Spørgsmål der ikke drejer sig om graviditet

[A.K.]

Jeg beklager jeg kommer med et emne herinde, der ikke har noget at gøre med graviditet, men jeg aner ikke hvor jeg ellers skulle stille spørgsmålet, da dette er det eneste forum min søster IKKE er på (af de fora vi færdes på).

Min søster og jeg er enægget tvillinger, og har næsten altid haft et meget tæt forhold. Vi har altid kunne mærke hinandens op og nedture (ved det lyder underligt for jer der ikke har en enægget tvilling) og vi har altid kunne snakke sammen om alt. Desværre har vi også altid haft det samme iltre temperament, så skænderier har været en pestilens for vores omgivelser :oops

For 13 år siden flyttede jeg fra Aalborg til Struer, og selvfølgelig blev kontakten til min søster formindsket meget drastisk (vi besøgte hinanden mindst en eller 2 gange om ugen førhen), så i starten snakkede vi en del i telefon - gerne flere gange om ugen og i flere timer. Som månederne gik blev dette dog også formindsket, og nu er det nede på omkring en gang om måneden. Dette er dog helt fint med mig.

Siden jeg flyttede er min søster blevet mere og mere sær. Hun er blevet en type, der vil have al opmærksomhed og får fremstillet sig selv som det 17. vidunder. Har vi inviteret hende og hendes mand + børn til f.eks. fødselsdag, kan hun finde på at ringe en time før aftalt tid og sige "Ja vi kører hjemmefra nu"... Det tager bare 2 timer om at komme herned. Hun kan også finde på at sende en sms om at de ikke kommer, fordi hun har ondt, men jeg kan senere læse på facebook, at hun da liiiiige har bagt 2098375098217 boller, vasket tøj og gjort rent i hele hytten. Det er langtfra en engangs forestilling, men er ved at være hver 2. gang. Det er efterhånden blevet så slemt at vi herhjemme er begyndt at sige ja de har godtnok sagt de kommer, men lad os nu se. Vi kommer troligt hver gang de inviterer, med mindre vi på forhånd ved vi ikke kan. Så får de svar med det samme.

Hun kan ringe til mig og klage over vores lillebror, og jeg har sagt jeg ikke vil blande mig i deres forhold. Dette kan få hende helt op i det røde felt, for hun mener helt tydeligt at jeg burde tage hendes parti - fordi vi er tvillinger?? Hun er stjernetosset over han ikke kom til hendes ældste drengs konfirmation, og i trods ringede hun dagen inden min lillebrors bryllup og meldte hende og familien fra grundet sygdom..

Når det ikke går efter hendes hoved, bliver hun simpelthen så sur og finder på at skrive sindsyge opdateringer på facebook, selvfølgelig drejet i hendes favør. Hvis man så har den frækhed at kommenterer på dem sender hun sine veninder på nakken af en, for hun VIL stå som den gode i alt. Udover det kan hun finde på at skrive opdateringer, hvor hun tydeligt viser sin afsky overfor folk, der er som hun faktisk selv er. Vi har tit rystet på hovedet over hende - og især de status opdateringer hun kommer med.

Hun er virkelig ved at gå mig på, og jeg ved helt ærligt ikke hvad jeg skal gøre. Lige nu holder jeg mig fra hende, for jeg er sur på hende. Hun har brudt en aftale for meget, og denne gang var vores kusine faktisk også indblandet, forstået på den måde hun også blev røvrendt.

Jeg har virkelig været fristet til at lave samme stunt overfor hende flere gange, men gør det ikke da jeg ikke vil træde ned på hendes niveau.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er fordi jeg er gravid, og fordi hormonerne fræser rundt i kroppen på mig, men jeg er ufattelig påvirket af hende i tiden. Hun gør mig så rasende jeg får helt ondt, jeg sidder og græder i raseri, jeg kan ikke snakke med min mand, når jeg er helt oppe i det røde felt, eller rettere jeg vælger ikke at gøre det, for han skal ikke lide under jeg er hamrende rasende - og jeg ved jeg ikke kan styre det.

Hvad ville i gøre, hvis i sad i min situation?

Beklager mit lange indlæg, men havde virkelig brug for at få min vrede ud.

[MLM]

Har ikk så meget at skrive end et par spørgsmål.

Savner du jeres tætte forhold?

Hvad føler du når de takker nej til en invitation eller kommer for sent?

Hvordan står jeres forældre i det her tage de parti?

[A.K.]

Jeg kan godt savne vores tætte forhold, men som hun er blevet, vil jeg godtnok hellere undvære.

Min far har jeg ikke set i herrens mange år og min mor ved jeg ikke helt, hvor jeg har. Hun bor 2 km fra min søster og jeg ved de tit er sammen. Hun har dog givet udtryk for at min søster er blevet anderledes og at det har gjort hende ked af det.

Når min søster ringer afbud så sent, bliver jeg irriteret, MEGET irriteret. Hvis det kun var sket et par gange i løbet af de år, var det temmelig sikkert ikke noget jeg ville tage sådan på vej over, men at det er gentagne gange gør mig faktisk sur, for jeg føler de (eller hun) pisser på mig. Vi bager boller og kagemand alt afhængig af om de kommer eller ej. Siger de ja, bager vi på forhånd en omgang boller mere, da de næsten æder os ud af huset. Står vi så med ekstra 32 boller kan vi da putte dem i fryseren - men der er sgu grænser for hvor mange boller vi kan have i fryseren. Vil sige vi har 3 fødselsdage på 1½ måned, og skal vi smide boller i fryseren hver gang, er der ikke plads til det andet mad.

[Myliona]

Tror je ville fortælle hende hvor ked af det gjorde mig at hun meldte afbud. Og så ville jeg nok forklare hende, at hvis det fortsætter, og de så ofte melder afbud i sidste øjeblik, så ville I ikke holde fødselsdag for dem mere.

Jeg har selv en tvillingesøster, og vores forhold er også utroli tæt, og vi kan også mærke hvis den anden har det skidt/godt osv.. Vi har dog stadigvæk et tæt bånd, selvom hun er flyttet til udlandet, og vi taler mindst en gang om dagen på skype, og flere gange på facebook..

Jeg tror hun egentlig savner dig, og at hun måske "underbevist" forsøger at få dig til at savne hende...

Men egentlig kan du jo kun enten acceptere det; Og finde fred og sige sådan er hun. Evt lade være at bage ekstra boller, også hive bare dem op af fryseren, når de skriver de er på vej :) Det gør jo ikke noget, at de sidste boller man får, er dem fra fryseren :) Det er jo alligevel de boller man spiser, bare fordi de smager godt ;)

Ellers kan du konfrontere hende; Fortælle at du IKKE synes det er okay at hun opfører sig sådan. Men tvivler på det ville skabe andet end en masse skænderier og ballade desværre...

[A.K.]

Jeg har faktisk prøvet at forklare hende det, hvortil jeg har fået et møgbeskidt svar retur.

Og jeg tror ikke hun savner mig, for så ville hun jo ikke "glemme" alle vores aftaler.

Lige nu tror jeg bare jeg lader hende være i fred. Orker ikke at snakke med hende

[Camillat]

Jeg kan godt forstaa, du er irriteret paa din soester.

Der sker noget i ethvert menneske i loebet af deres liv. Smaa forandringer og de maerkes meget staerkt af familien. Familien er dem, der saetter os i vores roller, har en saerlig ide om, hvordan vi er eller skal vaere, giver os de stoerste glaeder, irritationer og sorger.

Jeg taenker, at I maaske begge to har aendret jer og at jeres forhold traenger til at genfinde sin nye ligevaegt? Min soester og jeg har ikke boet i samme land siden 1999, og det kraever noget af os begge, hver isaer, at holde vores gode forhold ved lige. I en periode har jeg foelt at min soester aendrede sig, og det gjorde hun ogsa, for hun var blevet mor. I en periode tror jeg, at hendes dagligdag har bestaaet af det barn og ikke andet, saa hun havde tid til at laegge maerke til og handle paa de mindste ting... her havde jeg sa abare travlt og kunne ikke se vigtigheden af de smaa detaljer. Faktisk syntes jeg paa et tidspunkt, at nu maatte det vaere nok med hendes smaa irettesaettelser, petitessebemaerkninger og smaa spoergsmaal. Der blev svaret paa mails flere dage efter, de var sendt, hun ringede ikke tilbage, for nu havde de noget andet at se til og ja, jeg foelte mig ikke vaerdsat af hende og foelte mig meget tilsidesat. NU har vi efter nogle aar genfundet hinanden, for en situation gjorde, at det eksalerede, hvilket der vist var behov for, faktisk.

Hvad vil jeg sige med det? I aendrer jer begge to og jeg synes, du skal fortaelle din soester, hvad du foeler - ikke bebrejde hende, men tale ud fra dig selv. "Jeg foeler, jeg oplever, jeg mener... hvordan ser du det?". Paa mig lyder det som om, der er et element at sorg, som du ikke faar udtrykt. Maaske tager jeg fejl, men soestre, endda tvillinger, kan jo have et meget staerkt baand, som samtidig er saarbart, naar balancen ryger... Jeg tror nu nok, I skal genfinde jeres.

[Guest]

Årh det er godt nok svært!!! Jeg er ikke specielt konfliktsky men når det gælder familie er det en helt anden sag - det kan nemlig ikke undgåes at de andre familiemedlemmer bliver indblandet på en eller anden måde og det er SÅ unfair!!!

Som råd til alle andre ville jeg også sige - tag konfrontationen - men hvis jeg selv stod i situationen.... PUH så er det en halt anden sag!!!

Kunne du evt spørge om hun ikke ville med på en lille tøsetur bare hende og dig? og så være den der kommer til hende? så kan hun da ikke sige at hun ikke kommer alligevel. Og så få drejet samtalen ind på alt det du savner ved hende - de gode ting!!! Så får du på en positiv måde - uden hakkerier og skænderier - sagt at du savner den hun var!!!

Vælg ordene med omhu - ingen kan li at blive bebrejdet - ligegyldigt hvor berettiget det er!

Hun kan tage det som et svigt at du flyttede - du forlod jo hende!!!

For mig lyder det som om hun mangler dig for at have balance i sit liv! I har fået samme opdragelse og har en masse gener tilfælles men det betyder jo ikke at jeres psyke er lige stærk - og når man opfører sig sådan lyder det for mig som om hendes selvtillid er SÅ dårlig at modgang skubber hende langt ned, og den eneste måde hun ved hun kan komme op igen er ved hjælp fra andre folk der fortæller hende at hun er mere en god nok, at hun er den de holder med.

[Susanne]

Jeg kan godt forstaa, du er irriteret paa din soester.

Der sker noget i ethvert menneske i loebet af deres liv. Smaa forandringer og de maerkes meget staerkt af familien. Familien er dem, der saetter os i vores roller, har en saerlig ide om, hvordan vi er eller skal vaere, giver os de stoerste glaeder, irritationer og sorger.

Jeg taenker, at I maaske begge to har aendret jer og at jeres forhold traenger til at genfinde sin nye ligevaegt? Min soester og jeg har ikke boet i samme land siden 1999, og det kraever noget af os begge, hver isaer, at holde vores gode forhold ved lige. I en periode har jeg foelt at min soester aendrede sig, og det gjorde hun ogsa, for hun var blevet mor. I en periode tror jeg, at hendes dagligdag har bestaaet af det barn og ikke andet, saa hun havde tid til at laegge maerke til og handle paa de mindste ting... her havde jeg sa abare travlt og kunne ikke se vigtigheden af de smaa detaljer. Faktisk syntes jeg paa et tidspunkt, at nu maatte det vaere nok med hendes smaa irettesaettelser, petitessebemaerkninger og smaa spoergsmaal. Der blev svaret paa mails flere dage efter, de var sendt, hun ringede ikke tilbage, for nu havde de noget andet at se til og ja, jeg foelte mig ikke vaerdsat af hende og foelte mig meget tilsidesat. NU har vi efter nogle aar genfundet hinanden, for en situation gjorde, at det eksalerede, hvilket der vist var behov for, faktisk.

Hvad vil jeg sige med det? I aendrer jer begge to og jeg synes, du skal fortaelle din soester, hvad du foeler - ikke bebrejde hende, men tale ud fra dig selv. "Jeg foeler, jeg oplever, jeg mener... hvordan ser du det?". Paa mig lyder det som om, der er et element at sorg, som du ikke faar udtrykt. Maaske tager jeg fejl, men soestre, endda tvillinger, kan jo have et meget staerkt baand, som samtidig er saarbart, naar balancen ryger... Jeg tror nu nok, I skal genfinde jeres.

Åh, Camilla - jeg kunne i grundessens have skrevet det her indlæg!

Min søster og jeg var også MEGET tætte for ca. 10 år siden. Vi var rigtig tit sammen og jeg cyklede ofte spontant fra Amager til NV bare for at være sammen med hende. Alting ændrede sig, da hun fik barn... Så fyldte det barn alting og vi var ALDRIG sammen bare os to. Jeg følte mig tilsidesat og glemt og jeg savnede hende helt vildt - der var helt klart et element af sorg, men jeg lod det mest komme til udtryk som vrede og frustration og trak mig mere eller mindre ubevidst væk. Det krævede også en tilspidset situation, der endte i råberi (af den grimme slags) og masser af tårer, før vi fik taget hul på bylden. Det har krævet flere snakke over de sidste 2 år, men ganske langsomt er vi ved at finde hinanden igen.

Det jeg vil sige til TS er, at man som søstre ofte betyder så meget for hinanden, at der findes få der kan gøre en så vred, irriteret og ikke mindst ked af det, som ens søster. Og det må jo bare være endnu mere udpræget som tvillinger. Som Camilla skriver, så læser jeg også mellem linierne et savn og en sorg over, at tingene og jeres forhold har ændret sig. Er det helt galt? Det kunne også godt lyde som om hun har følelser i klemme hun måske ikke helt selv er bevidst om... Er der sket store ændringer i dit liv, som kan have haft betydning for Jeres forhold? Bare det at du er flyttet 2 timer væk, kan hun jo godt inderst inde føle som et savn.

Jeg ved, af egen erfaring, at det er MEGA svært at snakke med sin søster om sådan nogen ting, fordi det er så utrolig følelsesladet, men jeg tror altså det er vejen frem, hvis der skal løsnes op og I skal finde hinanden igen. Der er selvfølgelig også den mulighed at trække sig væk og det er vist den løsning i begge (ubevidst) er endt i.

Under alle omstændigheder, så forstår jeg dig godt! Det er så mega hårdt og jeg sender dig tusind :kram2

[A.K.]

Tak for jeres svar. Jeg skal nok svare jer men har ikke så meget tid. Skal til NF scanning om ikke så længe, men vender tilbage senere.