Nica

Voksen smalltalk

7,078 indlæg i dette emne

@Nica - jeg ved ikke om det kan give noget, men har du meldt dig til nogle vikarbureauer? Sådan endte jeg i mit nuværende job.

On topic:

Har indset at man ikke kommer fremad i livet ved at være god og hjælpsom altid, så nu har jeg sat hårdt mod hårdt overfor chefen i håb om en fast ansættelse - det ser positivt ud, men får nok først endelig svar efter sommer.

Nej det er jeg faktisk ikke.. Jeg er egentlig ofte derinde at kigge på vikarsiderne... Men det må jeg få gjort.

Lige nu er jeg sygemeldt, og afventer indkaldelse ril scanning, så når jeg har fået svar på den så må jeg give den en ekstra skalle..

Men tak for input.. Jeg er så fyldt så jeg ser efterhånden ikke flere ideer..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Ja, det er så forfærdeligt at være i. Og jeg plejer at have så mange løsningsforslag... Men lige nu er jeg blank.. Og det skræmmer mig.

Århh tak Majs, for at huske mig på det.. Jeg gør mit bedste.. (Og lige pt. Synes jeg alligevel ikke at det er godt nok og at ALT kan gøres bedre)

Skrid lorte-tanker. jeg er god nok, er jeg!!!

Mit bedste råd som er det der hjælper mig lige nu er at tage fat i det du KAN ændre - for mit vedkommende så er det udseenet og vægten, og så får jeg hjælp af Anders.

Jeg satte mig ned og skrev en liste med løsningsforslag - ikke til det jeg ikke kan gøre noget ved alligevel, men alt det andet der går mig på. Så snart jeg skrider til handling forsvinder uoverskueligheden i mit hoved. Giver det mening?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Skal mødes med en sød veninde imorgen og jeg GLÆDER mig!!!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mit bedste råd som er det der hjælper mig lige nu er at tage fat i det du KAN ændre - for mit vedkommende så er det udseenet og vægten, og så får jeg hjælp af Anders.

Jeg satte mig ned og skrev en liste med løsningsforslag - ikke til det jeg ikke kan gøre noget ved alligevel, men alt det andet der går mig på. Så snart jeg skrider til handling forsvinder uoverskueligheden i mit hoved. Giver det mening?

Ja det giver faktisk mening.. Min udfordring ligger i ALLE de noter og sedler jeg laver i håb om at gøre det hele overskueligt... Måske jeg skal hænge netop den op på køkkenskabet.. Blandt alle tegningerne min datter masseproducerer og pryder vore skabslåger.. ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Skal mødes med en sød veninde imorgen og jeg GLÆDER mig!!!

Lyder så hyggeligt. Rigtig god fornøjelse..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Så fik tandlægen kigget på knækket tand pg borret ned til at sætte krone på. Tanden var knækket ned under tandkøder. Så der skulle resten også slibes ned til. Fik 10stik bedøvelse. Resultat smertfrit ved tandlægen. Smertehelvefe nu!!!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har fået af vide af min behandler at jeg er udbrændt.. Og sådan kan det faktisk godt føles..

Jeg har været presset k mange år, og har nu indset og mærket at min krop konstant er i kamp-mode... Så hver gang der sker den mindste ting så gipper det i hele kroppen. Det er en svær følelse at forklare.

Det er hele situationen der bare har ophobet sig, og nu kommer rullende..

Jeg ville rigtig gerne læse videre, men kan alligevel ikke overskue det. Og er det nu det rigtige erhverv...

Puh håber i morgen bliver bedre..

Stress og udbrændthed er jo to sider af samme sag. Jeg har også haft en alt for lang periode, hvor energi var en by i Rusland. Få noget hjælp! Kamp-mode behøver du ikke at forklare. Jeg ved, hvad du mener. Man reagerer helt krybdyrsdagtigt. "Alt" er potentielt farligt. Når man har det sådan skal man ikke tage store beslutninger, heller ikke om uddannelse. Så er man syg, og det håber jeg at der er nogen der tager alvorligt. Jeg synes ikke du skal vælge noget som helst, før din kamp-mode har lagt sig og du en dag er heldig at få det dér stik af: "hov, jeg kan mærke at jeg brænder for det her". Med udbrændthed og stress følger tankemylder...de tanker skal man ikke stole for meget på, når de bare fiser rundt uden punktum oppe i hovedet. Man ER ikke sine tanker.

For mit eget vedkommende har jeg måttet sande, at den dér kamp-mode er min krop bare disponeret for nu. Jeg har det virkelig fantastisk, men nu her, hvor jeg har tre eksamener på en måned kom der lige ens stribe tegn, som viser at jeg skal passe på: infektioner, tinitus og overvældende træthed (HELDIGVIS er mit store monster ikke kommet tilbage: uendelige søvnløse nætter). Der er bare ikke andet at gøre end at lytte efter sin krop og deale med det - jeg ved hvad konsekvensen af at ignorere det er, og det skræmmer mig fra vid og sans.

Når det er sagt, så er jeg også lettet over at man KAN blive sig selv igen. Det tog mig meget længere tid, end jeg havde troet, og det gør mig sindssygt ydmyg og rørt at være "hjemme hos mig selv" igen. Det føles som at vende hjem, og samtidig at vide hvad hjem er. Men det er et langt og sejt træk, med små trin ud i lyset igen. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke. En dag ad gangen, og find nogen at støtte dig op ad.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Så fik tandlægen kigget på knækket tand pg borret ned til at sætte krone på. Tanden var knækket ned under tandkøder. Så der skulle resten også slibes ned til. Fik 10stik bedøvelse. Resultat smertfrit ved tandlægen. Smertehelvefe nu!!!

Åh det er min tur i morgen. Farvel til et styks visdomstand. Har haft tandpine i halvanden uge nu, og jeg orker nærmest ikke det smertehelvede som formentlig venter ovenpå en helt anspændt kæbe og i forvejen irriteret tandkød. Ringede i øvrigt til min læge i torsdags (onsdag var jeg til tandlægen for at få fikset første del), fordi jeg havde alt for ondt. Sygeplejerksen i telefonen sagde 2 panodiler og 1 ipren op til 4 gange dagligt. Det holdt mig kørende, måske det også kan hjælpe dig?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Stress og udbrændthed er jo to sider af samme sag. Jeg har også haft en alt for lang periode, hvor energi var en by i Rusland. Få noget hjælp! Kamp-mode behøver du ikke at forklare. Jeg ved, hvad du mener. Man reagerer helt krybdyrsdagtigt. "Alt" er potentielt farligt. Når man har det sådan skal man ikke tage store beslutninger, heller ikke om uddannelse. Så er man syg, og det håber jeg at der er nogen der tager alvorligt. Jeg synes ikke du skal vælge noget som helst, før din kamp-mode har lagt sig og du en dag er heldig at få det dér stik af: "hov, jeg kan mærke at jeg brænder for det her". Med udbrændthed og stress følger tankemylder...de tanker skal man ikke stole for meget på, når de bare fiser rundt uden punktum oppe i hovedet. Man ER ikke sine tanker.

For mit eget vedkommende har jeg måttet sande, at den dér kamp-mode er min krop bare disponeret for nu. Jeg har det virkelig fantastisk, men nu her, hvor jeg har tre eksamener på en måned kom der lige ens stribe tegn, som viser at jeg skal passe på: infektioner, tinitus og overvældende træthed (HELDIGVIS er mit store monster ikke kommet tilbage: uendelige søvnløse nætter). Der er bare ikke andet at gøre end at lytte efter sin krop og deale med det - jeg ved hvad konsekvensen af at ignorere det er, og det skræmmer mig fra vid og sans.

Når det er sagt, så er jeg også lettet over at man KAN blive sig selv igen. Det tog mig meget længere tid, end jeg havde troet, og det gør mig sindssygt ydmyg og rørt at være "hjemme hos mig selv" igen. Det føles som at vende hjem, og samtidig at vide hvad hjem er. Men det er et langt og sejt træk, med små trin ud i lyset igen. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke. En dag ad gangen, og find nogen at støtte dig op ad.

Det er ligesom kommet snigende.. Jeg har haft det før, dog med en depression til følge. Der er jeg ikke nu. Det er anderledes. Men den der kamp-mode.. Er rædselsfuld..når den mindste siger en lyd, græder eller noget helt tredje. Gipper det i hele kadaveret.. Det er da skide irriterende.

Vi har været voldsomt pressede.. Og er det stadig.. Så jeg tænker ofte at jeg virkelig skal sadle om.. Jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte..

Og hvordan jeg skal sadle om.. Hvad gør mig godt?.. I dont know.. Det er læææææænge siden jeg har spurgt mig selv om det.

Jeg lider også af tinnitus 24/7.. Og har til dels lært at abstrahere fra det, samtidig døjer jeg med kroniske smerter i den ene skulder og kronisk hovedpine..og jeg tror at det må være med til at kyle mig helt derud hvor jeg ikke kan bunde.

Nå men mon ikke der kommer hoved og hale i det hele en dag..

Tak for dine ord. Det er, underligt nok, dejligt at jeg ikke er alene om at have det sådan.. Og at der faktisk er lys forude.

Jeg har desværre ikke mødt så stor forståelse for situatione, så det er en kamp jeg er ret ene om, bortset fra min mand og mor. Min svigermor mener at jeg er psykisk ustabil.. Bum bum.. Detvhjælper ligesom heller ikke på situationen. Men det ved jeg at jeg ikke er. Det jeg gennemlever er uden tvivl en reaktion på alt det jeg har været igennem.

Jeg ved at det lyder fuldstændig jammerligt, og er lidt pinlig over at skrive det, men jeg har faktisk ikke nogen særlige til at læne mig op ad. Vi mistede stort set det meste af vennekredsen da jeg blev alvorlig syg.. Så jeg kan føle mig vanvittig alene.. Og det fremskynder ikke processen. Jeg går ofte alene med følelser og tanker.. Og det er jo ikke optimalt.

:kram og tak for at vise mig lyset til bedre tider.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ja, man finder ud af hvem man kan regne med når man pludselig ikke er sig selv mere. Prøv at glemme dem der ikke forstår og hold godt fast i dem der står ved dig. Forestil dig hvor stor en kærlighed de har, til den DU er, når de holder ved selv når det er allermørkest.

Har du en god læge, som du evt. kan snakke med?

Uanset at jeg (også) har en fantastisk og støttende mand, og at størstedelen af min omgangskreds har stået som stenstøtter omkring mig, så havde jeg aldrig klaret det uden psykologhjælp (og en psykoterapeut har givet mig gnisten tilbage). Psykologen hjalp mig med at blive rask, psykoterapeuten hjalp mig med at finde min styrke og min personlighed igen. Du må sgu ikke rende rundt i den kampmode dér for længe, for så kommer der bare alt muligt andet snigende. For det er nemlig en sniger - indtil man går ind i muren. Jeg tænker tilbage på mine sidste år på jobbet, hvor der hver dag skete små vanvittige ting. Bare små grove, uærlige, grænseoverskridende ting. Fordi de var konstante men ikke sådan vulkan-agtige (springe i luften af psykopat-handlinger), så nåede jeg (vi) ikke at opfatte det. Det blev bare normalt og gradvist værre. Men det sprang aldrig i luften (før jeg sagde "øh hov", men det er en anden snak). Det er først nu, bagefter, når jeg fortæller udenforstående om min arbejdsdag dengang og ser deres ansigtsudtryk, det går op for mig, hvor langt ude det var. Det er derfor stress og udbrændthed er sådan en kælling. Man giver kroppen gooood tid til at skabe nogle nye dårlige vaner og reaktionsmønstre, fordi man bare tilpasser sig. Det gør jo ikke én psykisk ustabil, der er bare grænser for hvor meget selv normale, kvikke og stabile mennesker kan klare.

Spørg du hellere dig selv om små ting du kan gøre for dig selv, i stedet for de helt store. En kop the? En gåtur? En snak med en veninde? en tur i biffen? Man kan jo ikke mærke sig selv, når man har det som du vist har det - så hvordan i alverden skulle du kunne vide, hvad du "lige" kan sadle om til. Jeg synes ikke det er mærkeligt i hvert fald. Start med dig selv i det små; når du får det bedre kan du også være mere for dem du elsker, og så kan I bedre stå sammen og stå imod og skabe nye horisonter. Det er så dejligt, når man igen griner, pjatter, gør noget for andre af lyst og kan mærke at man bliver elsket. Det skal nok komme!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Synes sku det hele er lidt et helvede :(

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ja, man finder ud af hvem man kan regne med når man pludselig ikke er sig selv mere. Prøv at glemme dem der ikke forstår og hold godt fast i dem der står ved dig. Forestil dig hvor stor en kærlighed de har, til den DU er, når de holder ved selv når det er allermørkest.

Har du en god læge, som du evt. kan snakke med?

Uanset at jeg (også) har en fantastisk og støttende mand, og at størstedelen af min omgangskreds har stået som stenstøtter omkring mig, så havde jeg aldrig klaret det uden psykologhjælp (og en psykoterapeut har givet mig gnisten tilbage). Psykologen hjalp mig med at blive rask, psykoterapeuten hjalp mig med at finde min styrke og min personlighed igen. Du må sgu ikke rende rundt i den kampmode dér for længe, for så kommer der bare alt muligt andet snigende. For det er nemlig en sniger - indtil man går ind i muren. Jeg tænker tilbage på mine sidste år på jobbet, hvor der hver dag skete små vanvittige ting. Bare små grove, uærlige, grænseoverskridende ting. Fordi de var konstante men ikke sådan vulkan-agtige (springe i luften af psykopat-handlinger), så nåede jeg (vi) ikke at opfatte det. Det blev bare normalt og gradvist værre. Men det sprang aldrig i luften (før jeg sagde "øh hov", men det er en anden snak). Det er først nu, bagefter, når jeg fortæller udenforstående om min arbejdsdag dengang og ser deres ansigtsudtryk, det går op for mig, hvor langt ude det var. Det er derfor stress og udbrændthed er sådan en kælling. Man giver kroppen gooood tid til at skabe nogle nye dårlige vaner og reaktionsmønstre, fordi man bare tilpasser sig. Det gør jo ikke én psykisk ustabil, der er bare grænser for hvor meget selv normale, kvikke og stabile mennesker kan klare.

Spørg du hellere dig selv om små ting du kan gøre for dig selv, i stedet for de helt store. En kop the? En gåtur? En snak med en veninde? en tur i biffen? Man kan jo ikke mærke sig selv, når man har det som du vist har det - så hvordan i alverden skulle du kunne vide, hvad du "lige" kan sadle om til. Jeg synes ikke det er mærkeligt i hvert fald. Start med dig selv i det små; når du får det bedre kan du også være mere for dem du elsker, og så kan I bedre stå sammen og stå imod og skabe nye horisonter. Det er så dejligt, når man igen griner, pjatter, gør noget for andre af lyst og kan mærke at man bliver elsket. Det skal nok komme!

Hvor er du bare GOD til at beskrive så man virkelig forstår! Jeg kender ikke til stress (altså på egen krop) men syntes virkelig du får forklaret det godt, og jeg kan relatere til følelserne.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har lige set jordens dårligste film!!! Jeg er normalt ikke svær at imponere film mæssigt - men det her var så latterligt åndsvagt at vi sad og klukgrinede - og det var IKKE fordi den skulle forestille at være sjov - tværtimod var det en dommedagsfilm!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har lige set jordens dårligste film!!! Jeg er normalt ikke svær at imponere film mæssigt - men det her var så latterligt åndsvagt at vi sad og klukgrinede - og det var IKKE fordi den skulle forestille at være sjov - tværtimod var det en dommedagsfilm!

Det skulle vel ikke være Lost City raiders?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor er du bare GOD til at beskrive så man virkelig forstår! Jeg kender ikke til stress (altså på egen krop) men syntes virkelig du får forklaret det godt, og jeg kan relatere til følelserne.

Tak:) Det er dejligt at vide. Jeg håber at jeg med mit nye studie på sigt kan være med til at få skabt nogle bedre arbejdspladser netop ift. stress - og så er det jo en fordel, hvis man kan forklare, hvad det er.

(og den film dér? Hva' er det for en? Wicker Man? War of the Worlds?)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Øj jeg glæder mig til at min mand kommer hjem i morgen, han har været væk siden mandag. Øj jeg savner ham. Desuden er jeg så dum til at sove alene, drømmer om tyve og røvere hver nat hi hi

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det skulle vel ikke være Lost City raiders?

Nej "doomesday" VIRKELIG dårlig, urealistisk på SÅ mange punkter og virkelig dårlig historie. Den starter ellers ok, men derfra er det så også bare BÆ.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sidder med en form for stolt moderfølelse. Min søn på 10 år har fået sin første kæreste, og vejen dertil har været med snak om hans følelser, hvordan han skulle gribe det an. Jeg er taknemmelig for at han viser os tillid til at dele det med os.

Hvor jeg bare knus-elsker mine 3 unger.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sidder med en form for stolt moderfølelse. Min søn på 10 år har fået sin første kæreste, og vejen dertil har været med snak om hans følelser, hvordan han skulle gribe det an. Jeg er taknemmelig for at han viser os tillid til at dele det med os.

Hvor jeg bare knus-elsker mine 3 unger.

Jeg ved godt at han er "ung" og det der med kærester er noget "Hej skal vi være kærester" agtigt. Men at se ham med sommerfugle i maven, vil invitere hende i biffen, ja og ønsker sågar at tage med med på ferie.. Det er da rørende som mor at opleve.. At han giver sig selv lov til at have de følelser, selvom han var lidt bange for hvad drengene fra hans klasse ville sige..

Over and out fra en pavestolt mor.. :loveshower

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg ved godt at han er "ung" og det der med kærester er noget "Hej skal vi være kærester" agtigt. Men at se ham med sommerfugle i maven, vil invitere hende i biffen, ja og ønsker sågar at tage med med på ferie.. Det er da rørende som mor at opleve.. At han giver sig selv lov til at have de følelser, selvom han var lidt bange for hvad drengene fra hans klasse ville sige..

Over and out fra en pavestolt mor.. :loveshower

Årh :wub hvor sødt!!!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sidder med en form for stolt moderfølelse. Min søn på 10 år har fået sin første kæreste, og vejen dertil har været med snak om hans følelser, hvordan han skulle gribe det an. Jeg er taknemmelig for at han viser os tillid til at dele det med os.

Hvor jeg bare knus-elsker mine 3 unger.

Jeg kan godt forstå du er glad for han deler følelserne med dig/jer. Jeg HÅBER sådan jeg også før sådan et forhold med mine børn.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak:) Det er dejligt at vide. Jeg håber at jeg med mit nye studie på sigt kan være med til at få skabt nogle bedre arbejdspladser netop ift. stress - og så er det jo en fordel, hvis man kan forklare, hvad det er.

(og den film dér? Hva' er det for en? Wicker Man? War of the Worlds?)

Den var jeg inde og se i biografen i sin tid. Og vi sad alle og grinte til sidst, fordi det bare var for latterligt. Hold da op, en dårlig film :wacko

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sidder med en form for stolt moderfølelse. Min søn på 10 år har fået sin første kæreste, og vejen dertil har været med snak om hans følelser, hvordan han skulle gribe det an. Jeg er taknemmelig for at han viser os tillid til at dele det med os.

Hvor jeg bare knus-elsker mine 3 unger.

Hvor er det bare sødt :wub

Kan godt forstå du er stolt

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan godt forstå du er glad for han deler følelserne med dig/jer. Jeg HÅBER sådan jeg også før sådan et forhold med mine børn.

Jeg er virkelig taknemmelig, for det er jo ikke en selvfølge at de vil det. Men der er plads til store og små følelser og de mødes med respekt.

Vi har været meget enige om at de skal kunne fortælle alt hvis de har lyst. Min mand er nemlig ikke vokset op i sådan et hjem.. Og det ønsker han ikke at byde vores børn. Så det er jo dejligt at vi er så enige..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor er det bare sødt :wub

Kan godt forstå du er stolt

Ja det er SÅ stort at han vil dele sin første forelskelse med os.. :loveshower

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites
Guest
This topic is now closed to further replies.