men ingen ord dækker godt nok her) har været i den situation, hvor det netop ikke forholdt sig sådan, og derfor har et helt andet perspektiv.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha, det var faktisk hårdt at læse MLMs svar. Selvfølgelig er jeg uendeligt glad for at William er her, men det gør altså ikke at jeg ikke må være ked af måden han kom ud!

Jeg ved ikke hvad der er sket i mit hoved i forbindelse med fødslen (altså kan ikke styre mine følelser). Men at sidde og kigge på sit nyfødte barn og frygte at det ikke rigtigt er mit - det er ikke sjovt. Eller at jeg stadig mærker spark i maven og nogle gange tænker at han stadig er der inde - det er ikke sjovt. Men jeg føler jo ikke at jeg har født.

Jeg tror det havde hjulpet mig hvis jeg så ham komme ud. Jeg lå bag skærmen og kunne ikke mærke hvad der skete.

:kram :kram :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram

Det igen det med at det skrevne ord kan misforståes så uendeligt let....... MLM skriver ingen steder at man ikke må være ked af et kejsersnit. Hun skriver bare at hun ikke forstår det, og om nogen kan/vil forklare det for hende. :kiss

Jeg kan godt forstå du er ked af det, for jeg har selv oplevet at være ked af noget ved min fødsel, og føle mig helt vildt snydt!! Det kan være rigtig svært at forklare hvorfor man har det sådan, når man nu har et sundt og rask barn ved sig, som "burde" overskygge alt. Jeg synes de to ting er helt forskellige emner, og det kan ikke sammenlignes....

Man kan jo heller ikke bestemme hvad man føler, og ej heller forklare det altid. Man føler det man gør, og det er altid ok!!

Til gengæld forstår jeg bestemt også hvorfor du MLM, har svært ved at forstå hvordan nogen kan være kede af noget i den forbindelse, når man nu er så uendelig heldig at have fået et sundt og rask barn. Men det er jo fordi du (desværre er ikke et dækkende ord, men ingen ord dækker godt nok her) har været i den situation, hvor det netop ikke forholdt sig sådan, og derfor har et helt andet perspektiv.

Jeg mangler seriøst streetcreditknappen med dig idag, du må nøjes med sådan en her: :respekt

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Min fødsel endte i aks (men med 3 timers varsel) og jeg er slet ikke i tvivl om at jeg skal føde ved pks næste gang, det sagde jeg allerede da jeg blev syet sammen.

Hvor jer der føler jer "snydt" for en fødsel og har haft det at skulle bearbejde, har jeg til gengæld haft et 4 dages igangsættelsesforløb, hvor jeg var helt psykisk nede til sidst, at bearbejde og det har været hårdt - og først da C var 5-6 mdr. følte jeg at var kommet over forløbet.

Jeg føler mig ikke snydt og efter lede veer on-off i 4 dage føler jeg ikke nogen trang til at opleve en "rigtig" fødsel.

Men jeg må så også sige med hensyn til smerterne, har jeg været meget heldig. Jeg havde rigtig ondt det første døgn, men allerede andet døgn var jeg begyndt at glemme at tage min smertestillende piller på det angivende tidspunkt og det var sygeplejerskerne og JM meget forundret over, for jeg burde straks kunne mærke hvis jeg ikke tog dem. Jeg endte med ikke at tage pillerne de 10 dage jeg ellers havde fået udleveret til, for ca. samme tid som jeg fik fjernet klemmerne, mærkede jeg ingen smerter mere (5 dage efter), men kun lidt ubehag i arret.

Jeg vil sige at det eneste "problem" jeg har i forhold til andre og det at have fået ks, er netop den der med at være "snydt" - jeg føler mig som sagt ikke snydt, men har igen og igen skulle høre på at "jeg jo ikke har født rigtig" - det gør mig trist, at min "fødsel" skal nedgøres og at omgivelserne ikke har forståelse for at jeg vil have ks næste gang.

Men jeg ved jo også godt at mange ikke har en ligeså positiv ks-historie som mig selv.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Måske jeg er lidt kynisk her, måske det kommer måske af at jeg har mistet et barn.

Men jeg forstår ikke man kan være ked af et kejsersnit hvis en alm fødsel er til fare for barnet.

Mit sidste kejsersnit endte i fuld narkose, men jeg har en baby i mine arme som er sund og rask og det er det vigtigste.

Måske man rent følelsesmæssigt har svært ved at følge med i situationen er det ?

Kan/ vil i forklare det for mig

Vil lige starte med at sige, at det må have været skrækkeligt at miste et barn, og at jeg føler med dig :kram2 !

Jeg havde selv en helt almindelig vaginal fødsel og ville ikke vælge et PKS, medmindre det var for mit barns bedste, men nu havde jeg også en nem (sådan husker jeg den i hvert fald her et år senere :rolleyes) og ukompliceret fødsel.

Jeg vil egentlig blot sige, at jeg synes, det er helt legitimt at føle sig "snydt", hvis ens fødsel endte i KS. Det kommer sig vel af, at mange kvinder bruge mange år på at forestille sig, hvordan det bliver at blive gravid, føde og være mor/en familie, og det er jo nok sjældent, at man forestiller sig, at noget ikke går "efter bogen". Man ved, der er en risiko, men man er nok tilbøjelig til at tro på, at det selvfølgelig ikke sker for en selv, og derfor er det vel helt naturligt, at det kan tage lidt tid at acceptere, at det gik anderledes, end forventet/håbet. Ift. fødslen tænker jeg, at det kan blive lidt en selvbebrejdelse - "hvorfor kan min krop ikke finde ud af at føde normalt?" og så er det måske også det, at man ikke ved, hvordan en fødsel føles og derfor efterfølgende ikke kan "snakke med" om det + at man måske decideret er gået glip af noget i form af det, at få sit nyfødte barn op på brystet med det samme, kysse sin mand, være überlykkelig og alt det der, og efterfølgende skal døje med smerter mv. Sådan har et par af mine veninder, som har født ved KS i hvert fald beskrevet det.

Nu er det ikke fordi, jeg opfatter dit indlæg sådan (overhovedet!), men jeg synes af og til at der blandt mødre især - men måske i virkeligheden kvinder generelt - hersker en tendens til at man ikke må være ked af en bestemt ting/synes noget er meget hårdt, hvis der er andre, der har oplevet noget, der er værre, men der vil jo næsten altid være nogen, der har oplevet noget, der er værre end andre, og vi har jo alle forskellige udgangspunkter og tilgange til tingene. Der vil altid være nogen der har haft en hårdere graviditet end en selv, sværere ved at blive gravid, en hårdere fødsel, et hårdere forløb efterfølgende, værre nattesøvn, mere gråd, en hårdere hverdag osv. osv. Jeg er nok bare af den opfattelse, at man skal have lov til at synes, at noget har været hårdt, selv om naboen har oplevet noget værre, og man skal også have lov til at komme ud med det, uden at føle, at man træder nogen over tæerne. Selv om veninden kun har sovet 2 timer en nat, kan det jo alligevel godt være hårdt hvis man selv kun har sovet fire. Og selv om veninden har mistet et barn og det er helt forfærdeligt for hende, kan det alligevel godt være hårdt hvis man selv ender med at føde ved kejsersnit eller briste til ukendelighed eller noget helt tredje.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER