PiaColette

Fødselsberetning

2 indlæg i dette emne

Torsdag aften d. 9/12 var vi på hospitalet og få lagt en stikpille. Jeg skulle sættes i gang da jeg den sidste tid i graviditeten havde haft voldsom bækkenløsning. Det var så slemt til sidst, at jeg gik og faldt derhjemme med min store mave og endte på krykker for at aflaste. Det var bare ret upraktisk, da vores lejlighed er i flere plan med en masse trapper.

Da jeg fik lagt stikpillen havde min krop allerede gjort klar til fødsel. Jeg var 2 cm åben og havde næsten ingen livmoderhals tilbage. (Fik løsnet hinder hos jordmoder dagen før og det satte skub i sagerne).

Fredag morgen kl.:8.00 skulle vi møde ind på svanger gangen og se effekten af pillen og evt tage vandet hvis min krop var klar.

Min søde Jordemoder Guri, havde byttet sig til en 12 timers vagt, så hun kunne føde sammen med os. Så vi samlede hende op på Vordingborg station om morgenen og kørte hende med på sygehuset.

Her havde hun ringet ind tidligt om morgenen, og arrangeret, at hun kunne følge med os på svanger gangen hvor jeg skulle have taget vandet og kørt CTG. Bagefter ville hun følge os på fødegangen og fortsætte forløbet med os derovre, imens én af hendes kolleger afløste for hende på svanger gangen. Normalt får man én jordemoder på svanger og en ny på fødegangen. Men sådan ville Guri ikke have det! Hun var der fra start til slut og min mor kørte hende hjem til Vordingborg om aftenen kl.:20.00.

Er det en sej jordemoder eller hvad!?

På svanger var mine veer allerede i gang og der blev rigtig sat skub i sagerne, da Guri tog vandet. Jeg havde selvfølgelig håber på en så naturlig fødsel som muligt, og frygtede ve stimulerende drop. Både fordi jeg ikke bryder mig om medicin, men også fordi jeg i kraft af et drop ville blive nød til at blive på ”landjorden” og ikke kunne komme i vand som jeg havde ønsket.

Heldigvis var min krop god til selv at lave rigtig gode veer så jeg slap for droppet!

Efter 1 ½ time på svanger trillede vi over på fødegangen hvor Guri med det samme fik fyldt fødekaret op og jeg plumpede i (efter et effektivt lavement).

Vandet var fantastisk og jeg kunne for første gang i lang bevæge mig forholdsvist ubesværet rundt.

Jeg brugte afspændings- og vejrtrækningsteknikkerne fra yoga og lukkede totalt af for alt omkring mig. Den eneste jeg kunne høre og fornemme hele tiden var Jesper, der bare var lige i nærheden hele tiden. Når jeg rakte en hånd frem var der straks en hånd at holde i, sagde jeg vand kom der vand, når jeg skiftede stilling flyttede Jesper med og han var klar med den oppustelige pude, læbepomade, rolig omsorg og skærmede mig for uro ved at minde de andre om at være stille, han huskede alle de ting vi havde snakket om og var den bedste smertelindring, støtte, motivator og ven i en enormt krævende situation, som jeg overhovedet kunne ønske mig. Da Jesper på et tidspunkt under udvidelsesfasen skulle på toilettet og have en hurtig bid mad, (han var kun væk 10 min.), gjorde veerne mere end dobbelt så ondt. Det bekræfter bare, at ”kærlighedshormonet” der udløses, når man er tæt med den man elsker, er en undervurderet smertelindring.

Guri holdt sig på afstand og lod egentlig Jesper og jeg klare meget af arbejdet selv. Selvfølgelig var hun yderst professionel og holdt godt øje med os, tjekkede hyppigt Gaias hjertelyd og fulgte med i hvordan jeg udvidede mig, hun smurte rigeligt med olie i og omkring skedeåbningen og på Gaias hoved da vi skulle til at presse hende ud og hun kom med gode forslag til, hvilke stillinger der ville hjælpe Gaia bedst på vej. Jeg pressede ½ siddende, på hug, stående og på alle 4, på hug med det ene ben ude til siden og liggende på siden. Når jeg skriver, at ”vi” skulle presse hende ud, er det fordi, jeg virkelig havde en fornemmelse af, at det var noget Jesper og jeg gjorde sammen. Det fine ved min jordmoder var, at hun var tilpas ”på afstand” til, at jeg fik en fornemmelse af, at det vi var i gang med, var noget Jesper og jeg også ville kunne klare, uden hun var der.

Da Gaia var lige ved at være ude, måtte jeg ikke presse det sidste. Faktisk holdt Guri imod, for når der fødes under vand skal hele barnet fødes i én ve. Så Gaia stod med hovedet halvt født mens jeg bare ventede og ventede på den sidste ve, så jeg kunne give lods! Det holdt altså lidt hårdt!

Men så kom hun, Guri vendte hende rundt i vandet og hun svømmede selv halvt op på min mave. Så kunne jeg selv tage hende helt op på brystet hvor hun skreg med det sammen. Vi blev pakket ind i varme håndklæder og vandet i karret lukket ud. Jeg fødte moderkagen i karret, mens Jesper holdt Gaia og jeg blev spulet over med dejligt varmt vand….og SÅ begyndte jeg at ryste – HELT VILDT – som epileptisk anfald. Det stod på 5-10 min og jeg fik lidt chokolade og noget at drikke, hvilket hjalp.

Da jeg var tørret kom jeg op på fødelejet og fik Gaia over på brystet hvor hun lå hud mod hud og jeg rigtig kunne se hende. Guri undersøgte mig og fandt ud af, at jeg slet ikke var gået i stykker. Som hun sagde:”…du er én ud af hundrede!”

Tror jeg kan takke vandet og alt det olie hun smurte mig med for det.

Så fik vi mad, flag og drikkelse ind og Guri undersøgte Gaia som scorede top i Apgar testen. Hun vejede 3300 g og var 50 cm lang.

Min Mor kom halvt inde i fødslen. Hun var observerende, holdt mit ene ben og hjalp med praktiske ting undervejs. Bla. havde hun opgaven med at tage billeder og hvis Jesper blev dårlig undervejs (han har svært ved blod) skulle hun afløse ham. Heldigvis blev det ikke nødvendigt, for Jesper var bare så sej!

Min Mor fik en kæmpe oplevelse og fik lov at klippe navlestrengen, da hverken Jesper eller jeg selv var særlig interesseret i det.

Jeg var virkelig glad for hun var der og hun fik oplevelsen. Jeg var selv med til min lillebrors fødsel og ville gerne ”gøre gengæld”.

Desuden fik en falckredder elev lov at være med på en kigger, såfremt han holdt sig helt stille og observerende i baggrunden. Tror også han fik én på opleveren til hans første yoga-vand-fødsel.

Vedhæfter et billede af Gaia i slyngen, som hun hygger helt vildt i og ét hvor hun lige har spist og er faldet i søvn :loveshower

post-415-072630600 1292679847_thumb.jpg

post-415-042117700 1292679872_thumb.jpg

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

STORT tillykke og tak for den fine beretning, hvor er hun lækker! Det lyder som noget af en drømmefødsel!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER