Dagens vise ord!

[Susanne]

Jeg faldt over denne klumme (vedhæftet) i 24timer i dag og synes godt nok det er dagens vise ord! Der er ingen tvivl i mit sind om, at min mand er blevet offer for forventningen om at han skulle være glad og lykkelig; han har så et sind der sørgede for han tilpassse sig - og nu er begge dele så ubeskriveligt svært for ham :(

Håber, at ordene vil give stof til eftertanke hos andre, så vi ikke pålægger vores børn at være glade altid, for at være elsket og accepteret - for det er der sgu ingen der er og det er også i orden at være vred og ked af det!

Jeg er selv meget bevidst om, at det i min opvækst har været MEGET forbudt at pyldre/klynke/være ynkelig, hvilket betyder, at jeg SLET ikke kan kapere når andre gør det. Men det er jo altså også okay at synes alting er træls og noget l*** og jeg skal med min fornuft lade Anna være det, for alt indeni mig skriger på at hun skal stoppe!

Det er så skræmmende, hvad ens egen opvækst betyder og hvor mange ting der bliver meget tydelige, når man selv får børn ;)

(Generelt synes jeg forfatteren skriver rigtig mange gode klummer/blogindlæg på 24timer http://24timer.dk/author/fie/)

[TroldeMor]

Det er en super god artikel, og hjemme hos mig var det også som du beskriver...... Man skulle helst være glad altid, og jeg har aldrig lært at tale med mine forældre om problemer, og jeg har aldrig kunnet græde foran dem..... Efter jeg selv har fået børn, er det gået op for mig hvor svært det er at træde ud af det mønster, og give dem lov til at være sure, frustrede og kede af det. Jeg har så svært ved at håndtere det, men jeg gør mit bedste for at rumme dem på dage hvor de ikke er fyldt af solskinssmil.

Jeg håber inderligt at jeg bliver bedre, så de føler at de tryg kan komme til mig hvis noget er svært, og at det er okay at være ked af det..... Jeg elsker dem jo ligegyldigt hvad, og det skal de vide :)

[Steffie]

Det er virkelig en god artikel.

For mig er det også rigtig vigtigt at fortælle mit barn at det er okay at være ked af det, og lade ham være det.

Det fik jeg aldrig lov til selv!

Men det er svært at se ham være ked af det eller sur, selvom det er nødvendigt.

Jeg har fået rigtig meget ros for, at min søn er god til at vise følelser og acceptere dem, og jeg er god til at enerkende det og sætte ord på det for ham.

Og det er præcis det jeg gerne vil opnå.

Jeg synes, at det er en rigtig vigtig del af opdragelsen og dét at være forældre. :)

[Mette A.]

Super god artikel! Hvor har hun dog ret. Heldigvis (for mig) så gjorde mine forældre lige præcis det rigtige. Jeg har mange minder om lange nætter hvor jeg sad i køkkenet på skødet af min far og græd ud og fik snakket om alle de dumme ting. Han prøvede ikke at "rette op" på mit dårlige humør, men gav mig tid og plads, samt en skulder og et øre til at trøste, lytte og give gode råd. :biglove

Hvor jeg håber at jeg selv vil være i stand til at leve op til den forældrerolle med min egen datter. En ting er sikkert, jeg vil gøre mit bedste.

[Susanne]

Jeg er nødt til lige at dele flere guldkorn af samme forfatter :) Jeg synes virkelig hun får sagt nogen kloge ting på en rigtig god måde! Desværre er det jo i dag kommet frem, at 24timer lukker og udkommer sidste gang i slutningen af marts, så derfor har jeg lige lavet dem om til billeder, da links jo sikker vil holde op med at virke indenfor et par måneder.

[Susanne]

Og så to af en anden blogskribent - den første er simpelthen så rørende! Og den anden synes jeg bare det var befriende at læse ;)

[Guest]

Fantastiske artikler Susanne. Jeg er Så enig. Har arbejdet med anerkendelse og nærvær nogle år efterhånden, men at få dem serveret på den måde er et helt nyt perspektiv for mig for nu er JEG moren, forsørgeren Og den der har det store ansvar for mit barns velvære.

Jeg har ofte snakket med min søster om at vi ikke fik lov til at være ked af det, det var noget "pjat". Hvor gjorde det bare ONDT at få at vide at ens følelser ikke var rigtige. Vi blev enige om at sådan skal vores børn IKKE opdrages. Men det ER svært at rumme gråd, for mig er det værst når jeg virkelig kan mærke panikken i gråden, den der "tag det væk" gråd. Vrede og træthed kan jeg bedre rumme af uransagelige årsager.

[Pandamoren]

Lige præcis det sidste hun skriver om, at lykke sjældent bliver skabt af ligegyldighed, er jeg helt enig i!

At vi bliver, som vi er "opdraget", er jo ikke noget ganske nyt, men jeg synes alligevel det er et vigtigt fokus! Alt for mange forældre fokuserer alt for meget på barnet og barnets problemer og udfordringer, i stedet for at fokusere på dem selv og deres egne udfordringer. De ser sjældent det mønster der ofte går igen fra generation til generation. Måske i det store perspektiv, men de små detaljer og skyggesider bliver sjældent undersøgt - måske fordi det er sårbart og afslørende.

Det er vigtigt, at et barn og alle andre grupper af mennesker får lov til at føle, hvad de føler, og være dén de er i nuet.

Men hele "lykkeperspektivet" hun er inde på, synes jeg måske er lidt overfortolket. Lykke er jo et vidt begreb og forstås individuelt, ja, men at sammenligne en forældres ønske om at barnet er lykkeligt til at barnet ikke får lov at udtrykke sig følelsesmæssigt, er måske lidt søgt...

Men spændende læsning Susanne :)

[Pandamoren]

Jeg er derimod meget meget enig i artiklen omkring nærvær.

Nærvær er ikke det same som kvalitetstid, hvilket jeg synes alt for mange misforstår.

Er du nærværende i samværet med dit barn, så kender du dit barn, og dit barn kender dig - helt inderst inde, hvor det er vigtigt at kende hinanden. Og netop dette styrker begges selvfølelse. Men man kender ikke sit barn fordi man spiller fodbold med barnet i to timer hver søndag i kvalitetstiden. Man kender heller ikke sit barn fordi man ser Disney Sjov sammen hver fredag. Det er hyggeligt ja, og sikkert gode minder - men man lærer først hinanden rigtigt at kende i nærværet, hvor man ser hinanden og lytter til hinanden!

Men altså meget enig! Og god artikel!