En uskyldig flirt...

[Guest]

I får det til at lyde så let ;)

Jeg synes det er MEGA grænseoverskridende at skulle invitere ham og konen (og deres to børn?) hjem til os, når vi aldrig har set hinanden udenfor jobbet.

Selvom jeg tror på han også synes det er ærgerligt vi ikke skal arbejde sammen længere, så aner jeg jo ikke om han ligger så meget i det som jeg gør. Han er måske bare mere venskabelig generelt overfor sine kollegaer? Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at tilføje ham på facebook...

Ja det er grænseoverskridende, men du kan jo bare sige, at for at afslutte jeres gode samarbejde, så vil du gerne invitere ham og familien over til en omgang ris taffel eller lignende, sådan at det er noget nemt og hurtigt man, som alligevel er godt. Så kan han blive positivt overrakset og sige ja til invitationen, eller nej tak. :)

[Fister]

Måske skal du bare glæde dig over, at det har været et sjovt forløb, og så let it go? Det med flirten og at have en mandlig kollega, som man har det rigtigt godt med, har jeg intet imod overhovedet. Fedt, at I har været med til at gøre hinandens arbejdsdag sjovere, og at I vel har en eller anden form for tiltrækning til hinanden.

Men er det en god idé, at bygge videre på det? Det kan jeg ikke helt lure. Hvorfor føles det så desperat (i mangel af bedre ord), ikke at skulle arbejde sammen mere? Og skal jeres familier blandes ind i det? Hvorfor ikke bare et facebook-venskab? Så bliver I en del af hinandens netværk, og så er den ikke så meget længere.

Jeg skriver som jeg gør, fordi jeg kan genkende meget af det du skriver. Jeg knytter i det hele taget bedre bånd med mandlige kollegaer end med kvindelige. Og jeg danser (ikke tæt, godt nok) og smiler; og når der er fest og jeg dresser mig up, så kan jeg godt se at der er nogen der kigger efter mig. Det har jeg det fint med. Og jeg kan også sagtens arbejde sammen med de selvsamme mænd og lave sjov og holde linjen. MEN, hvis jeg selv har haft et lille sug i maven over det, så sætter jeg nok grænsen ved at begynde at ses privat. For bottomline er, at jeg elsker min mand. Det gør jeg hele tiden og uafbrudt, og jeg respekterer ham uden frygt men med hjertevarme - og selvom man skal have lov at omgås alle slags mennesker, som det menneske man er, så er der bare nogle gange, hvor jeg selv må vælge at trække mig lidt. For mig ville det være, der hvor du er nu. Sige: "Hey tak for et rigtigt godt samarbejde", evt. adde ham på FB, og så drikke en øl sammen med andre kollegaer også. Og så vær taknemmelig for, at du har haft den oplevelse og for at du har noget endnu mere værdifuldt derhjemme.

Knus:)

[TiaK]

Ih, har lige haft et møde med ham, hvor vi både snakkede socialt og fagligt over en kop kaffe. Da vi går ud af mødelokalet efter en times tid ser jeg at han har lidt fnuller sidende på ryggen.

Jeg rækker selvfølgelig ud efter den og fjerner det - hvorpå en kollega der står nogle meter væk siger "jeg troede du skulle til at give ham et knus! Man skal jo holde øje med jer".

Æv, det var ikke lige en kommentar jeg havde brug for :( Jo, vi har holdt mange to-mandsmøder, men de har alle været fagligt relevante. Det kan godt ske vi ofte har en kop kaffe med og vi til sidst sidder og hyggesnakker lidt, men mere er der altså ikke i det! Øv.

[MLM]

Hvad sagde du da jeres kollega kom med den sidste bemærkning?

[MacMus]

Avs med bemærkningen ofte og ja, andre lægger mærke til en masse ting - endda måske inden man selv lægger mærke til noget - og det lyder til I også er blevet "bemærket".

[TiaK]

Måske skal du bare glæde dig over, at det har været et sjovt forløb, og så let it go? Det med flirten og at have en mandlig kollega, som man har det rigtigt godt med, har jeg intet imod overhovedet. Fedt, at I har været med til at gøre hinandens arbejdsdag sjovere, og at I vel har en eller anden form for tiltrækning til hinanden.

Men er det en god idé, at bygge videre på det? Det kan jeg ikke helt lure. Hvorfor føles det så desperat (i mangel af bedre ord), ikke at skulle arbejde sammen mere? Og skal jeres familier blandes ind i det? Hvorfor ikke bare et facebook-venskab? Så bliver I en del af hinandens netværk, og så er den ikke så meget længere.

Jeg skriver som jeg gør, fordi jeg kan genkende meget af det du skriver. Jeg knytter i det hele taget bedre bånd med mandlige kollegaer end med kvindelige. Og jeg danser (ikke tæt, godt nok) og smiler; og når der er fest og jeg dresser mig up, så kan jeg godt se at der er nogen der kigger efter mig. Det har jeg det fint med. Og jeg kan også sagtens arbejde sammen med de selvsamme mænd og lave sjov og holde linjen. MEN, hvis jeg selv har haft et lille sug i maven over det, så sætter jeg nok grænsen ved at begynde at ses privat. For bottomline er, at jeg elsker min mand. Det gør jeg hele tiden og uafbrudt, og jeg respekterer ham uden frygt men med hjertevarme - og selvom man skal have lov at omgås alle slags mennesker, som det menneske man er, så er der bare nogle gange, hvor jeg selv må vælge at trække mig lidt. For mig ville det være, der hvor du er nu. Sige: "Hey tak for et rigtigt godt samarbejde", evt. adde ham på FB, og så drikke en øl sammen med andre kollegaer også. Og så vær taknemmelig for, at du har haft den oplevelse og for at du har noget endnu mere værdifuldt derhjemme.

Knus:)

Tak for dit indlæg.

Jeg tror også jeg har besluttet mig for ikke at gøre noget for at vi skal ses privat. Spørger han, så takker jeg sikkert ja, men jeg vil ikke selv gøre noget for det.

Om jeg adder ham på facebook ved jeg ikke rigtig endnu, det har jeg ikke besluttet mig for. Men jeg tror jeg vil begynde at spise i den kantine han spiser i bare en gang i mellem, så vi får mulighed for at hyggesnakke lidt ind i mellem.

Jeg elsker min mand og har på intet tidspunkt været i tvivl om at det er ham jeg vil have ej heller været bange for jeg var på vej ud på et skråplan.

Jeg har kun veninder - de drengevenner jeg har er grundet par-venskab, så jeg tilbringer aldrig tid kun med en fyr privat, som ikke er min mand. Det i sig selv er lidt grænseoverskridende at skulle begynde med og sikkert også derfor det ikke bliver til mere fra min side.

[TiaK]

Hvad sagde du da jeres kollega kom med den sidste bemærkning?

Avs med bemærkningen ofte og ja, andre lægger mærke til en masse ting - endda måske inden man selv lægger mærke til noget - og det lyder til I også er blevet "bemærket".

Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg svarede! :o

Kollegaen jeg havde holdt møde med fik svaret et eller andet først og så blev jeg lidt omtumlet og fik bare ønsket ham god weekend. Da jeg gik derfra var der en tredje kollega der sagde et eller andet med "men mere var der vel ikke i det -agtigt-noget" som jeg bare fik svaret nej til. Det var først derefter det egentlig gik op for mig, hvad der var blevet hentydet til.

Men jeg kan godt mærke jeg er blevet lidt mere tilbageholdende, på den front er jeg glad for at vores samarbejde er ved at være slut, så vi ikke giver anledning til flere rygter.

På den anden side kan de snakke som de vil, der er ikke noget i det og det vil de vel med tiden indse.

[Fister]

Det ER nu altså også mærkeligt, når der skal være så meget sniksnak, når en mand og en kvinde arbejder tæt og godt sammen. For fanden altså...hvorfor må man ikke have det sjovt med nogen af andet køn, uden at det skal give anledning til konspirationsteorier.

Jeg er SLET ikke i tvivl om, at du elsker din mand. Vil jeg bare lige slå fast:) Og netop derfor synes jeg bare, du skal let it go. Det er sådan en slags "man kan ikke få det hele"-ting. Især når dine kollegaer kommer med kommentarer og du i starten havde kriller i maven over den dér lidt magiske aften. Spekulationerne er bare ikke det værd. Men det kan da være I alle 4 mødes på Grøn koncert en dag, og så se hvad tilfældighederne gør....

(Til gengæld er det helt fantastisk, at have mandlige nære venner - jeg kan ikke forestille mig et liv uden. Men der er den lille altafgørende ting i mine venskaber, at der aldrig har været indblandet flirt. De er også fra min barndom, så det gør måske det hele lidt mere ligetil. Det er ligesom at have en flok brødre, særligt en af dem har en broragtig rolle. Det gør også at min mand - efter at have lært dem godt at kende - er helt afslappet omkring det.)

[TiaK]

Jeg arbejder hjemme i dag og jeg bor på vejen min kollega skal køre for at komme hjem. Jeg har nogle udfordringer som han skal hjælpe mig med og som er klart nemmest at snakke om face-to-face.

Havde jeg bestemt mig for at gøre en indsats for at vi skulle ses privat havde det været en oplagt chance at bede ham om at køre lidt tidligere, og så stoppe ved mig, så vi kunne kigge på det her i eftermiddag. Så kunne vi ses i mit hjem, men stadig med fagligt indhold. Jeg var lidt fristet, men overvejede det dog ikke sådan rigtigt.

Ih, havde det været en kvindelig kollega havde jeg sikkert uden betænkeligheder spurgt om hun ikke ville kigge forbi, så skulle jeg nok sørge for noget god kaffe. Æv, at der skal være sådan en kønsopdeling :(

[stilletten]

Jeg har hørt mænd i rigtigt mange sammenhænge sige, at man som mand sjældent har pigevenner uden man egentligt måske godt ville mere end bare være venner. Det er en generalisering og en fordon. Det ved jeg. Jeg vurderer heller ikke på om det er sandt eller ej. Jeg kan bare konstatere, at jeg har hørt mere end 7 mænd sige sådan det sidste års tid.

Måske derfor er det ofte svært at have et venskabeligt forhold, når det er en accepteret sandhed, at vi er mere mand og kvinde end vi er menneske.

Jeg havde en god ven. En mandeven. Vi var startet ud med at date, men det endte i et venskab. Vi havde det hyggeligt sammen, kunne grine og snakke godt osv. Min mand, daværende nye kæreste, tog ud at sejle, og pludselig væltede det ind med tilbud fra vennen. Det hører med tipl historien at min mand i forvejen havde brugt måneder på at sige at han ikke havde rent mel i posen, og jeg havde holdt hånden over vennen og benægtet at der var mere i det fra hans side.

Det endte faktisk med at jeg måtte droppe venskabet. Min mand ville ikke være i stue med ham, når nu han havde tilbudt både det ene og det andet uforpligtende. Det forstod jeg godt.

Jeg kender godt til den der flirt/beruselse og synes da det giver mig et kick. Jeg opsøger den aldrig selv, men får ret ofte opmærksomheden på gaden og i byen. Min mand har det lidt ambivalent med det. Det skal helst være sådan ind imellem at andre mænd lige kigger en ekstra gang. Det giver ham et kick at hans kone er smuk eller lidt småfræk, og at andre kan se det. De må gerne være lidt grønne af misundelse sådan ind imellem, men røre, danse, lægge an og direkte flirte er over grænsen.

Men jeg tilslutter mig Fister. Det er sådan en, jeg ville lade gå og glemme igen. Jeg ville ikke invitere ham hjem i privaten. Jeg synes det lyder som om, du et sted dybt inde stadig er lidt betaget af ham. Og det er der ikke nogen grund til at gøre din mand til vidne til.

[TiaK]

Jeg har hørt mænd i rigtigt mange sammenhænge sige, at man som mand sjældent har pigevenner uden man egentligt måske godt ville mere end bare være venner. Det er en generalisering og en fordon. Det ved jeg. Jeg vurderer heller ikke på om det er sandt eller ej. Jeg kan bare konstatere, at jeg har hørt mere end 7 mænd sige sådan det sidste års tid.

Måske derfor er det ofte svært at have et venskabeligt forhold, når det er en accepteret sandhed, at vi er mere mand og kvinde end vi er menneske.

Jeg havde en god ven. En mandeven. Vi var startet ud med at date, men det endte i et venskab. Vi havde det hyggeligt sammen, kunne grine og snakke godt osv. Min mand, daværende nye kæreste, tog ud at sejle, og pludselig væltede det ind med tilbud fra vennen. Det hører med tipl historien at min mand i forvejen havde brugt måneder på at sige at han ikke havde rent mel i posen, og jeg havde holdt hånden over vennen og benægtet at der var mere i det fra hans side.

Det endte faktisk med at jeg måtte droppe venskabet. Min mand ville ikke være i stue med ham, når nu han havde tilbudt både det ene og det andet uforpligtende. Det forstod jeg godt.

Jeg kender godt til den der flirt/beruselse og synes da det giver mig et kick. Jeg opsøger den aldrig selv, men får ret ofte opmærksomheden på gaden og i byen. Min mand har det lidt ambivalent med det. Det skal helst være sådan ind imellem at andre mænd lige kigger en ekstra gang. Det giver ham et kick at hans kone er smuk eller lidt småfræk, og at andre kan se det. De må gerne være lidt grønne af misundelse sådan ind imellem, men røre, danse, lægge an og direkte flirte er over grænsen.

Men jeg tilslutter mig Fister. Det er sådan en, jeg ville lade gå og glemme igen. Jeg ville ikke invitere ham hjem i privaten. Jeg synes det lyder som om, du et sted dybt inde stadig er lidt betaget af ham. Og det er der ikke nogen grund til at gøre din mand til vidne til.

Tak for dit indlæg :)

Og du har ret I at vi er mere mand og kvinde end menneske - nok også derfor jeg ikke har nogle nære drengevenner, dem jeg har haft so far har i hvert fald ikke "kunnet holde" til forskellen mellem mand og kvinde. ;)

Jeg er nu hel afklaret med at vi ikke skal blive private venner, jeg tror ikke engang jeg vil tilføje ham på facebook. Jeg tror nemlig du har ret i at jeg stadig er lidt betaget af ham. Jeg nyder den kontakt vi har på arbejdet, som snart vil blive sparsom men dog stadig eksisterende og det er det.

Jeg tror heller ikke det gavner min mand at se hvor godt vi klinger sammen, dog har jeg fortalt om ham at jeg har denne her super gode mandlige kollega som jeg kommer til at savne at arbejde sammen med og som jeg har overvejet om jeg kunne blive privat ven med.. Men der er jo et stykke vej fra at fortælle om det og så til at mødes.

[carolinelyng]

Jeg forstår dig udemærket. Det er jo ikke en flirt man dyrker, men præcis den følelse det giver. Tror de færreste er nyforelsket forevigt. Og det at man har flirtet giver bare en et ekstra boost, man dyrker jo ikke flirterne - der kom over stregen, men at smile sødt osv Herregud. Og faktisk synes jeg man genvinder kærligheden til ens mand ved at flirte lidt den ene gang man er ude om året.