Alura

Kender alt til ikke-hjælps hjælp og til ikke altid at få sagt fra overfor den

Åhh altså, da jeg læste dit svar, kunne jeg mærke at jeg fik helt ondt i maven bare ved tanken om at vælge den løsning. Jeg hader at jeg skal have det så svært med konfrontationer med min mor Hun er nemlig ret god til det der med at prikke til den dårlige samvittighed og selvom min mor irriterer mig grænseløst nogle gange, så elsker jeg hende også og har lidt beskyttertrang overfor hende og ønsker jo dybest set ikke at gøre hende ked af det. Men det føler jeg så også bliver brugt lidt mod mig ind i mellem (hvad end det er bevidst eller ej, skal jeg ikke helt kunne udtale mig om) og det gør mig også bare lidt irriteret og trodsig! Hehe, ja det har hun det jo så lidt med at glemme ind i mellem At det ikke er hende, der er M's mor altså. Hun kom til at sige "Skal du op til mor?" til M., så sent som sidste gang hun var her - og det var vel at mærke hende selv - og ikke mig - hun refererede til. Det er sket et par gange efterhånden Jeg er helt enig i det med, at bedsteforældre som sådan ikke har nogen som helst rettigheder. Tror bare at min mor ser lidt anderledes på det. Hun tillader sig i hvert fald at tage en masse for givet og forvente en hel masse - og så blive såret og skuffet (hvilket hun giver tydeligt udtryk for) hvis hendes forventninger ikke bliver opfyldt. Jeg troede faktisk at min mors og mit forhold var fulgt med tiden og at vi netop var kommet ud af det der mor/barn forhold og rykket videre til et "nu er vi to voksne" forhold. Jeg har brugt rigtig meget tid på at sige fra overfor min mor tidligere og har helt konkret brugt sætningen "det er mit liv mor, det skal du ikke bestemme!". Det har været nødvendigt at sige det så kontant og hun er blevet lidt småfornærmet ind i mellem, men med tiden er det blevet noget, som jeg kan sige med et glimt i øjet og så ved hun, at nu overtræder hun mine grænser. "Nå nå, der blev jeg nok for mor-agtig", kan hun så sige. Men det er som om, at vi bare er rykket tilbage til start, efter at jeg blev gravid og at jeg nu skal til at sige fra og sætte grænser helt forfra igen. Jeg har egentlig altid forestillet mig, at det ville styrke vores forhold, når jeg blev mor engang, men indtil videre synes jeg faktisk, at der er sket det helt modsatte og det er da lidt trist Det er en god pointe du har og jeg hører hvad du siger Det evigt tilbagevendende problem mellem min mor og jeg er, at vi ikke har de samme behov. Hun har behov for langt mere kontakt med mig, end jeg har med hende. Hun har behov for at 'hjælpe' mig (være involveret og have indflydelse), langt mere end jeg har behov for hjælp fra hende. Så uanset hvor meget jeg involverer hende, så er det aldrig rigtig nok. Og mine grænser bliver overskredet langt inden hendes behov bliver opfyldt. Så en af os, og som regel os begge, ender altid med at være utilfredse og det er en udfordring, som jeg simpelthen ikke ser nogen forkromet løsning på Jeg siger rigtig ofte tak til min mor. Både med ord og med gaver. Så det er ikke fordi at jeg aldrig viser at jeg værdsætter hende og hendes hjælp. For det gør jeg jo også. Men hun 'pådutter' mig også bare rigtig ofte noget hjælp (indblanding) som jeg slet ikke har bedt om. Jeg er egentlig også ligeglad med juletøjet. Men jeg er ikke ligeglad med princippet i, at hun bevidst overhører mig. Det er nok der, at skoen den trykker. Jeg er i princippet heller ikke så hell bent på at skulle lave den fødselsdagskage selv - men jeg bliver irriteret over at hun bare tager ting for givet og aldrig spørger mig først, men bare antager. Og kram for at din mor heller ikke ligefrem har bidraget til den gode julestemning Håber at hun kom ind i dansen og fik ringet selv. Altså jeg har altid haft svært ved at sige fra overfor min mor. Af to helt basale årsager, tror jeg. 1: min mor har, indtil jeg mødte min mand, ofte været den eneste konstante i mit liv. Den eneste der rigtig var der for mig og som jeg kunne regne med, også som barn. Så jeg har aldrig rigtig haft 'råd' til at risikere mit forhold med hende. 2: min mor har da heller ikke altid haft det lige nemt og jeg får nemt lidt ondt af hende. Jeg vil gerne beskytte hende og har det rigtig skidt med at gøre hende ked af det. Hun trækker så til gengæld ofte selv offerkortet, så snart hun ikke får tingene som hun gerne vil have det og kan på den måde godt være (sådan som det opfattes fra min side i hvert fald) lidt dominerende og manipulerende. Sådan tror jeg bestemt ikke at hun ser sig selv! Hun er meget dårlig til at tage kritik (også den konstruktive slags) og bliver sådan meget passive aggressive. Så ofte er det nemmest blot at lade hende få tingene som hun vil, hvis man alligevel ikke selv har noget investeret i det, så der ikke bliver for meget drama og jeg har altid (i hvert fald tidligere i livet) været lidt konfliktsky og haft lidt pleaser-mentalitet, så sådan er det ofte endt. Til det i rødt: det er ret sjovt at du nævner det, for det var jo netop det, som min mand og jeg gerne ville. Selv få lidt indflydelse på julen og hvad den skal indeholde. Og min mor har så sent som i sidste uge, da hun var her, sagt til mig, at nu skulle vi jo tænke over at lave nogle traditioner. Surprise surprise viste det sig jo så, at hun mente traditioner som hun skulle være inkluderet i. Som at vi alle skulle ud og hente juletræ sammen den 23. for eksempel. Igen er det hendes idéer om, hvad hun godt kunne tænke sig. Jeg tænker nu, at den 23. kommer til at gå til at holde jul med nogle andre i familien. Hun kan jo ikke få alle dagene altså. Jeg har nu besluttet at vi laver en tradition der hedder, at første juledag (hvor der altid har været tradition for at vi holdt julefrokost sammen som familie), der vil vi være hjemme. Alene! Kun mig, min mand og M. Ikke kun i trods (men også lidt det ), men fordi jeg tænker, at det sikkert vil være godt for M. at få en rolig og afslappende dag derhjemme ovenpå juleaften, uden at der skal ske en hel masse. Min mor skal i forvejen bare prise sig lykkelig for, at hun ikke har 'konkurrence' fra andre bedsteforældre omkring juleaften. Min mands forældre ser vi jo ikke og hverken min biologiske- eller min stedfar går op i at holde jul, så hun får jo juleaften hvert eneste år. Helt generelt: jeg har gået og grumlet lidt over det med tøjet i en dags tid nu og er kommet frem til, som jeg skrev i mit svar til Lady H foroven, at det egentlig ikke betyder så meget for mig, hvad tøj M. har på juleaften. Det er princippet, der betyder noget. Det principielle i, at hun helt bevidst vælger at overhøre og ignorere mine ønsker og de ting jeg melder ud. Fordi noget andet passer hende bedre. Det irriterer mig. Omvendt så tænker jeg, at jeg burde have meldt det endnu klarere ud. Sagt helt tydeligt: "du må hjertens gerne lave det tøj mor, men du må bare ikke forvente at hun får det på juleaften, for jeg har allerede købt tøj til hende til juleaften". Altså jeg har jo haft sagt, at jeg havde købt tøj til hende til juleaften, men jeg har jo ikke sådan direkte haft sagt "hvis du laver det der, så får hun det altså ikke på juleaften". Jeg troede lidt at det gav sig selv grundet førstnævnte udmelding, men det gjorde det så åbenbart ikke for min mor Jeg kan godt unde min mor at hun får lov at se hende i det tøj den dag, så jeg tror, at det er sådan det bliver. Til gengæld ligger det mig meget på sinde, at få meldt helt klart ud omkring den slags fra nu af, for ellers kommer det til at skabe konflikter i længden, tror jeg. Så hvis nu fødselsdagskagen (eller alt andet omkring planlægning af den dag) kommer på banen igen, så har min mand og jeg aftalt at hun får at vide at "Tak for tilbuddet mor, men det vil vi gerne selv stå for" og at hun bliver inviteret til fødselsdag på lige fod med alle andre og bare skal sørge for at komme og være mormor og hygge sig på dagen. Og til næste år vil jeg, rent principielt, selv have lov at vælge, hvilket tøj hun skal have på til jul. Og have lov at holde jul hjemme. Nå! Det er vist så diplomatisk, som det kan blive, tror jeg. Jeg er kommet stærkt fra start ved at have sagt fra overfor hende i dag i en anden (men ligeledes julet) sammenhæng. Det blev hun ikke glad for og både offer- og dårlig-samvittigheds-kortet blev også trukket, men jeg undlod at give efter og stod fast. Yay me!

Ej øv øv Håber virkelig at du får lov at slippe med skrækken

Arh men altså, det kan hun da selv tjekke Og ja, det er da en lille ting, men ligesom med min mor, så er det sikkert lille ting nummer 548 og så hober det sig altså op over tid Vi kunne måske passende splejse min overivrige, blande-sig-i-alt-mor (som bruger sin pensionisttid til at ringe til mig 117 gange om dagen - som om jeg har tid til at knævre i telefon i timevis hver dag!) med din jeg-kan-ikke-selv-magte-at-ringe-til-hotellet-mor og så dele dem på midten. Så ville vi måske få et mere fornuftig resultat i begge ender

Hvorfor bliver min baby bare aldrig rigtig fan af det der søvn? Jaja, elleve minutter er vel også en slags lur

Årh øv, det har jeg også prøvet engang. Var vist selv kommet til at slå lyden fra under indstillinger et sted. Aner dog ikke hvordan det skete, det var ikke bevidst da. Håber at du får en ok start på dagen alligevel og at det ikke bliver for stresset

Tak for det Det gik ok og var også ganske hyggeligt. Dog kom den ene part væltende ind ad døren med snottet stående ud af næsen og har gået og hostet og nyst ud over alting hele weekenden Det har aldrig rigtig generet mig tidligere, for jeg har selv et rimelig stærkt immunforsvar og bliver nærmest aldrig syg. Men nu kunne jeg pludselig mærke at jeg blev lidt irriteret over det og tænkte: "Altså, det kunne I da godt lige have advaret os om, inden I kom, så vi selv kunne tage stilling til, om vi ønskede at tage risikoen for smitte eller ej". Især sådan lige op til jul altså. Nå, indtil videre er ingen af os heldigvis blevet syge og jeg må jo bare håbe, at det bliver ved sådan

Baby vækkede mig klokken 02.30 og siden da har min mor holdt mig vågen - altså sådan i tankerne (overvejer virkelig, om hun bør have sin egen tråd snart, da jeg er sikker på, at det ikke bliver sidste gang ) Nå, sagen er den, at jeg allerede mens jeg var gravid, købte en trøje til M., som jeg syntes at hun skulle have på juleaften. Det vidste min mor udmærket, for jeg har både haft fortalt hende det og vist hende den. Hun har så alligevel besluttet sig for, at lave et sæt tøj til M., som hun synes, at M. skal have på juleaften. Hun har købt grå body og strømpebukser og så strikket en rigtig fin rød kjole med hulmønster og tilhørende røde sko. Det er et rigtig sødt sæt tøj og jeg kunne under normale omstændigheder sagtens se M. have det på til jul. Men det passer ikke sammen med den trøje, som jeg i sin tid købte til hende. Som i; den trøje er fuldstændig overflødig i den forbindelse, fordi det er et fuldt og helt sæt tøj. Og kjolen af sådan en type som skal ses, ikke en man gemmer under en trøje. Jeg har jo ikke kunnet forhindre min mor i at lave det, men burde måske have sat foden mere ned omkring det, mens hun gjorde det Det er forløbet ca. sådan her: Min mor begyndte at snakke om at lave et sæt juletøj til M. Jeg tænkte, at december jo har mange dage og at der var rig lejlighed til at få det på. Mindede hende samtidig igen om, at jeg jo altså har købt en trøje til juleaften. Min mor går i gang med at strikke. Hun strikker en lignende kjole i lyserød, som jeg ser, og jeg synes at den er rigtig fin. Hun begynder at snakke om, hvad hun synes at M. skal have på til kjolen juleaften. Jeg får sagt (men tydeligvis ikke tydeligt nok) at det ikke nødvendigvis bliver juleaften, at jeg synes at hun skal have det på. Samtidig siger jeg, at jeg har tænkt mig at finde et par hvide strømpebukser til sættet. Min mor mener så i stedet, at det ville være sødere med gråt under. Og min mor har så altså lige været her og afleveret komplet sæt tøj med strikket kjole og sko - og grå body og strømpebukser. Og går og siger til M: "Neeeej M., skal du have det på juleaften?" osv. Hvortil jeg så svarer, at "ja nu må vi se". Nu har jeg så tre valgmuligheder: 1: Jeg giver M. det tøj på, som jeg hele tiden har haft planlagt og egentlig synes, at hun skal have på. Og så bliver min mor uden tvivl såret og skuffet og vil slet ikke kunne forstå det, for hun har jo lavet sådan et fint sæt tøj til hende. Og argumentet vil jo helt klart være, at jeg da så kan give M. mit sæt tøj på alle mulige andre dage, men da godt kan unde min mor at få fornøjelse af at se hende i det som hun har lavet juleaften. 2: Jeg giver M. det tøj på som min mor har lavet for julefredens skyld og min mor 'vinder'. Og jeg kan sidde og føle mig som barnet, hvis mor beslutter det hele hen over hovedet på hende. 3: Jeg giver M. min mors tøj på, men den trøje jeg har købt udover i protest - hvilket så betyder at ungen sikkert dør af varme og trøjen vil reelt set skjule kjolen min mor har lavet. Og ingen bliver rigtig glade. Havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle ligge søvnløs over et skide sæt tøj Men jeg føler mig bare virkelig overset og overrulet af hende på en eller anden måde Og min indre teenager får virkelig lyst til at gøre oprør, men mit voksne jeg synes, at jeg er blevet lidt for gammel. Problemet er bare, at det jo ikke er en enestående situation og jeg forudser at den kommer igen, i mange afskygninger. For eksempel begyndte hun pludselig at tale om M.'s 1 års fødselsdag da hun var her og om hvilken kage hun ville lave til hende. Og så får jeg det altså sådan lidt: "Hey! Du kan da ikke bare planlægge M.'s fødselsdag hen over hovedet på mig" Og hvad nu hvis jeg gerne selv ville bage hendes fødselsdagskage? Eller slet ikke synes, at hun skal have en? Det er det der med, at hun aldrig spørger mig, men bare gør og bare antager Er der ikke nogen ting, der bare er forbeholdt barnets forældre og off-limit for bedsteforældre (med mindre de aktivt bliver inviteret til at deltage)? Jeg ender altid med at sidde og føle mig som hende den utaknemmelige, for udefra set, så har jeg jo bare en mor, der er virkelig engageret i sit barnebarn, hjælper os vildt meget og køber/laver ting til os i en uendelighed og det skulle man jo synes, var rart og dejligt. Men hvorfor føles det så ikke rigtig sådan? Jeg sidder i højere og højere grad med følelsen af, at vi lidt er sådan et 'projekt' for hende og at hun overtager styringen med rigtig mange ting, som jeg måske egentlig selv synes er hyggeligt og gerne ville stå for. Hvad siger I herinde? Betyder det noget for jer, selv at vælge det tøj, som jeres barn skal have på juleaften? Og vil I gerne selv planlægge deres fødselsdag, uden for meget (uopfordret) indblanding? Eller er jeg virkelig bare en sur, gammel, nærtagende og utaknemmelig datter? Jeg har normalt en rigtig god mavefornemmelse omkring hvad jeg synes er ok eller ikke, men den er så sløret i forbindelse med min mor af en eller anden årsag og jeg ender altid med at blive så usikker (hvilket så nærmest altid ender ud til hendes fordel, fordi jeg bare giver mig)

Hold da op, rigtig god fødsel søde Og godt med en bekymring mindre

At mine gæster, som kommer om en halv times tid, tager hjem igen på søndag

Uuuhh, ej hvor spændende søde!

Han sidder alene på sin arbejdsplads og ingen af os har mobilepay (vi er teknologiske dinosaurer herhjemme åbenbart ). Men han kommer hjem i morgen og det går nu nok, selvom det var trælse ekstra penge lige nu. Men det er jo kun godt, at de er obs på det og spærrer kortet hvis der er en risiko, selvom det giver lidt bøvl

Tak for forståelsen, jeg kan virkelig heller ikke se, hvordan det kan spille den store rolle Det med at kunne smide hende direkte op og sove, var netop også et af mine argumenter for, at vi gerne ville holde det hjemme hos os selv. Men det er så nu blevet til at jeg har sagt, at så kører vi altså hjem, så hun kan nå at komme i seng til normal tid = vi kører senest klokken 20.00. Så må vi jo bare spise tidligt så.

Haha, ja måske det havde hjulpet på sagen

Senest torsdag, ville jeg gå ud fra. Men det er godt nok kort varsel, sådan i forhold til planlægning, synes jeg.

Min mands kort er blevet spærret at NETS uden at han kunne få en ordentlig forklaring på hvorfor Han er så i København på arbejde og stod og skulle købe mad og det kunne han så ikke. Da han spurgte bankmanden hvordan han så skulle få noget at spise, fik han at vide, at så måtte hans kone hæve nogle kontanter og køre ud med til ham. "Ja, hun sidder så i Sverige", kunne han så sige og så havde bankmanden ikke lige flere gode idéer Så nu må han købe mad på JustEat med mine kortoplysninger de næste tre dage, for at få noget at spise. Pisse irriterende fordi vi 1: skulle spare virkelig meget lige nu, indtil vi får solgt huset, 2: skulle støtte hinanden i at leve lidt sundere (det undergraver det ligesom lidt ) og 3: jeg nu er stuck herhjemme med vildt meget lyst til pizza. Og absolut ingen, der bringer noget som helst ud her. Bah...

710 % overtræt og hysterisk/overgearet baby, der har sprunget både formiddagdags og eftermiddagslur over i dag og kun taget halv middagslur og som bare nægter at overgive sig og indse, at hun er træt

Haha, altså det sjove lige i det her tilfælde er nok, at jeg aldrig glemmer eller løber tør for toiletpapir Virkelig! Jeg er sådan lidt prepper agtig med den slags og har boet laaangt ude på landet (hvor man risikerer at sne inde eller være uden el, varme og vand i flere døgn ad gangen) længe, så jeg har altid huset fyldt med både mad og diverse til mindst en måned frem ad gangen. (Men hvor skulle du også vide det fra? ) Og lige nøjagtig toiletpapir har vi altså altid masser af. Faktisk var min mor engang herovre, hvor vi lige havde fyldt vores lager op og havde i omegnen af 200 ruller toiletpapir i diverse skabe rundt omkring. Det var så også galt, for det var åbenbart sært og sådan lidt til en side. Det blev der også himlet med øjnene over I just can't win with her Og vi forventer ingen specialretter eller særlige hensyn, men tager selv det med, som vi gerne vil spise udover det, som vi ved der bliver serveret. Og ja; måske var der bare noget i vandet, da den generation var unge

Haha, ja det er også bare det, som min mand og jeg er blevet enige om herhjemme; at der vist bare er et eller andet med den generation

Jeg tror at det som jeg synes er træls, er følelsen af at skulle passe ind i et eller andet forudforfattet manuskript, som er opskriften på en andens perfekte jul. Jeg har for eksempel måttet love min mor, at M. undtagelsesvis godt må sidde i højstolen ved bordet (på trods af at hun ikke kan sidde selv endnu) under julemiddagen, for ellers bliver det åbenbart ikke 'rigtig jul'. Aner ikke hvorfor det er så vigtigt, men det er det åbenbart... Det virker også til at irritere min mor grænseløst at hverken min mand eller jeg vil spise and (fordi vi helt er gået væk fra at spise kød herhjemme) og hun har seriøst spurgt mig mindst 15 gange nu, sådan i løbet af den sidste måneds tid, "skal I så slet ikke have and?". Nej, og det ændrer sig sgu ikke bare fordi du spørger lidt mere Sidst hun var her, fik hun serveret vegetarmad i fire dage og det har åbenbart også sat dybe spor. Så meget så hun på sidste dag følte trang til at fortælle mig, at "nu skulle hun godt nok hjem og have noget kød!". Fint med mig. Da hun så kom hjem følte hun trang til at ringe og fortælle mig, at nu havde hun fået noget kød. Det svarede jeg så meget neutralt og undvigende på. Næste dag ringede hun så igen for at fortælle, at nu havde hun fået noget mere kød og her dristede jeg mig så til (med et glimt i øjet) at sige: "Nå, men du får da sat nogle dyr til livs mor". Hvorefter hun så bliver irriteret og nærmest vrisser: "Åhhh! Du er også altid så hellig!" Seriøst, hvad forventes jeg at svare på den slags? Igen bare den der følelse af, at jeg er 'hende der altid skal være på tværs' med mine mærkelige idéer. Min familie, og min mor især, har aldrig været blege for at himle med øjnene af mig. Og hun har da i øvrigt selv indrømmet tidligere, at hun var flov over at følges med mig, da jeg var teenager, fordi jeg så mærkelig ud. Ret skal være ret, jeg var også flov over hende da jeg var teenager, men det er vist sådan meget normalt. Jeg ville tro at man var kommet sig lidt mere over den slags med alderen Nå, det er vist bare en hel masse små episoder, der har hobet sig op for mig med tiden...

Det kan de og det gør de. Men julen betyder meget for dem begge (af religiøse årsager for min bedstemor og af traditionelle for min mor) og de ville blive helt knuste, hvis vi meldte ud, at nu holdt vi bare jul for os selv og de har glædet sig til at holde jul med M. Det ville de slet ikke kunne forstå eller acceptere og jeg ville officielt have ødelagt både julen og familien - igen

Helt og aldeles enig i, at man aldrig skal lave om på sig selv for andre. Det kunne jeg personligt heller aldrig drømme om at gøre. Min mand må (ligesom alle andre) tage mig nøjagtig som jeg er. Hvilket jeg er pænt afslappet med, så det betyder uden make-up ca. 362 dage om året Og efter at vi har fået M., får jeg vist nærmest også kun redt hår en gang eller to ugentligt Men jeg er til gengæld ikke enig i den der med, at ens mand skal synes at man er smuk uanset hvad. Eller omvendt for den sags skyld. Det synes jeg faktisk ikke er rimeligt eller realistisk at forvente? Og jeg tror heller ikke på den, men jeg tror på, at man kan bilde sig selv og hinanden ind, at det er sådan Da jeg mødte min mand i sin tid vejede jeg 58 kilo. Nu vejer jeg 98. Der er altså stor forskel! Min mand har selv taget 30-35 kilo siden vi mødtes og det kan altså også godt ses. Min mand elsker mig uanset hvad jeg vejer eller hvordan min krop ser ud i øvrigt og det synes jeg, er hvad man kan forvente af hinanden. Jeg elsker heller ikke ham spor mindre, fordi han har taget på. Men vi tændte altså begge to lidt mere på hinanden (og os selv) da vi vejede tyve kilo mindre og det synes jeg egentlig ikke, at der er noget forkert eller mærkeligt i? Det er jo ikke det samme, som at han ikke elsker mig. De to ting har ikke ret meget med hinanden at gøre i min bog. Jeg havde engang sådan helt knaldrødt hår, af den slags som skulle affarves først og så farves hver 14. dag for at holde. Det var super flot, lige indtil mit hår ikke kunne holde til det længere og bare knækkede af. Så jeg gik på ganske kort tid fra hår ned til taljen og til meget kort hår i en ikke særlig pæn frisure. Mit 'Bente hår', som min mand kaldte det (undskyld til alle Bente'r derude). Min pointe værende, at min mand har stået ved min side og elsket mig gennem både Bente hår og + 40 kilo - men han behøver altså ikke at foregive, at han synes at det hele er lige smukt altid

Altså jeg tænker, at de da må stole på, at jeg selvfølgelig ikke inviterer til jul i et hus, hvor der mangler toiletpapir (eller andet essentielt) Men det gør de så ikke. Tror at min mors bekymringer, er mange af de samme som dem du nævner faktisk Hun kan ikke 'overskue det', som hun siger. Eller først var det min bedstemor som i følge min mor ikke 'kunne overskue det', men da jeg pressede hende lidt på det, viste det sig så, at det vist egentlig mest var hende. Det er så fair nok, nu holder vi så jul hos hende. Hvilket altid foregår på en måde, som jeg ikke er investeret i. Så julestemningen er lidt i minus her pt. Men så er alt på den anden side bare som det plejer at være Havde nok bare glædet mig lidt til at kunne starte egne traditioner og være med til at påvirke julen lidt, men det må så blive en anden god gang. At holde jul for os selv, vil jeg ikke byde min bedstemor (som ikke bare kan komme selv, men hænger uløseligt sammen med min mor), for julen betyder rigtig meget for hende.

Kan godt forstå, at du blev ked af det Jeg havde en lidt lignende samtale med min egen mand for et par år tilbage, hvor mine bryster, efter et større vægttab, heller ikke sad heeelt så pænt, som de plejede førhen (så jeg har fået et preview på, hvad jeg skal forvente efter endt amning engang ). Der luftede jeg også tanken om måske at få dem løftet engang efter børn, hvorefter manden straks blev meget engageret og begyndte at sidde og kigge priser osv. for mig. "Øhhh tak skat - så ivrig behøvede du nu altså heller ikke at være!" Der fik jeg også i en periode liiidt mindre lyst til at springe nøgen rundt foran ham

Tak for svar I to Jo, der ligger helt sikkert mere i det, end bare ovenstående episode. Det er sådan en generel følelse som er gået igen mange gange. Lige pt. handlede det så om, at min mand og jeg gerne ville have holdt jul i vores nye hus, men det var der bestemt ikke stemning for blandt min mor og bedstemor. Problemet værende, at "vi jo ikke var flyttet rigtigt ind endnu". Og sådan kan man så åbenbart ikke holde jul. Hvor min mand og jeg havde tænkt, at hvis bare vi havde bord og stole at spise ved, pyntet op i stuen og et hyggeligt juletræ, en sofa osv. til at sidde i bagefter, så var det fint. Og vi syntes at det kunne have været en god måde at starte med at fylde vores nye hus med gode minder på. Men vi ser så bare forskelligt på den slags. Jeg synes jo i langt højere grad at det bare burde handle om at være sammen og hygge sig med hinanden, end om at ens hjem lige er perfekt indrettet - eller hvilke piercinger man render rundt med, for den sags skyld. Tror bare jeg ærgrer mig lidt over, at vi har så forskellige prioriteringer af hvad der er vigtigt, før det kan blive 'en god dag'. Og at jeg synes, at hendes er lidt overfladiske