Saras tråd (pre-teen/problembarn)

[tazdiginez]

Vil godt lige tillade mig at gå lidt mod stemningen herinde...

Jeg kender ikke Sara, og har kun mødt Diden et par gange, så kan vel ikke påstå at hende nogen af jer sådan indgående...

Men... jeg tror på at der er børn som har brug for meget faste rammer, og en klar markering af, når man træder udenfor de rammer mod bedre vidende. Hvordan det så markeres må jo være op til den erfaring som forældrene har for hvad barnet forstår.

Jeg mener, hvem af os herinde ved præcis hvor meget Diden og Jan har forsøgt at sætte sig på Saras niveau og forsøgt talens vej for at forklare hende at hun er på vej på et sidespor? Om de har forsøgt at benytte empati hos Sara til at få hende til at forstå? Om de har erfaring for, at en tydelig og måske voldsom konsekvens er den eneste måde at få Saras opmærksomhed på?

Jeg skal ikke dømme hvad der skal til for en voldsom konsekvens for andre. Her i huset er vi strenge omkring det at bande. Vi vil ikke høre på det. Maja må sige "Av for den" eller "For den da" hvis hun skal bruge kraftudtryk, men "for pokker" er ikke tilladt. Når hun bruger et bandeord siger vi til hende "Maja, det der vil vi ikke høre på. Det er ikke pænt at sige", og da hun på et tidspunkt efter gentagne gange at have fortalt hende at det ikke er ok, gik hun hen til sin far, og sagde "For pokker!" med et tydeligt provokerende blik. Og så er vi hårde, og hun røg på slap-af-stolen, fordi i var nødt til at markere at der havde hun gået over grænsen. Er det voldsomt at sætte på slap-af-stolen over et mildt bandeord? Ja, absolut, men Maja har indimellem brug for lige at afprøve om nu vi stadig mener det der med at vi er de voksne!

Jeg mener ikke at konsekvenser nødvendigvis betyder at man mister fortroligheden med barnet, for det kommer HELT an på resten af livet med barnet. Men hvis jeg overfor mine børn klart viser hvor grænsen går, inkl. en skarp markering ved særlige lejligheder, så viser jeg dem at jeg elsker dem nok til at jeg tør tage en stor konflikt, så længe jeg resten af tiden viser og fortæller barnet at hun er skøn, dejlig, elsket, ønsket osv. Jeg ville aldrig sige til mine børn "Du er..." og så et skældord eller lignende, men altid "Du har gjort... og det er ikke ok". Hvorimod begge børn dagligt får at vide at vi elsker dem, de er ønskede, dejlige, dygtige osv. Dvs konsekvensen kobles på en handling, kærlig kobles på deres person.

Så hvis Sara er en pige som har brug for tydelige rammer, en klar konsekvens og nogle gange en måske voldsom konsekvens uden tydelig sammenhæng med "forbrydelsen", så må jeg tro på at Diden og Jan gør det fordi DE kender deres barn, og fordi de resten af tiden - de sidste vl 90 % eller mere - viser og fortæller Sara at hun er elsket, skøn osv.

Jeg er selv opdraget efter parolen "Jeg elsker dig, men jeg elsker ikke altid det du gør" og det synes jeg er absolut ok.

Jeg havde skrevet et LAAAANGT indlæg (måske lidt aggressivt) som gik på det samme... Så...

:ditto

[Solvej99]

Men man kan jo ikke rigtig gøre andet end at kommentere på de oplysninger der nu engang er i tråden :)

[tazdiginez]

Så vil jeg også indskyde, at Diden ikke havde bedt om noget som helst. Hun dampede af omkring denne episode og konsekvensen var sagt og lagt.

Man behøver ikke at væer enige i opdragelses-metoder, men derfor behøver man ikke at få andre til at føle sig mindre værd eller som en dårlig forældre, fordi ens egen personlige "måde" at opdrage på er anderledes.

Jeg synes mange gange at folk er hurtige til at hoppe med på vognen og selvom man ytre sig enormt sagligt og pænt, så skal man også tænke på at der sidder en modtager med følelser i den anden ende.

Opdragelse er SÅDAN et vidt begreb og der er SÅ mange forskellige måder at gøre det på. Der er nogle bestemte do's og don'ts, men ellers er der ingen "regler" som sådan. Det er op til hver enkelte forældre og det er i orden og helt ok ikke at være enige, men man kan hurtigt blive fordømmende i disse debatter.

Og det finder jeg lidt sørgeligt, da modtageren (som i dette tilfælde er Diden) bliver enormt påvirket HVER gang, andre stiller spørgsmålstegn ved deres forældre-evne. Det kan godt være at man ikke gør det, men det føles sådan for modtageren, når noget så sårbart bliver diskuteret og taget til en debat - selvom debatten for længst var overstået...

Det er lidt det samme, som da jeg fik en underretning fra en bruger herinde fra, og mit "udbrud" og den damp jeg skulle lukke ud; den situation, hvor jeg allermest havde behov for at vide at jeg var en god mor osv. - blev lavet om til en debat omkring underretning. Ikke bare 1 underretning, men MIN underretning. Jeg gjorde det tydeligt at det ikke var for at skabe heksejagt, men direkte for at fortælle at man altså ikke kan være 100% åben på dette forum (som jeg i sin tid troede man kunne) - Jeg VED at dette er internettet, jeg VED at det er et åbent forum og at man står til ansvar for alt man skriver - MEN! Vi er en flok kvinder herinde som er "fortrolige" og som betror os meget til hinanden og ofte med nogle tunge emner. Det er derfor lidt svært ikke at føle sig lidt trådt på, når dem man troede var "fortrolige", pludseligt ikke virker til at være det længere...Og her snakker jeg ikke bare fordi man ikke deler mening, men fordi der sker uventede ting af og til, som gør at man ser "personen bag skærmen" helt anderledes.

Og så kommer vi til alt det med "er vi veninder herinde" igen - nogle er, andre er ikke, men man kan stadig godt føle sig i totalt mindretal og værende alene, når der er flere som ytre den samme mening og får en til at føle sig "forkert".

Igen - vi skal alle være her, kvinder som meninger, men jeg tror bare at i sådanne debatter og situationer som denne, behøver man ikke at springe til og sige "jeg er enig" med en masse grunde til HVORFOR, for det hjælper da bestemt ikke modtageren til at forstå andre sider af situationen. Det får somregel (det ved jeg fra mig selv) bare modtageren til at føle sig forkert, alene og måske en smule røvrendt.

Så kan modtageren vende tilbage dagen efter med friske øjne på sagen, hvis situationen stadig er i spil - det er den bare ikke i denne situation.

Dommen er sagt, konsekvensen er lagt og der er intet mere at gøre.

Personligt mener jeg at der er grænser for hvornår ens mening bør udtales og ikke..

[Solvej99]

Ts skriver i første indlæg at hun tager imod råd med kyshånd. Jeg læser ikke andet end at folk har forsøgt at komme med forslag til hvordan de ville tackle det.

Synes faktisk at tonen er fin og jeg ser ingen angreb. Hvis man hviler i sig selv og føler sig 100 % sikker i det man gør, så bør man ikke blive såret. Og hvis man ikke kan "tåle" at få råd, så må man jo lade være med at bede om det. For ja, det er internettet og her kan man altså risikere at blive udsat for lidt af hvert.

Synes så bare generelt at folk er søde herinde i forhold til andre steder. Og som sagt læser jeg altså kun at folk viser omsorg for Sara :)

[tazdiginez]

Ts skriver i første indlæg at hun tager imod råd med kyshånd. Jeg læser ikke andet end at folk har forsøgt at komme med forslag til hvordan de ville tackle det.

Synes faktisk at tonen er fin og jeg ser ingen angreb. Hvis man hviler i sig selv og føler sig 100 % sikker i det man gør, så bør man ikke blive såret. Og hvis man ikke kan "tåle" at få råd, så må man jo lade være med at bede om det. For ja, det er internettet og her kan man altså risikere at blive udsat for lidt af hvert.

Synes så bare generelt at folk er søde herinde i forhold til andre steder. Og som sagt læser jeg altså kun at folk viser omsorg for Sara :)

Ja... i 1. indlæg LilleMi som er fra februar, og bestemt ikke har relevans længere. Det er en ny situation, et nyt "dilemma" der var taget hånd om. Der er ikke i det nye "dilemma" skrevet noget om "hjælp mig", "kom med jeres mening" eller lign.

At TS beder om hjælp til det første problem, betyder bestemt ikke at TS ønsker det i det næste.

Som jeg skrev er tonen også helt acceptabel, men denne situation VAR afklaret, dommen var afsagt og alligevel skal der ytres meninger om en sag der ikke kan laves om på. :) Det er i orden ikke være enige, men personligt syntes jeg at meninger godt kan gå for langt, når situationen ikke kan ændres..

Det er lidt som at sige "du har en bussemand på kinden", når man lige HAR gået hele byen igennem med veninden...

[Solvej99]

Ja... i 1. indlæg LilleMi som er fra februar, og bestemt ikke har relevans længere. Det er en ny situation, et nyt "dilemma" der var taget hånd om. Der er ikke i det nye "dilemma" skrevet noget om "hjælp mig", "kom med jeres mening" eller lign.

At TS beder om hjælp til det første problem, betyder bestemt ikke at TS ønsker det i det næste.

Som jeg skrev er tonen også helt acceptabel, men denne situation VAR afklaret, dommen var afsagt og alligevel skal der ytres meninger om en sag der ikke kan laves om på. :) Det er i orden ikke være enige, men personligt syntes jeg at meninger godt kan gå for langt, når situationen ikke kan ændres..

Det er lidt som at sige "du har en bussemand på kinden", når man lige HAR gået hele byen igennem med veninden...

Det synes jeg slet ikke. Men vi opfatter jo også ting forskelligt :)

[Pumpkins]

Hvis man ikke vil have kommentarer, så må man skrive det. At ts vælger at poste dette indlæg i samme tråd som andre indlæg, hvor hun beder om hjælp tolker jeg som en opfordring til at komme med kommentarer.

Der er IMO ikke nogle herinde, der har skrevet noget der er et angreb på diden og hendes familie, men hvis ikke man kan tåle at høre folks kommentarer på ens situation, skal man efter min overbevisning ikke offentliggøre den. Skulle vi sige "det var synd" eller "det kan jeg godt forstå var svært" - selvfølgelig er det rart med bekræftelse, men hvad kan hun bruge det til.

Jeg synes du læser noget forkert i det Taz. Vi kommer med vores gode råd, fordi vi gerne vil hjælpe, ikke fordi vi vil kaste med sten eller kritisere. Vi gør det i bedste mening (det går jeg i hvert fald ud fra).

Jeg synes det er synd, at vi ikke kan få lov til at komme med forslag til en anden måde at se tingene på, uden at blive beskyldt for mudderkastning. Det kunne være at Diden havde brug for en anden vinkel på tingene, at se dem lidt udefra eller tolke problemerne på en anden måde. Man bliver ikke klogere af at snakke med folk, der er enige. Så måske man skulle tage en dyb indånding og læse indlægene for det de er - gode velmente råd - i stedet for at tråde i forsvarsposition med det samme :)

[tazdiginez]

Hvis man ikke vil have kommentarer, så må man skrive det. At ts vælger at poste dette indlæg i samme tråd som andre indlæg, hvor hun beder om hjælp tolker jeg som en opfordring til at komme med kommentarer.

Der er IMO ikke nogle herinde, der har skrevet noget der er et angreb på diden og hendes familie, men hvis ikke man kan tåle at høre folks kommentarer på ens situation, skal man efter min overbevisning ikke offentliggøre den. Skulle vi sige "det var synd" eller "det kan jeg godt forstå var svært" - selvfølgelig er det rart med bekræftelse, men hvad kan hun bruge det til.

Jeg synes du læser noget forkert i det Taz. Vi kommer med vores gode råd, fordi vi gerne vil hjælpe, ikke fordi vi vil kaste med sten eller kritisere. Vi gør det i bedste mening (det går jeg i hvert fald ud fra).

Jeg synes det er synd, at vi ikke kan få lov til at komme med forslag til en anden måde at se tingene på, uden at blive beskyldt for mudderkastning. Det kunne være at Diden havde brug for en anden vinkel på tingene, at se dem lidt udefra eller tolke problemerne på en anden måde. Man bliver ikke klogere af at snakke med folk, der er enige. Så måske man skulle tage en dyb indånding og læse indlægene for det de er - gode velmente råd - i stedet for at tråde i forsvarsposition med det samme :)

Nu sidder jeg så på den modtagende ende af Didens reaktion på disse besvarelser, så jeg kan sige noget helt andet.

Jeg beskylder bestemt ikke nogle for mudderkastning, men siger at modtager mange gange kan tage tingene anderledes en afsender sender tingene ud til at være. Det har INTET med afsender at gøre, men derimod modtageren. Det eneste JEG skriver er; at i denne situation er meningerne lidt... meningsløse eftersom der allerede var en konklusion på sagen (hvilket Diden også nævner i hendes besvarelse). Som jeg skrev tidligere er det egentligt lidt som at sige "du har en bussemand på kinden" når man allerede har gået igennem byen.

Diden kan helt sikkert bruge jeres besvarelser til en anden situation, men at stille spørgsmålstegn ved hendes konsekvens og danne meninger om denne, gør hende bare ked af det eftersom hun intet kan gøre ved det og fordi hun måske føler sig lidt stemplet.

Alle har ret til deres mening, men i følsomme emner som dette hvor meninger spænder bredt, så synes jeg personligt at man skal overveje om modtager kan stille spørgsmålstegn ved ens besvarelse. Altså, om modtager føler sig dømt. Det er IKKE ens ansvar hvordan modtageren modtager ens besvarelse, men igen... I så følsomme emner som opdragelse og når mange af os ikke kender hinanden andet end på skrift, så synes jeg mange gange at man hurtigt uden at vide det, kan få et andet menneske til at føle sig stemplet FORDI man ikke deler samme mening som fællesskabet.

[Barbamama]

Altså RIIIIIGTIG mange bk tråde handler jo om, hvad vi gør for og med vores børn, så hvis vi skal til at passe på med at ytre holdninger der, så synes jeg personligt at forummet ville blive fattigere :unsure

Og så har jeg det sådan, at i personlige tråde (gravid og mor), der tager man hensyn til hvem TS er, og holder enten kæft eller støtter (eller er uenig med sukker på, hvis man ved at TS "kan tage det"), men alle andre er emne-tråde, hvor der er og skal være plads til holdninger, og hvor vi kan tage ved lære af hinanden. En tråd kan jo starte med et problem for én, men ende med at ti andre er blevet klogere på dem selv og det synes jeg da er smukt :)

Jeg synes også at det er ok, at formulere "Jeg er uenig" på andre og mere følelsesladede måder, sådan som jeg selv gjorde, da jeg skrev at jeg fik ondt i maven, og jeg synes også at det er ok at skrive, at man synes, at noget er forkert. For det er IMO bare variationer af "jeg er uenig" og det er vi vel enige om, at man godt må være, og selvom den givne situation ikke er aktuel længere, så er det vel aldrig for sent at blive klogere (uanset om man er af den ene eller den anden holdning).

Forresten kan jeg også - som jeg også har skrevet i en anden tråd - være DYBT forarget over et indlæg/ytring/handling fra en bruger (eller ven IRL for den sags skyld) og samtidig synes godt om personen som helhed.

Så for en god ordens skyld: Ja, jeg får ondt i maven ved tanken om at Saras fødselsdag bliver aflyst og jeg synes petsonligt, at det er en MEGET uhensigtsmæssig måde at tackle smadrede flasker og eksperimenteren med smøger på MEN det ændrer ikke på, at har opfattelsen af at Diden er både et godt menneske og en god mor. :)

[MissingLink]

Ditte, jeg har også mødt dig sammen med Sara, og jeg er helt overbevist om, at I gør alt det bedste I ved for Sara. Jeg ved også, at det kan være svært at være bonusmor med lidt mere end "bare bonus". Det har vi vist talt om før. Derfor mente jeg også det ville være ok at skrive min mening :kram2

----

Jeg er efterhånden lidt træt af at skulle "dikteres" hvordan man må skrive i tråde, der åbent lægger op til debat. Jeg synes ofte, at nogen forventer, at man skal vide hvordan TS sindsstemning er på det skrevne tidspunkt. Man skal i det hele taget vide eller burde vide noget om den anden inden man skriver. Uagtet, at dette måske ikke gælder den anden vej. Omvendt kunne man så sige, at der kunne være en grund til man kommenterer på visse indlæg. Det kunne være man kommenterer på det, fordi man føler man har noget der evt kan bruges- som TS kan bruge til noget.

Jeg er lidt "træt" af at denne hensyntagen synes at gælde bestemte tråde eller personer. Og helt ærligt, hvis jeg skal til at sortere i HVEM det er TS, overveje deres sindsstemning og til dels livshistorie INDEN jeg skriver, så bliver det bare ikke et forum jeg kommer til at benytte ret meget. Ganske enkelt, fordi jeg ikke søger den Info i den jeg besvarer et emne. Og om det er relevant at besvare et emne, når "beslutningen" er taget, kan man vel ikke gøre sig til dommer over? Hvorfor skal man have at vide at det er forkert at skrive sin mening- eller i bedste fald meningsløst?

Jeg forventer altså heller ikke, at diverse tager hensyn til min sindsstemning, MIN historie, hvor lidt jeg har sovet i 2 år, MINE kampe, eller min og andres bevæggrund for at besvare. I så fald bliver det ikke mange tråde man skal besvare. Summa summarum, så er jeg nok bare lidt træt af at få at vide hvad man bør eller jan svare- og hvornår. Jeg synes det er rart med forskellige meninger- også selvom de ikke "passer mig".

-----

Sorry Ditte- det var et sidespring, det muligvis ikke berettiget hører til i din tråd. Som sagt er jeg sikker på I gør hvad I føler bedst for jeres familie :kram2

[Guest]

Jeg kender ikke jeres historie, men jeg kan forstå at Sara er blevet svigtet af sin mor.

Har hun nogensinde talt med nogen om det svigt? Her tænker jeg ikke jer, men en udeforstående, en psykolog eller anden 3 person? En hun kan råbe ud med hvor svigtet hun er, uden at den person har føleser i klemme?

Udfra det du har skrevet fornemmer jeg hun er en ensom pige. Det kan godt være det er forkert læst, men blot en fornemmelse. Jeg tror hun kan tumle med meget som kan være svært at få ordenligt ud når man ikke er større.

Jeg er helt enig i, at der skal være konsekvenser for uacceptabel adfærd. Konsekvensen skal dog afstemmes barnet/pigen og selvføgelig adfærden.

Måske i skulle få noget rådgivning om hvordan hun skal håndteres, så det ikke løber løbsk, man kan nemt selv se sig blind. Måske skal hun også have en at gå til - alla en støtteperson hos kommunen?

[Guest Diden]

Jeg kender ikke jeres historie, men jeg kan forstå at Sara er blevet svigtet af sin mor.

Har hun nogensinde talt med nogen om det svigt? Her tænker jeg ikke jer, men en udeforstående, en psykolog eller anden 3 person? En hun kan råbe ud med hvor svigtet hun er, uden at den person har føleser i klemme?

Udfra det du har skrevet fornemmer jeg hun er en ensom pige. Det kan godt være det er forkert læst, men blot en fornemmelse. Jeg tror hun kan tumle med meget som kan være svært at få ordenligt ud når man ikke er større.

Jeg er helt enig i, at der skal være konsekvenser for uacceptabel adfærd. Konsekvensen skal dog afstemmes barnet/pigen og selvføgelig adfærden.

Måske i skulle få noget rådgivning om hvordan hun skal håndteres, så det ikke løber løbsk, man kan nemt selv se sig blind. Måske skal hun også have en at gå til - alla en støtteperson hos kommunen?

Jan fik fuld forældremyndighed over Sara da hun har været omkring 2 år vil jeg mene. Efter da har der været en episode hvor Saras mor har kidnappet hende og de var væk i 5 dage før politi og fogede fandt dem.

Derefter fik Saras mor kun tilkendegivet overvåget samvær, og det blev færre og færre gange og kortere og kortere tid til det til sidst løb helt ud i sandet.

Da jeg kom ind i billedet havde hun ikke set sin mor fast i et år, og der skulle gå yderligere nogle år. Der var Sara 5½, så hun stoppede med at se sin mor da hun har været 4½.

Vi høre først fra statsamtet da der er gået 4½ år fra sidst de har haft samvær. Altså kort efter Sara fyldte 8 år.

I dag har Sara samvær med sin mor hver 3. uge i nogle timer og det går rigtig fint. Samarbejdet mellem os alle sammen fungerer også rigtig godt, selv jeg kan ringe op til Saras mor og tale omkring hvordan samværet skal ordnes næste gang osv.

Saras mor har op til flere diagnoser, bla. borderline.

Jeg tror ikke at Sara selv har nogen erindring om det her svigt, specielt ikke efter at samværet er begyndt igen.

Den klasse Sara går i har et rigtig godt klima, og Sara har rigtig mange kammerater. Der kommer som regel min. 1 hver dag og spørger om hun kan lege, så min opfattelse er ikke at hun er ensom, hverken herhjemme, i klasse eller SFO.

Samtidig med skal det siges at vi da helt sikkert har mærket at hun har reageret på det her svigt via at hun er meget meget meget lidt spisende og har alle dage været det. Det er blevet bedre efter vi havde et møde med skole og kommune.

Hun havde en episode inden sommerferien hvor hun i et raseri anfald bildte sin lære ind at hun havde taget en kniv herhjemme og jeg havde stoppet hende (hvilket selvfølgelig ikke passede) hvor vi netop talte med læreren om hun troede det var nødvendigt med psykolog hjælp hvor hun afslog at det ikke var nødvendigt når vi ikke oplevede de her raseri udbrud i større omfang end hvad vi gør..

Men Saras adfærd er en konstant ændring af metoder, konsekvens afregninger og måder at tage tingene på.

[MLM]

Når hun kommer hjem fra sin mor ytre hun selv at hun synes det har været træls at hendes mor har røget, og at hun næsten ikke har kunnet trække vejret.

Jeg tror ikke hun prøvede at ryge for at have noget at lave sammen med sin mor, men gjorde det for at prøve det.

Jeg tror helt sikkert hun har noget ADHD, i hvert fald noget der minder om det, om end så i form af omsorgssvigt. Jan vil ikke høre tale om at få hende udredt så der er ikke sket mere.

Ok mht rygning, spurgte du hende om hvordan det smagte osv.

Jeg syntes måske din mand lukker øjene for Saras problemer ved ikke at ville have udredt.

Da det muligvis kunne give større forståelse for hendes måde at være på.

Det er ikke fair at ligge det ansvar på dig.

Kan det passe at du ført har talt om at det er dig som har Sara mest ?

Men syntes det er stærkt at du forsøger at få andres syn på sagen

[MLM]

Og til sidst - Vi har alle sammen gjort dumme og åndssvage ting som barn/ung blot for at prøve enten uden at kende konsekvenserne eller vælge at ignorere dem.

Dét sagt gør det dét ikke mere forkert at man har gjort det! Hvis man altid tyer til blot at tale om tingene og holde af og holde om lærer børnene kun (i mine øjne) at der aldrig rigtig sker noget ved at man gør noget galt, og at de derfor bare kan blive ved med at gøre ting gal, for så slem er konsekvensen derved heller ikke..

Forstå mig ret - hun får ikke en konsekvens faldende uden først at have fået en advarsel, og at vi har (forsøgt) at tale stille og roligt om tingene. Men Sara lærer ikke at lærer af sine fejl og tænke sig om ved andre måder end at modtage en konsekvens.

Der er jeg godt nok uenig.

Brug hvad jeg skriver eller lad være.

Da vores datter døde var min største mission at vores store dreng skulle have det så godt dom muligt og hjælpes.

Når jeg læser hvad du skriver, ser jeg Sara som et svigtet barn ( ikke af jer) et barn som har svært ved at finde ståfæste et barn som kun mærker sig selv i ekstreme situationer.

Derfor mener jeg at i visse situationer kan en knus være mere givende end skæld ud.

Jeg mener også at i må lære hende at sætte ord på sine frustrationer istedet for at reagere ved dumt adfærd.

I skal have ens rammer dvs dig og Jan SKAL være enig om hvilke vej i går.

Dvs jeres reaktion skal være ens hver gang.

Eks kunne være time out osv.

Sara skal kunne flippe skrådt og være tryk ved jeres reaktion.

Kig på jeres egne mønstre taler i ordentlig jeres kropsprog overfor hinanden osv.

Hvis Eks dig og Jan skændes og hun syntes han er hård ved dig. Kan hun evt lave lort i den for at beskytte dig. Eller omvendt.

Det er hårdt men så givende i sidste ende.

Som skrevet før brug det eller lad være og ikke en løftet pegefinger eller noget

[Guest Diden]

Ok mht rygning, spurgte du hende om hvordan det smagte osv.

Jeg syntes måske din mand lukker øjene for Saras problemer ved ikke at ville have udredt.

Da det muligvis kunne give større forståelse for hendes måde at være på.

Det er ikke fair at ligge det ansvar på dig.

Kan det passe at du ført har talt om at det er dig som har Sara mest ?

Men syntes det er stærkt at du forsøger at få andres syn på sagen

Det er Jan der har taget hele samtalen med hende omkring det her med rygningen og konsekvensen. Det eneste jeg ved han spurgte hende om var om hun havde inhaleret det (ikke sagt sådan, men forklaret for hende så hun forstod hvad han spurgte om).

Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg har prøvet af flere omgange over de sidste mange år at prøve at forklarer ham at det er for Saras bedste, men han vil bare ikke høre tale om det, hidser sig direkte op og bliver sur, og himler op omkring at min familie og jeg er så vilde med diagnoser (min far, og 2 mindre søskende har alle ADHD).

Hvad er det for et ansvar du mener der bliver pålagt mig?

Det er helt sikkert mig der passer Sara mest. Jans arbejdstider hedder som regel at han køre kl 7 morgen og først er hjemme igen henad 21-24 om aftenen. En sjælden gang er vi heldige at have ham hjemme til aftensmad.

Og tak :)

[Guest]

Jan fik fuld forældremyndighed over Sara da hun har været omkring 2 år vil jeg mene. Efter da har der været en episode hvor Saras mor har kidnappet hende og de var væk i 5 dage før politi og fogede fandt dem.

Derefter fik Saras mor kun tilkendegivet overvåget samvær, og det blev færre og færre gange og kortere og kortere tid til det til sidst løb helt ud i sandet.

Da jeg kom ind i billedet havde hun ikke set sin mor fast i et år, og der skulle gå yderligere nogle år. Der var Sara 5½, så hun stoppede med at se sin mor da hun har været 4½.

Vi høre først fra statsamtet da der er gået 4½ år fra sidst de har haft samvær. Altså kort efter Sara fyldte 8 år.

I dag har Sara samvær med sin mor hver 3. uge i nogle timer og det går rigtig fint. Samarbejdet mellem os alle sammen fungerer også rigtig godt, selv jeg kan ringe op til Saras mor og tale omkring hvordan samværet skal ordnes næste gang osv.

Saras mor har op til flere diagnoser, bla. borderline.

Jeg tror ikke at Sara selv har nogen erindring om det her svigt, specielt ikke efter at samværet er begyndt igen.

Den klasse Sara går i har et rigtig godt klima, og Sara har rigtig mange kammerater. Der kommer som regel min. 1 hver dag og spørger om hun kan lege, så min opfattelse er ikke at hun er ensom, hverken herhjemme, i klasse eller SFO.

Samtidig med skal det siges at vi da helt sikkert har mærket at hun har reageret på det her svigt via at hun er meget meget meget lidt spisende og har alle dage været det. Det er blevet bedre efter vi havde et møde med skole og kommune.

Hun havde en episode inden sommerferien hvor hun i et raseri anfald bildte sin lære ind at hun havde taget en kniv herhjemme og jeg havde stoppet hende (hvilket selvfølgelig ikke passede) hvor vi netop talte med læreren om hun troede det var nødvendigt med psykolog hjælp hvor hun afslog at det ikke var nødvendigt når vi ikke oplevede de her raseri udbrud i større omfang end hvad vi gør..

Men Saras adfærd er en konstant ændring af metoder, konsekvens afregninger og måder at tage tingene på.

Man kan være ensom sammen med 50 af sine bedste venner. Det er godt, at hun har venner, men det er ikke den form for ensomhed jeg mener. Jeg har mødt en hel del børn og unge i min tid som socialrådgiver i en børne og unge afd. De havde masser af venner, men mange af dem var ensomme og ulykkelige og udadreagerende. De havde alle et eller andet svigt med sig i baggagen.

De børn har brug for en der ser dem en der forstår dem. De kan tumle med en masse spørgsmål, som de måske ikke tør få svar på, for de føler sig ikke forstået. Jeg siger ikke i ikke forstår Sara, men måske føler hun sig ikke forstået, måske føler hun hendes følelser er forkerte.

Måske er hun bare en ung pige der reagerer som en teenager. Med hendes baggage ville jeg dog være opmærksom, hun har ikke set sin mor i 4½ år, det tror jeg godt hun kan huske. Muligt hun ikke taler om det, men hun har været så bevidst så det tror jeg ligger der. Derudover er hendes mor syg, det fornemmer hun måske på et eller andet plan.

Jeg vil også mene i gør hende en bjørnetjenste ved ikke at få hende udredt. Hvis hun har ADHD eller andet, så skal hun kunne hjælpes korrekt, i skal have de rigtige redskaber. Det spiller i ikke forlidt med som forældre, i tager ansvar for hende.

Jeg er super glade for i har et godt samarbejde med hendes mor, det er guld værd.

Det kan ikke være nemt for jer :kram2

[Guest Diden]

Man kan være ensom sammen med 50 af sine bedste venner. Det er godt, at hun har venner, men det er ikke den form for ensomhed jeg mener. Jeg har mødt en hel del børn og unge i min tid som socialrådgiver i en børne og unge afd. De havde masser af venner, men mange af dem var ensomme og ulykkelige og udadreagerende. De havde alle et eller andet svigt med sig i baggagen.

De børn har brug for en der ser dem en der forstår dem. De kan tumle med en masse spørgsmål, som de måske ikke tør få svar på, for de føler sig ikke forstået. Jeg siger ikke i ikke forstår Sara, men måske føler hun sig ikke forstået, måske føler hun hendes følelser er forkerte.

Måske er hun bare en ung pige der reagerer som en teenager. Med hendes baggage ville jeg dog være opmærksom, hun har ikke set sin mor i 4½ år, det tror jeg godt hun kan huske. Muligt hun ikke taler om det, men hun har været så bevidst så det tror jeg ligger der. Derudover er hendes mor syg, det fornemmer hun måske på et eller andet plan.

Jeg vil også mene i gør hende en bjørnetjenste ved ikke at få hende udredt. Hvis hun har ADHD eller andet, så skal hun kunne hjælpes korrekt, i skal have de rigtige redskaber. Det spiller i ikke forlidt med som forældre, i tager ansvar for hende.

Jeg er super glade for i har et godt samarbejde med hendes mor, det er guld værd.

Det kan ikke være nemt for jer :kram2

Jeg er helt enig omkring det at vi gør hende en bjørne tjeneste ved ikke at få hende udredt :( men ja...

[Guest Diden]

Ift. det med udredningen, tror du, at Jan ikke ønsker udredning fordi han ikke ønsker at der skal være noget galt med hans lille pige som har været igennem så meget?

Jeg har hørt SÅ tit fra forældre, at selvom de havde på fornemmelsen at deres børn havde vanskeligheder, så var det bare SÅ hårdt og gjorde monster ondt at andre også så det. Giver det mening?

Vi ønsker jo alle at vores børn skal være perfekte, raske og glade. Du kan bare se i min mortråd hvor ked af det jeg blev over min mors kommentarer om Arons vægt, så måske Jan simpelthen ikke kan overskue at andre skal sige at hans lille skønne datter ikke er helt perfekt? I så fald, kunne man bruge det til at fortælle ham at uanset hvad en udredning viser, så ændrer det jo intet ved Sara. Sara er Sara, og om hun har ADHD eller ej eller noget helt fjerde, så har hun de samme problematikker nu, som hun vil have efter en udredning. Den eneste forskel er jo de voksne omkring Sara kan møde hendes vanskeligheder på bedst mulige måde - det er eneste forskel!

Det kan også være noget helt andet der gør det! Måske han er en af dem som hader at vi i dagens Danmark skal sætte diagnoser på alt (hvilket jeg langt hen af vejen er enig i), og vil ikke "spille det spil"?

Uanset, så håber jeg I finder en løsning, og de færreste er nok i tvivl om at I elsker Sara og gør hvad I kan for hende :kram

Det er i hvert fald det jeg har troet i mange år, men når vi taler med andre forældre i klassen er han ikke bleg for at indrømme at Sara har brug for feks støtte lærere.

Sidenhen er jeg kommet til den opfattelse at han nok nærmere ikke vil have kommunen ind over igen. Efter han fik den fulde forældremyndighed i sin tid skulle han igennem alle mulige ting for at kunne bevise dem at han var en god nok far for Sara. Noget at gøre med når det kun er faderen der har forældremyndigheden.

[Guest]

Det er i hvert fald det jeg har troet i mange år, men når vi taler med andre forældre i klassen er han ikke bleg for at indrømme at Sara har brug for feks støtte lærere.

Sidenhen er jeg kommet til den opfattelse at han nok nærmere ikke vil have kommunen ind over igen. Efter han fik den fulde forældremyndighed i sin tid skulle han igennem alle mulige ting for at kunne bevise dem at han var en god nok far for Sara. Noget at gøre med når det kun er faderen der har forældremyndigheden.

Det forstår jeg godt. Har man haft dårlige erfaringer med kommunen, så er det nok ikke dem man kontakter i første omgang. Ved godt det er lettere sagt end gjort, men han må sætte sig udover det, for at hjælpe Sara.

Jeg kan ikke helt huske reglerne, men kan i gå til egen læge og få sent en henvisning til psyk til udredning. Er i tvivl om kommunen skal indover med en udtagelse..

[Guest]

Det forstår jeg godt. Har man haft dårlige erfaringer med kommunen, så er det nok ikke dem man kontakter i første omgang. Ved godt det er lettere sagt end gjort, men han må sætte sig udover det, for at hjælpe Sara.

Jeg kan ikke helt huske reglerne, men kan i gå til egen læge og få sent en henvisning til psyk til udredning. Er i tvivl om kommunen skal indover med en udtagelse..

Det søgte jeg lige selv svar på og jo henvisning til udredning kan godt ske gennem egen læge. Såvidt jeg husker bliver kommunen dog underettet om det, så helt uden om dem kommer i ikke. Det var måske bare en vej, at gå?

[MissingLink]

Tænkte på om skolen siger noget? Eller nævnet problemer?

Hvis du tænker hun har ADHD, og når du har så stor erfaring med det qua din familie, så synes jeg faktisk heller ikke det er rimeligt at Jan ignorerer det. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at få en diagnose på sit barn, men måske han kunne vælge at se det som et redskab til at forstå hende bedre? Tænker, at hvis hun har ADHD, vil hun være ekstrem impulsstyret, og kan derfor have svært ved at styre spontane påfund- uagtet at hun ved det har stærk konsekvens. Tænker bare, at uanset vil man vel kunne få gode råd til at håndtere forskellige situationer. Hvis skolen bemærker noget, er det måske nemmere for dig?

Synes også det er et stort ansvar du har, og synes du gør det godt. Det er ikke altid nemt at være bonus- og du er også mere end det :kram2

[Pumpkins]

Jeg tænker lidt, at hvis I mistænker at Sara har en sydgom, men Jan ikke vil have hende udredt, kunne en start jo være, at undersøge hvilke redskaber i vil kunne hjælpe hende med i hverdagen, hvis hun altså havde diagnosen.

Hvis hun har ADHD vil det helt sikkert hjælpe hende, hvis i er informeret om sydgommen og hvordan i kan indrette jer i hverdagen. Jeg tror i vil komme rigtig langt med bare at kende lidt til, hvordan et ADHD-hovede fungerer, tænker og reagerer, så i vil kunne forstå hende og bedre snakke med hende.

Har hun ADHD er det ikke sikkert, at det med konsekvenserne hjælper hos hende. Symptomerne er forskellige fra person til person, men en af dem er, at man har svært ved at gennemskue konsekvenser, og forudse at det man gør har en dårligt effekt.

Jeg siger ikke, at i skal sygeliggøre hende, men hvis det kan hjælpe hende i hverdagen og hjælpe jer til at forstå hvordan hun bedst kan støttes, så synes jeg det er det værd, at bruge lidt tid på at sætte jer ind i det. Og hvis I kan se en forskel, kunne det måske være med til at få Jan til at se fornuften i at få hende udredt.

Har hendes mor ADHD? Mange psykiske sygdomme er arvelige.

[tille]

jeg vil lige sige at jeg slet ikke har skrevet noget for at træde dig over tæerne, gør dig ked af det, eller at få dig til at føle dig som en dårlig mor :knus2

jeg ville have håndteret det anderledes, men det er ikke ment som en stempling af dig eller din familie. Du gør et fantastisk stykke arbejde med Sara, og det har jeg stor respekt for, nu har jeg set jer sammen og du er fantastisk for hende.

jeg skrev som jeg gjorde for at se det fra en anden vinkel, men kan se at det slet ikke var det du søgte :knus2

[tille]

ups :knus2 skulle have været :kram2

[Guest Diden]

ups :knus2 skulle have været :kram2

Tak :)