Fødselsberetning
Så vil jeg komme med min fødselsberetning, her knap tre måneder efter fødslen, nu hvor jeg har haft en efterfødselssamtale med lægen og har fået udleveret min journal, som jeg har tygget igennem et par gange. Det var rart! Også lidt skræmmende, for der er en del ting, jeg ikke kan huske. Det er tilsyneladende normalt når man har haft et forløb som mit, fordi man kan få nogle hævelser i hjernen ( :blink ) som påvirker hukommelsen - for nogle også fremadrettet.
Den er lidt (meget) lang (sorry!), da der var en længere optakt frem til selve fødslen.
Lørdag den 13/2
Lørdag den 13/2 er min mand og jeg til fødselsdagsbrunch hos en veninde, hvor vi får hygget og snakket og spist en masse lækker mad.
Efterfølgende tager min mand og jeg i Field’s, hvor BabySam har åbningstilbud; vi vil derfor benytte lejligheden til at købe lidt småting (eller store ting) til baby, afhængig af deres tilbud. Det ender med et Stokke-bad + spædbarnsindsats samt nogle stofbleer. Bagefter tager vi i biografen og ser “The Danish Girl”.
En rigtig hyggelig dag, uden tegn på, at der er det mindste under opsejling.
Da vi kommer hjem sætter jeg mig i sofaen og slapper af med fjernsyn og hækling - og ender med at sidde oppe lidt længere end planlagt…
Søndag d. 14/2
Jeg gør mig klar til at gå i seng ved 00.30-tiden og idet jeg lægger mig ned, får jeg smerter i brystkassen. Først tænker jeg at baby har fået klemt en nerve, så jeg lægger mig på siden og da det ikke virker sætter jeg mig op. Det fortsætter og jeg får kvalme, så jeg står op og ser om jeg skal kaste op - der kommer ikke noget, så jeg drikker et glas iskoldt vand. Jeg prøver at gå i seng igen og lægger mig på siden.
Smerterne fortsætter, så jeg tager min dyne med ind i sofaen.
Smerterne har stået på i en times tid uden at aftage, så jeg tænker, jeg hellere må ringe til hospitalet og da jeg ikke kan komme igennem, ringer jeg i stedet til 1813, hvor en læge vurderer at det kan være noget med mit hjerte, så han sender en ambulance. I mellemtiden er smerterne taget til, og jeg begynder at blive bange :(
Jeg kan mærke baby sparke og tumle rundt løbende, så er egentlig ikke så nervøs for ham.
Ved 2-tiden vækker jeg min stakkels mand, som for jordens største chok, da jeg fortæller ham, at der er en ambulance på vej og at jeg skal på hospitalet. Stakkels mand!
Vi kommer i tøjet og går ned på gaden for at vente på ambulancen, som kommer kort efter. De tjekker mig igennem inden de kører mig til Herlev Hospital.
Da vi ankommer til akutmodtagelsen bliver vi sendt videre til fødemodtagelsen pga. mistanke om præeklampsi; de er i tvivl om hvorvidt de skal tage imod mig eller om jeg skal til videre til Riget for skæringen på Herlev er 28+0, mens Riget tager sig af børn født tidligere end det - og jeg er lige præcis 28+0 den søndag, derfor ender de med at beholde mig.
De næste mange timer tager de en masse blodprøver på mig (de tager en prøve hveranden time) og måler løbende mit blodtryk; mit blodtryk er stabilt, mens blodprøverne påviser forhøjede levertal. Min urin slår en smule ud på protein, men intet alarmerende.
Vha. smertestillende kommer smerterne under kontrol, men forsvinder ikke helt. Dog nok til at jeg kan få lidt søvn - på dette tidspunkt er kl. ca. 4 og jeg får blundet lidt on/off til ved 7-tiden; imens sidder min mand i en stol ved siden af og får en smule afbrudt søvn.
Lægen mistænker en afart af præeklampsi, der hedder HELLP, og mener vi bør indstille os på, at jeg skal forløses (eller som han siger: at vi skal "afbryde graviditeten" (!!) Øhhh...! :huh ) enten søndag eller mandag og derfor ordinerer han at jeg skal have 2x lungemodner, så babys lunger får en chance; jeg får første dosis kl. 8 søndag morgen og næste dosis skal gives 24 timer senere - såfremt jeg stadig er gravid på det tidspunkt… En anæstesilæge kommer forbi og snakker om de forskellige former for anæstesi ifbm. KS og en børnelæge fra Neonatalafdelingen kommer ligeledes forbi og snakker om forløbet på Neo, hvis det skulle blive en realitet.
Min mand og jeg er i chok! Jeg er jo kun lige kommet ind i 3. trimester og min graviditet har indtil nu forløbet fuldstændig planmæssigt, faktisk over forventning. Jeg har haft minimale gener og alle undersøgelser og prøver hidtil har været perfekte - og nu står vi og skal måske være forældre knap tre måneder før tid! Og hvad med baby; kan han overleve at komme ud så tidligt?? Det var noget af en omvæltning at skulle forholde sig til at han faktisk ville have det bedre ved at komme ud - også så tidligt - end at blive inde i hulen, som jeg jo havde troet fungerede så godt :(
Vi indstiller os på en længere indlæggelse, så min mand kører hjem og henter rent tøj, computer, toiletsager, oplader osv. Lige som han kommer tilbage (ved 14-tiden) bliver jeg overflyttet til fødegangen, hvor de kan holde bedre øje med mig. Min mand og jeg bliver indlogeret på stue 1, som ligger lige ved siden af jordemødrenes kontor; min mand får en seng ind på stuen, så han kan blive der sammen med mig.
Mine tal bliver mere stabile, så jeg skal nu “kun” have taget blodprøver og målt blodtryk hver 4. time, i stedet for hver 2. time. De kører jævnligt en strimmel for at holde øje med lillemanden, men han har det også godt.
Mandag d. 15/2
Tidligt mandag morgen er proteinen i min urin steget, men er ikke svarende til svær svangerskabsforgiftning. Mine blodprøvesvar er også pænere, så de går over til at tage én blodprøve i døgnet, mens de vil måle mit blodtryk en gang pr. vagt. Jeg får lungemodner nr. 2.
Mine tal er nu så pæne at de ikke mener, det er præeklampsi, derimod enten en galdesten, der har siddet fast på vejen ud, eller hepatitis, i og med mine levertal er påvirkede. Jeg bliver overflyttet til Svangreafdelingen, da jeg ikke længere behøver være under konstant overvågning.
Jeg får taget en blodprøve får at se om det er hepatitis (hvor jeg så end skulle have fået det :rolleyes ); svarene er jo naturligvis negative!
Tirsdag d. 16/2
Tirsdag skal jeg have scannet mine organer for at se hvordan de ser ud, herunder hvordan min galdeblære har det. Resultat: jeg har “en smuk galdeblære” :D Hun kunne ikke se tegn på nogen galdesten, så hvis jeg havde haft en, så var den passeret nu.
Jeg kom også til scanning af lillemanden for at få et skøn på hans vækst og få tjekket flow. Ligesom strimlerne havde påvist, så var han upåvirket af min situation; fint flow, god hjertelyd, masser af liv. Dog blev han vurderet ret lille, mere præcist 28,3% for lille :(
På dette tidspunkt har jeg det godt! jeg har ikke smerter længere og er mentalt klar til at komme hjem. Jeg er træt, men har heller ikke rigtig sovet ordentligt i tre nætter, så det er ikke så underligt!
Tirsdag aften, ved 22-tiden, begynder jeg at få det lidt underligt. Sådan lidt småkvalme, så jeg tager nogle syreneutraliserende tabletter, som jordemødrende har givet mig. De hjælper ikke rigtigt, og jeg begynder at sidde lidt uroligt i sengen.
Nicolai vil ringe efter nogen, men jeg synes det er lidt fjollet - jeg har jo ikke ondt. Han ender dog med at ringe efter en alligevel, og det er meget godt, for på de par minutter det tager hende at komme hen til vores stue, så har ubehaget taget til og er blevet til smerter igen - langt værre end dem jeg havde natten til søndag. Som i: 30 gange værre!
Det føltes som om, der var en der sad på min brystkasse, samtidig med en anden sad på min ryg, så mine lunger blev presset sammen. Det gjorde ondt at trække vejret, så jeg begyndte at hypeventilere. Jeg kunne ikke være i min egen krop og jeg kunne ikke finde ro nogen steder - når jeg lå ned, gjorde det mere ondt i min brystkasse, når jeg stod op gjorde det mere ondt i min ryg - mens når jeg sad, gjorde det ondt begge steder. Som resultat var jeg rastløs og skiftede mellem at stå, sidde og ligge ned, men kun i få sekunder af gangen. Jeg fik rystelser og uro i kroppen og kvalme, som udviklede sig til at jeg kastede galde op. Jeg fik koldsved, så min mand valfartede mellem stuen og badeværelset med en våd klud til min pande.
Jeg får morfin, som tager lidt af smerterne - nok til at jeg kan finde ro siddende. De supplerer med Diclon, som tager de sidste smerter, for at jeg kan få en smule nattero - her er kl. henad 2, så smerterne har stået på i fire timer.
Onsdag d. 17/2
Jeg vågner ved 5-tiden, efter knap tre timers søvn; smerterne er fortsat væk, men jeg er træt i kroppen og kan godt mærke, at kroppen har været på overarbejde.
Ud fra blodprøvesvarene fra tirsdag aften vurderer de endnu en galdesten, på trods af at ultralydsscanningen havde vist det modsatte. Jeg får taget nye blodprøver kl. 9:30 og kl. 12 står det klart for lægen, at der er tale om “fulminant (= lynende; voldsom; heftig; truende) HELLP syndrom med faldende trombocytter (= blodplader) og Hgb (= hæmoglobin), samt rapidt stigende transaminaser (= enzymer i blodet, der omdanner aminosyrer) og LDH (= levertal). […] Bør på den baggrund forløses akut i dag, trods den lave GA (= gestationsalder)”.
Jeg får besked om, at jeg skal faste - jeg har på dette tidspunkt kun spist en yoghurt - fordi jeg skal forløses “i løbet af dagen” og at jeg vil blive overflyttet tilbage til fødegangen.
Kl. 12:25
Jeg ankommer til fødegangen, stue 3. I min journal står der jeg er “bange og chokeret”. Really?! :rolleyes
De kører en strimmel - alt ser fint ud - og jeg får målt mit blodtryk (147/102). Jeg skal have Magnesium-drop, som bliver lagt kl. 12:28; det skal jeg have i 24 timer. Jeg får også lagt kateder.
Kl. 12:30
Jeg får TED-strømper på og anæstesilægen kommer ind på stuen og snakker bedøvelsesmuligheder med mig (Anæstesilægen vil gerne lægge en epiduralbedøvelse på mig, og ringer til en kollega for at konferere. I telefonen hører jeg hende sige “vi har et kejsersnit her om 10 min.” - det er først her det går op for mig, at det er mig hun snakker om og at jeg altså skal have foretaget KS nu og ikke først om et par timer! Så meget for “i løbet af dagen”)
Kl. 12:34
De opstarter Magnesium-drop (som skal køre i 24 timer, for at undgå kramper og eklamptiske anfald).
Ca. heromkring får Nicolai udleveret et sæt operationstøj, han skal have på.
Kl. 12:40
Jeg får lagt kateter til epiduralbedøvelse. Jeg er overrasket over, at jeg faktisk overhovedet ikke kunne mærke noget - og får ros af anæstesilægen af hvor god jeg er til at samarbejde.
Portøren tilkaldes
Kl. 12:48
Jeg føler mig svimmel, så de måler mit blodtryk (141/82)
Børnelæge bliver kaldt til operationsstuen, og jeg køres til operationsstuen
Da jeg kommer ind på operationsstuen står der vildt mange mennesker. Jeg har ikke overblik over hvor mange, jeg bliver bare en smule overvældet; Nicolai siger dog, at han mener der var en 12-13 stykker (!!)
Jeg bliver “rigget” færdig - og jeg ligger og kigger op i loftet. Der er loftsvinduer på Herlev, og jeg kan se, at himlen er blå. Af en eller anden årsag, gør det mig glad og jeg begynder at ligge og smile, hvilket Nicolai kommenterer på; jeg tror, jeg nåede til en form for accept af, at nu var det det der skulle ske, så det var omsonst at stritte imod. Imens er han blevet lidt overvældet (tror jeg) og har tårer i øjnene.
På et tidspunkt stopper anæstesilægen alles snak og får folk til at præsentere sig selv og deres funktion, så alle ved hvem der har ansvaret for hvad - og så er vi ellers klar til at gå i gang.
Selve KS’et er en underlig fornemmelse - og et jeg oprigtigt talt havde frygtet en lille smule; jeg syntes det at man kan mærke, hvad der foregår, var enormt angstprovokerende! Det var nu slet ikke slemt som jeg altid har frygtet, det var mere en spøjs, lidt pudsig fornemmelse. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne mærke at ’nu skærer de’ - lidt underligt at kunne følge med i...
Lægerne kalder på Nicolai, så han kan se hovedet komme ud, og da han sætter sig igen er han meget rørt :wub Jeg bliver lidt misundelig over, at han kan se vores søn allerede nu og en del af mig ønsker det blå klæde væk - og så alligevel ikke, for jeg har jo dybest set slet ikke lyst til at se, hvad der foregår!
Kl. 13:15
Min søn bliver født - 1050 g. vejer han. Jeg hører to vræl fra ham. Det var dejligt betryggende.
Han bliver hurtigt taget væk af lægerne, da de jo skal sørge for at han har varmen, at han kan trække vejret osv. Det var vi forberedte på - det havde vi fået at vide til samtalen om søndagen.
Nicolai fik lov til at komme med, så han har taget en masse billeder af processen.
Da de er klar, kommer han i kuvøse og bliver kørt op på Neonatalafdelingen, og Nicolai tager med - efter strenge ordrer fra mig. På vejen kører de kuvøsen ind forbi mig, så jeg lige kort kunne se min søn - selvom jeg egentlig bare kan se en kuvøse med en lille klump, der bevæger sig derinde; jeg kan ikke rigtigt se ham. Men tanken var sød!
Så skal jeg sys sammen og denne procedure tager længere tid end selve kejsersnittet. Eller sådan føles det i hvert fald!
Undervejs får jeg det varmt, og på et tidspunkt får jeg kvalme; mine arme er stadig fikseret ud til hver sin side, så jeg kan ikke rigtigt bevæge mig, men får stillet en pose ved siden af min mund, som jeg kan kaste op i, hvis det bliver nødvendigt, og jeg får lige tjekket, om det rent faktisk kan lade sig gøre, når jeg ikke kan bevæge armene. Det kan det godt, men det bliver heldigvis ikke nødvendigt!
Da de er færdige, kører de mig til opvågning - jeg kan huske, at jeg undrer mig over, at det ligger så langt væk, og det føles som om de kører mig igennem en labyrint; vi drejer rundt om hjørner i flæng - og da vi endelig er kommet derind er jeg imponeret over hvor stor afdelingen er; min sengeplads ligger i hvert fald nede i bunden af en laaaaang gang. Super usmart at have opvågningsafsnittet SÅ langt væk fra operationsstuerne, tænkte jeg…
Jeg skal ligge på opvågning mens jeg får magnesium-drop, så i 24 timer. De tager løbende min blodtryk (én gang i timen - de sætter den til automatisk, så manchetten sidder permanent på min arm - jeg skal have taget blodprøver med jævne mellemrum, og de tjekker også min vandladning og mine reflekser.
Jeg er godt dopet, så det næste stykke tid er ret blurry…
Nicolai går til og fra; han valfarter mellem 10. etage, hvor bettefisen ligger, og 4. etage, hvor jeg ligger. Han tager billeder, så jeg kan se vores søn, og kommer med updates på hans fremgang - og sidder bare og holder mig i hånden og prøver at pleje mig, så godt han kan. Når han ikke er nede hos mig, sover jeg - men det er sådan en underlig morfindøs, så ikke rigtig søvn.
Ved 22-tiden får vi at vide, at bettefisens lunger ikke rigtigt vil folde sig ordentligt ud, og at han virker træt - så træt, at de frygter han vil holde op med at trække vejret. Derfor skal han have hjælp i form af respirator, så han skal overflyttes til Rigshospitalet - og Nicolai skal med.
Kl. 2 om natten sker overførslen endeligt, og så ligger jeg alene tilbage på Herlev… Jeg har weird morfindrømme om natten når jeg sover - hvilket kun er i intervaller af 20-30 min., fordi jeg jo en gang i timen bliver forstyrret af blodtryksmåleren, og så er der tjek af mine reflekser, mit kateter og mit drop - og bare mit generelle ubehag og mine bekymringer om min søn…
Torsdag d. 18/2
Kl. 10 kommer mine forældre og sidder sammen med mig, indtil jeg kan blive overført til Riget - og joine mine mænd. Jeg sover det meste af tiden.
Kl. 12.30 er jeg færdig med at få drop, og kl. 13 er jeg klar til at blive overflyttet. Mine forældre kører i forvejen til RIget, så min mand også kan få lidt moralsk støtte. Falck kommer først kl. 14; da de kører mig ud af afdelingen forventer jeg jo en laaaaang, snørklet rute, så color me surprised da jeg opdager at ruten ikke kun er kort, men faktisk også næsten kun lige ud! Det er vildt som morfin kan drille ens sanser for vildt! :D
Jeg er først på Riget kl. 15 - lige til vagtskifte :rolleyes
Sygeplejersken, der tager imod mig på obstetrisk, ringer efter en portør, så jeg kan komme ned på Neo og se min søn - tak! Jeg bliver kørt derned, og ude på gangen sidder min mand og mine forældre; en sygeplejerske stikker hovedet ud fra stuen hvor min søn ligger, og siger at vi ikke kan komme ind, for de er ved at lave steril procedure på Felix, den anden dreng på stuen. Argh! Så tæt på og ingen gevinst!!
Jeg bliver kørt ovenpå igen, hvor sygeplejersken bliver sur på mine vegne, for hun havde altså aftalt det med en anden sygeplejerske nede på Neo (men det var så gået i koks pga. vagtskifte :prik ). Så jeg må pænt vente til de er færdige med steril procedure på stuen, før jeg kan komme derned igen.
Endelig, ved 17-tiden, knap 28 timer efter fødslen, lykkes det: jeg ser og rører min søn for første gang :biglove
Fredag d. 19/2
Jeg får lov til at holde min søn for første gang, og ligge hud-mod-hud med ham.
Nicolai og jeg har hele tiden haft to navne i spil til ham: Elliot eller Elias - og det er mens jeg ligger med ham, jeg finder ud af, at han er en Elias :wub Heldigvis er Nicolai enig (eller ligeglad) ;)
