Guest Diden

Saras tråd (pre-teen/problembarn)

307 indlæg i dette emne

Ditte du gør det godt, i følger jeres principper og vakler ikke, Sara ved hvor hun har jer og hun er DIN lige så meget som Lærke er! Jeg ved hvor meget du har kæmpet Saras sag på alle måder. Det er unfair at du står med stort set ALLE problemstillingerne mens Jan udstikker spillereglerne og har veto ret, det kan sku ikke være let!

Tro på du gør det bedste du kan - jeg er heller ikke fan af afstraffelse, stuearest, konsekvenser - men Sara er JERES hvad ved vi om hvad der er bedst for hende? Læs indlæggene som ideer til hvad i kunne prøve, ikke som kritik! Og tag det til dig du kan bruge og glem resten, det er ikke værd at ligge søvnløs over. Tænk på at Sara er et svigtet barn, at du står med en opgave som er svær at overkomme for alle og at du er en ung førstegangs mor til barn nr 2!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Ditte du gør det godt, i følger jeres principper og vakler ikke, Sara ved hvor hun har jer og hun er DIN lige så meget som Lærke er! Jeg ved hvor meget du har kæmpet Saras sag på alle måder. Det er unfair at du står med stort set ALLE problemstillingerne mens Jan udstikker spillereglerne og har veto ret, det kan sku ikke være let!

Tro på du gør det bedste du kan - jeg er heller ikke fan af afstraffelse, stuearest, konsekvenser - men Sara er JERES hvad ved vi om hvad der er bedst for hende? Læs indlæggene som ideer til hvad i kunne prøve, ikke som kritik! Og tag det til dig du kan bruge og glem resten, det er ikke værd at ligge søvnløs over. Tænk på at Sara er et svigtet barn, at du står med en opgave som er svær at overkomme for alle og at du er en ung førstegangs mor til barn nr 2!

Tak for din besked :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er Jan der har taget hele samtalen med hende omkring det her med rygningen og konsekvensen. Det eneste jeg ved han spurgte hende om var om hun havde inhaleret det (ikke sagt sådan, men forklaret for hende så hun forstod hvad han spurgte om).

Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg har prøvet af flere omgange over de sidste mange år at prøve at forklarer ham at det er for Saras bedste, men han vil bare ikke høre tale om det, hidser sig direkte op og bliver sur, og himler op omkring at min familie og jeg er så vilde med diagnoser (min far, og 2 mindre søskende har alle ADHD).

Hvad er det for et ansvar du mener der bliver pålagt mig?

Det er helt sikkert mig der passer Sara mest. Jans arbejdstider hedder som regel at han køre kl 7 morgen og først er hjemme igen henad 21-24 om aftenen. En sjælden gang er vi heldige at have ham hjemme til aftensmad.

Og tak :)

Undskyld har ikke fået svaret, jeg syntes det er et rigtig stort ansvar som ligger på dig ALENE og syntes faktisk det er rigtig barnligt og uansvarligt at hidse sig op over din families diagnoser når det er jeres datter han taler om.

ADHD smitter jo ikke via kys og kærlighed og det er jo hvad du har bidraget til mht Sara ( af gode grunde)

Undskyld jeg går ret hårdt på, men jeg syntes ikke det er fair overfor dig at lade dig være alene med pigerne, huset osv så meget. For i sidste ende bliver du jo totalt udkørt og indebrændt og det må da unægtelig kunne mærkes på pigerne i de meget trætte situationer.

Ditte, der er skrevet meget som er blandet ind i debatten som jeg ikke helt forstår.

Men indlæggene er ikke kritik af dig som person.

Du er da en super duper mor over for dine piger.

Det er metoderne der diskuteres, og ved der stilles spørgsmål er i mine øjne kun godt. For det viser en intresse i at svare ordentlig

Personligt tror jeg ikke der er en eneste som er kritisk ved DIG

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Undskyld har ikke fået svaret, jeg syntes det er et rigtig stort ansvar som ligger på dig ALENE og syntes faktisk det er rigtig barnligt og uansvarligt at hidse sig op over din families diagnoser når det er jeres datter han taler om.

ADHD smitter jo ikke via kys og kærlighed og det er jo hvad du har bidraget til mht Sara ( af gode grunde)

Undskyld jeg går ret hårdt på, men jeg syntes ikke det er fair overfor dig at lade dig være alene med pigerne, huset osv så meget. For i sidste ende bliver du jo totalt udkørt og indebrændt og det må da unægtelig kunne mærkes på pigerne i de meget trætte situationer.

Ditte, der er skrevet meget som er blandet ind i debatten som jeg ikke helt forstår.

Men indlæggene er ikke kritik af dig som person.

Du er da en super duper mor over for dine piger.

Det er metoderne der diskuteres, og ved der stilles spørgsmål er i mine øjne kun godt. For det viser en intresse i at svare ordentlig

Personligt tror jeg ikke der er en eneste som er kritisk ved DIG

tak for dit svar.. ved ikke helt hvad jeg skal svare (køre på reserver xD) men tak :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Så er vi klar igen....

Jeg tror at jeg til en start, i dette indlæg, vil uddybe den generelle mening med denne tråd.

Jeg har i det store hele et konstant behov for gode råd ang. håndteringen og opdragelsen af Sara. Jeg er godt klar over at jeg engang imellem så kan risikere råt usødet.. (eller hvorn det nu siges) og så må jeg tage den derfra. :)

----

Sara har været en rigtig rigtig sød pige siden episoden med rygningen! Der har kun været 2 meltdowns siden, begge i denne uge.

Onsdag aften:

Sara skal lave lektier. Matematik. Hun er bagud da hun har en tendens til at tegne og kigge ud i luften i timen i stedet for at lave det de skal. Derfor sørger vi for derhjemme at hun får lavet de sider færdige de skulle have lavet i timen.

Det er alm. plus og minus stykker med flere tal hvor man skal få det til at give noget bestemt til slut facit og derfor prøve sig frem med plus og minus mellem de forskellige tal. Sara er lige begyndt i 3. klasse.

Det går "udemærket" til at starte på. Sara er langsom, men klarer den ok. Lærke er hammer sur, larmer og skriger når hun ikke er på min arm, og jeg prøver at sætte hende i hendes gåstol for at aflaste mig selv lidt, og den spiller melodier. Sara klager over at det larmer så hun ikke koncentrere sig hvilket jeg godt kan forstå, derfor siger jeg til hende at hun kan gå på hendes værelse for at få ro til lektierne, bare hun husker at lave noget. Det er meget tæt på Lærkes sengetid, så jeg får gjort hende klar. Sara kommer og spørger om hjælp til et regnestykke hvortil jeg siger at jeg lige skal være færdig med at putte Lærke (eta 10 minutter) om hun ikke kan gå igang med det næste stykke. 2 minutter efter råber hun at det kan hun heller ikke finde ud af, det er mega svært (allerede her er hun ved at geare sig selv lidt op) jeg siger at det er i orden, så kan hun bare tage den næste. Hun råber endnu mere surt at det er også svært. Ok siger jeg stille og roligt, så bare lad det ligge, så hjælper jeg så snart jeg er færdig. De resterende 5 minutter jeg bruger på at putte Lærke gearer Sara sig selv yderligere op, så hun er hammer hidsig da jeg kommer ind til hende og er klar til at hjælpe. Vi sætter os ud i køkkenet igen, og hun er nu fuldstændigt udenfor pædagogisk rækkevidde. Hun giver op på forhånd, nedgør sig selv hele tiden (jeg kan ikke finde ud af det *efterfulgt at knalden hovedet i bordet*) Selvom jeg prøver at forklarer hende at hun da er super god til plus - minus stykker bliver det nærmest bare værre. Jeg konkludere 10 minutter senere at uanset hvor meget vi prøver bliver der ikke lavet flere konstruktive lektier og jeg beder hende derfor om at pakke sammen.

Hun fortsætter hendes negativitet. Alt imens under hele sceansen har jeg været og talt stille og roligt, og prøvet at tale hende ned. Jeg har markeret når jeg ikke synes hendes opførsel var i orden, men ellers taget det stille og roligt. Tydeligt uden effekt.

Jeg snakker med hende stille og roligt om at hvis hun tog det stille og roligt, især når hun begyndte at hidse sig selv op, ville det gå meget bedre. Sara afbryder mig 2-3 gange mens jeg prøver at forklarer hende dette hvor jeg til sidst er nødt til at markere voldsomt da hun afbryder mig igen 2 sek efter jeg har bedt hende om at lade være. Sara er helt oppe i det røde felt, græder, hele verden er imod hende osv.

5 minutter efter kommer jan hjem og prøver at tale med hende. sara fortæller at jeg er hammer sur på hende, og jeg efterfølger det med at jeg bestemt ikke er sur, jeg blev ked af det de gange jeg har markeret fordi jeg ikke føler hun lytter.

Vi taler lidt frem og tilbage, men der går alligevel godt en halv time inden hun er faldet bare nogenlunde ned igen..

Alt imens jeg har skrevet det her, og når jeg tænker tilbage, kan jeg allerede se flere punkter hvor jeg helt sikkert kunne have handlet anderledes. jeg burde nok havde ladet lærke været lærke og så hjulpet (det gjorde jeg allerede i går under lektierne), det er dog svært for mig da hverken sara eller jeg kan kaperer lærkes hysteri anfald når hun ikke er på min arm (tror hun er igang med separations angsten), og det derfor bare tilspidser situationen yderligere.

jeg skal prøve, fremover, bare at ignorere hendes raseri udbrud selvom det er meeeeeeeeeeeeeget svært da hendes negativitet smitter så meget af på mig, og jeg kan mærke at jeg bliver pirrelig når hun bliver ved.

Fredag morgen:

Sara skal igang med et af hendes konsekvenser: opvaske tømning. Det kan hun lige nå inden vi skal til at køre. Hun brokker sig over at hun ikke rigtig gider hvor jeg bekræfter hende at det kan jeg godt forstå, men det er nu sådan landet nu engang ligger. Der er en del grydeskeer der ikke er blevet ordentligt rene som hun flipper fuldstændig ud over. Jeg beder hende om at tage det stille og roligt, da det ikke er værre - det er jo ikke hende der skal vaske dem ordentligt op, det skal far eller jeg nok ordne. Ikke desto mindre får det hende til at køre længere og længere op, så hun til sidst, igen, er helt oppe i det røde felt. Undervejs har jeg forsøgt at gøre hende opmærksom på at hun er ved at køre sig selv op igen om det ikke var en god idé at slappe lidt af, lige lidt hjalp det. Sara begynder undervejs at være hårdhændet ved tingene fordi hun er sur hvortil jeg markere at hun skal passe på med tingene.

Da hun skal tage overtøj på får skoene også en tur (converse) da de er f***ing dumme, og jeg ved ikke hvad. Igen markerer jeg da vi ikke bander her i huset.

Da vi kommer ud i bilen glemmer jeg noget papir i huset og render tilbage igen. Da jeg kommer ud i bilen igen er sara som vendt på en tallerken efter hun har leget lidt tittebøh med lærke, og jeg måtte indrømme at jeg følte mig lidt malplaceret for jeg var stadig ked af og såret over hendes opførsel overfor mig, og jeg syntes slet ikke vi havde talt færdig.

jeg talte med lærkes DPmor længe om saras opførsel, at jeg burde skrive ud om det et sted for at få hjælp og råd (derfor jeg tager denne tråd op igen).

da jeg kommer ud i bilen igen taler jeg med sara om hvorfor hun hidser sig sådan op engang imellem, over bagateller. Om der er noget andet hun er sur over/der går hende på der kunne være skyld i det. Hun er stille i en 20 sekunder som fortæller mig at hun tænker over det og at der nok er noget, men hun ikke vil fortælle mig det. Jeg mener at kunne huske at jeg sagde til hende at det ikke var noget hun ikke kunne fortælle mig, men kan ikke huske det (håber jeg sagde det).

Planen er, fremover, at er hun sød uden de større eskapader resten af ugen bliver hendes børne fødselsdag genindført - man skal også belønnes for god opførsel.

Jeg skal prøve at ignorere hendes små bomber. Jeg har en idé om det er for at provokere mig så hun har en årsag til at blive mere sur (dog er jeg bange for at min ignoreren ikke hjælper i kampen mod at stoppe hendes raseri anfald)

Jeg skal blive bedre til at komme med en advarsel for derefter at gennemføre den hvis det bliver nødvendigt.

Puuuh det blev langt. det er sent, og jeg har det dårligt da jeg ikke er vant til at være oppe så sent..

Jeg siger tak til dem der har villet læse så langt. håber den næste tid bliver super god!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det ER sgu heller ikke lette situationer, du står i :kram2

Modsat, hvad jeg skrev tidligere (og det vil jeg gerne undskylde. Jeg er uenig i nogle af jeres metoder, men jeg sagde det ikke særlig pænt. Undskyld. :kram2) så synes jeg, at du har klaret de seneste episoder rigtig flot. :respekt

Jeg synes ikke, at du skulle have Lærke ladet være, som du foreslår. Jeg synes det var godt, at du tog dig af hende. Hun er IMO endnu så lille, at der skal reageres forholdsvist umiddelbart på hendes behov, og Sara vil uundgåeligt i sit liv komme til at vente engang imellem. Men ja, det var jo lidt tilspidset, det optimale ville nok have været at du tog dig af Sara og Jan tog sig af Lærke (eller omvendt), men han var måske på arbejde (?).

Men når Sara så bliver frustreret og du oplever hende som værende uden for pædagogisk rækkevidde, kunne det så være en strategi at anerkende hendes frustration (mere end du gør) i stedet for at ignorere den? Når jeg læser det du skriver, så får jeg sådan lidt "flashbacks" til når jeg selv er frustreret over noget og min mand siger noget i retning af "Det nytter jo ikke noget, at blive sur over det". (Håber ikke, at du føler, det er for langt fra, hvad du siger til Sara - Jeg er på fra mobilen så jeg kan ikke se, hvad du sagde, og jeg kan ikke helt huske det, men det var den her "feeling", jeg fik), og når han siger det, så har han jo ret, men jeg bliver endnu mere sur! Fordi så har jeg BÅDE noget, der frustrerer mig OG en mand som synes at jeg reagerer dumt og ukonstruktivt på det (hvilket jeg gør - men det kan jeg ikke rumme mens jeg er sur). Jeg vil hellere have, at han er "på min side" og fx siger "Hold da op, som det hele også bare driller dig og er noget møg nu!". Altså ikke, at han selv bliver sur. Men han anerkender, at JEG er sur og tillader mig at være det. Og det er dét, som jeg tænker måske kunne være gavnligt at gøre med Sara? Og så kan du jo tage en snak med hende, når hun er faldet til ro igen, om at det slet ikke er nødvendigt at blive så vred, fordi hun jo kan få hjælp til regnestykkerne, og at du synes det er synd at hun bliver så frustreret og om det så ikke kunne være en god idé næste gang, at lægge dem fra sig noget før. (Og det glemmer hun så måske til næste gang, men en dag husker hun det måske).

Der skal selvfølgelig også lyttes til dine sårede følelser i det her, men jeg tænker egentlig ikke at det er Sara, der skal tale om dem, men derimod Jan. Jeg synes det er meget, at lægge på en (måske allerede ret "fyldt") 3. klasses pige at hun skal tage stilling til bonus mors følelser. Det kan godt være, at der er en eller anden meget konkret ting, som hun skal have at vide og evt. bedes om en undskyldning for, men IMO skal det max tage 5 minutter, og så må Jan komme på banen og lytte på resten.

Håber det giver mening :unsure Og godt at høre, at det generelt er gået godt siden sidst! :super

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er meget enig med Barbarmama. Det lyder som om, at du 'skælder hende ud', når hun bliver vred og frustreret - altså ikke som i at du råber af hende, men du siger ting der indikerer, at det er fjollet/ikke gavnligt/dumt, at blive så sur/ophidset/frustreret over 'så lidt' og at det jo ikke hjælper noget. Men det ændrer jo ikke på det er sådan hun har det og når du siger som du gør, så slår du hende oveni hovedet med, at det er sådan hun har det. Og det kan hun ikke bruge til noget - det føler hun sig bare forkert af.

Måske du, som Barbamama også nævner, kunne møde hende i hendes vred/frustration og måske i stedet for sige:"Du synes godt nok det er træls at det driller og jeg ikke lige har tid til at hjælpe dig før Lærke er puttet. Det kan jeg godt forstå. Jeg skynder mig og så kommer jeg og hjælper dig". Så anerkender du hendes frustration og vrede, men ændrer ikke på, at hun altså må vente på du er klar til at hjælpe hende.

Jeg har al mulig respekt for, at du tager dig sådan af Sara og behandler hende som var hun dit eget 'blodsbarn'. Du er en god mor, Diden og du kæmper virkelig med næb og klør for at gøre det så godt som du overhovedet kan. :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har faktisk tænkt i de samme baner som i leder hen imod! Vi har alle dårlige dage, også mig hvor jeg er sur og blir sur over det mindste, og så blir jeg bare endnu mere sur hvis det blir påpeget. Så det er helt sikkert noget jeg vil prøve fremover.

At bekræfte hende, gå på hendes niveau og så ellers - ikke ignorere men give hende plads til at køre vreden ud.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har faktisk tænkt i de samme baner som i leder hen imod! Vi har alle dårlige dage, også mig hvor jeg er sur og blir sur over det mindste, og så blir jeg bare endnu mere sur hvis det blir påpeget. Så det er helt sikkert noget jeg vil prøve fremover.

At bekræfte hende, gå på hendes niveau og så ellers - ikke ignorere men give hende plads til at køre vreden ud.

:super :kiss

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åha :( *indsæt frustration her*

Kommer ud til Sara på badeværelset, efter at have bedt hende om at gøre klar til seng, hvor hun piller ved lærkes badekar. Siger at det var jo ikke det hun skulle og så går hun igang. Vi sidder og snakker lidt mens jeg også gør klar da jeg kan høre katten mjave.

Sara siger "når ja" og lukker katten ud fra under badekaret!!

Jeg spørger hende hvorfor pokker hun nu gør sådan noget "fordi jeg havde lyst.." Jamen for pokker Sara man behandler da dyrene ordentligt "undskyld.."

Og misforstå mig ikke det er godt hun siger undskyld, og det har taget Sara mange år at lære det, men hun siger undskyld og gør tingene alligevel :(

Og undskylder kom uden snært af ydmyghed over at hun havde gjort noget galt, nærmere som om at det er den nemme løsning at sige undskyld og så er alt glemt..

Katten har hun aldrig behandlet særlig pænt. Hun enten gearer hende op, eller gør sådanne ting mod hende. Det har resulteret i at katten bare ikke kan lide hende - hvilket jeg synes er godt så Sara kan lære (og føle) konsekvensen af at behandle et dyr sådan...

Men jeg vidste ærligt ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg følte en konsekvens var nødvendig (hun tænker aldrig over at behandle katten ordentligt selvom vi er efter hende med det hver gang) men jeg vidste ikke hvad og nu er det for sent. Katte karantæne giver ingen effekt da hun næsten ikke snakker med katten alligevel netop pga katten er sur på hende...

Nu hvor jeg tænker over det havde en timeout måske været svaret. Mine forældre er her, så der er en del ydmygelse i det så hun begynder at tænke over hvad hun gør inden hun gør noget!

Men det er problemet med Sara.. Hun skænker bare aldrig konsekvenser en chance... Og hvordan hamler man op med det? For straf og timeout'er når Man kun så langt med (læs ingen ændring) men samtidig med synes jeg heller ikke der ikke skal ske noget bare fordi det ikke hjælper (hvis i forstår?)

Jeg fortalte hende at behandlede hun snart ikke katten bedre måtte vi skille os af med hende (katten...) men. Åha.. Det er episoder som disse hvor hun fanger mig med bukserne nede så at sige.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram

Jeg ville nok tage en snak med hende om liv og dyrevelfærd imorgen, på et tidspunkt hvor der er ro på...

Jeg tror bestemt ikke, at "ydmygelse" overfor dine forældre vil gavne noget, og jeg læser lidt af dit indlæg at konsekvenser generelt ikke hjælper så meget for tiden?

Jeg tænker lidt her, om en helt bestemt konsekvens måske kunne lære hende lidt: Kunne hun få ansvar for katten i fx en uge? (Under overvågning så katten ikke lider overlast). Måske ville hun få en bedre forståelse for at det er et levende væsen og knytte sig til den, hvis hun skal fodre den, sørge for vand, tømme kattebakken, børste osv?

Ellers tænker jeg generelt, at jeg at jeg nok ville presse på for en udredning ved en psykolog. Jeg ved ikke, om jeg lige præcis tænker ADHD med Sara, men jeg tænker lidt at et eller andet plager hende :unsure Og den tanke har du jo også haft, og det kan vel ikke skade, at få hende udredt? Men ja, spørgsmålet er om Jan vil sige god for det :unsure

Det er sgu ikke nemt :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror, at med tiden, er jan også begyndt at kunne se at der er noget, men jeg har ikke turde bringe det på bane da jeg er blevet overfuset fuldstændig den overgang vi talte om det..

Jeg tror selv der helt sikkert er noget ADhd ind over, i en eller anden grad, som er kommet pga. Den omsorgssvigt hun er blevet udsat for.

Konsekvenser har en effekt, men det er over laaaaaaaaaaaaaaaang tid. Eks det at tænke så langt til at sige undskyld for at man har gjort noget forkert har taget hende 5 år. Og nu bruger hun det så "forkert" ved bare at slynge det ud, uden at mene det, for det er lettest...

Det er selvfølgelig heller ikke nemt at være hende. Jeg har talt med hende om at der frustrere mig mest er at hun ikke tænker så langt til at sige undskyld, og når hun så endelig gør det er det også forkert..

Alt der her ligger meget i at jeg er opvokset med min søster (der er 14 mdr yngre end jeg. Og har ADHD) hvor hun virkelig kunne være strid og være en klovn samtidig med hun opførte sig som om det var vores forældres skyld. Sådan ønsker jeg ikke at se Sara blive.!

Da jeg kom ind i billedet, for 5 år siden, havde jeg 2 katte med. Det tog hende godt et halvt år at forstå at katte ikke er legetøj men levende dyr. Dvs de blev låst inde i katte transportere, hevet i halen, båret rundt på, låst inde på værelset osv. Det hjalp heller ikke på det at den ene kat var totalt ligeglad med hvad der blev gjort ved ham, mens den anden var meget reserveret og langede ud efter Sara nogle gange.

Jeg tror at hun godt ved at katte (dyr generelt) skal behandles pænt, men får hun lysten til at lukke katten inde under badekaret overskygger det den viden fuldstændig..

Og hvad kan man gøre ved det? Udover at forsøge at give hende ansvaret for hende?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er nu ret sikker på at ADD og ADHD skyldes noget medfødt hvorimod man godt kan få lignende symptomer pga fx omsorgssvigt eller lignende problematikker i barndommen. Jeg siger det fordi vi i øjeblikket er til udredning med min søn på 18, og det går meget på om det altid har været sådan eller det er noget som er kommet. Altså han har motorisk uro og koncentrationsbesvær for at sige det på almindeligt sprog, men i en grad som forhindrer ham i at lære ordentligt i de sidste klasser af folkeskolen og som forhindrer ham i at tage en uddannelse. Hvis det er en opmærksomhedsforstyrrelse (ADD/ADHD) ville jeg virkelig ønske vi havde fået ham udredt tidligere, så han måske kunne ha fået hjælp i form af medicin og terapeutisk behandling, og måske kunne ha klaret skolen og sine eksamener bedre af den grund, og måske stå bedre i forhold til voksenlivet nu. Og hvis ikke det er ADD eller ADHD er der jo noget andet galt som han også har brug for at få hjælp med. Det kan godt tænkes at det ikke er ADD/ADHD men nogle reaktioner udløst af bl.a at vokse op med en alkoholisk far og en mor med depressioner, som jo desværre har betydet at min søn har haft for mange bekymringer af en type børn ikke bør ha tidligt i livet, kombineret med at han er en meget følsom person.

Undskyld jeg snakker så meget om min søn men det jeg tænker mht Sara er jeg kan simpelthen kun se fordele ved at få hende udredt så hun kan blive tilbudt evt behandling, ikke kun for jeres hverdags skyld men for hendes fremtids skyld. Fordi det er svært at være barn med ADD/ADHD men det er bestemt ikke lettere at være teenager eller ung voksen, især hvis man ikke rigtig er klar over hvad der er galt og hvad der evt skal til for at hjælpe. Ud over evt medicin (det er slet ikke sikkert det er medicin som skal til) kan både I og hun få nogle konkrete værktøjer til at håndtere hverdagen.

Og endelig vil jeg sige jeg har enorm respekt for det du investerer i Sara, det er en utaknemmelig opgave at være bonus mor og være på så meget som du er med hende og jeg syns du er kommet langt. Jeg syns personligt ikke at der skal være konsekvenser eller straf, men derimod en stille og rolig snak, måske mere end en gang, om hvordan vi er overfor hinanden, også vores husdyr. Jeg oplever for tiden med min 8 årige her hjemme at jeg kan nå rigtig langt med positiv opmærksomhed, ved at skabe hyggestunder og opbygge vores fortrolighed.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åha :( *indsæt frustration her*

Nu hvor jeg tænker over det havde en timeout måske været svaret. Mine forældre er her, så der er en del ydmygelse i det så hun begynder at tænke over hvad hun gør inden hun gør noget!

.

Åhhh, jeg får helt ondt i maven på Saras vegne, når du skriver sådan her :( Jeg er sikker på, at du intet godt får ud af at ydmyge pigen. Børn skal aldrig ydmyges. Hun har det sikkert svært nok i forvejen med det massive svigt hun har været udsat for. Mon ikke hun har brug for at nogen viser hende, at de kan rumme hende og IKKE forlader/afviser hende, selvom hun ter sig. Jeg tror hun tester jer, for at se om I også svigter. Hun må have meget svært ved rigtig at stole på nogen :(

Jeg har stor respekt for at du gør dit allerbedste for Sara, hun er jo ikke engang "din egen".

Jeg vil anbefale dig at læse Fie Hørbys "Drop opdragelsen". Jeg tror, du vil kunne finde mange brugbare redskaber i den, som vil hjælpe både dig og Sara. Du vil også få en ide om, hvad det gør ved børn at blive mødt med skældud og blive gjort "forkerte". Den har i hvert fald åbnet mine øjne og ændret min tilgang til opdragelse markant. Det bedste er, at vores konflikter opstår sjældnere og varer kortere.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg sad lige og tænkte... Hvis Jan ikke er med på en udredning, ville han så acceptere hvis du søgte rådgivning i jeres kommune?

I min arbejdskommune er der et tilbud hvor man kan søge anonym, praktisk rådgivning om konkrete problemstillinger, hvor man så får 5 samtaler / møder med en familiekonsulent som kan komme med helt konkrete forslag man kan afprøve.

Jeg tænker at sådanne tilbud måske kunne give jer nye ideer, fordi de vil ha e set piger som Sarah maaaange gange - det er groft sagt det de lever af! Det er sådanne tilbud jeg selv kunne finde på at benytte hvis vi på et tidspunkt skulle stå og være på bar bund overfor en af vores børn.

Jeg skal ærligt sige at jeg ved ikke om han i dag er med på en udredning. Vi har ikke talt om det i mange år, kun lidt da hun startede forfra fra en special 1. klasse til en normal børnehave klasse hvor hendes klasselære luftede at det nok var en god idé. Flere fag personer har også talt om det igennem årerne, men Jan er meget kommune-ræd tror jeg.

Jeg har overvejet længe at tage det op igen men er bange for konsekvensen af det da vores forhold er på et skråplan ellers i øjeblikket.

Men dit forslag lyder helt sikkert som noget der er værd at tage fat i! :) tak!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er nu ret sikker på at ADD og ADHD skyldes noget medfødt hvorimod man godt kan få lignende symptomer pga fx omsorgssvigt eller lignende problematikker i barndommen. Jeg siger det fordi vi i øjeblikket er til udredning med min søn på 18, og det går meget på om det altid har været sådan eller det er noget som er kommet. Altså han har motorisk uro og koncentrationsbesvær for at sige det på almindeligt sprog, men i en grad som forhindrer ham i at lære ordentligt i de sidste klasser af folkeskolen og som forhindrer ham i at tage en uddannelse. Hvis det er en opmærksomhedsforstyrrelse (ADD/ADHD) ville jeg virkelig ønske vi havde fået ham udredt tidligere, så han måske kunne ha fået hjælp i form af medicin og terapeutisk behandling, og måske kunne ha klaret skolen og sine eksamener bedre af den grund, og måske stå bedre i forhold til voksenlivet nu. Og hvis ikke det er ADD eller ADHD er der jo noget andet galt som han også har brug for at få hjælp med. Det kan godt tænkes at det ikke er ADD/ADHD men nogle reaktioner udløst af bl.a at vokse op med en alkoholisk far og en mor med depressioner, som jo desværre har betydet at min søn har haft for mange bekymringer af en type børn ikke bør ha tidligt i livet, kombineret med at han er en meget følsom person.

Undskyld jeg snakker så meget om min søn men det jeg tænker mht Sara er jeg kan simpelthen kun se fordele ved at få hende udredt så hun kan blive tilbudt evt behandling, ikke kun for jeres hverdags skyld men for hendes fremtids skyld. Fordi det er svært at være barn med ADD/ADHD men det er bestemt ikke lettere at være teenager eller ung voksen, især hvis man ikke rigtig er klar over hvad der er galt og hvad der evt skal til for at hjælpe. Ud over evt medicin (det er slet ikke sikkert det er medicin som skal til) kan både I og hun få nogle konkrete værktøjer til at håndtere hverdagen.

Og endelig vil jeg sige jeg har enorm respekt for det du investerer i Sara, det er en utaknemmelig opgave at være bonus mor og være på så meget som du er med hende og jeg syns du er kommet langt. Jeg syns personligt ikke at der skal være konsekvenser eller straf, men derimod en stille og rolig snak, måske mere end en gang, om hvordan vi er overfor hinanden, også vores husdyr. Jeg oplever for tiden med min 8 årige her hjemme at jeg kan nå rigtig langt med positiv opmærksomhed, ved at skabe hyggestunder og opbygge vores fortrolighed.

Det er helt i orden, det er godt at kunne drage ligheder fra andres oplevelser med deres børn eller nogle de kender :)

Jeg kan ikke huske hvad jeg skrev, men jeg har helt sikkert ment at jeg tror hun har noget der minder om ADHD, for som du skriver kan man jo kun have ADHD ved arvning eller alkohol indtagelse under graviditet. (mener det er de 2 hyppigste årsager dertil)

Vi har forsøgt rigtig mange gange, inkluderet der i går, at tage en stille og rolig snak når hun har gjort ting forkert, men det præller af på hende. Vi har prøvet at tage en snak fremfor en konsekvens dobbelt så mange gange som en konsekvens er udløst. Det eneste det har vist os er at hun ikke husker en snak ligeså godt som en konsekvens, og derved husker hvorfor hun i det hele taget fik konsekvensen.

Når vi tager de her snakke bliver hun hurtigt træt af det og vil ikke tale mere om det.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åhhh, jeg får helt ondt i maven på Saras vegne, når du skriver sådan her :( Jeg er sikker på, at du intet godt får ud af at ydmyge pigen. Børn skal aldrig ydmyges. Hun har det sikkert svært nok i forvejen med det massive svigt hun har været udsat for. Mon ikke hun har brug for at nogen viser hende, at de kan rumme hende og IKKE forlader/afviser hende, selvom hun ter sig. Jeg tror hun tester jer, for at se om I også svigter. Hun må have meget svært ved rigtig at stole på nogen :(

Jeg har stor respekt for at du gør dit allerbedste for Sara, hun er jo ikke engang "din egen".

Jeg vil anbefale dig at læse Fie Hørbys "Drop opdragelsen". Jeg tror, du vil kunne finde mange brugbare redskaber i den, som vil hjælpe både dig og Sara. Du vil også få en ide om, hvad det gør ved børn at blive mødt med skældud og blive gjort "forkerte". Den har i hvert fald åbnet mine øjne og ændret min tilgang til opdragelse markant. Det bedste er, at vores konflikter opstår sjældnere og varer kortere.

Hvordan forlader/afviser man sit barn ved at vise det grænser og at der er en konsekvens når man gør ting forkert man godt vidste der ikke er rigtige eller man har fået at vide man ikke må?

Hvis jeg begyndte at opdrage efter den jagon fattede Sara hurtigt at der aldrig sker noget når hun gør noget forkert, så hvorfor stoppe? Hvorfor tænke sig om inden man gør noget?

Ja Sara har været udsat for svigt, men jeg synes sgu jeg svigter hende mere ved bare at lade hende te sig som hun har lyst til. Det er sgu at gøre hende en bjørnetjeneste.

Det at hun skulle have en timeout mens mine forældre var det skulle vise hende at bare fordi vi har gæster er det STADIG ikke i orden at hun gør sådan noget. Og jeg er slet ikke i tvivl om at Sara havde taget det i stiv om og taget konsekvensen fordi hun godt ved hun har nosset i den. Men det skete ikke, vi talte bare kort om det.

Alle børn er forskellige og kræver forskellige opdragelses metoder. Men tak for dit råd.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Men hvis jeg skal lave en opdatering ud fra hvordan det gik i det første indlæg og så til nu er det blevet MEGET bedre!

Der går lange perioder mellem Saras dårlige perioder og dage, og hun er sjældent fræk og svare igen. Når hun har sine dårlige dage viser det sig mere på den måde at hun raser verbalt længe, og skaber dårlig energi omkring sig selv så hun bliver mere sur.

Ellers er Sara jo en rigtig rigtig sød pige der utrolig gerne vil hjælpe, især med Lærke.

Så lidt har også ret, og vi skal bestemt tage hvad vi kan få :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

En lille fagteknisk ting: Det jeg har lært om ADHD på mit studie er, at diagnosen stilles ud fra symptomer og ikke ud f.eks. en scanning eller whatever. Nogle gange kan man se ADHD på scanningsbilleder af hjernen og andre gange ikke, hvilket indikerer at du kan have en helt "normal" hjerne og stadig have ADHD --> det kan muligvis også opstå ud fra omgivelser/svigt.

Bare lige et lille sidespor :balloons IMO er det jo egentlig ligemeget, hvad det er opstået af, hvis hun har det. Det væsentlige er at hun/I i så fald får noget hjælp :kram2

Hvad siger Saras lærere/pædagoger? Er der nogle af dem, der kunne bringe en udredning på tale, så du kunne "slippe" og dermed ikke blive uvenner med Jan over det? :)

I øvrigt behøver en udredning jo slet slet ikke at føre til hverken diagnoser eller kommuneindgriben. Det kan også "bare" være en skrivelse om dels hvad Sara er GOD til og dels hvad hun godt kunne bruge noget hjælp til, og så nogle forslag til hvad dels lærere og dels forældre kan gøre af små ting for at få en bedre hverdag :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker lidt, om man i stedet kunne bruge belønning som en gulerod, istedet for konsekvens som straf?

Hvis du nu i stedet siger; "Sara, hvis du er sød mod katten i en uge, så kan vi to have en dag alene, hvor det bare er dig og mig (eller med hendes far). Her viser I mere billedet af; "Når du er sød mod andre, vil andre også være søde mod dig". Måske det ville være bedre at motivere hende til at huske hvordan hun skal gøre. Tænker også, at I måske kunne have en strategi for hvad I gør, når hun rammer "en svær dag" eller periode. Simpelthen sig til hende "Sara, vi kan se det er svært at være Sara lige nu. Vi kan se du har brug for at høre hvordan man gør xxx (opfører sig). Det vil vi rigtig gerne hjælpe dig med". Og så har i simpelthen en plan for, hvad I gør. Prøv at lade være med at tænke i konsekvens, men prøv med motivation i stedet. Omvendt tankegang.

Og så tænker jeg, at hun måske har svært ved at fokusere på hvad du siger, når du forklarer og forklarer hvorfor det ikke er godt at gøre, elle når du spørger hende hvorfor hun gør sådan eller sådan. Hun aner det garanteret ikke. Jeg tror der ligger noget i børn, der hedder "bare fordi jeg kan", og ting skal prøves. Dermed ikke sagt det er ok, og det med katten skal selvfølgelig stoppes. Men jeg kan bare se på vores egen 10-årige, at de her længere samtaler omkring hvorfor han agerer som han gør osv bare ikke giver noget med sig. Han lukker af, og kan ikke fokusere/koncentrere sig om "alt" den Info han får. Men hvis jeg siger "Sådan gør vi ikke her, fordi her er vi søde ved hinanden og det dér vil jeg ikke have". Færdig og slut. Det kan han forholde sig til. Han kan alligevel ikke forklare HVORFOR han har handlet som han har gjort.

Vores lille datter har jo obs på opmærksomhedsforstyrrelse (ADD/ADHD) hun er bare for lille endnu. Men nogle af de psykologiske strategier bliver allerede anvendt herhjemme ifm de to store, der jo også er belastede/stressede. Et stresset barn og en med ADD/ADHD kan ofte vise de samme symptomer. Måske Sara i virkeligheden bliver stresset ind imellem? Det ved jeg jo intet om, men jeg tænker bare at som du beskriver at det ikke er så tit hun har de dårlige perioder og at det ikke er så længe, så kunne det måske være sådan noget? Jeg ville forvente, at ved ADHD/ADD, at det ville være et generelt dagligt problem. Men igen, skriver jeg kun id fra hvad du har oplyst.

Du kan evt prøve at skrive ned, hvad der er sket dagen før og i løbet af en dag, i de perioder hvor hun er vanskelig. Forsøge at se, om det kan skyldes ting udefra, som man ikke lige tænker over. Det virker måske mærkeligt, men man finder faktisk ud af en del, ved at skrive det ned og læse bagefter. Vi har lavet flere rutiner om herhjemme, efter en ugelog, hvor vi simpelthen skrev ned hvad der skete, hvordan vi hver især havde det, og hvordan det påvirkede børnene- den allesammen faktisk. Det kan i hvert fald være med til at vise en selv, strategier der kan laves om og hvilke der virker :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

En lille fagteknisk ting: Det jeg har lært om ADHD på mit studie er, at diagnosen stilles ud fra symptomer og ikke ud f.eks. en scanning eller whatever. Nogle gange kan man se ADHD på scanningsbilleder af hjernen og andre gange ikke, hvilket indikerer at du kan have en helt "normal" hjerne og stadig have ADHD --> det kan muligvis også opstå ud fra omgivelser/svigt.

Bare lige et lille sidespor :balloons IMO er det jo egentlig ligemeget, hvad det er opstået af, hvis hun har det. Det væsentlige er at hun/I i så fald får noget hjælp :kram2

Hvad siger Saras lærere/pædagoger? Er der nogle af dem, der kunne bringe en udredning på tale, så du kunne "slippe" og dermed ikke blive uvenner med Jan over det? :)

I øvrigt behøver en udredning jo slet slet ikke at føre til hverken diagnoser eller kommuneindgriben. Det kan også "bare" være en skrivelse om dels hvad Sara er GOD til og dels hvad hun godt kunne bruge noget hjælp til, og så nogle forslag til hvad dels lærere og dels forældre kan gøre af små ting for at få en bedre hverdag :)

Det vidste jeg ikke faktisk ikke :) Men når jeg tænker tilbage har hverken min lillebror eller søster fået en scanning af hjernen, og de har begge diagnosticeret adhd.

Saras pædagoger er klar over at hun har behov for ekstra hjælp, og efter sara blev flyttet fra special til alm. klasse har hendes lærer i den alm. klasse kæmpet med næb og kløer for saras udvikling og hjælp. VI kunne simpelthen ikke ønske os bedre. SÅ man kan sige det eneste en diagnose ville gavne os var at vide om medicin var nødvendig.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker lidt, om man i stedet kunne bruge belønning som en gulerod, istedet for konsekvens som straf?

Hvis du nu i stedet siger; "Sara, hvis du er sød mod katten i en uge, så kan vi to have en dag alene, hvor det bare er dig og mig (eller med hendes far). Her viser I mere billedet af; "Når du er sød mod andre, vil andre også være søde mod dig". Måske det ville være bedre at motivere hende til at huske hvordan hun skal gøre. Tænker også, at I måske kunne have en strategi for hvad I gør, når hun rammer "en svær dag" eller periode. Simpelthen sig til hende "Sara, vi kan se det er svært at være Sara lige nu. Vi kan se du har brug for at høre hvordan man gør xxx (opfører sig). Det vil vi rigtig gerne hjælpe dig med". Og så har i simpelthen en plan for, hvad I gør. Prøv at lade være med at tænke i konsekvens, men prøv med motivation i stedet. Omvendt tankegang.

Og så tænker jeg, at hun måske har svært ved at fokusere på hvad du siger, når du forklarer og forklarer hvorfor det ikke er godt at gøre, elle når du spørger hende hvorfor hun gør sådan eller sådan. Hun aner det garanteret ikke. Jeg tror der ligger noget i børn, der hedder "bare fordi jeg kan", og ting skal prøves. Dermed ikke sagt det er ok, og det med katten skal selvfølgelig stoppes. Men jeg kan bare se på vores egen 10-årige, at de her længere samtaler omkring hvorfor han agerer som han gør osv bare ikke giver noget med sig. Han lukker af, og kan ikke fokusere/koncentrere sig om "alt" den Info han får. Men hvis jeg siger "Sådan gør vi ikke her, fordi her er vi søde ved hinanden og det dér vil jeg ikke have". Færdig og slut. Det kan han forholde sig til. Han kan alligevel ikke forklare HVORFOR han har handlet som han har gjort.

Vores lille datter har jo obs på opmærksomhedsforstyrrelse (ADD/ADHD) hun er bare for lille endnu. Men nogle af de psykologiske strategier bliver allerede anvendt herhjemme ifm de to store, der jo også er belastede/stressede. Et stresset barn og en med ADD/ADHD kan ofte vise de samme symptomer. Måske Sara i virkeligheden bliver stresset ind imellem? Det ved jeg jo intet om, men jeg tænker bare at som du beskriver at det ikke er så tit hun har de dårlige perioder og at det ikke er så længe, så kunne det måske være sådan noget? Jeg ville forvente, at ved ADHD/ADD, at det ville være et generelt dagligt problem. Men igen, skriver jeg kun id fra hvad du har oplyst.

Du kan evt prøve at skrive ned, hvad der er sket dagen før og i løbet af en dag, i de perioder hvor hun er vanskelig. Forsøge at se, om det kan skyldes ting udefra, som man ikke lige tænker over. Det virker måske mærkeligt, men man finder faktisk ud af en del, ved at skrive det ned og læse bagefter. Vi har lavet flere rutiner om herhjemme, efter en ugelog, hvor vi simpelthen skrev ned hvad der skete, hvordan vi hver især havde det, og hvordan det påvirkede børnene- den allesammen faktisk. Det kan i hvert fald være med til at vise en selv, strategier der kan laves om og hvilke der virker :)

Det var faktisk et rigtig godt råd det med at skrive ned hvordan det er gået hver dag, for bedre at kunne pejle ind på hvorfor hun evt så har en dårlig dag når det sker. :) Tak!

Og det med at vænne den om at forsøge at love en gulerod mod at hun opføre sig ordentligt så længe kunne også være en idé. Jeg har dog forsøgt før eks ved at hun rigtig gerne vil have saftevand med i skole. Jeg er dog meget imod da hun for det første får mælk i skolen også og da hun er meget lidt spisende drikker hun så nok endnu mere i stedet for at spise - anyways! - sagde jeg at kunne hun opføre sig pænt i en uge fik hun saftevand med, hvor der netop var lagt vægt på at det var frækhed og svaren igen vi ville have udryddet. (det var i den dårlige periode) og det skete faktisk aldrig for der gik aldrig mere end en uge mellem hendes "anfald".

Det er dog længe siden og nu har der også været en ferie ind imellem.

Jeg synes tit jeg ser et billede af at hun puster en konflikt op når hun skal ting, eks pligter. Det er især at skifte dyne betræk og tømme opvaske maskine. Det sidstnævnte er noget som hun normalt selv bestemmer om hun har lyst til (dog ikke lige i tiden), og dynebetrækket skifter hun også som regel kun selv når jeg har bedt hende om at prøve selv, ellers render hun bare ned til Jan og beder ham om at gøre det for det er lettere.

Især med dyne betrækket har hun besluttet sig for på forhånd at hun ikke kan finde ud af det, og selvom jeg prøver at guide hende og vise hende hvordan hun skal gøre køre hun sig selv op i en spids. Med opvaskeren sker der 1 ud af 3 ting. 1) hun synes det er sjovt/nemt. 2) hun gider ikke rigtig tømme opvasker men gør det alligevel. 3) hun gider bare slet slet slet ikke og bruger hele tidsrummet hvor hun tømmer på at brokke sig højlydt og skælde ud og ikke være rolig omkring ting.

Jeg synes ikke hun skal have lov til at slippe, for jeg vil ikke belønne hende for at skave sig, og hun skal heller ikke lære at hvis jeg skaver mig får jeg lov til at slippe...

Suk.................

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker lidt, om man i stedet kunne bruge belønning som en gulerod, istedet for konsekvens som straf?

Hvis du nu i stedet siger; "Sara, hvis du er sød mod katten i en uge, så kan vi to have en dag alene, hvor det bare er dig og mig (eller med hendes far). Her viser I mere billedet af; "Når du er sød mod andre, vil andre også være søde mod dig". Måske det ville være bedre at motivere hende til at huske hvordan hun skal gøre. Tænker også, at I måske kunne have en strategi for hvad I gør, når hun rammer "en svær dag" eller periode. Simpelthen sig til hende "Sara, vi kan se det er svært at være Sara lige nu. Vi kan se du har brug for at høre hvordan man gør xxx (opfører sig). Det vil vi rigtig gerne hjælpe dig med". Og så har i simpelthen en plan for, hvad I gør. Prøv at lade være med at tænke i konsekvens, men prøv med motivation i stedet. Omvendt tankegang.

Jeg sad faktisk og tænkte lidt på det samme.

Jeg tænkte også lidt på om Sara mon får nok opmærksomhed fra sin far? Og om der mon var noget som hun ville elske at lave alene sammen med ham = få al hans opmærksomhed, det skal selvfølgelig være noget de begge ville nyde. Måske en tur i en svømmehal med gode rutchebaner eller en tur til minigolf banen eller sådan noget, hvor Jan er indstillet på at det er "Saras dag" hvor han skal se hvad hun kan og snakke med hende? Og jeg tænker at sådan noget ville være optimalt at bruge som belønning, og samtidig noget hun kunne glæde sig til.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror i øvrigt ikke hun kan overskue at "være sød" en hel uge. Det skal være mere overskueligt, såsom hvis hun tømmer opvaskemaskinen (og man må ikke brokke sig, hvis det er for kedeligt må man synge imens ;) ) hver dag hele ugen eller rydder op på sit værelse om lørdagen eller sådan noget.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvordan forlader/afviser man sit barn ved at vise det grænser og at der er en konsekvens når man gør ting forkert man godt vidste der ikke er rigtige eller man har fået at vide man ikke må?

Hvis jeg begyndte at opdrage efter den jagon fattede Sara hurtigt at der aldrig sker noget når hun gør noget forkert, så hvorfor stoppe? Hvorfor tænke sig om inden man gør noget?

Ja Sara har været udsat for svigt, men jeg synes sgu jeg svigter hende mere ved bare at lade hende te sig som hun har lyst til. Det er sgu at gøre hende en bjørnetjeneste.

Det at hun skulle have en timeout mens mine forældre var det skulle vise hende at bare fordi vi har gæster er det STADIG ikke i orden at hun gør sådan noget. Og jeg er slet ikke i tvivl om at Sara havde taget det i stiv om og taget konsekvensen fordi hun godt ved hun har nosset i den. Men det skete ikke, vi talte bare kort om det.

Alle børn er forskellige og kræver forskellige opdragelses metoder. Men tak for dit råd.

Jeg tror, jeg har fået formuleret mig lidt forkert. Selvfølgelig skal der sættes grænser for børn, og der må gerne være en konsekvens. Det er mere måden, det gøres på, og den tone, der bruges, som jeg tænker kunne ændres? Jeg vil stadig anbefale dig at læse Fies bog :)

Det drejer sig meget om at kunne rumme hendes vrede og frustration, for så kan hun også bedre selv rumme den, og man viser hende, at følelsen er okay. Det er ikke sikkert, at hun får sin vilje alligevel, men følelsen af vrede/skuffelse/whatever er okay. Hun er aldrig forkert, fordi hun er vred/ked osv. Ej, det er svært at forklare, men det er beskrevet virkelig godt i bogen.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER