Guest Diden

Saras tråd (pre-teen/problembarn)

307 indlæg i dette emne

Vil lige tilkende give, at jeg har den dybeste respekt for, at du tager i mod alle råd, og at du formår at agere anderledes i siturationerne, du er for sej :respekt

(fik aldrig skrevet at det var hyggeligt at rende ind i dig i bilka forleden, fedt at sige hej til dig igen :) )

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

åhhh nej den sidste episode, hvor er det dog synd for hende, at alt bare gik galt der.

Nu skriver jeg noget, som kan virke lidt hårdt, og sig endelig til, hvis jeg skal slette igen. Men jeg tror altså i skal få Sara udredt for, om der skulle være en diagnose gemt bag hendes handlemønstre når tingene går lidt skævt, eller ikke helt efter hendes hoved. Skulle der være en diagnose, så jo før hun får den, jo hurtigere kan i arbejde ud fra det og hjælpe hende, og kan hun måske arbejde sig ud af diagnosen igen. Man siger eksempelvis, at jo tidligere man opdager en skizofreni, jo større er sandsynligheden for, at man kan komme over den. (jeg siger ikke, at Sara har skizofreni, det var bare et eksempel. hvis nogen skulle være i tvivl)

Men jeg vil også påpege, at jeg faktisk synes, at du gør et rigtig godt stykke arbejde med hende Ditte.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror I faktisk skal prøve at "belønne" hende.. altså sige.. Sara.. Det er simpelthen gået SÅ godt den sidste tid, og hvor var det ærgerligt med det spejl.. Hvordan synes du vi skal løse det? Hvad kunne man have gjort anderledes? Også måske lægge vægt på, at hvis man i lang tid opfører sig pænt, så gør det ikke "så meget" at man fejler. Jeg har haft en elev, som netop var sådan.. Han blev hidsig, og slog en anden elev i hovedet, og løb væk og nægtede at tale med mig.. Da jeg fik ham blødgjort, fik jeg et "Alting er alligevel ligemeget, når jeg igen har ødelagt det og dummet mig. Måske sender de mig på børnehjem.." På mange måder, virker han lidt som Sara.. En som faktisk var en glad og tilfreds, socialt akavet dreng :) Som bare fik nogle voldsomme udbrud, og i de situationer havde meget meget stort behov for at "få hjælp"..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vil lige tilkende give, at jeg har den dybeste respekt for, at du tager i mod alle råd, og at du formår at agere anderledes i siturationerne, du er for sej :respekt

(fik aldrig skrevet at det var hyggeligt at rende ind i dig i bilka forleden, fedt at sige hej til dig igen :) )

Det var nemlig hyggeligt! :D ham Albert bliver bare så stor og en charmetrold! :)

Og tak :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

åhhh nej den sidste episode, hvor er det dog synd for hende, at alt bare gik galt der.

Nu skriver jeg noget, som kan virke lidt hårdt, og sig endelig til, hvis jeg skal slette igen. Men jeg tror altså i skal få Sara udredt for, om der skulle være en diagnose gemt bag hendes handlemønstre når tingene går lidt skævt, eller ikke helt efter hendes hoved. Skulle der være en diagnose, så jo før hun får den, jo hurtigere kan i arbejde ud fra det og hjælpe hende, og kan hun måske arbejde sig ud af diagnosen igen. Man siger eksempelvis, at jo tidligere man opdager en skizofreni, jo større er sandsynligheden for, at man kan komme over den. (jeg siger ikke, at Sara har skizofreni, det var bare et eksempel. hvis nogen skulle være i tvivl)

Men jeg vil også påpege, at jeg faktisk synes, at du gør et rigtig godt stykke arbejde med hende Ditte.

Jeg har skrevet længere tilbage at vi har talt om udredning før hvor jan har pure afvist det.

Det er nogle år siden vi har talt om det sidst og jeg har helt sikkert overvejet at tale med ham om det igen, men skal lige have fanget ham på en god dag

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror I faktisk skal prøve at "belønne" hende.. altså sige.. Sara.. Det er simpelthen gået SÅ godt den sidste tid, og hvor var det ærgerligt med det spejl.. Hvordan synes du vi skal løse det? Hvad kunne man have gjort anderledes? Også måske lægge vægt på, at hvis man i lang tid opfører sig pænt, så gør det ikke "så meget" at man fejler. Jeg har haft en elev, som netop var sådan.. Han blev hidsig, og slog en anden elev i hovedet, og løb væk og nægtede at tale med mig.. Da jeg fik ham blødgjort, fik jeg et "Alting er alligevel ligemeget, når jeg igen har ødelagt det og dummet mig. Måske sender de mig på børnehjem.." På mange måder, virker han lidt som Sara.. En som faktisk var en glad og tilfreds, socialt akavet dreng :) Som bare fik nogle voldsomme udbrud, og i de situationer havde meget meget stort behov for at "få hjælp"..

Jeg fik vist aldrig skrevet herinde hvad der skete :)

Vi tog en snak med hende om det der var sket, hvad man gjorde og ikke gjorde og at det var ok at være vred men det er ikke ok at ødelægge ting og at eftersom hun havde været sød i en uge skete der ikke mere

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg fik vist aldrig skrevet herinde hvad der skete :)

Vi tog en snak med hende om det der var sket, hvad man gjorde og ikke gjorde og at det var ok at være vred men det er ikke ok at ødelægge ting og at eftersom hun havde været sød i en uge skete der ikke mere

Det synes jeg var en rigtig god måde at gøre det på :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Denne uge har været en blandet oplevelse..

Jeg fik et stort udbrud og rasede ud på hende mandag morgen da hun virkelig kørte på mine nerver og jeg var meget træt. Jeg undskyldte meget efterfølgende og lagde bla vægt på at jeg jo ikke kunne forvente at hun skulle styrer sit temperament hvis jeg ikke kunne.. Vi holdte ind og krammede på vej i skole og hun blev afleveret glad igen..

Tirsdag fandt jeg så ud af at mens hun blev passet lørdag hvor vi var til polterabend kom hendes kusine hjem til os og overnattede der (selvom jeg egentligt havde sagt nej til hende dagen før) og så havde de været i alle mine sager, brugt alt mit hår mousse, brugt af mine parfumer, brugt halvdelen af mit dyre hårkur på body shampoo, altså bare ene af sådan noget (og jeg er meget øm over mine sager og det ved Sara) Sara fik at vide at jeg var meget skuffet og at hende og kusinen altså ikke kunne få lov til at lege sammen i noget tid, og slet ikke når vi ikke var hjemme. Ellers skete der ikke noget der.!

Resten af dagene har det skiftet mellem at være en god og dårlig dag. Fredag var helt gal, hvor hun hidsede sig meget op over at skulle til idræt (og derfor Pakke taske dertil), og da hun endelig var faldet ned over det og vi var på vej i skole kom hun i tanke om at hun havde glemt legetøj og så startede det forfra..

Det gik udover de første time, bla idræt hvor hun nægtede at klæde om, og demonstrerede imod læren osv.. Generelt en dårlig dag.

Jeg nåede ikke rigtig at gøre noget ved det før jan havde ringet til min svigermor og snakket med Sara om det...

I dag er vi til bryllup og der er vist gået ok indtil nu. Inden vi tog afsted var hun en sød pige og var god til at hjælpe men det kan jo skifte meget hurtigt..

Vi tager en dag af gangen.!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

De sidste to episoder hvor Sara er gået bananas er brokken pludselig gået hen på Lærke. så kommer der kommentarer i stil med "Hvorfor fik vi overhovedet Lærke?!" Og "Jeg vil ønske hun ikke var der" ting i den dur.

Seneste flip har været her til aften hvor jeg har været til forældremøde og derfor blev ungerne passet af min svigermor. Sara er flere gange begyndt at græde fordi Lærke slår og river i håret. Den sidste episode med det rettede min svigermor hende efter at Lærke sådan set aede hende og bare prøvede at være sød (jo når Lærke "aer" kommer det i klap, og nogle gange lidt hårde, men som regel acceptere Sara disse klap og griner endda mens hun siger av.. så er det heller ikke nemt for Lærke ) - men i al fald her har hun også fået et flip på min svigermor med hvorfor pokekr vi havde den unge, og hun bare ville flytte hjemmefra.

Begge episoder er kun kommet i sammenhæng med at Sara har været meget træt/haft en lang og træls dag. Normalt elsker og forguder hun hendes lillesøster men der er jo, og skal også være plads til at man kan få lov til at være en pige på 10..

Min umiddelbare mening er så at man må gå et sted hen hvor Lærke ikke kan "nå" hende. Her til aften gik de ind i gæsteværelset hvor der er rækket op med 2 top madrasser til at tumle på. Men fordi de ligger som de gør kan døren ikke lukkes. De ville ikke have Lærke med derind, men det var ikke til at holde Lærke ude derfra. Ergo må de lave noget andet hvis de ikke vil have hende med (er min mening)

Også i de tilfælde hvor hun klager over at Lærke slår og river i håret - Lærke gør det for det første ikke af ond mening, hun gør det for at vise at hun holder af hendes søster og gerne vil lave sjov, og Sara plejer at være med på det. Når Sara så ikke er det må hun lade være med at sidde/ligge sådan at Lærke kan nå hende.

Det gør mig litterært ked af det at høre om at hun har opført sig og sagt sådan også at opleve det selv for jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal sige til hende!

Jeg tror ikke på at det er et tegn på at hun føler sig overset for jeg/vi er sådan set lige meget ved begge piger - jo Lærke hænger da mere på os, men Sara bliver ikke fejet af fordi Lærke er vigtigere - ikke på nogen måde.! Det er i hvert fald ikke min oplevelse at det er sådan, og når hun ikke er sur som er rigtig mange dage efterhånden er der som skrevet ingen problemer - hun klager ikke over at hun føler sig overset overhovedet, og jeg føler heller ikke at jeg overser hende. (hun er praktisk set heller ikke hjemme eller til stede størstedelen af tiden da hun har legekammerater på besøg hver dag)

Vi har den seneste uge gjort mere for at have noget hende og os tid. I Fredags så vi film alle 3 (jan, hende og jeg) og Søndag var i biffen og se grusomme mig 2, igen uden Lærke, så det er lidt underligt at det kommer i kølvandet på 2 episoder hvor vi netop har tilgodeset hende, og lavet noget med hende kun.

Suk. Mest af alt er jeg såret over at hun overhovedet kan finde på at sige sådan :( Men sådan er søskende jalousi vel? og det skulle vel komme før eller siden.

Gode råd til hvordan jeg tackler fremtidige situationer og synspunkter dertil tages imod med kyshånd - tak :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Lige umiddelbart tænker jeg, at hun har mærket hvor fedt det er at have mor og far for sig selv, og når dagen så driller, så vil man godt have haft endnu mere mor og far for sig selv ;) Helt uskyldigt og som sådan forståeligt :)

Ud fra hvad du skriver, lyder det jo ikke til, at hun egentlig er vred på Lærke (udover de sådan helt søskende trivielle ting med lidt "slåskampe") eller føler sig overset, så jeg tænker ikke at I gør noget forkert eller at der er problemer på færde. :kram2

Men jeg kan godt forstå, at det kan gøre lidt ondt i moderhjertet at hun siger sådan :kram

Jeg tænker, at I evt kunne tage en snak med hende om hvor heldig hun er at have en søster, og hvor heldig Lærke er at have hende. Måske også en snak om at det er naturligt ved ALLE relationer, at man engang imellem ønsker dem hen hvor peberet gror, selvom man elsker dem ;) (Det er måske også en fin ting for dig at huske, når du bliver ked af Saras udbrud). En snak om at Lærke måske ville blive ked af at høre, at hun er uønsket kunne også være et bud. Men mærk efter, hvor meget snak hun kan rumme. I et eller andet omfang ville jeg nok bare lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Lige umiddelbart tænker jeg, at hun har mærket hvor fedt det er at have mor og far for sig selv, og når dagen så driller, så vil man godt have haft endnu mere mor og far for sig selv ;) Helt uskyldigt og som sådan forståeligt :)

Ud fra hvad du skriver, lyder det jo ikke til, at hun egentlig er vred på Lærke (udover de sådan helt søskende trivielle ting med lidt "slåskampe") eller føler sig overset, så jeg tænker ikke at I gør noget forkert eller at der er problemer på færde. :kram2

Men jeg kan godt forstå, at det kan gøre lidt ondt i moderhjertet at hun siger sådan :kram

Jeg tænker, at I evt kunne tage en snak med hende om hvor heldig hun er at have en søster, og hvor heldig Lærke er at have hende. Måske også en snak om at det er naturligt ved ALLE relationer, at man engang imellem ønsker dem hen hvor peberet gror, selvom man elsker dem ;) (Det er måske også en fin ting for dig at huske, når du bliver ked af Saras udbrud). En snak om at Lærke måske ville blive ked af at høre, at hun er uønsket kunne også være et bud. Men mærk efter, hvor meget snak hun kan rumme. I et eller andet omfang ville jeg nok bare lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet.

Det er også meget det jeg tænker at når Lærke bliver ældre og kan forstå det Sara siger, hvor ked af det hun så bliver, og såmænd også omvendt hvis Lærke siger sådan om Sara. De må behandle hinanden som de selv vil behandles.

Men en mere dybdegående snak skal vi helt sikkert have med hende. Vi talte hurtigt om det her i morges

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det eneste jeg umiddelbart tænker er, at jeg ville personligt have grebet de 2 situationer med Lærke an på en anden måde...

Det der med at Lærke hiver i håret - jo jo, jeg er klar over at det gør små børn, og der går lang tid før de sådan helt kan det der med at ae, men allerede nu siger vi "Nej Aron" når han hiver Maja i håret. Jeg ved da godt at han for det første ikke fatter hvorfor vi siger nej, og for det andet da slet ikke kan koble det med at han tager fat i hendes hår, for han synes jo bare at håret er spændende og vil gerne lege med det. Men det er for det første signal-værdien overfor Maja, at vi godt ved at han hiver hende i håret og det ikke er ok at hive i håret, men for det andet også at så vokser han op med at man får et nej når man hiver i håret - så lærer han det jo på et tidspunkt. Derudover forklarer vi så Maja hvorfor han hiver hende i håret, og at han ikke gør det for at være ond.

Og så lader vi ham aldrig gøre det, heller ikke når hun synes det er sjovt. Dog siger vi til hende når hun så leger med ham hvor hun forsøger at få ham til at tage fat i håret, at når hun leger sådan vil han hive hende i håret, og hvis han ikke må det, skal hun lege en anden leg med ham.

Og jeg tænker at Lærke er ved at have en alder hvor hun skal lære at det må man ikke. (Det gør I da garanteret også!)

Ift. situationen med madrasserne, så havde jeg nok været på Saras side, og havde fjernet Lærke hver gang hun gik derind. Jeg havde forklaret Sara at Lærke gerne vil derind og lege med dem, men at det er ok at de ikke vil lege med hende lige nu, så når hun kommer derind, skal de følge hende ud / kalde på mig, så jeg kunne følge hende ud. Og så når Lærke går derind, hente hende ud igen og sige "Nej Lærke, Sara leger" og afledt hende med noget spændende. Om ikke andet afledt med en snack i højstolen hvis du var i køkkenet, eller med en gryde og en grydeske hun kan lege med eller hvad Lærke nu lige vil finde spændende. For jeg tænker, at Sara har en alder hvor hun også gerne vil lege uden sin lillesøster, og så synes jeg faktisk ikke det er fair hvis der er steder hun ikke må lege. Altså lige udover med Lærkes legetøj på Lærkes værelse eller noget i den dur.

Jeg synes ihvertfald ikke at det altid skal være Sara som skal føje Lærke eller undgå Lærke, men Lærke er efterhånden også en alder hvor hun kan begynde at lære at lige nu skal hun ikke ind i gæsteværelset, ligesom man kan lære hende at lige nu skal hun ikke spise eller hvad det nu lige er en pige på godt et år pludselig gerne vil.

Det er bare sådan jeg vil gøre...

Men jeg tror da selvfølgelig at det bare er søskendejalousi blandet med træthed. Det er da godt klaret hvis hun endnu ikke har brokket sig over Lærkes tilstedeværelse en milliard gange og har ønsket man kunne sende hende der hen hvor peberet gror. Og de følelser skal Sara have lov til at have, som du også skrev. Man skal jo bare finde en måde at løse situationen på i sin familie som man selv har det godt med :)

Hele situationen i går var jeg slet ikke hjemme til at reagerer på det, det jeg har skrevet er sådan jeg tror at jeg ville have reageret.

At Lærke hiver i håret er meget som du skriver ovenover noget som vi også normalt siger nej til, men Sara ligger sig sådan at Lærke dels kan nå hendes hår, og Sara indbyder til at hun gerne må, også klappe hende i ansigtet mens hun siger "av av av" så Lærke griner, og begge opfatter det som en leg. Så er det ikke nem for Lærke når Sara vender på en ti-øre at hun ikke vil have det, men stadig ligger så Lærke kan nå hende.

Men der må vi også have udstukket nogle retningslinier for Sara at enten må Lærke eller også må hun ikke, og der må hun også kunne sige stop uden at flippe skrot, og så fjerne sig fra hende.

Det med madras værelset kan jeg godt se din pointe i, så det har jeg lige med i baghovedet :) "problemet" for mig er at det er et fælles rum til dem begge to, og at det skaber lidt interne problemer i mig hvis den ene ligger beslag på det med sine venner og så må Lærke ikke være med. Og så på den anden side skal de selvfølgelig have lov til at lege uden Lærke engang imellem (for det er de altså også gode til, alle børnene der kommer i huset). Det er en fin balance gang vi stadig er ved at lære og vænne os til.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har selv en lillesøster, og den største fejl mine forældre begik med os (IMO) var at behandle mig som den store og min søster som den lille altid. Hvilket faktisk betød, at jeg fik skylden for alle de fejl min søster begik overfor mig, fordi jeg var den store. Fx fik jeg som 12-13 årig et smykkesæt som min søster ødelagde (hun var 9-10 år), og det var mig der fik skæld ud for ikke at have passet på mine ting.

Måske er det lidt af det samme som Sara føler? Det lyder lidt som om med situationen med madrassen, at Sara fik "skylden" og måtte lege anderledes, på grund af noget som Lærke gjorde.

Det er SÅ frustrerende at få skylden for noget man ikke har gjort, så jeg kan godt forstå hvis hun føler sig uretfærdigt behandlet.

Det er en svær balancegang som forældre, for hun ER jo den store, og derfor er det helt naturligt, at hun har et større ansvar. Men måske føler hun selv, at fordelingen ikke er helt fair? Det er bare en tanke ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har selv en lillesøster, og den største fejl mine forældre begik med os (IMO) var at behandle mig som den store og min søster som den lille altid. Hvilket faktisk betød, at jeg fik skylden for alle de fejl min søster begik overfor mig, fordi jeg var den store. Fx fik jeg som 12-13 årig et smykkesæt som min søster ødelagde (hun var 9-10 år), og det var mig der fik skæld ud for ikke at have passet på mine ting.

Måske er det lidt af det samme som Sara føler? Det lyder lidt som om med situationen med madrassen, at Sara fik "skylden" og måtte lege anderledes, på grund af noget som Lærke gjorde.

Det er SÅ frustrerende at få skylden for noget man ikke har gjort, så jeg kan godt forstå hvis hun føler sig uretfærdigt behandlet.

Det er en svær balancegang som forældre, for hun ER jo den store, og derfor er det helt naturligt, at hun har et større ansvar. Men måske føler hun selv, at fordelingen ikke er helt fair? Det er bare en tanke ;)

Det var enlig en side jeg ikke lige havde tænkt over. Jeg er dog selv den ældste i en søskende flok på 3 hvoraf min søster og jeg er pseudo, men helt sikkert noget jeg lige vil tage med :) tak!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ih Ditte jeg syntes du er så fantastisk god til at bede om råd pg tage imod det der kommer og reflektere over det du allerede gør!!! :respekt

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ih Ditte jeg syntes du er så fantastisk god til at bede om råd pg tage imod det der kommer og reflektere over det du allerede gør!!! :respekt

tak skal du have :blush

Det kommer faktisk efterhånden naturligt til mig at spørge til råds hvis jeg enten synes at jeg kunne tackle situationen anderledes (og det synes jeg enlig tit at jeg kunne, eller at der muligvis kunne være andre måder at tackle situationen på) og når jeg er i den situation som jeg nu engang er med Sara, Lærke og Jan...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ih Ditte jeg syntes du er så fantastisk god til at bede om råd pg tage imod det der kommer og reflektere over det du allerede gør!!! :respekt

:ditto :respekt

Synes det er vIrkelig flot, at du sådan rækker ud, for at finde den bedste løsning for jer alle :super

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:ditto :respekt

Synes det er vIrkelig flot, at du sådan rækker ud, for at finde den bedste løsning for jer alle :super

Taaaaaak :blush

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha...

De værste situationer opstår faktisk når Jan også er hjemme, for han kan/vil ikke følge de råd jeg prøver at give ham med bare at ignorere hende fordi hun kævler op/brokker sig for at få en reaktion. Han argumentere med at når han ikke er mere hjemme skal hun tiltale ham pænt og med respekt, og jeg kan også godt følge det, men det gør bare situationen værre end den kunne have været.

Det seneste tid har jeg lagt mærke til at fræk opførsel og svaren igen er tiltagende. I går opdagede jeg at hun havde lavet sugemærker på sig selv (igen). Jan er meget hys omkring at det vil han bare ikke have at hun gør da det ødelægger huden (er ikke klar over det er tilfældet, jeg blander som regel udenom dé diskussioner).

Anyways hun blev hammer sur over at få skældud og opførte sig sur og tvært resten af morgenen.

Mit umiddelbare problem i denne sammenhæng er at jeg ikke kan have at hun opføre sig sådan fordi hun har fået skældud. Jeg forventer at hun er ydmyg og sætter sig ind i hvorfor hun har fået skældud/konsekvens og tænker over det og så kommer videre, men det er jo bare de færreste børn der er sådan i praksis.

Jeg talte med Sara om det inden hun blev afleveret i skole hvor hun nævnte at engang imellem kan hun bare ikke "styre sin krop", hun bliver så sur og kan ikke komme ud af surheden, hvor jeg sagde at jeg hellere ville at hun lige gik for sig selv lidt, i det omfang hun nu kunne (feks om morgenen er der ikke tid til det, men så kan hun sætte sig på bagsædet og lige tage en slapper), og så lige dampede af.

Jeg er frustreret over at vi har tiltagende situationer hvor jeg føler jeg er nødt til at skrive til hendes lære for at gøre dem opmærksom på at hun har haft en dårlig morgen og at det kan have indflydelse på hende skoledag.

Hun giver for det meste op, konstatere at hun bare ikke kan være sød og er bare en hammer slem pige og hvad pokker siger man til det?! Fra enlig at skælde ud skal man nu pludselig til at rose hende for at hun normalt er sød og det hjælper alligevel ikke en pind fordi hun bliver ved med at sur/tvær/ked af det..

SUK

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Årh, kan godt forstå du synes det er en træls situation. :kram2

Måske skal hun bare have rum og luft til sine følelser? Det virker som om hun kan have svært ved at rumme sine følelser nogle gange, så det er måske endnu sværere at lægge en dæmper på dem, fordi hun skal føle noget andet? (altså at hun ikke må være sur, men skal være ydmyg) Bare en strøtanke :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Årh, kan godt forstå du synes det er en træls situation. :kram2

Måske skal hun bare have rum og luft til sine følelser? Det virker som om hun kan have svært ved at rumme sine følelser nogle gange, så det er måske endnu sværere at lægge en dæmper på dem, fordi hun skal føle noget andet? (altså at hun ikke må være sur, men skal være ydmyg) Bare en strøtanke :)

Det tror jeg også hun har brug for men hun magter ikke at gøre det konstruktivt hvis i det hele taget.

Synes psykologen jan bragte på banen sidst han talte med skolen er mere og mere tiltalende.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker lidt, er Saras følelser uberettiget? Hvis hun bliver sur osv. Så reagerer hun jo.

Måske reagerer hun kraftigere og føler sig forkert, fordi hun tror at det ikke er ok, at hun bliver sur og ked af det? Som en andem bruger skrev; at hun simpelthen ikke kan rumme hendes følelser?

Fordi hun måske tror at det ikke er i orden?

Måske det ville hjælpe hende at få at vide at det er OK at hun synes tingene er uretfærdige og trælse og at det er okay at hun er ked af det i situationen.

Måske lære hende at når hun bliver så ked af det, at hun ikke kan rumme det, at hun netop kan for sig selv og så falde lidt til ro for derefter at snakke om hændelsen?

Det er en svær situation du er i og jeg tror at Sara vil ha' godt af en psykolog at tale med, men jeg tror også at det er vigtigt at møde hende på hendes præmisser og fortælle hende, at det er ok at være ked af det og frustreret. Hun skal jo også lære at reagerer på det og forstå hendes følelser. Vi starter alle et sted og jeg tror at det bedste du/i kan gøre for Sara er at lære hende at rumme disse følelser, at de er normale og at man kan gøre noget ved dem. Som f.eks. at tegne en tegning, hvis man er sur eller ked af det, gå for sig selv indtil følelserne er under kontrol. Tælle til 10 og alt det der. Hun skal lære det ligesom vi andre også skulle :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker lidt, er Saras følelser uberettiget? Hvis hun bliver sur osv. Så reagerer hun jo.

Måske reagerer hun kraftigere og føler sig forkert, fordi hun tror at det ikke er ok, at hun bliver sur og ked af det? Som en andem bruger skrev; at hun simpelthen ikke kan rumme hendes følelser?

Fordi hun måske tror at det ikke er i orden?

Måske det ville hjælpe hende at få at vide at det er OK at hun synes tingene er uretfærdige og trælse og at det er okay at hun er ked af det i situationen.

Måske lære hende at når hun bliver så ked af det, at hun ikke kan rumme det, at hun netop kan for sig selv og så falde lidt til ro for derefter at snakke om hændelsen?

Det er en svær situation du er i og jeg tror at Sara vil ha' godt af en psykolog at tale med, men jeg tror også at det er vigtigt at møde hende på hendes præmisser og fortælle hende, at det er ok at være ked af det og frustreret. Hun skal jo også lære at reagerer på det og forstå hendes følelser. Vi starter alle et sted og jeg tror at det bedste du/i kan gøre for Sara er at lære hende at rumme disse følelser, at de er normale og at man kan gøre noget ved dem. Som f.eks. at tegne en tegning, hvis man er sur eller ked af det, gå for sig selv indtil følelserne er under kontrol. Tælle til 10 og alt det der. Hun skal lære det ligesom vi andre også skulle :)

Jeg tænker meget som Taz - fortæl hende at du kan se og høre at hun er vred og at det er ok. Vreden kommer vel i forsvar - en slags trods. Man kan føle man er forkert hvis ens handlinger er forkerte og så vil selvopholdelses driften eller hvad det hedder jo kæmpe. Jeg kender det fra mig selv fx i dag hvor jeg pænt får at vide af pedellen at man skal trække cyklen hen til skuret fra stien, jeg blev lidt sur fordi jeg ikke ANEDE at det var sådan og så er det sku ikke nemt og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt det!!! Men rationelt set så var det jo præcis det han gjorde, jeg blev bare flov. Jeg sagde selvfølgelig bare at jeg ikke vidste det og at det skulle jeg nok huske fremover. Men lige da jeg gik derfra var der tordenvejr på øverste etage :P

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker lidt, er Saras følelser uberettiget? Hvis hun bliver sur osv. Så reagerer hun jo.

Måske reagerer hun kraftigere og føler sig forkert, fordi hun tror at det ikke er ok, at hun bliver sur og ked af det? Som en andem bruger skrev; at hun simpelthen ikke kan rumme hendes følelser?

Fordi hun måske tror at det ikke er i orden?

Måske det ville hjælpe hende at få at vide at det er OK at hun synes tingene er uretfærdige og trælse og at det er okay at hun er ked af det i situationen.

Måske lære hende at når hun bliver så ked af det, at hun ikke kan rumme det, at hun netop kan for sig selv og så falde lidt til ro for derefter at snakke om hændelsen?

Det er en svær situation du er i og jeg tror at Sara vil ha' godt af en psykolog at tale med, men jeg tror også at det er vigtigt at møde hende på hendes præmisser og fortælle hende, at det er ok at være ked af det og frustreret. Hun skal jo også lære at reagerer på det og forstå hendes følelser. Vi starter alle et sted og jeg tror at det bedste du/i kan gøre for Sara er at lære hende at rumme disse følelser, at de er normale og at man kan gøre noget ved dem. Som f.eks. at tegne en tegning, hvis man er sur eller ked af det, gå for sig selv indtil følelserne er under kontrol. Tælle til 10 og alt det der. Hun skal lære det ligesom vi andre også skulle :)

Jeg er meget enig med Taz, omkring dette punkt :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg talte med Sara om det inden hun blev afleveret i skole hvor hun nævnte at engang imellem kan hun bare ikke "styre sin krop", hun bliver så sur og kan ikke komme ud af surheden, hvor jeg sagde at jeg hellere ville at hun lige gik for sig selv lidt, i det omfang hun nu kunne (feks om morgenen er der ikke tid til det, men så kan hun sætte sig på bagsædet og lige tage en slapper), og så lige dampede af.

Den beskrivelse får mig altså til at tænke ADHD. Jeg har arbejdet med børn, der har det på præcis samme måde. Det er så synd for dem :( Tænk hvis medicin kunne hjælpe hende...

Og du godeste hvor er din mand dog egoistisk. HAN er aldrig hjemme. HAN har selv valgt det. HAN er der ikke for hende. Og så forventer han ved Gud at blive behandlet med respekt, når han er hjemme? Jeg er målløs :blink

Ditte du er så skide sej! Mega godt arbejde :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER