Cocomous5

Medlemmer
  • Antal besvarelser

    495
  • Tilmeldt

  • Sidste besøg

Indlæg oprettet af Cocomous5


  1. 34+1, fra i lørdags. Alle siger 'nej hvor hænger maven da bare langt nede'. Jo tak, kan også godt mærke den føles lavere end sidst, men nu er jeg også 180 høj, så får aldrig en mave der sidder helt oppe under brysterne. Har det dog stadig som om den fylder i HELE maven, og har både halsbrænd, og svært ved at få ordentligt luft, hvis jeg sidder ret op og ned. 

    post-4435-0-30700200-1433785776_thumb.jp


  2. Her var vi vel "reelt" kun udfordret den første uges tid - der var ingen mælk og vi kom derfor på neo natal på fjerdedagen for at få hjælp til at få den igang. Og efter nogle dage på neo fungerede det faktisk (knejten tog i hvert fald på og fik ikke MME supplerende), men jeg synes stadig, det var svært/hårdt. Ved ikke, om jeg så hører ind under "målgruppen".

    Men altså, noget, der helt sikkert har givet mig udfordringer var, at jeg slet ikke kunne forestille mig, hvordan det var meningen, at det skulle føles (rent fysisk) at amme, selvom alle sagde, at det ville jeg kunne mærke. Og de ord, der blev brugt til at beskrive følelsen, gav ikke mening for mig.

    Fx fik jeg at vide, at jeg ville kunne mærke, når mælken løb til, og at det ville være en helt tydelig fornemmelse, fordi brysterne var spændte og det ville sådan trække oppefra. Og den beskrivelse gav ikke mening for mig, og indtil jeg prøvede det, havde jeg ingen idé om, at det var SÅDAN, det føltes. (Og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skulle forklare det til en, der ikke har mærket det i sine egne bryster). Så når flere jordemødre på patienthotellet (for jeg spurgte om hjælp MANGE gange!) spurgte, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne mærke, at det gjorde ondt (det var så hans måde at sutte på, og ikke brystspændinger) og måske havde jeg da lidt ondt oppe af brystet, men var det spændinger? Var det nedløb? Jeg anede det ikke. Og eftersom der kom et par dråber mælk, så gik vi (jordemødrene, jeg selv, faren...) ud fra, det var det nok. Det var det bare ikke, og der var ikke andet mælk end de der par dråber.

    Jeg fik også at vide, at jeg ville kunne høre, når han drak, fordi "det lød som små klik", og det gav heller ikke mening for mig. Da det virkede kunne jeg tydeligt høre, at han lavede synkelyde (som selvfølgelig ikke lød en skid som klik, men akkurat ligesom når vi andre synker), men indtil da lavede han nogle smaskelyde, og sank muligvis noget spyt, så jeg kunne ikke høre, om det var godt eller skidt.

    I det hele taget, synes jeg, at det er lidt gennemgående, at jeg fik at vide, at jeg ville kunne føle/mærke/se/høre, når det virkede, mens jeg følte mig totalt clueless. Om det så er fordi jeg er/var fatsvag (evt pga hormoner og træthed), eller om fagpersonerne forklarede dårligt, det tør jeg ikke sige.

    Måske hører det med til historien, at flere af de jordemødre, der kiggede til os på patienthotellet, troede at amningen kørte strygende, så måske har min søn bare narret alle ;)

    Jeg tror også, det har haft betydning, at jeg rimeligt hurtigt efter fødslen skulle opereres (3. Grads bristning), og at jeg derfor var helt groggy, da der endelig var tid til at slappe af med baby. Det er lidt tåget i hukommelsen, men jeg husker det som om, at jeg det første døgn glemte alt om at jeg skulle amme, og kun tænkte på at glo på og nusse med mit nye vidunder. Jeg husker ikke, at det kom sygeplejersker og mindede mig om at amme hver tredje time, og det tror jeg ville have hjulpet mig. Til gengæld kom der en, og ville give ham MME (i kop) fordi han skreg, hvilket jeg modvilligt gav hende lov til. Sådan som jeg husker det, havde jeg ikke tænkt på at amme inden (hvilket lyder helt skørt nu, men jeg tænker at det hele var så nyt at min hjerne ikke havde fulgt med), og jeg mener heller ikke at sygeplejersken spurgte mig, om jeg havde ammet/om jeg skulle have hjælp til at prøve amning, inden hun gav MME.

    I det hele taget føler jeg lidt, at jeg fik rigtig meget info om amning inden fødslen (hvor det gav NADA mening for mig. Hvad fanden var en burgermund?) og som i hvert fald ikke "blev aktiveret" da det var aktuelt, og så følte jeg mig måske til gengæld lidt overladt til mig selv (i forhold til amning) det første døgn efter fødslen.

    Så sådan for at opsummere, har det nok handlet om:

    - At jeg ikke forstod den information og "viden" om amning, jeg fik. Det var sort snak for mig

    - At jeg fik "for meget" hjælp inden fødslen, og for lidt efter fødslen

    - At jeg var så omtåget efter fødslen (måske pga bedøvelse, måske pga søvn, måske bare fordi det hele var nyt og mærkeligt) at ting, der virker SÅ banale for mig nu, slet ikke faldt mig ind. Jeg synes faktisk stadig, det er flovt, at jeg ikke kunne mærke, om mælken løb til, og at jeg måske "glemte" at amme de første par timer (hvad kunne være mere naturligt end at ville give sit barn mad???), men mine moderlige instinkter var nok forsinket og min hjerne kunne jeg i hvert fald ikke regne med.

    Da vi kom hjem, gik det som sagt fint: han tog flot på uden supplering. Men jeg var i lang tid (måske hele fuldamningsperioden?) ofte bange for, om han fik nok, for jeg havde stadig svært ved at mærke (eller tolke på min krop) om det var noget og om han fik noget. Derudover skulle han bruge nogle uger på at lære at få rigtigt fat (hvilket jeg ikke anede, at babyer kunne have brug for, før nogen sagde det på neo - jeg troede at mor kunne give bryst forkert, men at baby altid suttede rigtigt), hvilket betød at vi jævnligt brugte suttebrikker indtil han var (vistnok) 6 uger.

    Og så fik jeg sår på brysterne, og det blødte og gjorde pisseondt. Jeg husker det ikke som værende en hindring for at amme, men det har da helt sikkert været en udfordring, og det har da næppe hjulpet på nedløbet, at jeg i en periode gruede for at han blev sulten, fordi det betød smertehelvede...

    Det var sådan lige, hvad jeg umiddelbart kunne fortælle. Håber du kan bruge det, og spørg endelig, hvis du vil vide mere :)

     

     

    Jeg ammede forresten fuldt til lige knap 6 mdr og derefter delvist indtil 13 mdr, og han har aldrig fået andet MME end det på barselsgangen og neo natal. Så jeg ved som sagt ikke, om jeg "tæller" i jeres opgave :)

    Jeg følte i øvrigt ingen pres overhovedet fra omverdenen. Begge mine svigerinder havde prøvet at måtte opgive amning, og jeg havde ikke set, at nogen var det mindste "efter dem". Så eventuelt "pres" har udelukkende været ud fra min egen standard - jeg VILLE amme.

    Og fedt at I sætter fokus på emnet! Det er i hvert fald et mega vigtigt og aktuelt emne IMO! :super

     

     

    Jeg var lidt udfordret de første 14 dage, fordi amningen var kommet lidt skævt fra start:

    Min søn blev født om aftenen, og jeg var meget forvirret og overvældet over forløbet, så både han og jeg faldt i søvn og sov hele natten til næste dag. Ingen fortalte mig at jeg skulle sørge for at komme i gang med at amme, så mælken kunne løbe til. Jeg kendte ikke til 3 timers reglen på det tidspunkt.

    Derfor blev han jo selvfølgelig dybt ulykkelig dagen efter, da han var sulten. En sygeplejerske sagde, at han skulle have mme af kop indtil min mælk var løbet til (ingen viste mig hvordan jeg skulle amme). Jeg forsøgte selv at prøve at amme, men jeg vidste ikke, hvordan han skulle gøre, så han fik kun lige spidsen af brystvorten ind (Denne dårlige start gjorde, at det gjorde vanvittig ondt at amme de første 14 dage).

    Nå men på dag 2 var der så et par sygeplejersker, der tjekkede op på ammeteknikken. De blev straks enige om, at jeg da skulle have suttebrikker for mine brystvorter kunne ikke amme :blink

    Heldigvis kom der tilfældigvis i samme øjeblik en ammevejleder forbi afdelingen. Hun var SÅ cool, og jeg ville ønske at alle nybagte kvinder kunne få ammevejledning af hende! Hun sagde, at selvfølgelig kunne jeg amme, og jeg skulle da ikke bruge suttebrikker. Hun viste mig helt konkret fuldstændig hvordan jeg skulle sidde, gøre, hvordan han skulle ligge, gabe osv. Hun tog godt fat, og der gik bare et lys op for mig. Det føltes så rigtigt derefter :)

    Tænk hvis hun ikke var kommet forbi :unsure

    Jeg glæder mig så meget til at vide alle de her ting på forhånd, når jeg skal amme nr. 2 til november :biglove

     

     

    Ved heller ikke om jeg helt passer ind, da jeg ikke er færdig endnu. Min søn er kun knap 10 uger gammel.

    Har ikke haft de største udfordringer, men lidt har der da været.

    Jeg fik akut kejsersnit efter 19 timers smertehelvede, så jeg var enormt udmattet efter fødslen og sov rigtig meget de første 2 dage.

    På selve fødselsdagen blev han lagt hud mod hud næsten 2 timer efter fødslen, da det tog lang tid at lappe mig sammen igen.

    Flere gange kom sygeplejerskerne ind og forsøgte at få amningen igang, men lillemanden tog ikke fat. Han blev mere og mere sløv og om aftenen fik han målt blodsukker, som kun var omkring 2, så han fik lidt MME for at få lidt energi i ham. Omkring kl. 22 fik han sit første rigtige måltid (han er født kl. 11.04).

    Jeg måtte bruge suttebrikker i starten, da han havde svært ved at få ordentligt fat, men efter ca. 14 dage smed jeg suttebrikkerne igen.

    Så har jeg haft tilstoppede mælkegange med store smerter til følge. Herefter fik den lille trøske, men det blev først opdaget efter flere uger, hvor jeg havde mange smerter både under og mellem amningerne.

    Nu kører det heldigvis rigtig fint.

    Jeg har altid haft stor tiltro til at jeg selvfølgelig kan amme. Det har aldrig strejfet mig, at det skulle kunne være svært, så der har ikke været nogle psykiske barrierer. Det har været rent fysisk hele vejen igennem.

    til gengæld har alle fagfolkene været en virkelig stor hjælp. Både sosu-assistenter, sygeplejersker og min sundhedsplejerske. :)

     

    Tak for alle besvarelset so far. Det er en stor hjælp. Vi skriver netop opgaven¨, for at belyse en masse udfordringer som vi har oplevet, ude på fødegangene og barselsklinikkerne vedr. amning, så alle svar er kærkomne. I er selvf. anonyme hvis der bliver brugt citater herfra i opgaven, det eneste jeg putter på som kilde er babyklar.dk


  3. Hej de damer,

     

    Jeg er jordemoderstuderende, og jeg (samt en flok på 4 studerende) er igang med at lave en skriftelig opgave omkring problematikker vedr. amning. 

    Vi ville sætte pris på hvis i kan komme med nogle historier omkring hvorfor amning (for dem af jer der har haft problemer/udfordringer med det), har været en udfordring for jer.

     

    Har det været jeres egene forestillinger og forventninger om amning, som er brast? Har det været pres fra omverdenen? Har i fået dårlig informationer fra fagpersonerne? Var det udelukkende pga. smerterne som det gav at amme? Har der været forud grundede psykiske faktorer som har spillet ind? Andre ting? 

     

    Hvor lang tid ammede i og hvorfor stoppede i? 

     

    Hvis i er nogle der kunne komme med lidt feedback på dette, så ville jeg sætte stor pris på dette.

     

     

     

    Mange hilsner en kommende 2. gangs mor og jordemoderstuderende :)

     

     

     

     

     


  4. Dette er min 3. graviditet, men havde desværre en MA i 2012. Det fandt vi ud af 2 dage inden NF dengang, og der var den som i nogle af de ovenstående tilfælde gået til omkring uge 7. Jeg syntes det var sådan en hæslig oplevelse (da vi pt. havde prøvet at få børn i 3 år), og de andre to gange her, har jeg bare gerne ville vide om alt var ok derinde. 

    Det skal så også nævnes at jeg har blødt en del alle 3 gange, så min skræk for at miste har virkelig siddet yderst på tøjet. Jeg ved godt at en scanning hverken kan gøre fra eller til, mht. om fosteret går til, men jeg stemmer også i, det er forfærdeligt at få viden om at fosteret er gået til, når man skal til en NF. Hvis man dog bare kunne have vidst det før, og ikke rendt med en falsk glæde. 

    Men nu hvor jeg ikke bløder mere, og så til sidste tjek på sygehuset at den lille derinde har det godt, tror jeg umiddelbart heller ikke jeg skal have tilkøbt mig ekstra scanninger. Måske en enkelt mellem uge 20 og termin, baaaaaaare lige for at se om alt er ok derinde. MEN jeg vil kun have 2D scanninger, jeg vil ikke vide hvordan den ser ud, kønnet eller andet, før den kommer. Det skal da være en overraskelse. 


  5. Har det simpelthen som om jeg har feber hele tiden. Den der følelse og skift af krops temperatur, det er SÅ træls. Har haft lidt blærebetændelse, men penicillinen tager ikke feber fornemmelserne. Har været ved læge og få målt infektionstal x2, men intet der, ej heller feber. Min læge vil have jeg kommer ned igen og får målt tal og ellers en henvisning til sygehuset, men tænker, kan det ikke bare være en graviditets gene? Det virker bare ikke til min læge er for vild med jeg har de feber fornemmelser...


  6. NAVN: Tenna

    ALDER: 30 om en måned  ;) 
    BOR I: Kolding

    UDDANNELSE/ARBEJDE: Jordemoderstuderende

    FRITIDSINTERESSER: 
    KÆRESTE / GIFT: Gift med min mand A, vi har været sammen siden 2006, gift siden aug. 2013
    TERMIN: Indtil videre 16/07-2015
    FØDESTED: Kolding sygehus
    DRENG/PIGE: Vi vil ikke kende kønnet
    MULIGE NAVNE: Tager vi når barnet bliver født
    ANDRE BØRN: Filip på 15 mdr. 
    VÆGTFORØGELSE: 2 kg. so far
    STRÆKMÆRKER: Ingen
    KVALME: Pt. 24/07, kan dog dulmes en lille bitte smule med hyppige små måltider
    ØDEMER: Ikke endnu
    PLUKVEER: Nej
    RYGSMERTER: Ikke endnu
    BÆKKENLØSNING: Håber ikke jeg får det, havde det med Filip, fra 17. uge af
    FØDSELSFORM: Naturlig
    FRYGT FOR FØDSEL: Ikke specielt
    HVEM SKAL MED TIL FØDSEL: Min mand
    SOVER DÅRLIGT OM NATTEN: Slet slet ikke 
    SJOVE SPISEVANER: Altså craver ikke noget specielt hver dag, men hvis jeg ser en spise noget, f.eks. mango kebab miks, æble, makral , ja alt, så får jeg lyst til det samme NU.  
    SCANNING: Har allerede haft 3 scanninger, pga. blødninger. Men nu skal jeg ikke have flere indtil NF. Overvejder dog at købe mig til en d. 19/12, bare fordi jeg gerne lige vil se den igen. 
    NÆSTE LÆGEBESØG: 11+12 december
    JORDMODER: Ikke endnu
    ANDET:


  7. Ha ha, jamen det smager virkelige også godt. Men jeg skal ikke bare have dåse makral, det skal være de vamle fra supermarkedet, som allerede er blandet i forvejen. Selvom jeg piller alt mayo af, så smager det altså bare anderledes alligevel. Glæder mig til frokostpausen, for der skal jeg da have makralle ;)


  8. Pga, blødningerne og at vi ikke anede helt hvor langt jeg var henne, er jeg først overgået som 'normal gravid' i går, og har så fået tid til blodprøve og vandrejournal hos egen læge d. 11 & 12 december. Så glæder mig bare til at komme igang hos lægen og få papirer på det, sådan at man kan vente på nf indkaldelse :)


  9. Jeg kan virkelig godt se det på min mave, og er kun 8+0 i dag. Det er virkelig meget jeg kan se det, men måske er det fordi det også kun lige er lidt over et år siden man sidst var gravid. Ved det ikke. Om aftenen ser det helt vildt ud. 


  10. Ja jeg kan godt få nogle pludselige cravings, altså i går eftermiddag var det makral på rugbrød jeg bare måtte have. Her til morgen er det surt, altså en mandarin eller sådan noget. Så syntes jeg har lidt hver dag jeg bare må have, men det svinger meget hvad det er. Men igen, får det bare bedre af at småspise hele tiden, da det kan holde min kvalme i nogenlunde ro. 


  11. :loveshower  :loveshower  :loveshower  :loveshower  :loveshower  :loveshower Så for pokker. Er så glad. Har lige været til endnu en scanning og der lå den fineste lille bebs på 1,5cm derinde med hjerte der slog. er 7+6 i dag, så termin, so far, 16-07-2015. Hold nu op hvor er jeg lettet. Så var denne kvalme jeg lider af slet ikke indbildning.  :kuller  :kuller  :kuller


  12. Så er der lidt news i sagen og de er ikke helt negative. 

    Var til undersøgelse igen fredag hvor jeg fik taget nye blodprøve, men som der først kom svar på i dag.

    Var inde hos den sødeste scanningsjordemoder, og hun sagde at scanningsudstyret nede på akut ikke er særlig godt og at jeg bare skulle glemme hvad ham manden fra undersøgelsen onsdag havde sagt. Hun kunne læse i hans notater at han intet rigtig kunne se. Hun scannede, og fandt lidt derinde, men dog kunne man ikke se hjerteblink. Som hun sagde da hun så det, virkede det til at jeg kun lige er de der 5+ henne, ligesom jeg selv vil mene. Hun kunne også godt se noget blødning, men intet så alarmerende ud. Faktisk sagde hun at hvis jeg kun var de der 5+ henne, så så alting faktisk ud lige præcis som det skulle, men at hun intet kunne afgøre før vi ville få svar på mine blodprøver i dag. 

     

    Fik så opkaldet ved en 11 tiden, og hun sagde at mit HCG steg pænt. Dog var hun stadig ikke vild med blødningen, så skal til ny scanning samt blodprøver onsdag d. 03/12, og så får vi et endelig svar på hvad der foregår derinde. 

     

    Så er SÅ glad for den dejlige behandling jeg fik fredag, og også for beskeden i dag, men jeg har bare stadig en underlig følelse inde i kroppen denne gang. Kan virkelig ikke beskrive det, men føler mig virkelig ikke som mig selv. Dog syntes jeg at jeg er ufattelig grådlabil (brugte det meste af lørdag på at tude fordi jeg var sikker på at den var gået til), samt duftfølsom nu også, hvilket jeg ellers aldrig er. Så vi håber der vokser sig en bebs derinde og at det pis blødning jeg har hver dag er betydningsløs. Men vi bliver klogere om 9 dage. Så bliv endelig ved med at send god karma denne vej  :kram  


  13. Havde en tid på sygehuset i går kl. 09, og jeg kom ind til en mand der skulle undersøge mig.

    Det er jeg i forvejen ikke så glad for, men ham her var virkelig ikke indbydende. Han var kæmpe stor, havde svedperler der løb ned af panden, og sådan lidt jokende. Simpelthen så upassende. 

     

    For det første sagde han at jeg ifølge min sidste mennes første dag, var jeg jo nærmere 8 uger henne end 7, og som jeg sagde, du kan ikke regne det ud på den måde, for jeg har bare den mest uregelmæssige mennes. Man kan kun regne det på den måde de gør når man har en regelmæssig mennes. 

    Nå, men jeg regner altså den dag jeg havde ægl som dag 0. Ved godt fok siger man skal ligge 2 uger oven i så den dag ville have heddet 2+0, men når jeg nu ved at ægl. lå den 20. okt, så er det da for pokker dag 0, da det først er der jeg er blevet befrugtet og så ligger jeg hellere 2 uger til terminsdato. Dvs. ifølge mig skal jeg ikke føde før d. 27 juli eller lign. Det vil yderligere sige jeg kun er 4+2 i dag. Nå men det blev sådan lidt frem og tilbage og han går endelig i gang med undersøgelserne.

     

    Først en gyn undersøgelse hvor han konstaterer at jeg bløder en smule (det skal siges jeg ikke har haft blod el. brunligt udflåd siden mandag eftermiddag/aften faktisk, mnen da han havde rodet rundt, kom der så lidt. Men ikke noget med at informere mig om hvorfra blodet kom. 

    Bagefter kører han scanningspinden op og scanner i evigheder uden at informere om noget som helst, plus han også vendte skærmen væk fra nig helt fra start af. 

    Han spørger på et tidspunkt om jeg har fået en keglesnit operation, det kunne jeg så svare ja til. 

    Langt om længe siger han så at han godt kan se der er noget, men der er intet hjerteblink og slimhinden der skal beskytte er meget meget tynd. Det med slimhinden har været et problem alle 3 gange. Spørger om jeg kan få noget medicin der kan gøre noget ved den, og dertil svarer han, KUN PÅ FERTILITETSKLINIK, HVILKET I IKKE KOMMER PÅ DA I HAR ET BARN.... OK så... Siger igen at jeg ikke tror jeg er så langt og der derved ikke kan ses liv, Det svarer han så også at det kan være en mulighed. 

     

    Så der er 3 muligheder:

    - Den er gået til

    - Det er for tidligt

    - El. at den sidder uden forlivmoderen, er det dette der er virkeligheden, skal den ene æggestok fjernes, hvilket vil være det absolut værste der kan ske i mit tilfælde. 

     

    Efter alle de undersøgeser jeg tidligere har været igennem, ved vi jeg kun producere mellem 1-2 æg i alt når jeg har ægl. og nogle måneder producerer jeg slet ingen, så hvis den ene æggestok bliver fjernet, kan vi lige cutte chancerne med 50%!!!!!!!!!!!!!

    Efter dette blev der taget blodprøver og så skal jeg op igen fredag, have taget nye blodprøver så vi kan se om mit HCG stiger og scannes igen. Jeg informerede ham om at alle de andre gange er mit HCG steget meget langsomt og utilfredsstillende, og det er der trods alt kommet et godt barn ud af. Men tænker det vel også kan have noget at gøre med at man har PCO?

     

    Han svarede til sidst at det var HELT NORMALT at have 3 graviditeter hvoraf de 2 gik til. Som idioten sagde, DET ER LIDT DET SAMME SOM AT SIDDE MED TO TERNINGER OG SLÅ TO 6'ERE. DET SKER HELLER IKKE SÅ TIT MAN ER SÅ HELDIG  VEL?

    Fucking idiot altså....

     

    Så jeg kunne gå hjem igen og vente til fredag og forvente det værste og håbe det bedste som han sagde.

     

    Har dog været inde og købe endnu en clearblue test med uge indikator. Den kommer i dag og så vil jeg se hvad den siger. Ligger lige bilede op af hvad den sagde for 12 dage siden (hvilket giver god mening med at jeg reelt set ikke er mere end de 4 uger henne). 

    Men har ingen antydninger af blod i dag, så håber og beder til at det er fordi jeg vitterligt bare er tidligt henne.