at føde fortidligt

[pukimusen]

jeg har født fortidligt meget fortidligt nærmer 12 uger fortidligt...til en dreng som os er vækst hæmmet hedder det så han er os alt for lille i forhold til sin alder så han vejet kun 550 g da han kom til verden... idag vejer han 860 g..

men........ jeg føler virkelig jeg er gået glip af min gravilitet...... jeg var kun lige nået at blive lidt gravilitets tyk... nået ikke at mærke ham rigtig inde maven.. ja i ved bare de ting som følger med en gravilitet( som i virkeligheden ikke er særlige sjove når det står på) fødte i uge 27+2.. føler mig snydt..

ved ikke helt om det her indlæg høre til her... men syntes det var det bedste sted at lufte mine tanker....

er der andre der har født extremt fortidligt.... ??

[sivtop]

Jeg fødte min søn 5 uger for tidligt, men det kan jo slet ikke sammenlignes... jeg forstår godt dine tanker, selvfølgelig føler du da du er gået glip af en helt masse, og det kan jeg godt forstå :kram2 Du manglede jo den der sidste del, hvor man vokser helt enormt... kan virkelig godt forstå dig. Kæmpe kram til dig :kram2

Og hvor flot at han har taget så meget på, han er altså en sej lille fyr :7himmel

[k.østergaard]

Jeg fødte mine tvillingepiger 8 uger for tidligt, så det er jo heller ikke ekstremt for tidligt, men lige på vippen til at være meget for tidligt. De vejede 1540 gr og 1760 gr så de var jo også meget større end din lille fyr.

Men jeg kan SÅ godt følge dig i det med at føle sig snydt! Selvom jeg godt vidste at der var store chancer for at de kom for tidligt, når nu der var to, føler jeg mig alligevel snydt for oplevelsen af at være højgravid og gå og vente på hvornår de mon kom.

For slet ikke at tale om forløbet bagefter. Vil så gerne prøve at opleve at få en "normal" størrelse baby som man kan tage med sig hjem hurtigt efter fødslen. Ikke at blive adskilt fra baby lige efter fødslen, at kunne have baby hos mig hele tiden i stedet for at kigge gennem den dumme kuvøse.

Men hvor er det dog en flot vægt din bette fyr har fået kæmpet sig op på! Hvordan går det med ham? Og kan du klare livet på neonatalafdelingen? Det er man nødt til at have oplevet for fuldt ud og forstå hvordan det er!

[Miss-Mette]

Frederik kom kun lidt før tid, men jeg kan SÅ godt følge dig :kram2

Måske du skulle få talt med din læge eller en psykolog omkring dine frustrationer, så du ikke lukker dem inde, nu hvor han er hos jer og du derved er tvunget til at tænke på ham UDENFOR maven!...?! Det var blot et forslag som jeg klart tror kunne gavne dig på sigt.

Med Frederik var jeg selv lidt i chok da vi "bare" skulle ind til tjek, da vandet var gået, men efter 1 time blev kørt på fødegangen - og der kommer man ikke ud fra igen før baby er ude :blink Det var sleeeet ikke det jeg var forberedt på, og kunne derfor ikke holde tårerne tilbage da hun sagde at jeg var udvidet og skulle føde samme dag.

[MissingLink]

Jeg fødte i oktober en pige, 11 uger for tidligt. Jeg kan godt forstå dine tanker. Med din ældste datter gik jeg i fødsel i uge 29/30, men der lykkes det dem at stoppe fødslen. Hun blev kun født en måned før tid. Nu har jeg begge gange haft nogle lorte graviditeter, så jeg er ikke så pjattet med at være gravid. Men jeg GAD godt, at have oplevet en gaviditet, der var var problemfri- eller bare én hvor man har de 'almindelige' gener. Gad godt at have oplevet en fødsel, der ikke var et AKS før tid. Gad godt have født selv- gerne i vand. Gad bare godt en 'normal' fødsel.

Hos mig gik der flere dage, før det gik op for mig, at jeg faktisk havde født, og at det var min lille pige der så dér i kuvøsen. Hun var ikke væksthæmmet, men havde/har en masse andre problemer. Min hjerne havde simpelthen ikke fattet jeg havde født, fordi det hele gik så hurtigt.

Send endelig pm, hvis du har lyst til at lufte tanker eller bare råbe øv til verden- jeg tror jeg har en ret god idé om alle de følelser der fylder lige nu. Masser af tanker og kæmpe :kram

[pukimusen]

Jeg fødte i oktober en pige, 11 uger for tidligt. Jeg kan godt forstå dine tanker. Med din ældste datter gik jeg i fødsel i uge 29/30, men der lykkes det dem at stoppe fødslen. Hun blev kun født en måned før tid. Nu har jeg begge gange haft nogle lorte graviditeter, så jeg er ikke så pjattet med at være gravid. Men jeg GAD godt, at have oplevet en gaviditet, der var var problemfri- eller bare én hvor man har de 'almindelige' gener. Gad godt at have oplevet en fødsel, der ikke var et AKS før tid. Gad godt have født selv- gerne i vand. Gad bare godt en 'normal' fødsel.

Hos mig gik der flere dage, før det gik op for mig, at jeg faktisk havde født, og at det var min lille pige der så dér i kuvøsen. Hun var ikke væksthæmmet, men havde/har en masse andre problemer. Min hjerne havde simpelthen ikke fattet jeg havde født, fordi det hele gik så hurtigt.

Send endelig pm, hvis du har lyst til at lufte tanker eller bare råbe øv til verden- jeg tror jeg har en ret god idé om alle de følelser der fylder lige nu. Masser af tanker og kæmpe :kram

ja det med at det gik nogen dage inden det gik op for en den kender jeg godt..

syntes det var enormt svært at snakke med det lille lyserøde væsen som lå der inde i kuvøsen.... heldigvis syntes jeg det går meget bedre..

vi går til psykolog 1 gang om ugen men det syntes jeg jo os er svært at åbne sig for sine inderste føelser der... :-)

jeg havde heldigvis nogenlunde fint under de sølle 27 uger jeg var gravid.... men vi snakker os om at få en til med tiden, men puha tør man, kan ikke overskuge hvis vi alt det her i gennem igen... :-((

[MissingLink]

ja det med at det gik nogen dage inden det gik op for en den kender jeg godt..

syntes det var enormt svært at snakke med det lille lyserøde væsen som lå der inde i kuvøsen.... heldigvis syntes jeg det går meget bedre..

vi går til psykolog 1 gang om ugen men det syntes jeg jo os er svært at åbne sig for sine inderste føelser der... :-)

jeg havde heldigvis nogenlunde fint under de sølle 27 uger jeg var gravid.... men vi snakker os om at få en til med tiden, men puha tør man, kan ikke overskuge hvis vi alt det her i gennem igen... :-((

Vi gik også til psykolog på sygehuset en gang i ugen. Men ja, det er svært, for hvordan sætter man ord på følelser man ikke ved hvad er? Det er først nu her 8 måneder efter, at det så småt er begyndt at gå op for mig, hvad vi har været igennem med hende gennem 4,5 måneds indlæggelse i alt. Det er en lang proces, men mit råd er, at man tager tingene i sit eget tempo og husker at sige fra. Det er meget vigtigt at sige fra. Både overfor læger, familie og venner. I skal have plads til at finde jeres nye 'roller' som forældre til en ekstrem for tidlig født. Giv hinanden plads og rum til at være både kede af det og være lykkelige sammen- i jeres tempo.

Jeg sender jer mange tanker og ønsker om det allerbedste :kram2

[stilletten]

Kære piger!

Jeg fødte for 9 år siden en pige næsten 9 uger for tidligt. Jeg ved præcist hvad I mener. Det er hårdt... livet kommer tæt på, reel frygt for ens barns liv og helbred, og neonatal er lige på og hårdt, uanset hvor meget man får støtte og hjælp. Man oplever børn der ikke klarer den, nøddåb og så videre.

Jeg sidder nu, og er på vej mod at blive gravid igen, og frygter at det næste gang vil blive på samme måde. Jeg havde svangerskabsforgiftning, og nåede ud i et ret kritisk stadie, oplevede akut kejsersnit, fik aldrig lungemodner osv. fordi moderkagen løsnede sig, og mine organer tog midlertidigt skade. Det blev rettet op med medicinering.

Men skidt med mig. Det der var virkeligt hårdt var ikke at være i stand til at løfte sit barn op, og holde det, amme det, bade det. Forholde sig til cpap'en, respirator, apnømadras, drop og kuvøse. Man kunne bare kigge ind på hende igennem en rude, som hvis det var et akvarie. Og spritte fingre af endnu en gang og krampagtigt følge måltidsskemaer, vejninger, nervøsistet overfor hjertescanninger, hjernescanninger, gulsot, kaliummangel og hvad der ellers var en del af livet på neonatal. Og hele tiden var man ikke sig selv. Der var en sygeplejerske, andre mødre i samme situation og læger der så på en. Så hvor kunne man få ro til at give slip og græde?

I det hele taget bare at bo på et hospital, fx som jeg,på en 4 sengs stue med 3 kvinder med normalfødte børn, der ammede og overnattende fædre - min mand fik aldrig lov at overnatte... og jeg gemte mig væk i en lille stue eller med ryggen til med min ammemaskine (av den gjorde ondt - og efter en måned blev det til et nederlag, det ville bare ikke løbe til, og i øvrigt var min datter for lille og svag til at amme, men sygeplejerskerne holdt stædigt på at jeg skulle blive ved, selv efter jeg bare ønskede mig en sutteflaske og en dåse nan og så lidt fred).

Men jeg sidder heldigvis i dag, og kan sige, at det er gået godt med min datter. Hun klarer sig godt, og hun har ikke mén, jeg tænker over i det daglige.

Men det med at være berøvet for fødslen. Hver gang en mor, som ikke kender min forhistorie, taler om fødsel og veer, som værende hårdt og griner indforstået med mig, så nikker jeg, smiler internt, og prøver på at forestille mig, hvad det er hun vil knytte et bånd med mig om. For jeg ved ikke hvad det er. Den livgivende del, hende der i smerte skænker livet til et lille væsen, som er så dybt forankret i hendes sjæl, hende fik jeg ikke chancen for at være. At jeg så i dyb bekymring kæmpede for livet for min datter efterfølgende kan jeg se tilbage på med stolthed. Men... det er ikke det samme, vel?

det bliver bare aldrig det samme som at have gennemført graviditeten, at have fået veer, oplevet en fødegang og en fødestue inde fra, og oplevet den rene lykke sammen med barnets far i udmattelsens time efter fødslen. Eller have gået og utålmodigt ventet og opbygget sig mentalt til fødslen. For ikke at nævne at nå at købe bleer, tøj, autostol og puslepude og erklære sig klar.

Jeg glemmer aldrig den første dag, jeg måtte køre min datter en tur i barnevognen. Hun var fulde 3 måneder og et par dage, og vejede præcist 3000 gram. Jeg tog ind til et indkøbscenter for at sætte mig med en kopkaffe, se på mennesker (for første gang i 5 måneder) og købe lidt babytøj i str. 50. Den første normale størrelse, og hendes tynde arme og ben svømmede selvfølgelig i det, men almindeligt tøj passede hende endelig!!

Så dukkede en ældre kvinde op med ordene: Se! det er en riiigtig baby! Hvor gammel er hun? En anden svarede kritisk, at jeg ikke burde sidde der nu jeg måtte være kommet direkte fra fødegangen. Og jeg svarede stolt, at hun lige var fyldt 3 måneder. Kvinderne kiggede på mig med vantro, og næsten som om de anklagede mig for at være en dårlig mor og de blev bange for at snakke med mig. Måske fordi de ikke ville høre det, hvis mit barn havde et handicap?.... det var et hårdt, hårdt slag...

Så livet med en for tidligt født er specielt. Jeg tror det giver os, mødrene, en særlig ballast på sigt. Ellers forstår jeg slet ikke hvorfor vores babyer skal så meget igennem...

[qnp]

Jeg har ikke selv født for tidligt men det har min bedste veninde. Hun følte sig snydt for den store mave, den søde ventid og ikke mindst fødslen, fordi hendes datters fødsel endte med akut kejsersnit otte uger før tid. Jeg tror det er helt normalt at føle sig snydt. Man har jo forberedt sig på at skulle gå og vente i ni måneder og 1-2-3 vupti så er baby født længe før man var klar til det.

Tror det er en god idé at snakke om det igen og igen. Måske er det nok at skrive om det herinde og snakke med veninder, men det kan også være at du har brug for at tale med jordmoder, læge eller en psykolog.

:kram

[tazdiginez]

Jeg kan ikke rigtigt sætte mig ind i, hvordan i må ha' det, men min lillesøster blev født 3 mdr. For tidligt og jeg kan tydeligt huske min mors sindstilstsnd i tiden på neo.

Min mor var ikke indlagt sammen med min søster, så hun kørte den lange vej til aalborg hver dag og det tærede på hendes energi niveau.

Jeg kan også tydeligt huske nervøsiteten, bekymringerne, tårerne og min mors fravær.

Hun var tilstede uden at være det.

Specielt de dage, hvor det gik ned ad bakke og lægerne kæmpede for at holde min søs i live.

Min mor fik besked på at døbe min søster, da lægerne havde givet op og hun blev døbt Charlotte.

Min mor var alene om alt dette, da faderen var langturschauffør og ikke kunne være der.

Da jeg blev gravid snakkede min mor meget om følelserne omkring min søsters fødsel, den manglende tid efterfølgende og kroppens reaktion på det. Det var overvældende at høre hende tale om det, for på et eller andet plan kunne jeg forstå hende og så alligevel ikke.

Så kæmpe kram og stor respekt her fra! Det er hårdt at blive og være mor til en for tidligt født. :kram