Luller01

Tak for jeres gode råd og personlige erfaringer. Vi var derovre i går med blomster, lys og et personligt brev. Vi fik en rigtig god snak om deres oplevelse, og de var glade for besøget. Vi måtte lige samle mod til at gå ind i en situation, som jo selvfølgelig er rigtig svær. Men det var nu et rigtigt fint besøg. Vi fik tilbudt dem hjælp til alt, de kunne have brug for, og det var de glade for. Begravelsen er på fredag, og der er vi desværre ude og rejse.. Tak igen - det var meget fint at høre, hvad i andre har af gode råd og tanker.

Min nabo har oplevet en tragedie, som slet ikke kan forstås. Hun blev mor til 2 smukke piger for en måneds tid siden. Vi var faktisk meget i tvivl om, hvorvidt hun havde født, for ingen havde set eller hørt noget til dem (vi er ikke tætte..). Snakken er gået på vejen - havde hun mon født - skulle vi finde på en barselsgave mv. I onsdags kom først 1 ambulance, og så læge ambulancen derover - jeg blev meget forskrækket - det er så voldsomt med sirener og lys i aftenmørket. Og det værste er sket. 1 af pigerne er død - uforklarligt i hendes søvn! Vi har fået beskeden per brev - vi gik selv over med et kort dagen efter, for at spørge til, om alt var ok, og for at ønske dem glædelig jul, og det har de så svaret på ved at lægge et fint brev i vores postkasse sammen med en fin fødselsannonce med et billede af pigerne. Og nu til det svære.. For hvordan får vi - de nærmenste naboer - vist vores kondolence. Vi er ikke så tætte at vi deltager i en evt. begravelse. Vi vil købe nogle smukke blomster, og skrive et kort til dem. Men jeg har behov for at få noget input. Vi skal både vise vores deltagelse i deres datters død, men vi skal også ønske dem tillykke med den anden sunde og raske datter - det er en utrolig svær balanceakt, synes jeg. Er der nogen, der har nogle gode ideer? Sigende digte, citater e.l. om livets flygtighed.. Andre ting som kan hjælpe med at indkapsle en situation som denne? Mit hjerte gør ondt på deres vegne - det er en helt igennem forfærdelig situation, de står i. På forhånd tak. PS: Jeg ved godt, at det er længe siden jeg har været aktiv - jeg har haft svært ved at være herinde, idet det ikke har gavnet mig i min situation. Men det er et godt forum helt generelt, og hvis nogen kan hjælpe med dette dilemma, må det være jer.

Evt en Volkswagen Touran. Den har den fordel, at den er ret høj, så man skal ikke stå og bakse med at slå alting for meget sammen. Vi har heller ikke børn endnu, men vores venner med børn, er ret vilde med bilen, fordi man netop ikke skal stå og splitte barnevognen i atomer ;) Så uanset hvilket mærke, så tror jeg at det er super, men lidt "høj" bil, hvis den skal være barnevognsparat og -venlig :balloons

Jeg var der i dag sammen med gemalen. Det var et fint lille møde, hvor vi fik forklaret hvordan processen skal være. Jeg skal have taget blodprøver og lavet diverse tests om 14 dage :) Så må vi se, hvad der sker..

Tusind tak for jeres besvarelser :loveshower Jeg kan altså forstå, at der ikke skal ske det store i dag udover snak med lægen. Jeg havde lidt håbet på, at vi også kunne tage blodprøver mv i dag, så processen ligesom kommer i gang.. Men jeg må væbne mig med tålmodighed ;) Jeg hører meget gerne fra andre, hvis i har erfaringer med hvordan processen forløber. :balloons

Kære alle, Efter små 2 års forsøg på graviditet, har vi nu en tid ved egen læge i morgen eftermiddag med henblik på at blive henvist til fertilitetsbehandling. Selvom jeg er klar over, at der nok ikke skal ske det store ved lægen i morgen, er jeg ret spændt, og vil gerne høre jeres erfaringer med forløbet. Hvad skal jeg forvente af det første besøg i morgen, og hvad sker der så derefter? Min mands sædkvalitet blev tjekket sidste år, og det fejler heldigvis ikke noget. Jeg har hørt noget om at jeg skal have taget en masse blodprøver, men hvad ellers? Jeg vil sætte stor pris på jeres indsigt - på forhånd mange tak :loveshower

Jeg har faktisk en sjov historie.. Vi var for nyligt nede og handle, og skal bruge en bestemt specialøl. Der er også en del af dem på hylden, men de er alle sammen for gamle.. Jeg har selv arbejdet i butik i min studietid, så jeg tager dem pænt med ned til kassen, stiller dem på en af de lukkede kasser, og siger til ekspedienten, at de er for gamle, og skal stilles væk. Han takker meget sødt, og er i det hele taget super flink. Han siger, at han vil give mig en æske chokolade som tak - fint med mig.. ;) Vi kommer så hjem - kigger på chokoladen... og hvad ser vi..?? Har i gættet det?? Jep - den er for gammel :lolhit :lolhit :lolhit Dét er altså bare for sjovt :D :D :D

Den - for mig - ultimative bedste og mest rørende sang nogensinde. Jeg synes, at det er en uhyggelig kraftfuld sang, en fantastisk tekst, og en vidunderlig fremførelse. Den giver mig giver altid dybe tanker: Denne version er også rigtig god:

Nu håber jeg ikke, at det bliver taget ilde op, men i min ydmyge mening betyder tid sammen en masse uanset alder, omstændigheder mv. Man kan selvfølgelig finde nogle gode eksempler på, at folk får et fantastisk samliv, selvom de kun har kendt hinanden i 3 måneder før de blev gravide. Man kan tilsvarende finde eksempler på folk, der går fra hinanden, selvom de har været sammen i mange år, inden de får børn. De gode og dårlige eksempler findes - det er klart. Men, når det er sagt, så betyder tid altså en masse. Jeg vil mene, at jo yngre man er, jo mere tid har man behov for at bruge sammen med en partner, før end man går igang med at lave børn sammen. Det er ikke pga. alderen som sådan, men pga. de omstædigheder der følger med, når man er meget ung. Men er selv inde i en rivende udvikling, man er højst sandsynlig ikke "etableret" (træls ord, men i ved, hvad jeg mener..) Men har selv brug for tid og rum til udvikling. Senere i livet er man sikkert længere i sin egen udvikling, og har derfor et mere klart billede af, hvad man selv vil og ikke vil. Men selv der, er der behov for at være sammen med et andet menneske i en rum tid, førend man ved, hvad man "går ind til". Det kræver lidt tid at lære hinanden at kende. Hvordan reagerer personen på stress, pressede situationer, på ferie, i festlig lag osv. osv. Kan man bo sammen? Er der vaner, som irriterer voldsomt, og som gør samlivet svært? Hvordan udvikles det intime liv over tid? Hvordan har man det med vedkommendes familie (og ja, det betyder en masse, bare se på de mange indlæg i smalltalk mv.) Der er mange mange ting, som man bør bruge lidt tid på at "undersøge" eller afprøve ved hinanden, inden man får børn sammen. HVIS altså intentionen er, at man vil have børn sammen med den person, man gerne vil leve sammen med fremover. Nogle tænker slet ikke sådan, og de har jo en helt anden opfattelse end mig. Og det er helt ok altså :) Jeg kan ikke sætte tid på. Nogen vil være hurtige til at finde ud af, om man kan leve sammen - andre er længere tid om det. Jeg er på ingen måde moralist. Men jeg mener, at den danske skilsmisserate viser, at der kan være udfordringer ved den måde, vi lever sammen på, eller de forudsætninger vi bliver gift på baggrund af. Igen går jeg ud fra, at meningen er at man vil leve sammen "for evigt", når man bliver gift, og at man ikke har lyst til at blive skilt. Jeg er helt med på, at det kan være det bedste i mange tilfælde - men det har altså også store omkostninger for den enkelte, og for eventuelle børn.. Jeg sætter på ingen måde lighedstegn mellem tiden man har kendt hinanden, og sandsynligheden for skilsmisse - det har jeg slet ikke belæg for. Men jeg tænker, at der godt kan være en sammenhæng. Det var en meget lang forklaring, uden ret meget svar på spørgsmålet "Hvor længe bør man ha' været sammen?". Og der er jo heller ikke noget "bør", tænker jeg. Det er meget forskelligt, men dog er det en grundlæggende god ide, at det ikke er en "impulshandling" sådan generelt. Jeg ville faktisk svare for længe siden, da tråden kom frem, men jeg har veget tilbage af skræk for at træde nogen over tæerne. Det håber jeg ikke, at jeg har gjort.. Jeg er helt med på, at verden ikke er sort eller hvid - det håber jeg også, at min kommentar bærer præg af. :balloons

Jeg kunne nærmest selv have skrevet dette indlæg! Vi er ikke helt så langt. Men vi har forsøgt i 18 mdr. Gemalens sædkvalitet er super fin, og jeg kan teste ÆL hver måned... VI har lige bestilt en tid ved lægen til lige efter sommerferien, og så håber vi på at skulle igennem samme proces som jer - inseminering mv. Så må vi sammen håbe, at det er vejen til den højt ønskede graviditet :kram2 Ja, jeg vil nok egentlig bare sige, at du har en lidelsesfælle herinde, og jeg har ligesom dig svært ved at få mine tanker drejet over på noget andet i løbet af dagen - det er utroligt frustrerende og giver en rigtig stor følelse af afmagt. Lad os håbe, at tingene går bedre, når vi kommer igang med behandlingen :kram

Held og lykke med projektet ;) :balloons

Jamen jeg har da også et billede, jeg gerne vil dele så :loveshower

Tusind tak for jeres omsorg. Jeg tror i begge har ret. Det er en blanding af ærgrelse over, at det ikke er gået sådan, som man havde håbet. Og så er jeg selvfølgelig også nervøs for, hvad "dommen" fra lægerne bliver! Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Gemalens sæd er tjekket, og den er, som den skal være:yay Jeg har jo været gravid, så jeg ved jo, at jeg kan blive det. Jeg fungerer i øvrigt meget regelmæssigt, og kan teste for ÆL hver måned. SÅ alle forudsætninger burde være til stede.. Men i har jo ret. Det er bare at komme afsted - måske skal der ikke megen hjælp til for at det lykkes - let's hope!! :bd

Hejsa :) Vi investerede i en del Le Klint lamper, da vi købte hus. De har altså nogle virkelig lækre lamper i meget forskellig stil. Du kan finde dem her: http://www.leklint.dk/da-DK/Produkter.aspx?GroupID=GROUP8&PageNum=1 Hvis det var en lidt anden prisklasse, du var ude efter, så har jeg købt en del lamper fra Herstal. Det er dog især lofts- og bordlamper. Men jeg kan se, at de også har mange fine pendler: http://www.herstal.dk/Default.aspx?Page=Group&GroupID=95&SubID=170&ID=0&Menu=1 Held og lykke :)

Jeg har kredset om den varme grød i længe nu. Faktum er, at vi nu har forsøgt at få børn i sammenlagt 18 mdr. Det er som bekendt ikke lykkedes, og det næste skridt er så at få noget hjælp til det. Men for søren hvor er det bare svært for mig - og jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor! Vi har råd til at gå igennem behandling, vi har en super sød og forstående læge, som med garanti vil hjælpe os godt gennem processen. Men tanken om det, er altså bare svær - jeg kan ikke sætte fingeren på det præcis. Måske fordi ens forventninger definitivt (og det er det jo så ikke alligevel) må udskiftes, måske fordi man føler nederlag? Jeg ved det faktisk ikke rigtig.. Men jeg har bestilt tid ved lægen d. 5. sep - lige efter vi er kommet hjem fra ferie, og så må vi tage den derfra.. :unsure