Mullemusen

Regnbuebaby?

27 indlæg i dette emne

Hej babyklar :)

Jeg er en ung kvinde på 21 år, der brændende ønsker sig at blive mor.

Der er mange årsager til at jeg gerne vil være mor ung, den men der vejer tungest er det afsavn jeg oplever, efter jeg for 8 mdr siden havde en SA. Det smadrede mit forhold, da min eks ikke var interesseret i at skulle være far.

Efter den oplevelse begyndte jeg at spekulere i, om det ikke var bedre, både for mig og for barnet at finde en mand, der ønsker at blive far, men som jeg ikke har et romantisk forhold til. Jeg er fast besluttet på at mit barn SKAL have en aktivfar, så donorsæd er helt udelukket. Jeg er igennem regnbuebarn.dk kommet i kontakt med en ung mand, som står i samme situation. Han vil gerne være far, men har endnu ikke mødt en kvinde han har ville skabe en tilværelse med.

Vi har skrevet frem og tilbage om hvordan tingene så evt. skulle foregå og om vores forventninger til sådan en "aftale".

Barnet skulle have fast base hos mig og han skulle så være weekend/ ferie far når barnet er gammel nok, indtil da vil det blive besøg med evt. overnatninger, for at han kan være så stor en del af det som overhovedet mulig.

Vi er enige om, at vi først vil lære hinanden at kende og se om der er grundlag for et venskab, inden vi kaster os ud i det.

Selve det at blive gravid skulle foregå uden samleje, ved hjemme insermineringer.

Det er selvfølgelig svært ikke at blive revet lidt med af spændingen og utålmodigheden, men jeg vil gerne være sikker på at ham og jeg har nogenlunde samme værdier og indstilling til børneopdragelse og at vi jo selvfølgelig vil kunne snakke sammen uden problemer. Men da vi begge er pædagoger er jeg fortrøstningsfuld :P

Er der nogen herinde, der har erfaringer med den noget utraditionelle måde at blive forældre på? Måske i har nogle tanker, meninger og holdninger i vil dele med mig? :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg tænker....

Du skal gøre op med dig selv om hvor stort ønsket for et barn er lige nu og her?? Du er kun 21 og har livet foran dig! Er det vigtigste at få et barn eller er det vigtigste rammerne omkring barnet?

Jeg kan sikkert sagtens gå med en "aktiv doner". men du kender jo som sådan ikke manden... hans værdier, hans familie, hans væremåde osv..

Og jeg tænker om det er det værd, så at skulle aflevere sit barn til en "fremmed" hver anden weekend blot for at kunne få et barn??

Som sagt så er du kun 21! .... Jeg ønskede mig også brændende et barn da jeg var 21 og ville i en kort periode også bare have det!! nuuu!!!

Men her 5 år senere er jeg gift med en anden mand! Har hus og et skønt liv og venter vores første barn!

Det jeg mener er.. du skal virkelig overveje det!!

Måske du inden for et år møder en fantastisk mand og så fortryder at du ikke ventede med at få barn indtil du havde mødt den rette?!?

Jeg syntes regnbuebarn.dk er en udemærket ting! Men jeg tænker at den er mere "minded" på den lidt ældre generation, der gener vil have barn inden det er for sent, men ikke har fundet en partner?!

Du har jo livet foran dig endnu... :)

Men held og lykke uanset hvad du vælger :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker også jeg ville vente..

Havde du nu været 35, så havde jeg måske tænkt at ideen var rigtig god. Men jeg synes du er MEGET ung, i forhold til at tage en beslutning om at få et barn "på den måde"..

Men jeg er også mere til "kernefamilie" ideen, og ville aldrig sætte et "delebarn" i verden.. Igen, havde jeg været 35, havde ønsket om selve barnet nok været større, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i - men jeg kan ikke sætte mig ind i, at man som 21årig, ikke går ud og leder efter sin "drømmefyr", og skaber et solidt grundlag for et fælles liv..

Den løftede pegefinger siger også: Det er pisse hårdt at få et barn.. Og hvor er faren henne, midt om natten?

Jeg ville vente - 100% sikkert.. (Jeg ønskede selv barn da jeg var 18, og fik min datter da jeg var 27, så kan om nogen sætte mig ind i lysten og savnet over ikke at få et barn. Havde to spontane aborter inden)

Find din drømmefyr - også få et barn, med ham.. Og få en familie sammen :)

Har du ikke fundet ham når du er 30-35, så ville jeg måske forstå du begyndte at overveje regnbue barn..

Jeg kender heller ikke dine forudsætninger, altså hus, fast job osv.. Men ja.. Jeg ville altså finde "manden" og forsøge at få en familie i stedet..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Altså jeg er 24 på vej mod de 25 nu til sommer, og for 4 år siden havde jeg slet aldrig troet jeg skulle finde drømmefyren og blive gift osv....og idag er jeg gift med jordens dejligste mand og vi venter vores første barn....dvs. jeg når at fylde 25 inden barnet kommer til verden.

Men mit råd vil være at slå kold vand i blodet...nyd de næste par år og se om ik du er heldig den rette mand dukker op....

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Her er nogle tanker jeg ville gøre mig, hvis jeg var dig.

Hvad når du om 5 år forelsker dig i en mand, får børn med ham og så opdager at manden altid vil elske sine egne børn højere? Og barnet kan MÆRKE det?

Hvad når din donormand om 2 år gifter sig med en kvinde du ikke kan lide, synes slik til aftensmad er en god ide - eller som ser dit barn som en konkurrent?

Vil du kunne undvære dit barn hver anden juleaften? Nøjes med at kunne ønske det tillykke med fødselsdagen over telefonen nogle år?

Hvad hvis dit barn som 8 årig kommer og fortæller dig at samværsordningen skal være omvendt? Han/hun vil gerne bo hos far og kun være hos dig hver anden weekend?

Det er svært nok i forvejen at blive enige om børneopdragelse - selv for gifte folk, der har kendt hinanden i årevis, og mener de har samme syn på tingene. Du kommer til at føle dig magtesløs overfor de udfordringer dit barn møder - er du klar over hvilken "magt" der ligger i en delt forældremyndighed? Og at du ikke bare kan tage den fra han hvis (når) I bliver uenige?

Jeg er selv part i en skilsmisse - som den nye partner. Jeg har forståelse for at en skilsmisse kan være uundgåelig. Men jeg vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at vores børn ikke skal igennem det. Jeg vil simpelthen ikke slippe dem til "fremmede" og en hverdag jeg INGEN kontrol har over.

Jeg må på det kraftigste opfordre dig til at slå koldt vand i blodet. Jeg tror ikke du kan forestille dig, hvad du går ind til...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker hvad har du af uddannelse og hvordan står du rent økonomisk i forhold til at forsørge et barn?

Jeg er meget kold i det her, for jeg mener ikke at man kan tillade sig at sætte børn i verden man allerede nu ved at det offentlige kommer til at forsørge. Hvis uheldet var ude og du allerede var gravid var det en anden sag.

Men du står med et valg, og jeg syntes faktisk du skal vælge det bedste for dit ufødte barn, nemlig at vente.

Jeg kunne forstå dig hvis det var sidste udvej, men det er det ikke i mine øjne.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Min umiddelbare tanke omkring regnbuebarn-konceptet er, at det er supersmart! Jeg er selv skilsmissebarn, og selvom jeg er så heldig at være gift med min drømmemand og have et barn med ham, så er jeg ret kynisk i forhold til forhold, og meget bevidst om at MANGE bliver skilt. Og så er det jeg tænker, at sådan et regnbuebarn vel egentlig bare er et skilsmissebarn, der har fået lov at slippe for alle de sårede følelser, som forældrene har haft for hinanden + en del af kampen (der skal jo stadig indgås nogle kompromiser omkring jul osv - som de andre har været inde på).

Jeg er selv hvad jeg vil kalde "et lykkeligt skilsmissebarn". Min barndom har ikke været perfekt, men jeg synes virkelig, at mine forældre har været gode til at samarbejde omkring at min bror og jeg skulle have det godt. Jeg ville ikke have været lykkeligere, hvis mine forældre var blevet sammen, fordi de havde det ikke godt sammen. Men måske ville jeg have været en smule lykkeligere, hvis de havde haft det godt sammen, det ved jeg ikke... Jeg forestiller mig, at hvis du får sådan et regnbuebarn med en god "forældrepartner" så vil jeres barn få en opvækst i samme dur som min - og det har ikke været så tosset. :)

Min pointe er nok, at der i min verden er et "rangsystem" (sådan hvis man må skære alt over en kam - og det må man jo aldrig, men nu gør jeg det alligevel ;)), der hedder:

1. Mor og far er lykkeligt sammen

2. Mor og far er lykkeligt fra hinanden

3. Mor og far er ulykkelige sammen/i kamp fra hinanden

Jeg ville foretrække 1, og det tror jeg at de fleste vil, men den er også et "sats" når man tænker på, hvor mange, der bliver skilt. Hvis man starter med 1'eren, så ved man ikke om man "får lov" at blive der, eller om man havner i 2 eller 3. Og ingen ønsker vel 3'eren... IMO har du via regnbuebarn muligheden for at gå direkte til 2: Ikke det allerallerypperste, men et mindre sats end 1, og stadig med mulighed for en rigtig dejlig tilværelse.

Ej, det er sikkert superkejlet formuleret, jeg er træt og har lidt svært ved at forklare det her :rolleyes

Pointen er, at jeg synes regnbuebarn er en fin idé - ikke drømmen, men et ok sikkert valg :)

---

Så er der din alder... Hvis jeg kun ser på, at du skriver, at du er 21, så er jeg enig med de fleste andre herinde: Hvad haster det? Sådan ville jeg tænke generelt om det at være 21 og ønske at få sig et barn (især på en alternativ måde, som et regnbuebarn) Omvendt virker du meget fast besluttet ud fra dit indlæg, og jeg kender dig jo ikke, så måske er det det rigtige for netop dig at gøre det nu. Jeg mener ikke nødvendigvis, at alle skal vente til at de er 35+ før de går alternative veje. :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg forstår dig godt...når man lige har været gravid omend ikke i lang tid så er det for en kvinde lang tid non til at tage beslutningen "ja det har kan jeg godt og vil jeg"

Da jeg skulle føde min døde baby var det eneste min kæreste og jeg tænkte på at vi skulle blive gravide igen så smerten kunne dulmes...

Har du overvejet at gå en psykolog og få lagt dine følelser omkring et barn på rette hylde?

Mine forældre er 20 år ældre end mig og jeg har haft en fantastisk barndom og de er stadig sammen (de havde dog været sammen i 6år først)

Jeg ville slå koldt vand i blodet - erkende at ja du ønsker dig brændende et barn og du vil ikke være gammel mor ... God plan.

men jeg mener du bør give dig selv tid til at se om du kan finde en du har en fremtid med først, og so elsker dig så i kan lave et kærlighedsbarn.

De af mine veninder der er ene mor, 2 skilt og alene....fuck det er hårdt. Den ene var alene med hendes 2 piger gennem 3 år af universitetsuddannelsen inden hun blev gymnasielærer - det var pissehårdt sagde hun altid og hun kunne aldrig møde nogen fordi hun jo som mor ikke har fri fra sine børn (manden måtte ikke være alene med børnene efter skilsmisse pga bold mod det ene barn)

En anden veninde med kærlighedsbarn...hendes mand døde for 3 år siden

En veninde der i en alder af 34fik et donorbarn...hun ville have fuld kontrol med forældrerettigheder (og de er altså delt i Danmark) hu. Har en anden veninde der har været der i hele hendes datters 4årige liv sombonusforældre/aflastning så min veninde kan komme på dages og til salsa en aften om ugen.

Det er alle kvinder med en uddannelse i bagagen ... Hende fra uni var ALDrIG med til noget socialt...hun havde jo børn.

De unge mennesker jeg har undervist på universitetet 20-23år samt dem jeg nu underviser på htx ville bestemt miste mege i deres liv hvis de skulle klare studie, hverdag og børn alene....har haft en elev der fødte lige omkring studentereksamen...og hende har vi stadig kontakt til (ukendt far) hun har klaret sig men siger at hu ikke vidste det ville være så hårdt at få alt til at fungere.

Mit råd - få dig en dejlig kæreste...og gør ham det klart du gerne vil have børn tidligt :gravid:

Hvis du vælger alene løsningen ville jeg vælge donorsæd med mulighed for at barnet kan få oplyst faderen senere.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Annonce ♥

Jeg synes virkelig at det lyder som en dårlig idé. Og undskyld jeg siger det, men jeg tror du vil fortryde, når du pludselig ikke kan det samme som dine jævnaldrende længere.

Jeg tror på at børn har det allerbedst, når deres forældre er lykkelige sammen (Barbamamas nr. 1 ;)) Jeg synes det er synd at sætte "skilsmissebørn" til verden.

Vent nogle år og se hvordan dit liv udvikler sig og hvem du møder. Jeg har ønsket et barn så længe jeg kan huske, men hold kæft hvor er jeg glad for at jeg ikke fik det tidligere end jeg gjorde (24 år).

Og lige til den med at man ved hvordan det er at have børn, når man er pædagog: Jeg har arbejdet 5 år i en vuggestuen, men hold nu op hvor er det bare HELT anderledes at få sin egen.

Beklager det lidt negative indlæg, men det er min mening :balloons

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

jeg tager også din alder i betragtning, og synes du skal vente et par år endnu. Jeg ved godt, at du frygtelig gerne vil være gravid lige nu. Meeen jeg synes altså også det er vigtig, at man finder en mand først. Regnbuebørn er for mig også en løsning, når man er ude i sidste øjeblik eller ikke er hetroseksuel.

Så tag du et par år med veninderne, hvor i nyder at være unge, og får oplevet verden. Derefter kan du seriøst overveje projektet igen.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

On ‎04‎-‎01‎-‎2013 at 11:13 PM, LilleMi said:

Og lige til den med at man ved hvordan det er at have børn, når man er pædagog: Jeg har arbejdet 5 år i en vuggestuen, men hold nu op hvor er det bare HELT anderledes at få sin egen.

...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

En ekstra tanke: Hvordan er dit eget netværk? (Du behøver ikke svare, men tænk over det :))

Jeg tænker, at man skal ikke "kun" "bruge" en far til at baby har en far... Men også til at være ens støtte under graviditet, fødsel, den hormonelle tid bagefter, eventuelle problemer med amning/søvn/baby i det hele taget og til at nyde baby sammen med... Jeg er i hvert fald glad for at JEG har haft min mand, og at det ikke kun var Valdemar (altså min søn) der havde min mand...

Jeg tænker, at det er værd at overveje for dig, hvor meget din regnbuebarnspartner vil være der og støtte DIG og/eller om du har en virkelig god søster/bror/ven/veninde/mor/far/whatever, der kan være der for dig. Det er fantastisk at blive mor, men det kan også være ret hårdt :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Undskyld jeg kynisk spørger igen. Hvordan kan man være uddannet pædago når man er 21 år uddannelsen tager så vidt jeg ved 3.5 år og man skal da have lidt skole før det.

Jeg forstår det ikke, er du under uddannelse ?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Undskyld jeg kynisk spørger igen. Hvordan kan man være uddannet pædago når man er 21 år uddannelsen tager så vidt jeg ved 3.5 år og man skal da have lidt skole før det.

Jeg forstår det ikke, er du under uddannelse ?

Såvidt jeg ved skal man have en gymnasiel ungdomsuddannelse (eller hvad det nu hedder - altså noget der svarer til STX) for at kunne komme ind på pædagogseminariet, og såvidt jeg ved skal man være fyldt 18 år før man får huen. Hvis TS har fødselsdag i juni kunne hun godt være fyldt 18 netop som hun fik huen i juni - starte pædagogseminar i september, og så netop være blevet færdig som 21-årig (+ ca. 7 måneder) nu :) Så det kan godt lade sig gøre :) Men jeg kan godt forstå at du undrer dig, for det er da knebent ;)

Ikke desto mindre, hvis TS er under uddannelse, så kan hun vel nå at blive færdig inden de evt. går igang med at lave barn :) Og forresten er der da mange, der fint forsørger deres børn under uddannelse :balloons

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Såvidt jeg ved skal man have en gymnasiel ungdomsuddannelse (eller hvad det nu hedder - altså noget der svarer til STX) for at kunne komme ind på pædagogseminariet, og såvidt jeg ved skal man være fyldt 18 år før man får huen. Hvis TS har fødselsdag i juni kunne hun godt være fyldt 18 netop som hun fik huen i juni - starte pædagogseminar i september, og så netop være blevet færdig som 21-årig (+ ca. 7 måneder) nu :) Så det kan godt lade sig gøre :) Men jeg kan godt forstå at du undrer dig, for det er da knebent ;)

Ikke desto mindre, hvis TS er under uddannelse, så kan hun vel nå at blive færdig inden de evt. går igang med at lave barn :) Og forresten er der da mange, der fint forsørger deres børn under uddannelse :balloons

Men de fleste der gør, har som udgangspunkt, hvis de har PLANLAGT at blive gravide, også en mand med i billedet, til at hjælpe med at forsørge :)

Udover det, vil jeg nok påstå, at man som 21 årig og gravid, har svært ved at finde job.

Som 22-23 årig, enlig mor uden arbejdserfaring, tror jeg ikke man er specielt godt stillet, når der på den måde er rift om jobbene i dagens danmark..

Så hvis IKKE trådstarter har en fast stilling, ville jeg få en inden, som minimum..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Her er nogle tanker jeg ville gøre mig, hvis jeg var dig.

Hvad når du om 5 år forelsker dig i en mand, får børn med ham og så opdager at manden altid vil elske sine egne børn højere? Og barnet kan MÆRKE det?

Hvad når din donormand om 2 år gifter sig med en kvinde du ikke kan lide, synes slik til aftensmad er en god ide - eller som ser dit barn som en konkurrent?

Vil du kunne undvære dit barn hver anden juleaften? Nøjes med at kunne ønske det tillykke med fødselsdagen over telefonen nogle år?

Hvad hvis dit barn som 8 årig kommer og fortæller dig at samværsordningen skal være omvendt? Han/hun vil gerne bo hos far og kun være hos dig hver anden weekend?

Det er svært nok i forvejen at blive enige om børneopdragelse - selv for gifte folk, der har kendt hinanden i årevis, og mener de har samme syn på tingene. Du kommer til at føle dig magtesløs overfor de udfordringer dit barn møder - er du klar over hvilken "magt" der ligger i en delt forældremyndighed? Og at du ikke bare kan tage den fra han hvis (når) I bliver uenige?

Jeg er selv part i en skilsmisse - som den nye partner. Jeg har forståelse for at en skilsmisse kan være uundgåelig. Men jeg vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at vores børn ikke skal igennem det. Jeg vil simpelthen ikke slippe dem til "fremmede" og en hverdag jeg INGEN kontrol har over.

Jeg må på det kraftigste opfordre dig til at slå koldt vand i blodet. Jeg tror ikke du kan forestille dig, hvad du går ind til...

Jeg tænker hvad har du af uddannelse og hvordan står du rent økonomisk i forhold til at forsørge et barn?

Jeg er meget kold i det her, for jeg mener ikke at man kan tillade sig at sætte børn i verden man allerede nu ved at det offentlige kommer til at forsørge. Hvis uheldet var ude og du allerede var gravid var det en anden sag.

Men du står med et valg, og jeg syntes faktisk du skal vælge det bedste for dit ufødte barn, nemlig at vente.

Jeg kunne forstå dig hvis det var sidste udvej, men det er det ikke i mine øjne.

Meget enig i betragtningerne i disse to indlæg ...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mullemusen: Jeg håber ikke du er blevet skræmt helt væk af alle kommentarerne? :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mullemusen: Jeg håber ikke du er blevet skræmt helt væk af alle kommentarerne? :kram2

Hihi nej håber da heller ikke hun er blevet skræmt væk!! :D der er plads til alle... og tråden viser da også forskellige holdninger til emnet :)

Har givet min mening til kende længere oppe, så den springer vi over... hehe...

Har blot lige 2 ting at tilføje :)

ang. uddannelse... nu ved vi jo ikke om uddannelsen er færdig inden barnet melder ankomst hvis det er..... men er pt. selv igang med uddannelse til sygeplejerske! Og min barsel kommer til at ligge "så dumt" så jeg starter ud med 2 x praktik af 10 uger stykket lige efter....

Og dette kunne jeg på ingen måde gennemføre uden min mand!!!

Det ville simpelthen blive for hårdt med studie på fuld tid og barn uden ham!! Sidder ofte og har brug for at læse i 3-4 timer om dagen (hvilket der på ingen måde bliver mulighed for efter baby) hihi..

Men havde jeg ikke haft ham såååå..... Så tror jeg ikke jeg kunne!

Går i klasse med en der blev ung mor (15-16 år)... hun har jo så en søn der lige er begyndt i skolen... hun klare det med at være mor super flot!! Men skolen den halter....

Det er blot vigtigt at overveje!!! Men igen så har jeg også set nogle der klare begge dele til et rent 13 tal!! :D

For det andet så syntes jeg faktisk det er et spændende emne... havde ikke hørt ret meget om det før dette emne blev bragt op!! :)

Og jeg syntes det er dejligt at vores samfund på trods... er så "åbent" at det efterhånden er muligt for alle at få lov at blive forældre, blive gift osv.... skønt!!!

Og mullemusen! Endnu engang vil jeg bare ønske dig held og lykke hvad end du vælger :) Og tænker... det kræver nok at du har noget tæt familie,der kan støtte dig!! Måske du skal vende det med dem! Det er jo trods alt dem, der kender dig bedst... :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tusind tak for alle jeres svar.

Jeg vil forsøge at besvare nogle af jeres spørgsmål:

Min uddannelse er skruet sådan sammen, at jeg kan tage et års barsel og starte hvor jeg slap uden problemer.

Jeg ser det som en fordel at få børn under uddannelse, da det giver langt mere frihed. Jeg har fri 2 dage om ugen, jeg vil kunne tage fri hvis barnet bliver sygt og dagene er korte, så det vil kun blive få timer baby skulle passes uden for hjemmet. Nogle dage tillader skemaet at man kan tage sine børn med, der er flere mødre, der parkerer barnevogne ude foran undervisningslokalerne på de korte dage, eller de dage der er præget at studiegruppe arbejde. Alt i alt er det et meget børnevenligt studie miljø.

Økonomisk set bliver det ikke noget problem, i forbindelse med min graviditet regnede jeg på det hele, sammen med mine forældre og vi fandt ud af at det sagtens kunne lade sig gøre (Her regnede vi ikke tilskud fra det offentlige med, da vi ikke var sikre på hvor meget det var), jeg har alle de basale ting på plads; Nyere bil, bolig med have, hvor jeg vil kunne blive boende og en lille opsparing.

Jeg har et godt bagland, de fleste af mine veninder har allerede børn, så det er selvfølgelig også en faktor, der spiller ind. Igennem dem, har jeg også set de mindre rosenrøde sider af det at blive mor, men det skræmmer mig ikke. Det er jo helheden man skal vurdere, nogle perioder vil det bare blive op ad bakke.

Ud over det, så er jeg ovre den periode af mit liv, hvor jeg render i byen hver weekend.

Andre ting, der spiller ind, er frygten for at mit barn ikke når at få glæde af min familie og at de ikke når at møde mit barn. Jeg har en meget lille tæt familie, hvor de fleste desværre er godt oppe i årene. Jeg ved at jeg altid kan regne med dem til støtte, hjælp og gode råd.

Min mor var kun 19 år, da hun fik mig og jeg har derfor været med hele vejen. Jeg har været der mens hun var under uddannelse og set hele udviklingen, fra da vi ingen penge havde (Det mærkede jeg jo intet til) til nu hvor hun har en fed indkomst og ejerlejlighed. Jeg ser det som en positiv ting, at børn får lov at se den udvikling, at man skal arbejde for at få sine drømme opfyldt :)

Når alt det så er sagt, så har jeg gået og tænkt rigtig meget over de ting i har skrevet.

Jeg er ikke længere så sikker på at jeg tør. Jeg vil jo nok ikke komme til at se hans mindre gode sider før det er for sent og dem har vi jo alle sammen.

Og hvad nu hvis han pludselig beslutter, at han ikke kan leve med den ordning vi har aftalt og vi alligevel ender i en strid..

Så jeg har besluttet, at det ikke skal være den måde jeg skal have et barn på - ikke endnu i hvert fald.

Endnu engang tak for jeres svar. Det har været til stor hjælp!

Grunden til at jeg valgte ikke at involvere min omgangskreds, er at de er meget tilbøjelige til at lade sig rive med. De ved jo hvor meget det har fyldt og stadig fylder for mig :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikke et flot indlæg :respekt

Man kender selvfølgelig slet ikke hinanden ud fra et par indlæg herinde, men jeg synes du lyder SÅ fornuftig, velovervejet, målrettet og moden. Jeg tror, du ville have klaret det flot, hvis du havde fået et regnbuebarn. MEN jeg kan ikke se noget mistet i at du venter, så det synes jeg også er en god beslutning. Jeg håber, at du møder din drømmemand og får din drømmebaby når tiden er til det :balloons :goodluck

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikke et flot indlæg :respekt

Man kender selvfølgelig slet ikke hinanden ud fra et par indlæg herinde, men jeg synes du lyder SÅ fornuftig, velovervejet, målrettet og moden. Jeg tror, du ville have klaret det flot, hvis du havde fået et regnbuebarn. MEN jeg kan ikke se noget mistet i at du venter, så det synes jeg også er en god beslutning. Jeg håber, at du møder din drømmemand og får din drømmebaby når tiden er til det :balloons :goodluck

Meget enig :ditto

Og er glad for at du ikke blev skræmt væk :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Meget enig :ditto

Og er glad for at du ikke blev skræmt væk :)

Godt skrevet - og jeg ville heller ikke turde det med et regnbuebarn... Så hellere et donorbarn med muligheden for at få farens data senere.

Behovet kommer for alle - vi vil kende vores rødder.

Jeg har selv været skruk siden jeg var 18 og havde været sammen med min kæreste i 4år....og min mor er jobplan blot 20år ældre...men tiden var en anden.

Jeg fik min første 1 1/2mdr efter jeg blev 29 og det har jeg ikke fortrudt - jeg fandt jo den helt rigtige mand og far.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikke et flot indlæg :respekt

Man kender selvfølgelig slet ikke hinanden ud fra et par indlæg herinde, men jeg synes du lyder SÅ fornuftig, velovervejet, målrettet og moden. Jeg tror, du ville have klaret det flot, hvis du havde fået et regnbuebarn. MEN jeg kan ikke se noget mistet i at du venter, så det synes jeg også er en god beslutning. Jeg håber, at du møder din drømmemand og får din drømmebaby når tiden er til det :balloons :goodluck

Tænkte helt det samme :)

Faktisk, er det sådan et indlæg, hvor jeg tænker, at man helt får lyst til at "skifte mening".. Synes stadigvæk det er en dum ide; Men det at du lytter til råd, tænker over tingene, og rent faktisk tænker mere på dit kommende barns "følelser" end dit eget brændende ønske; Det er det der med tiden kommer til at gøre dig til en FANTASTISK mor!!

Jeg synes det er en god beslutning, og jeg håber for dig at du finder en kæreste snart, og at han også går og savner en hverdag med et barn og at I finder ud af det bare skal være jer for altid :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Dejligt at du ikke er skræmt helt væk :)

Jeg syntes at du lyder velovervejet med dine tanker og grundlag! :) Og det er jo kun positivt! Men ved at vælge at vente så bliver du jo om ikke endnu bedre rustet til at få barnet når tiden er rigtig :)

Ang. uddannelse... nu læser jeg jo også selv en bachelor! :) i vores klasse er det også okay at børnene er med! Men vi har dog klare regler om at de ikke må fylde i undervisningen! Og jeg syntes nu personligt at skemaerne skifter meget fra tid til anden :)

SÅ jeg tror lige gyldigt hvad at du skal "passe på" med at sætte din lid til at det er okay at barnevognene gør deres indtog i klassens undervisningstid! :) HVer klasse har sin holdning, og du starter jo med helt nye mennesker efter barsel :)

Men held og lykke med det hele :) Hvad enten du er færdig med at gå i byen eller ej, så nyd din undgom nogle år endnu! :D Jeg troede selv jeg var færdig med at være ung da jeg var på din alder! Men har nu alligevel nydt at kunne rejse, feste og være impulsiv i et par år endnu!!

Hvis din mor kun er i starten af 40'erne så har din familie stadig masser af tid med dine børn hvad enten de kommer nu eller om 10 år :) Selv har jeg forældre der er midt i tresserne før jeg kan levere børnebørn ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER