Mrs Ladybird

Babyklar eller ej

29 indlæg i dette emne

Hvad gør man når baby er 9 måneder og man har fundet ud af, at man ikke var klar til baby? Folk omkring mig har hele tiden sagt at man vokser med opgaven, at det tager tid at vende sig til, at være tre i familien. Men når man stadig synes, at det er fuldstændig uharmonisk, at den kildrende lykkefølelse i maven ikke dukker op når baby smiler eller griner eller gør noget helt nyt for første gang og det ikke varmer når man ser hvor stolt baby er.

Jeg ved hvornår jeg burde have alle de rare følelser, de dukker bare ikke op!?

Min baby er et ønske barn, jeg har kendt min mand i ti år og vi havde det rigtig godt, vi aftalte at smide prevention og jeg blev gravid med det samme. Jeg var lykkelig og stolt og jeg glædede mig sådan tll at se vores lille væsen som vi havde skabt i kærlighed.

Men det har bare været en stor skuffelse og følelse af nederlag, mit selvværd er falder med 100 km/t. Jeg har altid villet have børn, mange børn fem børn inden jeg fyldte tredive. Nu har jeg et og jeg kan ikke overskue ham. Alt hvad jeg troede og ville med mit liv kan jeg åbenbart ikke.

Det værste er at jeg hadder ham, ikke hele tiden, men følelsen kommer, når han smidder sin ske på gulvet gentagne gange, leger med skufferne i køkkenet, selvom jeg har sagt nej 1000 gange, jeg sætter ham uden for køkkenet og han kravler tilbage og starter forfra. når han skriger halvanden time og vælter rundt i sengen, inden han endelig falder i søvn af udmattelse. Jeg føler at han gør det med vilje, det ved jeg jo godt at han ikke gør og det er nok også i virkeligheden mig selv jeg hadder for ikke at have den tolerance og tålmodighed, som jeg altid har set som vigtige værdier og egenskaber jeg besad, men som åbenbart har forladt mig.

I nat overvejede jeg virkelig om man skulle få ham anbragt i pleje eller aflastning. Men jeg ved også at det er en vild konsekvens og hviket barn udvikler han sig så til at blive. Men er det vi kan tilbyde herhjemme bedre, kan han blive skaddet af os? I virkeligheden ønsker jeg jo ham det allerbedste, men er jeg det allerbedste for ham?

Min Mand har det ligesådan, han er på vej til en desideret depression, han arbejder hele tiden har aftaler med vennerne, sørger generalt for ikke at komme hjem, før han kan regne med at baby sover. Det er hårdt! Men jeg har brug for ham, og han kan være der for mig, når han ikke skal være der for den lille.

Når vi en sjælden gang får ham passet, har vi det fantastisk, vi elsker hinanden højt og har det stadig rigtig godt, når det ikke er den lille terorist der bestemmer dagsorden.

Det kan godt være det hele lyder hårdt og rodet, har det bare så svært lige nu..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

:kram :kram :kram Puh hvor lyder det HÅRDT at have det sådan - og for en som mig er det skide svært at sætte sig ind i hvordan du har det MEN jeg vil alligevel forsøge.

De bedste forældre er dem der kender sine muligheder og begrænsninger og det lyder som om du har fundet dine begrænsninger.

Det er svært at give et fyldestgørende svar når jeg ikke kender jeres forløb indtil nu - er det er sen fødsels depression du står i? er der andre faktorer? er det en alm. depression som kommer til udtryk gennem dine følelser for din søn? er det jeres dynamik i forholdet der har ændret sig? Er det mandens følelser for din søn? eller hvad er det der gør sig gældende.

Jeg hørte engang om en mor der havde opgivet sine børn fordi hun mente hun var en bedre mor når de kun kom hveranden weekend - der er jo bare nogen der ikke har moderinstinktet i udpræget grad! Men mit bedste råd er at søge hjælp, gå til lægen og fortæl hvordan du har det! Få fat i din social rådgiver (vi har alle en, det er bare ikke os alle der får brug for at bruge ham/hende) og spørg efter mulighederne!

Din situation lige nu er ikke holdbar hverken for dig, din mand eller din søn!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak, har også selv tænkt at det måske "bare" er en sen fødselsdepression. Min fødsel gik ikke helt som planlagt, det resulterede i, at jeg skulle ligge ned de første 2,5 måned. da min mand ikke havde noget barsel lå vores søn altid inden er jo en god ting, men jeg tror det har væretfor rækkevidde og fik MEEEGET kropskontakt, Det en dårlig ting for os, for da jeg så endelig begyndte at kunne gå rundt "efterlod" jeg ham i barnevognen eller på aktivitetstæppet og gad ikke selv lege med ham. Da han skulle vaccineres, sagde lægen, at jeg ikke skulle have ondt af ham, vi gjorde jo noget godt for ham, det har så lagt til grund for at jeg har meget svært ved at synes at det er synd for ham. Mit pylre instinkt er blevet nedtonet og nu nærmest væk.

Det er gået taktvis ned ad bakke, i oktober prøvede jeg at få ham på en akut VS plads, så jeg kunne genopstarte mit studie, men det var der ikke mulighed for (at starte på mit studie før april) og vi havde ikke økonomi til at sende ham afsted et halvt år før jeg skulle i gang igen. Nu starter han i DP 1. marts, så håber virkelig at det kommer til at ændre noget for os.

Frem til årsskiftet har jeg følt at jeg har kunne holde hovedet over vandet, men nu har vi alle ligget med influenza og lillemanden er sikkert i gang med et tigerspring eller noget. (Jeg håber virkelig at det bare er en peiode hvor han skal være så umulig som han er nu ved natte tide..)

Så nu er jeg ved at knække

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram :kram :kram

Allerførst er det SÅ stort at du har nået til erkendelse, at få sat ord på og gjort dig tanker. Det er ret flot, og stor respekt for det.

For lige netop det du oplever er jo ikke det "drømmebillede" der er sat op af at skulle være forældre.

For nogle kommer moderfølelsen i samme sekund som barnet bliver født, og for andre er det anderledes. Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert, men med den rette hjælp skal det nok lykkedes.

Du har gjort dig nogle dybe tanker, og inderst inde ved du bedst. Som Majs foreslår så kontakt en socialrådgiver i din kommune, eller din læge som muligvis kan henvise dig til en psykolog. De kan hjælpe dig videre, og støtte dig i de behov du har.

Som situationen er lige nu, er det ikke holdbart.

Den følelse af at han gør nogle ting med vilje, som du godt ved ikke er.. Har du det bedst med styr og kontrol på tingene i hverdagen?

Den følelse kender jeg til, men har med tiden lært at jeg ikke kan styre og kontrollere. Og der er jo nogle faktorer der har spillet ind på hvorfor jeg helst ville styre det hele.

Det er en proces at gennemgå, og kan være hård, for der er sandsynligvis nogle ting dr skal bearbejdes.

Jeg fik hjælp ret hurtigt, gennem en psykolog, og arbejder stadig med mig selv.

Men det er det bedste der er sket mig, jeg har lært at give slip og føle frihed og lettelse. Men for mig krævede det at komme ud af min comfortzone (med psykologhjælp)

Du får masser af kram herfra for det er ikke en let situation at stå i.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak, har også selv tænkt at det måske "bare" er en sen fødselsdepression. Min fødsel gik ikke helt som planlagt, det resulterede i, at jeg skulle ligge ned de første 2,5 måned. da min mand ikke havde noget barsel lå vores søn altid inden er jo en god ting, men jeg tror det har væretfor rækkevidde og fik MEEEGET kropskontakt, Det en dårlig ting for os, for da jeg så endelig begyndte at kunne gå rundt "efterlod" jeg ham i barnevognen eller på aktivitetstæppet og gad ikke selv lege med ham. Da han skulle vaccineres, sagde lægen, at jeg ikke skulle have ondt af ham, vi gjorde jo noget godt for ham, det har så lagt til grund for at jeg har meget svært ved at synes at det er synd for ham. Mit pylre instinkt er blevet nedtonet og nu nærmest væk.

Det er gået taktvis ned ad bakke, i oktober prøvede jeg at få ham på en akut VS plads, så jeg kunne genopstarte mit studie, men det var der ikke mulighed for (at starte på mit studie før april) og vi havde ikke økonomi til at sende ham afsted et halvt år før jeg skulle i gang igen. Nu starter han i DP 1. marts, så håber virkelig at det kommer til at ændre noget for os.

Frem til årsskiftet har jeg følt at jeg har kunne holde hovedet over vandet, men nu har vi alle ligget med influenza og lillemanden er sikkert i gang med et tigerspring eller noget. (Jeg håber virkelig at det bare er en peiode hvor han skal være så umulig som han er nu ved natte tide..)

Så nu er jeg ved at knække

Lige til det nederste.. Kontakt din læge med samme, for sådan skal du ikke have det! Der er hjælp at hente.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Skynd dig at ringe til lægen. Man skal IKKE have det sådan som mor! Det er helt ok og normalt med øv-dage, men de må ikke overstige mængden af dage, hvor det er godt at være mor. Og når du skriver, at du er ved at knække, så tror jeg altså du har brug for en hjælpende hånd!

:kram :kram :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Nej hvor får jeg ondt i maven af at læse dit indlæg :( ingen er tjent med at have det sådan, hverken dig, din mand eller jeres søn. Jeg synes som de andre også at du skal se at få konsulteret en læge, hvis det er en form for depression så kan du jo få hjælp. Sender mange varme tanker i jeres retning og håber på at vinden snart blæser den anden vej for jer.

:kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikke et hårdt indlæg :(

Jeg håber du søger hjælp hurtigst muligt. For alles skyld!

:kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha, får helt ondt i maven af at læse hvordan du har det.

Først og fremmest - kontakt din læge. Ingen skal have det som du beskriver du har det. Det lyder som en fødselsdepression .

Dernæst få talt med din mand. Han skal ikke flygte fra hjemmelivet og jeres fælles barn. Han skal være der til at støtte dig og/med jeres barn. Ved han hvor svært du har det?

Du kan også overveje at tale med kommunen. Der er forskelle på kommuner, men mange kommuner har nogle gode værktøjer så som en hjemmehoser/familievejleder. Kommunens primære opgave er ikke at anbringe, men at forebygge evt, problemer og de er ikke ukendte med fødselsdepressioner.

Det er helt normalt at ens barn nogen gange er for meget af det gode og der er perioder der er bedre end andre. Men det skal ikke være så sort som du beskriver det, det skal helst kun være et få tal af dage hvor resten skal være gode - måske ikke solstråle gode ;) men gode.

Kæmpe krammer det trænger du vist til :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det med ikke at føle nogle glæde over at være blevet mor, lyder mistænkelig meget som en fødselsdepression... så ligesom de andre vil jeg opfordre dig til at søge professionel hjælp.

:kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha, hvor må det bare ikke være rart for nogen af Jer! :(

Håber du/I kan få noget hjælp - både for din, din mands, parforholdets og ikke mindst din søns skyld!

:kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha! Det må virkelig ikke være rart at have det sådan :kram

Jeg tror helt sikkert dit forløb efter fødslen har en STOR andel (hvis ikke den hele) i at du har det sådan. Hvis det var mig ville jeg skynde mig at få en tid hos en psykolog eller psykiater. Måske du har en sundhedsforsikring, det går som regel en del hurtigere i det private. Ellers synes jeg helt bestemt at du skal bede om en akut tid hos din læge, som så vil kunne sende dig videre.

Før du er sikker på hvad problemet bunder i, er jeg ikke sikker på at jeg ville kontakte kommunen. Din sagsbehandler kan selvfølgelig fortælle dig om hvilke muligheder der er, men han/hun kan jo ikke "behandle" dig. Hvorimod en psykolog vil kunne hjælpe dig til at finde frem til hvor det gik galt, give dig gode værktøjer så du kan få det godt igen. Medmindre du virkelig ikke "magter" at være mor for din søn lige nu, så ville jeg vente med at kontakte kommunen.

Tusind :kram til dig

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Du skal skynde dig at få fat i lægen... Det er rigtig rigtig hårdt at have det som du har det nu... sådan havde jeg det de første 3 mdr. efter en hård fødsel og en hård stadig med amning der ikke ville osv...

Jeg kan jo ikke sige hvorfor du har det sådan, men som nogle af de andre skriver så kunne det lyde som en fødselsdepression... og den skal der bare gøres noget ved i en fart....

hvis det er en depression, så kan jeg love dig at når du får hjælp til at komme igennem og ud på den anden side, så vil du få det helt anderledes... :kram

Samtidig tror jeg også din mand skal søge hjælp, så i kan komme på rette køl igen allesammen.

Jeg troede jeg var unormal osv. da jeg oplevede at have det lidt ligesom dig. jeg tænkte hvornår bliver jeg forelsket i min lille dreng... da jeg så begyndte at spørge fagfolk om det, fortalte de mig at det var langt fra alle der oplevede det på den måde... hos nogle blev det opbygget med tiden.. og i det de fortalte mig det, så vendte skuden her.... jeg begyndte at føle noget... og det er vokset og vokset... Dine problemer overgår mine meget. men det er bare et lille eksempel på at det nytter noget at få hjælp...

Jeg kan også tænke lidt at når nu du har haft de her fremtidsdrømme om mange børn og sådan... at du måske er blever rigtig dybt skuffet over at opleve at hverdagen med en baby ikke altid er så rosenrød som alle beskriver den... og at den skuffelse oveni. bare gør det rigtig svært...

mit råd er Skynd dig til lægen og få noget hjælp, se om ikke det hjælper dig/jer alle, inden du beslutter dig for at kontakte kommunen...

Jeg ønsker dig og den familie alt det bedste og hurtig hjælp :kram i står i en forfærdelig situation for jer :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sender dig et STORT :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er enig med de andre og har ikke noget at tilføje men sender mange kram og håb om bedre tider :kram :kram :kram :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor må det bare være svært at være dig :kram Jeg har ikke noget at tilføje andet end, at følge de råd de andre har givet og så får du lige en masse :kram :kram :kram med på vejen :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil ikke forlade tråden uden lige at give dig et KÆMPE kram og så ellers håbe du følger de andre kloge pigers råd! For mig lyder det også som en slem fødselsdepression! Og så er det altså ikke kun dig, men også din mand der lyder til at have brug for hjælp.

Håber virkelig det lykkes for jer at skabe en bedre hverdag - for jer alle 3's skyld!

:kram :kram :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram puha jeg får det, lige som mange andre, helt dårligt ved at læse, hvordan du har det :kram

Det er absolut ikke sådan det skal være at mor/forældre :( Vil ligesom de andre piger råde dig til at opsøge din læge og få en henvisning til noget professionel hjælp, da det godt kunne lyde som en (fødsels)depression og det skal behandles, så I alle tre kan få det godt...

:kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

åhh hvor er I bare søde derude..

Siden sidst har jeg taget tyren ved hornene.

Ringede til en psykolog og sagde at han skulle finde en tid til mig ASAP.

Derefter ringede jeg til lægen, manden og jeg var oppe og snakke med ham. han fik en henvisning til psykiatrien, de mente at han måske har en fødselsdepression og at jeg "bare" er totalt udbrændt!

Ringede til min mor der tog sønnike fredag til lørdag,

manden har taget fri hele ugen og vi startede lige med et par overnatninger i min brors sommerhus i rågeleje.

Sundhedsplejersken har stillet os i kontakt med kommunens "forældrekurser" og parterapi.

i morges var jeg så nede og snakke med psykologen, som også mente at jeg var udbrændt og at det vil blive anderledes når sønnikke starter i dagpleje 1. marts.

Jeg er i det hele taget vendt på en tallerken siden min mor kom hjem igen med sønnikke, nu har vi aftalt at hun henter ham en eftermiddag om ugen og aftalt to weekendovernatninger.

Min søn smiler og det er hyggeligt at sidde og lege med ham igen. tænk at det kan gå så hurtigt og TAK for det skub jeg manglede til at komme igang med at få hjælp!

Jeg har lige pludselig mod på at klare opgaven, og vigtigst min mand vil være der til at klare opgaven sammen med mig!!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

FANTASTISK!!! :loveshower

Hvor er du sej, altså :respekt Håber det er starten på en ny og lettere hverdag for Jer alle 3 og at moderkærligheden kan få plads til at blomstre :kiss

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor er det dejligt at læse :)

Sejt gået og rigtig meget held og lykke med jeres lille familie :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor er det bare fedt at læse! :yay :yay

Er virkelig glad på jeres vegne, og hvor er det godt, i fik sat gang i tingene. Det har krævet noget mod, men det er helt sikkert det rigtige! Jeg synes det er sk'de godt gået!!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

FANTASTISK opdatering - jeg har virkelig tænkt rigtig meget på dig/jer. Hvor er det dejligt din mor træder til på den måde - hun skulle have en medalje for at stille sig til rådighed og hjælpe!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha sidder helt med en klump i halsen og tårer i øjnene over at læse hvordan det er vendt for jeres lille familie! Hvor er det skønt at høre at du har fået mere overskud - og endda på så kort tid. Godt I rakte hænderne ud og fik hjælp...

Jeg ønsker dig og din familie al mulig held og lykke! Og lad endelig høre fra dig igen... :balloons

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor er det altså bare dejlig godnatlæsning :yay

Er rigtig glad på jeres vegne!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER